All posts by Mette Steenholdt

Kangerlussuaq – Sisimiut vandring

Vandring med de dejligste veninder – Kangerlussuaq – Sisimiut

Jeg har i mange år haft vandreturen fra Kangerlussuaq og Sisimiut, som to-do i min bucketliste. Corona-situationen fik bremset alle ferieplaner i udlandet, så jeg, sammen med min familie, fik mulighed for at explore vores eget land.

Den 16. juni 2020, hvor min veninde Magdaline og jeg skrev sammen på messenger, besluttede vi os for at vi ville vandre Kangerlussuaq – Sisimiut i år. Dagen efter spurgte jeg vores andre vandre-veninder om de var interesseret, og vores Evi bed på med det samme. Mine to skønne globetrotter-veninder, som jeg har oplevet en masse fede ting med de sidste mange år, rundt omkring i verdenen, naturligvis skulle det være os tre ❤️. Vi har sammen løbet Vasaloppet i Sverige, Birkebeineren i Norge, Nice halvmarathon, løbet Arctic Circle Race i Sisimiut adskillige gange og vandret og løbet Nuuk tynd sammen.

Vi, Magdaline, Evi og jeg, besluttede os for datoer og for at skulle vandre turen på 6 dage med 5 overnatninger. Vi fik bestilt og købt billetter, og så kunne forberedelserne gå i gang.

Hvis du er interesseret i træningen op til vandringen, udstyr, tøjet, maden og hvordan vi ellers forberedte os, så læs tidligere blog-oplæg.

Ankomsten til Kangerlussuaq

Lørdag den 15. august, efter 2 måneders forberedelse, mødte vi op i lufthavnen, spændte og glade for at det nu endelig var. Vi tog flyet fra Nuuk til Kangerlussuaq, landede kl. 10.15, fik tisset af og fyldt drikkedunkene og blev straks kørt ud til Kellyville af skønne Heidi Schermer ❤️

På vej til Kangerlussuaq

Kangerlussuaq – Katiffik

Fra Kangerlussuaq – Katiffik var der 24 km. Det er pænt langt og føles også meget længere oppe i hovedet. De første 10 km. er søerne saltvandssøer, derfor er det vigtigt at man får tanket godt op i Kangerlussuaq, så man har vand nok med. Det fik vi gjort og blev sendt smukt af sted af dejlige Hedi Schermer og sønnike, lige efter Kellyville (som ligger 12-15 km. fra Kangerlussuaq lufthavn).

Vi har sikret os , vi ikke kommer til at fryse😆

Vi startede ud med en lille omvej, da arbejdet med grusvejen til Sisimiut er påbegyndt (de var nået 1 km. med vejen, fik vi fortalt af en af dem der arbejdede der). Så gik turen ellers langs spejlblanke søer og ud i den smukke grønne og efterårsfarvede natur ever.

Vi havde fået fortalt at den første del af turen var nogenlunde lige ud og motorvejsagtigt. Det er ikke helt rigtigt, fra Kangerlussuaq til Katiffik er terrænet varieret, op og ned, tørt og mos osv. Grunden til at jeg skriver dette er, at vi havde forventet tralallaallaaa hele vejen den første dag, men sådan var det ikke. Det var rimeligt hårdt og langt med 17 kg. rygsække. Men F…… det var smukt, virkelig smukt!

Vejret var perfekt, solen var begyndt at titte frem blandt skyerne og varmen ramte os hurtigt, så vi smed jakkerne. Vi var opmærksomme på kortet og fulgte hele tiden op på om vi var på rette vej, godt hjulpet af en meget tydelig sti og varder (vi elsker varder). Da vi efter 14 km. gåtur ville holde pause og spise lidt frokost, sad vi ved en sø og fik tørrede vores fødder (våde fra sved og mos). Det var skøøøønt.

Aaah tørre strømper

Da vi efter en times tid ville gå videre, mistede vi lige et øjeblik stien, da vi var røget ud i et vådt område, men gik 5 min. i den retning vi formodede at møde stien igen, og vupti, der var den og vi var on-track igen.

Vi så 3 rensdyr på vejen, en af dem gjorde stort indtryk på os, da han var så majestætisk og total upåvirket af os. Smukt dyr.

Wooow et dyr 😍

De sidste par km. var det hårdt for skuldre, lænd og ben, kroppen var lidt i chok over de mange timers vandring med 17 kg. rygsæk. Hver gang vi lige smed rygsækken for at få lidt pause fra den, var det som om at vi lettede og var vægtløse. Vi lallede rundt som fulde mennesker, det var lidt vildt 😂😂.

Ifølge mit Suunto ur kom vi til Katiffik hytten, efter 23.76 km. vandring på 8 timer og 26 timer inkl. pauser. En lille bitte hytte med plads til 6 (hvis man pakker sig godt sammen), som ligger ud til Amitsorsuaq søen, som er en kæmpe 20 km. lang sø, så det ligner havet.

Vi havde hytten for os selv 🤗

Vi fik pakket ud, tændt for Jetboilen til opvarmning af vand til vores mad og gik ned til søen og tog et tiltrængt og friskt koldt bad.

Før vi tog afsted hjemmefra, havde vi alle tapet ankler, tæer, hæle og trædepuder for at forebygge mod vabler og skader. Ved ankomst blev al tape taget af og ved morgenmaden, gik vi i gang med en ny omgang taping. Og da vi brugte meget tid på det og var ret gode til det, oprettede vi med rette Bandagistforeningen. Hold da k… hvor vi tapede, hahahahahhhhaaa, vi blev enige om at det ville ende med at vi ville komme i mål i Sisimiut som mumier.

Nuummiut Sisimiunut apuukkiartortut

Katiffik – kanocenteret

Søndag den 16. august vågner vi ved 07:30 tiden, til det smukkeste vejr. Solen skinner ud over den gigantiske sø, Amitsorsuaq.

Amitsorsuaq

Jeg har sovet godt, selvom jeg brugte lang tid på at prøve at falde i søvn. Når man er 3 piger ude i den gigantiske ukendte natur, så kan man sagtens sætte tanker i gang, der ikke hjælper på roen. En lille lyd, stilheden, fantasien om Qivittut, psykopater, isbjørne og andet, kan sagtens sætte pulsen op. Men jeg ved at det ikke nytter noget, så jeg besluttede mig for at slippe de tanker, få ro i kroppen og faldt i søvn.

Vi står op, spiser vores morgenmad, taper på livet løst og pakker sammen.

Ruten langs Amitsorsuaq-søen er den nemmest tilgængelige, på hele ruten. 15 km. ligeud langs søen, virkelig smuk tur. På vejen synger vi Ole Kristiansens numre og hygger.

8,3 km efter Katiffik holder vi en lille frokostpause, får tørret fødder og skifter til tørre strømper. Vejret er skønt og vi er alle i godt humør.

På vejen ser vi et rensdyr og jeg møder mine første Tuullit (fugle der lyder som hunde).

Vi passere en gigantisk varde, som vi også har set andre har fået taget billede ved. Den er ret imponerende og vi får sat lidt præg på den, ved at sætte nogle småsten på.

Varden mellem Katiffik og kanocenteret

Vi når frem til Kanocenteret allerede tidlig eftermiddag.

Kanocenteret er en kæmpe hytte, med 20 sengepladser.

Vi havde det hele for os selv.  Vi pakker ud, finder madudstyret og skiftetøjet frem, tager ned til søen og bader (i det dejlige iskolde vand). Efter badet vasker vi vores tøj, så vi dagen efter har noget der er nogenlunde rent.

Da jeg går i gang med mit nye erhverv ”bandagisme”, og total uerfaren og amatøragtigt kommer jeg til at hive min compeed, på en vabel jeg har fået, af, så jeg hiver huden med, aaaaaaavvvv. Vigtigt råd, fra en efterhånden erfaren bandagist: HUSK at opløse det i vand, før du hiver dit vabelplaster af.

Ikke særlig fedt, med tanken om at vi ikke engang var nået halvvejs, skidt! 😱

Vi vælger det mindste værelse med 8 sengepladser, og vælger at ligge os sammen i en dobbeltkøjeseng 😅 3 fuldvoksne kvinder, ingen af os ville ligge alene (lidt fjollet, men trygt, hi hi).

Vi går tidligt i seng, da vi har en lang 33 km. vandring dagen efter.

Igen er det svært med søvnen, hytten er for kæmpestor og de to andre ligger uroligt. Men jeg falder i en dyb og tryg søvn alligevel.

Kanocenteret – Ikkattooq – Eqalugaarniarfik

Mandag den 17. august 2020, står vi op kl. 05:30, til endnu en smuk morgen med den sejeste solopgang over Amtsorsuaq søen.

Morgensol – Kanocenteret

De to andre har haft en dårlig nat, ikke fået særligt meget søvn og har haft mareridt. Vi får sat bandagistforeningens aktiviteter i gang og får tapet fødder og tæer, så de er klar til den lange tur vi skal ud på. Vi spiser morgenmad og får vores lille surprise fra Magdaline. Mens vi forberedte os på turen, blev vi enige om at tage noget surprise med hver især. Magdalines surprise til os var en lille frisk ingefær shot til morgenmaden 😊

Surprise no. 1

Kl. 7.30 var vi klar til at sige tak for trygt husly til Kanocenteret og gik omtrent 3 km. langs Amitsorsuaq søen, før vi begav os ud på en fin og lækker slette/dal mod en anden kæmpemæssig sø, Tasersuaq. Den nåede vi til efter 11 km. vandring fra Kanocenteret.

På vejen blev vi mødt af 2 rensdyr, der nysgerrigt kiggede efter os og nylagte Moskusokse lort, men så aldrig dyrene.

Undervejs havde vi også passeret et vådt område, som var lidt træls. Her var første oplevelse af vores lifesavers på vejen, vores gummistøvler.

Lige en lille sidehistorie omkring gummistøvler. Det var ikke planen at vi ville have det med, da de vejer for meget. I stedet havde vi købt smarte gummi/latexcovers til støvler, som helt sikkert bruges til festivaller og lign. Men dagene op til vandringen, gik Evi’s veninde Nivi fra Sisimiut turen og havde et par gange rådet os stærkt til at tage gummistøvler med. I starten var vi lidt “Vi skal nok klare os uden”, men 10 min. før Torrak Fashions lukketid, dagen før vi skulle rejse, besluttede vi os for at følge rådet og købte vores gummistøvler. OMG, Nivi qujanarujussuaq 🙏

Ved Tasersuaq søen, hvor vi lige tog en lille pause og jeg havde behov for at endnu mere erfaring med taping på mit bandagist-CV (skifte tape på fødder og tæer), fik vi øje på et hvidt telt nede ved kanten af Tasersuaq søen. Den holdt vi nøje øje med, for tænk hvis vi var så heldige at de havde en jolle på søen og måske kunne sejle os tværs over, så vi kunne spare lidt. Der dukkede en kvinde op og straks var Evi på pletten og spurgte. Til vores store overraskelse ville de gerne sejle os over og bad os om at komme ned. 🙂 ❤️

Det var rensdyrjægere fra Sisimiut, Nikolaj, Maasi og Justine.

Kammattaagut

Det endte så med at vi blev sejlet, 11 km., helt ind i bunden af søen, til Itinneq, sejlede forbi Ikkattoq, så vi sprang en hytte over. Vi var meget taknemmelige og følte os meget privilegerede. Søen var fuldstændig blank og solen skinnede.

Tasersuaq

På vejen til bunden af Tasersuaq, Itinneq, fik Evi øje på et rensdyr og fluks, så var vi med på rensdyrjagt. Nuummiutterne, Magdaline og Mette, skulle tysses på undervejs, da vi var ved at skræmme dyret væk med bare snak 😊 Vi sejlede stille og roligt ind til kanten hvor rensdyret var og Maasi og Justine blev sat af. Maasi kravlede op mod dyret og skød det. Fedt at være med til.

Maasi Justinalu

Mens Maasi og Justine gjorde dyret klar til transport, sejlede Nikolaj os helt ind til bunden af Tasersuaq og vi hoppede af ved Itinneq, ca. 10 km. fra Eqalugaarsuit, som blev målet for dagen.

Da vi blev sat af, fik vi meget klare retningslinjer om hvor vi skulle gå hen. Pejlemærket var en ”kløft” i et fjeld langt ude i horisonten. Den skulle vi gå lidt til højre for, så ville vi støde på et skilt til turister. Når vi nåede den, så ville vi komme til stien vi skulle følge op til Eqalugaarsuit.

Men først tog vi vores frokostpause, af med sko og strømper og spise vores rationer.

Så gik vi 10 km. til Eqalugaarniarfik. Det skulle også være dagen hvor vi første gang skulle over en elv. Det havde vi alle set spændt frem til og havde helt sikkert haft vores fantasier om.

1. elv overgang

Efter overgangen af elven mødte os ca. 5 km. mos, sump og vådt område 😫. Det var virkelig nederen, besværligt, hårdt og samtidigt var vi godt i gang med at blive stegt af solen. Seriøst, det var ligesom at bevæge sig rundt i Floridas sumpområder på en alt for varm dag, puuuha. Heldigvis dukkede der ikke alligatorer, skildpadder og klamme insekter frem, men kunne godt lige have dukket en Airboat op, det ville have været sejt. Men, fokus på det gode, vi var faktisk enormt heldige med myg, der var ikke rigtig nogen.

Vi var godt trætte, da vi begyndte at forvente at se Eqalugaarniarfiks hytte. Meeeeen, det hele skal jo ikke være for nemt 😊 De sidste par km. til hytten er en lille stigning, hvor de sidste 300 m. er lodret opad. Det er rimelig hårdt, når man er træt. Da vi kommer op ad den første stigning, møder vi et tjekkisk ungt par, der har slået telt, ca. 200 m. fra hytten. Da vi nærmer os hytten kan vi se at der sidder 3 udenfor hytten og vi begynder at blive lidt spændte på om der mon er plads til os i hytten (for vi har efterladt teltet derhjemme og satser på hytterne hele vejen). Det er der, for der er plads til 6 mennesker 😅.

De 3 mænd er fra Ungarn og er IT nørder (hvis nogen skulle være nysgerrige, de skulle til Ilulissat og Nuuk efterfølgende. Det sjove er at Magdaline mødte dem i Qinngorput, da de var i Nuuk, hvor de lige havde været på Store Malene).

Hytten ved Eqalugaarniarfik

Til vores store skræk, finder vi ud af at der ingen elv eller sø er i nærheden, arrrgh, lidt besværligt, når nu vi gerne vil i bad, vaske vores tøj og have vand i nærheden hele tiden. Men vi finder ud af at der ned ad bakken (ca. 200 m. ned) er en kilde, som man kan bade i, drikke af og hvad man nu vil. Og en af de 3 mænd fra Ungarn er rigtig flink til at tage ned og hente vand til mad, kaffe osv., så vi ikke behøvede at slæbe rundt på det.

Området omkring Eqalugaarniarfik ligger i øvrigt i Aasivissuit-Nipaat-området, der er på UNESCO verdensliste.

Magdaline der vasker hår i den magiske ungdommens kilde

Evi’s surprise til os, blev overrakt til kæmpe glæde, da vi havde fået skiftet tøj og var klar til mad. Hun havde slæbt en bakke Tapas og en alkoholfri øl med hele vejen, wuhuuuuu.

Surprise no. 2

Eqalugaarniarfik – Innajuattoq

Vi står op kl. 07:00 tirsdag den 18. august 2020, til den smukkeste solopgang (igen, igen), efter at de 3 mænd fra Ungarn og det unge par fra Tjekkiet er smuttet.

Eqalugaarniarfik

Man starter med en fantastisk opstigning fra Eqalugaarniarfik, op ad et fjeld der læner sig op ad et andet kæmpe fjeld. Det var sindssygt smukt. Jeg elsker opstigninger, det er LIIIGE mig, kaaarh nuan.  De første 15 km var magiske, noget af det smukkeste for mig, på hele turen. Da vi kommer op i højderne, kommer den mest fantastiske udsigt ud over kæmpe søer, fjelde der kæmper om at være smukkeste og et terræn der får dig til at snappe efter vejret.

