All posts by Mette Steenholdt

Arctic Circle Race 2017 – min beretning

Det var lige i sidste øjeblik at jeg tilmeldte mig deltagelsen til Arctic Circle Race 2017, på 100 km. distancen. Jeg har virkelig været i tvivl om jeg skulle og har også flere gange besluttet ikke at tage den i år og ombestemt mig lige så mange gange.

Knæskade
I maj 2016 fik jeg en knæskade, revne i brusk og menisk, som virkelig begrænsede mig i min træning. Jeg kunne ikke løbe, sjippe, squatte, hoppe eller bukke knæet optimalt. Meget frustrerende og virkelig deprimerende. Jeg fik at vide af knæspecialisten, jeg var hos i DK, at der ville gå et år, før at jeg ville kunne træne normalt igen. Jeg fortsatte min spinning,  tilrettelagde min crossfit til det jeg kunne (alt andet end squats, sjipning, løb og andet hvor knæet skulle bukkes) og kontaktede en fantastisk Osteopat i Danmark, som behandlede mig, når jeg var forbi.


Osteopati er en internationalt anerkendt manuel behandlingsform, der er baseret på traditionelle sundhedsvidenskabelige fag, som anatomi, neurologi, fysiologi, biomekanik, embryologi og patologi. Inde i Kødbyen i København er der et sejt center med de bedste osteopater, Therehab.dk

Da skisæsonen startede, i januar, var jeg meget spændt på om mit knæ ville kunne lide og klare langrenden. Første langrendstræning var jeg flyvende og havde det fantastisk, også i knæet. Jubiiiii jeg var glad (og græd lidt af glæde over at det gik). Fluks tilmeldte jeg mig alle NSP Cup’ene, for nu skulle jeg give den gas, så jeg kunne træne op til ACR.

Skissæsonstart og NSP Cup
Første NSP Cup var et 15 km. løb (slap dog af og lad os lige starte skisæsonen, var min reaktion). Jeg gennemførte løbet, men fik med det samme et irriteret, hævet og smertefuldt knæ ud af det, øøøøøøøv 🙁
Sådan var det faktisk efter hver Cup, haj-ja, så jeg måtte i slutningen af februar beslutte at jeg ikke skulle med til ACR i år. Jeg var ked af det og kæmpede oppe i hovedet med at acceptere det. Sjovt nok, så det jeg kæmpede mest med, var at jeg havde sat mig for at jeg skulle løbe 10 ACR’ i træk, dette ville have været det 7. 🙂

Jeg sov på min beslutning om ikke at deltage i år og vågnede op med en “NEEEEEEEJ, jeg kan ikke lade vær med at deltage, jeg skal!”. Kompromisset blev at jeg ville tilmelde mig 100 km. distancen, så jeg både kunne passe lidt på mig selv, men stadig deltage.

Så 3 uger før ACR tilmeldte jeg mig 100 km. distancen 🙂

En god og dejlig dag at ankomme til Sisimiut på
Det er torsdag den 30. marts, solen skinner, det er koldt og der er liv og glade dage i Sisimiut, da vi (Frederik Lundblad og jeg) lander, med verdens dejligste og bedste pilot, Ib <3 . På min Facebookside popper der mange dejlige hjertelige lykønsker op hele dagen <3 Det er min 44 års fødselsdag 🙂

Vi, Frederik Lundblad og jeg, checker in i “Casa del Strøm Sinclair Larsen slottet” på toppen af poppen i Sisimiut, hvor vores roomie Maliina Abelsen allerede er checket in. Jeg er så taknemmelig for at kunne bo hos skønne Karin og fantastiske Elias, hver gang jeg skal deltage til ACR. Her er SKØØØNT! Og hvor priviligeret kan man være, at have to så fantastiske roomies, som Frederik og Maliina?

I løbet af dagen møder vi en masse skønne mennesker der også skal deltage til ACR. Ligesom alle år, så går turen mod kirken, i et flot optog af alle løbere. Efter kirkegangen går vi sammen over i Taseralik, hvor infomødet foregår.


Infomødet blev afsluttet med en fødselsdagssang “inuuisiortoq pilluarit”, sunget af et 200 mands kor 🙂 (Arrangeret af søde Maliina <3 )

Vi slutter min fødseldag af med en dejlig middag hos Karin og Elias.

Fredag den 31. marts 2017 – ACR 1. dag
Vi står op til en morgen, hvor det er overskyet, sneer, blæser og er – 9 grader (PIS). Vi checker vores ting ind i Taseralik kl. 8 og begiver os tilbage til “Casa del Strøm Sinclair Larsen slottet”, hvor vi vil slappe af, spise lidt og gøre os klar til start kl. 10.00.

Jo nærmere vi kommer startsskuddet, jo mere kan jeg mærke at jeg bliver nervøs og spændt. Tænker på mit spørgsmål til min mand hvert år “jeg er nervøs, bange og spændt og har slet ikke lyst” og min mands svar er altid “det har du sagt alle årene, lige før start, så det er helt normalt”.

Vi begiver os ned til arenaen, tjekker skiene, som har en smule bagglid (shiiiiit), men kan ikke gøre mere end at gøre os klar til start.

Jeg er også rigtig nervøs for om jeg har gået og undervurderet de 100 km. At mine tilbagevendende sætninger som “det er en hyggetur, det bliver dejligt og jeg kommer til at nyde det”, faktisk ikke kommer til at holde. Jeg tænker meget over hvor lidt jeg egentlig har trænet langrend, og at det længste jeg har kørt til træningen er de 15 km. Puuuha, det gør mig meget nervøs.

Min strategi er at have fokus på de områder, hvor jeg ved at jeg får det hårdt, og at samle kræfter før de kommer. Første sted der skal overståes er en sløjfe på 11,3 km. lige udenfor Sisimiut (lang, drøj og meget kedelig), så kommer flaskehalsen (laaaang opstigning) og sidst den halve opstigning til labyrinten. Når de 3 områder er overstået, så er jeg godt på vej.

Kl. 10 skyder borgmesteren ACR 2017 i gang og vi drøner rundt i en loop om arenaen, skal lige op over kvajebakken (tøsebakken) og får lov at kører ud i baglandet.


Mig på vej ned af “the fucking kvajebakke” 🙂 Billedet er taget af søde Jonna Pedersen.

The road to hell
Vi er knap nok kommet ud bag Sisimiut, da det hurtigt går op for os allesammen at vi er på vej ud i noget forfærdeligt. Nemlig løjper der er dækket af en halv meter sne, blæst og storm (OMG).

Vi kører i en lang konvoj, hvor der ikke er mulighed for at overhale, da der kun er et spor, som de forreste af feltet har lavet for os andre. Og det er virkelig frustrerende. De første 16 km. køres inde tæt ved byen. Og det er nok de værste den dag, for her møder vi som sagt overdrevet meget sne, storm og til tider white out. Jeg køre fra start til skillevejen (for 100 km. løberne og 160 km. løberne) ved liften, med Rebekka og Tintin. Et godt tempo, ikke så meget snak, men trygt at have hinanden i nærheden. På vej ud mod skillevejen og mens vi stadig køre inde i nærheden af byen, kommer der en snescooter kørende, hvor vejret viser sig fra sin værste side (white out og voldsom modvind), og jeg når at tænke “YES, nu kommer de omsider og fortæller os at løbet er stoppet af sikkerhedsmæssige årsager”, men snescooterkørerne vinker og hepper på os 🙁

Det er virkelig umuligt at sildebene den op ad bakker og ploje ned ad bakker, da der er for meget sne. Så bentøjet er på overarbejde opad og nedad bakke er jeg tvunget til at holde mig til de spor, som dem der køre foran mig har dannet, uden at ploje/bremse. Så der kom en masse rystende højtråbende “rolig, rolig, rolig, rolig, det skal nok gå, det skal nok gå” til mig selv, mens mine ben ryster og jeg forsøger at holde kontrol. Jeg styrter et par gange og bliver fuldstændig dækket af sne fra top til tå, inde i brillerne, handskerne, håret, rygsækken og over alt. Men jeg kommer igennem første “svære/hårde” område, nemlig den 11,3 km. sløjfe.

Jeg siger vemodigt farvel til Rebekka og Tintin ved skillevejen til liften, vemodigt fordi at jeg skal ud i en ensom og lang tur alene nu 🙁 Hurtigt kommer jeg bag en ung pige (Arnatsiaq) og hendes far, der lige før flaskehalsen får sig noget energi og noget drikke ved drikkeposten. Jeg vælger at fortsætte, så jeg lige så godt kan få overstået flaskehalsen, som er en lang opstigning.

På vej op, da jeg har passeret det stejleste sted, bliver jeg overhalet først af Frederik Petersen, dernæst Bjarne Noahsen, Frederik Lundblad, en engelsk kvinde samt Pætur (alle 5 kører 160 km. distancen og har været opppe på toppen af skiliften, før de overhaler mig).
Jeg får “knækket” flaskehalsen, og begiver mig op mod sidste drikkepost halvvejs mod labyrinten, får en tår ribenasaft hos de fantastiske frivillige ved drikkeposten og kører nedad. Det går hurtigt nedad og mens jeg koncentrere mig meget om at holde kontrol, bliver jeg hassarderet overhalet af den unge pige (Arnatsiaq), så jeg er ved at styrte. Jeg kommer til at råbe lidt ad hende, men må holde hovedet koldt for netop ikke at styrte. Der er kun 3 km. til mål og jeg får ikke indhentet pigen og hendes far og de kommer i mål 1 min. før mig.

Det var meget surrealistisk at komme til en camp der er helt tom. Der var kun Martin Møller, Vittus Heilmann, Anne Mette Noahsen, pigen og hendes far. De andre år har der været mange når jeg er kommet i mål (men der kørte jeg også 160 km. distancen).

De 34 km. kørte jeg på 4 timer og 32 min.


Campen, vejret og folk der begynder at komme i mål

Folk begynder så småt at komme i mål og der kommer liv i campen. Vi får skiftet tøj, bliver masseret og finder vores mad frem, så vi kan begynde at fylde os op til morgendagens løb.

Klaustrofobi og angstanfald
Jeg går til ro, helt færdig fra dagens strabadser, i vores telt allerede ved 21 tiden. Jeg deler telt med Maliina og Nukarleq. Det er isende koldt, omkring – 30 grader, så jeg pakker mig godt ind i soveposen og falder i søvn.

Midt om natten vågner jeg brat ved at en (i min drøm) minder mig om at jeg skal trække vejret. Jeg hiver efter vejret og kan ikke rigtig få kontrol over min vejrtrækning. Jeg løsner min sovepose, skubber blidt til Nukarleq, som ligger tæt op ad mig, så hun rykker sig og sætter mig op for at kunne trække vejret. Det hjælper ikke rigtigt og jeg bliver hurtigt kold og forfrossen, så på med soveposen igen, panikker over at jeg ikke kan trække vejret ordentligt. Jeg overvejer at vække Maliina for at få hjælp, men tænker “hvad kan hun gøre”, jeg overvejer også at flå soveposen af, hive teltdørene til side og løbe ud i kulden og mørket for at kunne få luft, men vil heller ikke fremprovokere et panikanfald. Jeg forsøger at koncentrere mig om at trække vejret stille og roligt, prøver at berolige mig selv (“rolig, rolig, rolig, rolig, det skal nok gå, det skal nok gå” ) og forsøger at få mine tanker over på noget andet. Jeg vil bare gerne hjem, væk herfra. Jeg kæmper længe, får også katastrofetanker, men heldigvis formår jeg at falde til ro og falde i søvn igen. Det er ikke mange timers søvn jeg får og jeg er dybt rystet over min oplevelse.

Lørdag den 1. april 2017 – 2. dag
Vi vågner op til en smuk morgen, fyldt med sol, vindstille og iskoldt med – 20 grader. Jeg er træt, stadig rystet, nedtrykt og har kvalme. Jeg har mest af alt lyst til at komme hjem til min mand og mine børn og føler mig meget utryg 🙁 Jeg har ingen appetit, prøver at tvinge mig selv til at få lidt ned (da jeg ved at det kræves for dagens strabadser), men det går ikke så godt.


Dagen
derpå, ikke særlig glad eller oplagt.

Mine tanker er “Jeg kan ikke, jeg vil ikke, jeg er for svag, hvem tror jeg egentlig jeg er, tror rigtig at jeg kan klare hele verden, jeg er for meget og absolut ikke god nok”. 🙁

Jeg når at gennemgå dagens rute med Frederik, som husker mig på at den voldsomme opstigning mod labyrinten, er min bakke(for et års tid siden var jeg flyvende op og fik hægtet mange fra mig der). Strategien bliver at få “overstået” opstigningen til Labyrinten, holde fokus ned af Morderbakken (3 km. voldsom nedstigning), holde tempoet hele vejen rundt i fjorden og have stærke ben til Morderbakken op.

Vi bliver kaldt til registrering og til startsområdet, jeg vader uvilligt derhen og bliver nødt til at gøre mig klar. Martin (som køre sin første ACR) vil rigtig gerne hægte sig på mig på dagens tur og dette acceptere jeg naturligvis.

Arrangørerne tæller ned; 3, 2, 1 bang, så eksploderede alt i mig, jeg kører som en i h……., har pludselig uanede kræfter og er i total overskud (shiiiiiit).

Vi starter ud med at køre forkert, da en af de frivillige kommer til at guide os den forkerte vej. Efter 100 m. går det op for 10 løbere (inkl. mig selv), at vi er på afveje, og vi må tilbage og ind på de rette spor igen.

Vi kører op til labyrinten, hele vejen op tænker jeg på Frederiks “det er DIN bakke” og får hægtet alle fra mig, foruden Vittus Heilmann der er foran mig og Martin der holder fast bag mig. Det er en fantastisk opstigning, som jeg faktisk nyder 🙂 Jeg elsker at kører rundt i labyrinten, op og ned, op og ned, hen og ud, hen og ud, ned, ned, ned og atter ned, wuuuuhuuu.

Vi begiver os ned ad Morderbakken, hvor jeg 2 gange tager skiene af og løber ned, fordi det bliver for usikkert for mig (alt for stejlt). Martin overhaler mig ned ad og kommer først ned til fjorden. Foran os er der 10 km. på fjorden, ret ensformigt og en kedelig strækning, men som alligevel er helt fantastisk. Solen skinner fra en skyfri himmel, isen er smuk, omgivelserne er bare en drøm, det er rent kærlighed <3

Jeg får startet ud på fjorden lidt før Martin, og kører med samme tempo hele vejen rundt. Tænker på min gamle træners, Malik Reiding, gode råd “kør som et stærkt stabilt lokomotiv tog” Jeg føler at jeg har et perfekt flow og 1, 2, 3, så er de 10 km. kørt.

Forresten så opdager jeg hurtigt i starten af turen at der kun er en der har kørt i de splinternye spor jeg kører i, det er Vittus. Han har kørt ACR i mange år og er en meget erfaren langrendsløber. Jeg overlader kørslen til ham og følger alle hans spors bevægelser. Skiftede han spor, så gjorde jeg også, kørte han udenfor sporet, så gjorde jeg også, jeg fulgte hans spor ned ad bakker og op ad bakker.

