Pssst, dette er part 3, der findes en part1 og 2, som du også burde læse, hvis ikke du allerde har gjort det 🙂

Dag 3 – 33,4 km.

Frederik og jeg fik heldigvis tildelt et telt, sent eftermiddag på dag 2, og kunne sove godt i et koldt telt. Jeg gik i seng allerede ved 22 tiden. Pakkede mig godt ind i Inequs fantastiske sovepose og lå og lyttede til folk oimkring mig, der i deres egne telte hyggesnakkede om dagens strabadser, sjove opleveler, på grønlandsk, dansk, engelsk og andre sprog. Ind i mellem kunne jeg høre nogen der snorkede, andre der hostede og et par snescootere der kørte forbi. Jeg var faldet i søvn, da Frederik meget sent, efter at have klargjort vores ski til sidste dag, var kravlet ind og pakket sig ind i sin sovepose.

Jeg sov super godt, vågnede kun et par gange med at jeg havde brug for at skifte stilling (det får man behov for, når man ligger på hårde underlag, også selvom at vi havde rensdyrskind som underlag).

KL. 06.30 vågnede jeg og kunne ikke sove mere. Vejret virkede helt ok inde fra teltet. Sidste dag og i dag er fokusset kun at komme i mål i Sisimiut. Jeg havde det godt, følte mig ikke nervøs og spændt, men i ro. Frederik ligger og sover og jeg pakker mine ting og begiver mig ud af teltet.

Vejret er fint, lidt skyer hist og pist og ingen vind. God start.

Jeg sætter mig ind til dem der ligesom jeg er stået op tidligt, i madteltet, for at spise morgenmad. Jeg tilbereder min marathongrød (havregryn, blå birkes, kanel og honning som blandes op med kogende vand til grød og toppes med bananskiver), laver en stærk kop kaffe og sætter mig med Adam, Nivi og co.

Fyf for den lede, aaad morgenmaden vokser i min mund og er så svær at få ned. Det er som om at det vokser i munden og bliver til en indtørret bolle. Jeg ved at jeg SKAL spise, ellers overlever jeg ikke turen til Sisimiut (ender med hungersnød midt i baglandet, for sådan en tynd lille nips som mig), så med små nipser tvinger jeg maden ned.

Sidder og hygger med de andre i teltet.

ACR juryen meddeler at løbet er udskudt med en time, da pistemaskinerne skal køre spor først.

Jeg begynder at få det halvskidt og får kvalme, sommerfuglene i maven starter igen og jeg er spændt og nervøs. Kan jeg nu stå distancen, kan jeg leve op til mine egne forventinger og holde fast på min placering? Uuh min selvtillid begynder at spille puds med mig. ”Det er i dag at du failer”, ”Du kan ikke blive ved”, ”Hvem tror du, du er? Verdensmesteren?”, ”Slap nu af!!” osv. kører oppe i hovedet, og piner mig og giver mig det fysisk dårligt.

Flere toiletbesøg, hvilke ikke gør det bedre, for man bliver forgiftet og kemisk forurenet af at gå ind på de toiletter, hahahahahahah.

Men vejret, det bliver bedre og bedre, wooow.

Jeg ved at det vil blive meget bedre, når vi starter. Sådan er det altid og endnu mere, når det er sidste dagen og vi skal i mål i Sisimiut. Man er hurtigere, mere energisk og stærkere.

3, 2, 1 GO…

Vi stiller os ud til start og bliver skudt i gang. Lidt kaotisk start for nogen. Lige bag mig hører jeg Marie Fleischer skrige og ser at hun har tabt sin stav og stopper op for at tage tilbage og hente den og alle andre skubber sig frem og vil bare afsted og hjem. Der går ikke lang tid, så overhaler Marie Fleischer mig igen, med fuld fart på ned ad bakken 😊

Vi drøner forbi første drikkepost nede ved havet mod Sisimiut og fortsætter ud på den lange etape mod benbrækkeren. Jeg overhaler hurtigt Marie Fleischer igen, som står og ordner sine ski. Turen hele vejen ud til benbrækkeren er drøj og der er bare ingen glid, så det er skiftevis dobbelttag og diagonalt, som må tages i brug, for at skåne og give plads til pauser for de forskellige muskler der bliver brugt i kroppen.

Jeg indhenter Nivi Geisler lige før vi vender ved benbrækkeren og følges med hende til drikkeposten.

