Det er 6. gang jeg deltager i Arctic Circle Race, og 2. gang jeg gennemfører 160 km. 🙂

Jeg tilmeldte mig først 3-4 uger før løbet, fordi at jeg havde været usikker på om jeg overhovedet skulle deltage. Jeg synes ikke at jeg havde fået langrendstræning nok, har haft vild travlt med mit arbejde, med friviligt arbejde i forbindelse med Arctic Winter Games og med et spændende livsstilsændringforløb for en flok dejlige mennesker i 12 uger. Alt dette har virkelig hevet en masse timer ud, så der ikke har været nok langrendstræning til mig.

Men en dejlig ung pige, som jeg træner crossfit og spinning med, trak og vi lavede en aftale om at vi skulle køre sammen og komme i mål søndag, som var en begivenhedsrig og vigtig dag for hende. Inequ-nnguaq

Siden nytår har vi trænet sammen, næsten hver dag og været bevidste omkring kost og livsstil generelt. Træningsprogrammet har stort set, set sådan ud, i alle ugerne op til Arctic Circle Race:

Mandag: Skitræning med NSP (typisk intervaltræning)
Tirsdag: Endurance løb og crossfit
Onsdag: Spinning og styrketræningsøvelser
Torsdag: Skitræning med NSP og crossfit
Fredag: Crossfit
Lørdag: Endurance løb og crossfit
Søndag: Langtur på ski

Hjemmefra pakkede vi vores løbstøj i poser, så det var lige til at tage op, fik lavet maden (det gjorde Jacob 🙂 ), handlede energigel og energipulver og gjorde så meget klar som muligt, så vi kunne bruge dagene i Sisimiut, før løbet, til at hygge og lade op.

Det er en smuk solrig morgen i Nuuk, onsdag den 30. marts, på min fødselsdag, kl. 8.05, da vi tager afsted fra Nuuk til Sisimiut. Flyet er fyldt op med ACR atleter. Aviaja og jeg sidder sammen og er nervøse for det vi skal ud i om et par dage 🙂

Vi lander i Sisimiut tidlig formiddag, hvor vejret er endnu bedre <3 Solen skinner fra en skyfri himmel, sneen knitre fantastisk og byen summer af ACR stemning, FANTASTISK!

Inequ, Jacob Nitter og jeg var så heldige at blive inlogeret hos min dejlige veninde og kollega Karin og hendes lige så skønne mand Elias. De bor i et lækkert stort hus, lige ovenover arenaen, mere perfekt kan det ikke blive.

Vi får lagt vores bagage og en, to, tre, så er vi ude på løjperne, for lige at fortælle Sisimiut og løjperne at vi er her.

Vi tager en dejlig runde på 5 km. sammen med Carsten og Luffe. Nuuuuaaannn…. Og tager lige en runde til, da vi møder Michael Collin og hans norske gamle klassekammerat.

Onsdag aften laver Jacob lækre rensdyrbøffer, dejlige kartofler og jeg laver salat til, så vi med en god middag kan fejre min fødselsdag. Og da vi, Jacob og jeg, også er i Sisimiut som repræsentanter for Air Greenland, tager vi kl. 20.00 ned til sponsoraften i Taseralik. Der bliver serveret mad og drikke, og Anne Linnet giver et par gode numre. Jacob får også arrangeret en fødselsdagsang for mig og Ulrik Ghisler (ham der har opfundet thorax traineren), som er der som træner for Kronprinsen.

Torsdag er dagen hvor alle atleter sammen går ned til kirken, er i kirke og til informationsmøde. Det er også dagen hvor sommerfuglene i maven til tider kan være ustyrlige, hvor skrækscenarier dukker op inde i hovedet, håb om at alle de 160 km. kan blive kortere og hænderne engang i mellem bliver fugtige og klamme ved tanken om det vi skal ud i.

Inequ og jeg tager også hinanden i at være spændte, men kigger også hinanden dybt ind i øjnene flere gange og siger “vi gennemfører!”.

Racedag nr. 1 – Fredag den 1. april 2016

Vi står op kl. 7.00 fredag morgen, for at pakke færdig, spise morgenmad og lade op til starten, som er kl. 10.00. Seneste check-in tid for bagagen der skal køres ud til campen, er kl. 09.00. Vi pakker alt der skal være klar til os i campen, når vi flere timer efter når frem (skiftetøj, mad, soveposer, toiletsager osv.).

