Arctic Circle Race 2017 – min beretning

Det var lige i sidste øjeblik at jeg tilmeldte mig deltagelsen til Arctic Circle Race 2017, på 100 km. distancen. Jeg har virkelig været i tvivl om jeg skulle og har også flere gange besluttet ikke at tage den i år og ombestemt mig lige så mange gange.

Knæskade
I maj 2016 fik jeg en knæskade, revne i brusk og menisk, som virkelig begrænsede mig i min træning. Jeg kunne ikke løbe, sjippe, squatte, hoppe eller bukke knæet optimalt. Meget frustrerende og virkelig deprimerende. Jeg fik at vide af knæspecialisten, jeg var hos i DK, at der ville gå et år, før at jeg ville kunne træne normalt igen. Jeg fortsatte min spinning,  tilrettelagde min crossfit til det jeg kunne (alt andet end squats, sjipning, løb og andet hvor knæet skulle bukkes) og kontaktede en fantastisk Osteopat i Danmark, som behandlede mig, når jeg var forbi.


Osteopati er en internationalt anerkendt manuel behandlingsform, der er baseret på traditionelle sundhedsvidenskabelige fag, som anatomi, neurologi, fysiologi, biomekanik, embryologi og patologi. Inde i Kødbyen i København er der et sejt center med de bedste osteopater, Therehab.dk

Da skisæsonen startede, i januar, var jeg meget spændt på om mit knæ ville kunne lide og klare langrenden. Første langrendstræning var jeg flyvende og havde det fantastisk, også i knæet. Jubiiiii jeg var glad (og græd lidt af glæde over at det gik). Fluks tilmeldte jeg mig alle NSP Cup’ene, for nu skulle jeg give den gas, så jeg kunne træne op til ACR.

Skissæsonstart og NSP Cup
Første NSP Cup var et 15 km. løb (slap dog af og lad os lige starte skisæsonen, var min reaktion). Jeg gennemførte løbet, men fik med det samme et irriteret, hævet og smertefuldt knæ ud af det, øøøøøøøv 🙁
Sådan var det faktisk efter hver Cup, haj-ja, så jeg måtte i slutningen af februar beslutte at jeg ikke skulle med til ACR i år. Jeg var ked af det og kæmpede oppe i hovedet med at acceptere det. Sjovt nok, så det jeg kæmpede mest med, var at jeg havde sat mig for at jeg skulle løbe 10 ACR’ i træk, dette ville have været det 7. 🙂

Jeg sov på min beslutning om ikke at deltage i år og vågnede op med en “NEEEEEEEJ, jeg kan ikke lade vær med at deltage, jeg skal!”. Kompromisset blev at jeg ville tilmelde mig 100 km. distancen, så jeg både kunne passe lidt på mig selv, men stadig deltage.

Så 3 uger før ACR tilmeldte jeg mig 100 km. distancen 🙂

En god og dejlig dag at ankomme til Sisimiut på
Det er torsdag den 30. marts, solen skinner, det er koldt og der er liv og glade dage i Sisimiut, da vi (Frederik Lundblad og jeg) lander, med verdens dejligste og bedste pilot, Ib <3 . På min Facebookside popper der mange dejlige hjertelige lykønsker op hele dagen <3 Det er min 44 års fødselsdag 🙂

Vi, Frederik Lundblad og jeg, checker in i “Casa del Strøm Sinclair Larsen slottet” på toppen af poppen i Sisimiut, hvor vores roomie Maliina Abelsen allerede er checket in. Jeg er så taknemmelig for at kunne bo hos skønne Karin og fantastiske Elias, hver gang jeg skal deltage til ACR. Her er SKØØØNT! Og hvor priviligeret kan man være, at have to så fantastiske roomies, som Frederik og Maliina?

I løbet af dagen møder vi en masse skønne mennesker der også skal deltage til ACR. Ligesom alle år, så går turen mod kirken, i et flot optog af alle løbere. Efter kirkegangen går vi sammen over i Taseralik, hvor infomødet foregår.


Infomødet blev afsluttet med en fødselsdagssang “inuuisiortoq pilluarit”, sunget af et 200 mands kor 🙂 (Arrangeret af søde Maliina <3 )

Vi slutter min fødseldag af med en dejlig middag hos Karin og Elias.

Fredag den 31. marts 2017 – ACR 1. dag
Vi står op til en morgen, hvor det er overskyet, sneer, blæser og er – 9 grader (PIS). Vi checker vores ting ind i Taseralik kl. 8 og begiver os tilbage til “Casa del Strøm Sinclair Larsen slottet”, hvor vi vil slappe af, spise lidt og gøre os klar til start kl. 10.00.