Det er som om at føreren ændrer sig efter benbrækkeren og der kommer bedre glid i skiene. Når man når benbrækkeren skal man op ad en bakke og derefter vende og køre ned ad en laaaaang nedkørsel der ikke er stejl, men har bakke nok til at man kan få fart i skiene og køre ned i en lang fed nedkørsel. Og her hopper jeg i sporene og får fart på skiene og kører langt og hurtigt ned ad bakken med et skrigende ”wuuuhuuuuuuuuuu”. Naaah nuan.

Da jeg når til den anden drikkepost, følges jeg med Nivi Geisler og et par andre jeg ikke ved hvem er. Jeg får fyldt energidrik i min drikkedunk og køre videre med det samme. Nivi skal følges med en knægt fra Kaassassuk, så jeg smutter fra dem.

Køre stærkt og indhenter

Ude foran mig, langt ude kan jeg ane en NSP dragt kørende og jeg tænker “jeg skal indhente vedkommende”. Jeg kommer tættere og tættere og lige før drikkeposten ved flaskehalsen indhenter jeg vedkommende, som er Pavia Tobiassen. Jeg får mig en tår vand og følges hele vejen op ad flaskehalsen med Arnatsiaq Rosing (❤️)

Vi får indhentet Vittus Heilmann og et par andre på vej op ad flaskehalsen.

Solen skinner og skyerne er helt forsvundet, temperaturen omkring minus 3-4 og ingen vind, nuaaannn. Jeg tager afsked med Arnatsiaq, der kører 160 km. og vender om og kører ned ad flaskehalsen. Fuuuuck det er feeedt, fuld fart på, kontrol og fantastisk vejr, kan det blive bedre. Jeg eeeeeelsker det!!!!! Jeg skriger hele vejen ned “wwuuuuuuuuhhhhuuuuu”.

Jeg kommer ned til drikkeposten, skynder mig at få opfyldning og drøner videre. Foran mig er der 4 km. til drikkeposten ude ved liften, den sidste drikkepost før mål, jubiiii.

Jeg køre alene et stykke tid. Det fantastiske ved sådan et race, er at du mange gange bliver så ydmyg over at være sådan en lille brik i et kæmpemæssigt land. Det er så overvældende så smukt det hele at man tit bliver rørt.

Pludselig er jeg ikke alene, Vittus Heilmann har indhentet mig og vi følges ad ud til liften, i stilhed.

Fra drikkeposten i liften og det meste af vejen ind til Ssimiut følges vi ad, skiftevis overtager vi føringen. Jeg er stærk op ad bakke og Vittus ned ad bakke. Og mens vi kører i vores egne tanker og kæmper lidt imod hinanden, bliver vi begge fanget af nogen som er ved at indhente os bagfra. Vi bliver begge overrasket og sætter ellers farten op, da det går op for os at det er Martin Møller og Australieren 😆😆

Yaaay i mååååål

Jeg er glad, stolt og har overrasket mig selv. Helt seriøst havde jeg ikke regnet med at kunne køre så stærkt, men gjorde det!!

Bedst af alt, så er jeg glad for at jeg kunne komme øverst på podiet på 100 km., så mine sponsorere forhåbentlig syntes at det var værd at støtte mig. Mange tak AutoNord og Modulo.

Tak fordi du læste med 😘

Del meget gerne.

Lørdag den 30. marts, vågende v i alle op til det mest fantastiske vejr, høj solskin, temperaturen på minus 3 og ingen vind. Fuldstændig som jeg har opført mig hele året 🤣🤣 Det er min fødselsdag

NOOOOOOT, det blæste, var koldt, whoteout og totaaaal øv.

Frederik og jeg var så “uheldige” at vi ikke fik et telt, aftenen før, da der var gået kaos i uddelingen af dem. Så vi stod kl. 21.00 og havde endnu ikke fået telt, da alle andre begyndte at gå i seng 😨😨 Så det endte med at vi blev “nødt til” at lægge os op på bløde madresser i varmeteltet og sove den nat 😶😶 Øv bøv siger vi bare 🤣

Udsættelse pga. vejret

Jeg vågnede kl. 7.00, ved at det store telt larmede og dyngede frem og tilbage af blæsten udenfor og min første tanke var “ååh nej, vi skal ud i lortevejr”.

Jeg stod op, og tog over for at spise morgenmad og begynde så småt at gøre mig klar. Jeg kunne mærke at vejret påvirkede mig og gjorde mig nervøs på en dum måde. Ondt i maven, ingen appetit, lidt nedslået og sommerfugle i maven som var ustyrlige. Tanker om fygninger, ingen spor og vindstød der udfordrer var ikke det mest motiverende at have i sine tanker.

