6 km fra Innajuattoq – Nerumaaq – Kangerluarsuk tulleq

Vi stod op kl. 6.00, prøvede ikke at vække de andre, lavede kaffe og gjorde morgenmaden klar og sad og nød solopgangen. Vi fik pakkede al grej sammen og gik ved 7 tiden.

Vi nød begge at stå tidligt op, faktisk før myg og knotter, og starte langsomt ud.

Vi går mod Nerumaaq, gennem områder jeg husker som var det i går jeg gik den sammen med Evi og Magdaline. Hold pause, spiste og fik tørret fødder. Så smuk en rute, der går mere nedad end opad.

Vi går ned ad en lille dal med masser af buske og en lækker elv, hvor kontrasterne omkring os er sindsyge. Bag os kæmper solen stadig at stå op i himmelen, buskene er grønnere end grøn, bjergene kæmper stadig med at være så ekstraordinære og majestætiske som muligt og lyden af elven der risler. Endnu en lykkefølelse eksploderer gennem min krop, og jeg må knibe en tårer. Woooow ❤️

Vandet fra elvene, på denne side af vandreturen, er sindssygt klart, koldt og godt, mums.

Vi kommer til Nerumaaq hytten, efter ca. 15 km. vandring, kl. 10.00 om formiddage Der er ingen i hytten, så vi vælger at holde pausen indendørs, fordi at det er ulidelige at stoppe op med så mange myg, knotter og småfluer udenfor.

Vi får smidt støvler og strømper, får sat vand over i vores Jetboils og Inequ bygger en høj, som hun smider fødderne op på. Vi spiser halvdelen af vores frokost, får os en super naturmade cafelatte og hygger i 1 ½ time. Så skønt og hyggeligt.

Vi smutter fra Nerumaaq hytten kl. 11.30 og starter med at krydse den første elv den dag.

Alaaaaa, lige ved at skvatte sidst i filmen , hihhihiiii 😊 ❤️

Magdaline, Evi og mit luxus spa sted kan anes 😊 ❤️

Da vi kommer ”om hjørnet” (som sikkert var en del km. fra hytten 😊), møder vi to tyskere der går den modsatte vej. Disse to undre sig over at jeg ikke har stave og går i shorts og kommenterer det også. Jeg skal passe på ikke at få revet benene op i ”skoven” og det er altså nemmere med stave. Så gode råd, skønt!

Vi går gennem skoven, som stadig fascinere mig. Hold da op en masse og hvor høje buske.

Den anden elv, vi skal over, kan jeg tydelig huske fra sidst også., den krydsede vi uproblematisk med gummistøvler. Inequ og jeg tager vores fiskeposer på og krydser elven, også uproblematisk 😊, nuan.

Efter en kort vandring, skal vi krydse dagens 3. elv. Her vælger vi at tage vores crocks og lette sko på til overgangen. Det går rigtig fint og det er dejligt at få kølet tæerne.

Jeg fik ikke revet mine ben op af ”skoven”, men blev møgbeskidt af mudder😊 Så er det godt at man kan smække to fluer med et smæk i en elv; køle fødder og vaske mudder af ben 😊

Vi havde fået anbefalet hytten nedenfor i Kangerluarsuk tulleq, hvilke betød at vi skulle begive os væk fra vores trygge sti og Inussuk’er og krydse en elv til. Vi stod på den anden side af elven og brugte en del tid på at overveje om vi skulle gøre det eller ej, og hvor man mon gik over og om der mon var en sti derover.

Jeg kunne mærke min frustration og træthed overmande mig lidt. Men vi beslutter at krydse elven, hvor ATV’erne også så ud til at pleje at gøre. På med fiskeposerne og ud i elven. Undervejs går der hul i mine poser og vandet strømmer ind. Aaargghh det var lige prikken over i’et for mig. Det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg havde lyst til t sætte mig ned og græde. Jeg var frustreret over at begive mig ind på ukendt område, usikker på om det var den rigtige vej, fik gennemvædet og tunge støvler i elven og var pisse træt. Jeg får bandet og svovlet og givet udtryk for min frustration, men bliver heldigvis mødt af verdens sødeste, smilende, dejligste Inequ, der tager over <3 Hun tager beslutningen om at vi følger ATV sporet. Tak sødeste skat <3

Vi vandrer opad et terræn der er goldt og sort af sod (stadig efter så mange år), efter fjeldbrand flere år tilbage, hvor ATV sporet er fyldt med mudder og ret besværligt at gå på.

Det er vildt med naturen! Rundt omkring kæmper buske, blomster og grønt stædigt at vokse op i det døde terræn ,woow.

Vi kommer op og vælger at tage en pause da det går nedad, så vi lige kan samle kræfterne til det sidste stykke.

Så har hun fået mad og er glad igen 😊

Vi når frem til Kangerluarsuk Tulleq kl. 17.00 efter 25 km. vandring. I hytten møder vi Niels Arne, som virkede meget overrasket, da vi kom ind. Efter lidt snak, røverhistorier fra Niels Arne dukker hans kone Bikki op. De er kommet i deres jolle fra Sisimiut, for at fiske ørreder og plukke qajaasat til the. De tænder op for petroleumsovnen og vi kan få tørret støvler, strømper og tøj.

Da vi skal børste tænder, ser vi den smukkeste orange/røde fuldmåne ude i horisonten. Meget spektakulær. Det siges det er røgen og soden fra skovbrendende i Canada, der er årsagen til farven af månen den aften.

Vi går tidligt til ro og det skal vise sig at vi skal ligge i en sauna hele natten og vågne af hosten det meste af natten. Puuuha det var varmt og hårdt. Men får sovet lidt.

Kangerluarsuk tulleq – Sisimiut

Vi står op musestille kl. 5.00, pakker og smutter lydløse fra hytten.

3 km fra hytten og forbi den lille hytte jeg sidst overnattede i, satte vi os på en stor sten lige i nærheden af en lille elv og spiste morgenmad og fik morgenkaffen, OMG en morgen. Niels Arne, Bikki, myg, knotter, rensdyr og fisk ligger og sover endnu, solen er så småt ved at kæmpe sig op og her sidder vi og gør klar til den bedste morgenmad i vores liv (i hvert fald mit 😊 ❤️). Wooow.

Mens vi sidder og nyder stilheden og smukheden, kommer 7 fra Finland forbi os, som også skal til Sisimiut.

Vi sidder og snakker om, at vi begge var blevet lidt irriteret over at Niels Arne, havde været lidt sortseende og bedrevidende aftenen før, da han meget overbevisende fortalte at der vil komme tåge i morgen og at der var 24 km. til Sisimiut.

”Som om at der er 24 km., der er kun 17 km. (himmelfarende øjne) og tåge, yes right, prøv lige at se vejret”.

Vi får børstet tænder, vasket os og fylder vores drikkedunke op i elven, pakker sammen og begiver os mod Sisimiut.

Vi begiver os op ad Qorlortorsuup majoriaa / morderbakken (det må være 10. gang eller lign. jeg begiver mig op ad den, både på ski og gående). Jeg elsker den stigning!

Vi indhenter de 7 fra Finland.

Fra morderbakken, går vi ind i området omkring Arctic Circle Race HQ (”headquarter”) (der hvor jeg de fleste gange har campet i forbindelse med ACR). Vi møder flag og skilte fra ACR, som minder os om de strabadser vi har været igennem, i de områder. Det er så fedt at se det i sommerfarver.

Vi møder et par fra Tjekkiet og Polen og to mænd fra Tjekkiet, som vi skiftevis overhaler og bliver overhalet af.

Fra lang afstand kan jeg pludselig se, at der er bevægelse over de højeste fjelde fremadrettet og kigger ordentlig efter.

Tågen sniger sig ind 😊 Niels Arne, du havde sku’ ret!

Vi begiver os hen til det sted, hvor jeg sidst jeg vandrede, havde haft et virkelig lykkerus moment. Jeg går henover en lille høj, og foran mig åbner området med Nasaasaaq, Alanngorsuaq, den slangende smukke elv og de grønne grønne områder sig op, sig som den vildeste åbning foran mig. Og jeg får fuldstændig samme følelse som sidst og må knibe et par tårer over overvældelsen og følelsen.

Vi holder vores frokostpause on-the-top-of the-world, der hvor Evi, Magadaline og jeg holdte vores sidste pause før Sisimiut sidst.

Efter en god lang pause, begiver vi os ned langs flaskehalsen og ned til elven vi skal krydse. Nede ved elven møder vi mor og datter fra UK. De har været i Grønland i 5 uger, Nordgrønland, Østgrønaldn og går til Kangerslussuaq som det sidste, woow. De viser os, hvor det er nemmest at krydse elven.

Vi begiver os op mod Alanngorsuaq (skiliften), forbi skiliften og ind i tågen (😉 Niels Arne).

Mens jeg går der i mine tanker, dukker der pludselig en dame op ude på noget ATV spor som råber ”Kinaavit?” (hvem er du?) og jeg råber lidt tøvende ”øh Miiti” (Mette). ”Aaahhh Atsa Luaa’na” svarer hun mig, og jeg bliver fyldt op med glæde og råber ”heeeeeeeeeej” mens jeg vinker vildt med armene og sætter farten op. Iiiggg det er Atsa Lua (min veninde Evi’s faster som er kommet os i møde).

Hun overrasker os med varme friskbagte grovboller og en iskold Coca Cola ❤️❤️ Åh sikke en lykke 😍

Evi havde fulgt med i hvor langt vi var og havde foreslået Atsa Lua at gå os i møde med lidt godter, så vi kunne velankomme til Sisimiut. Iggu asavassi ❤️

Efter 24 km på ca. 8 timer kommer vi til Sisimiut (Niels Arne du havde ret! 😊).