Jo nærmere vi kommer startsskuddet, jo mere kan jeg mærke at jeg bliver nervøs og spændt. Tænker på mit spørgsmål til min mand hvert år “jeg er nervøs, bange og spændt og har slet ikke lyst” og min mands svar er altid “det har du sagt alle årene, lige før start, så det er helt normalt”.

Vi begiver os ned til arenaen, tjekker skiene, som har en smule bagglid (shiiiiit), men kan ikke gøre mere end at gøre os klar til start.

Jeg er også rigtig nervøs for om jeg har gået og undervurderet de 100 km. At mine tilbagevendende sætninger som “det er en hyggetur, det bliver dejligt og jeg kommer til at nyde det”, faktisk ikke kommer til at holde. Jeg tænker meget over hvor lidt jeg egentlig har trænet langrend, og at det længste jeg har kørt til træningen er de 15 km. Puuuha, det gør mig meget nervøs.

Min strategi er at have fokus på de områder, hvor jeg ved at jeg får det hårdt, og at samle kræfter før de kommer. Første sted der skal overståes er en sløjfe på 11,3 km. lige udenfor Sisimiut (lang, drøj og meget kedelig), så kommer flaskehalsen (laaaang opstigning) og sidst den halve opstigning til labyrinten. Når de 3 områder er overstået, så er jeg godt på vej.

Kl. 10 skyder borgmesteren ACR 2017 i gang og vi drøner rundt i en loop om arenaen, skal lige op over kvajebakken (tøsebakken) og får lov at kører ud i baglandet.


Mig på vej ned af “the fucking kvajebakke” 🙂 Billedet er taget af søde Jonna Pedersen.

The road to hell
Vi er knap nok kommet ud bag Sisimiut, da det hurtigt går op for os allesammen at vi er på vej ud i noget forfærdeligt. Nemlig løjper der er dækket af en halv meter sne, blæst og storm (OMG).

Vi kører i en lang konvoj, hvor der ikke er mulighed for at overhale, da der kun er et spor, som de forreste af feltet har lavet for os andre. Og det er virkelig frustrerende. De første 16 km. køres inde tæt ved byen. Og det er nok de værste den dag, for her møder vi som sagt overdrevet meget sne, storm og til tider white out. Jeg køre fra start til skillevejen (for 100 km. løberne og 160 km. løberne) ved liften, med Rebekka og Tintin. Et godt tempo, ikke så meget snak, men trygt at have hinanden i nærheden. På vej ud mod skillevejen og mens vi stadig køre inde i nærheden af byen, kommer der en snescooter kørende, hvor vejret viser sig fra sin værste side (white out og voldsom modvind), og jeg når at tænke “YES, nu kommer de omsider og fortæller os at løbet er stoppet af sikkerhedsmæssige årsager”, men snescooterkørerne vinker og hepper på os 🙁

Det er virkelig umuligt at sildebene den op ad bakker og ploje ned ad bakker, da der er for meget sne. Så bentøjet er på overarbejde opad og nedad bakke er jeg tvunget til at holde mig til de spor, som dem der køre foran mig har dannet, uden at ploje/bremse. Så der kom en masse rystende højtråbende “rolig, rolig, rolig, rolig, det skal nok gå, det skal nok gå” til mig selv, mens mine ben ryster og jeg forsøger at holde kontrol. Jeg styrter et par gange og bliver fuldstændig dækket af sne fra top til tå, inde i brillerne, handskerne, håret, rygsækken og over alt. Men jeg kommer igennem første “svære/hårde” område, nemlig den 11,3 km. sløjfe.

Jeg siger vemodigt farvel til Rebekka og Tintin ved skillevejen til liften, vemodigt fordi at jeg skal ud i en ensom og lang tur alene nu 🙁 Hurtigt kommer jeg bag en ung pige (Arnatsiaq) og hendes far, der lige før flaskehalsen får sig noget energi og noget drikke ved drikkeposten. Jeg vælger at fortsætte, så jeg lige så godt kan få overstået flaskehalsen, som er en lang opstigning.