Jeg kan mærke at jeg er rolig og klar (det plejer jeg ALDRIG at være, tværtimod plejer jeg at være bange og ude af mig selv). Inequ er også ganske rolig, selvom hun engang i mellem giver udtryk for at hun er spændt.

Vi tvinger alle tre (Inequ, Jacob og jeg) morgenmaden ned, mens vi hygger os og Jacob coacher os i at være realistiske og ikke dramatiske 🙂 Jeg beklager mig over at vi lige skal lave loopet omkring ungdomsklubben og skal omkring løjperne i byen, før vi bliver sluppet løs ud i baglandet. Ganske stille og roligt bygger jeg panik op omkring turen… Så siger Jacob helt tørt “uanset hvad, Mette, så bliver de 160 km. ikke kortere”! Hahahahhaha fantastisk. Et par dage før, da vi er ude og køre på løjperne, fortæller jeg glad og stolt, at jeg coacher unge mennesker i at få succes med eksamen, og en af de ting jeg beder dem om, under forløbet er at holde et lignende oplæg (som eksamen) for deres familie eller kollegaer, for at tage toppen af nervøsiteten. Det kan være vildt grænseoverskridende at holde oplæg for dem der er en nær.
Vi kører forbi tøsebakken og Jacob siger, “godt så slutter vi dagens skitur af med at tage tøsebakken”. Min reaktion er “NEJ! Jeg skal ikke op på den bakken!”. Men sjovt nok og heldigvis, så kommer vi op og jeg får en god føling af den, så jeg på løbsdagen kan komme godt og sikkert ned ad den 🙂 Så Jacob er min selvudnævnte coach!

Kl. 09.00 begiver os ned mod arenaen.

Vejret er perfekt; sol fra en skyfri himmel, næsten ingen vind og – 15 grader 🙂

Kl. 09.45 går vi ind i arenaen og gør klar til start.

Billedet er fra ACR’s FB side

Vi har aftalt med Charlotte Bech at vi følges ad, og at vi i starten skal tage det stille og roligt, så vi ikke forsvinder fra hinanden. Der er trods alt 234 deltagere…

Starten bliver skudt i gang af Qeqqata kommunias Borgermester Hermann Berthelsen, og off we go. Først et lille loop, ud af arenaen, rundt om ungdomsklubben (eller hvad det er) og tilbage mod tøsebakken / kvajebakken, for at drøne op ad den og ned igen(med publikums håb om sjove og skøre styrt ned; men sorry det kom ikke fra os, det overlod vi til andre) og så er det ellers bare derudaf.

Fra Arenaen til K1 (som er den første drikkepost, ca. 7,3 km. fra arenaen) kører det bare derud af, god fart og fantastisk fører. Jeg har det fantastisk i kroppen, alt kan følge med og min bekynring om at det første stykke vil gå ondt helt ind til marven, må jeg gøre til skamme. Da vi kommer til K1, klager Inequ over at det er hårdt. Jeg prøver at berolige hende med at det er kroppen som er i chok og at det snart går over.

Vi fortsætter ud mod liften, hvor K2 er placeret. Jeg har det fantastisk og glider bare derud af. I min iver og glæde over at det går så godt og at jeg nyder det, kommer jeg til at kører fra Inequ og Charlotte. Jeg sænker farten og satser på at de indhenter mig inden længe. Jeg følges med Marie Fleischer op ad den lange bakke mod skiliften. Hun spørger mig håbefuldt på et tidspunkt “Er det værste nu overstået”, 🙂 Der må jeg desværre sige nej, dette her er kun starten.
Inequ indhenter mig ude ved K2. Det viser sig at Charlotte har fået problemer med sine skistøvler og nogle vabler, så hende ser vi først igen, ude i campen.

Vi får en smule ribenasaft og en håndfuld boller, så drøner vi ud mod udsigten og K3. Turens absolut smukkeste sted, på vej mod udsigten og når man når udsigten bliver man blæst omkuld. Den udsigt slår benene væk under mig og jeg råber begejstret “Wooooooow hvor er her smukt” og tager en masse billeder.

Der er et sted på vej ud mod udsigten, hvor det er stejlt, så det for nogen af os godt kan betale sig at tage skiene af og gå op. Det gør vi også, jeg følges med triatlet Sebastian op (som viser sig vil dukke op omkring os alle tre dage 🙂 ) og Inequ følges med Ane fra Sisimiut bagved os. Det er første gang at Sebastian både er i Grønland og rent faktisk også står på ski. Det viser sig også at Sebastian har læst min blog om min ACR tur i 2015 🙂

Vi når K3, som er det sted, der i min verden, først og fremmest skulle overståes, da højden er lidt udfordrende (det er gået op, op, op og atter op, men også ned, ned, og atter ned). Vi er glade og har masser af energi.

