Vandring med de dejligste veninder – Kangerlussuaq – Sisimiut
Jeg har i mange år haft vandreturen fra Kangerlussuaq og Sisimiut, som to-do i min bucketliste. Corona-situationen fik bremset alle ferieplaner i udlandet, så jeg, sammen med min familie, fik mulighed for at explore vores eget land.
Den 16. juni 2020, hvor min veninde Magdaline og jeg skrev sammen på messenger, besluttede vi os for at vi ville vandre Kangerlussuaq – Sisimiut i år. Dagen efter spurgte jeg vores andre vandre-veninder om de var interesseret, og vores Evi bed på med det samme. Mine to skønne globetrotter-veninder, som jeg har oplevet en masse fede ting med de sidste mange år, rundt omkring i verdenen, naturligvis skulle det være os tre ❤️. Vi har sammen løbet Vasaloppet i Sverige, Birkebeineren i Norge, Nice halvmarathon, løbet Arctic Circle Race i Sisimiut adskillige gange og vandret og løbet Nuuk tynd sammen.
Vi, Magdaline, Evi og jeg, besluttede os for datoer og for at skulle vandre turen på 6 dage med 5 overnatninger. Vi fik bestilt og købt billetter, og så kunne forberedelserne gå i gang.
Hvis du er interesseret i træningen op til vandringen, udstyr, tøjet, maden og hvordan vi ellers forberedte os, så læs tidligere blog-oplæg.
Ankomsten til Kangerlussuaq
Lørdag den 15. august, efter 2 måneders forberedelse, mødte vi op i lufthavnen, spændte og glade for at det nu endelig var. Vi tog flyet fra Nuuk til Kangerlussuaq, landede kl. 10.15, fik tisset af og fyldt drikkedunkene og blev straks kørt ud til Kellyville af skønne Heidi Schermer ❤️
Kangerlussuaq – Katiffik
Fra Kangerlussuaq – Katiffik var der 24 km. Det er pænt langt og føles også meget længere oppe i hovedet. De første 10 km. er søerne saltvandssøer, derfor er det vigtigt at man får tanket godt op i Kangerlussuaq, så man har vand nok med. Det fik vi gjort og blev sendt smukt af sted af dejlige Hedi Schermer og sønnike, lige efter Kellyville (som ligger 12-15 km. fra Kangerlussuaq lufthavn).
Vi startede ud med en lille omvej, da arbejdet med grusvejen til Sisimiut er påbegyndt (de var nået 1 km. med vejen, fik vi fortalt af en af dem der arbejdede der). Så gik turen ellers langs spejlblanke søer og ud i den smukke grønne og efterårsfarvede natur ever.
Vi havde fået fortalt at den første del af turen var nogenlunde lige ud og motorvejsagtigt. Det er ikke helt rigtigt, fra Kangerlussuaq til Katiffik er terrænet varieret, op og ned, tørt og mos osv. Grunden til at jeg skriver dette er, at vi havde forventet tralallaallaaa hele vejen den første dag, men sådan var det ikke. Det var rimeligt hårdt og langt med 17 kg. rygsække. Men F…… det var smukt, virkelig smukt!
Vejret var perfekt, solen var begyndt at titte frem blandt skyerne og varmen ramte os hurtigt, så vi smed jakkerne. Vi var opmærksomme på kortet og fulgte hele tiden op på om vi var på rette vej, godt hjulpet af en meget tydelig sti og varder (vi elsker varder). Da vi efter 14 km. gåtur ville holde pause og spise lidt frokost, sad vi ved en sø og fik tørrede vores fødder (våde fra sved og mos). Det var skøøøønt.
Da vi efter en times tid ville gå videre, mistede vi lige et øjeblik stien, da vi var røget ud i et vådt område, men gik 5 min. i den retning vi formodede at møde stien igen, og vupti, der var den og vi var on-track igen.
Vi så 3 rensdyr på vejen, en af dem gjorde stort indtryk på os, da han var så majestætisk og total upåvirket af os. Smukt dyr.
De sidste par km. var det hårdt for skuldre, lænd og ben, kroppen var lidt i chok over de mange timers vandring med 17 kg. rygsæk. Hver gang vi lige smed rygsækken for at få lidt pause fra den, var det som om at vi lettede og var vægtløse. Vi lallede rundt som fulde mennesker, det var lidt vildt 😂😂.