Opstigningen ved Eqalugaarniarfik

Vi møder en lille rensdyrkalv der leder efter sin mor, av. Og da vi kommer op i højderne, overhaler vi vores Tjekkiske venner (ikke at det var målet 😇).

SUK, SUK og atter SUK

Da vi begiver os ned ad højderne, ender vi nede ved den smukkeste sø, ”Mattaliip tasia” (atserpara 😊 ❣️). Ned igennem en masse smukt grønt kratterat, langs en lille elv og ud til åbningen af søen, wooooow. Vi tager en lille pause, aftisning, opfyldning af drikkedunke og photoshoot pause. Vores unge vennepar fra Tjekkiet indhenter os og joiner os i photoshooting til deres bryllupsindbydelse (påbedutter vi dem).

Ved Mattaliip tasia

Efter at have gået rundt om søen og vi kommer til de sidste 5 km. af ruten til Innajuattoq, ryger vi ind i mos-helvede, OMG. Thank God for our lifesavers, gummistøvler. Turen var lige ved at slå os (mig) ihjel. Det var virkelig besværligt og hårdt. På et tidspunkt rykker undergrunden sig, buldre og brager, under mine fødder. Aaarrgh total klamt, og hvor blev jeg lille bitte i denne kæmpe verden.

En tur på 20 km. fra Eqalugaarniarfik til Innajuattoq. Nedenfor hytten er der en kæmpe sø og 100 m. fra en elv. Vi fik badet, vasket tøj og hygget lidt med de tre musketerer fra Ungarn og de to turtelduer fra Tjekkiet. Vi fik smagt Ungarsk, saltet skinke og tørrede-ish æbler og Tjekkiske (hjemmelavet beef jerky af gris) specialiteter og de fik smagt vores skønne Marie’s hjemmelavet tuttu beef jerky, og Evis naturtørrede rensdyr. Der var plads til os alle i hytten, som havde 12-13 sengepladser.

Efter at have inspiceret dagens elvovergang og børstet tænder, gik vi i seng kl. 20.00, da vi gerne ville afsted allerede kl. 05.00 dagen efter. Turen fra Innajuattoq, forbi Nerumaq og videre til Kangerluarsuk tulleq, er ca. 35 km. Så en lang dag ventede os.

Innajuittoq – nerumaaq – Kangerluarsuk tulleq

Vi stod op kl. 04.00, onsdag den 19. august 2020, til endnu en smuk solopgang ❣️

OMG ❣️ Bare ved at se dette billede kan jeg mærke den energi jeg følte den morgen ❤️

Vi tapede, pakkede sammen, spiste morgenmad og tog vores gummistøvler på. Meget vigtigt at pointere det 😊 Vi havde nemlig aftenen før vurderede at vi sagtens kunne gå over elven i vores gummistøvler, så vi ikke behøvede at fucke op i vores taping og starte forfra igen.

Elv overgang med lifesavers. Det fedeste billede af skønne Evi og naturen ❤️

Kl. 5.15 var vi klar, mens de andre sov.

Vi krydsede elven, uden at få våde fødder og begav os udenom søen der lå ved Innajuattoq hytten. Vi stod faktisk op sammen med dyrene, for på bare en lille time mødte vi 16 rensdyr, 2 tuullit og et par ryper. Midt inde i landet, langt væk fra kysterne, som om at de godt vidste at rensdyrjagtsæsonen var sat i gang 😊

Solopgang

Turen til Nerumaq var helt aldeles fantastisk, smuk og enormt tilgængelig. Det var en slags dal der gik nedad hele vejen, der var tørt og nemt at begive sig i. Vi skulle over 3 elve, hvilke vi fik succesfuldt gjort med gummistøvler, wuuuhuuu vi elsker gummistøvler! Vores bedste investering og kg.-øgnings beslutning.

Vi gik omtrent 10 km. med gummistøvler på ruten, total lifesaver, men er også rigtig hårdt for fødderne.

Vi mødte en fra Finland der gik den modsatte vej alene.

Da vi når til Nerumaq, efter 17 km. vandring fra Innajuattoq, krydser vi elven og tager en pause lige ved siden elven. Vi bruger godt en time der, til at tørre fødder, spise, være på luksus spa-ophold (bad i elven, massage, øjenbrynsplukning og hygge), før vi fortsætter.

Nerumaq

Vi begiver os ud i de sidste 17 km. til Kangerluarsuk tulleq, i godt humør, solen skinner og varmer fra en skyfri himmel, der er lidt myg og augustfluer. Efter at have gået en lille halv time, bliver vi lidt irriteret over en rød helikopter der bliver ved med at kredse rundt ovenover os (højt oppe) og snakker om at de nok leder efter nogen. Men undrer os over at den flyver så højt oppe. ”Kan man da ikke få lidt mindfulness på sin tur?” 😊 Hhahaha

Så forsvinder den lille røde helikopter og vi kan få lidt ro…..

Vi undrer os lidt, men går videre og når til et område med højt begroet kratterat, skovagtigt område, hvilke var ret fascinerende at gå i.

“Skoven”

Pludselig dukker der en kæmpe grå seahawk op i horisonten, op fra en skrænt og begynder at kredse omkring os.

Arktisk kommandos seahawk 😳😨

Vi går lidt i panik og ved ikke hvordan vi skal agere, skal vi vinke, skal vi give thumbs up, vinke dem væk, lave et rullefald for at vise vi har styr på det eller hvad?

Bare lige pludselig være klar i soldaterposition, hahahah, (eeej).

Magdaliner, Evi og jeg 😂

Helikopteren kommer helt tæt på os, så vi står og holder om hinanden, for ikke at blive slynget væk eller pludselig blive hejst op og kidnappet (ej). Helikopteren stiger til luft og forsvinder og vi står som de største 3 ? ever. Hvad var det, hvad lavede de, hvem ledte de efter, hvorfor så tæt på os, var vi kommet til at trykke på nødopkald på mobilerne, spotten vi havde med eller var vores familier bekymret, osv. De tanker gik vi hver især med i et stykke tid. Svaret fik vi først i Sisimiut 😊

Vi krydser den store elv, i gummistøvler (🤩lifesavers) som render hele vejen ned til Kangerluarsuk tulleq. Og så bevæger vi os ind i det område jeg havde set rigtig meget frem til, nemlig området hvor vi har stået på ski, under de utallige Arctic Circle Races vi har deltaget i. Jeg havde sådan glædet mig til at se hele landskabet uden sne, og det var virkelig et smukt syn. Når vi lige fik det placeret, så det hele så bekendt ud. Virkelig fedt at se.

Sidste år, 2019, var der et kæmpe område, hvor der var fjeldbrand. Dette område gik vi forbi og det var sindssygt at se hvor stort et område der havde været berørt.

Fjeldet i baggrunden, hvor der har været fjeldbrand

Ca. 5 km. fra hytten ved Kangerluarsuk Tulleq (den øverste, der er nemlig 2), tog vi en lille pause ved elven, hvilke igen var paradisagtigt. Stor brusende elv, solen skinnende fra en skyfri himmel, grønt kratterat omkring, de smukkeste fjelde der omgiver dig og ikke mindst selskabet, fantastisk.

34 km. og 13 timer efter den smukke morgen ved Innajuattoq, den mest smukke og længste vandring, ca. 3 km. sump og en stigning op på toppen af et fjeld hvor den sidste hytte vi skulle overnatte i lå, ankom vi til hytten.

Kangerluarsuk Tulleq hytten

Der er ingen elv lige i nærheden, så man skal gå lidt for at få noget vand, kan bade og vaske.

Til aftensmaden afslørede jeg min surprise. De to tøser havde under vores forberedelser snakkede om at de ville savne cola på turen, så jeg havde købt det næstbedste, nemlig Sun cola til dem. Ikke nok med det, så havde jeg i løbet af dagen samlet små-sten, som jeg ville sætte sammen til små minde-varder til dem. Uuuuhh der var ikke et øje tørt og lykken ville ingen ende tage ❤️.

Surprise no. 3

Kangerluarsuk tulleq – Sisimiut

Vi vågnede kl. 06.30 torsdag den 20. august 2020, og gik stille og roligt i gang med forberedelserne til den sidste dag og vandring mod Sisimiut. Uuhhh i dag var det min yndlingsstigning vi skulle på, nemlig den berygtede morderbakke / Qerrortusuup Majoriaa, som jeg kender så godt fra Arctic Circle Race, en stigning på 3 km. Det fantastiske at opleve denne gang, var at det var fuldstændig samme følelse at gå op af den, som når jeg har gået den på ski, min krop genkendte den fuldstændig. I love it, nuann ❤️

På vej op af Morderbakken / Qerrortusuup Majoriaa

Lige efter morderbakken / Qerrortusuup Majoriaa, gik vi henimod ACR camp pladsen på søen under Aapilattorsuaq bjerget og lige ud direkte videre mod Sisimiut. Vi kunne næsten ikke holde Evi tilbage mere (hun ville bare i mål og komme hjem til sin fødeby Sisimiut), men vi fik hende overtalt til en sidste pause. Denne pause tog vi på toppen og spidsen af et bjerg, hvor udsigten var direkte mod Nasaasaaq, dalen nedenfor med elven og den smukkeste natur ever. Jeg blev fuldstændig overvældet over den smukke udsigt og kunne ikke holde tårerne tilbage.  Jeg havde virkelig mit moment lige der ❤️

Lykkerusstedet 🥰

Midt i mit moment, med tårer i øjnene og den fedeste lykkerus / mindfulness, blev jeg afbrudt af “har du nogen iprener tilbage”-snak, og jeg måtte sige “Ssshhh jeg sidder og græder og har et moment”, hihiihiii det grinte vi lidt af.

Zen, lykke og fuldstændig tilstede ❤️

Vi kom til Sisimiut 12,5 km. 6 timer efter start fra Kangerluarsuk Tulleq.

Mange tak fordi du gad at følge med. Hvis du har overvejet turen, så gør det!

P.S. Hvis du er nysgerrig mht. helikopteren, så var det Evi’s fætter Nukappiaaluk, der sammen med sit team fra Arktisk kommande der var ude på en øvelse og ville sige hej på vejen.

Ekstra – forberedelserne til Kangerlussuaq – Sisimiut

Udstyr

Nu er vi jo heldigvis ikke de første der skal vandre den rute, vi kender rigtig mange der har gået Kangerlussuaq – Sisimiut, så der var mange gode råd at hente. Vi fik en udstyrsliste af Maliina Abelsen, som havde gået turen sidste år, som vi lænede os rigtig meget op ad. Jeg har opdateret listen med det der passede til os, som i kan finde her.

Jeg fik købt en rigtig lækker Haglöf 55 liters rygsæk, som viste sig at være lidt for lille, men den fixede jeg med ekstra rum i vandtætte solide drybags man kan købe i forskellige størrelser og satte fast med cykel-elastikker.

Min sovepose er en letvægtssovepose der vejer omkring 1 kg og er beregnet til min. minus 4 og mit liggeunderlag et oppusteligt et (også letvægts).

På en anden vandretur fra Kilarsaarfik til Kapisillit havde Jacob Nitter en fed Jetboil, der kogte vand på ingen tid og var super nem at betjene; sådan en købte jeg. Det er den fedeste og bedste investering.

Forberedelsen

Jeg havde vandret med skønne kollegaer fra Kilarsaarfik til Kapisillit (27 km.) tidligere på sommeren og fra Oqaattut til Ilulissat (21 km.) med familien, så lidt personlige erfaringer og fif fra de andre fik jeg med til forberedelsen. Jeg har gennem årene lært, at det er godt at få mange km. i benene under træningen/forberedelsen til lange seje ture, så kroppen er nogenlunde forberedt.

Træningen op til turen med Magdaline og Evi, var vandringer med og uden udstyr, for at vænne ben, knæ og ankler til turen. De nye vandrestøvler skulle gås og vænnes til. Når vi vandrede med rygsækkene, vi skulle gå med, fyldte vi dem op med mælk, mel, havregryn og hvad der ellers kunne give tyngde. Vi gik sammen, for det første fordi vi elsker hinandens selskab, men også for at få en fornemmelse af hvor vi hver især lå i forhold til vandringen.

Vi fik vandret sammen et par gange uden udstyr og et par gange med fuldt udstyr ud til nedkørslen.

Maden

Jeg havde følgende med:

Morgenmad: Overnight oat m. blåbærsmarmelade til de 3 første dage og havregrødsblanding til de sidste 3 morgener. Al morgenmad var pakket i selvlukkende fryseposer. Naturligvis også instant kaffe og kaffemælkepulver.

Frokost: En håndfulkd homemade tørfisk (torsk) by Kreutzmanns m. aromat, 6 strimler homemade Beef jerk by min elskede Marie Lundblad (<3), 3 skiver røget rensdyr, 2 skiver rensdyrspegepølse, 2 skiver rugbrød de første 3 dage og 3 stk. rugkiks til de sidste 3 dage.

Aftensmad: Frysetørret aftensmads fra Blå band (jeg købte det på Outnorth.dk, men det kan også købes i de lokale butikker heroppe).

Snack til hele dagen: En lille håndfuld saltede mandler og en lille håndfuld Hitmix (slik), kopsuppe-rør, the og kaffe.

Alt ovenfor, havde jeg portionsanrettet og lagt i dagsposer (alt jeg skal bruge dag 1 i en pose, dag 2 i en anden osv.)

Jeg havde ikke kaffe nok med, men det havde Evi heldigvis, så der var nok til os, og hun havde også en masse lækkert med, alt fra slik, figrolls, chokolade til kæmpe chokolade skildpadder .

Tøjet

Jeg havde shorts, løbeleggings, sports bh, en tynd merinouldtrøje, en fleecejakke og mine vandrestøvler på, da vi tog afsted fra Kangerlussuaq. Da solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, smed vi hurtigt jakken, og de øvrige dage gik i små shorts og sports bh, alt andet var fpr varmt.

Skiftetøjet var et par behagelige leggings, behagelig sports bh, trusser, en merinouldtrøje, tørre strømper og sketchers sko (som vi ville bruge til overgange af elve).

Jeg havde taget 5 par vandrestrømper med, og er rigtig glade for det. De første 3 dage genbrugte jeg 2 af parrene (hang til tørre under gåturen og vasket når vi nåede hytter) og skiftede dem ud med rene de sidste 3 dage.

Vi fik rådet at tage gummistøvler med af nogen som netop havde gået ruten, så sidste minut før Torrak Fashion lukkede fredag, dagen før vi fløj, strøg Evi og jeg ned og købte høje gummistøvler (Magdaline havde nogen i forvejen). Det var det bedste vi gjorde, fuldstændig lifesavers 

Min Rygsæk vejede 17 kg.

ACR 2019 – Perfekte tilstande – høj solskin, ingen vind og super løjper

Pssst, dette er part 3, der findes en part1 og 2, som du også burde læse, hvis ikke du allerde har gjort det 🙂

Fortæller alt om hvad vi stod op til, søndag den 31. marts 🥰

Dag 3 – 33,4 km.

Frederik og jeg fik heldigvis tildelt et telt, sent eftermiddag på dag 2, og kunne sove godt i et koldt telt. Jeg gik i seng allerede ved 22 tiden. Pakkede mig godt ind i Inequs fantastiske sovepose og lå og lyttede til folk oimkring mig, der i deres egne telte hyggesnakkede om dagens strabadser, sjove opleveler, på grønlandsk, dansk, engelsk og andre sprog. Ind i mellem kunne jeg høre nogen der snorkede, andre der hostede og et par snescootere der kørte forbi. Jeg var faldet i søvn, da Frederik meget sent, efter at have klargjort vores ski til sidste dag, var kravlet ind og pakket sig ind i sin sovepose.

Jeg sov super godt, vågnede kun et par gange med at jeg havde brug for at skifte stilling (det får man behov for, når man ligger på hårde underlag, også selvom at vi havde rensdyrskind som underlag).

