Dagen før dagen

Onsdag den 20. marts, hvor vi skulle have været afsted kl. 16.15 fra Nuuk mod Sisimiut, bliver vores fly udsat til afgang kl. 18.00, pga. teknik. Vi kommer afsted, men må 20 min. før landing, vende snuden tilbage til Nuuk pga. teknik 😳.

Men vi kommer i en ny maskine og lander i Sisimiut kl. 21.30.

Magdaline og jeg har lejet os ind i en lille Airbnb kælderlejlighed hos Arnannguaq Støvlbæk. Rigtig dejlig og lækker lille lejlighed, nuan.

Vi står op, naturligvis og ALTID, til det smukkeste vejr, torsdag den 21. marts, hvor solen skinner fra en skyfri himmel, ingen vind og temperaturen er omkring minus 10-12 grader, aaahhh, sikke en lykke.

Mine elskede veninder, Magdaline og Evi ❤️ ved arenaen.

Prøv lige at se et vejr ❤️

Vi tager ind og får godkendt vores soveposer (som skal kunne klare ekstreme kuldegrader) og får vores obligatoriske nachos, og cafelatte i Taseralik. Her får vi også hilst på vores ACR-fæller, venner og de skønne frivillige vi nærmest er blevet familie med, efter så mange års deltagelse.

Faktisk er det noget af det jeg holder allermest af, ved at komme til Sisimiut. Det er at jeg kender SÅ mange, som blandt andet har været frivillige de mange gange jeg har deltaget. Jeg møder og hilser på og bliver hilst på og får varme kram, det er så dejligt, asanat ❤️

I år er min deltagelse lidt speciel for mig.
Da jeg havde deltaget 4-5 gange i træk, satte jeg mig for at deltage 10 gange, i træk. Sådan blev det ikke, da en knæskade og corona begrænsede det.
Men i år, efter 14 år fra min første deltagelse, er det 10. gang jeg deltager, og det er specielt for mig. Jeg fik nået mit mål og det er jeg ret stolt over. Derfor føler jeg mig også som et familiemedlem af ACR-familien ❤️.

Procession og fanebærer

The same procedure as every year, så skulle vi gå procession mod kirke.

Jeg bliver spurgt om jeg ikke vil være stand in som fanebærer, hvis vores ven fra Tyskland, klaus Jechel (som skulle deltage for 20. gang), ikke dukkede op? Fanebærer? Mig? What? Hvorfor mig? Jamen, fordi jeg havde deltaget så mange gange.

Alle mulige tanker, forestillinger og fantasier drøner igennem mit hoved (og også mine to veninders hoveder). ”Tænk hvis jeg kommer til at gå for hurtigt og går forkert, kommer til at overtage præstens ”qinuniarta tamatta”, besvimer eller andet pinligt?”.

Jeg takkede pænt nej tak og to unge skønne frivillige fik æren (som i øvrigt kunne alle salmerne udenad😳).

Præsten var fantastisk, utrolig klar og tydelig prædiken. Jeg hørte tydeligt budskaberne i at kunne hente kræfterne i naturen, hente kræfter hos de frivillige som hepper og klapper af os på vejen og hos ørnen, med dens kraft og styrke.

På informationsmødet i Taseralik, efter kirkegangen, fik vi gennemgået ruterne og fik vores numre udleveret. På mødet fik vi også at vide at vi i år er 181 deltagere fra 11 forskellige lande.

Fredag den 22. marts 2024 – Dag 1

Vi får sovet godt og står op til endnu en solrig dag. Vi tager et langt bad, spiser morgenmad, får en kop kaffe og pakker de sidste ting, før vi bliver hentet af Johannes Kyed. Johannes og Yvonne deltager også i år og passer en kassevogn, mens de er i Sisimiut. Det tager 100 år før Johannes endelig dukker op, og det viser sig at han er faret vild og kørte rundt et forkert sted 😂.

Spændingen rammer da vi når Taseralik og da vi har afleveret bagagen. Jeg er ude at  tisse 4 gange, går en del frem og tilbage og begynder at ryste af kulde da jeg endelig træder ud i arenaen. Skidt.

Alle løbere klar til at blive skudt afsted af bormester Malik Berthelsen. I baggrunden er solen ved at stå op.

Men Evi er ikke til at finde. Faktisk når vi at blive ”skudt” afsted uden at jeg får øje på hende, øv.

Afsted blev vi sendt og da jeg når ned for enden af arenaen og skal til at dreje mod tøsebakken/kvajebakken, hører jeg bag mig “tununniippunga/jeg er bag dig”. ❤️. Det var Evi og jeg bliver så glad. Vi kører sammen ud af arenaen og kørte sammen et langt stykke tid ud mod baglandet.

Jeg fanger Malik H. Olsen og Malik Berthelsen og følges med dem det meste af vejen til K1(første drikkepost). 200 m. fra K1, opdager jeg at jeg har glemt at tage mine nye fede nye solbriller på. Har kørt de første 6 km. med squezed øjne og tårer ned ad kinderne. Jeg fik hjælp til at finde dem frem fra rygsækken ved drikkeposten, fik en tår energidrik i min kop og kørte videre.

Drikkeposten før og efter benbrækkeren – K1-K2

K1-K2 var mega hård, lang og virkelig nederen det meste af vejen. Den er 11.3 km, og kører langt tilbage mod byen, ud mod baglandet, tilbage mod byen igen og langt ud til benbrækkeren.

Undervejs tager jeg mig selv i at kæmpe med mørke tanker, ”fuck det er nederen det her, jeg gider ikke, jeg kan ikke, jeg vil ikke, qaa hvorfor udsætter jeg mig selv for det her, du er pisse langsom og slap, hvem tror du egentlig du er?” 😳.

Heldigvis vender det ved benbrækkeren. Der er nemlig 2 mega fede lange bakker ned, hvor det går hurtigt og du ikke skal bruge så mange kræfter, wuuuhuuu. Jeg kommer også i tanker om præstens fine ord og får lidt energi igen.

Jeg møder Malik H. Olsen og Caroline Bouchard ved K1, nuan. Jeg bliver tanket op og VED at jeg skal ud i en lang opstigning , frem til K3, som er placeret i bunden af flaskehalsen. 100 km. kører ikke ud til Alanngoruaq, hvor K2 er placeret, hvis nogen skulle undre sig over, hvor K2 blev af 😊.

Fra K1 – K3 går det stødt op ad, som sagt, og oveni det med mega bagglid, da terrænet og temperaturen også ændrer sig 😳🙄 Kaarh ajoq.

Min drikkedunk frøs til is, så jeg ikke kunne åbne den og jeg var fuldstændig indtørret i munden det meste af vejen.

Det er mig, total tør i munden 😂.

Heldigvis holder et par snescootere toppen af en laaaang opstigning og jeg beder om hjælp til at åbne min drikkedunk. Jeg tømmer nærmest hele drikkedunken, drikker flere liter(selvom der kun kan være 75 cl. I den), qilallunga.

Drikkeposten ved flaskehalsen – K3

Da jeg når K3 er jeg heeeelt færdig, men møder lige hurtigt Malik H. Olsen, før han drøner videre. Ved drikkeposten er Anso og andre frivillige, de synger, krammer mig og tager sig af mig ❤️ Her får jeg så at vide, at jeg er den første kvinde der er nået dertil. 😳 Whaaaaat? Oh no, ikke den fedeste besked at få for mig, hajjaaa. For det stresser mig, aaarghghh😩.

Opstigningen af flaskehalsen er et helvede for mig, shiiiit jeg var presset hele vejen op, ind og ud af mørke tanker, stopper flere gange og skal have luft og restitution. Malik kører langt foran mig og jeg bruger hans pausesteder. Endelig oppe af flaskehalsen, 😅, for at opdage at vi kun er nået 1/3 af bakken😩😩 Det er isnekoldt, for det blæser med kold vind ned igennem slugten som ligger i skygge. Mine handsker fryser til is og min buff er en stor isklump.

Endelig kommer jeg op, efter flere overraskelser af toppe jeg skulle bestige.

Jeg ved hvad der venter mig forude, fra sidste år. Jeg blev så negativt og nederen overrasket sidste år, at vi, 100 km., også skulle op mod labyrinten, før vi kunne kører mod campen. Det er en opstigning der er ret udfordrende, specielt når man er træt.