Ifølge mit Suunto ur kom vi til Katiffik hytten, efter 23.76 km. vandring på 8 timer og 26 timer inkl. pauser. En lille bitte hytte med plads til 6 (hvis man pakker sig godt sammen), som ligger ud til Amitsorsuaq søen, som er en kæmpe 20 km. lang sø, så det ligner havet.
Vi havde hytten for os selv 🤗
Vi fik pakket ud, tændt for Jetboilen til opvarmning af vand til vores mad og gik ned til søen og tog et tiltrængt og friskt koldt bad.
Før vi tog afsted hjemmefra, havde vi alle tapet ankler, tæer, hæle og trædepuder for at forebygge mod vabler og skader. Ved ankomst blev al tape taget af og ved morgenmaden, gik vi i gang med en ny omgang taping. Og da vi brugte meget tid på det og var ret gode til det, oprettede vi med rette Bandagistforeningen. Hold da k… hvor vi tapede, hahahahahhhhaaa, vi blev enige om at det ville ende med at vi ville komme i mål i Sisimiut som mumier.
Katiffik – kanocenteret
Søndag den 16. august vågner vi ved 07:30 tiden, til det smukkeste vejr. Solen skinner ud over den gigantiske sø, Amitsorsuaq.
Jeg har sovet godt, selvom jeg brugte lang tid på at prøve at falde i søvn. Når man er 3 piger ude i den gigantiske ukendte natur, så kan man sagtens sætte tanker i gang, der ikke hjælper på roen. En lille lyd, stilheden, fantasien om Qivittut, psykopater, isbjørne og andet, kan sagtens sætte pulsen op. Men jeg ved at det ikke nytter noget, så jeg besluttede mig for at slippe de tanker, få ro i kroppen og faldt i søvn.
Vi står op, spiser vores morgenmad, taper på livet løst og pakker sammen.
Ruten langs Amitsorsuaq-søen er den nemmest tilgængelige, på hele ruten. 15 km. ligeud langs søen, virkelig smuk tur. På vejen synger vi Ole Kristiansens numre og hygger.
8,3 km efter Katiffik holder vi en lille frokostpause, får tørret fødder og skifter til tørre strømper. Vejret er skønt og vi er alle i godt humør.
På vejen ser vi et rensdyr og jeg møder mine første Tuullit (fugle der lyder som hunde).
Vi passere en gigantisk varde, som vi også har set andre har fået taget billede ved. Den er ret imponerende og vi får sat lidt præg på den, ved at sætte nogle småsten på.
Vi når frem til Kanocenteret allerede tidlig eftermiddag.
Kanocenteret er en kæmpe hytte, med 20 sengepladser.
Vi havde det hele for os selv. Vi pakker ud, finder madudstyret og skiftetøjet frem, tager ned til søen og bader (i det dejlige iskolde vand). Efter badet vasker vi vores tøj, så vi dagen efter har noget der er nogenlunde rent.
Da jeg går i gang med mit nye erhverv ”bandagisme”, og total uerfaren og amatøragtigt kommer jeg til at hive min compeed, på en vabel jeg har fået, af, så jeg hiver huden med, aaaaaaavvvv. Vigtigt råd, fra en efterhånden erfaren bandagist: HUSK at opløse det i vand, før du hiver dit vabelplaster af.
Ikke særlig fedt, med tanken om at vi ikke engang var nået halvvejs, skidt! 😱
Vi vælger det mindste værelse med 8 sengepladser, og vælger at ligge os sammen i en dobbeltkøjeseng 😅 3 fuldvoksne kvinder, ingen af os ville ligge alene (lidt fjollet, men trygt, hi hi).
Vi går tidligt i seng, da vi har en lang 33 km. vandring dagen efter.
Igen er det svært med søvnen, hytten er for kæmpestor og de to andre ligger uroligt. Men jeg falder i en dyb og tryg søvn alligevel.
Kanocenteret – Ikkattooq – Eqalugaarniarfik
Mandag den 17. august 2020, står vi op kl. 05:30, til endnu en smuk morgen med den sejeste solopgang over Amtsorsuaq søen.
