6 forfærdelige timer og 37 lorte minutter, but I did it! Fuck jeg led heeeeele vejen.

Jeg knækkede min stav efter 2 km fra start, der var jeg klar til at give det hele en 🖕 og gå ud. Men det blev for besværligt at vende om og køre mod trafikken (der var registreret omkring 17000 løbere), så jeg fortsatte.

Vejret var fantastisk, omkring nulpunktet og for det meste skyfrit med smukt sollys. Fuuuuuuck jeg havde det varmt, jeg var sikker på at jeg skulle dø af sved og hedeslag.
På et tidspunkt kørte jeg ind til siden for smide noget af tøjet, men fandt hurtigt ud af at det var for besværligt.

Jeg kørte 8 km med en stav der var 40 cm kortere 😨, men lånte en ny stav hos SWIX stavecenter (hvilke der var en del af undervejs), der var 5 cm for lang 😲 😨.

De første 15 km var de hårdeste, som sagt en stigning på 15 km (morderbakken go home) og en krop der var udmattet fra starten.

Undervejs besluttede jeg mig for at stoppe helt et par gange; alt gjorde ondt, udmattelsen var ulidelig og tanken om yderligere 45-40 km tog fuldstændigt modet og håbet fra mig. Jeg havde fra start til slut, en enorm negativ indre dialog (faktisk i dagene op til og fik slet ikke sovet natten til løbet pga. tanker og fantasier om forfærdelige nedkørsler) og var skrækslagen for nedkørslen som var de sidste 10 km. Hele vejen bekymrede jeg om den nedkørsel.

Da jeg nåede den første top efter 1 time og 17 min. måtte jeg sænke farten og tage de pauser der var tiltrængt undervejs. Jeg gav fuldstændig slip på tiden og konkurrencen og måtte beslutte at gå i overlevelsesmode. Jeg kørte i 🐌-fart (tænkte på Lasse og Inequ’s Kilimanjaro bjergbestigning, hvor de gik så langsomt. Det var mig… 😳).

Da jeg efter helvedes opstigningen, kørte til side for at få noget energigel og energidrik, var jeg energiforladt og helt færdig. Den lille pause, energigelen og energidrikken gav lidt kræfter igen og jeg kunne fortsætte. Seriøst troede jeg at jeg var ved gå fra forstanden, blive skør på et tidspunkt, fordi at jeg var så træt, kæmpede med min indre dialog og ikke kunne få styr på den, og indså at jeg måtte give slip på det jeg havde forventet (at få en fed tur, bortset fra nedkørslen). Men Magdalines energipiller i min drikkedunk, blev min terapi. Hver gang jeg tog en tår føltes det frigivende og godt 😂😂.

Jeg var reddet for denne gang. Den første bakke ned, oppe i fjeldene, var helt fantastisk!!! Laaaaang nedkørsel, hvor du kunne se enden flade ud, og hvor farten ned var helt fantastisk “wuuuhuuuuuuuuu” skreg jeg hele vejen. 👈 dagens første optur og glæde ved turen. Det eneste der var minus ved den tur nedad var al det skrald (tomme energigel på sporene) som eliten havde smidt på vej ned 👎.

For det første er det noget svineri i den flotte natur, men også livsfarligt for os andre, da skraldet lå i sporene og bremsede os hårdt i farten ned.

Jeg havde fra starten forberedt mig på at de første 15 km ville være hårde (men var slet slet ikke forberedt på at de ville være så hårde 😳😨), men havde 27 km som milestone, da det var halvvejs og at det derfra vil være nedtælling.
Da jeg nåede de 27 km., var anden optur på dagen i kassen, og jeg råbte “yaaaaaaaayy” højt, så de stakkels skiløbere omkring blev forfærdeligt forskrækket (man kører i stilhed) 😂😂.
27 er mit nye yndlingstal nu!

Lige lange smukke strækninger, skønne lange nedkørsler og op igen, oppe i toppen af fjeldet. Høj solskinsvejr, så smukke omgivelser, fjelde, træer og perfekt temperatur (endnu engang optur), aaah nuann (som er vores motto 😂😂).

Fra Sjusøen (sidste drikkepost), er der ca. 10-12 km til mål og det går nedad; oh oh min skrææææk 😱😱.
Nu skulle jeg face my biggest fear. Jeg måtte fokusere på 1 km ad gangen og bare overleve de sindssyge bakker. Her havde jeg ellers brug for min personlige drama-bakke-coach Jacob Nitter, som lige kunne snakke mig “til rette”. Men jeg måtte klare mig selv.

Den første lange sindssyge bakke overraskede mig fuldstændigt og jeg kom KUN med held ned til bunden i live. Ingen spor ned, men to smalle pløjespor, en bakke der var stejl og snoede så man skulle dreje midt i det hele, aaaarggh 😱.
Jeg skreg og råbte som Marie Fleischer (😂😂 😘😘), men nåede, i live. bunden af denne bakke.

De næste 2-3 bakker valgte jeg at tage skiene af og løbe ned (😩😩), men kunne for hulen ikke få sat skiene på igen og brugte sindssygt meget tid og tårer på det. Sorry Frederik Lundblad, jeg hørte ikke efter dit råd “Lad vær at tænke, bare kør” og jeg var totaaaaaal “nallinnaq!!”, hahahaha.

Så fuldstændigt som forventede (og hvad jeg gennem mine tanker og følelser havde bedt om), fik jeg mine 4 skrækkelige og forfærdelige bakker. Men, I did it and i survived 👋✌.

De sidste 3-4 km var helt fantastiske og handlede bare om at komme igennem med en krop der var udmattet af søvnmangel, skræk, chok og fysisk aktivitet.

Jeg kom i mål i Lillehammer, i en lille arena, 6 timer og 37 min. efter start fra Rena.

Undervej forbandede jeg langrend langt væk, skulle i hvert fald aldrig køre igen og slet ikke så sindssyge ture (ACR inkl.), crossfit Open fik sig også lige en tur 😂😂👌👌

Dagen derpå… taknemmelig, stolt og glad. Det er fedt at tage på ture som denne med venner ❤

Tak fordi du læste med.