På vej op, da jeg har passeret det stejleste sted, bliver jeg overhalet først af Frederik Petersen, dernæst Bjarne Noahsen, Frederik Lundblad, en engelsk kvinde samt Pætur (alle 5 kører 160 km. distancen og har været opppe på toppen af skiliften, før de overhaler mig).
Jeg får “knækket” flaskehalsen, og begiver mig op mod sidste drikkepost halvvejs mod labyrinten, får en tår ribenasaft hos de fantastiske frivillige ved drikkeposten og kører nedad. Det går hurtigt nedad og mens jeg koncentrere mig meget om at holde kontrol, bliver jeg hassarderet overhalet af den unge pige (Arnatsiaq), så jeg er ved at styrte. Jeg kommer til at råbe lidt ad hende, men må holde hovedet koldt for netop ikke at styrte. Der er kun 3 km. til mål og jeg får ikke indhentet pigen og hendes far og de kommer i mål 1 min. før mig.

Det var meget surrealistisk at komme til en camp der er helt tom. Der var kun Martin Møller, Vittus Heilmann, Anne Mette Noahsen, pigen og hendes far. De andre år har der været mange når jeg er kommet i mål (men der kørte jeg også 160 km. distancen).

De 34 km. kørte jeg på 4 timer og 32 min.


Campen, vejret og folk der begynder at komme i mål

Folk begynder så småt at komme i mål og der kommer liv i campen. Vi får skiftet tøj, bliver masseret og finder vores mad frem, så vi kan begynde at fylde os op til morgendagens løb.

Klaustrofobi og angstanfald
Jeg går til ro, helt færdig fra dagens strabadser, i vores telt allerede ved 21 tiden. Jeg deler telt med Maliina og Nukarleq. Det er isende koldt, omkring – 30 grader, så jeg pakker mig godt ind i soveposen og falder i søvn.

Midt om natten vågner jeg brat ved at en (i min drøm) minder mig om at jeg skal trække vejret. Jeg hiver efter vejret og kan ikke rigtig få kontrol over min vejrtrækning. Jeg løsner min sovepose, skubber blidt til Nukarleq, som ligger tæt op ad mig, så hun rykker sig og sætter mig op for at kunne trække vejret. Det hjælper ikke rigtigt og jeg bliver hurtigt kold og forfrossen, så på med soveposen igen, panikker over at jeg ikke kan trække vejret ordentligt. Jeg overvejer at vække Maliina for at få hjælp, men tænker “hvad kan hun gøre”, jeg overvejer også at flå soveposen af, hive teltdørene til side og løbe ud i kulden og mørket for at kunne få luft, men vil heller ikke fremprovokere et panikanfald. Jeg forsøger at koncentrere mig om at trække vejret stille og roligt, prøver at berolige mig selv (“rolig, rolig, rolig, rolig, det skal nok gå, det skal nok gå” ) og forsøger at få mine tanker over på noget andet. Jeg vil bare gerne hjem, væk herfra. Jeg kæmper længe, får også katastrofetanker, men heldigvis formår jeg at falde til ro og falde i søvn igen. Det er ikke mange timers søvn jeg får og jeg er dybt rystet over min oplevelse.

Lørdag den 1. april 2017 – 2. dag
Vi vågner op til en smuk morgen, fyldt med sol, vindstille og iskoldt med – 20 grader. Jeg er træt, stadig rystet, nedtrykt og har kvalme. Jeg har mest af alt lyst til at komme hjem til min mand og mine børn og føler mig meget utryg 🙁 Jeg har ingen appetit, prøver at tvinge mig selv til at få lidt ned (da jeg ved at det kræves for dagens strabadser), men det går ikke så godt.


Dagen
derpå, ikke særlig glad eller oplagt.

Mine tanker er “Jeg kan ikke, jeg vil ikke, jeg er for svag, hvem tror jeg egentlig jeg er, tror rigtig at jeg kan klare hele verden, jeg er for meget og absolut ikke god nok”. 🙁

Jeg når at gennemgå dagens rute med Frederik, som husker mig på at den voldsomme opstigning mod labyrinten, er min bakke(for et års tid siden var jeg flyvende op og fik hægtet mange fra mig der). Strategien bliver at få “overstået” opstigningen til Labyrinten, holde fokus ned af Morderbakken (3 km. voldsom nedstigning), holde tempoet hele vejen rundt i fjorden og have stærke ben til Morderbakken op.

Vi bliver kaldt til registrering og til startsområdet, jeg vader uvilligt derhen og bliver nødt til at gøre mig klar. Martin (som køre sin første ACR) vil rigtig gerne hægte sig på mig på dagens tur og dette acceptere jeg naturligvis.

Arrangørerne tæller ned; 3, 2, 1 bang, så eksploderede alt i mig, jeg kører som en i h……., har pludselig uanede kræfter og er i total overskud (shiiiiiit).