Da jeg træder ind i madteltet og møder mange af mine med-ACR’erer fornemmer jeg det samme hos dem. Mange har et tomt blik i øjnene, nogen har nærdødsoplevelses udtryk, andre sidder bumstille og stirre ud i ingenting og andre lader som om at de er friske og glade. Et par stykker siger højt det vi andre tænker “jeg håber de aflyser løbet i dag”.

Vi spiser morgenmad side om side uden at sige så meget. Og mens vi sidder der, bliver det meldt ud at løbets start udsættes en time, så pistemaskinerne har mulighed for at lave de spor de nu kunne. Men vi skulle alle forvente at vejret nok vil forvrænge sporerne. Åååh neeej, vi skal ud i det vejr og køre på lortespor.

Mens vi sidder der og venter bryder mine skønne venner ud i en fødselsdagssang for mig “inuuissiortoq pilluarit”.

Dag 2 – 32,2 km.

Kl. lidt i 11, står vi alle klar ude på startbanen, tripper af kulde og er nervøse. Foran os, der køre 100 km. er der 32,2 km. før vi er tilbage i campen.

Vi bliver sendt afsted kl. 11.00. Det er en lorte start og de første 10 km. havde jeg mest lyst til bare at stoppe. Jeg havde enormt svært ved at komme op i gear og kunne ikke indhente Marie F, Nivi Geisler og Anne Mette (som hele tiden var langt nok fra mig til at det næsten var umuligt at indhente dem).

Dagens rute var omvendt fra dagen før. Altså først ned til drikkeposten ved havet mod Sisimiut (3,5 km.) og ud på den lange etape mod benbrækkeren og tilbage til drikkeposten (9 km.) . De var hæslige de første 10 km. og jeg leeeeeed. Prøvede virkelig at holde hovedet oppe og bare køre. Jeg var meget frustreret over at der ikke var spor og at sigtbarheden var så forfærdelig. Jeg får indhentet de 3 tøser ved drikkeposten efter benbrækkeren, men de når at køre før jeg er klar igen, aaaargghh.

Tanken om flaskehalsen, op og ned, turen ud mod liften, turen ned bag liften og kørslen tværs over terænnet til campen, kunne jeg næsten ikke overskue. Fuuuck en lorte tur. Men jeg slap ikke pigerne, kunne hele tiden se dem og pludselig dukkede vores veteran Vittus Heilmann op. What?? Så fik jeg lidt mere krudt i.

Jeg fik overhalet Vittus lige før drikkeposten nedenfor flaskehalsen, og indhentede tøserne ved starten af opstigningen af flaskehalsen. Og pludselig fik jeg uanede kræfter og bang så blæste jeg op ad fjeldet.

Det var så fedt og jeg var overhovedet ikke træt på noget som helst tidspunkt, havde masser af kræfter og energi. Jeg fik overhalet en masse og kunne vende og køre nedad igen, uden nogen i nærheden af mig eller lige bag mig. Men lige på det tidspunkt hvor jeg ville køre ned til det sted hvor der var “Skiis off” (for stejlt og sikkerhedsmæssigt uansvarligt at køre – ca. 400 m)., gik skyerne i en speciel farve pga. solen (som ikke var fremme), så man slet ikke kunne se konturer eller former overhovedet. Alt var fuldstændig whiteout, jeg kunne ikke se op eller ned. Aaaargh og jeg var på vej ned ad en bakke.

Jeg overlever etapen ned til drikkeposten igen, får fyldt min drikkedunk op med nyt energidrik. Jeg spørger hvor langt der er til næste drikkepost og fpår at vide at der er 4 km. Fedt! Det er da til at overskue…… Hvis man da bare kunne se noget. Fra drikkeposten og halvdelen af vejen køre jeg uden at vide hvor jeg var, for der er ikke spor, meget dybt sne og ingen sigtbarhed. Heldigvis kan jeg se flagene, men bliver flere gange i tvivl om jeg køre på den rigtige side, fordi at sneen er så dybt og der ingen spor er. Jeg kører helt alene og bliver en lille smule bange på et tidspunkt, fordi at vejret er sindsygt.

Men heldigvis kommer der en snescooter kørende og laver spor, så jeg har noget at forholde mig til op til liften.