De to andre har haft en dårlig nat, ikke fået særligt meget søvn og har haft mareridt. Vi får sat bandagistforeningens aktiviteter i gang og får tapet fødder og tæer, så de er klar til den lange tur vi skal ud på. Vi spiser morgenmad og får vores lille surprise fra Magdaline. Mens vi forberedte os på turen, blev vi enige om at tage noget surprise med hver især. Magdalines surprise til os var en lille frisk ingefær shot til morgenmaden 😊
Kl. 7.30 var vi klar til at sige tak for trygt husly til Kanocenteret og gik omtrent 3 km. langs Amitsorsuaq søen, før vi begav os ud på en fin og lækker slette/dal mod en anden kæmpemæssig sø, Tasersuaq. Den nåede vi til efter 11 km. vandring fra Kanocenteret.
På vejen blev vi mødt af 2 rensdyr, der nysgerrigt kiggede efter os og nylagte Moskusokse lort, men så aldrig dyrene.
Undervejs havde vi også passeret et vådt område, som var lidt træls. Her var første oplevelse af vores lifesavers på vejen, vores gummistøvler.
Lige en lille sidehistorie omkring gummistøvler. Det var ikke planen at vi ville have det med, da de vejer for meget. I stedet havde vi købt smarte gummi/latexcovers til støvler, som helt sikkert bruges til festivaller og lign. Men dagene op til vandringen, gik Evi’s veninde Nivi fra Sisimiut turen og havde et par gange rådet os stærkt til at tage gummistøvler med. I starten var vi lidt “Vi skal nok klare os uden”, men 10 min. før Torrak Fashions lukketid, dagen før vi skulle rejse, besluttede vi os for at følge rådet og købte vores gummistøvler. OMG, Nivi qujanarujussuaq 🙏
Ved Tasersuaq søen, hvor vi lige tog en lille pause og jeg havde behov for at endnu mere erfaring med taping på mit bandagist-CV (skifte tape på fødder og tæer), fik vi øje på et hvidt telt nede ved kanten af Tasersuaq søen. Den holdt vi nøje øje med, for tænk hvis vi var så heldige at de havde en jolle på søen og måske kunne sejle os tværs over, så vi kunne spare lidt. Der dukkede en kvinde op og straks var Evi på pletten og spurgte. Til vores store overraskelse ville de gerne sejle os over og bad os om at komme ned. 🙂 ❤️
Det var rensdyrjægere fra Sisimiut, Nikolaj, Maasi og Justine.
Det endte så med at vi blev sejlet, 11 km., helt ind i bunden af søen, til Itinneq, sejlede forbi Ikkattoq, så vi sprang en hytte over. Vi var meget taknemmelige og følte os meget privilegerede. Søen var fuldstændig blank og solen skinnede.
På vejen til bunden af Tasersuaq, Itinneq, fik Evi øje på et rensdyr og fluks, så var vi med på rensdyrjagt. Nuummiutterne, Magdaline og Mette, skulle tysses på undervejs, da vi var ved at skræmme dyret væk med bare snak 😊 Vi sejlede stille og roligt ind til kanten hvor rensdyret var og Maasi og Justine blev sat af. Maasi kravlede op mod dyret og skød det. Fedt at være med til.
Mens Maasi og Justine gjorde dyret klar til transport, sejlede Nikolaj os helt ind til bunden af Tasersuaq og vi hoppede af ved Itinneq, ca. 10 km. fra Eqalugaarsuit, som blev målet for dagen.
Da vi blev sat af, fik vi meget klare retningslinjer om hvor vi skulle gå hen. Pejlemærket var en ”kløft” i et fjeld langt ude i horisonten. Den skulle vi gå lidt til højre for, så ville vi støde på et skilt til turister. Når vi nåede den, så ville vi komme til stien vi skulle følge op til Eqalugaarsuit.
Men først tog vi vores frokostpause, af med sko og strømper og spise vores rationer.
Så gik vi 10 km. til Eqalugaarniarfik. Det skulle også være dagen hvor vi første gang skulle over en elv. Det havde vi alle set spændt frem til og havde helt sikkert haft vores fantasier om.
