Nu hvor jeg i år, allerede havde været på et fedt og hårdt langrendseventyr, så var deltagelsen ved dette års Arctic Circle Race ikke et koste-hvad-det-vil projekt, men mere et hvor-kunne-det-være-fedt projekt. Jeg havde besluttet mig for at jeg kun ville deltage, hvis jeg på arbejdet ville blive trukket i lodtrækningen om betaling af deltagergebyret. Jeg tænkte chancerne er store, for jeg havde jo kun set en lille bitte håndfuld kollegaer på løjperne de sidste par måneder. Spændende…

Næææh nej, pludselig var der 15 andre kollegaer der pludselig stod på langrend og var toptunet…. WTF?? 😳

Jeg blev ikke trukket 🙁

Det blev Pavia Tobiassen tilgengæld, der de sidste 10 år er blevet trukket!! Så min deltagelse blev droppet, øøøøv, og jeg kunne så småt begynde at bygge et normalt liv op igen, med daglige rutiner og samvær med familien. Desuden følte jeg mig også enormt træt i kroppen efter Birkebeineren, såå…

Men en god ven , Frederik Lundblad, som skulle deltage, accepterede ikke at jeg ikke skulle deltage og bad mig om at tænke lidt alternativt. So I did 😬

Sponsorater

Jeg kom i tanker om at verdens bedste autoværksted (mit autoværksted til min skønne bil) med de sejeste og flinkeste mekanikere, før havde sponsoreret en ACXR løber før. Og jeg tænkte “prøve, det gør ikke ondt at få et nej”. Så før jeg gik i seng en aften, ugen før ACR, sendte jeg dem en mail, hvor jeg spurgte om det mon var muligt at få et sponsorat hos dem på deltagergebyret. Da jeg stod op næste dag havde jeg fået svar “Det lyder som en god ide”, yaaaaaaaaay 😄😄.

Et par timer efter havde jeg også fået et sponsorat fra Grønlands bedste IT firma, Modulo.

Wuuuhuuuu, hvor det bare kørte. En sød veninde, Bodil Marie, sørgede for indkvartering til Frederik og jeg i Sisimiut, en anden skøn veninde, Evi, sørgede for at skaffe rensdyrskind som liggeunderlag til os og min dejlige Inequ lånte mig hendes sovepose.

Nu kunne forberedelserne for alvor starte.

Jeg skulle have fundet nye stave eller en erstatning af den jeg havde knækket til Birkebeineren, skulle overveje om jeg skulle købe nye skistøvler (slidte og ødelagte) eller satse på at de gamle kunne klare 100 km., jeg skulle have fixet min skaljakke (lynlåsen var stået af) og skaffe de sidste småting jeg manglede (drikkedunke, uldundertøj og handsker).

Frederik Lundblad forærede mig en skistav, der passede til den anden, jeg syede mine skistøvler og håbede på det ville holde til 100 km., min mor, som var på besøg hos mig, syede en ny lynlås i min skaljakke og jeg fik så god service og støtte på køb af drikkedunk,. uldtøj og handker hos Ittu.net. I love yoooooooooou!!

Jeg er meget taknemmelig omkring al den hjælp og meget glad og stolt over at blive støttet som jeg er blevet, TAAAAK!!!

Nu havde jeg ingen undskyldninger, jeg var klar.

Ankomsten til Sisimiut

Jeg ankom til Sisimiut onsdag den 27. marts ved frokosttid. Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen var omkring de minus 10, helt perfekt. Jeg fik smidt mit bagage hjem til den familie jeg skulle bo hos og fik skitøj på og strøg ud på løjperne i Sisimiut.

Torsdag morgen, stod jeg tidligt op og lavede en god, stærk kyllingesuppe med masser af grøntsager, som jeg kunne tage med ud til campen.

Dagen skulle bruges på at handle lidt mad, gå procession til kirken og deltage ved informationsmødet i Taseralik. Allerede formiddag ankom Frederik.

Processionen var kl. 15.30 og kirkegangen kl. 16.00 (fast tradition, som man skal være en del af).

Derefter gik vi alle tilbage til Taseralik til informationsmødet om løbet. Her præsenterede de ruterne for alle 3 dage, reglerne for løbet og de sikkerhedsmæssige instanser der var sat ind.

Førstedagen – 34,6 km.

Jeg vågnede fredag morgen ved 7 tiden og følte mig fuldstændig udhvilet og i ro. Jeg gik i bad og gjorde mig klar stille og roligt. Jeg havde det godt og tog det hele med ro. Naturligvis kom der engang i mellem et sug i maven af spænding, men det var kontrolleret. Og ved du hvad, det ligner ikke mig. Jeg vil have været i panik, ryste af skræk, have ondt i maven, gå på toilet hele tiden, ringe til min mand og spørge ham om det er normalt jeg er sådan (og han vil svare, ja ALTID) og bare have lyst til at smutte hjem igen. Men ikke denne morgen 😇 😳

Vejret var ok, blæste en del, men solen dukkede op og tempreaturen var omkring de minus 7. Frederik brugte en del tid på at smøre vores ski, så han nær havde glemt at spise morgenmad. Alt blev pakket sammen og vi begav os ned mod arenaen.

Kl. 10.00 blev vi skudt afsted af borgmesteren, Malik Berthelsen. Vi løb den traditionelle runde, rundt og op på “Kvajebakken” (aka tøsebakken) , væltede heldigvis ikke og blev sat løst ud til baglandet.