Så er det faktisk kun turen op ad Morderbakken, 3 km. opstigning, tilbage, så er dagens strabadser overstået. Af med skiene og få de søde frivillige ved den sidste drikkepost til at spænde dem fast på min rygsæk. På med skistavene igen og påbegynde den lange vandring opad. Det går smadder godt, specielt fordi at jeg følger Vittus spor (han har også taget turen op gående).

Jeg kommer i mål i campen, meget glad og overrasket over min præstation og placering, lørdag eftermiddag kl. 13.54, det har taget mig 3 timer og 54 min at kører de 32,4 km.

Skavanker fra dagen: forfrysning på spidsen af min venstre tommeltot og et par sprungne vabler på svajen af fødderne (< det er først noget jeg opdager, da jeg tager mine strømper af, så det har ikke generet, heldigvis).


En sød sundhedsplejerske praktikant tager sig kærligt af mig.

Efter at have skiftet tøj, fået fixet skavanker og fået massage, har jeg behov for at ligge mig ned og reflektere lidt over turen og dagen. Jeg ligger mig på en madras blandt tøjet og meditere lidt.

Folk begynder at komme i mål og larmen spreder sig.
Vi møder Nina og Jonas der netop er kommet i mål, de har en dejlig nyhed. Jonas har friet til Nina på toppen af Morderbakken. Iiiih altså <3


De nyforlovede Nina og Jonas <3

Traditionen tro, er der lækker grønlandsk proviant, som bliver serveret af de sejeste hundeslædekuske.

Søndag den 2. april 2017 – 3. dag
Skolen skinner fra en skyfri himmel, det er minus 32 grader og det er sindssygt at komme ud af teltet her til morgen. Shiiiiit det er koldt.

Jeg har sovet bedre, ikke sammenhængende, fordi at det er så koldt, er vågnet flere gange hvor jeg frøs, men er i bedre humør end morgenen før. Jeg er rigtig nervøs og spændt på dagens strabadser, specielt fordi at det er SÅ koldt, men også fordi at jeg er lidt bange for at skuffe mig selv og er i tvivl om jeg overhovedet kan holde min placering.

Martin hægter sig på mig(som vi har aftalt). Lige før start, skal jeg tisse, hele 3 gange og ryster af kulde og lidt af skræk. Dagens rute er den omvendte vej fra dag 1; altså halvt op til labyrinten, ned igennem flaskehalsen, de sindssyge 11.3 km. sløjfe tæt på Sisimiut og de sidste 6,7 km. til mål.

Det er virkelig virkelig koldt, mine hænder er frosset til, jeg kan ikke rører dem og er begyndt at blive bekymret for om det er ved at en alvorlig sag med mine fingre, puuuuha de er frosne. Jeg bruger mine arme lidt ekstra, svinger dem mere end normalt og prøver virkelig at få blodet til strømme ned i fingrene og varme dem. Det bruger jeg rigtig lang tid på, mens jeg kører. Da varmen begynder at strømme ned i de frosne fingre, dunker det smertefuldt, aaaaaaaaavv.

Lynhurtigt hægter vi de andre fra os, vi drøner efter Vittus (som vi aldrig ser, fordi at han er så hurtig) og har et tempo på vej op mod drikkeposten før labyrinten. Jeg springer opfyldningen på drikkeposten over og drøner videre. Vi skal ned ad bakke og jeg ved at det bliver en kamp for mig, så jeg har brug for forspring. Ned ad bakken bliver jeg overhalet af Martin, men som dagen før, så haler jeg hurtigt ind på ham og overtager føringen.

Vi kommer hurtigt til flaskehalsen, hvor det går nedad og så meget nedad på et tidspunkt, så der er et “Skiis off” område, et sted hvor alle skal tage skiene af og løbe ned i stedet (af sikkerhedsmæssige årsager). Vi smider skiene og så løber vi afsted. Vi løber og løber, løber og løber og løber rigtig meget. Jeg når at tænke flere gange, “øøøh har jeg overset skiltet hvor vi må tage skiene på igen?”, for det er virkelig et langt stykke vi løber. Endelig kommer skiltet frem og vi får skiene på igen og drøner mod Sisimiut og de sidste 17 km. penge.

11,3 km. sløjfen, er som forventet forfærdelig, der er virkelig langt og jeg fryyyyyyyyyyser. Da vi vender ved en hytte tæt på Sisimiut, er vi nået halvvejs. Her kan jeg mærke at jeg bliver træt og faktisk ikke rigtig gider mere, jeg overvejer at sakke bagud og kører mit eget show og lade Martin køre fra mig. Martin tager over og trækker mig lidt et par gange på denne strækning, og jeg skal kæmpe lidt for at holde fast. Bag os er der Raamo, ældre herre fra Sisimiut, som har ligget bag os i et stykke tid.
Endelig kommer vi til den sidste drikkepost, 6,7 km. fra mål, jubiiiiiiiiiii. Hurtigt får vi tanket op og skynder os afsted igen (for at undgå at blive for kold).

Det er de længste 6,7 km. ind til Sisimiut, puuuhaa. Der er intet glid i skiene, sporene er drøje, jeg har bagglid og er træææææææææt. Vi køre lang tid i skyggen (nedenfor Nasaasaaq), hvilke virkelig trækker tænder ud.
Da vi kommer ind til kanten af byens skiløjper, møder vi Niels Tuutu Berthelsen, der kommer den anden vej. Det var helt rart at se liv og ham og ud af min mund kommer der et udmattet “jeg er træææææææææt”, hehe, et lille forsøg på at få medlidenhed 🙂

Da vi omsider når ind til arenaen, er det jo en fantastisk følelse, glade for at det her vi har gang i snart er overstået og at vi kan slappe af igen. Martin overhaler mig og spurter i mål 😮

Qaaaaa Martin, nu har vi fulgtes ad de sidste 2 dage, jeg har trukket og trukket, også kører du fra mig 50 m. før mål? Come on… Hahahahahahahaa.

33,4 km. kørte jeg på 3 timer og 5 min.

Da jeg kommer i mål, bliver jeg mødt af dejlige Tupaarnaq, som fortæller mig at jeg er den første kvinde der kommer i mål på 100 km. Hah? Really? Det betyder så at jeg rent faktisk har vundet? AJUGAAAAAAA 🙂

Tak for denne gang, det var frygteligt fantastisk og selvom jeg svor flere gange at jeg alrdig skal udsætte mig selv for dette her igen, så SES VI næste år, jubiiii jeg glæder mig.

Tak fordi at du gad at læse med <3

Arctic Circle Race 2016 – endnu en fantastisk oplevelse

Det er 6. gang jeg deltager i Arctic Circle Race, og 2. gang jeg gennemfører 160 km. 🙂

Jeg tilmeldte mig først 3-4 uger før løbet, fordi at jeg havde været usikker på om jeg overhovedet skulle deltage. Jeg synes ikke at jeg havde fået langrendstræning nok, har haft vild travlt med mit arbejde, med friviligt arbejde i forbindelse med Arctic Winter Games og med et spændende livsstilsændringforløb for en flok dejlige mennesker i 12 uger. Alt dette har virkelig hevet en masse timer ud, så der ikke har været nok langrendstræning til mig.

Men en dejlig ung pige, som jeg træner crossfit og spinning med, trak og vi lavede en aftale om at vi skulle køre sammen og komme i mål søndag, som var en begivenhedsrig og vigtig dag for hende. Inequ-nnguaq

IMG_0523

Siden nytår har vi trænet sammen, næsten hver dag og været bevidste omkring kost og livsstil generelt. Træningsprogrammet har stort set, set sådan ud, i alle ugerne op til Arctic Circle Race:

Mandag: Skitræning med NSP (typisk intervaltræning)
Tirsdag: Endurance løb og crossfit
Onsdag: Spinning og styrketræningsøvelser
Torsdag: Skitræning med NSP og crossfit
Fredag: Crossfit
Lørdag: Endurance løb og crossfit
Søndag: Langtur på ski

IMG_1018 1379649_1035473979850869_1954340546032159875_n

Hjemmefra pakkede vi vores løbstøj i poser, så det var lige til at tage op, fik lavet maden (det gjorde Jacob 🙂 ), handlede energigel og energipulver og gjorde så meget klar som muligt, så vi kunne bruge dagene i Sisimiut, før løbet, til at hygge og lade op.

IMG_1101

Det er en smuk solrig morgen i Nuuk, onsdag den 30. marts, på min fødselsdag, kl. 8.05, da vi tager afsted fra Nuuk til Sisimiut. Flyet er fyldt op med ACR atleter. Aviaja og jeg sidder sammen og er nervøse for det vi skal ud i om et par dage 🙂

IMG_1112

Vi lander i Sisimiut tidlig formiddag, hvor vejret er endnu bedre <3 Solen skinner fra en skyfri himmel, sneen knitre fantastisk og byen summer af ACR stemning, FANTASTISK!

IMG_1116

Inequ, Jacob Nitter og jeg var så heldige at blive inlogeret hos min dejlige veninde og kollega Karin og hendes lige så skønne mand Elias. De bor i et lækkert stort hus, lige ovenover arenaen, mere perfekt kan det ikke blive.

Vi får lagt vores bagage og en, to, tre, så er vi ude på løjperne, for lige at fortælle Sisimiut og løjperne at vi er her.

IMG_1117

Vi tager en dejlig runde på 5 km. sammen med Carsten og Luffe. Nuuuuaaannn…. Og tager lige en runde til, da vi møder Michael Collin og hans norske gamle klassekammerat.

IMG_1122

Onsdag aften laver Jacob lækre rensdyrbøffer, dejlige kartofler og jeg laver salat til, så vi med en god middag kan fejre min fødselsdag. Og da vi, Jacob og jeg, også er i Sisimiut som repræsentanter for Air Greenland, tager vi kl. 20.00 ned til sponsoraften i Taseralik. Der bliver serveret mad og drikke, og Anne Linnet giver et par gode numre. Jacob får også arrangeret en fødselsdagsang for mig og Ulrik Ghisler (ham der har opfundet thorax traineren), som er der som træner for Kronprinsen.

Torsdag er dagen hvor alle atleter sammen går ned til kirken, er i kirke og til informationsmøde. Det er også dagen hvor sommerfuglene i maven til tider kan være ustyrlige, hvor skrækscenarier dukker op inde i hovedet, håb om at alle de 160 km. kan blive kortere og hænderne engang i mellem bliver fugtige og klamme ved tanken om det vi skal ud i.

Inequ og jeg tager også hinanden i at være spændte, men kigger også hinanden dybt ind i øjnene flere gange og siger “vi gennemfører!”.

IMG_1130

Racedag nr. 1 – Fredag den 1. april 2016

Vi står op kl. 7.00 fredag morgen, for at pakke færdig, spise morgenmad og lade op til starten, som er kl. 10.00. Seneste check-in tid for bagagen der skal køres ud til campen, er kl. 09.00. Vi pakker alt der skal være klar til os i campen, når vi flere timer efter når frem (skiftetøj, mad, soveposer, toiletsager osv.).

Jeg kan mærke at jeg er rolig og klar (det plejer jeg ALDRIG at være, tværtimod plejer jeg at være bange og ude af mig selv). Inequ er også ganske rolig, selvom hun engang i mellem giver udtryk for at hun er spændt.

Vi tvinger alle tre (Inequ, Jacob og jeg) morgenmaden ned, mens vi hygger os og Jacob coacher os i at være realistiske og ikke dramatiske 🙂 Jeg beklager mig over at vi lige skal lave loopet omkring ungdomsklubben og skal omkring løjperne i byen, før vi bliver sluppet løs ud i baglandet. Ganske stille og roligt bygger jeg panik op omkring turen… Så siger Jacob helt tørt “uanset hvad, Mette, så bliver de 160 km. ikke kortere”! Hahahahhaha fantastisk. Et par dage før, da vi er ude og køre på løjperne, fortæller jeg glad og stolt, at jeg coacher unge mennesker i at få succes med eksamen, og en af de ting jeg beder dem om, under forløbet er at holde et lignende oplæg (som eksamen) for deres familie eller kollegaer, for at tage toppen af nervøsiteten. Det kan være vildt grænseoverskridende at holde oplæg for dem der er en nær.
Vi kører forbi tøsebakken og Jacob siger, “godt så slutter vi dagens skitur af med at tage tøsebakken”. Min reaktion er “NEJ! Jeg skal ikke op på den bakken!”. Men sjovt nok og heldigvis, så kommer vi op og jeg får en god føling af den, så jeg på løbsdagen kan komme godt og sikkert ned ad den 🙂 Så Jacob er min selvudnævnte coach!

coaching

Kl. 09.00 begiver os ned mod arenaen.

Vejret er perfekt; sol fra en skyfri himmel, næsten ingen vind og – 15 grader 🙂

Kl. 09.45 går vi ind i arenaen og gør klar til start.

12885729_871146586340655_2200962023265486116_o
Billedet er fra ACR’s FB side

Vi har aftalt med Charlotte Bech at vi følges ad, og at vi i starten skal tage det stille og roligt, så vi ikke forsvinder fra hinanden. Der er trods alt 234 deltagere…

Starten bliver skudt i gang af Qeqqata kommunias Borgermester Hermann Berthelsen, og off we go. Først et lille loop, ud af arenaen, rundt om ungdomsklubben (eller hvad det er) og tilbage mod tøsebakken / kvajebakken, for at drøne op ad den og ned igen(med publikums håb om sjove og skøre styrt ned; men sorry det kom ikke fra os, det overlod vi til andre) og så er det ellers bare derudaf.

Fra Arenaen til K1 (som er den første drikkepost, ca. 7,3 km. fra arenaen) kører det bare derud af, god fart og fantastisk fører. Jeg har det fantastisk i kroppen, alt kan følge med og min bekynring om at det første stykke vil gå ondt helt ind til marven, må jeg gøre til skamme. Da vi kommer til K1, klager Inequ over at det er hårdt. Jeg prøver at berolige hende med at det er kroppen som er i chok og at det snart går over.

Vi fortsætter ud mod liften, hvor K2 er placeret. Jeg har det fantastisk og glider bare derud af. I min iver og glæde over at det går så godt og at jeg nyder det, kommer jeg til at kører fra Inequ og Charlotte. Jeg sænker farten og satser på at de indhenter mig inden længe. Jeg følges med Marie Fleischer op ad den lange bakke mod skiliften. Hun spørger mig håbefuldt på et tidspunkt “Er det værste nu overstået”, 🙂 Der må jeg desværre sige nej, dette her er kun starten.
Inequ indhenter mig ude ved K2. Det viser sig at Charlotte har fået problemer med sine skistøvler og nogle vabler, så hende ser vi først igen, ude i campen.

Vi får en smule ribenasaft og en håndfuld boller, så drøner vi ud mod udsigten og K3. Turens absolut smukkeste sted, på vej mod udsigten og når man når udsigten bliver man blæst omkuld. Den udsigt slår benene væk under mig og jeg råber begejstret “Wooooooow hvor er her smukt” og tager en masse billeder.

IMG_1171 IMG_1181

Der er et sted på vej ud mod udsigten, hvor det er stejlt, så det for nogen af os godt kan betale sig at tage skiene af og gå op. Det gør vi også, jeg følges med triatlet Sebastian op (som viser sig vil dukke op omkring os alle tre dage 🙂 ) og Inequ følges med Ane fra Sisimiut bagved os. Det er første gang at Sebastian både er i Grønland og rent faktisk også står på ski. Det viser sig også at Sebastian har læst min blog om min ACR tur i 2015 🙂

Vi når K3, som er det sted, der i min verden, først og fremmest skulle overståes, da højden er lidt udfordrende (det er gået op, op, op og atter op, men også ned, ned, og atter ned). Vi er glade og har masser af energi.