Velankommet hjem til vores skønne Karin Sinclair Strøm ❤️

Tak for en skøn og dejlig tur Inequ ❤️

Og tak til dig læser, for at jeg kunne holde dig hele vejen igennem turen i denne blog 😊 ❤️

Vi, sødeste Inequ og jeg, sidder på en cafe på Amager og får en skøn kop kaffe, søndag den 31. juli om formiddagen, hvor solen skinner og regnen tvinger sig igennem engang i mellem. Vi snakker om det der interesserer os, fordyber os i mennesket og dets mange facetter, former og farver. Det kan vi to bruge mange timer på 😊

Vi kommer ind på emnet, at bruge naturen som fundament i at fordybe sig i, og hvor meget det betyder for os. 1, 2, 3, vupti, så havde vi en aftale om at vi 2-3 uger efter ville gå Kangerlussuaq – Sisimiut, hvis alt flasker sig og noget større end os tillader det.

Vi startede med at se om der var mulighed for at få billetter til Kangerlussuaq i den periode vi ville gå. Mine muligheder for ferie, billettilgængelighed og erfaring fra den selvsamme rute jeg havde gået 3 år før, gjorde at vi besluttede os for at gå turen på 6 dage.

Datoerne blev sat og billetter booket; lørdag den 12. august til Kangerlussuaq og billetten ud af Sisimiut blev booket til fredag den 18. august.

Vi ville lade noget der var større end os selv, beslutte om vi skulle tage afsted eller ej.

Så startede dramaet omkring os

Regn, vådt med vådt på, kollapset bro, stierne på ruten der var oversvømmet, turister der blev hentet og evakueret af vores SAR, lokale der efter 20-25 km. var vendt om pga. dårlig føre, nyhederne der havde emnet som hovedoverskrifter og en masse henvendelser om at det var et frygteligt år til vandringen.

“Er dette et tegn?” 😲

Trods alle disse “alarmklokker” der fløj omkring hovederne på os, fortsatte vi forberedelserne til vores tur.

Forberedelserne 

Den vigtigste forberedelse for mig var først og fremmest at teste mine nye støvler, som skulle være de bedste på markedet. De er en del hårdere end det jeg ellers har gået med før, så jeg var meget spændt på det. Min oplevelse af dem på min testtur ud til nedkørslen i Nuuk, var at jeg ikke havde nogen føling med undergrunden, fordi at sålen var så solid og ”høj” (det var ligesom at gå med højhælede). Så jeg var ret bekymret, for mine fødder og tæer er ret skrøbelige.

Grejet/Udstyret

Min rygsæk var en HAGLÖFS 50 l., som er for lille, så jeg byggede ud med drybags, der blev fastgjort med cykelelastikker. Jeg vil købe en ny og større (65-75 l.) til mine næste vandrerture.

Madrationen:

• Morgenmad – 5 portioner overnight oats m. friske store blåbær og en sjat blåbærmarmelade pakket i fryseposer.
• Snacks til vandringen – 6 portioner af 6 ”stænger” hjemmelavet Beef Jerky a la Mads Barlach Christensen, en håndfuld saltede mandler/cashew og tørret mango og en lille håndfuld hitmix (😋 til den sidste del af vandringen, som typisk er hårdest)
• Frokosten – 2 knækbrød, 3 rugkiks, 4 skiver rensdyr spegepølse, 3 skiver røget rensdyr mørbrad og et the brev. (Havde også minestrone kop suppe  med, men rørte dem ikke).
• Aftensmaden – frysetørret mad (jeg købte mine i Orsiivik, Nuuk)

Alt ovenfor var portionsanrettet i fryseposer, så det var nemt at håndtere og pakke i rygsækken.

Derudover havde jeg et rør elektrolytter med ingefær og gurkemeje smag (til drikkedunken – et mix pr. tur), Nescafé, mælkepulver, ekstra thebreve, en pakke tørret mango og en pose ærtechips med.

Tøj:

• Vandretøjet jeg brugte hverdag i 6 dage: shorts,5 par uldstrømper, tynde overtrækstights, merinouldstrøje og en tynd skaljakke. Alle dage røg jakken og de tynde tights, da det var for varmt.
• Skiftetøjet ved campen, var et par behagelige leggings, rene strømper og en uldtrøje.
• Jeg havde rent undertøj til hver dag
• Udover ovenstående havde jeg tynde regnbukser, et pandebånd, halsedisse og et par fiskehandsker (de blå).

Til næste vandretur vil jeg huske at tage min letvægtsdunjakke med (som kan pakkes sammen til en lille klump).

Grej:

• Letvægts 2-mandstelt, som vi havde lånt af Lasse, en letvægtssovepose som kan gå ned til –4 grader, et oppustelig liggeunderlag og en oppustelig pude.
• Regnslag til min rygsæk.
• 2 jetboils (en til mig og en til Inequ) og gasflasker til jetboils (som blev købt inde i Kangerlussuaq, for du må ikke transportere dem i flyet)
• En kop, lille plastisk skål, bestik (kniv, gaffel, ske og teske)
• En drybag med toiletsager(tandbørste, tandpasate, dagcreme/solcreme, sæbe, lille deo, opløselige engangsklude og kleenex)
• Lille førstehjælpstaske med vabelplaster, plaster, tape, panodiler, ipren, magnesium og en lille god saks.

Alt blev brugt 😊 Så perfekt rationeret.

Nuuk – Kangerlussuaq

Lørdag den 12. august tog jeg flyet fra Nuuk til Kangerlussuaq kl. 06.45. I Nuuk var der tæt tåge og koldt, ikke særlig opmuntrende. Men da vi letter, kommer igennem tågen og kommer op over tågen, skinner solen smukt.

Smuk flyvning ud af tågen i Nuuk og op i solen ❤️

Vejret i Kangerlussuaq er perfekt, solen skinner fra en skyfri himmel og der er varmt ❤️

Jeg møder Inequ i Kangerlussuaq og vi starter med noget brød og kaffe i cafeteriet, for lige at lande og lægge strategi før vi smutter. Inequ har aftalt med sygeplejerske Camilla, at hun kører os ud til KellyVille ved 10 tiden.

KL. 10.00 står Camilla klar udenfor lufthavnsbygningen og vi kører derud af i hendes gamle Toyota Hilux. Efter et kvarter vil bilen nedkøles, og det sker 2-3 gange på turen ud til KellyVille 😊  Vi døber bilen Bumle og overgiver os til at det er den der bestemmer, også farten ud til startstedet (Naalagaat 😊).

Sødeste Camilla og Nalagaat Bumle i baggrunden 😊

Kangerlussuaq – Katiffik

Vi kommer afsted ved 11.30 tiden og følger kortet. Vi kommer direkte ud i sump og et ret nederen føre. Vådt, sumpet og ikke nogen særlig tydelig sti eller Inussuk man kan følge.

Det viser sig at man kan følge ATV vejen ca. 2 km fra KellyVille til man møder et skilt, som viser at man drejer fra til Arctic Circle Trail ruten (se billedet nedenfor). Så til en anden gang og til jer der henter inspiration, følg ATV vejen indtil skiltet i kan se på nedenstående billede.

Efter mødet med skiltet og vi drejer fra ATV vejen, så bliver alt godt igen. Vejret er med os, det er varmt og lækkert, stien er tydelig, alt hvad vi ser omkring os er smukt og det går derud af.

Jeg tror at det er en ekstra fornøjelse at have gået ruten før, for undervejs var der rigtig mange steder, som jeg kunne huske og som gav gode minder til sidste tur. Men det er også utroligt så meget af ruten jeg slet ikke kan huske eller genkende.

Vi mødte en Carsten fra Tyskland tidlig på ruten. Han kom inde fra isen. Vi sagde hej og farvel. Ham mødte vi igen senere på ruten.

Vådt – fiskeposer fra Pisiffik til 15 kr.

Folk havde advaret og forberedt os på at det var vådt, hvilket det også var .

Op til turen blev vi opfordret til at købe solide fiskeposer fra Pisiffik, som vi kunne smide over vores støvler og bukser, når vi skulle krydse vandområder og sumpområder, der gik over ankelen. Så det fik vi købt. Og dem blev vi rigtig glade for.

Inequ med vores fiskeposer til overgange hvor der var meget vand.

Det var ikke nemt at få frisk og lækkert kildevand på vejen. Enten var søerne jernholdige og brune, saltholdige eller også ikke særlig lækre, pga. den massive vand der havde hvirvlet det hele op, så det var grumset. Det var en smule kritisk og lidt stressende, synes jeg.

Men hold da op, vidste det godt, og shiiiit hvor er det bare længere end man kan huske. Specielt de sidste 5 km., puuha en masse ”vi skal liiige op over den bakke” og tunge suk.

Vi når frem til Katiffik efter 8 timers vandring, kl. 19.15. Ruten var 24 km. ifølge vores ure.

Det første vi kiggede efter, var om der var kanoer. Der var to!!
Men desværre havde 4 franskmænd allerede sat sig på dem og ville ro til kanocenteret næste dag. Så vi kunne se frem til 20 km. vandring til Kanocenteret efter opfyldning af mad, drikke, snack og en god natsøvn.
Men franskmændene forbarmede sig, og tilbød os, at vi kunne sejle med dem, så vi var 3 og 3 i kanoerne. Jubiii, det var vi meget glade for.

Luksustoilet midt ude i det smukkeste natur😎

Vi fik noget mad, vaskede os, børstede tænder og overnattede med 3 af franskmændene i Katiffik hytten, den nat.