Vi starter ud med at køre forkert, da en af de frivillige kommer til at guide os den forkerte vej. Efter 100 m. går det op for 10 løbere (inkl. mig selv), at vi er på afveje, og vi må tilbage og ind på de rette spor igen.

Vi kører op til labyrinten, hele vejen op tænker jeg på Frederiks “det er DIN bakke” og får hægtet alle fra mig, foruden Vittus Heilmann der er foran mig og Martin der holder fast bag mig. Det er en fantastisk opstigning, som jeg faktisk nyder 🙂 Jeg elsker at kører rundt i labyrinten, op og ned, op og ned, hen og ud, hen og ud, ned, ned, ned og atter ned, wuuuuhuuu.

Vi begiver os ned ad Morderbakken, hvor jeg 2 gange tager skiene af og løber ned, fordi det bliver for usikkert for mig (alt for stejlt). Martin overhaler mig ned ad og kommer først ned til fjorden. Foran os er der 10 km. på fjorden, ret ensformigt og en kedelig strækning, men som alligevel er helt fantastisk. Solen skinner fra en skyfri himmel, isen er smuk, omgivelserne er bare en drøm, det er rent kærlighed <3

Jeg får startet ud på fjorden lidt før Martin, og kører med samme tempo hele vejen rundt. Tænker på min gamle træners, Malik Reiding, gode råd “kør som et stærkt stabilt lokomotiv tog” Jeg føler at jeg har et perfekt flow og 1, 2, 3, så er de 10 km. kørt.

Forresten så opdager jeg hurtigt i starten af turen at der kun er en der har kørt i de splinternye spor jeg kører i, det er Vittus. Han har kørt ACR i mange år og er en meget erfaren langrendsløber. Jeg overlader kørslen til ham og følger alle hans spors bevægelser. Skiftede han spor, så gjorde jeg også, kørte han udenfor sporet, så gjorde jeg også, jeg fulgte hans spor ned ad bakker og op ad bakker.

Så er det faktisk kun turen op ad Morderbakken, 3 km. opstigning, tilbage, så er dagens strabadser overstået. Af med skiene og få de søde frivillige ved den sidste drikkepost til at spænde dem fast på min rygsæk. På med skistavene igen og påbegynde den lange vandring opad. Det går smadder godt, specielt fordi at jeg følger Vittus spor (han har også taget turen op gående).

Jeg kommer i mål i campen, meget glad og overrasket over min præstation og placering, lørdag eftermiddag kl. 13.54, det har taget mig 3 timer og 54 min at kører de 32,4 km.

Skavanker fra dagen: forfrysning på spidsen af min venstre tommeltot og et par sprungne vabler på svajen af fødderne (< det er først noget jeg opdager, da jeg tager mine strømper af, så det har ikke generet, heldigvis).


En sød sundhedsplejerske praktikant tager sig kærligt af mig.

Efter at have skiftet tøj, fået fixet skavanker og fået massage, har jeg behov for at ligge mig ned og reflektere lidt over turen og dagen. Jeg ligger mig på en madras blandt tøjet og meditere lidt.

Folk begynder at komme i mål og larmen spreder sig.
Vi møder Nina og Jonas der netop er kommet i mål, de har en dejlig nyhed. Jonas har friet til Nina på toppen af Morderbakken. Iiiih altså <3


De nyforlovede Nina og Jonas <3

Traditionen tro, er der lækker grønlandsk proviant, som bliver serveret af de sejeste hundeslædekuske.

Søndag den 2. april 2017 – 3. dag
Skolen skinner fra en skyfri himmel, det er minus 32 grader og det er sindssygt at komme ud af teltet her til morgen. Shiiiiit det er koldt.

Jeg har sovet bedre, ikke sammenhængende, fordi at det er så koldt, er vågnet flere gange hvor jeg frøs, men er i bedre humør end morgenen før. Jeg er rigtig nervøs og spændt på dagens strabadser, specielt fordi at det er SÅ koldt, men også fordi at jeg er lidt bange for at skuffe mig selv og er i tvivl om jeg overhovedet kan holde min placering.

Martin hægter sig på mig(som vi har aftalt). Lige før start, skal jeg tisse, hele 3 gange og ryster af kulde og lidt af skræk. Dagens rute er den omvendte vej fra dag 1; altså halvt op til labyrinten, ned igennem flaskehalsen, de sindssyge 11.3 km. sløjfe tæt på Sisimiut og de sidste 6,7 km. til mål.