Mellem K3 og campen (som er drikkepost nr. 4, altså skal vi køre igennem campen og videre ud på de sidste 23 km. derefter), kører jeg et stykke foran Inequ og har mit moment lige der. Det er en følelsesladet tur for os, da vi har et mål, som er at få Inequ i mål søndag den 3. april, hvor hendes afdøde mor ville have haft fødselsdag. Vi har aftalt at vi kører i mål i Sisimiut, solen skinner og vi græder af glæde 🙂 Jeg synes at det er et smukt projekt.

Som sagt kører jeg der i min egen lile verden, solen skinner for vildt, bjergene er de smukkeste, løjpen er sindsyg skarp, jeg har det perfekt i kroppen og får et strejf af lykkefølelse lige der midt i ingenting. Jeg kigger op i himlen og kommer i tanker om min afdøde far, sender ham en masse tanker…. OG pludselig slår det mig…. Han har fødselsdag i dag, fredag den 1. april. Det gjorde lige vores tur endnu mere dyb og følelsesladet.
Jeg bryder ud i gråd og får lige snakket lidt med ham; takker ham og sender ham kærlighed. Så bryder jeg ud i sang “Qulleq ikumavoq, uanga kisimiikkama….” 🙂

Jeg er sikker på at der er mange af os, der vil blive indlagt på den lukkede, hvis folk så hvad der foregik ude på de løjper, når vi havde vores egen stunder. Sang, gråd, grin, råb, skrig, latter, apati, angst, glæde, irritation, stilhed, larm, smil og meget meget mere, hahhahahahahahha 🙂

index

Vi når campen, hvor den 3. mand netop er kommet i mål, Erik Amondsen. Vi fortsætter ud mod en pynt, før vi kører forbi campen igen og ud mod den skønne labyrint. Herfra mod K5, går det op, op, op, op og atter op ad, og hold k… jeg elsker det, det er lige mig 🙂 Da jeg kan se drikkepost K5 kan jeg hører at der er en som hepper på mig. Siden jeg fik at vide at Malu Sandgreen skulle være drikkepost frivillig har jeg sendt ønsker om at hun stod ved K5 🙂 Og rigtig nok, det er Malu som hepper på mig 🙂

12801545_10153533396161334_3631479820149759816_n

Jeg får en kop kaffe hos Malu, mens jeg venter på at Inequ kommer til drikkeposten.

12916710_870870716368242_9196760012994604019_o
Billedet er fra ACR’s FB side – K5

Fra K5 til K4 går det ned ad, ned, ned og atter ned. Hold op det var fedt. Dem som kender mig godt, ved at jeg har det svært med bakker nedad… Men det er slet ikke noget problem ved dette års ACR. Jeg tager bakkerne ned, som om at det var det mest naturlige, wuhuuuuu. Når der kom skilte med “Steep 10 %”, blev jeg en smule nervøs, MEN så kunne jeg hører min selvudnævnte coach inde i hovedet “hold nu k… kvinde”, slap tankerne og kørte afsted, iiihhhaaarh.

Vi når K4, som ligger på vej ned ad en velkendt (fra andre år) flaskehals, får lidt indenbords og begiver os mod campen.

Til campen er der 4,5 km., hvoraf 2 km. er op, op og atter op. Resten er stortset “lige ud”. Vi når frem til målet og jeg guider Inequ ind foran mig, så hun kan komme i mål som den første <3

56,7 km blev kørt på 7 timer og 20 min. – fantastisk og herlig tur.

IMG_1271 12719468_871160176339296_8099016369953116042_o
Billederne er fra ACR’s FB side

Resten af dagen og aftenen går med massage, spise og hygge med de andre atleter.
Før vi tog afsted, havde vi ønsket at bo i telt sammen. Men da der var gået et eller andet galt i oversigten, blev vi skilt ad. Heldigvis skulle vi bo med folk vi kendte, så det var ikke så galt.
Jeg var så heldig at skulle bo i telt med Uiloq Slettemark, nuann 🙂

12961191_871673069621340_4741681531967370288_o
Billedet er fra ACR’s FB side – Hun er så sej! Blev nr. 2

Racedag nr. 2 – Lørdag den 2. april 2016

Vi står op til endnu en fin og solrig dag, lørdag morgen kl. 7.00. Jeg har sovet ok, vågnet lidt hist og pist, hvor kroppen lige skulle finde en ny stilling i det hårde underlag.
Jeg får tilberedt mit morgenmad (marathon-grødet 🙂 ), lavet en god kop kaffe og min energidrik blanding. Humøret i madteltet er i top og folk er glade.

Jeg er en smule øm i mine lår og mine småtæer, ellers har jeg det super og glæder mig til dagens 48,5 km. strabadser. Inequ ser også frisk ud og er glad (det er den pige altid (næsten 😉 ).

En times tid før løbets starts besøger jeg lige min sygeplejerske Atsa Mina (det er min veninde Evi Kreutzmann’s faster, som vi andre også har adopteret), for at få tapet et par af mine skrøbelige tæer. Bagefter er det toiletbesøget, som er noget for sig selv… Du skal virkelig forberede dig og pakke dig ind, før besøget.

12932705_10153533396191334_3959466678939131080_n

12932654_10154018256719799_6860751121535434488_n
Her er det lige ved at gå galt, hahahahha. Billedet her er venligst lånt af Birgitte H. Lyberth

Starten til løbet bliver i gang kl. 10.00.
Igen har vi aftalt med Charlotte at vi følges ad.

11222942_10209496896244457_3946758432063160064_n
Klar til start med Ittu 🙂

12888567_871492962972684_7292380904392271512_o
Billedet er fra ACR’s FB side

Vi starter ud fra campen og kører op mod K3, så vi starter hårdt ud med op, op, op og atter op. Fra K3 tager vi ud og vender ved den smukke udsigt til fjordene og ned, ned, ned mod K4. Der er her lange fantastiske passager nedad, hvor du kan blive i sporene og kører laaaaaaaaangt ned, naaah nuaannn. Jeg skreg i vilden sky af glæde over den fart jeg havde, det var så fedt.

Der er kendte mennesker omkring os, det er dejligt. F.eks. Angajo, Ege, Mette, Ane, Mads osv. nuann 🙂

12931079_10153525223996334_2698808126634603946_n 12916221_871414069647240_7298403853853466704_o

Vi når K4, får lidt at drikke og en håndfuld boller, og gør os klar til at køre op ad labyrinten (den omvendte vej end dagen før). Så her skal vi også op, op, op og atter op ad bakke. Det er lige mig, jeg elsker den bakke <3

Jeg når op til K5 før Inequ, får mig en kop kaffe (det er ved at blive en vane, at få en kop kaffe deroppe 🙂 ) og spiser lidt. Inequ kommer til drikkeposten, skynder sig at få en tår saft, så er det afsted igen. Herfra går det stort set ned ad hele vejen til første fjorden. Men før vi når den, så er der lige den berygtede MORDERBAKKE. Alle år, har jeg i rigtig godt tid taget skiene af, da det er en laaaaaaaaang og til tider stejl nedkørsel. Men i år kører jeg sag’sus’me halvvejs ned (har beviser 🙂 jeg møder Jacob Nitter halvvejs nede, som filmer mig 🙂 ), jubiiiiiiiiiiiiiii stor sejr for mig.

12885721_871167586338555_7716348012915544306_o
Billedet er fra ACR’s FB side

Da vi når fjorden, vil Inequ lige tisse, og Niels (journalist fra Sermitsiaq) som vi har fulgtes lidt med (og som undervejs fortæller mig at han konkurrere lidt med mig (WTF?)), kører ud på fjorden og giver den gas. Jeg siger til Inequ hun skal skynde sig og følge mig. Og off I go, der går fanden i mig, og Niels skal bare indhentes og overhales. Jeg kører de 9,5 km i et flow, samme hastighed fra start til slut. Det var feeeeeeeeedt. Fik jeg indhentet og overhalet Niels??? JA DAAAAA 😉

12916328_871436846311629_7812884245847345167_o
Billedet er taget af sejeste Steen Olsen ude på første fjorden

Jeg venter på Inequ ved drikkeposten på fjorden, når at få en kop kaffe og tisse af, før vi kan begive os op ad MORDERBAKKEN 🙂 Vi tager skiene af og vandrer op sammen med Niels og en Triatlet Jesper. Det er en dejlig tur op, der hyggesnakkes, grines og smiles 🙂

48,5 km blev kørt på 6 timer og 6 min. – dejlig tur og Inequ’s favoritdag 🙂

Massage, hygge, spisning og socialisering står den på resten af dagen.

12932887_10153533395731334_6825416567196106831_n 12495099_10153533395656334_7002494325691669339_n 12919822_10153533395751334_8960508458004191104_n

Racedag nr. 3 – Søndag den 3. april 2016

Vi står op kl. 06.00, vi skal nemlig have nået at pakke alt sammen, så vores bagage kan komme med tranporten tilbage til Sisimiut. Vi skal også nå at få noget morgenmad, blive tapet sammen, tisset af og gøres klar. Jeg har sovet fantastisk og har lyst til at sove videre, da min alarm ringer. Men op skal vi jo, så vi står op og pakker sammen.

12417558_10153533396401334_3909364599623586286_n 12932588_10153533396321334_1263378096147142728_n
Jacob
Nitter er 100 % klar til dagens løb – Michael Collin, Nivi Geisler og Aviaja Heilmann klar til start.

Kl. lidt i 9, står vi klar ved start, glade og forventningsfulde over at vi skal hjem og i mål i dag.

Campen til K4 (slugten ved flaskehalsen), går det bare derud af. Vi er fanget i en klump langrendsløbere, som skiftevis overhaler os og lader os overhale dem. Men det går godt og energien er i balance.

12916937_873855942736386_5067511876181570426_o
Billedet er fra ACR’s FB side

Fra K4 til toppen af labyrinten, hvor drikkepost K5 er placeret, går der fanden i mig, og jeg drøner op som en anden lokomotiv, bang bang bang bang. Overhaler rigtig mange, og vupti, så er jeg oppe ved drikkeposten, kaaaarh jeg elsker den bakke 🙂
Jeg står og venter et stykke tid, og der komme Inequ med en stor flok. Hun er irriteret over, ikke at kunne slippe af med flokken. Hun får lidt at drikke og lidt boller, så er vi afsted igen. Ned ad bakke, men med træg ski :o/ jeg stager ned ad bakke og en smule blæst er begyndt at dække sporene til, aaarghh.

Da jeg når ned fra Labyrinten, er jeg færdig, fuldstændig energiforladt, puuuha. Jeg møder heldigvis Najaaraq, fra skiklubben i Nuuk, som ser ud til at have det værre end mig. Hun har nærmest opgivet det hele, og jeg får lidt ekstra energi og siger “Nej, kom, vi kører videre”. Vi skal ud forbi en 5 km. pynt før vi når campen, og det er en KAMP. Ingen glid, ingen spor og massevis af bagglid, aargghh, jeg bliver hidsig og gider sku ikke det l…

Men vi når frem til campen, får smurt ski igen og får lidt indenbords. Inequ når os, og vi begiver os op mod K3, som er op, op, op og atter op. Jeg føler mig som en kæmpe elefant, bong, bong, bong bong…

Capture

Vi når omsider K3, fylder os op hurtigt (vi skulle jo nødigt blive overhalet af vores konkurrenter 😛 ) og fortsætter ud mod udsigten. Sporene er der ikke, løjpen er blevet iset og pløjet fuldstændig til, så det ikke længere er sjovt at køre ned ad bakke, nærmest livsfarligt 🙁

Der er et par steder, hvor det også er lige ved at gå galt, men det gør det heldigvis ikke. Vi bliver tvunget til at sætte farten lidt ned og bliver overhalet af psyko-ned-ad-bakke-kørerende, sangatak… 🙂

Vi skal ned ad den stejle bakke, hvor man skal tage skiene af, og her kurer vi på rumpen ned, Inequ, Najaaraq og jeg. Nede for enden af den bakke, smører vi ski igen, da vi ved at vi skal ud på en laaaang strækning, hvor det vil være godt at have god fæstne. Mens vi smører ski kommer Marie Fleischer drønende. Nogen tisser af ved løjperne og vi drøner afsted mod skiliften / K2.

Najaaraq og jeg får en god rytme og kører fra Inequ og Marie. Inequ når os ved liften.
Fra liften og til K1 går det ned ad af bakke i meget lang tid, hvilke er luksus, hvis ikke sporene drillede med is og pløjesne. Jeg stopper et par gange, hvor jeg overvejer at tage skiene af, men hører en velkendt stemme i hovedet “Hold nu k… kvinde”, og kører afsted 🙂

Da vi når K1, sidste drikkepost før Arenaen / målet, er der ikke mere at hive ud af mig, jeg er FÆRDIG!!!! Vi får os en kop kaffe og hjemmebagte muffins fra de frivillige, får lidt gel og energidrik, og får fart på, da vi kommer i tanker om, hvem der er i røven på os 😉

Der er omkring 5 km fra K1 til målet, og det er obligatorisk, de længste 5 km ever. Men vi er glade og bliver mere og mere rørte, jo nærmere vi når målet. Vi har gjort det, vi har haft kræfterne, vi er glade og vi er på vej i mååååååål.

Vi kommer storgrædende i mål begge to <3

12977027_874431926012121_5638335915897607616_o

53,4 km blev kørt på 6 timer og 7 min. – hård men endnu en dejlig tur for os begge <3

Det var som sædvanligt et fantastisk løb, jeg glæder mig for vildt til næste år 🙂

Hvis du er inspireret og har en lille drøm om at gennemføre ACR (enten 100 km. eller 160 km.), så hold øje med hvad Frederik Lundblad og jeg, har at byde på i efteråret. For at løfte en smule for det, så snakker vi om træningsprogrammer, coaching og sund livsstil, hen i mod ACR 2017 🙂 Du kan også skrive til mig, så vil jeg sende dig nyhederne, lige så snart at de kommer ud.

Mange tak fordi at du læste alle de ord, det betyder meget for mig 🙂

Vild drøm, opnormering, splittelse og teamspirit

Jeg drømmer for vildt natten til lørdag, sover vildt godt og dybt. Jeg drømmer at alt mit hår er barberet af, inkl. mine øjenbryn, at jeg er smadder sulten og står i kø ved en kantine. Der er ikke rigtig nogen der lægger mærke til mig i køen, hvilke er en enorm lettelse, for jeg er flov over at se ud som jeg gør. 🙂 I køen står Thure, Lasse og nogle af de andre løbere… Jeg gemmer mig og sniger mig op til maden. Til drømmeanalytikerne, takanna giv den gas og analyser 🙂

Da jeg står op kl. 05.30, kunne jeg faktisk sagtens blive liggende i min sovepose og sove et par timer ekstra, jeg har det lige så godt. Men op skal jeg jo, op og gøre klar og spise morgenmad.