KL. 06.30 vågnede jeg og kunne ikke sove mere. Vejret virkede helt ok inde fra teltet. Sidste dag og i dag er fokusset kun at komme i mål i Sisimiut. Jeg havde det godt, følte mig ikke nervøs og spændt, men i ro. Frederik ligger og sover og jeg pakker mine ting og begiver mig ud af teltet.

Vejret er fint, lidt skyer hist og pist og ingen vind. God start.

Jeg sætter mig ind til dem der ligesom jeg er stået op tidligt, i madteltet, for at spise morgenmad. Jeg tilbereder min marathongrød (havregryn, blå birkes, kanel og honning som blandes op med kogende vand til grød og toppes med bananskiver), laver en stærk kop kaffe og sætter mig med Adam, Nivi og co.

Fyf for den lede, aaad morgenmaden vokser i min mund og er så svær at få ned. Det er som om at det vokser i munden og bliver til en indtørret bolle. Jeg ved at jeg SKAL spise, ellers overlever jeg ikke turen til Sisimiut (ender med hungersnød midt i baglandet, for sådan en tynd lille nips som mig), så med små nipser tvinger jeg maden ned.

Jim Carey har bare de perfekte ansigtsudtryk. Sådan så jeg ud med min morgenmad i munden, uanga 😂

Sidder og hygger med de andre i teltet.

ACR juryen meddeler at løbet er udskudt med en time, da pistemaskinerne skal køre spor først.

Jeg begynder at få det halvskidt og får kvalme, sommerfuglene i maven starter igen og jeg er spændt og nervøs. Kan jeg nu stå distancen, kan jeg leve op til mine egne forventinger og holde fast på min placering? Uuh min selvtillid begynder at spille puds med mig. ”Det er i dag at du failer”, ”Du kan ikke blive ved”, ”Hvem tror du, du er? Verdensmesteren?”, ”Slap nu af!!” osv. kører oppe i hovedet, og piner mig og giver mig det fysisk dårligt.

Flere toiletbesøg, hvilke ikke gør det bedre, for man bliver forgiftet og kemisk forurenet af at gå ind på de toiletter, hahahahahahah.

jeg skal have sådan en med næste gang jeg deltager ved ACR. Faktisk havde Pavia Tobiassen en med 😂😂😂😂
Jeg er vidst ikke den eneste der er lidt spændt på dagens strabadser


Men vejret, det bliver bedre og bedre, wooow.

Jeg ved at det vil blive meget bedre, når vi starter. Sådan er det altid og endnu mere, når det er sidste dagen og vi skal i mål i Sisimiut. Man er hurtigere, mere energisk og stærkere.

3, 2, 1 GO…

Vi stiller os ud til start og bliver skudt i gang. Lidt kaotisk start for nogen. Lige bag mig hører jeg Marie Fleischer skrige og ser at hun har tabt sin stav og stopper op for at tage tilbage og hente den og alle andre skubber sig frem og vil bare afsted og hjem. Der går ikke lang tid, så overhaler Marie Fleischer mig igen, med fuld fart på ned ad bakken 😊

Vi drøner forbi første drikkepost nede ved havet mod Sisimiut og fortsætter ud på den lange etape mod benbrækkeren. Jeg overhaler hurtigt Marie Fleischer igen, som står og ordner sine ski. Turen hele vejen ud til benbrækkeren er drøj og der er bare ingen glid, så det er skiftevis dobbelttag og diagonalt, som må tages i brug, for at skåne og give plads til pauser for de forskellige muskler der bliver brugt i kroppen.

Jeg indhenter Nivi Geisler lige før vi vender ved benbrækkeren og følges med hende til drikkeposten.

Det er som om at føreren ændrer sig efter benbrækkeren og der kommer bedre glid i skiene. Når man når benbrækkeren skal man op ad en bakke og derefter vende og køre ned ad en laaaaang nedkørsel der ikke er stejl, men har bakke nok til at man kan få fart i skiene og køre ned i en lang fed nedkørsel. Og her hopper jeg i sporene og får fart på skiene og kører langt og hurtigt ned ad bakken med et skrigende ”wuuuhuuuuuuuuuu”. Naaah nuan.

Da jeg når til den anden drikkepost, følges jeg med Nivi Geisler og et par andre jeg ikke ved hvem er. Jeg får fyldt energidrik i min drikkedunk og køre videre med det samme. Nivi skal følges med en knægt fra Kaassassuk, så jeg smutter fra dem.

Køre stærkt og indhenter

Ude foran mig, langt ude kan jeg ane en NSP dragt kørende og jeg tænker “jeg skal indhente vedkommende”. Jeg kommer tættere og tættere og lige før drikkeposten ved flaskehalsen indhenter jeg vedkommende, som er Pavia Tobiassen. Jeg får mig en tår vand og følges hele vejen op ad flaskehalsen med Arnatsiaq Rosing (❤️)

Vi får indhentet Vittus Heilmann og et par andre på vej op ad flaskehalsen.

Solen skinner og skyerne er helt forsvundet, temperaturen omkring minus 3-4 og ingen vind, nuaaannn. Jeg tager afsked med Arnatsiaq, der kører 160 km. og vender om og kører ned ad flaskehalsen. Fuuuuck det er feeedt, fuld fart på, kontrol og fantastisk vejr, kan det blive bedre. Jeg eeeeeelsker det!!!!! Jeg skriger hele vejen ned “wwuuuuuuuuhhhhuuuuu”.

Jeg kommer ned til drikkeposten, skynder mig at få opfyldning og drøner videre. Foran mig er der 4 km. til drikkeposten ude ved liften, den sidste drikkepost før mål, jubiiii.

Jeg køre alene et stykke tid. Det fantastiske ved sådan et race, er at du mange gange bliver så ydmyg over at være sådan en lille brik i et kæmpemæssigt land. Det er så overvældende så smukt det hele at man tit bliver rørt.

Billede lånt fra Arctic Circle Races arkiv

Pludselig er jeg ikke alene, Vittus Heilmann har indhentet mig og vi følges ad ud til liften, i stilhed.

Fra drikkeposten i liften og det meste af vejen ind til Ssimiut følges vi ad, skiftevis overtager vi føringen. Jeg er stærk op ad bakke og Vittus ned ad bakke. Og mens vi kører i vores egne tanker og kæmper lidt imod hinanden, bliver vi begge fanget af nogen som er ved at indhente os bagfra. Vi bliver begge overrasket og sætter ellers farten op, da det går op for os at det er Martin Møller og Australieren 😆😆

Yaaay i mååååål

Kommer i mål efter at have kørt 100 km. på 11 timer, 13 min og 25 sek.

Jeg er glad, stolt og har overrasket mig selv. Helt seriøst havde jeg ikke regnet med at kunne køre så stærkt, men gjorde det!!

Bedst af alt, så er jeg glad for at jeg kunne komme øverst på podiet på 100 km., så mine sponsorere forhåbentlig syntes at det var værd at støtte mig. Mange tak AutoNord og Modulo.

Tak fordi du læste med 😘

Del meget gerne.

ACR 2019 – udsættelse af start, whiteout og uanede kræfter – part 2

Lørdag den 30. marts, vågende v i alle op til det mest fantastiske vejr, høj solskin, temperaturen på minus 3 og ingen vind. Fuldstændig som jeg har opført mig hele året 🤣🤣 Det er min fødselsdag

NOOOOOOT, det blæste, var koldt, whoteout og totaaaal øv.

Frederik og jeg var så “uheldige” at vi ikke fik et telt, aftenen før, da der var gået kaos i uddelingen af dem. Så vi stod kl. 21.00 og havde endnu ikke fået telt, da alle andre begyndte at gå i seng 😨😨 Så det endte med at vi blev “nødt til” at lægge os op på bløde madresser i varmeteltet og sove den nat 😶😶 Øv bøv siger vi bare 🤣

Udsættelse pga. vejret

Jeg vågnede kl. 7.00, ved at det store telt larmede og dyngede frem og tilbage af blæsten udenfor og min første tanke var “ååh nej, vi skal ud i lortevejr”.

Godmorgen og tillykke med dagen Mette 🙄

Jeg stod op, og tog over for at spise morgenmad og begynde så småt at gøre mig klar. Jeg kunne mærke at vejret påvirkede mig og gjorde mig nervøs på en dum måde. Ondt i maven, ingen appetit, lidt nedslået og sommerfugle i maven som var ustyrlige. Tanker om fygninger, ingen spor og vindstød der udfordrer var ikke det mest motiverende at have i sine tanker.

Da jeg træder ind i madteltet og møder mange af mine med-ACR’erer fornemmer jeg det samme hos dem. Mange har et tomt blik i øjnene, nogen har nærdødsoplevelses udtryk, andre sidder bumstille og stirre ud i ingenting og andre lader som om at de er friske og glade. Et par stykker siger højt det vi andre tænker “jeg håber de aflyser løbet i dag”.

Vi spiser morgenmad side om side uden at sige så meget. Og mens vi sidder der, bliver det meldt ud at løbets start udsættes en time, så pistemaskinerne har mulighed for at lave de spor de nu kunne. Men vi skulle alle forvente at vejret nok vil forvrænge sporerne. Åååh neeej, vi skal ud i det vejr og køre på lortespor.

Mens vi sidder der og venter bryder mine skønne venner ud i en fødselsdagssang for mig “inuuissiortoq pilluarit”.

Dag 2 – 32,2 km.

Kl. lidt i 11, står vi alle klar ude på startbanen, tripper af kulde og er nervøse. Foran os, der køre 100 km. er der 32,2 km. før vi er tilbage i campen.

Vi bliver sendt afsted kl. 11.00. Det er en lorte start og de første 10 km. havde jeg mest lyst til bare at stoppe. Jeg havde enormt svært ved at komme op i gear og kunne ikke indhente Marie F, Nivi Geisler og Anne Mette (som hele tiden var langt nok fra mig til at det næsten var umuligt at indhente dem).

Dagens rute var omvendt fra dagen før. Altså først ned til drikkeposten ved havet mod Sisimiut (3,5 km.) og ud på den lange etape mod benbrækkeren og tilbage til drikkeposten (9 km.) . De var hæslige de første 10 km. og jeg leeeeeed. Prøvede virkelig at holde hovedet oppe og bare køre. Jeg var meget frustreret over at der ikke var spor og at sigtbarheden var så forfærdelig. Jeg får indhentet de 3 tøser ved drikkeposten efter benbrækkeren, men de når at køre før jeg er klar igen, aaaargghh.

Tanken om flaskehalsen, op og ned, turen ud mod liften, turen ned bag liften og kørslen tværs over terænnet til campen, kunne jeg næsten ikke overskue. Fuuuck en lorte tur. Men jeg slap ikke pigerne, kunne hele tiden se dem og pludselig dukkede vores veteran Vittus Heilmann op. What?? Så fik jeg lidt mere krudt i.

Jeg fik overhalet Vittus lige før drikkeposten nedenfor flaskehalsen, og indhentede tøserne ved starten af opstigningen af flaskehalsen. Og pludselig fik jeg uanede kræfter og bang så blæste jeg op ad fjeldet.

Mik mik …..

Det var så fedt og jeg var overhovedet ikke træt på noget som helst tidspunkt, havde masser af kræfter og energi. Jeg fik overhalet en masse og kunne vende og køre nedad igen, uden nogen i nærheden af mig eller lige bag mig. Men lige på det tidspunkt hvor jeg ville køre ned til det sted hvor der var “Skiis off” (for stejlt og sikkerhedsmæssigt uansvarligt at køre – ca. 400 m)., gik skyerne i en speciel farve pga. solen (som ikke var fremme), så man slet ikke kunne se konturer eller former overhovedet. Alt var fuldstændig whiteout, jeg kunne ikke se op eller ned. Aaaargh og jeg var på vej ned ad en bakke.

Billedet er lånt fra nettet, men illustrere nogenlunde hvad vi var udsat for.

Jeg overlever etapen ned til drikkeposten igen, får fyldt min drikkedunk op med nyt energidrik. Jeg spørger hvor langt der er til næste drikkepost og fpår at vide at der er 4 km. Fedt! Det er da til at overskue…… Hvis man da bare kunne se noget. Fra drikkeposten og halvdelen af vejen køre jeg uden at vide hvor jeg var, for der er ikke spor, meget dybt sne og ingen sigtbarhed. Heldigvis kan jeg se flagene, men bliver flere gange i tvivl om jeg køre på den rigtige side, fordi at sneen er så dybt og der ingen spor er. Jeg kører helt alene og bliver en lille smule bange på et tidspunkt, fordi at vejret er sindsygt.

Men heldigvis kommer der en snescooter kørende og laver spor, så jeg har noget at forholde mig til op til liften.

Da jeg når op til liften får jeg at vide at jeg er nr. 2 og at der kun er en foran mig. Wooow, og jeg tænker Pavia . Hurtigt får jeg opfyldning og skynder mig videre. Jeg kan huske at det var en ret heftig opstigning vi havde bag skiliften dagen før, og nu hvor jeg ikke kunne se konturer, så jer eg lidt nervøs for nedkørslen, da jeg når over til bakken. Meget usikkert, langsomt og forsigtigt begiver jeg mig ned ad de første nedkørsler, beder til to personer som jeg er sikker på sidder og kigger på mig fra himlen, om at passe på mig og overlever dem, phheeew. 🙏 Tak ❤️

Jeg når ned og nu ved jeg at der kun er 4 km. penge tilbage til jeg er i campen, jubiiii. jeg kæmper mig igennem og henover terænnet mod den sidste drikkepost, som ligger 1,8 km. fra campen. Jeg får en tår vand og skal til at begive mig afsted, da jeg bliver indhentet af Ulrik Helimann, yaaaay min makker.

Vi kommer i mål, hånd i hånd. det viser sig at det ikke er Pavia der er nået i mål før os, men en 160 km. løber der havde nedgraderet sig. Hvilke vil sige at Ulrik og jeg var de første der kom i mål, wuhuuuu.

Skøn treatment i campen

Får fixet mine fødder (vabler) af den bedste sygepljerske.Jørgen.
Fys Irene fixer mine sener ved mit dårlige knæ

Jeg får skiftet tøj, får fixet mine tæer hos sygeplejersken, bliver masseret og er klar til at spise. Jeg sætter mig ind i madteltet og bliver mødt af den dejligste familie, Lings, der kommer med kage og gave til mig. Åååh i er fantastiske ❤️

Dagens engler

Det er helt sikkert først og fremmest sygeplejerske Jørgen og fys Irene, men det er også helt absolut familien Lings med deres børn, der var så betænksomme og søde at komme med kage og gave. Og så er der naturligvis Frederik Lundblad, som havde smurt de perfekte ski til mig igen. TAAAAK

Der er altid engler der passer på en og tager sig af en, når man er på farten

Hygge i campen. dag 2

Nivi Geisler
Iggg min skønne kammek Adam
Kollega Pavia
Gamle veteran

Det tager tid at skrive, så sorry folks, fortsættelse følger i part 3 om et par dage, tak for din opmærksomhed.