Drikkeposten på vej op til labyrinten – K4

Og rigtig nok, shiiiiit, jeg er mega mega presset, climber, stopper, trækker vejret og går videre. Tager 50 skridt og holder pause, indtil jeg endelig når op til K4, og er helt færdig! Igen får jeg at vide at jeg er den første kvinde og har været mega hurtigt 😳. Whaaat? Hvor filen er de andre? Jeg kigger tilbage og der er ikke et øje…

Jeg skal nu til det sidste stykke, som er fra K4 til Campen. Det er 4,6 km, først lige ud, ned ad en skøn laang bakke, hvor man kan slappe af og bare kurre. Men så kommer der en stejl bakke ned, hvor jeg tager mine ski af (vil ikke styrte eller bruge unødig energi) og løber ned. Jeg kommer ned og skal nu op ad en ”trækken tænder ud” bakke og den sidste kilometer til campen. Her får jeg kramper i triceps, balder, lår og inderlår 😱😱. Jeg bliver også indhentet af Qulutaq, som også har krise her.

Kommer i mål som den første kvinde efter 4 timer og 01 min. 9 min. før nr. 2.

Der er tid og plads til at få det våde gennemsvedte tøj af, komme i ”bad”, få sig shinet lidt op igen (savner Marie Fleischer), få spist saltede chips og få massage.

Ooog en rigtig god og dejlig overraskelse, ja DEJLIG!! Der er i år kommet nye toiletsystemer på campen, som gør at det er udholdeligt at gå på toilet og at der rent faktisk dufter på toiletterne. Det er STORT.

Jubiiii nye “dejlige” toiletter, så vi kan holde ud at komme på toilet uden at brække os for meget.

Og så er der dømt camp hygge:

Aaaah nuan, elsker camplivet ❤️.

Lidt over kl. 21.00 vælger min teltmakker, Magdaline, og jeg at gå til ro. Det er en smuk aften.

Godnat og sov godt ❤️.

Lørdag den 23. marts 2024 – Dag 2

Lørdag morgen vågner jeg en halv time før mit vækkeur skulle vække mig kl. 07.00. Jeg har sovet nogenlunde, vågnet og sovet, vågnet og sovet hele natten. Men kun fordi at jeg lå på hårdt underlag og havde brug for at vende mig.

Jeg står op til fantastisk vejr, kryber stille og forsigtigt ud af teltet, uden at vække Magdaline. Solen er på vej op ude i horisonten, hvor den har lyst de fjernest liggende fjeldtoppe op og luften er knivskarp og frisk, men på en lidt lettere og lun måde.

Jeg føler mig frisk og ok, og er utroligt nok ikke så pullak (hævet i ansigtet).

Jeg har masser af tid, startskuddet er først kl. 10.00, så ingen stress. Jeg får spist min morgenmad, drukket kaffe og hygget med de andre.

Så får jeg gjort mig klar, børster tænder og vil lige tage et par billeder af stemningen. Men pludselig er min telefon pist væk. Jeg har liiiiiige haft den i hånden og kan huske tydeligt at jeg liiiiige har haft den. Jeg leder og leder, over det hele, madtelte, toilettet, tøjteltet, spørger de frivillige og alle jeg møder på min vej. Nope, den er pist væk. Shiiit mit liv 😩. Og dette er liiiige op til startskuddet 😳😱. Jeg finder den ikke og må gå ud og stille op til start.

Solen skinner fra en skyfri himmel, temperaturen er minus 10, helt perfekt.

Vi starter alle sammen ud med at køre mod byen, hvor vores (160’erne og 100’erne) veje skilles efter 3-4 km. ude. Vi skulle køre op ad en bakke og vende om og køre ned ad en snoede bakke og hen i mod opstigningen til labyrinten.

Jeg startede stærkt ud, fandt Malik H. Olsen og Caro, og fulgte dem indtil 100 og 160 skiltes. Jeg kæmper min kamp op ad bakken, igen puuuha, men kommer op og påbegynder den snoede nedkørsel. Det går nogenlunde og jeg har en smule kontrol engang i mellem, men så får min ene ski fat på sporet og jeg styrter voldsomt ved den stejleste bakke. Da jeg efter rullen rundt og gliden henad løjpen og ligger stille, kan jeg slet ikke rører mig, jeg er fuldstændig vinklet ind i mig selv, med skistave, ski, arme og ben. Min drikkedunk og mine fede nye solbriller er fløjet til alle sider og jeg ligger bare der.

Billede lånt af Google, og det er IKKE mig.

Da jeg ligger stille lidt for længe, kommer der et par snescootere over til mig og en Jury fra ACR spørger om jeg er ok. ”Naamik, ikiu” (”nej, hjælp”). Ham og en anden må så vikle mig ud; først den ene arm og skistav, så den anden, så vende min ene ski og ben den rigtige vej og løfte mig op og stå. Da jeg står op, ser min ene ski underlig ud. Det går op for mig at den vender omvendt og jeg må have hjælp til at vende den, den rigtige vej 😂 😂.

Jeg kommer på benene og smutter videre, men har ”mistet” Malik, som er langt videre.

Det går overraskende godt op mod K4, på vej op mod Labyrinten. Jeg tager en tår energi. Mens jeg står deroppe kommer gårsdagens nr. 2, en pige fra Sisimiut, til drikkeposten. Hende har jeg lige i røven i labyrinten, men kører fra hende på et tidspunkt deroppe. Jeg elsker labyrinten, med de fedeste bakker og det smukkeste landskab. Mine ski er perfekte, smøringsmæssigt, og jeg får et fedt flow, mens jeg kører deroppe, aaah det er fedt.

Så gik det ned ad, ned, ned ad Morderbakken og helt ned til bunden af fjorden. Jeg løb det meste af vejen, da det var for stejlt for mig. Hele vejen ned, havde jeg ingen bag mig. Nede ved K5, mens jeg tog en tår energi, dukker hende pigen pludselig op fra no-where, og havde ”fire in her eyes”.  Sporene på isen var slush iced med saltvand og jeg fandt ALDRIG flowet 😩 og efter kort tid, overhalede hun mig.

Mine batterier døde fuldstændigt, og det blev for mig, ren overlevelse de 10,3 km. Røg ind og ud af de mørke tanker igen. Aldrig, aldrig mere 😩😩😂

Da jeg nåede frem til K5 igen, stod Malik og ventede på mig. “Qummut ingerlaqatigissavakkit” (”jeg følges med dig op”)😩😩😘.

Fuck en vej op, puuuha det var mega hårdt, men Malik H. Olsen trak mig. Det sidste stykke, vinkede jeg ham fra mig, da jeg godt kunne se at han begyndte at vente på mig, og det skulle han ikke. For jeg kunne ikke få farten op.

De sidste 1500 m. til campen kunne vi tage ski på igen, aaah sikke en befrielse.

Jeg nåede i mål efter 4 timer og 5 min. Qasuvunga 😩

Jeg får skiftet mit tøj, spist mine chips og bliver skrevet på til massage. Jeg leder fabrilsk efter min mobiltelefon, er over i Jury-kontoret og alle steder for at høre om nogen har fundet min mobil. Har faktisk haft den lidt for meget i tankerne i løbet af dagen.

Mens jeg sidder og gør mig klar kommer en knægt gående forbi og jeg beder ham om at kigge efter en iPhone, når han sådan går frem og tilbage. Han afhører mig, 😂, “hvor havde du den sidst, hvad brugte du den til…” og lover at kigge efter den. Han tager 2 skridt, så udbryder han “Er det den der?” og peger ned i en støvle lige ved siden af mig. Jaaaaaaa, den var røget ned i en fremmed mands støvle. Jubiiiiiiiii, jeg var glad.

Knægten der fandt min iPhone.

Da jeg kommer ud fra massage, er Magdaline kommet i mål. Vi bruger tiden ude i solen, hvor vi venter på vores Evi kommer i mål. Det er mega godt vejr og der er masser af mennesker i campen fra byen også, nuan.

Evi kommer i mål, vi jubler og råber hurra for at hun kommer i mål, men også for at hendes søn Max har haft et super godt løb.