Igen er det en hel utrolig smuk morgen, solen skinner fra en skyfri himmel, havet er spejlblankt, fuglene kvidre, blomsterne blomstrer, harperne piber blidt og englene synger “halleluja”(nå, det tog lige overhånd 🙂 ).

IMG_8175 IMG_8176

Vi sidder sammen og spiser vores morgenmad, drikker vores kaffe og nyder udsigten. Der er mere ro omkring lejren i dag, men summer også af glæden og spændingen over at det er sidste dag og at vi i dag når til Kapisillit.

Trekløveret, Simon, Marie og jeg connecter et par gange mens vi gør os helt klar til start. Vi er klar og glade 🙂

IMG_8231
Der er også plads til lidt sjov 🙂 Simon og Marie.

Vi aftaler igen i dag med Lasse og Michael C. at vi følges. Det er rigtig rart og betryggende. Marie Fleischer står også klar omkring os. Så hele holdet er samlet.

IMG_8235

Kl. 07.00 lyser startsskuddet og vi drøner afsted. Lasse forrest og os andre bagved. Vi vader over Qooqqut elven hånd i hånd og starter, også her, en stødt opstigning, der igen er ved at tage livet af mig. Haj-ja, alt i min krop modarbejder mig og vil meget hellere bare stoppe op og slappe helt af. Men det går ikke, jeg må bare holde ved.

IMG_8239
Vi ser alle 4 lidt brugte og meget koncentreret ud 🙂 Marie, Michael og Simon

Da vi er kommet op på det højeste, er der omkring 5-8 km. rimelig lige rute, over til den første store stigning langs et vandfald. Vi småløber lidt hvor vi kan og indtil vi når til et stort stenskred.

I mellemtiden opdager vi at vi har 6 på slæb. Det er Dennis, Ditte, Pele, Rene, Victor og en fyr med hestehale (kan ikke huske hans navn). Og længere bagude indhenter seje Ittu os. Så vi er nu oppe på total 13 mennesker. Det er ikke skide godt. Der sker et eller andet interessant for vores oprindelige gruppe på 6-7 mennesker, humøret går ned, vi overholder ikke aftaler eller de pauser vi har brug for. Mere om det senere.

Efter stensskredet skal vi langs en sø, for at komme over til en skøn elv, som vi flot og elegant hopper over. Det var en virkelig smuk elv, som virkelig gør indtryk.

Vi skal op ad en rimelig stejl stigning langs et vandfald, som er rimelig hård. Men igen 1, 2, 3 så er vi faktisk oppe og kan nyde den smukkeste udsigt tilbage mod den dal vi netop er kommet fra.

IMG_8245

Lige efter billedet er taget, ser vi to rensdyr og et kridhvid hare stå og snakke sammen. Det er en hun-rensdyr med sin kalv. Det er fantastisk at se dette. Haren opdager os først og flygter, derefter er det kalven og moderen der hopper for livet. Men stopper lige op for at nærstudere os lidt. Så er de væk 🙂

Vi fortsætter op ad en dal.

IMG_8246

Gruppedynamikken er stadig ikke optimal, det er som om at vi ikke kan finde hinanden, humøret er lidt underligt, der er lidt irritation i luften og vi er lidt presset.

Vi kommer til det sidste fjeld før fjeldet der fører os ned til Ittinnera og Kapisillit. På dette sidste fjeld, skal vi ned ad en skrænt fyldt med stenskred, som vi kan huske det fra sidste år. Selvom at vi siger at vi ikke skal ned så højt oppe, vælger Lasse at tage ned et stykke tid før os andre. Ittu, Marie, Marie Fleischer, Michael C. og jeg vælger at gå ned længere nede ad skrænten, så det ikke er så voldsom en nedstigning vi skal ud i. Alle de andre følger os.

IMG_8249

Jeg tror at det er her at adskillelsen og splittelsen af gruppen rigtig starter.

IMG_8253

Da vi endelig kommer ned af skrænten er Lasse langt langt væk. Vi gør vort aller bedste for at nå ham og når ham da også omsider. På det her tidspunkt har jeg ønsket en pause til at spise og få fyldt mine drikkedunke op flere gange, men tidspunktet har ikke rigtig været der. Men endelig finder vi en elv, hvor vi i det mindste kan fylde camelbagene op og lige få tisset af. Mens Marie og jeg fylder og tisser af ( 🙂 ), løber de andre overraskende videre og er væk!

Men ajunngilaq, vi prioritere at få fyldt drikkedunkene op og prøver at følge efter de andre. På det her tidspunkt har Ittu og ham med hestehalen ( 🙂 ), valgt at fortsætte op ad fjeldet for at holde sig højt oppe.

Vi når de andre, som sidder og får sig lidt at spise, med udsigt direkte ned til bunden af Ameralik, paradiset, det smukkeste sted.

IMG_8258

Jeg når lige at pakke min madpakke ud, da de andre sætter igang igen. De har besluttet at løbe ned til Ameralik og fange en løbesti der er dernede. Men jeg holder fast på at blive oppe i højden, fordi at jeg er bange for at jeg ikke længere kan følge gruppen og er også lidt ked af at vi ikke følges ad mere. Og det er her vores gruppe bliver splittet. Det er lidt sørgeligt, men vi holder humøret oppe. Vi ved jo alle godt at løbet her er individuelt 🙂

Marie, Simon, Marie Fleischer, Rene og jeg fortsætter opad, mens de andre drøner nedad.

Vi går langs fjeldet med Ameralik på vores højre side, hele vejen med paradis som udsigt. Lykkefølelsen kommer engang i mellem og den lille gruppe hjælper hinanden frem.

IMG_8263

Hvad vi dog ikke gennemgår, de sidste 15 km. 🙂 3-4 vilde jungleagtige skove, hvor jeg på et tidspunkt bliver bekymret for om vi nogensinde overhovedet kan finde ud af disse Ameralik-skove, bange for at vi ville blive filtret inde og blive fanget for evigt og hvor Marie Fleischer på et tidspunkt får grineflip. Jeg er helt sikker på at Simon og Rene, fortryder lidt at de var taget med os, da vi var aller dybest inde i de mørke overfiltret skove 🙂

Men vi når naturligvis levende igennem og kommer over på Ittinnera fjeldet. Da vi kommer op på toppen af fjeldet, ser vi 50 meter foran os 3 deltagere. Det motivere os til at sætte farten lidt op. Men vi er alle løbet tør for vand, og det er virkelig en mangelvare her omkring Ittinnera. Vi leder og leder efter vand. Jo mere jeg fokusere på det, jo mere tørstig bliver jeg. Det er faktisk lige før at jeg pruster sand ud af munden, overlæben sætter sig fast på tandkødet og at jeg får lyst til at smide mig på alle 4 og fortsætte kravlende… Og liiiiige før jeg “dør af tørst” dukker der en elv op, jubiiiiiii, vi er reddet.

IMG_8266

Vi nærmer os for alvor Kapisillit, jubiiiii.

Vi kommer ned på stranden, som er de sidste 5 km. før vi når målstregen. Det er ret udfordrende hernede, da vi skal hoppe fra sten til sten, med tunge ben, trætte knæ og lidt ukoncentreret sind. Men igen, så kommer de ekstra kræfter op i os, og vi når igennem stranden med det gode humør og store smil.

Vi er lige ved at være der nu!

IMG_8272

Vi kommer i mål alle 5 hånd i hånd og er rigtig glade for at have fulgtes ad. NUAN!

Hele vejen havde jeg haft en masse grønlandske sange i hovedet, gået og sunget nogle af dem også. Jeg synes at det var sjovt at det kun var grønlandske sange jeg havde i hovedet og ville synge. Da vi når i mål, hører jeg pludselig at bandet (Tele Post Band 🙂 ) rent faktisk spillede det nummer jeg havde gået og sunget mest “Misigisaq” til ære for mig. Igggg mine dejlige ex-kollgeaer, TAK!

IMG_8275

Nuan, nuan, nuan… Den mest fantastiske tur ever, lykke, dejligt vejr, de bedste venner at følges med, den smukkeste natur, de dejligste dyr på vejen og bare et helt igennem skønt, smukt og fantastisk arrangement. Jeg glæder mig til næste års deltagelse.

Resultat hos mændene og hos kvinderen:

Thure Bastrup

Frederik Lundblad

Svend (ekspedient fra ITTU)

 

Miiti Lynge

Marie Lundblad / Mette Steenholdt

Marie Fleischer

HURRA HURRA HURRRAAAAAAH

P.S og NB, var så super heldige at komme med disse to smukke og seje piger hjem til Nuuk lørdag aften, qujanajulooq <3

IMG_8302

Forundring, Hurra-råb, overvældelse og stor forelskelse

Jeg vågner op fredag morgen kl. 05.30, efter en ok nat i teltet med 9 sovende mennesker og efter gårsdagens strabadser. Jeg har det godt, er ikke øm og føler mig udhvilet, dejligt! Solen skinner fra en skyfri himmel og bedre kan det bare ikke blive.

IMG_8120

Jeg gør mit morgenmad klar (forblandet hjemmefra) i skålen; jeg har blandet grovvalset havregryn, kokosflager, blå birkes og honning, som røres op med kogt vand, så det bliver til en lækker grød. Jeg skærer bananstykker til og blander i grødet, uuuhhm mamaq og energi der forbliver i kroppen i langt tid. En kop koffeinfri kaffe med risdrik, er prikken over i’et. Så er jeg klar 🙂

Jeg får pakket alt mit baggage sammen, går ned til stranden med det og er faktisk klar til start.

IMG_8309

Dagens rute er fra bunden af Kangerluaarsunnguit og mod smukke Qooqqut, ca. 40 km. Jeg har to steder på kortet, som bekymrer mig lidt og som jeg ser  frem til at få overstået. Det første sted er opstigningen til Qassi, som jeg husker som meget hård og det andet sted, er en stejl stejl nedstigning langs et vandfald.

Lige før start, kommer min gode ven Lasse og siger at han overvejer at følges med os i dag, hvilke jeg er rigtig glad for at høre. Så trekløveret (Marie, Simon og jeg), stiller os op i nærheden af Lasse og Michael Collin, for netop at følges med dem.

IMG_8126
Lasse og jeg med Qassi i baggrunden, lige før startskuddet 🙂

Startskuddet lyder og vupti vi er i gang. Foran os er der en fin og stabil opstigning i laaaaang tid. Vi følger stille og roligt efter de hurtigste; Frederik Lundblad, Thure Bastrup, Miiti Lynge osv. (som langsomt forsvinder ude foran os 🙂 ). Det går stødt op ad, ikke stejlt men langt. Puuha, jeg kæmper med at holde fast på den rytme Lasse har lagt foran os, for ikke at falde ud af rytmen og komme ud af gruppen. Mine lunger kæmper en brav kamp (heavybreather der vil noget, pruuust pruuust pruust), mine ben syrer for vildt, jeg er træt, føler mig igen ekstrem tung og som en elefant, sveder som et svin og synes i det hele taget at det er dybt ubehageligt. De 40 km., lige på det tidspunkt, virker fuldstændig sindssyge og ikke ret  attraktive.

Men lidt overraskende for os alle sammen, kommer vi hurtigt over til Qassi-opstigningen, nuan. Nu skal vi så op ad den stigning der har bekymret mig lidt. Vi begiver os opad og til vores store overraskelse, vupti og 1, 2, 3, så er vi sørme allerede oppe. Yaaaaay nuann 🙂

Vi har på forhånd aftalt, Marie, Simon og jeg, at vi skal råbe højt hurra, når vi har nået toppen og at vi har overvundet den “bekymring”. Så vi råber højt HURRA HURRA HURRRAAAAAAAHHH på toppen af Qassi, hhaahhah nuan.

IMG_8131
Opstigningen til Qassi med fantastisk udsigt

Oppe i Qassi-gryden, er der masser sne, som gør bevægelsen fremad nemmere og bedre.

IMG_8133
Qassi

Alt det sne vi havde frygtet op til løbet, var faktisk det bedste undervejs

IMG_8139
Michael og Marie der går langs Qassi-gryden

Hele vejen ned ad dalen fra Qassi var der rigtig mange sneområder, vi uforstyrret og ubekymkret kunne løbe ned ad. Hvis der ikke havde været alt den sne, skulle vi have balanceret og koncentreret os meget om at hoppe fra sten til sten og løbet gennem andet besværligt stenet terræn. Jeg er helt sikker på at vi vinder rigtig meget tid her, det var fedt!

En anden ting der gjorde turen og det at der var sne, til en endnu større fornøjelse, var at vi fulgte de hurtigste spor 🙂 Tak til de hurtige 🙂

Vi når op til den store firkantet sten, som er varetegn for at vi skal venstre om et stort fjeld for at komme på rette fod. Her tager vi en lille frokostpause og bliver indhentet af Marie Fleischer og Ittu. Jeg spiser mit rugbrød med røget rensdyr og får fyldt min camelbag op med friskt energipulver og det reneste og dejligste kildevand ever. Så er vi klar igen 🙂

IMG_8150
Aaaah nuanneq. Simon, Ittu og Michaels ben i baggrunden 🙂

Vi bevæger os hen mod næste spot som har bekymret mig, nemlig den lidt vilde nedstigning langs et vandfald. Igen må jeg gøre min bekymring til skamme. 1, 2, 3, så er vi nede (takket være klatre-Lasse’s super evner til at finde det helt rigtige sted at komme ned, så vi overlever). Jubiiii, hvor er det fedt at blive overrasket på den fede måde hele to gange den dag. Igen råber vi højt HURRA HURRA HURRRAAAAAAAHHH

Vi skal op ad en stejl skrænt og møder Jens Berthelsen, som sidder og er postvagt det stejleste og sejeste sted. Han har fundet dagens flotteste og bedste spot at sidde ved, solen skinner fantastisk her og udsigten er amazing.

Der er stadig langt herfra, omtrent halvvejs, men humøret er højt og vores gruppe, som nu er oppe på 7 mennesker(Lasse, Marie, Simon, Michael C., Marie Fleischer, Ittu og mig selv), fungere ganske udemærket. Lasse går forrest og vi andre bagved som små lam der følger faderen, mææææhhhhhh 🙂

IMG_8163 IMG_8164

Flere gange forundres vi over at vi på sådan et stort kæmpemæssigt landskab, hvor sansynligheden for at gå i samme spor som andre er meget lille, hele tiden støder på de andres (de hurtiges) spor. Vi skråler af glæde hvergang, he he.

Vi når ned til den sidste dal før Qooqqut og sætter farten op til løb. Vi løber og løber ned ad dalen, gennem mos, på fjeld og gennem grene og krat og når pludselig frem til en heppende dame. Vi er trætte og brugte og måske lidt pirrelige nogen af os. Så selvom denne søde dame rent faktisk hepper på os og prøver at hjælpe os, så bliver vi irriteret over at vi ikke forstå hvad hun siger, eller kan høre det særlig godt og bliver lidt forvirret. Men det går hurtigt over, for nu starter nedstigningen mod campen, vi tydeligt kan se, jubiiiiii 🙂

Vi når i mål, nede på stranden, 9 timer og 37 min. (så vidt jeg kan huske) efter startsskuddet i bunden af Kangerluaarsunnguit.

IMG_8165

Vi bliver sejlet over elven og hen til campen.