Efter overgangen af elven mødte os ca. 5 km. mos, sump og vådt område 😫. Det var virkelig nederen, besværligt, hårdt og samtidigt var vi godt i gang med at blive stegt af solen. Seriøst, det var ligesom at bevæge sig rundt i Floridas sumpområder på en alt for varm dag, puuuha. Heldigvis dukkede der ikke alligatorer, skildpadder og klamme insekter frem, men kunne godt lige have dukket en Airboat op, det ville have været sejt. Men, fokus på det gode, vi var faktisk enormt heldige med myg, der var ikke rigtig nogen.
Vi var godt trætte, da vi begyndte at forvente at se Eqalugaarniarfiks hytte. Meeeeen, det hele skal jo ikke være for nemt 😊 De sidste par km. til hytten er en lille stigning, hvor de sidste 300 m. er lodret opad. Det er rimelig hårdt, når man er træt. Da vi kommer op ad den første stigning, møder vi et tjekkisk ungt par, der har slået telt, ca. 200 m. fra hytten. Da vi nærmer os hytten kan vi se at der sidder 3 udenfor hytten og vi begynder at blive lidt spændte på om der mon er plads til os i hytten (for vi har efterladt teltet derhjemme og satser på hytterne hele vejen). Det er der, for der er plads til 6 mennesker 😅.
De 3 mænd er fra Ungarn og er IT nørder (hvis nogen skulle være nysgerrige, de skulle til Ilulissat og Nuuk efterfølgende. Det sjove er at Magdaline mødte dem i Qinngorput, da de var i Nuuk, hvor de lige havde været på Store Malene).
Til vores store skræk, finder vi ud af at der ingen elv eller sø er i nærheden, arrrgh, lidt besværligt, når nu vi gerne vil i bad, vaske vores tøj og have vand i nærheden hele tiden. Men vi finder ud af at der ned ad bakken (ca. 200 m. ned) er en kilde, som man kan bade i, drikke af og hvad man nu vil. Og en af de 3 mænd fra Ungarn er rigtig flink til at tage ned og hente vand til mad, kaffe osv., så vi ikke behøvede at slæbe rundt på det.
Området omkring Eqalugaarniarfik ligger i øvrigt i Aasivissuit-Nipaat-området, der er på UNESCO verdensliste.
Evi’s surprise til os, blev overrakt til kæmpe glæde, da vi havde fået skiftet tøj og var klar til mad. Hun havde slæbt en bakke Tapas og en alkoholfri øl med hele vejen, wuhuuuuu.
Eqalugaarniarfik – Innajuattoq
Vi står op kl. 07:00 tirsdag den 18. august 2020, til den smukkeste solopgang (igen, igen), efter at de 3 mænd fra Ungarn og det unge par fra Tjekkiet er smuttet.
Man starter med en fantastisk opstigning fra Eqalugaarniarfik, op ad et fjeld der læner sig op ad et andet kæmpe fjeld. Det var sindssygt smukt. Jeg elsker opstigninger, det er LIIIGE mig, kaaarh nuan. De første 15 km var magiske, noget af det smukkeste for mig, på hele turen. Da vi kommer op i højderne, kommer den mest fantastiske udsigt ud over kæmpe søer, fjelde der kæmper om at være smukkeste og et terræn der får dig til at snappe efter vejret.
Vi møder en lille rensdyrkalv der leder efter sin mor, av. Og da vi kommer op i højderne, overhaler vi vores Tjekkiske venner (ikke at det var målet 😇).
Da vi begiver os ned ad højderne, ender vi nede ved den smukkeste sø, ”Mattaliip tasia” (atserpara 😊 ❣️). Ned igennem en masse smukt grønt kratterat, langs en lille elv og ud til åbningen af søen, wooooow. Vi tager en lille pause, aftisning, opfyldning af drikkedunke og photoshoot pause. Vores unge vennepar fra Tjekkiet indhenter os og joiner os i photoshooting til deres bryllupsindbydelse (påbedutter vi dem).
Efter at have gået rundt om søen og vi kommer til de sidste 5 km. af ruten til Innajuattoq, ryger vi ind i mos-helvede, OMG. Thank God for our lifesavers, gummistøvler. Turen var lige ved at slå os (mig) ihjel. Det var virkelig besværligt og hårdt. På et tidspunkt rykker undergrunden sig, buldre og brager, under mine fødder. Aaarrgh total klamt, og hvor blev jeg lille bitte i denne kæmpe verden.