Carsten, tyskeren, var ankommet til Katiffik, da vi nåede frem og en time efter os kom en pige fra “måske-Irland”. De to og den sidste franskmand (som var en af de ældre franskmænds, Francois’ søn)satte telte op, og overnattede i dem.

Katiffik – Kanocenteret – mod Ikkarluttooq

Søndag morgen (13. august) kl. 8.00, stod vi klar ved kanoerne, efter at have spist morgenmad og pakket alt sammen.

Inequ og jeg fik 72 årige Francois (som havde besøgt Grønland før, i forbindelse med sin geologi forskning, og var på tur med 2 andre venner og hans egen søn)med på slæb.

Vi roede uafbrudt i 4 timer, 20 km., i det smukkeste vejr. Francois, sad og lå i midten af kanoen og nød livet.

Vi, skulle i følge kortet og af sikkerhedsmæssige årsager, holde os langs kysten. Men Inequ og jeg havde ikke roet i kano før, så vi roede ind og ud mellem kysten og midten af søen. Jeg tror vi for det meste roede ude i midten.

Vi ankommer til Kanocenteret kl. 12.00 og hopper af for at tage en pause og vente på Francois’ venner, der er en del bagude. Vi tørrer vores rygsække, som er blevet drivvåde og spiser vores frokost. Mens vi sidder der på stranden og spiser, kommer 12 polakker roende og gående til kanocenteret. Vi var glade for at vi havde besluttet os for at tage videre og ikke overnatte i Kanocenteret. Da vi kan ane den anden kano nærme sig, pakker vi sammen og tager afsked med Francois.

Vi roer yderligere 3 km., ind til bunden af Amitsorsuaq og tøjrer kanoen. Den smukkeste oplevelse på turen (ligesom alle de andre ting 🤣.

Herfra vandrer vi 12 km. mod Ikkarluttooq. Det var hårdt.
Da vi når Tasersuaq, har vi vandret 6 km. og tager en lille pause. Vi aftaler at vi skal forbi ”the beach” og op i højden af fjeldet, hvor hytten i Ikkarluttooq er placeret, og campe i nærheden af en sø.

Jeg kan mærke at jeg er lidt presset af træthed, men helt sikkert også fordi at jeg er på vej ind i et område jeg ikke har været før. Jeg ved at det er det højeste sted vi skal bestige og at der er langt endnu.

Jeg ser lidt træt ud, hvilke jeg virkelig også er her 😊 Nalinnaasa 🤣.

Da vi når ”the beach”, skal vi i fiskeposerne igen, for at krydse et vådt område og påbegynde en rimelig stejl opstigning. Mens vi krydser det våde område, blæser det op og begynder at regne. Vi er trætte, det har været en hård og lang dag, Inequ kæmper virkelig med sine fødder, så jeg bliver lidt bekymret.
Vi hiver vores rygsækscover frem og dækker vores rygsække til. Vejret bliver lidt værre og jeg hiver mit regntøj op af rygsækken. Det er møj besværligt at få på, ovenpå støvler og mens det blæser, men jeg får dem på og så holdet det op med at regne (🙄).

Men så fik jeg da brugt alt mit udstyr jeg havde slæbt med.

Kl. 18.30 finder vi et camp-spot og slår teltet op lige ved en sø. Det blæser rimelig meget, så vi skal holde godt fast på teltet. Men op kommer det. Vi pakker ud, skifter tøj og gør klar til at spise, da vi opdager at søen er en jernholdig sø, brun og grumset, øøøv 😫.
Nå men vi overlever og har heldigvis vand med fra en tidligere kilde. Jeg mangler til maden, så jeg koger vand fra søen og satser på at jeg kan bruge det og overleve natten over.

Da vi går til ro for at sove, blæser det rimelig meget, men efter en lille halv time, stilner det af og vi falder i søvn.

Jeg sover mega godt.

Godnat og sov godt-billede

Vi står op til den smukkeste morgen, med solopgang over fjeldtoppene, aaah pilluarnaq.

Vi står op kl. 06.00, spiser morgenmad og får en god (grumset og jernholdig) kop kaffe i de smukkeste omgivelser, pakker sammen og begiver os 7 km. mod Ikkarluttooq hytten.

7 km. fra Ikkarluttooq – Eqalugaarniarfik

Solen skinner fra en skyfri himmel❤️ Det tager os 2 timer at nå frem til Ikkarluttooq, hvor vi tager en snack- og kaffepause.

Ved hytten møder vi Michael senior og junior fra UK. Vi snakker lidt med dem og fortæller at vi har fået anbefalet at gå langs bjergsiden, når man kommer ned i bunden af det, for at ”ramme” broen man kan krydse den voldsomme elv på. De går videre.

 Vi har en aftale med nogle ret seje gutter, som vil nå frem ca. 15 min. efter vi kom til hytten.

Ikkarluttooq hytten set indefra.

De seje gutter er Air Greenlands SAR helikopter team. De havde fået vores inreach koordinater, kom og fandt os og trænede en nyansat i området hvor vi var. Så mega sejt at være en del af og vi får en laaaang pause. Lasse, min bedste ven og Inequ’s kæreste, er en del af team’et, hvilke gør oplevelsen hele endnu bedre.

Air Greenland SAR helikopter in action – træning.

På sidste Kangerlussuaq-Sisimiut gåtur med nogle andre veninder, blev vi ”angrebet” af en Arktisk Kommando Seahawk helikopter (som viste sig at være Evi’s fætter Nukappiaaluk, der kom og sagde hej). Jeg har noget med de helikoptere, åbenbart.

Vi smutter, mens SAR helikopter teamet stadig er i gang med deres træning.

Vi starter med en opstigning og går i højderne i et stykke tid, i paradis-lignende omgivelser, den smukkeste udsigt over andre bjergtinder, elve, gennem grønne områder og søer der er spejlblanke. Det er overvældende så smukt det er og flere gange må vi stoppe op og sukke og trække vejret dybt af bare begejstring.

Jeg fangede, i sygeplejerske Camilla fra Kangerlussuaqs fortælling om hendes tur ned ad bjerget fra Ikkarluttooq, at det havde været virkelig stejlt og skræmmende at gå ned ad. Så vi var lidt spændte da vi begav os nedad. Og det var stejlt og lidt skræmmende nogen steder, men vi kom sikkert og godt ned.

I bunden sidder senior og junior fra UK og venter på os. De vil gerne følges med os over til broen.

Michael senior og junior fra UK.

Vi havde fået instruktioner om at gå ad bjergsiden (smukkeste paradis ever) og ud langs Ikkarluttooq og Maligassap qaava, mod “stenene” (som man slet ikke er tvivl om, når man når til) og krydse direkte over til broen. Vi kommer afsted, og når frem til stenene, efter en ret lang vandring i sump og starter krydsningen af vådområdet (sump og søer).

STENENE!

Først går vi forkert og må sadle lidt om. Men vi finder broen og får den krydset 😊

Vi når til Eqalugaarniarfik efter 20,2 km. og 9 timers vandring, godt trætte og brugte. Da vi nærmer os hytten, kan vi se at der sidder en flok deroppe. Vi når at tænke øv, for så er hytten taget. Men da vi når frem, er det en dansk gruppe på 6, der foretrækker at slå telte op i nærheden. Jubiiiii, vi havde hele hytten for os selv 😊

Vi får smidt vores ting i hytten, får os indrettet og taget skiftetøj, vaskegrej osv. med og går 2-300 m. ned til Evi, Magdaline og mit spa-sted. Vi skal i bad, vaske tøj og nyde rindende lækkert kildevand. Og det er frygtelige 2-300 m. ned, efter en hel dag med tunge vandrefødder, men det er turen værd. Vi kommer derned og den lille charmerende elv/kilde er nærmest tørret ud ☹
Og der er 6. mill. myg og knotter (nok det første sted hvor vi virkelig møder dem) ☹ Aaarrgghh. Inequ får dyppet fødder og går stille og roligt tilbage til hytten.

Jeg får mig et ”bad”, vasket lidt strømper og shorts og får frisk vand, og følger efter Inequ op til hytten.

Da jeg kommer ind i hytten, sidder Inequ og udvikler vandrestøvle-produktet. Hun har været innovativ og er i gang med at redde sine små fødder. Der lå en lang yogamåtte, som hun klippede en strimmel af og lavede ekstra såler ud af 😊  Og bare roligt alle sammen, der er rigelig yogamåtte til jeres yoga i Eqalugaarniarfik hytten, så ingen har lidt skade.

Bor alene i hytten og kunne virkelig brede os. Vi fik tømt vores rygsække, omorganiserede og fik tørret støvler og tøj.

Aaahhh vores eget hjem.

Eqalugaarniarfik – Innajuattoq + 6 km

Vi står, igen, tidligt op, får morgenmad, kaffe og får pakket sammen. Kl. 07.00 er vi på farten, kommer forbi de 6 danskeres teltcamp, hvor vi lige får sagt godmorgen og hvor en af dem får sagt at han har læst min blog om turen her. Jubiiii skønt at bloggen bliver brugt.

Fra Eqalugaarniarfik, skal man på ruten starte med en opstigning der vil noget. Men det er en smuk opstigning, med en meget skræntet og stejlt fjeld på venstre side og Eqalugaarniarfik bag dig.

Og når man kommer op, så mødes man af den smukkeste udsigt hele vejen rundt, ned på kilometer lange spejlblanke søer, bjerge der kæmper om at være højeste og smukkeste og de flotteste grønne enge og dale. OMG, nunarput ❤️

Da vi når til det højeste punkt, møder vi Christof og Martin (far og søn), fra Belgien, som er ved at pakke deres teltcamp ned for at gå videre mod Sisimiut. Vi snakker lidt med dem og går videre. Det viser sig at vi skal følges ad on and off hele dagen.