Da jeg når op til liften får jeg at vide at jeg er nr. 2 og at der kun er en foran mig. Wooow, og jeg tænker Pavia . Hurtigt får jeg opfyldning og skynder mig videre. Jeg kan huske at det var en ret heftig opstigning vi havde bag skiliften dagen før, og nu hvor jeg ikke kunne se konturer, så jer eg lidt nervøs for nedkørslen, da jeg når over til bakken. Meget usikkert, langsomt og forsigtigt begiver jeg mig ned ad de første nedkørsler, beder til to personer som jeg er sikker på sidder og kigger på mig fra himlen, om at passe på mig og overlever dem, phheeew. 🙏 Tak ❤️

Jeg når ned og nu ved jeg at der kun er 4 km. penge tilbage til jeg er i campen, jubiiii. jeg kæmper mig igennem og henover terænnet mod den sidste drikkepost, som ligger 1,8 km. fra campen. Jeg får en tår vand og skal til at begive mig afsted, da jeg bliver indhentet af Ulrik Helimann, yaaaay min makker.

Vi kommer i mål, hånd i hånd. det viser sig at det ikke er Pavia der er nået i mål før os, men en 160 km. løber der havde nedgraderet sig. Hvilke vil sige at Ulrik og jeg var de første der kom i mål, wuhuuuu.

Skøn treatment i campen

Jeg får skiftet tøj, får fixet mine tæer hos sygeplejersken, bliver masseret og er klar til at spise. Jeg sætter mig ind i madteltet og bliver mødt af den dejligste familie, Lings, der kommer med kage og gave til mig. Åååh i er fantastiske ❤️

Dagens engler

Det er helt sikkert først og fremmest sygeplejerske Jørgen og fys Irene, men det er også helt absolut familien Lings med deres børn, der var så betænksomme og søde at komme med kage og gave. Og så er der naturligvis Frederik Lundblad, som havde smurt de perfekte ski til mig igen. TAAAAK

Hygge i campen. dag 2

Det tager tid at skrive, så sorry folks, fortsættelse følger i part 3 om et par dage, tak for din opmærksomhed.

Nu hvor jeg i år, allerede havde været på et fedt og hårdt langrendseventyr, så var deltagelsen ved dette års Arctic Circle Race ikke et koste-hvad-det-vil projekt, men mere et hvor-kunne-det-være-fedt projekt. Jeg havde besluttet mig for at jeg kun ville deltage, hvis jeg på arbejdet ville blive trukket i lodtrækningen om betaling af deltagergebyret. Jeg tænkte chancerne er store, for jeg havde jo kun set en lille bitte håndfuld kollegaer på løjperne de sidste par måneder. Spændende…

Næææh nej, pludselig var der 15 andre kollegaer der pludselig stod på langrend og var toptunet…. WTF?? 😳

Jeg blev ikke trukket 🙁

Det blev Pavia Tobiassen tilgengæld, der de sidste 10 år er blevet trukket!! Så min deltagelse blev droppet, øøøøv, og jeg kunne så småt begynde at bygge et normalt liv op igen, med daglige rutiner og samvær med familien. Desuden følte jeg mig også enormt træt i kroppen efter Birkebeineren, såå…

Men en god ven , Frederik Lundblad, som skulle deltage, accepterede ikke at jeg ikke skulle deltage og bad mig om at tænke lidt alternativt. So I did 😬

Sponsorater

Jeg kom i tanker om at verdens bedste autoværksted (mit autoværksted til min skønne bil) med de sejeste og flinkeste mekanikere, før havde sponsoreret en ACXR løber før. Og jeg tænkte “prøve, det gør ikke ondt at få et nej”. Så før jeg gik i seng en aften, ugen før ACR, sendte jeg dem en mail, hvor jeg spurgte om det mon var muligt at få et sponsorat hos dem på deltagergebyret. Da jeg stod op næste dag havde jeg fået svar “Det lyder som en god ide”, yaaaaaaaaay 😄😄.

Et par timer efter havde jeg også fået et sponsorat fra Grønlands bedste IT firma, Modulo.

Wuuuhuuuu, hvor det bare kørte. En sød veninde, Bodil Marie, sørgede for indkvartering til Frederik og jeg i Sisimiut, en anden skøn veninde, Evi, sørgede for at skaffe rensdyrskind som liggeunderlag til os og min dejlige Inequ lånte mig hendes sovepose.

Nu kunne forberedelserne for alvor starte.