IMG_8169

Fantastisk dejlig tur med de dejligste mennesker ever. Mange mange forelskelser undervejs, som overvælder mig og giver mig flere lykkestunder. Lyset, fjeldene, fjordene, bevoksningen, det grønne, sneen, elvene, duften af Qajaasat og alt andet grønt, følelsen af at bruge min krop, de fedeste samtaler, grineflip, fantasier der var langt ude, kommentar man ikke kunne lade vær at grine ad og et fantastisk sammenhold i gruppen, SUK hvor var det fantastisk.

Glade og tilfredse kommer vi op til de andre der er kommet i mål. Men bliver først og fremmest mødt med den bedste servicebesked ever. Frederik har været så sød at slæbe vores baggage hele vejen fra stranden og op til campen. Så er man altså lige ved at græde af glæde 🙂 Vi finder vort telt igen, får skiftet tøj, hygger og snakker med dem som allerede er ankommet ude i det dejlige solskinsvejr, mens vi venter på at maden bliver klar. Vi får det lækreste thai kylling, som vores sødeste køkkenpiger har lavet, uuuhhmm.

IMG_8173

Ved 21 tiden går vi igen til ro og forbereder os mentalt på sidste etape, fra Qooqqut til Kapisillit, som bliver skudt afsted kl. 07.00.

Dagens resultater for mændene og kvinderne er som fælgende:

Thure Bastrup

Frederik Lundblad

Svend (ekspedient fra Ittu)

 

Miiti Lynge

Marie Lundblad / Mette Steenholdt

Marie Fleischer

3. etape følger 🙂

At være døden nær – at nyde turen

Mandag morgen vågner jeg op og har halv ubehagelige sommerfugle i maven og følelsen af at være for tung og træt i kroppen. Det får mig til at overveje at droppe min deltagelse ved dette års Nuuk – Kapisillit Tour. Faktisk får jeg overbevist mig selv så meget om at jeg dropper det, at jeg lige når at få ro i kroppen og har det godt med den beslutning 😛

Men jeg ved også at det er et mønster og at det er mit ego (som er drevet af konkurrence) som spiller puds med mig. ”Tænk hvis jeg ikke formår at holde distancen?”, ”tænk hvis jeg bukker under?”, ”tænk hvis det kommer til at gøre ondt hele vejen?”, ”tænk hvis jeg slet ikke kan følge med mine makkere og venner?”, ”jeg har ikke trænet nok”, ”Aaahh sussa…” osv. osv.

Tirsdag morgen betaler jeg deltagergebyret og har taget beslutningen ”NATURLIGVIS skal jeg være med igen i år!!”.

Så er der ro i kroppen, tankerne og i sindet. Jeg begynder at glæde mig til turen, samværet med de fedeste mennesker og med mig selv derude i de smukkeste smukkeste steder i verdenen.

Torsdag den 2. Juli kl. 08.30 tropper jeg op ved Jerndumpen i Nuuk, hvor starten skal gå, med mit baggage og er klar til start. Solen skinner, det er dejligt varmt og stemningen fantastisk.

IMG_8047

Lige før start, bliver der taget billede af de 45 som deltager.

IMG_8064

Et par minutter efter lyder nedtællingen til start, 3, 2, 1, GO! Og vi drøner derudaf.

11222659_779334528852455_5702564111259618770_o

Det er en ok start og løbet ud til Kuanninnguit går rigtig godt. Jeg følges med min dejlige veninde Marie Lundblad fra starten af. Da opstigningen fra Kuanninnguit starter kommer denne træthed og tunghed snigende i kroppen og jeg er sikker på at det vil slå mig helt ud, puuuuha, det var p…. hårdt.

På vej op ad opstigningen fra Kuanninnguit, har Simon (som skulle vise sig at blive vort tredje hjul/makker på hele turen) hægtet sig på Marie og jeg, og minder os om, da jeg er døden nær (luftmangel, syre i lårene og er lige ved at give op), at vi også skal huske at nyde turen. Han redder mig og hele min oplevelse af turen i år, mange tak og nuann.. Simon løber fra os et par gange, men vender stabilt tilbage til os de gange og beslutter til sidst at blive sammen med os 🙂

IMG_8068
Trekløveret 🙂

Vi kurer ned ad nedkørslen på sne, hvilke gør turen ned nemmere, hurtigere, spændende og sjovere, og kommer hurtigt ned på dalen mod Kangerluaarsunnguit. Vi vælger at gå højt oppe, for at spare tid og kommer direkte ind det sted hvor man går ind i stenskredets sti, og det var et godt valg.

På vejen er der 3-4 andre deltagere (Ditte, Pele, Dennis og vidst nok en til) som hægter sig på os og på et tidspunkt overhaler os. Men efter stenskredet vælger vi igen at gå højt oppe i terrænet og de andre vælger at gå længere nede. Og da de vælger at følge os, går turen for os ned på stranden og ind til bunden af Kangerluaarsunnguit, resten af vejen. Igen et godt valg for os, for vi løber fra dem der og ser dem først igen efter at vi er kommet i mål.

Før mål krydser vi en stor elv, som er bred og har delt sig i flere halvstore elve. Det er en smule spændende at krydse dem, da vi lige bruger lidt tid på at finde det rette sted. Men vi lærer hurtigt at der er én regel der gælder, når man skal krydse elve: ”LAD VÆR AT TÆNKE, bare hop over eller vad over!”.

Vi kommer i mål sammen, Simon, Marie og jeg, 4 timer og 46 min. efter starts skuddet ved Jerndumpen, NUAN 🙂

Lige efter målstregen handler det bare om at finde sin taske og finde en sengeplads i et af de lækre TIPI telte, som Timi Asimi har sat op til os. Når det er på plads, så kan man tage ned til den dejlige elv og bade og skifte tøj.

IMG_8070
Inde i vores TIPI telt, med munden fuld af proteinbar 🙂

Eftermiddagen i bunden af Kangerluaarsunnguit bruger vi på at hygge, spise, snakke om vores tur, forberede os på næste dags strabadser og heppe de andre i mål.

IMG_8079
Kammannguaq, kammattaaq, nalunngisallu 🙂

IMG_8082
Campen i det skønneste vejr

Kl. 18.00 er der mad; lækker pasta med oksekød og salat, præpareret af de sødeste køkkenfolk i det fri.

IMG_8105
Madkø og spisning i det fri, uuuhhmmm mamaq

Der bliver annonceret at etape 2, næste dags tur fra bunden af Kangerluaarsunnguit til Qooqqut, vil starte kl. 07.00.

Vi pakker vores tøj klar, fylder camelbags op med energibar, energigel, energipulver, madpakker og en smule ekstra tøj (for mit vedkommende en tynd løbejakke, tynde handsker, en svedklud og ekstra drikkedunk).

IMG_8078

Vi er omkring 9 inde i vores telt (Birgithe, Paarnu, Frederik, Marie, Michael, Nina, Elisabeth, Marie og mig) som alle går til ro ved 21.00 tiden, efter en fantastisk oplevelsesrig og dejlig dag.

Dagens top 3 hos mændene og kvinderne:

Thure T. Baastrup

Frederik Lundblad

Qooqu Berthelsen

Miiti Lynge

Marie Lundblad / Mette Steenholdt

Ditte (tror jeg nok)

Dag 2 og 3 følger 🙂

Balance i hverdagen – det er svært!

Har jeg nogensinde fortalt dig, at jeg elsker den sunde livsstil? NEJ?

Jamen, så kan jeg da annoncere det her på siden; jeg elsker at leve den SUNDE LIVSSTIL, med alt dertil-hørende!

Den sunde livsstil indeholder ikke kun motion og madvaner for mig, der ligger mange flere ting i det, til tider lidt kompliceret og kan også nogen gange slå benene lidt væk under mig.

Den sunde livsstil for mig, er at dyrke varieret sport, spise sundt, have balance og leve et liv i integritet med mig selv. Allerede nu, bliver det lidt kompliceret, ilaa? Men det behøves det ikke 🙂

Balance-elefant

Jeg vil rigtig gerne, med denne blog forsøge at sætte ord på min egen nuværende process, med håb om at inspirere dig og andre, men også for at belyse og legalisere det at være menneske på godt og ondt.

Jeg vil komme ind på mine tanker og hverdagens gøre-mål og inspirerer i forhold til træning, mad/væske, selvreflektion og arbejde, som efter min mening er det der kan give størst mulig balance i livet, hvis du får fokus på dem og gør det der skal gøres omkring dem.

Træning
Min træningsfilosofi er at angribe kroppen med så mange forskellige sportsgrene som muligt, så den bliver udfordret på alle leder og kanter. Det behøves ikke være hver dag, bare det er lidt forskelligt. Kroppen og dine muskler i kroppen har brug for at udvikle sig og blive udfordret med forskellige ting, ligesom hjernen og vi selv har behov for det. Det mener jeg er sundt.

Jeg er en ”smule” konkurrenceminded, så det er en kæmpe udfordring for mig at praktisere min filosofi, for jeg vil aldrig kunne blive en sindssyg hurtig løber, vil ikke kunne blive super svømmeren, vægtløfteren eller forbedre mig særlig markant som langrendsløber.

konkurrence

Jeg dyrker spinning, løber på asfalt og terræn, svømmer, styrketræner, crossfitter og står på langrend, og jeg elsker det hele.

Hvis jeg lige skulle slå et slag for et af de sportsgrene jeg lige har nævnt, så er det crossfit. Det specielt gode ved crossfit, er faktisk at det er varieret intenst træning, hvor alt bliver angrebet; vægtløftning, gymnastik(push-ups, pull-ups, handstand osv.) og konditonstræning.

crossfit

Hvis du godt kunne tænke dig at rykke dig fysisk (om det så er højde, drøjde, styrke, kondition osv.), så prøv at variere din træning. Hvis du spinner meget, så kombinere din spinning med crossfit, hvis du løber meget, så kombinere dit løb med styrketræning eller hvis du crossfitter meget, så kombinere din crossfit med svømning osv. Din krop vil juble 🙂 Og du vil juble 🙂 Og træningen bliver bare sjovere.

Næste skud på linjen, bliver yoga. Jeg vil gerne have implementeret yoga i min træning, så jeg kan blive endnu mere mobil, men også få endnu mere kontakt med mig selv og min krop. Efterårsmål 🙂

Mad og væske
Jeg har prøvet lidt af hver, hvad mad angår. Jeg har prøvet at leve lidt fanatisk på stenalderkost, jeg har levet uden hvidt brød, stivelse og sukker, jeg har levet som jeg lystede og jeg har overvejet kure (men aldrig nået længere end overvejelsen, da jeg er for glad for mad 🙂 ). Alle ting har givet pote på forskellige fantastiske måder.

Jeg synes selv at min mad er meget afbalanceret. Til hverdag er sukker, hvidt brød og for meget stivelse ikke en del af min kost, men engang i mellem, hvis anledningen byder sig, kommer der da en smule lækkert og måske lidt usundt indenbords, det skal der være plads til.

usunde

Det vigtigste for mig, hvad angår mad, er at der er balance og at jeg ikke har et for krampagtigt forhold til det. Og det er nemmere sagt end gjort, det ved jeg. Og jeg skal da hurtigt tilstå at det går op og ned. Jeg kan have dage, hvor jeg kan mærke at jeg skal gøre en ekstra indsats og øge fokuset omkring mit mad, men der er lige så mange dage, hvor det ikke fylder særligt meget.

Som hovedregel, så holder jeg mig væk fra sukker og koffein til hverdag. Det er gift for mig og min krop. Jeg elsker smagen af kaffe, så jeg drikker koffeinfri kaffe i stedet. Vand fylder også meget i min hverdag. Det ligger ikke naturligt til mig at drikke en masse vand, så det er noget jeg har fokus på. Jeg drikker omkring 2 liter vand på en god dag (eksl. det vand jeg drikker til træning), og det føles godt med det flow i kroppen det giver.

water Proteiner

Når jeg træner så meget som jeg gør, så har jeg brug for masser af proteiner til at bygge musklerne op igen efter hver træning, derfor så er min mad også proppet med proteiner. Der er altid masser af kød i mit mad, min morgen-power-protein-smoothie er et must og så får jeg altid proteiner indenbords indenfor en ½ time efter hver træning.

De perioder, hvor jeg skal give den lidt gas, der skærer jeg hvidt brød- og så mange råvare med stivelse væk som muligt.

Selvreflektion
Nu hvor det er vigtigt med balance i mit liv og at leve et liv i integritet, så er det et must at have fokus på og være bevidst omkring mig selv. Og det kan være svært.

Det er svært at ændrer gamle mønstrer, der berører ens følelsesmæssige liv, berører ens fortid og som kan have forskellige konsekvenser både for relationer, men  også for mig selv som person. Det lyder meget underligt, men det kan faktisk også være meget svært at handle efter et bedre liv og at få det bedre med sig selv. Men nogen gange bliver jeg tvunget til at tage action, andre gange kommer det helt naturligt, der er også gange, hvor jeg elsker at tage de skridt der skal til og andre gange må jeg give slip.

Det vigtigste for mig er at passe på de vigtigste relationer jeg har i mit liv, holde mig indenfor de værdier jeg har i mit liv, at holde fast på de mål jeg har sat mig og gå efter det jeg virkelig drømmer om. Og det er ikke så lidt.

Relations

Hvad ang. relationer, så er det vigtigt at jeg føler mig ubetinget elsket og støttet, for at kunne være tryg og glad i en relationen. Det er vigtigt for mig at jeg ikke føler mig forkert eller skal leve op til noget jeg ikke kan, men at jeg kan være den Mette jeg er. Omvendt, så gør jeg virkelig mit bedste for også at rumme og elske alle sider af de mennesker der er tætte på mig.

Jeg kigger tit på mit liv og vurdere hele vejen rundt hvordan det går. Jeg fejre de små successer og ser også ærligt på de områder der trænger til en kærlig hånd og går ind og gør det der skal til, for at det skal blive bedre. For vi ved ALTID hvad det er der skal til, for at forbedre de vigtige områder i livet.

Jeg sætter mål, mål som sætter ruten mod min vision i livet. Visionen er det jeg virkelig gerne vil have i mit liv og de ting jeg drømmer om at få opfyldt. Målene er det der fører mig hen mod visionen.

Så har JEG styringen! Og ikke tilfældighederne eller andre 🙂

styringen

Det lyder meget enkelt at sætte det op på den måde, og som jeg skrev tidligere og har gentaget, så er det ikke altid ligetil. Der er dage, hvor jeg synes at det er op ad bakke, hvor jeg kæmper og alt i kroppen, følelsesmæssigt og sindet er tungt, tungt. Jeg kan føle at jeg slet ikke er god nok, ikke fortjener noget som helst, har ondt i hjertet, er modløs og synes at mange ting er unfair. Når jeg har det sådan, så er det som om at verdenen udenfor mig ved det, det er som om at alle omkring mig kan se det og som om at dagen er designet efter den tilstand. Jeg møder modgang, møder mennesker der bekræfter at jeg er nul og niks, jeg falder over de mindste forhøjninger, jeg støder ind i lidt for lave skabslåger (kun for lave disse dage??), jeg ryger ”tilfældigvis” ind i noget vejarbejde, jeg kommer endnu mere for sent på arbejde eller til et møde, bliver brændt af til en frokostaftale, mine børn hører absolut ikke hvad jeg siger, tværtimod gør de det modsatte af det jeg vil have dem til og mit hår sidder af pommern til (plus at en bums er dukket op). Haj-ja… Kender du det? Det hele kommer på en gang?

bad hair day

De dage er der! Og dem skal jeg også tackle og faktisk også rumme, for at føle at jeg er i balance. Jeg har i mange år, gjort alt for at finde alle mulige og umulige veje, for at undgå at have sådanne dage eller for at komme ud af sådanne tilstande, og har fået rigtig mange geniale ideer ud af det. Det nærmeste jeg er kommet til en løsning, er at blive ved med at gøre mit bedste for at leve et liv i integritet.