Dagens rute skulle føre os ud forbi skiliften, opad flaskehalsen, nedad flaskehalsen, ud mod benbrækkeren, hele vejen ned til havet mod Sisimiut og op til campen. Total 34,6 km. Jeg har det bedst med at dele mit løb op i dele. Det første jeg ville have fokus på, var at komme ud til skiliften(7,1 km. fra arenaen), resten ville jeg ikke tænke på. Jeg indhentede min skønne lille konkurrent, Marie Fleischer, omkring 3-4 km. efter start, som var i gnag med at ordne noget på sine ski. Jeg havde det godt og var slet slet ikke stresset i kroppen, stille og roligt tog jeg det ( 🙏 total i zen) og havde overskud til at have fokus på at få en god oplevelse af dagens etape.

Drikkeposten ved skiliften, ligger på en lille top, så når man skal videre derfra, skal man ned ad en bakken. På denne bakke, var der af vejret blevet bygget den største Big Air ever (måske 30-40 cm. høj), som overraskede mig og jeg var i et splitsekund i gang med det vildeste skihop. Hahahahaahah 😂😂😂

Jeg overlevede og fortsatte mod flaskehalsen. Et af de opstigninger (og i øvrigt også nedstigninger) jeg havde været spændt på, var turen op ad flaskehalsen. Fordi at jeg i denne sæson og på Birkebeineren havde følt mig virkelig svag opad. Vi kommer til opstigning og længere oppe ser jeg Pavia Tobiassen. Woow, jeg har indhentet ham 😊 2 km. sildebens-opstigning/climbing. Det gik, jeg holdt mig bag mændende og kom op. Men fuuuuck det var hårdt for benene. 160 km. løberne fortsatte op og vi vendte og skulle ned igen.

Det blæste og vinden var kold. Dette havde udviklet en fin og stejl bakke ned til en naturskabt pukkelpistbakke 😱. Fygninger som havde vokset sig store nok til at man ikke kunne pløje ned eller bare køre stille og roligt ned. Pludselig var jeg på den pukkelpistebakke og hoppede rundt skrigende. Jeg var skrækslagen og var samtidigt ved at få krampe i lårere af at pløje og prøve på at bremse

Heldigvis og tilfældigvis får jeg på et tidspunkt kontrol og kan stoppe. OMG jeg rystede over alt og skulle lige samle mig. Jeg tog skiene af og løb ned resten af vejen.

Fra drikkeposten i bunden af flaskehalsen til drikkeposten før man vender ud mod benbrækkeren er der 6 km. Og der var alle spor fyget til, så det var virkelig anstrengene at køre. Undervejs skal jeg ned ad en bakke, som egentlig er ok og ikke stejl, men pga. fygningerne på sporet mister jeg herredømet og vælter. Jeg vælter ikke kun, jeg ruller rundt og mine ski er alle vegne omkring mig. Jeg når lige akkurat at tænke, “jeg er heldigvis alene og ingen har set mig”, skynder mig op at stå, da jeg høre og ser en hundeslædekusk heppe på mig og klappa ad mig, 😂😂.

Jeg når frem til dagens sidste etape jeg havde forberedt mig på ville være hård og som bare skulle overståes. En etape på 9 km., som er en laaaaang etape, der kører op og ned, sådan en der trækker tænder ud og som suger resten af energien ud af dig. Men heldigvis kender jeg ruten fra andre år og forberedte mig godt på den. MEN, naturligvis skulle der lige komme en “lille” krølle på ruten, som var lige ved at slå mig ihjel. Jeg havde lige fejret at nu var det kun lige en kilometers penge ned til havet, da ruten pludselig vender ind mod land og tilbage og fører mig stejlt op ad en bakke, for lige at lave en “sød og sjov lille sløjfe”, før vi når den sidste drikkepost. Shiiiiiit, min eneste reaktion var råbende “Neeeeeeej, hvorfor??????”. Jeg følges med Ulrik Heilmann, som kigger tilbage på mig og har samme udtryk i ansigtet som jeg har.

På det tidspunkt havde jeg ikke mere at drikke, var fuldstændig dehydreret og havde nul overskud. Det var som om at vi var midt ude i saharas ørken, skulle tilbagelægge mange mange kilometre, ekstrem tørstige og lignede Jim Carrey. “Ulrik, har du noget vaaaaand?”, heldigvis havde han noget energidrik i sin camelbag, så vi stoppede op for at drikke.

Jeg kom i mål lige efter Ulrik Heilmann, efter 4 timers vilde strabadser, hvor jeg skiftevis havde haft det fantastisk, haft det skidt, været skide træt og energisk på vejen.

Dagens engler

Dagens engler var en ung fyr ved navn Jens Joorut, som lige spottede at jeg havde det hårdt, da jeg kom slæbende på Frederik Lundblad og min store tasker. Som en rigtig gentleman, så kom han løbende og tilbød at tage begge tasker og bærer dem ind i tøjteltet, FANTASTISK! Qujanaq!

Den anden var fysioterapi Irene og hendes massagehjælper. Irene tog sig godt at mine sener ved min dårlige knæ og jeg fik en rigtig massage.

Og så er min kammak Frederik den største stjerne, fordi at han er den han er, men også fordi at han havde prepareret de perfekte ski til mig.

Hygge i campen. dag 1

Fortsættes i part 2 om et par dage, tak for din opmærksomhed.