Mellem K3 og campen (som er drikkepost nr. 4, altså skal vi køre igennem campen og videre ud på de sidste 23 km. derefter), kører jeg et stykke foran Inequ og har mit moment lige der. Det er en følelsesladet tur for os, da vi har et mål, som er at få Inequ i mål søndag den 3. april, hvor hendes afdøde mor ville have haft fødselsdag. Vi har aftalt at vi kører i mål i Sisimiut, solen skinner og vi græder af glæde 🙂 Jeg synes at det er et smukt projekt.

Som sagt kører jeg der i min egen lile verden, solen skinner for vildt, bjergene er de smukkeste, løjpen er sindsyg skarp, jeg har det perfekt i kroppen og får et strejf af lykkefølelse lige der midt i ingenting. Jeg kigger op i himlen og kommer i tanker om min afdøde far, sender ham en masse tanker…. OG pludselig slår det mig…. Han har fødselsdag i dag, fredag den 1. april. Det gjorde lige vores tur endnu mere dyb og følelsesladet.
Jeg bryder ud i gråd og får lige snakket lidt med ham; takker ham og sender ham kærlighed. Så bryder jeg ud i sang “Qulleq ikumavoq, uanga kisimiikkama….” 🙂

Jeg er sikker på at der er mange af os, der vil blive indlagt på den lukkede, hvis folk så hvad der foregik ude på de løjper, når vi havde vores egen stunder. Sang, gråd, grin, råb, skrig, latter, apati, angst, glæde, irritation, stilhed, larm, smil og meget meget mere, hahhahahahahahha 🙂

Vi når campen, hvor den 3. mand netop er kommet i mål, Erik Amondsen. Vi fortsætter ud mod en pynt, før vi kører forbi campen igen og ud mod den skønne labyrint. Herfra mod K5, går det op, op, op, op og atter op ad, og hold k… jeg elsker det, det er lige mig 🙂 Da jeg kan se drikkepost K5 kan jeg hører at der er en som hepper på mig. Siden jeg fik at vide at Malu Sandgreen skulle være drikkepost frivillig har jeg sendt ønsker om at hun stod ved K5 🙂 Og rigtig nok, det er Malu som hepper på mig 🙂

Jeg får en kop kaffe hos Malu, mens jeg venter på at Inequ kommer til drikkeposten.

Billedet er fra ACR’s FB side – K5

Fra K5 til K4 går det ned ad, ned, ned og atter ned. Hold op det var fedt. Dem som kender mig godt, ved at jeg har det svært med bakker nedad… Men det er slet ikke noget problem ved dette års ACR. Jeg tager bakkerne ned, som om at det var det mest naturlige, wuhuuuuu. Når der kom skilte med “Steep 10 %”, blev jeg en smule nervøs, MEN så kunne jeg hører min selvudnævnte coach inde i hovedet “hold nu k… kvinde”, slap tankerne og kørte afsted, iiihhhaaarh.

Vi når K4, som ligger på vej ned ad en velkendt (fra andre år) flaskehals, får lidt indenbords og begiver os mod campen.

Til campen er der 4,5 km., hvoraf 2 km. er op, op og atter op. Resten er stortset “lige ud”. Vi når frem til målet og jeg guider Inequ ind foran mig, så hun kan komme i mål som den første <3

56,7 km blev kørt på 7 timer og 20 min. – fantastisk og herlig tur.

 
Billederne er fra ACR’s FB side

Resten af dagen og aftenen går med massage, spise og hygge med de andre atleter.
Før vi tog afsted, havde vi ønsket at bo i telt sammen. Men da der var gået et eller andet galt i oversigten, blev vi skilt ad. Heldigvis skulle vi bo med folk vi kendte, så det var ikke så galt.
Jeg var så heldig at skulle bo i telt med Uiloq Slettemark, nuann 🙂

Billedet er fra ACR’s FB side – Hun er så sej! Blev nr. 2

Racedag nr. 2 – Lørdag den 2. april 2016

Vi står op til endnu en fin og solrig dag, lørdag morgen kl. 7.00. Jeg har sovet ok, vågnet lidt hist og pist, hvor kroppen lige skulle finde en ny stilling i det hårde underlag.
Jeg får tilberedt mit morgenmad (marathon-grødet 🙂 ), lavet en god kop kaffe og min energidrik blanding. Humøret i madteltet er i top og folk er glade.