De sidste par dages vandreture, havde ikke haft faste planer om, hvornår vi skulle holde pauser og ”lufttørre” fødderne, så det besluttede vi os for, var nødvendigt i dag, da vi havde planer om at gå 5-6 km. længere fra Innajuattoq hytten og slå telt op. Vi blev enige om at holde den første pause efter 13 km.

Christof og Martin indhentede os første gang ved Magdalines sø (det opkaldte vi den, fordi at Magdaline var så begejstret for søen, da vi gik nogle år før. Det er virkelig også et smukt sted), og fortsatte rundt om den store sø, mens vi lige skulle tisse, fylde dunke op med frisk vand og tage billeder.

Ved Magdalines sø

Vi passerede Christof og Martin på vejen, som tog deres kl. 10.00 pause, fik en kort snak med dem og fortsatte. Vi nåede frem til en lille høj og slog ”pause-lejr” der, der var lidt vind og var et smukt sted med udsigt til søen. Mens vi indtog frokost, the og luftede fødderne, kom Christof og Martin forbi os.

Omtrent 5- km. vandring fra pausestedet, ankommer vi til Innajuattoq hytten. Verdens smukkeste sted i verdenen.

Suuuuuuk, her er så smuuuukt ❤️

Vi beslutter os for at tage en god lang pause derinde, spise godt, få tørret strømper og støvler og vandrer de 5-6 km. ekstra efterfølgende. Da vi kommer ind i hytten, sidder Christof og Martin og har fuldstændig samme plan som os 😊 Vi sidder og hygger, spiser, snakker og fortæller røverhistorier. Christof arbejder med noget der har med EU at gøre og Martin er uddannet pilot, men nu IT-mand i militæret. De er på en far-søn tur (åbenbart ligesom rigtig mange andre 😊).

Storytelling ❤️

Vi får øje på en flok mennesker der er på vej, og Christof og Martin pakker sammen og smutter. På vej ud af døren siger de, at de vil finde det perfekte teltsted til os og at vi ses der.

8 unge fra Tjekkiet sidder udenfor hytten, da jeg kommer ud og kigger, fordi jeg undrede mig over at de ikke var kommet ind. De sad åbenbart høfligt og ventede på at få plads i hytten. Jeg byder dem ind og forsikre dem om, at de har hytten for sig selv og at vi bare skal pakke sammen, så smutter vi.

Vi skrider, baaaj ❤️

Vi går fra Innajuattoq hytten kl. 15.30, i det bedste vejr. Vi starter med at gå langs Innajuattoq søen, som er et par km., går op ad en fjledopstigning og dernæst et par km. oppe i højden. Alt omkring os er smukt. Spicelt at kigge tilbage mod søen, hytten og den breathtaking smukke bjerge der omslutter søen, woooow. Vi ser et par rensdyr, der bor i området.

Omkring kl. 18.00 møder vi pludselig vores belgiske venner, Christof og Martin, som har fundet et godt teltcamp sted. Så vi joiner dem. De er rigtig flinke og gentlemen agtige, da de tilbyder at tage vores drikkedunke med ned til en sø, der ligge lidt længere nede af en skrænt. I mens sætter vi vores telt op, skifter tøj, hænger vores tøj til tørre og gør mad prepereringen klar.

Vi laver alle mad og sidder og spiser det sammen til den flotteste solnedgang. Det er sjove spørgsmål der kommer fra unge Martin om Grønland og hvordan vi lever. Helt oprigtigt spurgte han, hvordan vi kunne have en hverdag og leve i kulden om vinteren, hvilke tøj vi havde på og hvordan vi kunne holde varmen når vi gik fra bygning til bygning. Vores svar var, fuldstændig ligesom jer i Belgien 😊

Jeg synes selv at jeg var smadder smart, da jeg hang min uldtrøje til tørre udenpå teltet og lod den hænge hele natten(så kunne den også blive godt luftet og forhåbentlig dufte bedre dagen efter), men tænkte slet ikke på natteduggen. Så næste morgen var den gennemvåd ☹

Næste og sidste del af bloggen

Turen fra ovenstående og frem til Sisimiut udkommer fredag den 15. december 2023.

Tak fordi at du læste så langt.

Vandring med de dejligste veninder – Kangerlussuaq – Sisimiut

Jeg har i mange år haft vandreturen fra Kangerlussuaq og Sisimiut, som to-do i min bucketliste. Corona-situationen fik bremset alle ferieplaner i udlandet, så jeg, sammen med min familie, fik mulighed for at explore vores eget land.

Den 16. juni 2020, hvor min veninde Magdaline og jeg skrev sammen på messenger, besluttede vi os for at vi ville vandre Kangerlussuaq – Sisimiut i år. Dagen efter spurgte jeg vores andre vandre-veninder om de var interesseret, og vores Evi bed på med det samme. Mine to skønne globetrotter-veninder, som jeg har oplevet en masse fede ting med de sidste mange år, rundt omkring i verdenen, naturligvis skulle det være os tre ❤️. Vi har sammen løbet Vasaloppet i Sverige, Birkebeineren i Norge, Nice halvmarathon, løbet Arctic Circle Race i Sisimiut adskillige gange og vandret og løbet Nuuk tynd sammen.

Vi, Magdaline, Evi og jeg, besluttede os for datoer og for at skulle vandre turen på 6 dage med 5 overnatninger. Vi fik bestilt og købt billetter, og så kunne forberedelserne gå i gang.

Hvis du er interesseret i træningen op til vandringen, udstyr, tøjet, maden og hvordan vi ellers forberedte os, så læs tidligere blog-oplæg.

Ankomsten til Kangerlussuaq

Lørdag den 15. august, efter 2 måneders forberedelse, mødte vi op i lufthavnen, spændte og glade for at det nu endelig var. Vi tog flyet fra Nuuk til Kangerlussuaq, landede kl. 10.15, fik tisset af og fyldt drikkedunkene og blev straks kørt ud til Kellyville af skønne Heidi Schermer ❤️

Kangerlussuaq – Katiffik

Fra Kangerlussuaq – Katiffik var der 24 km. Det er pænt langt og føles også meget længere oppe i hovedet. De første 10 km. er søerne saltvandssøer, derfor er det vigtigt at man får tanket godt op i Kangerlussuaq, så man har vand nok med. Det fik vi gjort og blev sendt smukt af sted af dejlige Hedi Schermer og sønnike, lige efter Kellyville (som ligger 12-15 km. fra Kangerlussuaq lufthavn).

Vi startede ud med en lille omvej, da arbejdet med grusvejen til Sisimiut er påbegyndt (de var nået 1 km. med vejen, fik vi fortalt af en af dem der arbejdede der). Så gik turen ellers langs spejlblanke søer og ud i den smukke grønne og efterårsfarvede natur ever.

Vi havde fået fortalt at den første del af turen var nogenlunde lige ud og motorvejsagtigt. Det er ikke helt rigtigt, fra Kangerlussuaq til Katiffik er terrænet varieret, op og ned, tørt og mos osv. Grunden til at jeg skriver dette er, at vi havde forventet tralallaallaaa hele vejen den første dag, men sådan var det ikke. Det var rimeligt hårdt og langt med 17 kg. rygsække. Men F…… det var smukt, virkelig smukt!

Vejret var perfekt, solen var begyndt at titte frem blandt skyerne og varmen ramte os hurtigt, så vi smed jakkerne. Vi var opmærksomme på kortet og fulgte hele tiden op på om vi var på rette vej, godt hjulpet af en meget tydelig sti og varder (vi elsker varder). Da vi efter 14 km. gåtur ville holde pause og spise lidt frokost, sad vi ved en sø og fik tørrede vores fødder (våde fra sved og mos). Det var skøøøønt.

Da vi efter en times tid ville gå videre, mistede vi lige et øjeblik stien, da vi var røget ud i et vådt område, men gik 5 min. i den retning vi formodede at møde stien igen, og vupti, der var den og vi var on-track igen.

Vi så 3 rensdyr på vejen, en af dem gjorde stort indtryk på os, da han var så majestætisk og total upåvirket af os. Smukt dyr.

De sidste par km. var det hårdt for skuldre, lænd og ben, kroppen var lidt i chok over de mange timers vandring med 17 kg. rygsæk. Hver gang vi lige smed rygsækken for at få lidt pause fra den, var det som om at vi lettede og var vægtløse. Vi lallede rundt som fulde mennesker, det var lidt vildt 😂😂.

Ifølge mit Suunto ur kom vi til Katiffik hytten, efter 23.76 km. vandring på 8 timer og 26 timer inkl. pauser. En lille bitte hytte med plads til 6 (hvis man pakker sig godt sammen), som ligger ud til Amitsorsuaq søen, som er en kæmpe 20 km. lang sø, så det ligner havet.

Vi havde hytten for os selv 🤗

Vi fik pakket ud, tændt for Jetboilen til opvarmning af vand til vores mad og gik ned til søen og tog et tiltrængt og friskt koldt bad.

Før vi tog afsted hjemmefra, havde vi alle tapet ankler, tæer, hæle og trædepuder for at forebygge mod vabler og skader. Ved ankomst blev al tape taget af og ved morgenmaden, gik vi i gang med en ny omgang taping. Og da vi brugte meget tid på det og var ret gode til det, oprettede vi med rette Bandagistforeningen. Hold da k… hvor vi tapede, hahahahahhhhaaa, vi blev enige om at det ville ende med at vi ville komme i mål i Sisimiut som mumier.