ACR 2019 – Skihop, pukkelpist og Saharas ørken – Part 1

Nu hvor jeg i år, allerede havde været på et fedt og hårdt langrendseventyr, så var deltagelsen ved dette års Arctic Circle Race ikke et koste-hvad-det-vil projekt, men mere et hvor-kunne-det-være-fedt projekt. Jeg havde besluttet mig for at jeg kun ville deltage, hvis jeg på arbejdet ville blive trukket i lodtrækningen om betaling af deltagergebyret. Jeg tænkte chancerne er store, for jeg havde jo kun set en lille bitte håndfuld kollegaer på løjperne de sidste par måneder. Spændende…

Næææh nej, pludselig var der 15 andre kollegaer der pludselig stod på langrend og var toptunet…. WTF?? 😳

Så stod der pludselig langrendsløbere i kø som aldrig før?? 😳 😅😅

Jeg blev ikke trukket 🙁

Det blev Pavia Tobiassen tilgengæld, der de sidste 10 år er blevet trukket!! Så min deltagelse blev droppet, øøøøv, og jeg kunne så småt begynde at bygge et normalt liv op igen, med daglige rutiner og samvær med familien. Desuden følte jeg mig også enormt træt i kroppen efter Birkebeineren, såå…

Trææææt

Men en god ven , Frederik Lundblad, som skulle deltage, accepterede ikke at jeg ikke skulle deltage og bad mig om at tænke lidt alternativt. So I did 😬

Sponsorater

Jeg kom i tanker om at verdens bedste autoværksted (mit autoværksted til min skønne bil) med de sejeste og flinkeste mekanikere, før havde sponsoreret en ACXR løber før. Og jeg tænkte “prøve, det gør ikke ondt at få et nej”. Så før jeg gik i seng en aften, ugen før ACR, sendte jeg dem en mail, hvor jeg spurgte om det mon var muligt at få et sponsorat hos dem på deltagergebyret. Da jeg stod op næste dag havde jeg fået svar “Det lyder som en god ide”, yaaaaaaaaay 😄😄.

Et par timer efter havde jeg også fået et sponsorat fra Grønlands bedste IT firma, Modulo.

Wuuuhuuuu, hvor det bare kørte. En sød veninde, Bodil Marie, sørgede for indkvartering til Frederik og jeg i Sisimiut, en anden skøn veninde, Evi, sørgede for at skaffe rensdyrskind som liggeunderlag til os og min dejlige Inequ lånte mig hendes sovepose.

Nu kunne forberedelserne for alvor starte.

Jeg skulle have fundet nye stave eller en erstatning af den jeg havde knækket til Birkebeineren, skulle overveje om jeg skulle købe nye skistøvler (slidte og ødelagte) eller satse på at de gamle kunne klare 100 km., jeg skulle have fixet min skaljakke (lynlåsen var stået af) og skaffe de sidste småting jeg manglede (drikkedunke, uldundertøj og handsker).

Frederik Lundblad forærede mig en skistav, der passede til den anden, jeg syede mine skistøvler og håbede på det ville holde til 100 km., min mor, som var på besøg hos mig, syede en ny lynlås i min skaljakke og jeg fik så god service og støtte på køb af drikkedunk,. uldtøj og handker hos Ittu.net. I love yoooooooooou!!

Jeg er meget taknemmelig omkring al den hjælp og meget glad og stolt over at blive støttet som jeg er blevet, TAAAAK!!!

Nu havde jeg ingen undskyldninger, jeg var klar.

Ankomsten til Sisimiut

Jeg ankom til Sisimiut onsdag den 27. marts ved frokosttid. Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen var omkring de minus 10, helt perfekt. Jeg fik smidt mit bagage hjem til den familie jeg skulle bo hos og fik skitøj på og strøg ud på løjperne i Sisimiut.

Altid som at komme til paradis, når man træder og står på løjperne i Sisimiut!

Torsdag morgen, stod jeg tidligt op og lavede en god, stærk kyllingesuppe med masser af grøntsager, som jeg kunne tage med ud til campen.

Dagen skulle bruges på at handle lidt mad, gå procession til kirken og deltage ved informationsmødet i Taseralik. Allerede formiddag ankom Frederik.

Processionen var kl. 15.30 og kirkegangen kl. 16.00 (fast tradition, som man skal være en del af).

Kirkegang med gode venner

Derefter gik vi alle tilbage til Taseralik til informationsmødet om løbet. Her præsenterede de ruterne for alle 3 dage, reglerne for løbet og de sikkerhedsmæssige instanser der var sat ind.

Førstedagen – 34,6 km.

Jeg vågnede fredag morgen ved 7 tiden og følte mig fuldstændig udhvilet og i ro. Jeg gik i bad og gjorde mig klar stille og roligt. Jeg havde det godt og tog det hele med ro. Naturligvis kom der engang i mellem et sug i maven af spænding, men det var kontrolleret. Og ved du hvad, det ligner ikke mig. Jeg vil have været i panik, ryste af skræk, have ondt i maven, gå på toilet hele tiden, ringe til min mand og spørge ham om det er normalt jeg er sådan (og han vil svare, ja ALTID) og bare have lyst til at smutte hjem igen. Men ikke denne morgen 😇 😳

Vejret var ok, blæste en del, men solen dukkede op og tempreaturen var omkring de minus 7. Frederik brugte en del tid på at smøre vores ski, så han nær havde glemt at spise morgenmad. Alt blev pakket sammen og vi begav os ned mod arenaen.

Vi er glade og klar – Adam, mig selv og Frederik i Taseralik

Kl. 10.00 blev vi skudt afsted af borgmesteren, Malik Berthelsen. Vi løb den traditionelle runde, rundt og op på “Kvajebakken” (aka tøsebakken) , væltede heldigvis ikke og blev sat løst ud til baglandet.

Dagens rute skulle føre os ud forbi skiliften, opad flaskehalsen, nedad flaskehalsen, ud mod benbrækkeren, hele vejen ned til havet mod Sisimiut og op til campen. Total 34,6 km. Jeg har det bedst med at dele mit løb op i dele. Det første jeg ville have fokus på, var at komme ud til skiliften(7,1 km. fra arenaen), resten ville jeg ikke tænke på. Jeg indhentede min skønne lille konkurrent, Marie Fleischer, omkring 3-4 km. efter start, som var i gnag med at ordne noget på sine ski. Jeg havde det godt og var slet slet ikke stresset i kroppen, stille og roligt tog jeg det ( 🙏 total i zen) og havde overskud til at have fokus på at få en god oplevelse af dagens etape.

Drikkeposten ved skiliften, ligger på en lille top, så når man skal videre derfra, skal man ned ad en bakken. På denne bakke, var der af vejret blevet bygget den største Big Air ever (måske 30-40 cm. høj), som overraskede mig og jeg var i et splitsekund i gang med det vildeste skihop. Hahahahaahah 😂😂😂

Uanga, på en 30-40 cm. høj skihop midt på løjpen 😱

Jeg overlevede og fortsatte mod flaskehalsen. Et af de opstigninger (og i øvrigt også nedstigninger) jeg havde været spændt på, var turen op ad flaskehalsen. Fordi at jeg i denne sæson og på Birkebeineren havde følt mig virkelig svag opad. Vi kommer til opstigning og længere oppe ser jeg Pavia Tobiassen. Woow, jeg har indhentet ham 😊 2 km. sildebens-opstigning/climbing. Det gik, jeg holdt mig bag mændende og kom op. Men fuuuuck det var hårdt for benene. 160 km. løberne fortsatte op og vi vendte og skulle ned igen.

Det blæste og vinden var kold. Dette havde udviklet en fin og stejl bakke ned til en naturskabt pukkelpistbakke 😱. Fygninger som havde vokset sig store nok til at man ikke kunne pløje ned eller bare køre stille og roligt ned. Pludselig var jeg på den pukkelpistebakke og hoppede rundt skrigende. Jeg var skrækslagen og var samtidigt ved at få krampe i lårere af at pløje og prøve på at bremse

Mig, på vej ned ad flaskehalsen, og så ikke engang med vilje. (det er bare et billed jeg har fundet på nettet, det er altså ikke mig 😆)

Heldigvis og tilfældigvis får jeg på et tidspunkt kontrol og kan stoppe. OMG jeg rystede over alt og skulle lige samle mig. Jeg tog skiene af og løb ned resten af vejen.

Fra drikkeposten i bunden af flaskehalsen til drikkeposten før man vender ud mod benbrækkeren er der 6 km. Og der var alle spor fyget til, så det var virkelig anstrengene at køre. Undervejs skal jeg ned ad en bakke, som egentlig er ok og ikke stejl, men pga. fygningerne på sporet mister jeg herredømet og vælter. Jeg vælter ikke kun, jeg ruller rundt og mine ski er alle vegne omkring mig. Jeg når lige akkurat at tænke, “jeg er heldigvis alene og ingen har set mig”, skynder mig op at stå, da jeg høre og ser en hundeslædekusk heppe på mig og klappa ad mig, 😂😂.

Jeg når frem til dagens sidste etape jeg havde forberedt mig på ville være hård og som bare skulle overståes. En etape på 9 km., som er en laaaaang etape, der kører op og ned, sådan en der trækker tænder ud og som suger resten af energien ud af dig. Men heldigvis kender jeg ruten fra andre år og forberedte mig godt på den. MEN, naturligvis skulle der lige komme en “lille” krølle på ruten, som var lige ved at slå mig ihjel. Jeg havde lige fejret at nu var det kun lige en kilometers penge ned til havet, da ruten pludselig vender ind mod land og tilbage og fører mig stejlt op ad en bakke, for lige at lave en “sød og sjov lille sløjfe”, før vi når den sidste drikkepost. Shiiiiiit, min eneste reaktion var råbende “Neeeeeeej, hvorfor??????”. Jeg følges med Ulrik Heilmann, som kigger tilbage på mig og har samme udtryk i ansigtet som jeg har.

På det tidspunkt havde jeg ikke mere at drikke, var fuldstændig dehydreret og havde nul overskud. Det var som om at vi var midt ude i saharas ørken, skulle tilbagelægge mange mange kilometre, ekstrem tørstige og lignede Jim Carrey. “Ulrik, har du noget vaaaaand?”, heldigvis havde han noget energidrik i sin camelbag, så vi stoppede op for at drikke.

Sådan så Ulrik og jeg ud

Jeg kom i mål lige efter Ulrik Heilmann, efter 4 timers vilde strabadser, hvor jeg skiftevis havde haft det fantastisk, haft det skidt, været skide træt og energisk på vejen.

Dagens engler

Dagens engler var en ung fyr ved navn Jens Joorut, som lige spottede at jeg havde det hårdt, da jeg kom slæbende på Frederik Lundblad og min store tasker. Som en rigtig gentleman, så kom han løbende og tilbød at tage begge tasker og bærer dem ind i tøjteltet, FANTASTISK! Qujanaq!

Den anden var fysioterapi Irene og hendes massagehjælper. Irene tog sig godt at mine sener ved min dårlige knæ og jeg fik en rigtig massage.

Og så er min kammak Frederik den største stjerne, fordi at han er den han er, men også fordi at han havde prepareret de perfekte ski til mig.

Der er altid engler der passer på en og tager sig af en, når man er på farten

Hygge i campen. dag 1

Sidder og spiser, fortæller historier fra dagen, griner og hygger max
Iggggg dejligste mennesker
Slapper af med slik og hygge
Min helt, som gav de mest perfekte ski hver dag, Frederik Lundblad

Fortsættes i part 2 om et par dage, tak for din opmærksomhed.

Birkebeiner – Norge

6 forfærdelige timer og 37 lorte minutter, but I did it! Fuck jeg led heeeeele vejen.

Mit diplom fra Birkebeinerrennet 2019

Jeg knækkede min stav efter 2 km fra start, der var jeg klar til at give det hele en 🖕 og gå ud. Men det blev for besværligt at vende om og køre mod trafikken (der var registreret omkring 17000 løbere), så jeg fortsatte.

Billede lånt af google

Vejret var fantastisk, omkring nulpunktet og for det meste skyfrit med smukt sollys. Fuuuuuuck jeg havde det varmt, jeg var sikker på at jeg skulle dø af sved og hedeslag.
På et tidspunkt kørte jeg ind til siden for smide noget af tøjet, men fandt hurtigt ud af at det var for besværligt.

Jeg kørte 8 km med en stav der var 40 cm kortere 😨, men lånte en ny stav hos SWIX stavecenter (hvilke der var en del af undervejs), der var 5 cm for lang 😲 😨.

De første 15 km var de hårdeste, som sagt en stigning på 15 km (morderbakken go home) og en krop der var udmattet fra starten.

Her kan man se kortet over de 54 km.

Undervejs besluttede jeg mig for at stoppe helt et par gange; alt gjorde ondt, udmattelsen var ulidelig og tanken om yderligere 45-40 km tog fuldstændigt modet og håbet fra mig. Jeg havde fra start til slut, en enorm negativ indre dialog (faktisk i dagene op til og fik slet ikke sovet natten til løbet pga. tanker og fantasier om forfærdelige nedkørsler) og var skrækslagen for nedkørslen som var de sidste 10 km. Hele vejen bekymrede jeg om den nedkørsel.

Færdig, udmattet og træææææt

Da jeg nåede den første top efter 1 time og 17 min. måtte jeg sænke farten og tage de pauser der var tiltrængt undervejs. Jeg gav fuldstændig slip på tiden og konkurrencen og måtte beslutte at gå i overlevelsesmode. Jeg kørte i 🐌-fart (tænkte på Lasse og Inequ’s Kilimanjaro bjergbestigning, hvor de gik så langsomt. Det var mig… 😳).

Da jeg efter helvedes opstigningen, kørte til side for at få noget energigel og energidrik, var jeg energiforladt og helt færdig. Den lille pause, energigelen og energidrikken gav lidt kræfter igen og jeg kunne fortsætte. Seriøst troede jeg at jeg var ved gå fra forstanden, blive skør på et tidspunkt, fordi at jeg var så træt, kæmpede med min indre dialog og ikke kunne få styr på den, og indså at jeg måtte give slip på det jeg havde forventet (at få en fed tur, bortset fra nedkørslen). Men Magdalines energipiller i min drikkedunk, blev min terapi. Hver gang jeg tog en tår føltes det frigivende og godt 😂😂.

Jeg var reddet for denne gang. Den første bakke ned, oppe i fjeldene, var helt fantastisk!!! Laaaaang nedkørsel, hvor du kunne se enden flade ud, og hvor farten ned var helt fantastisk “wuuuhuuuuuuuuu” skreg jeg hele vejen. 👈 dagens første optur og glæde ved turen. Det eneste der var minus ved den tur nedad var al det skrald (tomme energigel på sporene) som eliten havde smidt på vej ned 👎.

For det første er det noget svineri i den flotte natur, men også livsfarligt for os andre, da skraldet lå i sporene og bremsede os hårdt i farten ned.

Jeg havde fra starten forberedt mig på at de første 15 km ville være hårde (men var slet slet ikke forberedt på at de ville være så hårde 😳😨), men havde 27 km som milestone, da det var halvvejs og at det derfra vil være nedtælling.
Da jeg nåede de 27 km., var anden optur på dagen i kassen, og jeg råbte “yaaaaaaaayy” højt, så de stakkels skiløbere omkring blev forfærdeligt forskrækket (man kører i stilhed) 😂😂.
27 er mit nye yndlingstal nu!

Lige lange smukke strækninger, skønne lange nedkørsler og op igen, oppe i toppen af fjeldet. Høj solskinsvejr, så smukke omgivelser, fjelde, træer og perfekt temperatur (endnu engang optur), aaah nuann (som er vores motto 😂😂).

Så overdrevet smukt og fantastisk

Fra Sjusøen (sidste drikkepost), er der ca. 10-12 km til mål og det går nedad; oh oh min skrææææk 😱😱.
Nu skulle jeg face my biggest fear. Jeg måtte fokusere på 1 km ad gangen og bare overleve de sindssyge bakker. Her havde jeg ellers brug for min personlige drama-bakke-coach Jacob Nitter, som lige kunne snakke mig “til rette”. Men jeg måtte klare mig selv.

Den første lange sindssyge bakke overraskede mig fuldstændigt og jeg kom KUN med held ned til bunden i live. Ingen spor ned, men to smalle pløjespor, en bakke der var stejl og snoede så man skulle dreje midt i det hele, aaaarggh 😱.
Jeg skreg og råbte som Marie Fleischer (😂😂 😘😘), men nåede, i live. bunden af denne bakke.

Mig, bare ikke med vilje og fuldstændig ukontrolleret og med masser af dødsskrig og råb 😂😂 (faktisk troede de i Lillehammer, at der var skihop, saaaallll hahahaha)

De næste 2-3 bakker valgte jeg at tage skiene af og løbe ned (😩😩), men kunne for hulen ikke få sat skiene på igen og brugte sindssygt meget tid og tårer på det. Sorry Frederik Lundblad, jeg hørte ikke efter dit råd “Lad vær at tænke, bare kør” og jeg var totaaaaaal “nallinnaq!!”, hahahaha.