Nogen gange må man tage de svære beslutninger i livet, for at få det bedre.

Andre gange handler det bare om at lytte lidt ekstra til sig selv og gøre sit bedste for at være god mod sig selv <3 Gør det der gør dig glad!

Så, kære læser, tag dine skridt hen i mod sund balance og et liv hvor du har styringen.

Mit Arctic Circle Race 2015

Jeg har været enormt spændt på, om kroppen ville kunne bære at jeg, fra at have deltaget ved Vasaloppet med de 90 km. og kun 12 dage efter skulle begive mig ud i en 160 km. løb, Arctic Circle Race. Ville det være restitution nok med de 12 dage, ville jeg ødelægge min krop og ville jeg kunne klare det hårde pres mentalt, ville jeg overhovedet kunne gennemføre dette års Arctic Circle Race?? Alle de spørgsmål og bekymringer…

Ja, for der ligger også et ”lille” indre pres på gennemførelsen. Det er 5. gang jeg skal deltage og ud af de 4 gange jeg allerede havde deltaget, har jeg kun gennemført én 160 km. og det var i 2012. i 2011 valgte jeg at blive nedgraderet til 100 km. , i 2013 styrtede jeg og smadrede min hånd og sidste år gik en dum lyskenskade op. Denne gang skulle være!!

IMG_7146
Dette års kort over ruterne

Jeg landede i Sisimiut mandag formiddag fra Ilulissat hvor jeg havde været på arbejde. Vejret var fantastisk, sol fra en skyfri himmel og total perfekt ACR vejr 🙂

IMG_7197  IMG_7216

Tirsdag formiddag, efter at have valgt at betale mig fra al der hedder smørring af ski hos verdensfirmaet Torrak (Lars K. Olsen)(det kostede 1.250 kr.), tog jeg ud for at teste ski og løjper. Knivskarpe spor, høj solskin og fantastisk stemning. På den korte tur, omkring 10 km., var jeg en smule udfordret i lunger og i mit venstre knæ. Mine lunger virkede meget trætte og knæet ville bare ikke det jeg ville.

Jeg valgte at tape mit knæ og tage et par pernodiler, og det hjalp.

Dag 1 – Høj solskin og – 3 på dagen
(52,6 km.: Arenaen – morderbakken – fjorden rundt – Halvvejs op mod Aappilattorsuaq-foden – udsigten ud til fjorden ”for enden” af Nasaasaaq – Campen ved skiliften)

IMG_7147
Jeg har en god følelse og er ok spændt. Det er ikke ligesom de andre år, hvor jeg har haft det dårligt, været bange og været nervøs. I år er der lidt mere ro omkring mig og jeg glæder mig til at komme ud i feltet.

IMG_7306  IMG_7310

Turen rundt om arenaen og op over kvajebakken går rigtig godt, det er heller ikke i år at Sisimiormiutterne får lov at grine ad mig 🙂 Der er andre der tager æren, jeg kører sikkert og godt ned ad bakken og kører forbi en skare af mennesker. Hvert 10. meter kan jeg hører folk hepper på mig (”Mette, Mette, Mette”, ”Miiti, Miiti, Miiti”) og det er bare så fedt. Det varmer om hjertet at kende så mange folk i Sisimiut, nuanneq!

Turen ud til K1(første drikkepost), som ligger 10,5 km. fra arenaen er hård, meget varmt og det går op ad bakke. Jeg sveder ubehageligt meget og prøver fabrilsk at følge Marie Lundblad, som jeg havde en lille aftale om at følges med. Ved drikkeposten K1, dukker Lasse også op 🙂

Turen fra K1 til K3 (K2 bliver sprunget over, da den ikke ligger på dag 1’s rute), som er 6,1 km. går også fint, bortset fra at jeg stadig forsøger at følge med Marie, men har virkelig svært ved det. Efter K3, kommer Morderbakken(Qerrortusup majoriaa), en nedstigning på 3,2 km. som skiftevis går meget stejlt til ”almindelig stejlt” ned ad. Jeg tager mine ski af og løber ned hele vejen. Her er Marie kørt fra mig og er forlængst nået ned til fjorden.

Da jeg når fjorden, har Marie ellers ventet på mig igen, men kører. Jeg tænker yaaaay så er jeg ikke presset af at blive ventet på 🙂 Foran mig ser jeg frem til 10 km. ligeud og dobbelttag, det bliver godt. Nu er jeg jo godt varmet op efter Vasaloppet, så det her bliver peace of cake. NOOOOT 🙁 Det bliver 10,6 km. forfærdelighed og lidelse. Jeg kunne slet ikke køre dobbeltag og måtte derfor køre diagonalt (hvor det er benene mere end armene der trækker) hele vejen, og jeg syntes hele vejen at jeg kørte langsommere og langsommere (faktisk tænker jeg på et tidspunkt “gad vide om jeg overhovedet kommer nogen vegne?”). Jeg blev mere og mere alene og havde jammerligt ondt af mig selv. Hvis der havde været et hul…. (  🙂 intern humor, hahhahh). Kunne høre Frederik for mig ”Nallinnanngilatit”, talte mine tag(“1, 2, 3, 4, ….98, 99, 100” og forfra), forsøgte at synge lidt (“Aaaaaallll by my seeeeellff…”), kæmpede en brav kamp for at overdøve de destruktive og negative tanker, ledte efter mine snit til at blive kørt hjem, håbede lidt at mine stave ville knække og at skiene vil gå i stykker… Men no way, det var en hæslig overfart på fjorden, ad bad.

IMG_7307
Her er jeg nået halvvejs på fjordisen

For enden af fjorden møder jeg min første engel på turen 🙂 Luffe 🙂 Vi går op ad morderbakken sammen (skiene fastgjort på rygsækken og bruge stavene til at komme nemmere op ad den lange stigning; 3.2 km.) og følges faktisk ad hele vejen, foruden de sidste 5-8 km.
Det skal lige siges at jeg indtil jeg møder Luffe, 25 gange har besluttet mig for at stoppe og lover mig selv aldig, ALDRIG, at udsætte mig for lignende ting igen (jeg besluttede mig for højest at løbe 5 km. fremadrettet, ikke mere end det!! 🙂 ).
Luffe og jeg hjalp hinanden hele vejen og hyggede os. Jeg føler lidt at det er takket være ham at jeg kom igennem den dag 🙂 Vi skiftedes til at gå forrest op ad opstigningerne og Luffe sprang ind foran når vi skulle ned ad bakke, som han var bedst til, og så jeg kunne følge hans ski.

Lige før K5, som lå 8,3 km. efter toppen af morderbakken, og så i øvrigt fortsatte op ad et stykke tid, styrtede jeg et par gange ned ad nogle bakker. Fra højdemeterne skulle vi ned igen, for at komme ud til campen og på vej ned kørte Luffe fra mig. Så var jeg på egen hånd frem til målet, igen 🙁 . Efter nedkørslerne fra K5, er der et laaaaaaaaaaaangt stykke fra fodenden af Nasaasaaq til campen (føles som 20 km.) var der omkring 5 km. De længste 5 km. ever, puuuuha. Ingen glid i skiene og kunne derfor ikke stave derudaf, selvom at det gik lidt ned ad bakke, så det var benene igen der skulle trække.

Da jeg efter 6 timer og 27 min. ENDELIG kommer i mål, er jeg fuldstændig smadret og færdig. Jeg er helt sikkert også mærket af de 90 km. Vasalop.
Men jeg bliver mødt af Frederik Lundblad, Jakob Mølgaard, Arnakkuluk Kleist og Maliina Abelsen, ved målstregen, som kommer og tager sig af mig og giver kram, nuanneq og totaaaal kærlighed.

NB: HUSK til næste år:  at dag 1 altid er et helvede for dig Mette!! Din krop er i chok og alt føles tungt og det gør ondt.

Campen
Det første jeg skal da jeg når i mål, er at skifte tøj. Fra det våde klamme tøj til noget tørt. Jeg kommer ind i tøjteltet, bliver skrevet op til massage, skifter tøj (giver mig rigtig god tid), hænger al det våde tøj op til tørre og finder det perfekte sted til at tørre mine skistøvler (det er et must for mig at de er tørre dagen efter til dag 2, gider ikke våde skistøvler) og spiser mine to proteinbar. Det hele passer rigtig godt, så da jeg er klar bliver jeg kaldt til massage og en sød ung pige ved navn Maliina tager i mod mig og masserer mig. Aaaah iluaq og nuanneq. Hun er rigtig god.

IMG_7262
Søde Karen i tøjteltet

Jeg leder efter mine ski, som jeg skal have afleveret til Lars K. Olsen, så de kan klargøres til dagen efter, men kan ikke finde dem. Går næsten i panik, men finder så ud af at han har hentet dem og er i gang med at gøre dem klar, fantastisk. Så jeg giver slip og kan koncentrere mig om at fylde op i depoterne til næste dags race.

Jeg finder mit mad frem og flytter ind i madteltet, hvor alle andre, der er kommet i mål, sidder og hygger sig. I mellemtiden er vennerne, Lasse, Nivi, Charlotte og co. også kommet i mål.

IMG_7249
Kammannguakka Adam og Marie

IMG_7252
Inequnartunnguit Simigaq og Nivi (og nakken af Kattak 🙂 )

Jeg sidder i madteltet til jeg skal i seng, som er ved 21.30 tiden. Jeg har forsøgt at spise, men har slet ikke appetit og synes at mit frysetørret mad smager a’ h’ t’ 🙂 Jeg bliver en smule bekymret, da jeg jo rigtig gerne vil være mere på forkant med morgendagens tur, være fyldt godt op. Men jeg kan ikke spise.

IMG_7253
Hvad laver du Frederik?

Jeg finder mit telt, får redt op med to rensdyrskind og en super duper sovepose. Ligger mig til at sove og falder også i søvn. Jeg sover rigtig godt 🙂

IMG_7280

Dag 2 – Tåget og omkring – 6 på dagen
(49,2 km.: Campen – op på toppen af liften à rundt om Alanngorsuup qaqqaa (liften) – tilbage til campen – op igennem flaskehalsen – Labyrinten – Halvvejs op mod Aappilattorsuaq-foden – udsigten ud til fjorden ”for enden” af Nasaasaaq – Campen ved skiliften)

IMG_7149
Kortet over dag 2 ruten

Står op kl. 06.30, for at spise godt med morgenmad. Under morgenmaden aftaler jeg med Nivi Grønvold, Luffe og Karl-Frederik (Sisimiormioq) at vi skal tage den med ro og følges ad i dag. Det var konsekvensen af gårsdagens løb, som var for hård for mig. Jeg aftaler også med Nivi Grønvold at vi tager skiene af og går op ad liften, for at spare på kræfterne.

Kl. 09.55 begiver jeg min i målområdet, klar til dagens strabadser. Jeg går om bagved (længere bagved end dagen før 🙂 ), for ikke at blive revet med under start af de hurtigste.

Kl. 10.00 skydes vi i gang og af sted går det. Jeg glemmer alt om mine aftaler, om gårsdagens forfærdeligheder, alt hvad jeg har lovet mig selv og verden omkring mig. Lasse forsøger at huske mig på det ”stille og roligt Mette”, jeg vælter også lidt rundt under start og drøner op mod toppen af liften.
Det går godt, jeg kan mærke at jeg har mere overskud i dag og er gladere. Så jeg kører bare af sted. Op på toppen og, aller bedst og hvad jeg er så glad for, fantastisk ned ad liftens højder, hele vejen nedenom Alanngorsuup qaqqaa og rundt igen. Da jeg når campen igen, følges jeg ellers lidt med Luffe, men kører fra ham, da han selv siger at jeg bare skal køre og at han har brug for ekstra tid til energi-indtag.

Jeg kører med Malu Petrussen (ung Sisimiormiutter) fra start til slut. Vi drøner op ad flaskehalsen, hvor jeg møder en gal ung amerikaner, der går og synger. Jeg kører videre og når foden af Labyrinten. Her var jeg helt sikker på at der ville være en drikkepost, men bliver så skuffet over at opdage at det er der ikke. Shiiiiit, der er langt op til K2, som ligger på toppen af Labyrinten. Jeg stopper lidt op, halv-psyket over min skuffelse, tager lidt energigel. Så bliver jeg passeret af den gale unge amerikaner (som er med i en serie der bliver filmet om ultraløbere der over 10 uger bliver udfordret af forskellige sindssyge løb), som siger ”be strong” til mig og begiver sig op i Labyrinten.

Jeg hopper med og vi følges ad resten af vejen, sammen med Malu.

Vejret er blevet værre, altså endnu mere tåget end da vi startede, så vi har kun 10 meter sigt foran os. Den gale unge amerikanske gut hedder Hunter og kommer fra LA/Californien, hvor han er en af de førende ekstremløbere. Han er med i en filmserie på 10 afsnit om en del ekstrem løbere som bliver udfordret til at deltage på nogle af verdens mest ekstreme løb på 10 uger.

Undervejs var der et filmhold der fulgte ham, så hver halve tid, kom en snescooter drønende med filmholdet, som løbende interviewede ham og mig 🙂

Det er meget tåget, og vi kan som sagt ikke se længere end 5-10 meter. Det er fedt op ad bakke, da vi ikke kan se hvor langt vi skal op og må “bare” tage det som det kommer (opstigninger har det med at fortsætte og blive ved og det kan som regel psyke en, når man kan se endnu en top) og smadder spændende ned ad bakke, da der pludselig kan komme stejle nedstigninger.

Vi styrter ovenpå hinanden en enkelt gang, men “overlever” nedkørslerne fint.

Jeg synes generelt at længderne i dag er overraskende kortere end jeg havde husket dem eller har frygtet. Jeg bliver flere gange overrasket over at vi “allerede er der”.

Da tågen ikke bare er tåge, men is-tåge, er vi undervejs frosset til is. Mit hår, øjenbryn, øjenvipper og ansigtet er dækket af  is, vi er helt hvide og ukendelige.

Jeg kører fra Malu og Hunter et par km. før målet, som til min glædelige overraskelse er rykket og pludselig er jeg i mål. Nuuuuannn…

IMG_7311
Netop kommet i mål på dag 2

Campen
Ligesom dagen før, så er det første der skal ske, når man kommer i mål, at få skiftet tøjet, blive masseret og få hængt tøjet op til tørre, så det er klar dagen efter.

Jeg er så heldig at komme ind og blive masseret af søde unge Maliina igen, daaaalu.

Jeg er også nået i mål, så jeg nåede kalaalimernit (grønlandsk proviant, som serveres ved campen), uuuuhhhmm.