Og så er der dømt hygge i campen.

Vi går til ro ved 21 tiden.

Søndag den 24. marts – dag 3

Jeg fik sovet rigtig godt, stod op og pakkede min sovepose, rensdyrskind og ting sammen fra vores sovetelt, og begav mig over til tøjteltet.

Igen er vejret mildt, solen på vej op og har ramt de fjerneste fjeldtoppe og stemningen er god.

Jeg pakker de ting der skal pakkes helt sammen, i min store North Face taske, tager det tøj på jeg skal bruge under sidste dags race og checker min bagage ind til transport ind til byen.

Vi får spist morgenmad, børstet tænder og tisset af, før vi skal ud på sidste strækning i år.

Vi starter ud med en laaang konvoj ud mod første bakke der skulle climbes. Jeg kom op bag Evi og gik op ad den stejle bakke med hende og efterfølgende med Paneeraq(Evi’s kusine).

Vi skiltes ad, 100 og 160, og jeg fortsatte op mod dagens første drikkepost K4. Derfra kom første downhill, som havde holdt mig vågen i nogle timer natten før.

Stejl, lang og lidt kringlet bakke. Jeg hopper ud i det og kommer levende og hel ned, dagens første phew 😅👌.

Næste bekymring var flaskehalsen, som er en lang nedkørsel med et par ret stejle lange bakker ned. Shiiiit det gik hurtigt, 51 km./t kørte jeg i følge mit ur 😳, men dem overlevede jeg også og kom ned til skiis off området.

Sidste bekymringsbakke, var en, efter at 100 og 160 igen skiltes, efter Alanngorsuaq. En svingende bakke ned og som jeg også huskede som stejl. Men det viser sig at det var piece of cake ✌️👌.

Jeg ser en kvinde foran mig og kan ikke lokalisere hende, for det er ikke pigen fra Sisimiut. Da jeg kommer tættere på, ser jeg at det er Klavs’ (ham fra Tyskland) kone. Jeg bliver overrasket, men konkludere at hun må være super til down hills. Jeg fbeslutter mkig for at overhale hende og får det gjort.

Resten af vejen er total udholdenhed psykisk, som jeg også havde forberedt mig selv på. Turen fra K1 hele vejen ud til benbrækkeren, og heeeeele vejen tilbage mod byen, en laaaang strækning mod baglandet igen, og en strækning mod byen igen, før turen gik mod K1 igen. OMG det var langt, præcist 11,3 km. 😳😱

Billederne er taget af fotograf fra ACR Teamet.

Jeg får en tår vand og energidrik ved K1, før jeg skal ud på mine sidste 6,5 km indtil Sisimiut og målstregen. Jeg blev indhentet af en ældre britisk (gætter jeg på) mand, som trak mig resten af vejen. På vejen blev vi overhalet af Martin Møller, som havde Qulutaq lige i røven.

3 timer og 2 min. Sluttede på en samlet anden plads

Tupaarnaq Kreutzmann og jeg ❤️ Billedet er taget af en fotograf fra ACR Teamet.

Mandag morgen kl. 10.00 smuttede jeg hjem til Nuuk. Sisimiut qujanaq ❤️

Det første billede er af området ved benbrækkeren og det andet fjorden, hvor vi kørte dag 2.

Mange tak for denne gang, nuannerporaasiit.

Jeg vågner op fredag morgen kl. 05.30, efter en ok nat i teltet med 9 sovende mennesker og efter gårsdagens strabadser. Jeg har det godt, er ikke øm og føler mig udhvilet, dejligt! Solen skinner fra en skyfri himmel og bedre kan det bare ikke blive.

Jeg gør mit morgenmad klar (forblandet hjemmefra) i skålen; jeg har blandet grovvalset havregryn, kokosflager, blå birkes og honning, som røres op med kogt vand, så det bliver til en lækker grød. Jeg skærer bananstykker til og blander i grødet, uuuhhm mamaq og energi der forbliver i kroppen i langt tid. En kop koffeinfri kaffe med risdrik, er prikken over i’et. Så er jeg klar 🙂

Jeg får pakket alt mit baggage sammen, går ned til stranden med det og er faktisk klar til start.

Dagens rute er fra bunden af Kangerluaarsunnguit og mod smukke Qooqqut, ca. 40 km. Jeg har to steder på kortet, som bekymrer mig lidt og som jeg ser  frem til at få overstået. Det første sted er opstigningen til Qassi, som jeg husker som meget hård og det andet sted, er en stejl stejl nedstigning langs et vandfald.

Lige før start, kommer min gode ven Lasse og siger at han overvejer at følges med os i dag, hvilke jeg er rigtig glad for at høre. Så trekløveret (Marie, Simon og jeg), stiller os op i nærheden af Lasse og Michael Collin, for netop at følges med dem.

Lasse og jeg med Qassi i baggrunden, lige før startskuddet 🙂

Startskuddet lyder og vupti vi er i gang. Foran os er der en fin og stabil opstigning i laaaaang tid. Vi følger stille og roligt efter de hurtigste; Frederik Lundblad, Thure Bastrup, Miiti Lynge osv. (som langsomt forsvinder ude foran os 🙂 ). Det går stødt op ad, ikke stejlt men langt. Puuha, jeg kæmper med at holde fast på den rytme Lasse har lagt foran os, for ikke at falde ud af rytmen og komme ud af gruppen. Mine lunger kæmper en brav kamp (heavybreather der vil noget, pruuust pruuust pruust), mine ben syrer for vildt, jeg er træt, føler mig igen ekstrem tung og som en elefant, sveder som et svin og synes i det hele taget at det er dybt ubehageligt. De 40 km., lige på det tidspunkt, virker fuldstændig sindssyge og ikke ret  attraktive.

Men lidt overraskende for os alle sammen, kommer vi hurtigt over til Qassi-opstigningen, nuan. Nu skal vi så op ad den stigning der har bekymret mig lidt. Vi begiver os opad og til vores store overraskelse, vupti og 1, 2, 3, så er vi sørme allerede oppe. Yaaaaay nuann 🙂

Vi har på forhånd aftalt, Marie, Simon og jeg, at vi skal råbe højt hurra, når vi har nået toppen og at vi har overvundet den “bekymring”. Så vi råber højt HURRA HURRA HURRRAAAAAAAHHH på toppen af Qassi, hhaahhah nuan.

Opstigningen til Qassi med fantastisk udsigt

Oppe i Qassi-gryden, er der masser sne, som gør bevægelsen fremad nemmere og bedre.

Qassi

Alt det sne vi havde frygtet op til løbet, var faktisk det bedste undervejs

Michael og Marie der går langs Qassi-gryden

Hele vejen ned ad dalen fra Qassi var der rigtig mange sneområder, vi uforstyrret og ubekymkret kunne løbe ned ad. Hvis der ikke havde været alt den sne, skulle vi have balanceret og koncentreret os meget om at hoppe fra sten til sten og løbet gennem andet besværligt stenet terræn. Jeg er helt sikker på at vi vinder rigtig meget tid her, det var fedt!

En anden ting der gjorde turen og det at der var sne, til en endnu større fornøjelse, var at vi fulgte de hurtigste spor 🙂 Tak til de hurtige 🙂

Vi når op til den store firkantet sten, som er varetegn for at vi skal venstre om et stort fjeld for at komme på rette fod. Her tager vi en lille frokostpause og bliver indhentet af Marie Fleischer og Ittu. Jeg spiser mit rugbrød med røget rensdyr og får fyldt min camelbag op med friskt energipulver og det reneste og dejligste kildevand ever. Så er vi klar igen 🙂

Aaaah nuanneq. Simon, Ittu og Michaels ben i baggrunden 🙂

Vi bevæger os hen mod næste spot som har bekymret mig, nemlig den lidt vilde nedstigning langs et vandfald. Igen må jeg gøre min bekymring til skamme. 1, 2, 3, så er vi nede (takket være klatre-Lasse’s super evner til at finde det helt rigtige sted at komme ned, så vi overlever). Jubiiii, hvor er det fedt at blive overrasket på den fede måde hele to gange den dag. Igen råber vi højt HURRA HURRA HURRRAAAAAAAHHH

Vi skal op ad en stejl skrænt og møder Jens Berthelsen, som sidder og er postvagt det stejleste og sejeste sted. Han har fundet dagens flotteste og bedste spot at sidde ved, solen skinner fantastisk her og udsigten er amazing.