Jeg skulle have fundet nye stave eller en erstatning af den jeg havde knækket til Birkebeineren, skulle overveje om jeg skulle købe nye skistøvler (slidte og ødelagte) eller satse på at de gamle kunne klare 100 km., jeg skulle have fixet min skaljakke (lynlåsen var stået af) og skaffe de sidste småting jeg manglede (drikkedunke, uldundertøj og handsker).

Frederik Lundblad forærede mig en skistav, der passede til den anden, jeg syede mine skistøvler og håbede på det ville holde til 100 km., min mor, som var på besøg hos mig, syede en ny lynlås i min skaljakke og jeg fik så god service og støtte på køb af drikkedunk,. uldtøj og handker hos Ittu.net. I love yoooooooooou!!

Jeg er meget taknemmelig omkring al den hjælp og meget glad og stolt over at blive støttet som jeg er blevet, TAAAAK!!!

Nu havde jeg ingen undskyldninger, jeg var klar.

Ankomsten til Sisimiut

Jeg ankom til Sisimiut onsdag den 27. marts ved frokosttid. Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen var omkring de minus 10, helt perfekt. Jeg fik smidt mit bagage hjem til den familie jeg skulle bo hos og fik skitøj på og strøg ud på løjperne i Sisimiut.

Torsdag morgen, stod jeg tidligt op og lavede en god, stærk kyllingesuppe med masser af grøntsager, som jeg kunne tage med ud til campen.

Dagen skulle bruges på at handle lidt mad, gå procession til kirken og deltage ved informationsmødet i Taseralik. Allerede formiddag ankom Frederik.

Processionen var kl. 15.30 og kirkegangen kl. 16.00 (fast tradition, som man skal være en del af).

Derefter gik vi alle tilbage til Taseralik til informationsmødet om løbet. Her præsenterede de ruterne for alle 3 dage, reglerne for løbet og de sikkerhedsmæssige instanser der var sat ind.

Førstedagen – 34,6 km.

Jeg vågnede fredag morgen ved 7 tiden og følte mig fuldstændig udhvilet og i ro. Jeg gik i bad og gjorde mig klar stille og roligt. Jeg havde det godt og tog det hele med ro. Naturligvis kom der engang i mellem et sug i maven af spænding, men det var kontrolleret. Og ved du hvad, det ligner ikke mig. Jeg vil have været i panik, ryste af skræk, have ondt i maven, gå på toilet hele tiden, ringe til min mand og spørge ham om det er normalt jeg er sådan (og han vil svare, ja ALTID) og bare have lyst til at smutte hjem igen. Men ikke denne morgen 😇 😳

Vejret var ok, blæste en del, men solen dukkede op og tempreaturen var omkring de minus 7. Frederik brugte en del tid på at smøre vores ski, så han nær havde glemt at spise morgenmad. Alt blev pakket sammen og vi begav os ned mod arenaen.

Kl. 10.00 blev vi skudt afsted af borgmesteren, Malik Berthelsen. Vi løb den traditionelle runde, rundt og op på “Kvajebakken” (aka tøsebakken) , væltede heldigvis ikke og blev sat løst ud til baglandet.

Dagens rute skulle føre os ud forbi skiliften, opad flaskehalsen, nedad flaskehalsen, ud mod benbrækkeren, hele vejen ned til havet mod Sisimiut og op til campen. Total 34,6 km. Jeg har det bedst med at dele mit løb op i dele. Det første jeg ville have fokus på, var at komme ud til skiliften(7,1 km. fra arenaen), resten ville jeg ikke tænke på. Jeg indhentede min skønne lille konkurrent, Marie Fleischer, omkring 3-4 km. efter start, som var i gnag med at ordne noget på sine ski. Jeg havde det godt og var slet slet ikke stresset i kroppen, stille og roligt tog jeg det ( 🙏 total i zen) og havde overskud til at have fokus på at få en god oplevelse af dagens etape.

Drikkeposten ved skiliften, ligger på en lille top, så når man skal videre derfra, skal man ned ad en bakken. På denne bakke, var der af vejret blevet bygget den største Big Air ever (måske 30-40 cm. høj), som overraskede mig og jeg var i et splitsekund i gang med det vildeste skihop. Hahahahaahah 😂😂😂

Jeg overlevede og fortsatte mod flaskehalsen. Et af de opstigninger (og i øvrigt også nedstigninger) jeg havde været spændt på, var turen op ad flaskehalsen. Fordi at jeg i denne sæson og på Birkebeineren havde følt mig virkelig svag opad. Vi kommer til opstigning og længere oppe ser jeg Pavia Tobiassen. Woow, jeg har indhentet ham 😊 2 km. sildebens-opstigning/climbing. Det gik, jeg holdt mig bag mændende og kom op. Men fuuuuck det var hårdt for benene. 160 km. løberne fortsatte op og vi vendte og skulle ned igen.