IMG_7305
Uuuhmm tørfisk og moskus okse kød

Hygge i campen
Vi sidder på rad og række på bordebænke, som er spækket med forskelligt mad, slik, chips, drikke osv. Nogen laver frysetørret mad, mange har frosset hjemmelavet mad ned som varmes op (Chilli con carne, lammesuppe, moskusgryde, pasta m. oksekøb osv.), nogen steger store bøffer og koger frisk pasta, andre smøre rugbrødsmadder osv.  Vi sætter os hvor der er plads, så der er altid mulighed for at sidde med folk man ikke kender, men kan lære at kende.

IMG_7276
Cuno, Hansigne og Yvonne

Alle snakker om dagens oplevelser, om stenene man har mødt på sporene, nedkørslerne man ikke kunne se og de hårde opkørsler. Nogen snakker om kampe og andre om successer i løbet af dagen, igen andre om konkurrenter og venner og engle på vejen. Nye bekendtskaber og venskaber bliver skabt og dyrket. Det immer af glæde og fællesskab i teltet, nuan.

IMG_7267
Søde Charlotte

Jeg sidder og prøver igen at spise (har bare ingen appetit), da Hunter pludselig kommer og siger “Nå, det er sådan du ser ud?” og jeg svarer “ja, og det er sådan du ser ud”. Vi har været pakket ind i huer og is hele dagen.
Så smider han sin mobil op i ansigtet på mig og jeg ser et billede af en smuk pige i bikini, “det er min kæreste”. Jeg tænker først, det er da mærkeligt at han viser mig billeder af hans kæreste i bikini og smiler en underlig grinmasse til ham. Men så begynder pigen på billedet pludselig at vinke…. Hahahhaha, det viser sig at vi facetimer og at Hunters kæreste ligger på stranden et smukt sted på Californiens strandkyst og snakker med sin kæreste på Grønland. Han ville lige vise sin kæreste hvem han havde fulgtes med i løbet af dagen.

IMG_7250 IMG_7274
Hygge i teltet (Carsten, Jacob, Mark og Luffe)

Jeg er træt, så efter at have forsøgt at spise min frysetørret oksekød i ris med paprikasauce, lidt rester af en lammesuppe(tak Nitter (Heinrich’s kone)) og noget moskus fra en moskusgryde(tak Carsten), bevæger jeg mig ned i vores telt for at gå i seng. Jeg bor i øvrigt i telt med dejlige skønne Kattak Bødker <3

Jeg falder hurtigt i søvn og sover fantastisk.

Dag nr. 3 – Evakueringen
Jeg vågner første gang kl. 04.30 hvor teltet rystes grundigt af vindstød. Det er fedt at ligge i en varm sovepose inde i et telt, ude i den vilde natur, sammen med en masse andre og opleve storm udenfor. Jeg overvejer en lille stund at blive bekymret for at teltet flyver væk med os to små “nipser”, Kattak og jeg, men tænker så på at vi vejer nok til, at teltet bliver hvor det er 😉 Jeg kan lige så godt sige det; JEG ELSKER at vågne op i et telt i den grønlandske natur!

Da jeg omsider, kl. 06.00 står op og stikker hovedet ud, kan jeg godt se hvad der højest sandsynligt venter os; en aflysning 🙁

IMG_7281

Jeg går op i madteltet for at spise morgenmad, men også for at veje stemningen og for at forhøre mig om situationen. Alle sidder og er spændte på at høre noget om dagens strabadser.

IMG_7285

Desværre bliver løbet i dag aflyst pga. vejret, øøøøøøv.
Alle får at vide at de skal pakke deres ting, ligge det i en bunke et sted, gå op i skiliftens hytte og blive registreret og vente på transporten, som skal køre os til Sisimiut.

IMG_7293
Folk på vej op til skiliftens hytte

Vi bliver registreret og bliver hentet af pistemaskinen, som har en stor åben container på slæb, hvor 30 af os hopper op. Vi bliver kørt ind til Sisimiut, en køretur på ca. 30 min.

IMG_7299
Turen med pistemaskine

Det er en flad og kedelig følelse, men også lidt spændende at være en del af noget unikt. Vi bliver alle kørt til Taseralik, hvor vi igen bliver registreret og venter på vores bagage.

Uanset hvordan Arctic Circle Race sluttede og uanset om vi ikke fik løbet alle 160 km., så var det en fantastisk oplevelse igen, nye bekendtskaber, dybere venskaber og unikke uforglemmelige oplevelser og ikke mindst fysiske fede udfordringer vi alle tager med os hjem.

Jeg glæder mig til næste år!!!!

FIF og huskeliste til næste gang:

Mad til campen
  • 2 forpakket havregrødsblandinger (Grovvalset havregryn, kokosmel, blå birkes og honning) og 2 bananer til morgenmad – Fik spist det hele – √
  • Koffeinfri instant kaffe og 1 liter risdrik i en drikkedunk – √
  • 1 pakke rugbrød, smør, ost, hamburgerryg og 4 hårdtkogte æg – Det rørte jeg ikke :o/
  • 3 pakker frysetørret mad; pasta bolognese, oksekød i ris og paprikasauce og jægergryde. – Ad, smagte forfærdeligt 🙁
  • 1 ps. Chips – Som andre havde størst fornøjelse af
  • 2 poser hitmix – Som andre havde fornøjelsen af
  • 1 pose islandsk tørfisk – Det rørte jeg ikke :o/
NB: Husk at have suppe med lam, rensdyr eller moskus med, i stedet for frysetørret, det smagte super.

 

Energirationer til turen / pr. dag
  • 2 high5 energygel med skovbær smag – Uuuuhmm mamaq
  • 1 energygel med koffein (Nitters speciale) – Uuuhmm mamaq
  • 2 proteinbar til lige efter løbet (1 fitpack og 1 peanutproteinbar) – Uuuhmm mamaq
NB: Husk til næste år, ekstra energigel, det var slet slet ikke nok med 3, skal have doblet op med.Udover det skal jeg i uger op til begynde at gøre kroppen klar til den store indtag af energi og ugen op til skal jeg fylde depoterne helt op (2-3 energygel om dagen og 2 drikkedunke energidrik)

 

Udstyr til turen
  • Tallerkner, skål, bestik til maden og kop til brug ude i campen
  • Vaskeservietter til at vaske sig i
  • Sovepose lånt af Mads
  • Rensdyrskind lånt af flyttefirmaet i Sisimiut, hvis ikke ewn sød lokal vil låne en et (koster vidst 200 kr.)

 

Mit Vasalop 2015

Sidste år i marts månede fulgte jeg mine dejlige veninder Magdaline Heilmann og Evi Kreutzmann, som kørte Vasaloppet. Det var så spændende at følge dem, at jeg på et tidspunkt skrev på FB at jeg ville være med i 2015. Samtidigt med at jeg skrev det, efterlyste jeg også andre, der evt. ville følge trop. Der var masser.

Allerede 2 minutter efter at tilmeldingen gik i gang, var alt udsolgt 🙁 Men heldigvis kunne man gennem Event4you.dk købe vasalop-pladser, hvilke vi gjorde.

Vasaloppet 2015
Søndag morgen den 8. marts 2015 er der +3 grader udenfor og de har lovet at temperaturen stiger i løbet af dagen til omkring + 12 :o/  Sneen er det rene slush-ice og der er is i bunden af sporene. Det er også masser af vandpytter og nærmest søer på ruten.

Vi boede 6 personer i en skihytte lige udenfor Sälen (byen ved startsområdet), Evi Kreutzmann, Jakob Mølgaard, Magdaline Heilmann, Jacob Nitter Sørensen og Ola-Jakup Magnussen. På dagen,  stod vi op omkring kl. 04.30, for at få morgenmad, pakke sammen og komme med bussen til Sälen i god tid. Skiene havde vi fået smurt af ”eksperter”, så de var klar.

IMG_7041

Sälen er en lille-bitte by, som hvert år samler omkring 16.000 skiløbere til start. Dette betyder så også at busturen, der normalt ville have taget et kvarter, tog 1 time denne morgen. Der var trafikprop og alt ting nærmest gået i stå.

IMG_7046
Startområdet dagen før løbet

Vi når frem til startsområdet med al vores bagage, ski og os selv. Slæder det afsted og igennem mudderet der var på forpladsen. Det første der optog os, da vi ankom til Sälen, var at stille vores ski klar, så vi fik et sted at starte. Vi, pigerne, havde fået tildelt løbsnr. bagerst i feltet. Vi stillede vores ski på højre side af alle sporene (der var mange 🙂 ). Da det var på plads skulle vi finde den lastbil som skulle transportere vores bagage fra Sälen til Mora (lastbilerne er nummereret efter løbsnr.) og aflevere bagagen.

IMG_7089  IMG_7092

Så kunne vi slappe lidt af, spise vores madpakker (rugbrødsmaddere smurt aftenen før af søde Evi) og ellers stå i kø ved toiletterne :o/  Vi stod i kø i 45 min. og måtte efter toiletbesøget nærmest spurte hen til vores ski, for at stå klar til start. På vejen skulle vi så også lige aflevere vores rygsække, som skulle med en anden container(som også var nummereret).

IMG_7097
Toiletkø

Da jeg nåede frem til mine ski, var startsskuddet skudt i gang og jeg hoppede i mine ski og kørte. Evi var endnu ikke kommet over til sine ski og Magdaline var kørt afsted, så jeg kiggede efter hendes grå hue og fik øje på hende (blandt 16.000 andre skiløbere). Mig afsted, møve mig frem og op bag hende, så vi kunne følges op ad det første stykke, som var en flaskehals. Der var ikke mulighed for at køre hurtigt, vi skulle gå op ad bakke på rad og række over en distance på 1,5 – 2 km. Det var sku’ meget hyggeligt 🙂 . Jeg følges med Magdaline og får også øje på Evi 10 meter fra os 🙂

IMG_7100  IMG_7101

Da vi når ”toppen” af denne bakke, kan jeg sætte farten op og kører afsted.

Første drikkepost, Smågan, lå omkring 9,2 km. fra start (det tog mig 1 time og 35 min.). Fantastisk oplevelse at køre blandt træer, gennem små byer og sammen med så mange mange mennesker. Jeg vælger at køre igennem drikkeposten, uden at få fyldt op.

Fra Smågan til næste drikkepost, Mångsbodarna, er der omkring 14,3 km., og det tog mig 1 time og 14 min. at nå frem der. På vejen følte jeg mig stærk og i overskud. Jeg røg ind i en stor gruppe mænd, som skulle vise sig var dem jeg skulle følges med hele vejen i mål 🙂 . Jeg når nogen gange at blive lidt frustratreret over ikke at kunne komme ud af denne klump mennesker; tildels fordi at jeg har så meget bagglid, men også skal bruge ekstra enbergi på at overhale og komme ud, så det lader jeg vær med og bliver i klumpen.

Fra Mångsbodarna til 3. drikkepost, Risberg, er der 10,8 km., det tager mig 1 time og 4 min. at nå frem. Jeg havde fået fortalt at Vasaloppet startede opad, men var jævnt ned ad bakke resten af vejen og man kunne stave hele vejen uden problemer. 2 dage før afgang fra Grønland, viser de andre jeg skal følges med, en bakke, Risberg-bakken, som for mig er overraskende lang og en smule stejl (og jeg er ikke ligefrem begejstret for nedstigninger) og hvor folk væltede rundt og styrtede 🙁 . Så jeg er spændt og lidt nervøs da jeg når frem og skal ned ad den ”berygtede” bakke. Men no problem, kører ned som var det noget jeg gjorde hverdag (tror at det var held og at mine ski havde valgt at passe godt på mig). Jubii så er ALLE bakke overstået, og jeg kan koncentrere mig om at stave dobbelttag resten af vejen 🙂 NOT!!!!!!

Resten af vejen går det op og ned! Sildeben op og amok ned :o/ Sender de venner som har bildt mig andet ind, en lille “uskyldig” tanke… 😉

Fra Risberg til 4. drikkepost Evertsberg er der 12,4 km., hvilke tog mig 1 time og 24 min. I forhold til de første 35 km. er denne strækning mere lige, hvilke er benhårdt og min hastighed falder. Jeg er tvunget til dobbelttag det meste af vejen, og min overkrop er ikke det stærkeste hos mig. Så denne strækning har jeg lidt ondt af mig selv.

Vi kører tilgengæld igennem skove, hvor lokalbefolkningen har begivet sig ud for at heppe. De sidder hele familier med bål, tæpper, mad, drikke og hygger sig, nuanneq.
Det er fedt at man kan følge hver km. man har kørt, da arrangørerne har sat skilte op om det hver km. Mellem Risberg og Evertsberg passere vi de 45 km. og jeg er glad og jubler højt over at vi er nået halvvejs (til nogle af mændendes store irritation).

Fra Evertsberg til 5. drikkepost Oxberg, er der 15 km., som tager mig 1 time og 31 min. Her går det virkelig op og ned ad bakke. Slush-Ice med is nederst. Ned ad bakke er jeg udfordret, farten ryger virkelig op i det is og jeg må berolige mig selv på vej ned. Så højlydt råber jeg ”rolig, rolig, rolig, du kan godt, slap heeeelt af, sådan sådan sådan…uuuuhhhh uhhhhhh” til mig selv, hver gang det går ned ad. Og huuuuher og jubler når jeg overlever bakkerne ned 🙂 Jeg gad godt vide hvad dem jeg kørte med omkring mig har tænkt, he he. Jeg styrter KUN 1 gang ned ad bakke og 1 gang på et lige stykke, YES!
Mellem Evertsberg og Oxberg passerer vi 60 km. og mine tanker går til ACR’s første dag, som plejer at være 60 km. Jeg råber højt ”Yes, nu er der KUN 30 km. tilbage, jubiiiii”. Mændende omkring mig brummer og snerre lidt ad mig.

Fra Oxberg til 6. drikkepost Hökberg, er der 9,2 km., det tager mig 1 time og 2 min.  Det skal lige siges at der faktisk er en lille drikkepost mellem Oxberg og Hökberg, hvor jeg lige kunne tanke op. Det er faktisk rigtig rart, her de sidste 30 km.
Jeg er en smule træt, irriteret over mit bagglid og igen er det lange lige strækninger vi er ude i, puuuuha mine arme. Vi passerer 70 km. stregen (og igen råber jeg højt hurra og minder alle omkring om at der KUN er 20 km. tilbage) og herfra kan jeg mærke at jeg bliver nødt til at sætte en eller anden form for distraktionstanke/-leg op, for at kunne se bort fra trætheden. Jeg beslutter mig for at jeg vil overhale alle de kvinder vi møder foran os på turen 🙂 Det er faktisk sjovt og jeg får overhalet ALLE de kvinder jeg ser foran mig 🙂

Det smukke, udfordrende og meget bemærkelsesværdige ved hele turen, er at der er bomstille, der er ingen der siger noget, ingen larm, ingen lyd overhovedet, ren og skær SILENCE RETREAT, fantastisk! På et tidspunkt får jeg dog lyst til at overdøve den stilhed med techno musik, men lader vær 🙂

Fra Hökberg til 7. drikkepost Eldris, er der 10,2 km, som tager mig 1 time og 1 min.  Mellem Hökberg og Eldris er der også en lille ekstra drikkepost. Trætheden begynder virkelig at melde sig og det er hårdere med al den bagglid. Jeg får også lidt skæld ud på denne strækning, fordi at jeg ikke orker at kigge tilbage når jeg vil skifte spor og folk bag mig vælter rundt og må bremse hårdt, når jeg bare skifter spor.