Katiffik – kanocenteret

Søndag den 16. august vågner vi ved 07:30 tiden, til det smukkeste vejr. Solen skinner ud over den gigantiske sø, Amitsorsuaq.

Jeg har sovet godt, selvom jeg brugte lang tid på at prøve at falde i søvn. Når man er 3 piger ude i den gigantiske ukendte natur, så kan man sagtens sætte tanker i gang, der ikke hjælper på roen. En lille lyd, stilheden, fantasien om Qivittut, psykopater, isbjørne og andet, kan sagtens sætte pulsen op. Men jeg ved at det ikke nytter noget, så jeg besluttede mig for at slippe de tanker, få ro i kroppen og faldt i søvn.

Vi står op, spiser vores morgenmad, taper på livet løst og pakker sammen.

Ruten langs Amitsorsuaq-søen er den nemmest tilgængelige, på hele ruten. 15 km. ligeud langs søen, virkelig smuk tur. På vejen synger vi Ole Kristiansens numre og hygger.

8,3 km efter Katiffik holder vi en lille frokostpause, får tørret fødder og skifter til tørre strømper. Vejret er skønt og vi er alle i godt humør.

På vejen ser vi et rensdyr og jeg møder mine første Tuullit (fugle der lyder som hunde).

Vi passere en gigantisk varde, som vi også har set andre har fået taget billede ved. Den er ret imponerende og vi får sat lidt præg på den, ved at sætte nogle småsten på.

Vi når frem til Kanocenteret allerede tidlig eftermiddag.

Kanocenteret er en kæmpe hytte, med 20 sengepladser.

Vi havde det hele for os selv.  Vi pakker ud, finder madudstyret og skiftetøjet frem, tager ned til søen og bader (i det dejlige iskolde vand). Efter badet vasker vi vores tøj, så vi dagen efter har noget der er nogenlunde rent.

Da jeg går i gang med mit nye erhverv ”bandagisme”, og total uerfaren og amatøragtigt kommer jeg til at hive min compeed, på en vabel jeg har fået, af, så jeg hiver huden med, aaaaaaavvvv. Vigtigt råd, fra en efterhånden erfaren bandagist: HUSK at opløse det i vand, før du hiver dit vabelplaster af.

Ikke særlig fedt, med tanken om at vi ikke engang var nået halvvejs, skidt! 😱

Vi vælger det mindste værelse med 8 sengepladser, og vælger at ligge os sammen i en dobbeltkøjeseng 😅 3 fuldvoksne kvinder, ingen af os ville ligge alene (lidt fjollet, men trygt, hi hi).

Vi går tidligt i seng, da vi har en lang 33 km. vandring dagen efter.

Igen er det svært med søvnen, hytten er for kæmpestor og de to andre ligger uroligt. Men jeg falder i en dyb og tryg søvn alligevel.

Kanocenteret – Ikkattooq – Eqalugaarniarfik

Mandag den 17. august 2020, står vi op kl. 05:30, til endnu en smuk morgen med den sejeste solopgang over Amtsorsuaq søen.

De to andre har haft en dårlig nat, ikke fået særligt meget søvn og har haft mareridt. Vi får sat bandagistforeningens aktiviteter i gang og får tapet fødder og tæer, så de er klar til den lange tur vi skal ud på. Vi spiser morgenmad og får vores lille surprise fra Magdaline. Mens vi forberedte os på turen, blev vi enige om at tage noget surprise med hver især. Magdalines surprise til os var en lille frisk ingefær shot til morgenmaden 😊

Kl. 7.30 var vi klar til at sige tak for trygt husly til Kanocenteret og gik omtrent 3 km. langs Amitsorsuaq søen, før vi begav os ud på en fin og lækker slette/dal mod en anden kæmpemæssig sø, Tasersuaq. Den nåede vi til efter 11 km. vandring fra Kanocenteret.

På vejen blev vi mødt af 2 rensdyr, der nysgerrigt kiggede efter os og nylagte Moskusokse lort, men så aldrig dyrene.

Undervejs havde vi også passeret et vådt område, som var lidt træls. Her var første oplevelse af vores lifesavers på vejen, vores gummistøvler.

Lige en lille sidehistorie omkring gummistøvler. Det var ikke planen at vi ville have det med, da de vejer for meget. I stedet havde vi købt smarte gummi/latexcovers til støvler, som helt sikkert bruges til festivaller og lign. Men dagene op til vandringen, gik Evi’s veninde Nivi fra Sisimiut turen og havde et par gange rådet os stærkt til at tage gummistøvler med. I starten var vi lidt “Vi skal nok klare os uden”, men 10 min. før Torrak Fashions lukketid, dagen før vi skulle rejse, besluttede vi os for at følge rådet og købte vores gummistøvler. OMG, Nivi qujanarujussuaq 🙏

Ved Tasersuaq søen, hvor vi lige tog en lille pause og jeg havde behov for at endnu mere erfaring med taping på mit bandagist-CV (skifte tape på fødder og tæer), fik vi øje på et hvidt telt nede ved kanten af Tasersuaq søen. Den holdt vi nøje øje med, for tænk hvis vi var så heldige at de havde en jolle på søen og måske kunne sejle os tværs over, så vi kunne spare lidt. Der dukkede en kvinde op og straks var Evi på pletten og spurgte. Til vores store overraskelse ville de gerne sejle os over og bad os om at komme ned. 🙂 ❤️

Det var rensdyrjægere fra Sisimiut, Nikolaj, Maasi og Justine.

Det endte så med at vi blev sejlet, 11 km., helt ind i bunden af søen, til Itinneq, sejlede forbi Ikkattoq, så vi sprang en hytte over. Vi var meget taknemmelige og følte os meget privilegerede. Søen var fuldstændig blank og solen skinnede.

På vejen til bunden af Tasersuaq, Itinneq, fik Evi øje på et rensdyr og fluks, så var vi med på rensdyrjagt. Nuummiutterne, Magdaline og Mette, skulle tysses på undervejs, da vi var ved at skræmme dyret væk med bare snak 😊 Vi sejlede stille og roligt ind til kanten hvor rensdyret var og Maasi og Justine blev sat af. Maasi kravlede op mod dyret og skød det. Fedt at være med til.

Mens Maasi og Justine gjorde dyret klar til transport, sejlede Nikolaj os helt ind til bunden af Tasersuaq og vi hoppede af ved Itinneq, ca. 10 km. fra Eqalugaarsuit, som blev målet for dagen.

Da vi blev sat af, fik vi meget klare retningslinjer om hvor vi skulle gå hen. Pejlemærket var en ”kløft” i et fjeld langt ude i horisonten. Den skulle vi gå lidt til højre for, så ville vi støde på et skilt til turister. Når vi nåede den, så ville vi komme til stien vi skulle følge op til Eqalugaarsuit.

Men først tog vi vores frokostpause, af med sko og strømper og spise vores rationer.

Så gik vi 10 km. til Eqalugaarniarfik. Det skulle også være dagen hvor vi første gang skulle over en elv. Det havde vi alle set spændt frem til og havde helt sikkert haft vores fantasier om.

Efter overgangen af elven mødte os ca. 5 km. mos, sump og vådt område 😫. Det var virkelig nederen, besværligt, hårdt og samtidigt var vi godt i gang med at blive stegt af solen. Seriøst, det var ligesom at bevæge sig rundt i Floridas sumpområder på en alt for varm dag, puuuha. Heldigvis dukkede der ikke alligatorer, skildpadder og klamme insekter frem, men kunne godt lige have dukket en Airboat op, det ville have været sejt. Men, fokus på det gode, vi var faktisk enormt heldige med myg, der var ikke rigtig nogen.

Vi var godt trætte, da vi begyndte at forvente at se Eqalugaarniarfiks hytte. Meeeeen, det hele skal jo ikke være for nemt 😊 De sidste par km. til hytten er en lille stigning, hvor de sidste 300 m. er lodret opad. Det er rimelig hårdt, når man er træt. Da vi kommer op ad den første stigning, møder vi et tjekkisk ungt par, der har slået telt, ca. 200 m. fra hytten. Da vi nærmer os hytten kan vi se at der sidder 3 udenfor hytten og vi begynder at blive lidt spændte på om der mon er plads til os i hytten (for vi har efterladt teltet derhjemme og satser på hytterne hele vejen). Det er der, for der er plads til 6 mennesker 😅.

De 3 mænd er fra Ungarn og er IT nørder (hvis nogen skulle være nysgerrige, de skulle til Ilulissat og Nuuk efterfølgende. Det sjove er at Magdaline mødte dem i Qinngorput, da de var i Nuuk, hvor de lige havde været på Store Malene).

Til vores store skræk, finder vi ud af at der ingen elv eller sø er i nærheden, arrrgh, lidt besværligt, når nu vi gerne vil i bad, vaske vores tøj og have vand i nærheden hele tiden. Men vi finder ud af at der ned ad bakken (ca. 200 m. ned) er en kilde, som man kan bade i, drikke af og hvad man nu vil. Og en af de 3 mænd fra Ungarn er rigtig flink til at tage ned og hente vand til mad, kaffe osv., så vi ikke behøvede at slæbe rundt på det.

Området omkring Eqalugaarniarfik ligger i øvrigt i Aasivissuit-Nipaat-området, der er på UNESCO verdensliste.

Evi’s surprise til os, blev overrakt til kæmpe glæde, da vi havde fået skiftet tøj og var klar til mad. Hun havde slæbt en bakke Tapas og en alkoholfri øl med hele vejen, wuhuuuuu.