Jeg er en smule øm i mine lår og mine småtæer, ellers har jeg det super og glæder mig til dagens 48,5 km. strabadser. Inequ ser også frisk ud og er glad (det er den pige altid (næsten 😉 ).

En times tid før løbets starts besøger jeg lige min sygeplejerske Atsa Mina (det er min veninde Evi Kreutzmann’s faster, som vi andre også har adopteret), for at få tapet et par af mine skrøbelige tæer. Bagefter er det toiletbesøget, som er noget for sig selv… Du skal virkelig forberede dig og pakke dig ind, før besøget.

Her er det lige ved at gå galt, hahahahha. Billedet her er venligst lånt af Birgitte H. Lyberth

Starten til løbet bliver i gang kl. 10.00.
Igen har vi aftalt med Charlotte at vi følges ad.

Klar til start med Ittu 🙂

Billedet er fra ACR’s FB side

Vi starter ud fra campen og kører op mod K3, så vi starter hårdt ud med op, op, op og atter op. Fra K3 tager vi ud og vender ved den smukke udsigt til fjordene og ned, ned, ned mod K4. Der er her lange fantastiske passager nedad, hvor du kan blive i sporene og kører laaaaaaaaangt ned, naaah nuaannn. Jeg skreg i vilden sky af glæde over den fart jeg havde, det var så fedt.

Der er kendte mennesker omkring os, det er dejligt. F.eks. Angajo, Ege, Mette, Ane, Mads osv. nuann 🙂

Vi når K4, får lidt at drikke og en håndfuld boller, og gør os klar til at køre op ad labyrinten (den omvendte vej end dagen før). Så her skal vi også op, op, op og atter op ad bakke. Det er lige mig, jeg elsker den bakke <3

Jeg når op til K5 før Inequ, får mig en kop kaffe (det er ved at blive en vane, at få en kop kaffe deroppe 🙂 ) og spiser lidt. Inequ kommer til drikkeposten, skynder sig at få en tår saft, så er det afsted igen. Herfra går det stort set ned ad hele vejen til første fjorden. Men før vi når den, så er der lige den berygtede MORDERBAKKE. Alle år, har jeg i rigtig godt tid taget skiene af, da det er en laaaaaaaaang og til tider stejl nedkørsel. Men i år kører jeg sag’sus’me halvvejs ned (har beviser 🙂 jeg møder Jacob Nitter halvvejs nede, som filmer mig 🙂 ), jubiiiiiiiiiiiiiii stor sejr for mig.

Billedet er fra ACR’s FB side

Da vi når fjorden, vil Inequ lige tisse, og Niels (journalist fra Sermitsiaq) som vi har fulgtes lidt med (og som undervejs fortæller mig at han konkurrere lidt med mig (WTF?)), kører ud på fjorden og giver den gas. Jeg siger til Inequ hun skal skynde sig og følge mig. Og off I go, der går fanden i mig, og Niels skal bare indhentes og overhales. Jeg kører de 9,5 km i et flow, samme hastighed fra start til slut. Det var feeeeeeeeedt. Fik jeg indhentet og overhalet Niels??? JA DAAAAA 😉

Billedet er taget af sejeste Steen Olsen ude på første fjorden

Jeg venter på Inequ ved drikkeposten på fjorden, når at få en kop kaffe og tisse af, før vi kan begive os op ad MORDERBAKKEN 🙂 Vi tager skiene af og vandrer op sammen med Niels og en Triatlet Jesper. Det er en dejlig tur op, der hyggesnakkes, grines og smiles 🙂

48,5 km blev kørt på 6 timer og 6 min. – dejlig tur og Inequ’s favoritdag 🙂

Massage, hygge, spisning og socialisering står den på resten af dagen.

  

Racedag nr. 3 – Søndag den 3. april 2016

Vi står op kl. 06.00, vi skal nemlig have nået at pakke alt sammen, så vores bagage kan komme med tranporten tilbage til Sisimiut. Vi skal også nå at få noget morgenmad, blive tapet sammen, tisset af og gøres klar. Jeg har sovet fantastisk og har lyst til at sove videre, da min alarm ringer. Men op skal vi jo, så vi står op og pakker sammen.

Jacob Nitter er 100 % klar til dagens løb – Michael Collin, Nivi Geisler og Aviaja Heilmann klar til start.

Kl. lidt i 9, står vi klar ved start, glade og forventningsfulde over at vi skal hjem og i mål i dag.