En tur på 20 km. fra Eqalugaarniarfik til Innajuattoq. Nedenfor hytten er der en kæmpe sø og 100 m. fra en elv. Vi fik badet, vasket tøj og hygget lidt med de tre musketerer fra Ungarn og de to turtelduer fra Tjekkiet. Vi fik smagt Ungarsk, saltet skinke og tørrede-ish æbler og Tjekkiske (hjemmelavet beef jerky af gris) specialiteter og de fik smagt vores skønne Marie’s hjemmelavet tuttu beef jerky, og Evis naturtørrede rensdyr. Der var plads til os alle i hytten, som havde 12-13 sengepladser.
Efter at have inspiceret dagens elvovergang og børstet tænder, gik vi i seng kl. 20.00, da vi gerne ville afsted allerede kl. 05.00 dagen efter. Turen fra Innajuattoq, forbi Nerumaq og videre til Kangerluarsuk tulleq, er ca. 35 km. Så en lang dag ventede os.
Innajuittoq – nerumaaq – Kangerluarsuk tulleq
Vi stod op kl. 04.00, onsdag den 19. august 2020, til endnu en smuk solopgang ❣️
Vi tapede, pakkede sammen, spiste morgenmad og tog vores gummistøvler på. Meget vigtigt at pointere det 😊 Vi havde nemlig aftenen før vurderede at vi sagtens kunne gå over elven i vores gummistøvler, så vi ikke behøvede at fucke op i vores taping og starte forfra igen.
Kl. 5.15 var vi klar, mens de andre sov.
Vi krydsede elven, uden at få våde fødder og begav os udenom søen der lå ved Innajuattoq hytten. Vi stod faktisk op sammen med dyrene, for på bare en lille time mødte vi 16 rensdyr, 2 tuullit og et par ryper. Midt inde i landet, langt væk fra kysterne, som om at de godt vidste at rensdyrjagtsæsonen var sat i gang 😊
Turen til Nerumaq var helt aldeles fantastisk, smuk og enormt tilgængelig. Det var en slags dal der gik nedad hele vejen, der var tørt og nemt at begive sig i. Vi skulle over 3 elve, hvilke vi fik succesfuldt gjort med gummistøvler, wuuuhuuu vi elsker gummistøvler! Vores bedste investering og kg.-øgnings beslutning.
Vi gik omtrent 10 km. med gummistøvler på ruten, total lifesaver, men er også rigtig hårdt for fødderne.
Vi mødte en fra Finland der gik den modsatte vej alene.
Da vi når til Nerumaq, efter 17 km. vandring fra Innajuattoq, krydser vi elven og tager en pause lige ved siden elven. Vi bruger godt en time der, til at tørre fødder, spise, være på luksus spa-ophold (bad i elven, massage, øjenbrynsplukning og hygge), før vi fortsætter.
Vi begiver os ud i de sidste 17 km. til Kangerluarsuk tulleq, i godt humør, solen skinner og varmer fra en skyfri himmel, der er lidt myg og augustfluer. Efter at have gået en lille halv time, bliver vi lidt irriteret over en rød helikopter der bliver ved med at kredse rundt ovenover os (højt oppe) og snakker om at de nok leder efter nogen. Men undrer os over at den flyver så højt oppe. ”Kan man da ikke få lidt mindfulness på sin tur?” 😊 Hhahaha
Så forsvinder den lille røde helikopter og vi kan få lidt ro…..
Vi undrer os lidt, men går videre og når til et område med højt begroet kratterat, skovagtigt område, hvilke var ret fascinerende at gå i.
Pludselig dukker der en kæmpe grå seahawk op i horisonten, op fra en skrænt og begynder at kredse omkring os.
Vi går lidt i panik og ved ikke hvordan vi skal agere, skal vi vinke, skal vi give thumbs up, vinke dem væk, lave et rullefald for at vise vi har styr på det eller hvad?
Bare lige pludselig være klar i soldaterposition, hahahah, (eeej).