Der er stadig langt herfra, omtrent halvvejs, men humøret er højt og vores gruppe, som nu er oppe på 7 mennesker(Lasse, Marie, Simon, Michael C., Marie Fleischer, Ittu og mig selv), fungere ganske udemærket. Lasse går forrest og vi andre bagved som små lam der følger faderen, mææææhhhhhh 🙂

Flere gange forundres vi over at vi på sådan et stort kæmpemæssigt landskab, hvor sansynligheden for at gå i samme spor som andre er meget lille, hele tiden støder på de andres (de hurtiges) spor. Vi skråler af glæde hvergang, he he.

Vi når ned til den sidste dal før Qooqqut og sætter farten op til løb. Vi løber og løber ned ad dalen, gennem mos, på fjeld og gennem grene og krat og når pludselig frem til en heppende dame. Vi er trætte og brugte og måske lidt pirrelige nogen af os. Så selvom denne søde dame rent faktisk hepper på os og prøver at hjælpe os, så bliver vi irriteret over at vi ikke forstå hvad hun siger, eller kan høre det særlig godt og bliver lidt forvirret. Men det går hurtigt over, for nu starter nedstigningen mod campen, vi tydeligt kan se, jubiiiiii 🙂

Vi når i mål, nede på stranden, 9 timer og 37 min. (så vidt jeg kan huske) efter startsskuddet i bunden af Kangerluaarsunnguit.

Vi bliver sejlet over elven og hen til campen.

Fantastisk dejlig tur med de dejligste mennesker ever. Mange mange forelskelser undervejs, som overvælder mig og giver mig flere lykkestunder. Lyset, fjeldene, fjordene, bevoksningen, det grønne, sneen, elvene, duften af Qajaasat og alt andet grønt, følelsen af at bruge min krop, de fedeste samtaler, grineflip, fantasier der var langt ude, kommentar man ikke kunne lade vær at grine ad og et fantastisk sammenhold i gruppen, SUK hvor var det fantastisk.

Glade og tilfredse kommer vi op til de andre der er kommet i mål. Men bliver først og fremmest mødt med den bedste servicebesked ever. Frederik har været så sød at slæbe vores baggage hele vejen fra stranden og op til campen. Så er man altså lige ved at græde af glæde 🙂 Vi finder vort telt igen, får skiftet tøj, hygger og snakker med dem som allerede er ankommet ude i det dejlige solskinsvejr, mens vi venter på at maden bliver klar. Vi får det lækreste thai kylling, som vores sødeste køkkenpiger har lavet, uuuhhmm.

Ved 21 tiden går vi igen til ro og forbereder os mentalt på sidste etape, fra Qooqqut til Kapisillit, som bliver skudt afsted kl. 07.00.

Dagens resultater for mændene og kvinderne er som fælgende:

Thure Bastrup

Frederik Lundblad

Svend (ekspedient fra Ittu)

 

Miiti Lynge

Marie Lundblad / Mette Steenholdt

Marie Fleischer

3. etape følger 🙂

Mandag morgen vågner jeg op og har halv ubehagelige sommerfugle i maven og følelsen af at være for tung og træt i kroppen. Det får mig til at overveje at droppe min deltagelse ved dette års Nuuk – Kapisillit Tour. Faktisk får jeg overbevist mig selv så meget om at jeg dropper det, at jeg lige når at få ro i kroppen og har det godt med den beslutning 😛

Men jeg ved også at det er et mønster og at det er mit ego (som er drevet af konkurrence) som spiller puds med mig. ”Tænk hvis jeg ikke formår at holde distancen?”, ”tænk hvis jeg bukker under?”, ”tænk hvis det kommer til at gøre ondt hele vejen?”, ”tænk hvis jeg slet ikke kan følge med mine makkere og venner?”, ”jeg har ikke trænet nok”, ”Aaahh sussa…” osv. osv.

Tirsdag morgen betaler jeg deltagergebyret og har taget beslutningen ”NATURLIGVIS skal jeg være med igen i år!!”.

Så er der ro i kroppen, tankerne og i sindet. Jeg begynder at glæde mig til turen, samværet med de fedeste mennesker og med mig selv derude i de smukkeste smukkeste steder i verdenen.

Torsdag den 2. Juli kl. 08.30 tropper jeg op ved Jerndumpen i Nuuk, hvor starten skal gå, med mit baggage og er klar til start. Solen skinner, det er dejligt varmt og stemningen fantastisk.

Lige før start, bliver der taget billede af de 45 som deltager.

Et par minutter efter lyder nedtællingen til start, 3, 2, 1, GO! Og vi drøner derudaf.

Det er en ok start og løbet ud til Kuanninnguit går rigtig godt. Jeg følges med min dejlige veninde Marie Lundblad fra starten af. Da opstigningen fra Kuanninnguit starter kommer denne træthed og tunghed snigende i kroppen og jeg er sikker på at det vil slå mig helt ud, puuuuha, det var p…. hårdt.

På vej op ad opstigningen fra Kuanninnguit, har Simon (som skulle vise sig at blive vort tredje hjul/makker på hele turen) hægtet sig på Marie og jeg, og minder os om, da jeg er døden nær (luftmangel, syre i lårene og er lige ved at give op), at vi også skal huske at nyde turen. Han redder mig og hele min oplevelse af turen i år, mange tak og nuann.. Simon løber fra os et par gange, men vender stabilt tilbage til os de gange og beslutter til sidst at blive sammen med os 🙂

Trekløveret 🙂

Vi kurer ned ad nedkørslen på sne, hvilke gør turen ned nemmere, hurtigere, spændende og sjovere, og kommer hurtigt ned på dalen mod Kangerluaarsunnguit. Vi vælger at gå højt oppe, for at spare tid og kommer direkte ind det sted hvor man går ind i stenskredets sti, og det var et godt valg.

På vejen er der 3-4 andre deltagere (Ditte, Pele, Dennis og vidst nok en til) som hægter sig på os og på et tidspunkt overhaler os. Men efter stenskredet vælger vi igen at gå højt oppe i terrænet og de andre vælger at gå længere nede. Og da de vælger at følge os, går turen for os ned på stranden og ind til bunden af Kangerluaarsunnguit, resten af vejen. Igen et godt valg for os, for vi løber fra dem der og ser dem først igen efter at vi er kommet i mål.

Før mål krydser vi en stor elv, som er bred og har delt sig i flere halvstore elve. Det er en smule spændende at krydse dem, da vi lige bruger lidt tid på at finde det rette sted. Men vi lærer hurtigt at der er én regel der gælder, når man skal krydse elve: ”LAD VÆR AT TÆNKE, bare hop over eller vad over!”.

Vi kommer i mål sammen, Simon, Marie og jeg, 4 timer og 46 min. efter starts skuddet ved Jerndumpen, NUAN 🙂

Lige efter målstregen handler det bare om at finde sin taske og finde en sengeplads i et af de lækre TIPI telte, som Timi Asimi har sat op til os. Når det er på plads, så kan man tage ned til den dejlige elv og bade og skifte tøj.

Inde i vores TIPI telt, med munden fuld af proteinbar 🙂

Eftermiddagen i bunden af Kangerluaarsunnguit bruger vi på at hygge, spise, snakke om vores tur, forberede os på næste dags strabadser og heppe de andre i mål.

Kammannguaq, kammattaaq, nalunngisallu 🙂

Campen i det skønneste vejr

Kl. 18.00 er der mad; lækker pasta med oksekød og salat, præpareret af de sødeste køkkenfolk i det fri.

Madkø og spisning i det fri, uuuhhmmm mamaq

Der bliver annonceret at etape 2, næste dags tur fra bunden af Kangerluaarsunnguit til Qooqqut, vil starte kl. 07.00.

Vi pakker vores tøj klar, fylder camelbags op med energibar, energigel, energipulver, madpakker og en smule ekstra tøj (for mit vedkommende en tynd løbejakke, tynde handsker, en svedklud og ekstra drikkedunk).