Det blæste og vinden var kold. Dette havde udviklet en fin og stejl bakke ned til en naturskabt pukkelpistbakke 😱. Fygninger som havde vokset sig store nok til at man ikke kunne pløje ned eller bare køre stille og roligt ned. Pludselig var jeg på den pukkelpistebakke og hoppede rundt skrigende. Jeg var skrækslagen og var samtidigt ved at få krampe i lårere af at pløje og prøve på at bremse

Heldigvis og tilfældigvis får jeg på et tidspunkt kontrol og kan stoppe. OMG jeg rystede over alt og skulle lige samle mig. Jeg tog skiene af og løb ned resten af vejen.

Fra drikkeposten i bunden af flaskehalsen til drikkeposten før man vender ud mod benbrækkeren er der 6 km. Og der var alle spor fyget til, så det var virkelig anstrengene at køre. Undervejs skal jeg ned ad en bakke, som egentlig er ok og ikke stejl, men pga. fygningerne på sporet mister jeg herredømet og vælter. Jeg vælter ikke kun, jeg ruller rundt og mine ski er alle vegne omkring mig. Jeg når lige akkurat at tænke, “jeg er heldigvis alene og ingen har set mig”, skynder mig op at stå, da jeg høre og ser en hundeslædekusk heppe på mig og klappa ad mig, 😂😂.

Jeg når frem til dagens sidste etape jeg havde forberedt mig på ville være hård og som bare skulle overståes. En etape på 9 km., som er en laaaaang etape, der kører op og ned, sådan en der trækker tænder ud og som suger resten af energien ud af dig. Men heldigvis kender jeg ruten fra andre år og forberedte mig godt på den. MEN, naturligvis skulle der lige komme en “lille” krølle på ruten, som var lige ved at slå mig ihjel. Jeg havde lige fejret at nu var det kun lige en kilometers penge ned til havet, da ruten pludselig vender ind mod land og tilbage og fører mig stejlt op ad en bakke, for lige at lave en “sød og sjov lille sløjfe”, før vi når den sidste drikkepost. Shiiiiiit, min eneste reaktion var råbende “Neeeeeeej, hvorfor??????”. Jeg følges med Ulrik Heilmann, som kigger tilbage på mig og har samme udtryk i ansigtet som jeg har.

På det tidspunkt havde jeg ikke mere at drikke, var fuldstændig dehydreret og havde nul overskud. Det var som om at vi var midt ude i saharas ørken, skulle tilbagelægge mange mange kilometre, ekstrem tørstige og lignede Jim Carrey. “Ulrik, har du noget vaaaaand?”, heldigvis havde han noget energidrik i sin camelbag, så vi stoppede op for at drikke.

Jeg kom i mål lige efter Ulrik Heilmann, efter 4 timers vilde strabadser, hvor jeg skiftevis havde haft det fantastisk, haft det skidt, været skide træt og energisk på vejen.

Dagens engler

Dagens engler var en ung fyr ved navn Jens Joorut, som lige spottede at jeg havde det hårdt, da jeg kom slæbende på Frederik Lundblad og min store tasker. Som en rigtig gentleman, så kom han løbende og tilbød at tage begge tasker og bærer dem ind i tøjteltet, FANTASTISK! Qujanaq!

Den anden var fysioterapi Irene og hendes massagehjælper. Irene tog sig godt at mine sener ved min dårlige knæ og jeg fik en rigtig massage.

Og så er min kammak Frederik den største stjerne, fordi at han er den han er, men også fordi at han havde prepareret de perfekte ski til mig.

Hygge i campen. dag 1

Fortsættes i part 2 om et par dage, tak for din opmærksomhed.

6 forfærdelige timer og 37 lorte minutter, but I did it! Fuck jeg led heeeeele vejen.

Jeg knækkede min stav efter 2 km fra start, der var jeg klar til at give det hele en 🖕 og gå ud. Men det blev for besværligt at vende om og køre mod trafikken (der var registreret omkring 17000 løbere), så jeg fortsatte.