Det er virkelig virkelig koldt, mine hænder er frosset til, jeg kan ikke rører dem og er begyndt at blive bekymret for om det er ved at en alvorlig sag med mine fingre, puuuuha de er frosne. Jeg bruger mine arme lidt ekstra, svinger dem mere end normalt og prøver virkelig at få blodet til strømme ned i fingrene og varme dem. Det bruger jeg rigtig lang tid på, mens jeg kører. Da varmen begynder at strømme ned i de frosne fingre, dunker det smertefuldt, aaaaaaaaavv.

Lynhurtigt hægter vi de andre fra os, vi drøner efter Vittus (som vi aldrig ser, fordi at han er så hurtig) og har et tempo på vej op mod drikkeposten før labyrinten. Jeg springer opfyldningen på drikkeposten over og drøner videre. Vi skal ned ad bakke og jeg ved at det bliver en kamp for mig, så jeg har brug for forspring. Ned ad bakken bliver jeg overhalet af Martin, men som dagen før, så haler jeg hurtigt ind på ham og overtager føringen.

Vi kommer hurtigt til flaskehalsen, hvor det går nedad og så meget nedad på et tidspunkt, så der er et “Skiis off” område, et sted hvor alle skal tage skiene af og løbe ned i stedet (af sikkerhedsmæssige årsager). Vi smider skiene og så løber vi afsted. Vi løber og løber, løber og løber og løber rigtig meget. Jeg når at tænke flere gange, “øøøh har jeg overset skiltet hvor vi må tage skiene på igen?”, for det er virkelig et langt stykke vi løber. Endelig kommer skiltet frem og vi får skiene på igen og drøner mod Sisimiut og de sidste 17 km. penge.

11,3 km. sløjfen, er som forventet forfærdelig, der er virkelig langt og jeg fryyyyyyyyyyser. Da vi vender ved en hytte tæt på Sisimiut, er vi nået halvvejs. Her kan jeg mærke at jeg bliver træt og faktisk ikke rigtig gider mere, jeg overvejer at sakke bagud og kører mit eget show og lade Martin køre fra mig. Martin tager over og trækker mig lidt et par gange på denne strækning, og jeg skal kæmpe lidt for at holde fast. Bag os er der Raamo, ældre herre fra Sisimiut, som har ligget bag os i et stykke tid.
Endelig kommer vi til den sidste drikkepost, 6,7 km. fra mål, jubiiiiiiiiiii. Hurtigt får vi tanket op og skynder os afsted igen (for at undgå at blive for kold).

Det er de længste 6,7 km. ind til Sisimiut, puuuhaa. Der er intet glid i skiene, sporene er drøje, jeg har bagglid og er træææææææææt. Vi køre lang tid i skyggen (nedenfor Nasaasaaq), hvilke virkelig trækker tænder ud.
Da vi kommer ind til kanten af byens skiløjper, møder vi Niels Tuutu Berthelsen, der kommer den anden vej. Det var helt rart at se liv og ham og ud af min mund kommer der et udmattet “jeg er træææææææææt”, hehe, et lille forsøg på at få medlidenhed 🙂

Da vi omsider når ind til arenaen, er det jo en fantastisk følelse, glade for at det her vi har gang i snart er overstået og at vi kan slappe af igen. Martin overhaler mig og spurter i mål 😮

Qaaaaa Martin, nu har vi fulgtes ad de sidste 2 dage, jeg har trukket og trukket, også kører du fra mig 50 m. før mål? Come on… Hahahahahahahaa.

33,4 km. kørte jeg på 3 timer og 5 min.

Da jeg kommer i mål, bliver jeg mødt af dejlige Tupaarnaq, som fortæller mig at jeg er den første kvinde der kommer i mål på 100 km. Hah? Really? Det betyder så at jeg rent faktisk har vundet? AJUGAAAAAAA 🙂

Tak for denne gang, det var frygteligt fantastisk og selvom jeg svor flere gange at jeg alrdig skal udsætte mig selv for dette her igen, så SES VI næste år, jubiiii jeg glæder mig.

Tak fordi at du gad at læse med <3

One thought on “Arctic Circle Race 2017 – min beretning

  1. Qujanaq, Mette-nnguaq, jeg tuder hver gang jeg læser om dine beretninger (jeg har læst dem flere gange) og får lidt lyst til at prøve at være med. Men jeg tør ikke. Men du er en kæmpe inspiration for os allesammen, qujanaq 🙂

Leave a Reply