Vi er omkring 9 inde i vores telt (Birgithe, Paarnu, Frederik, Marie, Michael, Nina, Elisabeth, Marie og mig) som alle går til ro ved 21.00 tiden, efter en fantastisk oplevelsesrig og dejlig dag.

Dagens top 3 hos mændene og kvinderne:

Thure T. Baastrup

Frederik Lundblad

Qooqu Berthelsen

–

Miiti Lynge

Marie Lundblad / Mette Steenholdt

Ditte (tror jeg nok)

Dag 2 og 3 følger 🙂

Har jeg nogensinde fortalt dig, at jeg elsker den sunde livsstil? NEJ?

Jamen, så kan jeg da annoncere det her på siden; jeg elsker at leve den SUNDE LIVSSTIL, med alt dertil-hørende!

Den sunde livsstil indeholder ikke kun motion og madvaner for mig, der ligger mange flere ting i det, til tider lidt kompliceret og kan også nogen gange slå benene lidt væk under mig.

Den sunde livsstil for mig, er at dyrke varieret sport, spise sundt, have balance og leve et liv i integritet med mig selv. Allerede nu, bliver det lidt kompliceret, ilaa? Men det behøves det ikke 🙂

Jeg vil rigtig gerne, med denne blog forsøge at sætte ord på min egen nuværende process, med håb om at inspirere dig og andre, men også for at belyse og legalisere det at være menneske på godt og ondt.

Jeg vil komme ind på mine tanker og hverdagens gøre-mål og inspirerer i forhold til træning, mad/væske, selvreflektion og arbejde, som efter min mening er det der kan give størst mulig balance i livet, hvis du får fokus på dem og gør det der skal gøres omkring dem.

Træning
Min træningsfilosofi er at angribe kroppen med så mange forskellige sportsgrene som muligt, så den bliver udfordret på alle leder og kanter. Det behøves ikke være hver dag, bare det er lidt forskelligt. Kroppen og dine muskler i kroppen har brug for at udvikle sig og blive udfordret med forskellige ting, ligesom hjernen og vi selv har behov for det. Det mener jeg er sundt.

Jeg er en ”smule” konkurrenceminded, så det er en kæmpe udfordring for mig at praktisere min filosofi, for jeg vil aldrig kunne blive en sindssyg hurtig løber, vil ikke kunne blive super svømmeren, vægtløfteren eller forbedre mig særlig markant som langrendsløber.

Jeg dyrker spinning, løber på asfalt og terræn, svømmer, styrketræner, crossfitter og står på langrend, og jeg elsker det hele.

Hvis jeg lige skulle slå et slag for et af de sportsgrene jeg lige har nævnt, så er det crossfit. Det specielt gode ved crossfit, er faktisk at det er varieret intenst træning, hvor alt bliver angrebet; vægtløftning, gymnastik(push-ups, pull-ups, handstand osv.) og konditonstræning.

Hvis du godt kunne tænke dig at rykke dig fysisk (om det så er højde, drøjde, styrke, kondition osv.), så prøv at variere din træning. Hvis du spinner meget, så kombinere din spinning med crossfit, hvis du løber meget, så kombinere dit løb med styrketræning eller hvis du crossfitter meget, så kombinere din crossfit med svømning osv. Din krop vil juble 🙂 Og du vil juble 🙂 Og træningen bliver bare sjovere.

Næste skud på linjen, bliver yoga. Jeg vil gerne have implementeret yoga i min træning, så jeg kan blive endnu mere mobil, men også få endnu mere kontakt med mig selv og min krop. Efterårsmål 🙂

Mad og væske
Jeg har prøvet lidt af hver, hvad mad angår. Jeg har prøvet at leve lidt fanatisk på stenalderkost, jeg har levet uden hvidt brød, stivelse og sukker, jeg har levet som jeg lystede og jeg har overvejet kure (men aldrig nået længere end overvejelsen, da jeg er for glad for mad 🙂 ). Alle ting har givet pote på forskellige fantastiske måder.

Jeg synes selv at min mad er meget afbalanceret. Til hverdag er sukker, hvidt brød og for meget stivelse ikke en del af min kost, men engang i mellem, hvis anledningen byder sig, kommer der da en smule lækkert og måske lidt usundt indenbords, det skal der være plads til.

Det vigtigste for mig, hvad angår mad, er at der er balance og at jeg ikke har et for krampagtigt forhold til det. Og det er nemmere sagt end gjort, det ved jeg. Og jeg skal da hurtigt tilstå at det går op og ned. Jeg kan have dage, hvor jeg kan mærke at jeg skal gøre en ekstra indsats og øge fokuset omkring mit mad, men der er lige så mange dage, hvor det ikke fylder særligt meget.

Som hovedregel, så holder jeg mig væk fra sukker og koffein til hverdag. Det er gift for mig og min krop. Jeg elsker smagen af kaffe, så jeg drikker koffeinfri kaffe i stedet. Vand fylder også meget i min hverdag. Det ligger ikke naturligt til mig at drikke en masse vand, så det er noget jeg har fokus på. Jeg drikker omkring 2 liter vand på en god dag (eksl. det vand jeg drikker til træning), og det føles godt med det flow i kroppen det giver.

 

Når jeg træner så meget som jeg gør, så har jeg brug for masser af proteiner til at bygge musklerne op igen efter hver træning, derfor så er min mad også proppet med proteiner. Der er altid masser af kød i mit mad, min morgen-power-protein-smoothie er et must og så får jeg altid proteiner indenbords indenfor en ½ time efter hver træning.

De perioder, hvor jeg skal give den lidt gas, der skærer jeg hvidt brød- og så mange råvare med stivelse væk som muligt.

Selvreflektion
Nu hvor det er vigtigt med balance i mit liv og at leve et liv i integritet, så er det et must at have fokus på og være bevidst omkring mig selv. Og det kan være svært.

Det er svært at ændrer gamle mønstrer, der berører ens følelsesmæssige liv, berører ens fortid og som kan have forskellige konsekvenser både for relationer, men  også for mig selv som person. Det lyder meget underligt, men det kan faktisk også være meget svært at handle efter et bedre liv og at få det bedre med sig selv. Men nogen gange bliver jeg tvunget til at tage action, andre gange kommer det helt naturligt, der er også gange, hvor jeg elsker at tage de skridt der skal til og andre gange må jeg give slip.

Det vigtigste for mig er at passe på de vigtigste relationer jeg har i mit liv, holde mig indenfor de værdier jeg har i mit liv, at holde fast på de mål jeg har sat mig og gå efter det jeg virkelig drømmer om. Og det er ikke så lidt.

Hvad ang. relationer, så er det vigtigt at jeg føler mig ubetinget elsket og støttet, for at kunne være tryg og glad i en relationen. Det er vigtigt for mig at jeg ikke føler mig forkert eller skal leve op til noget jeg ikke kan, men at jeg kan være den Mette jeg er. Omvendt, så gør jeg virkelig mit bedste for også at rumme og elske alle sider af de mennesker der er tætte på mig.

Jeg kigger tit på mit liv og vurdere hele vejen rundt hvordan det går. Jeg fejre de små successer og ser også ærligt på de områder der trænger til en kærlig hånd og går ind og gør det der skal til, for at det skal blive bedre. For vi ved ALTID hvad det er der skal til, for at forbedre de vigtige områder i livet.

Jeg sætter mål, mål som sætter ruten mod min vision i livet. Visionen er det jeg virkelig gerne vil have i mit liv og de ting jeg drømmer om at få opfyldt. Målene er det der fører mig hen mod visionen.

Så har JEG styringen! Og ikke tilfældighederne eller andre 🙂

Det lyder meget enkelt at sætte det op på den måde, og som jeg skrev tidligere og har gentaget, så er det ikke altid ligetil. Der er dage, hvor jeg synes at det er op ad bakke, hvor jeg kæmper og alt i kroppen, følelsesmæssigt og sindet er tungt, tungt. Jeg kan føle at jeg slet ikke er god nok, ikke fortjener noget som helst, har ondt i hjertet, er modløs og synes at mange ting er unfair. Når jeg har det sådan, så er det som om at verdenen udenfor mig ved det, det er som om at alle omkring mig kan se det og som om at dagen er designet efter den tilstand. Jeg møder modgang, møder mennesker der bekræfter at jeg er nul og niks, jeg falder over de mindste forhøjninger, jeg støder ind i lidt for lave skabslåger (kun for lave disse dage??), jeg ryger ”tilfældigvis” ind i noget vejarbejde, jeg kommer endnu mere for sent på arbejde eller til et møde, bliver brændt af til en frokostaftale, mine børn hører absolut ikke hvad jeg siger, tværtimod gør de det modsatte af det jeg vil have dem til og mit hår sidder af pommern til (plus at en bums er dukket op). Haj-ja… Kender du det? Det hele kommer på en gang?