Så fuldstændigt som forventede (og hvad jeg gennem mine tanker og følelser havde bedt om), fik jeg mine 4 skrækkelige og forfærdelige bakker. Men, I did it and i survived 👋✌.

De sidste 3-4 km var helt fantastiske og handlede bare om at komme igennem med en krop der var udmattet af søvnmangel, skræk, chok og fysisk aktivitet.

Perfekte løjper hele vejen og det fineste lækreste vejr.

Jeg kom i mål i Lillehammer, i en lille arena, 6 timer og 37 min. efter start fra Rena.

Undervej forbandede jeg langrend langt væk, skulle i hvert fald aldrig køre igen og slet ikke så sindssyge ture (ACR inkl.), crossfit Open fik sig også lige en tur 😂😂👌👌

Dagen derpå… taknemmelig, stolt og glad. Det er fedt at tage på ture som denne med venner ❤

Tak fordi du læste med.

Et kig tilbage på 2017

Refleksion er et af de stærkeste og vigtigste handlinger, hvis du vil rykke dig på alle områder. At reflektere over sit liv, sin situation, sit arbejde, træning, relationer, ja alle områder af livet, gør dig endnu mere selvbevidst og viser dig vejen tilbage til den sti du gerne vil følge. Samtidigt med det, er det den perfekte mulighed for at se tilbage og anerkende sig selv for det man har opnået.

Og hvad er mere perfekt end at bruge de sidste par dage af året, på at kigge tilbage?

Hvert år laver jeg et visionboard (collage med billeder) på det jeg ønsker at mit år som minimum skal indeholde. Det er en fantastisk dejlig kreativ process, som jeg elsker. Jeg finder billeder på nettet, ugeblade og alle mulige steder, af de ting der for mig repræsentere det ønskede, også laver jeg de fedeste collager med disse billeder. Disse visionboards/billedcollager hjælper mig med at holde fokus på det jeg gerne vil have i mit liv og ønsker at opnå i løbet af året. 🙂 Og det virker for mig!

Det er vigtigt for mig at være i integritet med mig selv og det liv jeg lever. Så løbende benytter jeg mig også af de værktøjer jeg underviser i, når jeg er ude og undervise i personlig udvikling. Et af de værktøjer der hele tiden minder mig om at være i integritet er livshjulet. Simpelt lille værktøj, hvor du går ind og vurdere 8 områder af dit liv fra en scala fra 1 – 10. For mig, er det et værktøj, der hurtigt og nemt viser mig, hvor jeg skal gøre en indsats, for at få det godt med mig selv og med mit liv.

Grunden til at jeg nævner visionboardet og livshjulet, er fordi at det er dem jeg tager udgangspunkt i, når jeg kigger tilbage på mit 2017 🙂 Jeg vil bruge livshjulets 8 områder som overskrifter nedenfor, når jeg ser tilbage på mit 2017.

Arbejde, Karriere og succes

På mit visionboard for 2017 har jeg flere citater på ledelse og lederskab, fordi at jeg ønskede at få mere af det ind i mit arbejde og i mit liv generelt.

Hos Air Greenland, har jeg gennem året fået mere ansvar og været med til at udvikle og deltage i et lederudviklingsforløb som var super. Rekrutteringer af super elever har også gjort indtryk på mig. Så et meget spændende år, som på mange måder har udvikliet mig som leder, men også som menneske.

At ”røre” folk og inspirere til udvikling og sundhed, har jeg haft mulighed for og ved også godt at jeg har, gennem iPotential. Lasses og mit Whole-Life-Change forløb for en masse fantastiske mennesker, foredrag om sundhed og personlige coachingforløb, undervisning af dejlige mennesker og mit engagement i Inussuk Consult, har været store og særlige øjeblikke gennem året.

Økonomi

På mit visionboard for 2017, fyldte dette område ikke så meget, men har alligevel haft en stort betydning og krævet en del fokus, da vi havde flere store planer, som krævede end del i kisten, for at det kunne realiseres. Så jeg fik sat en dollar ind i visionboarded, som repræsenterede overflod og uventede indtægter, så vi kunne få opfyldt vores drømme.

Vi fik realiseret vores drømme og fik alle vores store planer gennemført.

Krop og sundhed

På mit visionboard for 2017, fylder crossfit rigtig meget (SURPRISED??). Jeg ville løfte tungere, blive bedre til gymnastikdelen og i det hele taget hele tiden være i fremdrift.

Min elskede veninde, Susi, gjorde mig i går opmærksom på hvor meget der var sket med mig crossfit-mæssigt i 2017. Jeg fik lært pull ups butterflies, fik enormt meget kontrol over mine overhead squats, har flere gange øvet mine snatch squats og rykket mig der, har løftet virkelig tungt på mange områder og fik forleden taget en handstand push up m. 1 lille pude, yaaaaaaay. Konkurrencemæssigt har jeg stået på podiet, sammen med unge stærke talentfulde piger.

Og tænk engang at være så privilegeret, at have en familie der er lige så tosset med den sportsgren, som jeg selv er. Shit jeg er heldig <3

Naturligvis er der også har jeg også et billede af Arctic Circle Race med på visionboardet.

Til dette års Arctic Circle Race, som var mit 7. løb (har deltaget siden 2011), havde jeg ingen forventninger til, jeg skulle bare gennemføre. Da jeg havde døjet voldsomt med mit knæ og ikke fået trænet langrend særligt meget, tilmeldte jeg mig, tøvende, 100 km. racet 2 uger før løbet.

Jeg vandt 100 km.’eren hos kvinderne 🙂 Som sædvanligt et fedt arrangement, som aldrig vil gå i glemmebogen.

Kærlighed

På mit visionboard for 2017, har kærligheden til min nærmeste familie været i fokus. Og jeg synes at 2017 har været fyldt med familie-kærlighed <3

Årets højdepunkt var Millas konfirmation, hvor vi var omgivet af de vigtigste mennesker i vort liv. Min dejlige søster Tine og min skønne niece besøgte Grønland for første gang, min mor var her, min anden fantastiske søster Lone og alle hendes mange dejlige børn var med og naturligvis var vores bedste venner, som også er vores familie, med.

Det var de dejligste dage vi havde og den smukkeste aften for Milla. Jeg ønsker mig mange flere af sådanne stunder. Igggg jeg elsker jer allesammen <3

Familie og venner

Som sagt så har kærligheden til min nærmeste familie været i fokus på mit visionboard for 2017.

Gennem, årets højdepunkt, Millas konfirmation, havde vi rigtig meget nærvær og connection. Men det har også været vigtigt for mig at have connection med og holde sammen på familien gennem hele året. Derfor har jeg hårdnakket holdt fast på vores søndags tradition, at spise sammen hjemme hos os. Hver søndag er min niece, hendes veninde Julie, min nevø og hans kæreste, som minimum, kommet og spist hver søndag. Der har vi hygget, løst livskriser, grint, larmet, dramaet den, været fucked up, krammet, været glade, kede af det og hvad der ellers findes i følelsesregistret.

Jeg elsker vores søndage og jeg elsker jer, min elskede skøre familie <3

Det har også været året, hvor en længe planlagt og ønsket rejse blev realiseret. Drømmerejsen til USA, for os 8, der konsekvent mødtes om søndagen. Thomas, mig, Marcus, Milla, Laura, Julie, Minou og Malou, tog en 3 ugers roadtriptur i Californien. Den bedste ferie ever!

Mine venner er lige så et vigtigt et fundament for mig, som min familie er. Jeg elsker jer og er dybt taknemmelig for det år vi har haft sammen <3 Jeg vil ikke nævne jer alle, men bliver nødt til at fremhæve nedenstående:

Min Krissie, min Nuno og min Nette; i skaber et rum, hvor det er fuldstændig ok at være vanvittig, for meget, fucked up, overgearet eller bare bla, samtidigt med at i ALTID formår at spille mig god, sej, stærk og fantastisk. Fuck jeg elsker jer <3

Og faktisk er det helt det samme jeg vil skrive om jer, Lasse og Susi; i skaber et rum, hvor det er fuldstændig ok at være vanvittig, for meget, fucked up, overgearet eller bare bla, samtidigt med at i ALTID formår at spille mig god, sej, stærk og fantastisk. Fuck jeg elsker jer <3

Personlig udvikling

At arbejde med mit selvværd, har været meget i fokus i 2017. Bølgerne kan, til tider, gå meget højt, følelsesmæssigt. Ofte er jeg røget helt ned i kulkælderen og skal bruge rigtig meget energi og tid på at kravle op igen. For at få dønningerne til at lægge sig en smule, så der ikke er så stor forskel på høj og lav, har jeg virkelig haft fokus på at være i integritet.

INTEGRITET er og forbliver nøglen til et godt Mette-liv!

Hjem og omgivelser

Et hjem med varme, hvor alle kan tage en helle fra hverdagen og føle sig tryg, et hjem som er samlingspunktet for familien og hvor der er plads til alt og alle, er et hjem der fungere bedst for mig. Og sådan et hjem har vi! Alt er som det skal være på dette område.

Sjov og fornøjelser

Shiiiiiit et fantatisk år, med masser af fornøjelse, sjov og særlige skønne stunder, med de bedste mennesker i mit liv. TAK 2017!

Tænk engang hvad 2018 så kan byde på? Jeg glæder mig til at lave mit visionboard for 2018, ser frem til mindst lige så mange fede oplevelser og samvær med dem jeg elsker.

Tak fordi at du gad at læse om mit år. Jeg håber at du blev inspireret, inspireret til at tage styret til dit liv og forme det som du vil 🙂

Arctic Circle Race 2017 – min beretning

Det var lige i sidste øjeblik at jeg tilmeldte mig deltagelsen til Arctic Circle Race 2017, på 100 km. distancen. Jeg har virkelig været i tvivl om jeg skulle og har også flere gange besluttet ikke at tage den i år og ombestemt mig lige så mange gange.

Knæskade
I maj 2016 fik jeg en knæskade, revne i brusk og menisk, som virkelig begrænsede mig i min træning. Jeg kunne ikke løbe, sjippe, squatte, hoppe eller bukke knæet optimalt. Meget frustrerende og virkelig deprimerende. Jeg fik at vide af knæspecialisten, jeg var hos i DK, at der ville gå et år, før at jeg ville kunne træne normalt igen. Jeg fortsatte min spinning,  tilrettelagde min crossfit til det jeg kunne (alt andet end squats, sjipning, løb og andet hvor knæet skulle bukkes) og kontaktede en fantastisk Osteopat i Danmark, som behandlede mig, når jeg var forbi.


Osteopati er en internationalt anerkendt manuel behandlingsform, der er baseret på traditionelle sundhedsvidenskabelige fag, som anatomi, neurologi, fysiologi, biomekanik, embryologi og patologi. Inde i Kødbyen i København er der et sejt center med de bedste osteopater, Therehab.dk

Da skisæsonen startede, i januar, var jeg meget spændt på om mit knæ ville kunne lide og klare langrenden. Første langrendstræning var jeg flyvende og havde det fantastisk, også i knæet. Jubiiiii jeg var glad (og græd lidt af glæde over at det gik). Fluks tilmeldte jeg mig alle NSP Cup’ene, for nu skulle jeg give den gas, så jeg kunne træne op til ACR.

Skissæsonstart og NSP Cup
Første NSP Cup var et 15 km. løb (slap dog af og lad os lige starte skisæsonen, var min reaktion). Jeg gennemførte løbet, men fik med det samme et irriteret, hævet og smertefuldt knæ ud af det, øøøøøøøv 🙁
Sådan var det faktisk efter hver Cup, haj-ja, så jeg måtte i slutningen af februar beslutte at jeg ikke skulle med til ACR i år. Jeg var ked af det og kæmpede oppe i hovedet med at acceptere det. Sjovt nok, så det jeg kæmpede mest med, var at jeg havde sat mig for at jeg skulle løbe 10 ACR’ i træk, dette ville have været det 7. 🙂

Jeg sov på min beslutning om ikke at deltage i år og vågnede op med en “NEEEEEEEJ, jeg kan ikke lade vær med at deltage, jeg skal!”. Kompromisset blev at jeg ville tilmelde mig 100 km. distancen, så jeg både kunne passe lidt på mig selv, men stadig deltage.

Så 3 uger før ACR tilmeldte jeg mig 100 km. distancen 🙂

En god og dejlig dag at ankomme til Sisimiut på
Det er torsdag den 30. marts, solen skinner, det er koldt og der er liv og glade dage i Sisimiut, da vi (Frederik Lundblad og jeg) lander, med verdens dejligste og bedste pilot, Ib <3 . På min Facebookside popper der mange dejlige hjertelige lykønsker op hele dagen <3 Det er min 44 års fødselsdag 🙂

Vi, Frederik Lundblad og jeg, checker in i “Casa del Strøm Sinclair Larsen slottet” på toppen af poppen i Sisimiut, hvor vores roomie Maliina Abelsen allerede er checket in. Jeg er så taknemmelig for at kunne bo hos skønne Karin og fantastiske Elias, hver gang jeg skal deltage til ACR. Her er SKØØØNT! Og hvor priviligeret kan man være, at have to så fantastiske roomies, som Frederik og Maliina?

I løbet af dagen møder vi en masse skønne mennesker der også skal deltage til ACR. Ligesom alle år, så går turen mod kirken, i et flot optog af alle løbere. Efter kirkegangen går vi sammen over i Taseralik, hvor infomødet foregår.


Infomødet blev afsluttet med en fødselsdagssang “inuuisiortoq pilluarit”, sunget af et 200 mands kor 🙂 (Arrangeret af søde Maliina <3 )

Vi slutter min fødseldag af med en dejlig middag hos Karin og Elias.

Fredag den 31. marts 2017 – ACR 1. dag
Vi står op til en morgen, hvor det er overskyet, sneer, blæser og er – 9 grader (PIS). Vi checker vores ting ind i Taseralik kl. 8 og begiver os tilbage til “Casa del Strøm Sinclair Larsen slottet”, hvor vi vil slappe af, spise lidt og gøre os klar til start kl. 10.00.

Jo nærmere vi kommer startsskuddet, jo mere kan jeg mærke at jeg bliver nervøs og spændt. Tænker på mit spørgsmål til min mand hvert år “jeg er nervøs, bange og spændt og har slet ikke lyst” og min mands svar er altid “det har du sagt alle årene, lige før start, så det er helt normalt”.

Vi begiver os ned til arenaen, tjekker skiene, som har en smule bagglid (shiiiiit), men kan ikke gøre mere end at gøre os klar til start.

Jeg er også rigtig nervøs for om jeg har gået og undervurderet de 100 km. At mine tilbagevendende sætninger som “det er en hyggetur, det bliver dejligt og jeg kommer til at nyde det”, faktisk ikke kommer til at holde. Jeg tænker meget over hvor lidt jeg egentlig har trænet langrend, og at det længste jeg har kørt til træningen er de 15 km. Puuuha, det gør mig meget nervøs.

Min strategi er at have fokus på de områder, hvor jeg ved at jeg får det hårdt, og at samle kræfter før de kommer. Første sted der skal overståes er en sløjfe på 11,3 km. lige udenfor Sisimiut (lang, drøj og meget kedelig), så kommer flaskehalsen (laaaang opstigning) og sidst den halve opstigning til labyrinten. Når de 3 områder er overstået, så er jeg godt på vej.

Kl. 10 skyder borgmesteren ACR 2017 i gang og vi drøner rundt i en loop om arenaen, skal lige op over kvajebakken (tøsebakken) og får lov at kører ud i baglandet.


Mig på vej ned af “the fucking kvajebakke” 🙂 Billedet er taget af søde Jonna Pedersen.

The road to hell
Vi er knap nok kommet ud bag Sisimiut, da det hurtigt går op for os allesammen at vi er på vej ud i noget forfærdeligt. Nemlig løjper der er dækket af en halv meter sne, blæst og storm (OMG).