Vejret var fantastisk, omkring nulpunktet og for det meste skyfrit med smukt sollys. Fuuuuuuck jeg havde det varmt, jeg var sikker på at jeg skulle dø af sved og hedeslag.
På et tidspunkt kørte jeg ind til siden for smide noget af tøjet, men fandt hurtigt ud af at det var for besværligt.

Jeg kørte 8 km med en stav der var 40 cm kortere 😨, men lånte en ny stav hos SWIX stavecenter (hvilke der var en del af undervejs), der var 5 cm for lang 😲 😨.

De første 15 km var de hårdeste, som sagt en stigning på 15 km (morderbakken go home) og en krop der var udmattet fra starten.

Undervejs besluttede jeg mig for at stoppe helt et par gange; alt gjorde ondt, udmattelsen var ulidelig og tanken om yderligere 45-40 km tog fuldstændigt modet og håbet fra mig. Jeg havde fra start til slut, en enorm negativ indre dialog (faktisk i dagene op til og fik slet ikke sovet natten til løbet pga. tanker og fantasier om forfærdelige nedkørsler) og var skrækslagen for nedkørslen som var de sidste 10 km. Hele vejen bekymrede jeg om den nedkørsel.

Da jeg nåede den første top efter 1 time og 17 min. måtte jeg sænke farten og tage de pauser der var tiltrængt undervejs. Jeg gav fuldstændig slip på tiden og konkurrencen og måtte beslutte at gå i overlevelsesmode. Jeg kørte i 🐌-fart (tænkte på Lasse og Inequ’s Kilimanjaro bjergbestigning, hvor de gik så langsomt. Det var mig… 😳).

Da jeg efter helvedes opstigningen, kørte til side for at få noget energigel og energidrik, var jeg energiforladt og helt færdig. Den lille pause, energigelen og energidrikken gav lidt kræfter igen og jeg kunne fortsætte. Seriøst troede jeg at jeg var ved gå fra forstanden, blive skør på et tidspunkt, fordi at jeg var så træt, kæmpede med min indre dialog og ikke kunne få styr på den, og indså at jeg måtte give slip på det jeg havde forventet (at få en fed tur, bortset fra nedkørslen). Men Magdalines energipiller i min drikkedunk, blev min terapi. Hver gang jeg tog en tår føltes det frigivende og godt 😂😂.

Jeg var reddet for denne gang. Den første bakke ned, oppe i fjeldene, var helt fantastisk!!! Laaaaang nedkørsel, hvor du kunne se enden flade ud, og hvor farten ned var helt fantastisk “wuuuhuuuuuuuuu” skreg jeg hele vejen. 👈 dagens første optur og glæde ved turen. Det eneste der var minus ved den tur nedad var al det skrald (tomme energigel på sporene) som eliten havde smidt på vej ned 👎.

For det første er det noget svineri i den flotte natur, men også livsfarligt for os andre, da skraldet lå i sporene og bremsede os hårdt i farten ned.

Jeg havde fra starten forberedt mig på at de første 15 km ville være hårde (men var slet slet ikke forberedt på at de ville være så hårde 😳😨), men havde 27 km som milestone, da det var halvvejs og at det derfra vil være nedtælling.
Da jeg nåede de 27 km., var anden optur på dagen i kassen, og jeg råbte “yaaaaaaaayy” højt, så de stakkels skiløbere omkring blev forfærdeligt forskrækket (man kører i stilhed) 😂😂.
27 er mit nye yndlingstal nu!

Lige lange smukke strækninger, skønne lange nedkørsler og op igen, oppe i toppen af fjeldet. Høj solskinsvejr, så smukke omgivelser, fjelde, træer og perfekt temperatur (endnu engang optur), aaah nuann (som er vores motto 😂😂).

Fra Sjusøen (sidste drikkepost), er der ca. 10-12 km til mål og det går nedad; oh oh min skrææææk 😱😱.
Nu skulle jeg face my biggest fear. Jeg måtte fokusere på 1 km ad gangen og bare overleve de sindssyge bakker. Her havde jeg ellers brug for min personlige drama-bakke-coach Jacob Nitter, som lige kunne snakke mig “til rette”. Men jeg måtte klare mig selv.

Den første lange sindssyge bakke overraskede mig fuldstændigt og jeg kom KUN med held ned til bunden i live. Ingen spor ned, men to smalle pløjespor, en bakke der var stejl og snoede så man skulle dreje midt i det hele, aaaarggh 😱.
Jeg skreg og råbte som Marie Fleischer (😂😂 😘😘), men nåede, i live. bunden af denne bakke.