De dage er der! Og dem skal jeg også tackle og faktisk også rumme, for at føle at jeg er i balance. Jeg har i mange år, gjort alt for at finde alle mulige og umulige veje, for at undgå at have sådanne dage eller for at komme ud af sådanne tilstande, og har fået rigtig mange geniale ideer ud af det. Det nærmeste jeg er kommet til en løsning, er at blive ved med at gøre mit bedste for at leve et liv i integritet.

Nogen gange må man tage de svære beslutninger i livet, for at få det bedre.

Andre gange handler det bare om at lytte lidt ekstra til sig selv og gøre sit bedste for at være god mod sig selv <3 Gør det der gør dig glad!

Så, kære læser, tag dine skridt hen i mod sund balance og et liv hvor du har styringen.

Tårnhøj selvtillid og en dyb selvværdsfølelse… …fortjener du, jeg og alle andre, og de eneste der kan give os det, er os selv!

Jeg håber at du har respelteret dig selv, lyttet til dig selv, taget dig selv alvorligt og behandlet dig selv, som du ville behandle din bedste ven, som du ville behandle din største rollemodel, en royal osv. osv.

Observere dig selv, kig på ugen der er gået og se hvad overskriften har været? Hvad har du tiltrukket, hvem har du omgivet dig med, hvilke energier har fyldt og hvad har du lavet? Det hele vil i store træk fortælle dig, hvor dit forkus har været 🙂

Nu går vi ind i den sidste uge af challengen, uge 10, som er mindst lige så vigtig som alle de andre kompetencer og som mange af jer der startede ud med at hoppe i med på denne challenge-vogn, helt sikkert har udfordringer med 😉 Nemlig at holde fokus og skabe monemtum.

Den tiende kompetence til et liv i integritet
Evnen til at holde fokus og skabe momentum

Desværre er mange af os ikke vant til at stræbe efter det aller bedste i vort liv. Vi lever i en verden hvor det er nemt at bare at følge flowets gang og de fleste mennesker lever langt under deres egen formåen. Så hvis du skal have succes med at leve dit bedste liv, så har du brug for at forpligte dig til det aller bedste i dit liv.

At forpligte sig til det aller bedste i livet, vil sige at have det mod til at få det bedste ud af hver dag. Det betyder at se gennem mulighedernes briller og finde løsninger hvor der før ikke syntes at være nogen.

At forpligte sig til det aller bedste i livet, betyder at være fokuseret på langsigtet tilfreds- stillelse i stedet for umiddelbar tilfredsstillelse. Det kræver at du har modet til at opgive hvad du hidtil har kendt og i stedet gå efter det der er ukendt. Det betyder at du skal lytte til dit hjertes dybeste ønsker og have tilliden til at lave de forandringer og tage de risici der er brug for til at udvikle dig.

Prøv engang at tænk på den entusiasme du ser, når du ser på et barn. De fleste små børn tror dybt i deres hjerter på at de er i stand til hvad som helst. De har modet til at synge af deres lungers fulde kraft, at sige hvad de mener og kæmpe for det de tror på. De tror på dem selv. For at leve et ægte ekstraordinært liv, så må du genskabe denne grad af tillid og forståelse af, at det er dit ansvar at frembringe det aller bedste i dit liv.

Din forpligtelse til det aller bedste i livet må begynde hver mor gen når du åbner dine øjne.

Din forpligtelse til det aller bedste i livet vil løfte dig ud af dine ordinære handlinger og bringe dig til ekstraordinære handlinger. Det vil give dig den nødvendige energi og inspiration du har brug for, for at gøre dine drømme til virkelighed.

Din forpligtelse til det aller bedste i livet kræver en særlig bevidst opmærksomhed på dine daglige gøremål – for at være sikker på at dine valg og handlinger er i tråd med din vision og dine mål. Det sikrer dig at dine handlinger får dig i den retning dine mål er og det er hvad et liv i fortræffelighed handler om!

Prøv lige at fordybe dig i følgende spørgsmål:

1. I hvilke områder af mit liv har jeg ladet mig nøjes med “godt nok” istedet for det aller bedste eller mest fantastiske?
2. Hvad skal jeg give slip på (undskyldninger/forhindringer/mønstre osv.), for at leve det bedste liv?

At holde fokus og skabe momentum, handler om at holde fast på al det der gør dig godt i dit liv og virkelig at blive ved med at arbejde dig hen i mod alt godt for dig.

Jeg håber inderst inde i mit hjerte, at de sidste mange uger har gjort, bare en lille smule, forskel hos nogle af jer og at det har givet stof til eftertanke. For mig har det været en fantastisk rtejse med masser af budskaber, klare billeder og store indsigter (også selvom at jeg har arbejdet med integriteten i mange år).

Tak fordi at du gad at være med i denne lille “leg” og held og lykke med dit liv 🙂

Jeg sidder lige nu på skønne og smukke Rhodos, et af øerne hvor en masse fantastiske Guder (Zeus, Poseidon, Hades, Afrodite osv.) engang herskede, hvor maden er himmelsk (tzatziki, græsk salat og lækre grillspyd) og hvor man ikke kan andet end at nyde og slappe af. Men det er også stedet hvor der ikke er søkabel eller andet smart så man kan oploade billeder hurtigt og uden problemer, nææh nej 😉 Så denne uges blog bliver, desværre, uden billeder.

Jeg håber at i har fået kigget på, tænkt over, haft fokus på og måske endda handlet på sidste uges kompetence; at håndtere ufærdige projekter – gøre ren bane.

Jeg synes at det er en meget vigtig kompetence at have fokus på til dagligt og jeg bruger det faktisk også rigtig meget. Hvis jeg med det samme kan færdiggøre et projekt jeg er gået i gang med, så gør jeg det, har jeg gjort noget forkert, så rydder jeg hurtiogst muligt op i det, så det ikke fratager mig energi og glæde til andet. For en måneds tid siden blev jeg konfronteret af en kollega på dårlig attitude under et møde. I stedet for at retfærdiggøre, komme med undskyldninger eller lignende, tog jeg ansvaret, og “tilstod” overfor mine kollegaer at jeg havde haft en dårlig attitude og undskyldte den. For mig er det også at færdiggøre og rydde op.

Lad os hoppe ud i den 9. kompetence, som er fantastisk og virkelig er at tage ansvar. Mange gange tror vi at det er andre der har til opgave at øge vores selvtillid og selvværd og at det er deres skyld at de er lave. Men nej, det er kun os selv som kan øge dem 🙂

Den niende kompetence
Evnen til at højne dit eget selvværd og selvtillid

At have det godt med sig selv er vigtigt. Faktisk, så er det en vigtig tilstand for at leve et liv i integritet, for dig. Når vi har det godt med os selv, så vil vi automatisk tiltrække gode ting ind i vores liv, tiltrække de mennesker og omstændigheder som vil hjælpe os med at opnå vores mål. Det gør vores forhold til andre mennesker nemmere. Situationer som kunne skabe problemer for os vil være nemmere at finde en løsning på. Vi har selvtilliden og energien til at gå ud og få det vi gerne vil have.

Selvværd og livskraft er tæt forbundet. Tænk over dette: når dit selvværd er højt, så har du som regel energi til at gøre det der skal gøres – så er din livskraft høj. Og når din livskraft er høj, så er du sandsynligvis i gang med at skabe resultater, som helt naturligt får dig til at føle mere selvtillid og stolt- hed omkring dig selv. Når vi har høje tanker om os selv, så føles det naturligt for os at vi fortjener det hele.