Vi kører i en lang konvoj, hvor der ikke er mulighed for at overhale, da der kun er et spor, som de forreste af feltet har lavet for os andre. Og det er virkelig frustrerende. De første 16 km. køres inde tæt ved byen. Og det er nok de værste den dag, for her møder vi som sagt overdrevet meget sne, storm og til tider white out. Jeg køre fra start til skillevejen (for 100 km. løberne og 160 km. løberne) ved liften, med Rebekka og Tintin. Et godt tempo, ikke så meget snak, men trygt at have hinanden i nærheden. På vej ud mod skillevejen og mens vi stadig køre inde i nærheden af byen, kommer der en snescooter kørende, hvor vejret viser sig fra sin værste side (white out og voldsom modvind), og jeg når at tænke “YES, nu kommer de omsider og fortæller os at løbet er stoppet af sikkerhedsmæssige årsager”, men snescooterkørerne vinker og hepper på os 🙁

Det er virkelig umuligt at sildebene den op ad bakker og ploje ned ad bakker, da der er for meget sne. Så bentøjet er på overarbejde opad og nedad bakke er jeg tvunget til at holde mig til de spor, som dem der køre foran mig har dannet, uden at ploje/bremse. Så der kom en masse rystende højtråbende “rolig, rolig, rolig, rolig, det skal nok gå, det skal nok gå” til mig selv, mens mine ben ryster og jeg forsøger at holde kontrol. Jeg styrter et par gange og bliver fuldstændig dækket af sne fra top til tå, inde i brillerne, handskerne, håret, rygsækken og over alt. Men jeg kommer igennem første “svære/hårde” område, nemlig den 11,3 km. sløjfe.

Jeg siger vemodigt farvel til Rebekka og Tintin ved skillevejen til liften, vemodigt fordi at jeg skal ud i en ensom og lang tur alene nu 🙁 Hurtigt kommer jeg bag en ung pige (Arnatsiaq) og hendes far, der lige før flaskehalsen får sig noget energi og noget drikke ved drikkeposten. Jeg vælger at fortsætte, så jeg lige så godt kan få overstået flaskehalsen, som er en lang opstigning.

På vej op, da jeg har passeret det stejleste sted, bliver jeg overhalet først af Frederik Petersen, dernæst Bjarne Noahsen, Frederik Lundblad, en engelsk kvinde samt Pætur (alle 5 kører 160 km. distancen og har været opppe på toppen af skiliften, før de overhaler mig).
Jeg får “knækket” flaskehalsen, og begiver mig op mod sidste drikkepost halvvejs mod labyrinten, får en tår ribenasaft hos de fantastiske frivillige ved drikkeposten og kører nedad. Det går hurtigt nedad og mens jeg koncentrere mig meget om at holde kontrol, bliver jeg hassarderet overhalet af den unge pige (Arnatsiaq), så jeg er ved at styrte. Jeg kommer til at råbe lidt ad hende, men må holde hovedet koldt for netop ikke at styrte. Der er kun 3 km. til mål og jeg får ikke indhentet pigen og hendes far og de kommer i mål 1 min. før mig.

Det var meget surrealistisk at komme til en camp der er helt tom. Der var kun Martin Møller, Vittus Heilmann, Anne Mette Noahsen, pigen og hendes far. De andre år har der været mange når jeg er kommet i mål (men der kørte jeg også 160 km. distancen).

De 34 km. kørte jeg på 4 timer og 32 min.


Campen, vejret og folk der begynder at komme i mål

Folk begynder så småt at komme i mål og der kommer liv i campen. Vi får skiftet tøj, bliver masseret og finder vores mad frem, så vi kan begynde at fylde os op til morgendagens løb.

Klaustrofobi og angstanfald
Jeg går til ro, helt færdig fra dagens strabadser, i vores telt allerede ved 21 tiden. Jeg deler telt med Maliina og Nukarleq. Det er isende koldt, omkring – 30 grader, så jeg pakker mig godt ind i soveposen og falder i søvn.

Midt om natten vågner jeg brat ved at en (i min drøm) minder mig om at jeg skal trække vejret. Jeg hiver efter vejret og kan ikke rigtig få kontrol over min vejrtrækning. Jeg løsner min sovepose, skubber blidt til Nukarleq, som ligger tæt op ad mig, så hun rykker sig og sætter mig op for at kunne trække vejret. Det hjælper ikke rigtigt og jeg bliver hurtigt kold og forfrossen, så på med soveposen igen, panikker over at jeg ikke kan trække vejret ordentligt. Jeg overvejer at vække Maliina for at få hjælp, men tænker “hvad kan hun gøre”, jeg overvejer også at flå soveposen af, hive teltdørene til side og løbe ud i kulden og mørket for at kunne få luft, men vil heller ikke fremprovokere et panikanfald. Jeg forsøger at koncentrere mig om at trække vejret stille og roligt, prøver at berolige mig selv (“rolig, rolig, rolig, rolig, det skal nok gå, det skal nok gå” ) og forsøger at få mine tanker over på noget andet. Jeg vil bare gerne hjem, væk herfra. Jeg kæmper længe, får også katastrofetanker, men heldigvis formår jeg at falde til ro og falde i søvn igen. Det er ikke mange timers søvn jeg får og jeg er dybt rystet over min oplevelse.

Lørdag den 1. april 2017 – 2. dag
Vi vågner op til en smuk morgen, fyldt med sol, vindstille og iskoldt med – 20 grader. Jeg er træt, stadig rystet, nedtrykt og har kvalme. Jeg har mest af alt lyst til at komme hjem til min mand og mine børn og føler mig meget utryg 🙁 Jeg har ingen appetit, prøver at tvinge mig selv til at få lidt ned (da jeg ved at det kræves for dagens strabadser), men det går ikke så godt.


Dagen
derpå, ikke særlig glad eller oplagt.

Mine tanker er “Jeg kan ikke, jeg vil ikke, jeg er for svag, hvem tror jeg egentlig jeg er, tror rigtig at jeg kan klare hele verden, jeg er for meget og absolut ikke god nok”. 🙁

Jeg når at gennemgå dagens rute med Frederik, som husker mig på at den voldsomme opstigning mod labyrinten, er min bakke(for et års tid siden var jeg flyvende op og fik hægtet mange fra mig der). Strategien bliver at få “overstået” opstigningen til Labyrinten, holde fokus ned af Morderbakken (3 km. voldsom nedstigning), holde tempoet hele vejen rundt i fjorden og have stærke ben til Morderbakken op.

Vi bliver kaldt til registrering og til startsområdet, jeg vader uvilligt derhen og bliver nødt til at gøre mig klar. Martin (som køre sin første ACR) vil rigtig gerne hægte sig på mig på dagens tur og dette acceptere jeg naturligvis.

Arrangørerne tæller ned; 3, 2, 1 bang, så eksploderede alt i mig, jeg kører som en i h……., har pludselig uanede kræfter og er i total overskud (shiiiiiit).

Vi starter ud med at køre forkert, da en af de frivillige kommer til at guide os den forkerte vej. Efter 100 m. går det op for 10 løbere (inkl. mig selv), at vi er på afveje, og vi må tilbage og ind på de rette spor igen.

Vi kører op til labyrinten, hele vejen op tænker jeg på Frederiks “det er DIN bakke” og får hægtet alle fra mig, foruden Vittus Heilmann der er foran mig og Martin der holder fast bag mig. Det er en fantastisk opstigning, som jeg faktisk nyder 🙂 Jeg elsker at kører rundt i labyrinten, op og ned, op og ned, hen og ud, hen og ud, ned, ned, ned og atter ned, wuuuuhuuu.

Vi begiver os ned ad Morderbakken, hvor jeg 2 gange tager skiene af og løber ned, fordi det bliver for usikkert for mig (alt for stejlt). Martin overhaler mig ned ad og kommer først ned til fjorden. Foran os er der 10 km. på fjorden, ret ensformigt og en kedelig strækning, men som alligevel er helt fantastisk. Solen skinner fra en skyfri himmel, isen er smuk, omgivelserne er bare en drøm, det er rent kærlighed <3

Jeg får startet ud på fjorden lidt før Martin, og kører med samme tempo hele vejen rundt. Tænker på min gamle træners, Malik Reiding, gode råd “kør som et stærkt stabilt lokomotiv tog” Jeg føler at jeg har et perfekt flow og 1, 2, 3, så er de 10 km. kørt.

Forresten så opdager jeg hurtigt i starten af turen at der kun er en der har kørt i de splinternye spor jeg kører i, det er Vittus. Han har kørt ACR i mange år og er en meget erfaren langrendsløber. Jeg overlader kørslen til ham og følger alle hans spors bevægelser. Skiftede han spor, så gjorde jeg også, kørte han udenfor sporet, så gjorde jeg også, jeg fulgte hans spor ned ad bakker og op ad bakker.

Så er det faktisk kun turen op ad Morderbakken, 3 km. opstigning, tilbage, så er dagens strabadser overstået. Af med skiene og få de søde frivillige ved den sidste drikkepost til at spænde dem fast på min rygsæk. På med skistavene igen og påbegynde den lange vandring opad. Det går smadder godt, specielt fordi at jeg følger Vittus spor (han har også taget turen op gående).

Jeg kommer i mål i campen, meget glad og overrasket over min præstation og placering, lørdag eftermiddag kl. 13.54, det har taget mig 3 timer og 54 min at kører de 32,4 km.

Skavanker fra dagen: forfrysning på spidsen af min venstre tommeltot og et par sprungne vabler på svajen af fødderne (< det er først noget jeg opdager, da jeg tager mine strømper af, så det har ikke generet, heldigvis).


En sød sundhedsplejerske praktikant tager sig kærligt af mig.

Efter at have skiftet tøj, fået fixet skavanker og fået massage, har jeg behov for at ligge mig ned og reflektere lidt over turen og dagen. Jeg ligger mig på en madras blandt tøjet og meditere lidt.

Folk begynder at komme i mål og larmen spreder sig.
Vi møder Nina og Jonas der netop er kommet i mål, de har en dejlig nyhed. Jonas har friet til Nina på toppen af Morderbakken. Iiiih altså <3


De nyforlovede Nina og Jonas <3

Traditionen tro, er der lækker grønlandsk proviant, som bliver serveret af de sejeste hundeslædekuske.

Søndag den 2. april 2017 – 3. dag
Skolen skinner fra en skyfri himmel, det er minus 32 grader og det er sindssygt at komme ud af teltet her til morgen. Shiiiiit det er koldt.

Jeg har sovet bedre, ikke sammenhængende, fordi at det er så koldt, er vågnet flere gange hvor jeg frøs, men er i bedre humør end morgenen før. Jeg er rigtig nervøs og spændt på dagens strabadser, specielt fordi at det er SÅ koldt, men også fordi at jeg er lidt bange for at skuffe mig selv og er i tvivl om jeg overhovedet kan holde min placering.

Martin hægter sig på mig(som vi har aftalt). Lige før start, skal jeg tisse, hele 3 gange og ryster af kulde og lidt af skræk. Dagens rute er den omvendte vej fra dag 1; altså halvt op til labyrinten, ned igennem flaskehalsen, de sindssyge 11.3 km. sløjfe tæt på Sisimiut og de sidste 6,7 km. til mål.

Det er virkelig virkelig koldt, mine hænder er frosset til, jeg kan ikke rører dem og er begyndt at blive bekymret for om det er ved at en alvorlig sag med mine fingre, puuuuha de er frosne. Jeg bruger mine arme lidt ekstra, svinger dem mere end normalt og prøver virkelig at få blodet til strømme ned i fingrene og varme dem. Det bruger jeg rigtig lang tid på, mens jeg kører. Da varmen begynder at strømme ned i de frosne fingre, dunker det smertefuldt, aaaaaaaaavv.

Lynhurtigt hægter vi de andre fra os, vi drøner efter Vittus (som vi aldrig ser, fordi at han er så hurtig) og har et tempo på vej op mod drikkeposten før labyrinten. Jeg springer opfyldningen på drikkeposten over og drøner videre. Vi skal ned ad bakke og jeg ved at det bliver en kamp for mig, så jeg har brug for forspring. Ned ad bakken bliver jeg overhalet af Martin, men som dagen før, så haler jeg hurtigt ind på ham og overtager føringen.

Vi kommer hurtigt til flaskehalsen, hvor det går nedad og så meget nedad på et tidspunkt, så der er et “Skiis off” område, et sted hvor alle skal tage skiene af og løbe ned i stedet (af sikkerhedsmæssige årsager). Vi smider skiene og så løber vi afsted. Vi løber og løber, løber og løber og løber rigtig meget. Jeg når at tænke flere gange, “øøøh har jeg overset skiltet hvor vi må tage skiene på igen?”, for det er virkelig et langt stykke vi løber. Endelig kommer skiltet frem og vi får skiene på igen og drøner mod Sisimiut og de sidste 17 km. penge.

11,3 km. sløjfen, er som forventet forfærdelig, der er virkelig langt og jeg fryyyyyyyyyyser. Da vi vender ved en hytte tæt på Sisimiut, er vi nået halvvejs. Her kan jeg mærke at jeg bliver træt og faktisk ikke rigtig gider mere, jeg overvejer at sakke bagud og kører mit eget show og lade Martin køre fra mig. Martin tager over og trækker mig lidt et par gange på denne strækning, og jeg skal kæmpe lidt for at holde fast. Bag os er der Raamo, ældre herre fra Sisimiut, som har ligget bag os i et stykke tid.
Endelig kommer vi til den sidste drikkepost, 6,7 km. fra mål, jubiiiiiiiiiii. Hurtigt får vi tanket op og skynder os afsted igen (for at undgå at blive for kold).

Det er de længste 6,7 km. ind til Sisimiut, puuuhaa. Der er intet glid i skiene, sporene er drøje, jeg har bagglid og er træææææææææt. Vi køre lang tid i skyggen (nedenfor Nasaasaaq), hvilke virkelig trækker tænder ud.
Da vi kommer ind til kanten af byens skiløjper, møder vi Niels Tuutu Berthelsen, der kommer den anden vej. Det var helt rart at se liv og ham og ud af min mund kommer der et udmattet “jeg er træææææææææt”, hehe, et lille forsøg på at få medlidenhed 🙂

Da vi omsider når ind til arenaen, er det jo en fantastisk følelse, glade for at det her vi har gang i snart er overstået og at vi kan slappe af igen. Martin overhaler mig og spurter i mål 😮

Qaaaaa Martin, nu har vi fulgtes ad de sidste 2 dage, jeg har trukket og trukket, også kører du fra mig 50 m. før mål? Come on… Hahahahahahahaa.

33,4 km. kørte jeg på 3 timer og 5 min.

Da jeg kommer i mål, bliver jeg mødt af dejlige Tupaarnaq, som fortæller mig at jeg er den første kvinde der kommer i mål på 100 km. Hah? Really? Det betyder så at jeg rent faktisk har vundet? AJUGAAAAAAA 🙂

Tak for denne gang, det var frygteligt fantastisk og selvom jeg svor flere gange at jeg alrdig skal udsætte mig selv for dette her igen, så SES VI næste år, jubiiii jeg glæder mig.

Tak fordi at du gad at læse med <3

Arctic Circle Race 2016 – endnu en fantastisk oplevelse

Det er 6. gang jeg deltager i Arctic Circle Race, og 2. gang jeg gennemfører 160 km. 🙂

Jeg tilmeldte mig først 3-4 uger før løbet, fordi at jeg havde været usikker på om jeg overhovedet skulle deltage. Jeg synes ikke at jeg havde fået langrendstræning nok, har haft vild travlt med mit arbejde, med friviligt arbejde i forbindelse med Arctic Winter Games og med et spændende livsstilsændringforløb for en flok dejlige mennesker i 12 uger. Alt dette har virkelig hevet en masse timer ud, så der ikke har været nok langrendstræning til mig.