Helikopteren kommer helt tæt på os, så vi står og holder om hinanden, for ikke at blive slynget væk eller pludselig blive hejst op og kidnappet (ej). Helikopteren stiger til luft og forsvinder og vi står som de største 3 ? ever. Hvad var det, hvad lavede de, hvem ledte de efter, hvorfor så tæt på os, var vi kommet til at trykke på nødopkald på mobilerne, spotten vi havde med eller var vores familier bekymret, osv. De tanker gik vi hver især med i et stykke tid. Svaret fik vi først i Sisimiut 😊
Vi krydser den store elv, i gummistøvler (🤩lifesavers) som render hele vejen ned til Kangerluarsuk tulleq. Og så bevæger vi os ind i det område jeg havde set rigtig meget frem til, nemlig området hvor vi har stået på ski, under de utallige Arctic Circle Races vi har deltaget i. Jeg havde sådan glædet mig til at se hele landskabet uden sne, og det var virkelig et smukt syn. Når vi lige fik det placeret, så det hele så bekendt ud. Virkelig fedt at se.
Sidste år, 2019, var der et kæmpe område, hvor der var fjeldbrand. Dette område gik vi forbi og det var sindssygt at se hvor stort et område der havde været berørt.
Ca. 5 km. fra hytten ved Kangerluarsuk Tulleq (den øverste, der er nemlig 2), tog vi en lille pause ved elven, hvilke igen var paradisagtigt. Stor brusende elv, solen skinnende fra en skyfri himmel, grønt kratterat omkring, de smukkeste fjelde der omgiver dig og ikke mindst selskabet, fantastisk.
34 km. og 13 timer efter den smukke morgen ved Innajuattoq, den mest smukke og længste vandring, ca. 3 km. sump og en stigning op på toppen af et fjeld hvor den sidste hytte vi skulle overnatte i lå, ankom vi til hytten.
Der er ingen elv lige i nærheden, så man skal gå lidt for at få noget vand, kan bade og vaske.
Til aftensmaden afslørede jeg min surprise. De to tøser havde under vores forberedelser snakkede om at de ville savne cola på turen, så jeg havde købt det næstbedste, nemlig Sun cola til dem. Ikke nok med det, så havde jeg i løbet af dagen samlet små-sten, som jeg ville sætte sammen til små minde-varder til dem. Uuuuhh der var ikke et øje tørt og lykken ville ingen ende tage ❤️.
Kangerluarsuk tulleq – Sisimiut
Vi vågnede kl. 06.30 torsdag den 20. august 2020, og gik stille og roligt i gang med forberedelserne til den sidste dag og vandring mod Sisimiut. Uuhhh i dag var det min yndlingsstigning vi skulle på, nemlig den berygtede morderbakke / Qerrortusuup Majoriaa, som jeg kender så godt fra Arctic Circle Race, en stigning på 3 km. Det fantastiske at opleve denne gang, var at det var fuldstændig samme følelse at gå op af den, som når jeg har gået den på ski, min krop genkendte den fuldstændig. I love it, nuann ❤️
Lige efter morderbakken / Qerrortusuup Majoriaa, gik vi henimod ACR camp pladsen på søen under Aapilattorsuaq bjerget og lige ud direkte videre mod Sisimiut. Vi kunne næsten ikke holde Evi tilbage mere (hun ville bare i mål og komme hjem til sin fødeby Sisimiut), men vi fik hende overtalt til en sidste pause. Denne pause tog vi på toppen og spidsen af et bjerg, hvor udsigten var direkte mod Nasaasaaq, dalen nedenfor med elven og den smukkeste natur ever. Jeg blev fuldstændig overvældet over den smukke udsigt og kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg havde virkelig mit moment lige der ❤️
Midt i mit moment, med tårer i øjnene og den fedeste lykkerus / mindfulness, blev jeg afbrudt af “har du nogen iprener tilbage”-snak, og jeg måtte sige “Ssshhh jeg sidder og græder og har et moment”, hihiihiii det grinte vi lidt af.
Vi kom til Sisimiut 12,5 km. 6 timer efter start fra Kangerluarsuk Tulleq.
Mange tak fordi du gad at følge med. Hvis du har overvejet turen, så gør det!
P.S. Hvis du er nysgerrig mht. helikopteren, så var det Evi’s fætter Nukappiaaluk, der sammen med sit team fra Arktisk kommande der var ude på en øvelse og ville sige hej på vejen.