Eqalugaarniarfik – Innajuattoq

Vi står op kl. 07:00 tirsdag den 18. august 2020, til den smukkeste solopgang (igen, igen), efter at de 3 mænd fra Ungarn og det unge par fra Tjekkiet er smuttet.

Man starter med en fantastisk opstigning fra Eqalugaarniarfik, op ad et fjeld der læner sig op ad et andet kæmpe fjeld. Det var sindssygt smukt. Jeg elsker opstigninger, det er LIIIGE mig, kaaarh nuan.  De første 15 km var magiske, noget af det smukkeste for mig, på hele turen. Da vi kommer op i højderne, kommer den mest fantastiske udsigt ud over kæmpe søer, fjelde der kæmper om at være smukkeste og et terræn der får dig til at snappe efter vejret.

Vi møder en lille rensdyrkalv der leder efter sin mor, av. Og da vi kommer op i højderne, overhaler vi vores Tjekkiske venner (ikke at det var målet 😇).

Da vi begiver os ned ad højderne, ender vi nede ved den smukkeste sø, ”Mattaliip tasia” (atserpara 😊 ❣️). Ned igennem en masse smukt grønt kratterat, langs en lille elv og ud til åbningen af søen, wooooow. Vi tager en lille pause, aftisning, opfyldning af drikkedunke og photoshoot pause. Vores unge vennepar fra Tjekkiet indhenter os og joiner os i photoshooting til deres bryllupsindbydelse (påbedutter vi dem).

Efter at have gået rundt om søen og vi kommer til de sidste 5 km. af ruten til Innajuattoq, ryger vi ind i mos-helvede, OMG. Thank God for our lifesavers, gummistøvler. Turen var lige ved at slå os (mig) ihjel. Det var virkelig besværligt og hårdt. På et tidspunkt rykker undergrunden sig, buldre og brager, under mine fødder. Aaarrgh total klamt, og hvor blev jeg lille bitte i denne kæmpe verden.

En tur på 20 km. fra Eqalugaarniarfik til Innajuattoq. Nedenfor hytten er der en kæmpe sø og 100 m. fra en elv. Vi fik badet, vasket tøj og hygget lidt med de tre musketerer fra Ungarn og de to turtelduer fra Tjekkiet. Vi fik smagt Ungarsk, saltet skinke og tørrede-ish æbler og Tjekkiske (hjemmelavet beef jerky af gris) specialiteter og de fik smagt vores skønne Marie’s hjemmelavet tuttu beef jerky, og Evis naturtørrede rensdyr. Der var plads til os alle i hytten, som havde 12-13 sengepladser.

Efter at have inspiceret dagens elvovergang og børstet tænder, gik vi i seng kl. 20.00, da vi gerne ville afsted allerede kl. 05.00 dagen efter. Turen fra Innajuattoq, forbi Nerumaq og videre til Kangerluarsuk tulleq, er ca. 35 km. Så en lang dag ventede os.

Innajuittoq – nerumaaq – Kangerluarsuk tulleq

Vi stod op kl. 04.00, onsdag den 19. august 2020, til endnu en smuk solopgang ❣️

Vi tapede, pakkede sammen, spiste morgenmad og tog vores gummistøvler på. Meget vigtigt at pointere det 😊 Vi havde nemlig aftenen før vurderede at vi sagtens kunne gå over elven i vores gummistøvler, så vi ikke behøvede at fucke op i vores taping og starte forfra igen.

Kl. 5.15 var vi klar, mens de andre sov.

Vi krydsede elven, uden at få våde fødder og begav os udenom søen der lå ved Innajuattoq hytten. Vi stod faktisk op sammen med dyrene, for på bare en lille time mødte vi 16 rensdyr, 2 tuullit og et par ryper. Midt inde i landet, langt væk fra kysterne, som om at de godt vidste at rensdyrjagtsæsonen var sat i gang 😊

Turen til Nerumaq var helt aldeles fantastisk, smuk og enormt tilgængelig. Det var en slags dal der gik nedad hele vejen, der var tørt og nemt at begive sig i. Vi skulle over 3 elve, hvilke vi fik succesfuldt gjort med gummistøvler, wuuuhuuu vi elsker gummistøvler! Vores bedste investering og kg.-øgnings beslutning.

Vi gik omtrent 10 km. med gummistøvler på ruten, total lifesaver, men er også rigtig hårdt for fødderne.

Vi mødte en fra Finland der gik den modsatte vej alene.

Da vi når til Nerumaq, efter 17 km. vandring fra Innajuattoq, krydser vi elven og tager en pause lige ved siden elven. Vi bruger godt en time der, til at tørre fødder, spise, være på luksus spa-ophold (bad i elven, massage, øjenbrynsplukning og hygge), før vi fortsætter.

Vi begiver os ud i de sidste 17 km. til Kangerluarsuk tulleq, i godt humør, solen skinner og varmer fra en skyfri himmel, der er lidt myg og augustfluer. Efter at have gået en lille halv time, bliver vi lidt irriteret over en rød helikopter der bliver ved med at kredse rundt ovenover os (højt oppe) og snakker om at de nok leder efter nogen. Men undrer os over at den flyver så højt oppe. ”Kan man da ikke få lidt mindfulness på sin tur?” 😊 Hhahaha

Så forsvinder den lille røde helikopter og vi kan få lidt ro…..

Vi undrer os lidt, men går videre og når til et område med højt begroet kratterat, skovagtigt område, hvilke var ret fascinerende at gå i.

Pludselig dukker der en kæmpe grå seahawk op i horisonten, op fra en skrænt og begynder at kredse omkring os.

Vi går lidt i panik og ved ikke hvordan vi skal agere, skal vi vinke, skal vi give thumbs up, vinke dem væk, lave et rullefald for at vise vi har styr på det eller hvad?

Bare lige pludselig være klar i soldaterposition, hahahah, (eeej).

Helikopteren kommer helt tæt på os, så vi står og holder om hinanden, for ikke at blive slynget væk eller pludselig blive hejst op og kidnappet (ej). Helikopteren stiger til luft og forsvinder og vi står som de største 3 ? ever. Hvad var det, hvad lavede de, hvem ledte de efter, hvorfor så tæt på os, var vi kommet til at trykke på nødopkald på mobilerne, spotten vi havde med eller var vores familier bekymret, osv. De tanker gik vi hver især med i et stykke tid. Svaret fik vi først i Sisimiut 😊

Vi krydser den store elv, i gummistøvler (🤩lifesavers) som render hele vejen ned til Kangerluarsuk tulleq. Og så bevæger vi os ind i det område jeg havde set rigtig meget frem til, nemlig området hvor vi har stået på ski, under de utallige Arctic Circle Races vi har deltaget i. Jeg havde sådan glædet mig til at se hele landskabet uden sne, og det var virkelig et smukt syn. Når vi lige fik det placeret, så det hele så bekendt ud. Virkelig fedt at se.

Sidste år, 2019, var der et kæmpe område, hvor der var fjeldbrand. Dette område gik vi forbi og det var sindssygt at se hvor stort et område der havde været berørt.

Ca. 5 km. fra hytten ved Kangerluarsuk Tulleq (den øverste, der er nemlig 2), tog vi en lille pause ved elven, hvilke igen var paradisagtigt. Stor brusende elv, solen skinnende fra en skyfri himmel, grønt kratterat omkring, de smukkeste fjelde der omgiver dig og ikke mindst selskabet, fantastisk.

34 km. og 13 timer efter den smukke morgen ved Innajuattoq, den mest smukke og længste vandring, ca. 3 km. sump og en stigning op på toppen af et fjeld hvor den sidste hytte vi skulle overnatte i lå, ankom vi til hytten.

Der er ingen elv lige i nærheden, så man skal gå lidt for at få noget vand, kan bade og vaske.

Til aftensmaden afslørede jeg min surprise. De to tøser havde under vores forberedelser snakkede om at de ville savne cola på turen, så jeg havde købt det næstbedste, nemlig Sun cola til dem. Ikke nok med det, så havde jeg i løbet af dagen samlet små-sten, som jeg ville sætte sammen til små minde-varder til dem. Uuuuhh der var ikke et øje tørt og lykken ville ingen ende tage ❤️.

Kangerluarsuk tulleq – Sisimiut

Vi vågnede kl. 06.30 torsdag den 20. august 2020, og gik stille og roligt i gang med forberedelserne til den sidste dag og vandring mod Sisimiut. Uuhhh i dag var det min yndlingsstigning vi skulle på, nemlig den berygtede morderbakke / Qerrortusuup Majoriaa, som jeg kender så godt fra Arctic Circle Race, en stigning på 3 km. Det fantastiske at opleve denne gang, var at det var fuldstændig samme følelse at gå op af den, som når jeg har gået den på ski, min krop genkendte den fuldstændig. I love it, nuann ❤️

Lige efter morderbakken / Qerrortusuup Majoriaa, gik vi henimod ACR camp pladsen på søen under Aapilattorsuaq bjerget og lige ud direkte videre mod Sisimiut. Vi kunne næsten ikke holde Evi tilbage mere (hun ville bare i mål og komme hjem til sin fødeby Sisimiut), men vi fik hende overtalt til en sidste pause. Denne pause tog vi på toppen og spidsen af et bjerg, hvor udsigten var direkte mod Nasaasaaq, dalen nedenfor med elven og den smukkeste natur ever. Jeg blev fuldstændig overvældet over den smukke udsigt og kunne ikke holde tårerne tilbage.  Jeg havde virkelig mit moment lige der ❤️

Midt i mit moment, med tårer i øjnene og den fedeste lykkerus / mindfulness, blev jeg afbrudt af “har du nogen iprener tilbage”-snak, og jeg måtte sige “Ssshhh jeg sidder og græder og har et moment”, hihiihiii det grinte vi lidt af.