Men en dejlig ung pige, som jeg træner crossfit og spinning med, trak og vi lavede en aftale om at vi skulle køre sammen og komme i mål søndag, som var en begivenhedsrig og vigtig dag for hende. Inequ-nnguaq

IMG_0523

Siden nytår har vi trænet sammen, næsten hver dag og været bevidste omkring kost og livsstil generelt. Træningsprogrammet har stort set, set sådan ud, i alle ugerne op til Arctic Circle Race:

Mandag: Skitræning med NSP (typisk intervaltræning)
Tirsdag: Endurance løb og crossfit
Onsdag: Spinning og styrketræningsøvelser
Torsdag: Skitræning med NSP og crossfit
Fredag: Crossfit
Lørdag: Endurance løb og crossfit
Søndag: Langtur på ski

IMG_1018 1379649_1035473979850869_1954340546032159875_n

Hjemmefra pakkede vi vores løbstøj i poser, så det var lige til at tage op, fik lavet maden (det gjorde Jacob 🙂 ), handlede energigel og energipulver og gjorde så meget klar som muligt, så vi kunne bruge dagene i Sisimiut, før løbet, til at hygge og lade op.

IMG_1101

Det er en smuk solrig morgen i Nuuk, onsdag den 30. marts, på min fødselsdag, kl. 8.05, da vi tager afsted fra Nuuk til Sisimiut. Flyet er fyldt op med ACR atleter. Aviaja og jeg sidder sammen og er nervøse for det vi skal ud i om et par dage 🙂

IMG_1112

Vi lander i Sisimiut tidlig formiddag, hvor vejret er endnu bedre <3 Solen skinner fra en skyfri himmel, sneen knitre fantastisk og byen summer af ACR stemning, FANTASTISK!

IMG_1116

Inequ, Jacob Nitter og jeg var så heldige at blive inlogeret hos min dejlige veninde og kollega Karin og hendes lige så skønne mand Elias. De bor i et lækkert stort hus, lige ovenover arenaen, mere perfekt kan det ikke blive.

Vi får lagt vores bagage og en, to, tre, så er vi ude på løjperne, for lige at fortælle Sisimiut og løjperne at vi er her.

IMG_1117

Vi tager en dejlig runde på 5 km. sammen med Carsten og Luffe. Nuuuuaaannn…. Og tager lige en runde til, da vi møder Michael Collin og hans norske gamle klassekammerat.

IMG_1122

Onsdag aften laver Jacob lækre rensdyrbøffer, dejlige kartofler og jeg laver salat til, så vi med en god middag kan fejre min fødselsdag. Og da vi, Jacob og jeg, også er i Sisimiut som repræsentanter for Air Greenland, tager vi kl. 20.00 ned til sponsoraften i Taseralik. Der bliver serveret mad og drikke, og Anne Linnet giver et par gode numre. Jacob får også arrangeret en fødselsdagsang for mig og Ulrik Ghisler (ham der har opfundet thorax traineren), som er der som træner for Kronprinsen.

Torsdag er dagen hvor alle atleter sammen går ned til kirken, er i kirke og til informationsmøde. Det er også dagen hvor sommerfuglene i maven til tider kan være ustyrlige, hvor skrækscenarier dukker op inde i hovedet, håb om at alle de 160 km. kan blive kortere og hænderne engang i mellem bliver fugtige og klamme ved tanken om det vi skal ud i.

Inequ og jeg tager også hinanden i at være spændte, men kigger også hinanden dybt ind i øjnene flere gange og siger “vi gennemfører!”.

IMG_1130

Racedag nr. 1 – Fredag den 1. april 2016

Vi står op kl. 7.00 fredag morgen, for at pakke færdig, spise morgenmad og lade op til starten, som er kl. 10.00. Seneste check-in tid for bagagen der skal køres ud til campen, er kl. 09.00. Vi pakker alt der skal være klar til os i campen, når vi flere timer efter når frem (skiftetøj, mad, soveposer, toiletsager osv.).

Jeg kan mærke at jeg er rolig og klar (det plejer jeg ALDRIG at være, tværtimod plejer jeg at være bange og ude af mig selv). Inequ er også ganske rolig, selvom hun engang i mellem giver udtryk for at hun er spændt.

Vi tvinger alle tre (Inequ, Jacob og jeg) morgenmaden ned, mens vi hygger os og Jacob coacher os i at være realistiske og ikke dramatiske 🙂 Jeg beklager mig over at vi lige skal lave loopet omkring ungdomsklubben og skal omkring løjperne i byen, før vi bliver sluppet løs ud i baglandet. Ganske stille og roligt bygger jeg panik op omkring turen… Så siger Jacob helt tørt “uanset hvad, Mette, så bliver de 160 km. ikke kortere”! Hahahahhaha fantastisk. Et par dage før, da vi er ude og køre på løjperne, fortæller jeg glad og stolt, at jeg coacher unge mennesker i at få succes med eksamen, og en af de ting jeg beder dem om, under forløbet er at holde et lignende oplæg (som eksamen) for deres familie eller kollegaer, for at tage toppen af nervøsiteten. Det kan være vildt grænseoverskridende at holde oplæg for dem der er en nær.
Vi kører forbi tøsebakken og Jacob siger, “godt så slutter vi dagens skitur af med at tage tøsebakken”. Min reaktion er “NEJ! Jeg skal ikke op på den bakken!”. Men sjovt nok og heldigvis, så kommer vi op og jeg får en god føling af den, så jeg på løbsdagen kan komme godt og sikkert ned ad den 🙂 Så Jacob er min selvudnævnte coach!

coaching

Kl. 09.00 begiver os ned mod arenaen.

Vejret er perfekt; sol fra en skyfri himmel, næsten ingen vind og – 15 grader 🙂

Kl. 09.45 går vi ind i arenaen og gør klar til start.

12885729_871146586340655_2200962023265486116_o
Billedet er fra ACR’s FB side

Vi har aftalt med Charlotte Bech at vi følges ad, og at vi i starten skal tage det stille og roligt, så vi ikke forsvinder fra hinanden. Der er trods alt 234 deltagere…

Starten bliver skudt i gang af Qeqqata kommunias Borgermester Hermann Berthelsen, og off we go. Først et lille loop, ud af arenaen, rundt om ungdomsklubben (eller hvad det er) og tilbage mod tøsebakken / kvajebakken, for at drøne op ad den og ned igen(med publikums håb om sjove og skøre styrt ned; men sorry det kom ikke fra os, det overlod vi til andre) og så er det ellers bare derudaf.

Fra Arenaen til K1 (som er den første drikkepost, ca. 7,3 km. fra arenaen) kører det bare derud af, god fart og fantastisk fører. Jeg har det fantastisk i kroppen, alt kan følge med og min bekynring om at det første stykke vil gå ondt helt ind til marven, må jeg gøre til skamme. Da vi kommer til K1, klager Inequ over at det er hårdt. Jeg prøver at berolige hende med at det er kroppen som er i chok og at det snart går over.

Vi fortsætter ud mod liften, hvor K2 er placeret. Jeg har det fantastisk og glider bare derud af. I min iver og glæde over at det går så godt og at jeg nyder det, kommer jeg til at kører fra Inequ og Charlotte. Jeg sænker farten og satser på at de indhenter mig inden længe. Jeg følges med Marie Fleischer op ad den lange bakke mod skiliften. Hun spørger mig håbefuldt på et tidspunkt “Er det værste nu overstået”, 🙂 Der må jeg desværre sige nej, dette her er kun starten.
Inequ indhenter mig ude ved K2. Det viser sig at Charlotte har fået problemer med sine skistøvler og nogle vabler, så hende ser vi først igen, ude i campen.

Vi får en smule ribenasaft og en håndfuld boller, så drøner vi ud mod udsigten og K3. Turens absolut smukkeste sted, på vej mod udsigten og når man når udsigten bliver man blæst omkuld. Den udsigt slår benene væk under mig og jeg råber begejstret “Wooooooow hvor er her smukt” og tager en masse billeder.

IMG_1171 IMG_1181

Der er et sted på vej ud mod udsigten, hvor det er stejlt, så det for nogen af os godt kan betale sig at tage skiene af og gå op. Det gør vi også, jeg følges med triatlet Sebastian op (som viser sig vil dukke op omkring os alle tre dage 🙂 ) og Inequ følges med Ane fra Sisimiut bagved os. Det er første gang at Sebastian både er i Grønland og rent faktisk også står på ski. Det viser sig også at Sebastian har læst min blog om min ACR tur i 2015 🙂

Vi når K3, som er det sted, der i min verden, først og fremmest skulle overståes, da højden er lidt udfordrende (det er gået op, op, op og atter op, men også ned, ned, og atter ned). Vi er glade og har masser af energi.

Mellem K3 og campen (som er drikkepost nr. 4, altså skal vi køre igennem campen og videre ud på de sidste 23 km. derefter), kører jeg et stykke foran Inequ og har mit moment lige der. Det er en følelsesladet tur for os, da vi har et mål, som er at få Inequ i mål søndag den 3. april, hvor hendes afdøde mor ville have haft fødselsdag. Vi har aftalt at vi kører i mål i Sisimiut, solen skinner og vi græder af glæde 🙂 Jeg synes at det er et smukt projekt.

Som sagt kører jeg der i min egen lile verden, solen skinner for vildt, bjergene er de smukkeste, løjpen er sindsyg skarp, jeg har det perfekt i kroppen og får et strejf af lykkefølelse lige der midt i ingenting. Jeg kigger op i himlen og kommer i tanker om min afdøde far, sender ham en masse tanker…. OG pludselig slår det mig…. Han har fødselsdag i dag, fredag den 1. april. Det gjorde lige vores tur endnu mere dyb og følelsesladet.
Jeg bryder ud i gråd og får lige snakket lidt med ham; takker ham og sender ham kærlighed. Så bryder jeg ud i sang “Qulleq ikumavoq, uanga kisimiikkama….” 🙂

Jeg er sikker på at der er mange af os, der vil blive indlagt på den lukkede, hvis folk så hvad der foregik ude på de løjper, når vi havde vores egen stunder. Sang, gråd, grin, råb, skrig, latter, apati, angst, glæde, irritation, stilhed, larm, smil og meget meget mere, hahhahahahahahha 🙂

index

Vi når campen, hvor den 3. mand netop er kommet i mål, Erik Amondsen. Vi fortsætter ud mod en pynt, før vi kører forbi campen igen og ud mod den skønne labyrint. Herfra mod K5, går det op, op, op, op og atter op ad, og hold k… jeg elsker det, det er lige mig 🙂 Da jeg kan se drikkepost K5 kan jeg hører at der er en som hepper på mig. Siden jeg fik at vide at Malu Sandgreen skulle være drikkepost frivillig har jeg sendt ønsker om at hun stod ved K5 🙂 Og rigtig nok, det er Malu som hepper på mig 🙂

12801545_10153533396161334_3631479820149759816_n

Jeg får en kop kaffe hos Malu, mens jeg venter på at Inequ kommer til drikkeposten.

12916710_870870716368242_9196760012994604019_o
Billedet er fra ACR’s FB side – K5

Fra K5 til K4 går det ned ad, ned, ned og atter ned. Hold op det var fedt. Dem som kender mig godt, ved at jeg har det svært med bakker nedad… Men det er slet ikke noget problem ved dette års ACR. Jeg tager bakkerne ned, som om at det var det mest naturlige, wuhuuuuu. Når der kom skilte med “Steep 10 %”, blev jeg en smule nervøs, MEN så kunne jeg hører min selvudnævnte coach inde i hovedet “hold nu k… kvinde”, slap tankerne og kørte afsted, iiihhhaaarh.

Vi når K4, som ligger på vej ned ad en velkendt (fra andre år) flaskehals, får lidt indenbords og begiver os mod campen.

Til campen er der 4,5 km., hvoraf 2 km. er op, op og atter op. Resten er stortset “lige ud”. Vi når frem til målet og jeg guider Inequ ind foran mig, så hun kan komme i mål som den første <3

56,7 km blev kørt på 7 timer og 20 min. – fantastisk og herlig tur.

IMG_1271 12719468_871160176339296_8099016369953116042_o
Billederne er fra ACR’s FB side

Resten af dagen og aftenen går med massage, spise og hygge med de andre atleter.
Før vi tog afsted, havde vi ønsket at bo i telt sammen. Men da der var gået et eller andet galt i oversigten, blev vi skilt ad. Heldigvis skulle vi bo med folk vi kendte, så det var ikke så galt.
Jeg var så heldig at skulle bo i telt med Uiloq Slettemark, nuann 🙂

12961191_871673069621340_4741681531967370288_o
Billedet er fra ACR’s FB side – Hun er så sej! Blev nr. 2

Racedag nr. 2 – Lørdag den 2. april 2016

Vi står op til endnu en fin og solrig dag, lørdag morgen kl. 7.00. Jeg har sovet ok, vågnet lidt hist og pist, hvor kroppen lige skulle finde en ny stilling i det hårde underlag.
Jeg får tilberedt mit morgenmad (marathon-grødet 🙂 ), lavet en god kop kaffe og min energidrik blanding. Humøret i madteltet er i top og folk er glade.

Jeg er en smule øm i mine lår og mine småtæer, ellers har jeg det super og glæder mig til dagens 48,5 km. strabadser. Inequ ser også frisk ud og er glad (det er den pige altid (næsten 😉 ).

En times tid før løbets starts besøger jeg lige min sygeplejerske Atsa Mina (det er min veninde Evi Kreutzmann’s faster, som vi andre også har adopteret), for at få tapet et par af mine skrøbelige tæer. Bagefter er det toiletbesøget, som er noget for sig selv… Du skal virkelig forberede dig og pakke dig ind, før besøget.

12932705_10153533396191334_3959466678939131080_n

12932654_10154018256719799_6860751121535434488_n
Her er det lige ved at gå galt, hahahahha. Billedet her er venligst lånt af Birgitte H. Lyberth

Starten til løbet bliver i gang kl. 10.00.
Igen har vi aftalt med Charlotte at vi følges ad.

11222942_10209496896244457_3946758432063160064_n
Klar til start med Ittu 🙂

12888567_871492962972684_7292380904392271512_o
Billedet er fra ACR’s FB side

Vi starter ud fra campen og kører op mod K3, så vi starter hårdt ud med op, op, op og atter op. Fra K3 tager vi ud og vender ved den smukke udsigt til fjordene og ned, ned, ned mod K4. Der er her lange fantastiske passager nedad, hvor du kan blive i sporene og kører laaaaaaaaangt ned, naaah nuaannn. Jeg skreg i vilden sky af glæde over den fart jeg havde, det var så fedt.

Der er kendte mennesker omkring os, det er dejligt. F.eks. Angajo, Ege, Mette, Ane, Mads osv. nuann 🙂

12931079_10153525223996334_2698808126634603946_n 12916221_871414069647240_7298403853853466704_o

Vi når K4, får lidt at drikke og en håndfuld boller, og gør os klar til at køre op ad labyrinten (den omvendte vej end dagen før). Så her skal vi også op, op, op og atter op ad bakke. Det er lige mig, jeg elsker den bakke <3

Jeg når op til K5 før Inequ, får mig en kop kaffe (det er ved at blive en vane, at få en kop kaffe deroppe 🙂 ) og spiser lidt. Inequ kommer til drikkeposten, skynder sig at få en tår saft, så er det afsted igen. Herfra går det stort set ned ad hele vejen til første fjorden. Men før vi når den, så er der lige den berygtede MORDERBAKKE. Alle år, har jeg i rigtig godt tid taget skiene af, da det er en laaaaaaaaang og til tider stejl nedkørsel. Men i år kører jeg sag’sus’me halvvejs ned (har beviser 🙂 jeg møder Jacob Nitter halvvejs nede, som filmer mig 🙂 ), jubiiiiiiiiiiiiiii stor sejr for mig.