Hemmeligheden ved at holde vores selvtillid og selvværd på et højt plan, er at bringe din opmærksomhed på dine valg og handlinger. Hver dag har vi en bunke muligheder til at tage valg og handlinger som enten vil få os til at føle os bedre omkring os selv eller valg og handlinger der formindsker vo- res selvtillid og selvværd. Hver dag vælger vi hvordan vi tager os af os selv, hvordan vi tænker og agerer til de omstændigheder der er omkring os. Hver enkelt af disse valg har en direkte påvirkning på vores livskraft og vores selvværd. De kan enten bidrage til eller formindske vores vitalitet.

At leve et liv i integritet kræver at du kontinuerligt vælger tanker, adfærd og handlinger der bygger dit selvværd op. Så vi skal være opmærksomme, tage beslutninger og handle på det der øger vores selvtillid og selvværd. Her er nogle eksempler på valg som formindsker vores indre flamme, forringer vores selvværd og svækker vores livskraft.

Her er nogle eksempler på valg som formindsker vores selvtillid, forringer vores selvværd og svækker vores livskraft.

• Burde og skulle eller formodede forpligtelser.
• At spille sød for at få nogens anerkendelse eller kærlighed.
• Tilbageholde kommunikation, anerkendelse eller omsorg.
• Undskyldninger/retfærdiggørelser
• At have fokus på det der mangler/er forkert
• At komme for sent
• Fordømme dig selv eller andre
• At omgive dig med mennesker som kritiserer dig og ikke kan se din storslåethed
• Overspise, bruge for mange penge og frådse
• At leve i en fantasi
• Ikke at værdsætte det du har og være besat af det du ikke har
• At lade andre overskride dine grænser eller slet ikke at have nogen grænser
• At holde fast i krænkelser
• Ikke at have tid for dig selv
• Tilbageholde anerkendelse fra dig selv
• At ignorere din indre visdom

Og her er nogle eksempler på valg der forstærker din livskraft, giver dit selvværd et kick og giver brændstof til din selvtillid.

• Tage dig tid til dig selv og dem du elsker
• Tage dig af din krop – hvile, sjov, leg, træning og at spise sundt
• At leve i virkeligheden og lave en plan for din fremtid
• At lægge mærke til og anerkende dig selv for det du gør godt
• At have fokus på det der er godt/rigtigt/fungerer
• At følge din plan og struktur
• At holde dit ord
• At omgive dig med mennesker som inspirerer dig og ser det bedste i dig
• Vær intim/tæt med dem som du elsker
• Udtrykke taknemmelighed for den du er og hvad du har
• At gøre det du ved er nødvendigt at gøre
• Danse og bevæge din krop frit
• Tilgive – give slip på fortiden og gammelt nag
• At komme til tiden, være respektfuld
• At lytte fra hjertet
• At have et powerfuldt support system(netværk)
• At fortælle din sandhed og sig nej når det er nødvendigt

Vælg bare 5 punkter fra listen du netop har gennemlæst og brug al energi og kræfter på at have fokus på dem og få det gjort i denne uge, og se hvad det gør ved dig. Jeg kan garantere dig at du vil kunne mærke en forskel.

Mange smil, varme, sol og lækker mad herfra 🙂

Jeg skal have ryddet op i mit rod og have givet jer en undskyldning. Varmen og ferien har slået mig lidt ud af kurs og kørt mig i ferie-mode, derfor kommer denne blog om 8. kompetence så sent, sorry 🙂

Jeg håber at i har brugt ventetiden på at sætte grænser i massevis.

Den ottende kompetence
Evnen til at håndtere ufærdige projekter – gøre ren bane

Det var så den sjette uge i vores challenge. Vi skulle have fokus på vores tanker, ord og handlinger, og også have fokus på vores mål.

Hvordan er det gået med ugen for dig. Hvilke tanker har fyldt, hvilke ord har du gentagne gange brugt og har du fået handlet på det du vil og siger?

Har du fået sat ord på dine mål? Tør du det? Mange tør ikke, fordi at det netop forpligter og gør dig sårbar i forhold til hvordan andre og du selv så vil se på dig.

MIne mål er:

1. Økonomi; mål; Få sparet op til en GOD sommerferie
Status; det er ved at være på plads. Helt seriøst følte jeg faktisk ikke at jeg slog til på dette område, men når fakta skal på bordet, så har vi ikke noget være bekymret for. Jeg bliver bekræftet i at følelsen af “ikke at slå til” økonomisk, fylder meget mere end hvad fakta er, og ærligt sidder jeg stadig med en følelse af at jeg sagtens kunne have gjort det bedre 😛

2. Parforhold: mål; Mere tæthed, nærhed og tid med min kære mand.
Status; Jeg giver meget mere udtryk for det jeg føler nu og her og vi har brugt mere tid sammen om fælles interesser. Men tiden synes jeg har været en mangelvare, så her kan jeg sagtens gøre det meget bedre.

3. Sundhed; mål; Super form – løbe en 5 km. på under 24 min., x-fit, stærkere i overkrop (specielt skulderen), betydelig bedre til teknik og endnu bedre til Gymnastic delen.
Status; Jeg er vidst lige ved at være der i forhold til løbet (løb da en pisse god tid til DHL-stafetten og til træning på løbebåndet), skal lige op i beated igen efter Nuuk-Kapisillit løbet. Hvad ang. x-fit, så går det fremad og jeg er blevet stærkere i overkroppen.

Tør du at stå ved dine mål og lave en status på dem, her i syvende uge af challengen? Jeg er helt sikker på at vi alle vil være inspireret og glade for delingen 🙂

Lad os springe ud i denne uges kompetence.

Den syvende kompetecne
Evnen til at sætte sunde grænser.

Det at sætte grænser definere hvad du vil og hvad du ikke vil gøre, eller hvad du vil og hvad du ikke vil acceptere eller tolerere fra andre.

At kunne sætte grænser og holde sunde grænser er den essentielle kunnen for at skabe og leve et ekstraordinært liv.

Uden grænser er det nemt for andre at stille usunde krav til dig og tappe dig for energi, tid, penge eller andre ressourcer. Ikke at have eller holde sunde grænser, er en kæmpe del af at være et offer. For det meste vil det ikke at sætte grænser være årsagen til at du ikke opnår dine vigtigste mål og ikke får det du virkelig vil have.

For at komme med et par eksempler på at sætte sunde grænser, tager jeg hermed mine egne mål.

1. Få sparet op til sommerferien.
Jeg skal både sætte grænser for mig selv, hvor essensen er at beslutte mig for hvad jeg vil og må bruge af penge her op til sommerferien.

2. Mere tæthed, nærhed og tid med min kære mand.
Jeg skal have besluttet at bruge mere tid på nærheden og tiden med min mand og sætte grænser for andet.

3. Sundhedsmål.
Være konsekvent omkring mit træningsprogram og min livsstil, og sætte grænser for hvad der vil kunne ødelægge det.

Der hvor det kan være svært at sætte grænser, er faktisk overfor andre, hvis vi bare har en smule pleaser-gen i os. Det er svært at sige nej til at hjælpe, nej til at gøre noget der forventes, nej til noget som kan gøre andre kede af det eller sure. Derfor vælger vi al for ofte at overskride vores egne grænser og står ofte tilbage enten ondt i maven, sur smag i munden eller er kede af det.

Andre kan al for ofte sige nej til for mange ting og faktisk gå glip af mange muligheder i deres liv. Det kender jeg al for godt. Jeg prioritere rigtig mange ting fra i mit liv, som jeg først senere (ofte når det er for sent) opdager at jeg mangler i mit liv. Så der er to sider af samme sag her. Vi skal sige nej tak til det der ikke er godt for os og ja tak til det der vil støtte os.

Så i denne uge skal vi sætte grænser, der er støtter os i dem vi er, vores integritet og vores mål. Vi skal sige nej tak, der hvor vi kan se at det kan føre til ødelæggelse af vores mål og os selv og sige mange tak til det der støtter os.

Kan du have en fantastisk uge 🙂

 

Først og fremmest vil jeg beklage at denne blog kommer en dag senere end hvad jeg egentlig havde intentioner om. Håber i tilgiver mig 😛

Hvordan er det gået med at droppe undskyldninger, retfærdiggørelser og rationaliseringer? Har du været opmærksom på dem, har du droppet dem, har du taget dig selv i at bruge dem?