Campen til K4 (slugten ved flaskehalsen), går det bare derud af. Vi er fanget i en klump langrendsløbere, som skiftevis overhaler os og lader os overhale dem. Men det går godt og energien er i balance.

Billedet er fra ACR’s FB side

Fra K4 til toppen af labyrinten, hvor drikkepost K5 er placeret, går der fanden i mig, og jeg drøner op som en anden lokomotiv, bang bang bang bang. Overhaler rigtig mange, og vupti, så er jeg oppe ved drikkeposten, kaaaarh jeg elsker den bakke 🙂
Jeg står og venter et stykke tid, og der komme Inequ med en stor flok. Hun er irriteret over, ikke at kunne slippe af med flokken. Hun får lidt at drikke og lidt boller, så er vi afsted igen. Ned ad bakke, men med træg ski :o/ jeg stager ned ad bakke og en smule blæst er begyndt at dække sporene til, aaarghh.

Da jeg når ned fra Labyrinten, er jeg færdig, fuldstændig energiforladt, puuuha. Jeg møder heldigvis Najaaraq, fra skiklubben i Nuuk, som ser ud til at have det værre end mig. Hun har nærmest opgivet det hele, og jeg får lidt ekstra energi og siger “Nej, kom, vi kører videre”. Vi skal ud forbi en 5 km. pynt før vi når campen, og det er en KAMP. Ingen glid, ingen spor og massevis af bagglid, aargghh, jeg bliver hidsig og gider sku ikke det l…

Men vi når frem til campen, får smurt ski igen og får lidt indenbords. Inequ når os, og vi begiver os op mod K3, som er op, op, op og atter op. Jeg føler mig som en kæmpe elefant, bong, bong, bong bong…

Vi når omsider K3, fylder os op hurtigt (vi skulle jo nødigt blive overhalet af vores konkurrenter 😛 ) og fortsætter ud mod udsigten. Sporene er der ikke, løjpen er blevet iset og pløjet fuldstændig til, så det ikke længere er sjovt at køre ned ad bakke, nærmest livsfarligt 🙁

Der er et par steder, hvor det også er lige ved at gå galt, men det gør det heldigvis ikke. Vi bliver tvunget til at sætte farten lidt ned og bliver overhalet af psyko-ned-ad-bakke-kørerende, sangatak… 🙂

Vi skal ned ad den stejle bakke, hvor man skal tage skiene af, og her kurer vi på rumpen ned, Inequ, Najaaraq og jeg. Nede for enden af den bakke, smører vi ski igen, da vi ved at vi skal ud på en laaaang strækning, hvor det vil være godt at have god fæstne. Mens vi smører ski kommer Marie Fleischer drønende. Nogen tisser af ved løjperne og vi drøner afsted mod skiliften / K2.

Najaaraq og jeg får en god rytme og kører fra Inequ og Marie. Inequ når os ved liften.
Fra liften og til K1 går det ned ad af bakke i meget lang tid, hvilke er luksus, hvis ikke sporene drillede med is og pløjesne. Jeg stopper et par gange, hvor jeg overvejer at tage skiene af, men hører en velkendt stemme i hovedet “Hold nu k… kvinde”, og kører afsted 🙂

Da vi når K1, sidste drikkepost før Arenaen / målet, er der ikke mere at hive ud af mig, jeg er FÆRDIG!!!! Vi får os en kop kaffe og hjemmebagte muffins fra de frivillige, får lidt gel og energidrik, og får fart på, da vi kommer i tanker om, hvem der er i røven på os 😉

Der er omkring 5 km fra K1 til målet, og det er obligatorisk, de længste 5 km ever. Men vi er glade og bliver mere og mere rørte, jo nærmere vi når målet. Vi har gjort det, vi har haft kræfterne, vi er glade og vi er på vej i mååååååål.

Vi kommer storgrædende i mål begge to <3

53,4 km blev kørt på 6 timer og 7 min. – hård men endnu en dejlig tur for os begge <3

Det var som sædvanligt et fantastisk løb, jeg glæder mig for vildt til næste år 🙂

Hvis du er inspireret og har en lille drøm om at gennemføre ACR (enten 100 km. eller 160 km.), så hold øje med hvad Frederik Lundblad og jeg, har at byde på i efteråret. For at løfte en smule for det, så snakker vi om træningsprogrammer, coaching og sund livsstil, hen i mod ACR 2017 🙂 Du kan også skrive til mig, så vil jeg sende dig nyhederne, lige så snart at de kommer ud.

Mange tak fordi at du læste alle de ord, det betyder meget for mig 🙂