12885721_871167586338555_7716348012915544306_o
Billedet er fra ACR’s FB side

Da vi når fjorden, vil Inequ lige tisse, og Niels (journalist fra Sermitsiaq) som vi har fulgtes lidt med (og som undervejs fortæller mig at han konkurrere lidt med mig (WTF?)), kører ud på fjorden og giver den gas. Jeg siger til Inequ hun skal skynde sig og følge mig. Og off I go, der går fanden i mig, og Niels skal bare indhentes og overhales. Jeg kører de 9,5 km i et flow, samme hastighed fra start til slut. Det var feeeeeeeeedt. Fik jeg indhentet og overhalet Niels??? JA DAAAAA 😉

12916328_871436846311629_7812884245847345167_o
Billedet er taget af sejeste Steen Olsen ude på første fjorden

Jeg venter på Inequ ved drikkeposten på fjorden, når at få en kop kaffe og tisse af, før vi kan begive os op ad MORDERBAKKEN 🙂 Vi tager skiene af og vandrer op sammen med Niels og en Triatlet Jesper. Det er en dejlig tur op, der hyggesnakkes, grines og smiles 🙂

48,5 km blev kørt på 6 timer og 6 min. – dejlig tur og Inequ’s favoritdag 🙂

Massage, hygge, spisning og socialisering står den på resten af dagen.

12932887_10153533395731334_6825416567196106831_n 12495099_10153533395656334_7002494325691669339_n 12919822_10153533395751334_8960508458004191104_n

Racedag nr. 3 – Søndag den 3. april 2016

Vi står op kl. 06.00, vi skal nemlig have nået at pakke alt sammen, så vores bagage kan komme med tranporten tilbage til Sisimiut. Vi skal også nå at få noget morgenmad, blive tapet sammen, tisset af og gøres klar. Jeg har sovet fantastisk og har lyst til at sove videre, da min alarm ringer. Men op skal vi jo, så vi står op og pakker sammen.

12417558_10153533396401334_3909364599623586286_n 12932588_10153533396321334_1263378096147142728_n
Jacob
Nitter er 100 % klar til dagens løb – Michael Collin, Nivi Geisler og Aviaja Heilmann klar til start.

Kl. lidt i 9, står vi klar ved start, glade og forventningsfulde over at vi skal hjem og i mål i dag.

Campen til K4 (slugten ved flaskehalsen), går det bare derud af. Vi er fanget i en klump langrendsløbere, som skiftevis overhaler os og lader os overhale dem. Men det går godt og energien er i balance.

12916937_873855942736386_5067511876181570426_o
Billedet er fra ACR’s FB side

Fra K4 til toppen af labyrinten, hvor drikkepost K5 er placeret, går der fanden i mig, og jeg drøner op som en anden lokomotiv, bang bang bang bang. Overhaler rigtig mange, og vupti, så er jeg oppe ved drikkeposten, kaaaarh jeg elsker den bakke 🙂
Jeg står og venter et stykke tid, og der komme Inequ med en stor flok. Hun er irriteret over, ikke at kunne slippe af med flokken. Hun får lidt at drikke og lidt boller, så er vi afsted igen. Ned ad bakke, men med træg ski :o/ jeg stager ned ad bakke og en smule blæst er begyndt at dække sporene til, aaarghh.

Da jeg når ned fra Labyrinten, er jeg færdig, fuldstændig energiforladt, puuuha. Jeg møder heldigvis Najaaraq, fra skiklubben i Nuuk, som ser ud til at have det værre end mig. Hun har nærmest opgivet det hele, og jeg får lidt ekstra energi og siger “Nej, kom, vi kører videre”. Vi skal ud forbi en 5 km. pynt før vi når campen, og det er en KAMP. Ingen glid, ingen spor og massevis af bagglid, aargghh, jeg bliver hidsig og gider sku ikke det l…

Men vi når frem til campen, får smurt ski igen og får lidt indenbords. Inequ når os, og vi begiver os op mod K3, som er op, op, op og atter op. Jeg føler mig som en kæmpe elefant, bong, bong, bong bong…

Capture

Vi når omsider K3, fylder os op hurtigt (vi skulle jo nødigt blive overhalet af vores konkurrenter 😛 ) og fortsætter ud mod udsigten. Sporene er der ikke, løjpen er blevet iset og pløjet fuldstændig til, så det ikke længere er sjovt at køre ned ad bakke, nærmest livsfarligt 🙁

Der er et par steder, hvor det også er lige ved at gå galt, men det gør det heldigvis ikke. Vi bliver tvunget til at sætte farten lidt ned og bliver overhalet af psyko-ned-ad-bakke-kørerende, sangatak… 🙂

Vi skal ned ad den stejle bakke, hvor man skal tage skiene af, og her kurer vi på rumpen ned, Inequ, Najaaraq og jeg. Nede for enden af den bakke, smører vi ski igen, da vi ved at vi skal ud på en laaaang strækning, hvor det vil være godt at have god fæstne. Mens vi smører ski kommer Marie Fleischer drønende. Nogen tisser af ved løjperne og vi drøner afsted mod skiliften / K2.

Najaaraq og jeg får en god rytme og kører fra Inequ og Marie. Inequ når os ved liften.
Fra liften og til K1 går det ned ad af bakke i meget lang tid, hvilke er luksus, hvis ikke sporene drillede med is og pløjesne. Jeg stopper et par gange, hvor jeg overvejer at tage skiene af, men hører en velkendt stemme i hovedet “Hold nu k… kvinde”, og kører afsted 🙂

Da vi når K1, sidste drikkepost før Arenaen / målet, er der ikke mere at hive ud af mig, jeg er FÆRDIG!!!! Vi får os en kop kaffe og hjemmebagte muffins fra de frivillige, får lidt gel og energidrik, og får fart på, da vi kommer i tanker om, hvem der er i røven på os 😉

Der er omkring 5 km fra K1 til målet, og det er obligatorisk, de længste 5 km ever. Men vi er glade og bliver mere og mere rørte, jo nærmere vi når målet. Vi har gjort det, vi har haft kræfterne, vi er glade og vi er på vej i mååååååål.

Vi kommer storgrædende i mål begge to <3

12977027_874431926012121_5638335915897607616_o

53,4 km blev kørt på 6 timer og 7 min. – hård men endnu en dejlig tur for os begge <3

Det var som sædvanligt et fantastisk løb, jeg glæder mig for vildt til næste år 🙂

Hvis du er inspireret og har en lille drøm om at gennemføre ACR (enten 100 km. eller 160 km.), så hold øje med hvad Frederik Lundblad og jeg, har at byde på i efteråret. For at løfte en smule for det, så snakker vi om træningsprogrammer, coaching og sund livsstil, hen i mod ACR 2017 🙂 Du kan også skrive til mig, så vil jeg sende dig nyhederne, lige så snart at de kommer ud.

Mange tak fordi at du læste alle de ord, det betyder meget for mig 🙂

Vild drøm, opnormering, splittelse og teamspirit

Jeg drømmer for vildt natten til lørdag, sover vildt godt og dybt. Jeg drømmer at alt mit hår er barberet af, inkl. mine øjenbryn, at jeg er smadder sulten og står i kø ved en kantine. Der er ikke rigtig nogen der lægger mærke til mig i køen, hvilke er en enorm lettelse, for jeg er flov over at se ud som jeg gør. 🙂 I køen står Thure, Lasse og nogle af de andre løbere… Jeg gemmer mig og sniger mig op til maden. Til drømmeanalytikerne, takanna giv den gas og analyser 🙂

Da jeg står op kl. 05.30, kunne jeg faktisk sagtens blive liggende i min sovepose og sove et par timer ekstra, jeg har det lige så godt. Men op skal jeg jo, op og gøre klar og spise morgenmad.

Igen er det en hel utrolig smuk morgen, solen skinner fra en skyfri himmel, havet er spejlblankt, fuglene kvidre, blomsterne blomstrer, harperne piber blidt og englene synger “halleluja”(nå, det tog lige overhånd 🙂 ).

IMG_8175 IMG_8176

Vi sidder sammen og spiser vores morgenmad, drikker vores kaffe og nyder udsigten. Der er mere ro omkring lejren i dag, men summer også af glæden og spændingen over at det er sidste dag og at vi i dag når til Kapisillit.

Trekløveret, Simon, Marie og jeg connecter et par gange mens vi gør os helt klar til start. Vi er klar og glade 🙂

IMG_8231
Der er også plads til lidt sjov 🙂 Simon og Marie.

Vi aftaler igen i dag med Lasse og Michael C. at vi følges. Det er rigtig rart og betryggende. Marie Fleischer står også klar omkring os. Så hele holdet er samlet.

IMG_8235

Kl. 07.00 lyser startsskuddet og vi drøner afsted. Lasse forrest og os andre bagved. Vi vader over Qooqqut elven hånd i hånd og starter, også her, en stødt opstigning, der igen er ved at tage livet af mig. Haj-ja, alt i min krop modarbejder mig og vil meget hellere bare stoppe op og slappe helt af. Men det går ikke, jeg må bare holde ved.

IMG_8239
Vi ser alle 4 lidt brugte og meget koncentreret ud 🙂 Marie, Michael og Simon

Da vi er kommet op på det højeste, er der omkring 5-8 km. rimelig lige rute, over til den første store stigning langs et vandfald. Vi småløber lidt hvor vi kan og indtil vi når til et stort stenskred.

I mellemtiden opdager vi at vi har 6 på slæb. Det er Dennis, Ditte, Pele, Rene, Victor og en fyr med hestehale (kan ikke huske hans navn). Og længere bagude indhenter seje Ittu os. Så vi er nu oppe på total 13 mennesker. Det er ikke skide godt. Der sker et eller andet interessant for vores oprindelige gruppe på 6-7 mennesker, humøret går ned, vi overholder ikke aftaler eller de pauser vi har brug for. Mere om det senere.

Efter stensskredet skal vi langs en sø, for at komme over til en skøn elv, som vi flot og elegant hopper over. Det var en virkelig smuk elv, som virkelig gør indtryk.

Vi skal op ad en rimelig stejl stigning langs et vandfald, som er rimelig hård. Men igen 1, 2, 3 så er vi faktisk oppe og kan nyde den smukkeste udsigt tilbage mod den dal vi netop er kommet fra.

IMG_8245

Lige efter billedet er taget, ser vi to rensdyr og et kridhvid hare stå og snakke sammen. Det er en hun-rensdyr med sin kalv. Det er fantastisk at se dette. Haren opdager os først og flygter, derefter er det kalven og moderen der hopper for livet. Men stopper lige op for at nærstudere os lidt. Så er de væk 🙂

Vi fortsætter op ad en dal.

IMG_8246

Gruppedynamikken er stadig ikke optimal, det er som om at vi ikke kan finde hinanden, humøret er lidt underligt, der er lidt irritation i luften og vi er lidt presset.

Vi kommer til det sidste fjeld før fjeldet der fører os ned til Ittinnera og Kapisillit. På dette sidste fjeld, skal vi ned ad en skrænt fyldt med stenskred, som vi kan huske det fra sidste år. Selvom at vi siger at vi ikke skal ned så højt oppe, vælger Lasse at tage ned et stykke tid før os andre. Ittu, Marie, Marie Fleischer, Michael C. og jeg vælger at gå ned længere nede ad skrænten, så det ikke er så voldsom en nedstigning vi skal ud i. Alle de andre følger os.

IMG_8249

Jeg tror at det er her at adskillelsen og splittelsen af gruppen rigtig starter.

IMG_8253

Da vi endelig kommer ned af skrænten er Lasse langt langt væk. Vi gør vort aller bedste for at nå ham og når ham da også omsider. På det her tidspunkt har jeg ønsket en pause til at spise og få fyldt mine drikkedunke op flere gange, men tidspunktet har ikke rigtig været der. Men endelig finder vi en elv, hvor vi i det mindste kan fylde camelbagene op og lige få tisset af. Mens Marie og jeg fylder og tisser af ( 🙂 ), løber de andre overraskende videre og er væk!

Men ajunngilaq, vi prioritere at få fyldt drikkedunkene op og prøver at følge efter de andre. På det her tidspunkt har Ittu og ham med hestehalen ( 🙂 ), valgt at fortsætte op ad fjeldet for at holde sig højt oppe.

Vi når de andre, som sidder og får sig lidt at spise, med udsigt direkte ned til bunden af Ameralik, paradiset, det smukkeste sted.

IMG_8258

Jeg når lige at pakke min madpakke ud, da de andre sætter igang igen. De har besluttet at løbe ned til Ameralik og fange en løbesti der er dernede. Men jeg holder fast på at blive oppe i højden, fordi at jeg er bange for at jeg ikke længere kan følge gruppen og er også lidt ked af at vi ikke følges ad mere. Og det er her vores gruppe bliver splittet. Det er lidt sørgeligt, men vi holder humøret oppe. Vi ved jo alle godt at løbet her er individuelt 🙂

Marie, Simon, Marie Fleischer, Rene og jeg fortsætter opad, mens de andre drøner nedad.

Vi går langs fjeldet med Ameralik på vores højre side, hele vejen med paradis som udsigt. Lykkefølelsen kommer engang i mellem og den lille gruppe hjælper hinanden frem.

IMG_8263

Hvad vi dog ikke gennemgår, de sidste 15 km. 🙂 3-4 vilde jungleagtige skove, hvor jeg på et tidspunkt bliver bekymret for om vi nogensinde overhovedet kan finde ud af disse Ameralik-skove, bange for at vi ville blive filtret inde og blive fanget for evigt og hvor Marie Fleischer på et tidspunkt får grineflip. Jeg er helt sikker på at Simon og Rene, fortryder lidt at de var taget med os, da vi var aller dybest inde i de mørke overfiltret skove 🙂

Men vi når naturligvis levende igennem og kommer over på Ittinnera fjeldet. Da vi kommer op på toppen af fjeldet, ser vi 50 meter foran os 3 deltagere. Det motivere os til at sætte farten lidt op. Men vi er alle løbet tør for vand, og det er virkelig en mangelvare her omkring Ittinnera. Vi leder og leder efter vand. Jo mere jeg fokusere på det, jo mere tørstig bliver jeg. Det er faktisk lige før at jeg pruster sand ud af munden, overlæben sætter sig fast på tandkødet og at jeg får lyst til at smide mig på alle 4 og fortsætte kravlende… Og liiiiige før jeg “dør af tørst” dukker der en elv op, jubiiiiiii, vi er reddet.

IMG_8266

Vi nærmer os for alvor Kapisillit, jubiiiii.

Vi kommer ned på stranden, som er de sidste 5 km. før vi når målstregen. Det er ret udfordrende hernede, da vi skal hoppe fra sten til sten, med tunge ben, trætte knæ og lidt ukoncentreret sind. Men igen, så kommer de ekstra kræfter op i os, og vi når igennem stranden med det gode humør og store smil.

Vi er lige ved at være der nu!

IMG_8272

Vi kommer i mål alle 5 hånd i hånd og er rigtig glade for at have fulgtes ad. NUAN!

Hele vejen havde jeg haft en masse grønlandske sange i hovedet, gået og sunget nogle af dem også. Jeg synes at det var sjovt at det kun var grønlandske sange jeg havde i hovedet og ville synge. Da vi når i mål, hører jeg pludselig at bandet (Tele Post Band 🙂 ) rent faktisk spillede det nummer jeg havde gået og sunget mest “Misigisaq” til ære for mig. Igggg mine dejlige ex-kollgeaer, TAK!

IMG_8275

Nuan, nuan, nuan… Den mest fantastiske tur ever, lykke, dejligt vejr, de bedste venner at følges med, den smukkeste natur, de dejligste dyr på vejen og bare et helt igennem skønt, smukt og fantastisk arrangement. Jeg glæder mig til næste års deltagelse.

Resultat hos mændene og hos kvinderen:

Thure Bastrup

Frederik Lundblad

Svend (ekspedient fra ITTU)

 

Miiti Lynge

Marie Lundblad / Mette Steenholdt

Marie Fleischer

HURRA HURRA HURRRAAAAAAH

P.S og NB, var så super heldige at komme med disse to smukke og seje piger hjem til Nuuk lørdag aften, qujanajulooq <3

IMG_8302