Vi kom til Sisimiut 12,5 km. 6 timer efter start fra Kangerluarsuk Tulleq.

Mange tak fordi du gad at følge med. Hvis du har overvejet turen, så gør det!

P.S. Hvis du er nysgerrig mht. helikopteren, så var det Evi’s fætter Nukappiaaluk, der sammen med sit team fra Arktisk kommande der var ude på en øvelse og ville sige hej på vejen.

Udstyr

Nu er vi jo heldigvis ikke de første der skal vandre den rute, vi kender rigtig mange der har gået Kangerlussuaq – Sisimiut, så der var mange gode råd at hente. Vi fik en udstyrsliste af Maliina Abelsen, som havde gået turen sidste år, som vi lænede os rigtig meget op ad. Jeg har opdateret listen med det der passede til os, som i kan finde her.

Jeg fik købt en rigtig lækker Haglöf 55 liters rygsæk, som viste sig at være lidt for lille, men den fixede jeg med ekstra rum i vandtætte solide drybags man kan købe i forskellige størrelser og satte fast med cykel-elastikker.

Min sovepose er en letvægtssovepose der vejer omkring 1 kg og er beregnet til min. minus 4 og mit liggeunderlag et oppusteligt et (også letvægts).

På en anden vandretur fra Kilarsaarfik til Kapisillit havde Jacob Nitter en fed Jetboil, der kogte vand på ingen tid og var super nem at betjene; sådan en købte jeg. Det er den fedeste og bedste investering.

Forberedelsen

Jeg havde vandret med skønne kollegaer fra Kilarsaarfik til Kapisillit (27 km.) tidligere på sommeren og fra Oqaattut til Ilulissat (21 km.) med familien, så lidt personlige erfaringer og fif fra de andre fik jeg med til forberedelsen. Jeg har gennem årene lært, at det er godt at få mange km. i benene under træningen/forberedelsen til lange seje ture, så kroppen er nogenlunde forberedt.

Træningen op til turen med Magdaline og Evi, var vandringer med og uden udstyr, for at vænne ben, knæ og ankler til turen. De nye vandrestøvler skulle gås og vænnes til. Når vi vandrede med rygsækkene, vi skulle gå med, fyldte vi dem op med mælk, mel, havregryn og hvad der ellers kunne give tyngde. Vi gik sammen, for det første fordi vi elsker hinandens selskab, men også for at få en fornemmelse af hvor vi hver især lå i forhold til vandringen.

Vi fik vandret sammen et par gange uden udstyr og et par gange med fuldt udstyr ud til nedkørslen.

Maden

Jeg havde følgende med:

Morgenmad: Overnight oat m. blåbærsmarmelade til de 3 første dage og havregrødsblanding til de sidste 3 morgener. Al morgenmad var pakket i selvlukkende fryseposer. Naturligvis også instant kaffe og kaffemælkepulver.

Frokost: En håndfulkd homemade tørfisk (torsk) by Kreutzmanns m. aromat, 6 strimler homemade Beef jerk by min elskede Marie Lundblad (<3), 3 skiver røget rensdyr, 2 skiver rensdyrspegepølse, 2 skiver rugbrød de første 3 dage og 3 stk. rugkiks til de sidste 3 dage.

Aftensmad: Frysetørret aftensmads fra Blå band (jeg købte det på Outnorth.dk, men det kan også købes i de lokale butikker heroppe).

Snack til hele dagen: En lille håndfuld saltede mandler og en lille håndfuld Hitmix (slik), kopsuppe-rør, the og kaffe.

Alt ovenfor, havde jeg portionsanrettet og lagt i dagsposer (alt jeg skal bruge dag 1 i en pose, dag 2 i en anden osv.)

Jeg havde ikke kaffe nok med, men det havde Evi heldigvis, så der var nok til os, og hun havde også en masse lækkert med, alt fra slik, figrolls, chokolade til kæmpe chokolade skildpadder .

Tøjet

Jeg havde shorts, løbeleggings, sports bh, en tynd merinouldtrøje, en fleecejakke og mine vandrestøvler på, da vi tog afsted fra Kangerlussuaq. Da solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, smed vi hurtigt jakken, og de øvrige dage gik i små shorts og sports bh, alt andet var fpr varmt.

Skiftetøjet var et par behagelige leggings, behagelig sports bh, trusser, en merinouldtrøje, tørre strømper og sketchers sko (som vi ville bruge til overgange af elve).

Jeg havde taget 5 par vandrestrømper med, og er rigtig glade for det. De første 3 dage genbrugte jeg 2 af parrene (hang til tørre under gåturen og vasket når vi nåede hytter) og skiftede dem ud med rene de sidste 3 dage.

Vi fik rådet at tage gummistøvler med af nogen som netop havde gået ruten, så sidste minut før Torrak Fashion lukkede fredag, dagen før vi fløj, strøg Evi og jeg ned og købte høje gummistøvler (Magdaline havde nogen i forvejen). Det var det bedste vi gjorde, fuldstændig lifesavers 

Min Rygsæk vejede 17 kg.

Jeg drømmer for vildt natten til lørdag, sover vildt godt og dybt. Jeg drømmer at alt mit hår er barberet af, inkl. mine øjenbryn, at jeg er smadder sulten og står i kø ved en kantine. Der er ikke rigtig nogen der lægger mærke til mig i køen, hvilke er en enorm lettelse, for jeg er flov over at se ud som jeg gør. 🙂 I køen står Thure, Lasse og nogle af de andre løbere… Jeg gemmer mig og sniger mig op til maden. Til drømmeanalytikerne, takanna giv den gas og analyser 🙂

Da jeg står op kl. 05.30, kunne jeg faktisk sagtens blive liggende i min sovepose og sove et par timer ekstra, jeg har det lige så godt. Men op skal jeg jo, op og gøre klar og spise morgenmad.

Igen er det en hel utrolig smuk morgen, solen skinner fra en skyfri himmel, havet er spejlblankt, fuglene kvidre, blomsterne blomstrer, harperne piber blidt og englene synger “halleluja”(nå, det tog lige overhånd 🙂 ).

Vi sidder sammen og spiser vores morgenmad, drikker vores kaffe og nyder udsigten. Der er mere ro omkring lejren i dag, men summer også af glæden og spændingen over at det er sidste dag og at vi i dag når til Kapisillit.

Trekløveret, Simon, Marie og jeg connecter et par gange mens vi gør os helt klar til start. Vi er klar og glade 🙂

Der er også plads til lidt sjov 🙂 Simon og Marie.

Vi aftaler igen i dag med Lasse og Michael C. at vi følges. Det er rigtig rart og betryggende. Marie Fleischer står også klar omkring os. Så hele holdet er samlet.

Kl. 07.00 lyser startsskuddet og vi drøner afsted. Lasse forrest og os andre bagved. Vi vader over Qooqqut elven hånd i hånd og starter, også her, en stødt opstigning, der igen er ved at tage livet af mig. Haj-ja, alt i min krop modarbejder mig og vil meget hellere bare stoppe op og slappe helt af. Men det går ikke, jeg må bare holde ved.

Vi ser alle 4 lidt brugte og meget koncentreret ud 🙂 Marie, Michael og Simon

Da vi er kommet op på det højeste, er der omkring 5-8 km. rimelig lige rute, over til den første store stigning langs et vandfald. Vi småløber lidt hvor vi kan og indtil vi når til et stort stenskred.

I mellemtiden opdager vi at vi har 6 på slæb. Det er Dennis, Ditte, Pele, Rene, Victor og en fyr med hestehale (kan ikke huske hans navn). Og længere bagude indhenter seje Ittu os. Så vi er nu oppe på total 13 mennesker. Det er ikke skide godt. Der sker et eller andet interessant for vores oprindelige gruppe på 6-7 mennesker, humøret går ned, vi overholder ikke aftaler eller de pauser vi har brug for. Mere om det senere.

Efter stensskredet skal vi langs en sø, for at komme over til en skøn elv, som vi flot og elegant hopper over. Det var en virkelig smuk elv, som virkelig gør indtryk.

Vi skal op ad en rimelig stejl stigning langs et vandfald, som er rimelig hård. Men igen 1, 2, 3 så er vi faktisk oppe og kan nyde den smukkeste udsigt tilbage mod den dal vi netop er kommet fra.

Lige efter billedet er taget, ser vi to rensdyr og et kridhvid hare stå og snakke sammen. Det er en hun-rensdyr med sin kalv. Det er fantastisk at se dette. Haren opdager os først og flygter, derefter er det kalven og moderen der hopper for livet. Men stopper lige op for at nærstudere os lidt. Så er de væk 🙂

Vi fortsætter op ad en dal.

Gruppedynamikken er stadig ikke optimal, det er som om at vi ikke kan finde hinanden, humøret er lidt underligt, der er lidt irritation i luften og vi er lidt presset.

Vi kommer til det sidste fjeld før fjeldet der fører os ned til Ittinnera og Kapisillit. På dette sidste fjeld, skal vi ned ad en skrænt fyldt med stenskred, som vi kan huske det fra sidste år. Selvom at vi siger at vi ikke skal ned så højt oppe, vælger Lasse at tage ned et stykke tid før os andre. Ittu, Marie, Marie Fleischer, Michael C. og jeg vælger at gå ned længere nede ad skrænten, så det ikke er så voldsom en nedstigning vi skal ud i. Alle de andre følger os.

Jeg tror at det er her at adskillelsen og splittelsen af gruppen rigtig starter.