Fra Eldris til mål er der 8,9 km. 🙂 Jubiiiii, nu kan vi se lys forenden af tunnellen. Kører de 8,9 km. på 53 min. Vi kører meget lange lige passager, langs søer, skove og veje på vej ind mod Mora. Puuuha de sidste 5 km. er så laaaaaange. Vi kører ind igennem byen på de sidste par km. og når omsider ind på arenaen, hvor massevis af folk er stimlet sammen og hepper på os, woooow, det var fedt. 30 meter før mål er der nogen der råber ”Mette, Mette, Mette” og jeg kigger forundret over mod råberiet (hvem fanden kender mig her i Sverige????) og der står Ittu’s kone Pia og deres søn Oscar og hepper på mig. Iiiih hvor var det fantastisk og det rørte mig dybt. Lige før målstregen er der igen en der råber mit navn, det var Magdaline. Hvor var det fantastisk at kører over målstregen. Det gik op for mig at jeg overhovedet ikke havde haft mine ski af hele vejen (hvorfor skulle jeg også det, vil mange nok tænke. Men jeg kunne jo have taget i mod smørring af skiene undervejs, jeg kunne have mødt ”nedad-bakken-muren” og taget skiene af, jeg kunne have styrtet eller et eller andet. Men nej!).

A424_1_sid1

Da 16.000 mennesker skal serviceres med bad, tøjskift, bagagelevering, mad og hvad der ellers ligger i sådan et løb, har Vasaloppet bygget en meget struktureret tilgang op til det hele. Lige efter målstregen, begiver du dig ind i et område, hvor du kan aflevere dine ski, som bliver opbevaret i en slags ski-garderobe, så du ikke behøver at slæbe dine ski rundt alle steder. Så tager du over til en busstoppested, hopper på bussen der kommer (de er gratis og KUN beregnet til løbet, så man skal ikke bekymrer sig for at man kommer i den forkerte bus), og kører dig hen til en kæmpe stadion, hvor al bagagen er stillet op i nummer orden (ud fra løbsnr.). Fra stadionen er der 100 meter til svømmehallen og idrætshallen, hvor man går i bad. I år var svømmehallen for kvinderne og idrætshallen for mændende.
Sikke dog en fantastisk oplevelse at komme i bad og få skiftet sit tøj.

IMG_7104
Bagagen på stadionen

Fra svømmehallen går du 250 meter, så er du ved spisestedet, som er en stor hal. Der er dækket op til alle løbere, maden og det du vil drikke hentes hos personalet.

Da vi løbere fra Grønland kom ind på forskellige tidspunkter, havde nogle af os aftalt at have mobilkontakt, så vi kunne spise sammen og snakke om turen.

Efter maden gik vi over for at hente bagage og ski og kørte derefter hjem til vores kollega Andreas, hvor vi skulle overnatte.

Fantastisk givende og fed oplevelse at være med. Vi er nogle stykker der har fået blod på tanden og vil ud og have flere af disse oplevelser! Men lige nu er mit fokus på ACR, 12 dage efter denne oplevelse.

IMG_7093  IMG_7098

FIF til turen:

Overnatning:
I rigtig god tid fik vi booket en skihytte, hvor 6 af os (vi var 9 fra Grønland, der fulgtes ad) skulle bo, i noget der hedder Kæplinge (15-20 min. tid med bus udenfor Sälen – startsområdet).Vi fik også hurtigt ordnet hvor vi skulle overnatte i Mora (målområdet). Vi har en svensk kollega, som tilbød sit hjem til os.

 

Transport:
  • Fly fra Nuuk til København om torsdagen
  • Fly fra København til Arlanda/Stockholm om fredagen
  • Tog fra Arlanda til Bæring (mod Sälen) – 2½ timers tid
  • Bus fra Bæring til Kæplinge – 3 timers tid
  • 90 km. på ski fra Sälen til Mora
  • Tog fra Mora til Arlanda – 2-3 timer om mandagen
  • Fly fra arlanda / Stockholm til København om mandagen
  • Retur til Grønland om tirsdagen
Hvad havde jeg med i bagagen?
  • Tøj til dagene før løbet (gamascher og overtræksbukser og et par bluser)
  • Tøj til løbet (tynd løbejakke, uldbluse, sportsbh, uldgamascher, løbetights, strømper, pandebånd, halsedisse og tynde handsker)
  • Ski og skistave (jeg havde taget ekstra stave med, det var ikke nødvendigt)
  • Skiftetøj til efter løbet (undertøj, strømper, gamascher, overtræksbukser og bluse)
  • Håndklæde og det der skal bruges til bad
  • Energigel, drikke og proteinbar

 

Huskeseddel til næste gang:
  • Book skismørring hjemmefra på vasaloppet.se
  • Husk at tage håndklæde med hjemmefra (ß tænkte jeg ikke på og måtte besværet låne et i svømmehallen)
  • Køb energigel, energidrik og proteinbar hjemmefra (ß satsede lidt på at jeg kunne købe det i Sälen, men fik det ikke gjort, fordi at det var for uoverskueligt)
  • Husk at fylde op med energigel og –drik i ugerne op til og konsekvent sluge og drikke det min. hver time (for at vedligeholde energiniveauet)
  • Stil skiene på sporene i målområdet i god tid
  • Gå på toilet i god tid (for der er laaaaaang kø)

 

10. Evnen til at holde fokus og skabe momentum

Tårnhøj selvtillid og en dyb selvværdsfølelse… …fortjener du, jeg og alle andre, og de eneste der kan give os det, er os selv!

Jeg håber at du har respelteret dig selv, lyttet til dig selv, taget dig selv alvorligt og behandlet dig selv, som du ville behandle din bedste ven, som du ville behandle din største rollemodel, en royal osv. osv.

Observere dig selv, kig på ugen der er gået og se hvad overskriften har været? Hvad har du tiltrukket, hvem har du omgivet dig med, hvilke energier har fyldt og hvad har du lavet? Det hele vil i store træk fortælle dig, hvor dit forkus har været 🙂

Nu går vi ind i den sidste uge af challengen, uge 10, som er mindst lige så vigtig som alle de andre kompetencer og som mange af jer der startede ud med at hoppe i med på denne challenge-vogn, helt sikkert har udfordringer med 😉 Nemlig at holde fokus og skabe monemtum.

Den tiende kompetence til et liv i integritet
Evnen til at holde fokus og skabe momentum

Desværre er mange af os ikke vant til at stræbe efter det aller bedste i vort liv. Vi lever i en verden hvor det er nemt at bare at følge flowets gang og de fleste mennesker lever langt under deres egen formåen. Så hvis du skal have succes med at leve dit bedste liv, så har du brug for at forpligte dig til det aller bedste i dit liv.

At forpligte sig til det aller bedste i livet, vil sige at have det mod til at få det bedste ud af hver dag. Det betyder at se gennem mulighedernes briller og finde løsninger hvor der før ikke syntes at være nogen.

At forpligte sig til det aller bedste i livet, betyder at være fokuseret på langsigtet tilfreds- stillelse i stedet for umiddelbar tilfredsstillelse. Det kræver at du har modet til at opgive hvad du hidtil har kendt og i stedet gå efter det der er ukendt. Det betyder at du skal lytte til dit hjertes dybeste ønsker og have tilliden til at lave de forandringer og tage de risici der er brug for til at udvikle dig.

Prøv engang at tænk på den entusiasme du ser, når du ser på et barn. De fleste små børn tror dybt i deres hjerter på at de er i stand til hvad som helst. De har modet til at synge af deres lungers fulde kraft, at sige hvad de mener og kæmpe for det de tror på. De tror på dem selv. For at leve et ægte ekstraordinært liv, så må du genskabe denne grad af tillid og forståelse af, at det er dit ansvar at frembringe det aller bedste i dit liv.

Din forpligtelse til det aller bedste i livet må begynde hver mor gen når du åbner dine øjne.

Din forpligtelse til det aller bedste i livet vil løfte dig ud af dine ordinære handlinger og bringe dig til ekstraordinære handlinger. Det vil give dig den nødvendige energi og inspiration du har brug for, for at gøre dine drømme til virkelighed.

Din forpligtelse til det aller bedste i livet kræver en særlig bevidst opmærksomhed på dine daglige gøremål – for at være sikker på at dine valg og handlinger er i tråd med din vision og dine mål. Det sikrer dig at dine handlinger får dig i den retning dine mål er og det er hvad et liv i fortræffelighed handler om!

Prøv lige at fordybe dig i følgende spørgsmål:

  1. I hvilke områder af mit liv har jeg ladet mig nøjes med “godt nok” istedet for det aller bedste eller mest fantastiske?
  2. Hvad skal jeg give slip på (undskyldninger/forhindringer/mønstre osv.), for at leve det bedste liv?

At holde fokus og skabe momentum, handler om at holde fast på al det der gør dig godt i dit liv og virkelig at blive ved med at arbejde dig hen i mod alt godt for dig.

Jeg håber inderst inde i mit hjerte, at de sidste mange uger har gjort, bare en lille smule, forskel hos nogle af jer og at det har givet stof til eftertanke. For mig har det været en fantastisk rtejse med masser af budskaber, klare billeder og store indsigter (også selvom at jeg har arbejdet med integriteten i mange år).

Tak fordi at du gad at være med i denne lille “leg” og held og lykke med dit liv 🙂

9. Evnen til at højne dit selvværd og selvtillid

Jeg sidder lige nu på skønne og smukke Rhodos, et af øerne hvor en masse fantastiske Guder (Zeus, Poseidon, Hades, Afrodite osv.) engang herskede, hvor maden er himmelsk (tzatziki, græsk salat og lækre grillspyd) og hvor man ikke kan andet end at nyde og slappe af. Men det er også stedet hvor der ikke er søkabel eller andet smart så man kan oploade billeder hurtigt og uden problemer, nææh nej 😉 Så denne uges blog bliver, desværre, uden billeder.

Jeg håber at i har fået kigget på, tænkt over, haft fokus på og måske endda handlet på sidste uges kompetence; at håndtere ufærdige projekter – gøre ren bane.

Jeg synes at det er en meget vigtig kompetence at have fokus på til dagligt og jeg bruger det faktisk også rigtig meget. Hvis jeg med det samme kan færdiggøre et projekt jeg er gået i gang med, så gør jeg det, har jeg gjort noget forkert, så rydder jeg hurtiogst muligt op i det, så det ikke fratager mig energi og glæde til andet. For en måneds tid siden blev jeg konfronteret af en kollega på dårlig attitude under et møde. I stedet for at retfærdiggøre, komme med undskyldninger eller lignende, tog jeg ansvaret, og “tilstod” overfor mine kollegaer at jeg havde haft en dårlig attitude og undskyldte den. For mig er det også at færdiggøre og rydde op.

Lad os hoppe ud i den 9. kompetence, som er fantastisk og virkelig er at tage ansvar. Mange gange tror vi at det er andre der har til opgave at øge vores selvtillid og selvværd og at det er deres skyld at de er lave. Men nej, det er kun os selv som kan øge dem 🙂

Den niende kompetence
Evnen til at højne dit eget selvværd og selvtillid

At have det godt med sig selv er vigtigt. Faktisk, så er det en vigtig tilstand for at leve et liv i integritet, for dig. Når vi har det godt med os selv, så vil vi automatisk tiltrække gode ting ind i vores liv, tiltrække de mennesker og omstændigheder som vil hjælpe os med at opnå vores mål. Det gør vores forhold til andre mennesker nemmere. Situationer som kunne skabe problemer for os vil være nemmere at finde en løsning på. Vi har selvtilliden og energien til at gå ud og få det vi gerne vil have.

Selvværd og livskraft er tæt forbundet. Tænk over dette: når dit selvværd er højt, så har du som regel energi til at gøre det der skal gøres – så er din livskraft høj. Og når din livskraft er høj, så er du sandsynligvis i gang med at skabe resultater, som helt naturligt får dig til at føle mere selvtillid og stolt- hed omkring dig selv. Når vi har høje tanker om os selv, så føles det naturligt for os at vi fortjener det hele.

Hemmeligheden ved at holde vores selvtillid og selvværd på et højt plan, er at bringe din opmærksomhed på dine valg og handlinger. Hver dag har vi en bunke muligheder til at tage valg og handlinger som enten vil få os til at føle os bedre omkring os selv eller valg og handlinger der formindsker vo- res selvtillid og selvværd. Hver dag vælger vi hvordan vi tager os af os selv, hvordan vi tænker og agerer til de omstændigheder der er omkring os. Hver enkelt af disse valg har en direkte påvirkning på vores livskraft og vores selvværd. De kan enten bidrage til eller formindske vores vitalitet.

At leve et liv i integritet kræver at du kontinuerligt vælger tanker, adfærd og handlinger der bygger dit selvværd op. Så vi skal være opmærksomme, tage beslutninger og handle på det der øger vores selvtillid og selvværd. Her er nogle eksempler på valg som formindsker vores indre flamme, forringer vores selvværd og svækker vores livskraft.

Her er nogle eksempler på valg som formindsker vores selvtillid, forringer vores selvværd og svækker vores livskraft.

  • Burde og skulle eller formodede forpligtelser.
  • At spille sød for at få nogens anerkendelse eller kærlighed.
  • Tilbageholde kommunikation, anerkendelse eller omsorg.
  • Undskyldninger/retfærdiggørelser
  • At have fokus på det der mangler/er forkert
  • At komme for sent
  • Fordømme dig selv eller andre
  • At omgive dig med mennesker som kritiserer dig og ikke kan se din storslåethed
  • Overspise, bruge for mange penge og frådse
  • At leve i en fantasi
  • Ikke at værdsætte det du har og være besat af det du ikke har
  • At lade andre overskride dine grænser eller slet ikke at have nogen grænser
  • At holde fast i krænkelser
  • Ikke at have tid for dig selv
  • Tilbageholde anerkendelse fra dig selv
  • At ignorere din indre visdom

Og her er nogle eksempler på valg der forstærker din livskraft, giver dit selvværd et kick og giver brændstof til din selvtillid.

  • Tage dig tid til dig selv og dem du elsker
  • Tage dig af din krop – hvile, sjov, leg, træning og at spise sundt
  • At leve i virkeligheden og lave en plan for din fremtid
  • At lægge mærke til og anerkende dig selv for det du gør godt
  • At have fokus på det der er godt/rigtigt/fungerer
  • At følge din plan og struktur
  • At holde dit ord
  • At omgive dig med mennesker som inspirerer dig og ser det bedste i dig
  • Vær intim/tæt med dem som du elsker
  • Udtrykke taknemmelighed for den du er og hvad du har
  • At gøre det du ved er nødvendigt at gøre
  • Danse og bevæge din krop frit
  • Tilgive – give slip på fortiden og gammelt nag
  • At komme til tiden, være respektfuld
  • At lytte fra hjertet
  • At have et powerfuldt support system(netværk)
  • At fortælle din sandhed og sig nej når det er nødvendigt

Vælg bare 5 punkter fra listen du netop har gennemlæst og brug al energi og kræfter på at have fokus på dem og få det gjort i denne uge, og se hvad det gør ved dig. Jeg kan garantere dig at du vil kunne mærke en forskel.

Mange smil, varme, sol og lækker mad herfra 🙂