Helt utroligt igen, så har denne uge virkelig været interessant for mig. Det har været meget tydeligt, hvor meget mit ego har forsøgt at forklare sig ud af, fundet på alverdens undskyldninger og virkelig kæmpet for at retfærdiggøre sig ud af situationer, som viste en snert af at skulle tage ansvar for mig selv og mine egne valg.

Et lille eksempel; siden sidste år har jeg besluttet at skulle deltage ved Nuuk-Kapisillit touren og fik mig tilmeldt. 2 uger op til og specielt den sidste uge, har mit sind råbt og skreget om at jeg skulle droppe det og fundet alverdens undskyldninger (træt, ondt, vabler, travlt, arbejde, familien og vejret) for at droppe ud. Men takket være denne challenge, så deltog jeg alligevel. Ankom til Nuuk igen i lørdags med den fedeste oplevelse bag mig og en enorm glæde over at jeg fik det gennemført.

Jeg er meget inspireret af Karin Sinclair Strøm, som har skrevet under kommentar-feltet på sidste kompetence. Hun skriver “denne uge har skærpet min hjerne for hvordan og hvem jeg vil være”. For ja, hvem vil jeg være og hvordan vil jeg være, for at kunne se mig selv dybt ind i øjnene og være stolt af og glad for mig selv. Det er virkelig værd at tænke over og fører os naturligt over i næste uges kompetence.

Den sjette kompetence
Evnen til at tage ansvar for tanker, ord og handlinger

Dine tanker, ord og handlinger er alle kritiske områder for den kreative process ved ønsket om opnåelse af mål og det man længes efter. Du må være villig til at tage det fulde ansvar for alle dine tanker, ord og handlinger, hvis du effektivt vil skabe og leve dit bedste liv og blive en endnu bedre udgave af dig selv.

    

Ud fra menneskelige erfaringer, så er dine tanker, ord og handlinger, de eneste ting som du kan kontrollere. At få dine tanker, ord og handlinger fokuseret på det du længes efter at opnå, vil helt sikkert hjælpe dig med at få det du vil have i dit liv.

Der er mange der mener at man ikke kan styre sine tanker. Til en vis grad er det sandt, da der ryger 60.000 tanker igennem hovedet hver dag, og det er umuligt at have kontrol over alle dem. Men de overordnede kan vi styre. Tænk på dine børns fødsel, din venindes sjove grin, din kærestes skøre sjove side, din hunds personlighed eller en anden sjov situation i dit liv. Det gør dig glad 🙂 Så jo du kan godt styre mange af dine tanker, ergo har du også selv ansvaret for dem og kan kontrollere dem.

Vores tanker skaber vores følelser, som oftest skaber vores virkelighed. Vores tanker skaber de ord der kommer ud af vores munde og får os til at handle.

Så i denne uge handler det om at få fokuseret vores tanker, ord og handlinger på det vi har valgt at have fokus på under denne challenge, altså de mål du har sat dig.

Så hvordan går det med dine mål? Er du ved at være i mål, skal du op på hesten igen eller kører det bare derudad. Uanset hvad, så få al energi, tanker og ord over på dine mål, have så synlige handlinger som muligt, og handlinger der virkelig rykker.

Denne uge bliver stor og vi kommer virkelig til at rykke.

Rigtig god uge til jer alle 🙂

Det nemmeste at gøre når det begynder at blive svært, hårdt, forvirrende, frustrerende, skræmmende, krævende, irriterende eller at man glemmer det man ville have gjort hvad ang. at arbejde med sig selv (om det så er integriteten, personlige mål, værdier, drømme, visioner eller lign.), er at droppe det! Det er det aller nemmeste, det lover jeg. DERFOR dropper vi det også gang på gang.

MEN, du ved også at din enorme lyst til at udvikle dig, til at blive en bedre udgave af dig selv, til at få det liv du drømmer om, til at forandre dig og ændre dit liv, altid vil komme igen. Og hver gang er der også en lille sorg, over at du ikke gjorde det sidst, som vokser sig større og større, og ønsket om at lykkedes bliver også stærkere og stærkere. Ligesom et frø der vokser frem, men ikke bliver vandet og kryber under jorden igen.

Så kære du <3 Gør dig selv den tjeneste at lade vær med ikke at arbejde med dig selv og din integritet, arbejd med dig selv og gør dit bedste for at leve et liv i integritet kontinuerligt og konsekvent, det fortjener du og din nærmeste.

Og hvorfor starter jeg så ud med at skrive det? Det er fordi at vi lige har været igennem ret så “store” og “dybe” overskrifter de sidst par uger, som hurtigt kan få os alle til at stikke halen mellem benene og løbe væk. Og det ville være sindsygt underligt, hvis det ikke var sket her. Men jeg skriver om det, fordi at det hænger rigtig meget sammen denne uges kompetence 🙂

Min uge med “at leve mit liv i integritet baseret på mine værdier og mål”, har været ret fantastisk og tankevækkende. Hvad ang. mine værdier, har jeg tiltrukket begivenheder og mennesker der enten fuldstændig passede ind i mit værdi-system eller det modsatte, jeg har taget små skridt henimod mine mål og allerede nu skabt resultater, som vil gavne mig. Men jeg har også været udfordret, så jeg følte at jeg ikke slog til eller var god nok og mistet modet et par gange, men det har heldigvis ikke fyldt så meget i denne uge.

Lad os hoppe ud i den næste kompetence til et liv i integritet.

Den femte kompetence
Evnen til at droppe undskyldninger og retfærdiggørelser

Denne kompetence er essensen, når vi snakker om at tage ansvar for os selv, de valg vi tager og for vort eget liv. Hvor gode er vi egentlig til det? Måske ikke altid lige gode, måske er der faktisk områder hvor vi er ofre, hvor vi kan finde på at beskylde andre eller situationer for vores dårligdom, smerter, frustrationer, stress, sorg og ulykkeligheder, og de forkerte valg vi har taget? Også kan der være områder hvor vi er smadder gode til at tage ansvar. Et af de steder hvor vi kan boste os selv, er at være opmærksom på, hvor meget vi bruger retfærdiggørelser, rationaliseringer, forklaringer og undskyldninger.

Hvor meget energi bruger du på at retfærdiggøre handlinger, rationalisere dine tanker, forklarer dig ud af konflikter eller benytter dig af undskyldninger for manglende actions?

Retfærdiggørelser, rationaliseringer, forklaringer og undskyldninger i alle varianter, er måder at undgå ansvar. Når vi virkelig har brug for at retfærdiggøre, rationalisere, forklarer os ud af eller finde undskyldninger for en handling vi har taget, er det fordi at vi helst vil smide ansvaret omkring situationen enten væk eller over på en anden.

Det er et af egoets måder hurtigt at få et fix på, så det “tunge” ansvar (som der oftest ligger enten noget flovhed eller skam gemt i) hurtigst muligt kan gemmes væk.

Når du bruger undskyldninger viser du dig selv og andre hvad der er dine prioriteringer.

“Jeg fik ikke trænet, fordi at jeg er så presset på arbejdet”, “Jeg havde ikke råd til at købe det sunde mad, fordi…”, “Jeg havde bare så meget brug for de nye bukser…”, “Jeg blev fristet til lige at tage et sug af smøgen, fordi jeg fik rødvin…”, “Min kæreste var selv udenom det, fordi hun…”, “Jeg følte mig ikke klar…”, “Jeg havde ikke tid, råd, lyst, mod nok til, støtte osv. osv. osv.”…

Alt sammen undskyldninger for at lade vær med at handle på det der ellers er vigtigt for os.

At give slip på din tolerance for undskyldninger af enhver slags, vil virkelig hjælpe dig på din vej.

Så i denne uge, skal vi gøre vores bedste for at droppe retfærdiggørelser, rationaliseringer, forklaringer og undskyldninger. Denne kompetence hænger rigtig meget sammen med 2. kompetence, som handlede om at være sande overfor os selv.

Når du tager dig selv i at komme med retfærdiggørelser, undskyldninger eller andet der kan hjælpe dig med IKKE at tage det fulde ansvar, så noter det. Første skridt i at bryde vaner og mønstre er at blive bevidste om dem 🙂

Jeg glæder mig til at høre hvordan det går jer 🙂

Rigtig god uge derude.