Da vi endelig kommer ned af skrænten er Lasse langt langt væk. Vi gør vort aller bedste for at nå ham og når ham da også omsider. På det her tidspunkt har jeg ønsket en pause til at spise og få fyldt mine drikkedunke op flere gange, men tidspunktet har ikke rigtig været der. Men endelig finder vi en elv, hvor vi i det mindste kan fylde camelbagene op og lige få tisset af. Mens Marie og jeg fylder og tisser af ( 🙂 ), løber de andre overraskende videre og er væk!

Men ajunngilaq, vi prioritere at få fyldt drikkedunkene op og prøver at følge efter de andre. På det her tidspunkt har Ittu og ham med hestehalen ( 🙂 ), valgt at fortsætte op ad fjeldet for at holde sig højt oppe.

Vi når de andre, som sidder og får sig lidt at spise, med udsigt direkte ned til bunden af Ameralik, paradiset, det smukkeste sted.

Jeg når lige at pakke min madpakke ud, da de andre sætter igang igen. De har besluttet at løbe ned til Ameralik og fange en løbesti der er dernede. Men jeg holder fast på at blive oppe i højden, fordi at jeg er bange for at jeg ikke længere kan følge gruppen og er også lidt ked af at vi ikke følges ad mere. Og det er her vores gruppe bliver splittet. Det er lidt sørgeligt, men vi holder humøret oppe. Vi ved jo alle godt at løbet her er individuelt 🙂

Marie, Simon, Marie Fleischer, Rene og jeg fortsætter opad, mens de andre drøner nedad.

Vi går langs fjeldet med Ameralik på vores højre side, hele vejen med paradis som udsigt. Lykkefølelsen kommer engang i mellem og den lille gruppe hjælper hinanden frem.

Hvad vi dog ikke gennemgår, de sidste 15 km. 🙂 3-4 vilde jungleagtige skove, hvor jeg på et tidspunkt bliver bekymret for om vi nogensinde overhovedet kan finde ud af disse Ameralik-skove, bange for at vi ville blive filtret inde og blive fanget for evigt og hvor Marie Fleischer på et tidspunkt får grineflip. Jeg er helt sikker på at Simon og Rene, fortryder lidt at de var taget med os, da vi var aller dybest inde i de mørke overfiltret skove 🙂

Men vi når naturligvis levende igennem og kommer over på Ittinnera fjeldet. Da vi kommer op på toppen af fjeldet, ser vi 50 meter foran os 3 deltagere. Det motivere os til at sætte farten lidt op. Men vi er alle løbet tør for vand, og det er virkelig en mangelvare her omkring Ittinnera. Vi leder og leder efter vand. Jo mere jeg fokusere på det, jo mere tørstig bliver jeg. Det er faktisk lige før at jeg pruster sand ud af munden, overlæben sætter sig fast på tandkødet og at jeg får lyst til at smide mig på alle 4 og fortsætte kravlende… Og liiiiige før jeg “dør af tørst” dukker der en elv op, jubiiiiiii, vi er reddet.

Vi nærmer os for alvor Kapisillit, jubiiiii.

Vi kommer ned på stranden, som er de sidste 5 km. før vi når målstregen. Det er ret udfordrende hernede, da vi skal hoppe fra sten til sten, med tunge ben, trætte knæ og lidt ukoncentreret sind. Men igen, så kommer de ekstra kræfter op i os, og vi når igennem stranden med det gode humør og store smil.

Vi er lige ved at være der nu!

Vi kommer i mål alle 5 hånd i hånd og er rigtig glade for at have fulgtes ad. NUAN!

Hele vejen havde jeg haft en masse grønlandske sange i hovedet, gået og sunget nogle af dem også. Jeg synes at det var sjovt at det kun var grønlandske sange jeg havde i hovedet og ville synge. Da vi når i mål, hører jeg pludselig at bandet (Tele Post Band 🙂 ) rent faktisk spillede det nummer jeg havde gået og sunget mest “Misigisaq” til ære for mig. Igggg mine dejlige ex-kollgeaer, TAK!

Nuan, nuan, nuan… Den mest fantastiske tur ever, lykke, dejligt vejr, de bedste venner at følges med, den smukkeste natur, de dejligste dyr på vejen og bare et helt igennem skønt, smukt og fantastisk arrangement. Jeg glæder mig til næste års deltagelse.

Resultat hos mændene og hos kvinderen:

Thure Bastrup

Frederik Lundblad

Svend (ekspedient fra ITTU)

 

Miiti Lynge

Marie Lundblad / Mette Steenholdt

Marie Fleischer

HURRA HURRA HURRRAAAAAAH

P.S og NB, var så super heldige at komme med disse to smukke og seje piger hjem til Nuuk lørdag aften, qujanajulooq <3

Sidder her med lidt ondt i maven og tænker “ved du overhovedet hvad det går ud på, Mette?” Og må tilstå, at det gør jeg absolut ikke. Jeg googler ironman, og op kommer der billeder af fuldstændig trimmede, store stærke mænd med stramme badehætter og fuldstændig gennemtænkt, målt, figursyet og testet outfit, fyldt med sponsormærker fra verdensfirmaer… Hhmmm, putte mig ind i den samling? Lille mig? No, det kan jeg slet ikke sætte mig ind i. Og faktisk ser man ingen kvinder på billederne og jeg synes heller ikke jeg så nogen i nyhederne, da de viste noget om det? Nu får jeg lidt kvalme…

Hvad går det så ud på? Jo, det handler om at gennemføre et løb med flg. discipliner:

• 3,8 km. svømning på åbent hav (Hahhah Ha, tics og hysterisk nervøst grineflip)
• 180 km. cykelløb (Fu…. det er langt… kan man køre på en spinningcykel i stedet???)
• 42,2 km løb i mål – altså en marathon som afslutning (med svømmearme og cykelben???)

Shiiit, aner ikke hvad jeg har rodet mig ud i. Men, men , men… det er jo også det der tænder mig lidt. Altså at det lyder lidt psykopatagtigt og total uvirkeligt.

Heldigvis kender jeg til følelsen af at stå nervøst og spændt på det jeg har rodet mig ud i, uden overhovedet at have forudsætninger for at vide hvad det er og om jeg kan klare det. Sådan er det hele vejen rundt i mit liv. Jeg tror faktisk at jeg visner lidt, hvis ikke jeg bliver presset og udfordret.

Min største bekymring I forhold til ironman lige nu, men også det som jeg glæder mig til at “knække”, er svømningen. Jeg hader at få hovedet under vand, bryder mig ikke om vand i næsen, munden eller øjnene, jeg kan ikke lide dybder og sidst men ikke mindst, så hader jeg svømmehaller… Ikke lige de bedste udfordringer at starte ud med.

Så min plan bliver, at møde op til start med baderinge om maven og armene, store dykkerbriller og dykker-iltudstyr, tørdragt, speedcykelhjelm og hygge-nygge-brystsvømme de 3,8 km. med hovedet oppe hele vejen. SÅDAN! 🙂

En anden lille bekymring er cyklingen. Både køb af udstyr, men også træningen. Jeg tror ikke det bliver billigt med sådan en “Kronprins Frederik” cykel i pink, et super dullet, kropsnært og fedt cykeloutfit – og vigtigst, en cykelhjelm som passer og klær mig (lidt forfængelig har man vel lov at være?) og som fremhæver de feminine lokker og høje kindben.

Hvad angår træningen, så håber jeg jo at jeg har en lille fordel ved al den spinning jeg kører, men har også hørt og erfaret at det absolut ikke er det samme som at sidde på en “rigtig” cykel. Her på Grønland har jeg ikke de optimale conditions til at cykle rundt på vejene hele året, det kan jeg kun fra ca. maj og frem til løbet. Og det bekymrer mig lidt.

En tredje ting, som måske faktisk bliver den største udfordring; AT TABE MIG. Mange vil sige at jeg ikke behøves, men hvis jeg skal have et lettere løb og ikke kæmpe for meget, så er det en nødvendighed. Jeg er jo ikke lige frem et lille nips… Men er høj og tung, 73 kg. og jeg SKAL i hvert fald tabe mig 5 kg.

Mad har altid været min største svaghed. Og jeg ved at jeg ikke er den eneste i verdenen, der har det sådan. Så jeg ser frem til at knække koden og lære at få kontrol over den del. Så et af de første skridt – og en absolut nødvendighed, er at få en kostcoach. En super kompetent kostcoach der kan hjælpe mig med at tabe de 5 kg., samtidigt med at jeg spiser optimalt i forhold til min træning og ikke dør af sult (skrev mine fingre lige desperat og ude af kontrol, helt af sig selv :-)).

Ugens spørgsmål kommer fra Ulla Lynge:
Hvad har været din store inspiration for, at du besluttede dig for at gennemføre Ironman løbet?

Jeg er blevet opfordret til det af mange. Først og fremmest Malik Reiding allerede for et år siden og andre hen ad vejen. Og alle gange har jeg tænkt “kakkammiaasiit, neeeeeeeej”. Så satte Malik Reiding sin Facebook opfordring op, hvor han efterlyste den første grønlandske kvindelige ironman. Det var da mine søstre Tine og Lone satte mig på som bud, at jeg tog beslutningen. Ærligt, så meget spontant og uigennemtænkt meldte jeg mig. Det var den opbakning jeg havde brug for og blev glad for.

Så min søstres tro på mig og deres opbakning, er det der har inspireret mig til at melde mig. En anden ting er, at jeg elsker at dyrke sport og helst rigtig meget af det. Så tanken om træningen op til løbet, er meget motiverende og jeg glæder mig.