De næste 2-3 bakker valgte jeg at tage skiene af og løbe ned (😩😩), men kunne for hulen ikke få sat skiene på igen og brugte sindssygt meget tid og tårer på det. Sorry Frederik Lundblad, jeg hørte ikke efter dit råd “Lad vær at tænke, bare kør” og jeg var totaaaaaal “nallinnaq!!”, hahahaha.

Så fuldstændigt som forventede (og hvad jeg gennem mine tanker og følelser havde bedt om), fik jeg mine 4 skrækkelige og forfærdelige bakker. Men, I did it and i survived 👋✌.

De sidste 3-4 km var helt fantastiske og handlede bare om at komme igennem med en krop der var udmattet af søvnmangel, skræk, chok og fysisk aktivitet.

Jeg kom i mål i Lillehammer, i en lille arena, 6 timer og 37 min. efter start fra Rena.

Undervej forbandede jeg langrend langt væk, skulle i hvert fald aldrig køre igen og slet ikke så sindssyge ture (ACR inkl.), crossfit Open fik sig også lige en tur 😂😂👌👌

Dagen derpå… taknemmelig, stolt og glad. Det er fedt at tage på ture som denne med venner ❤

Tak fordi du læste med.

Det var lige i sidste øjeblik at jeg tilmeldte mig deltagelsen til Arctic Circle Race 2017, på 100 km. distancen. Jeg har virkelig været i tvivl om jeg skulle og har også flere gange besluttet ikke at tage den i år og ombestemt mig lige så mange gange.

Knæskade
I maj 2016 fik jeg en knæskade, revne i brusk og menisk, som virkelig begrænsede mig i min træning. Jeg kunne ikke løbe, sjippe, squatte, hoppe eller bukke knæet optimalt. Meget frustrerende og virkelig deprimerende. Jeg fik at vide af knæspecialisten, jeg var hos i DK, at der ville gå et år, før at jeg ville kunne træne normalt igen. Jeg fortsatte min spinning,  tilrettelagde min crossfit til det jeg kunne (alt andet end squats, sjipning, løb og andet hvor knæet skulle bukkes) og kontaktede en fantastisk Osteopat i Danmark, som behandlede mig, når jeg var forbi.

Osteopati er en internationalt anerkendt manuel behandlingsform, der er baseret på traditionelle sundhedsvidenskabelige fag, som anatomi, neurologi, fysiologi, biomekanik, embryologi og patologi. Inde i Kødbyen i København er der et sejt center med de bedste osteopater, Therehab.dk

Da skisæsonen startede, i januar, var jeg meget spændt på om mit knæ ville kunne lide og klare langrenden. Første langrendstræning var jeg flyvende og havde det fantastisk, også i knæet. Jubiiiii jeg var glad (og græd lidt af glæde over at det gik). Fluks tilmeldte jeg mig alle NSP Cup’ene, for nu skulle jeg give den gas, så jeg kunne træne op til ACR.

Skissæsonstart og NSP Cup
Første NSP Cup var et 15 km. løb (slap dog af og lad os lige starte skisæsonen, var min reaktion). Jeg gennemførte løbet, men fik med det samme et irriteret, hævet og smertefuldt knæ ud af det, øøøøøøøv 🙁
Sådan var det faktisk efter hver Cup, haj-ja, så jeg måtte i slutningen af februar beslutte at jeg ikke skulle med til ACR i år. Jeg var ked af det og kæmpede oppe i hovedet med at acceptere det. Sjovt nok, så det jeg kæmpede mest med, var at jeg havde sat mig for at jeg skulle løbe 10 ACR’ i træk, dette ville have været det 7. 🙂

Jeg sov på min beslutning om ikke at deltage i år og vågnede op med en “NEEEEEEEJ, jeg kan ikke lade vær med at deltage, jeg skal!”. Kompromisset blev at jeg ville tilmelde mig 100 km. distancen, så jeg både kunne passe lidt på mig selv, men stadig deltage.

Så 3 uger før ACR tilmeldte jeg mig 100 km. distancen 🙂

En god og dejlig dag at ankomme til Sisimiut på
Det er torsdag den 30. marts, solen skinner, det er koldt og der er liv og glade dage i Sisimiut, da vi (Frederik Lundblad og jeg) lander, med verdens dejligste og bedste pilot, Ib <3 . På min Facebookside popper der mange dejlige hjertelige lykønsker op hele dagen <3 Det er min 44 års fødselsdag 🙂

Vi, Frederik Lundblad og jeg, checker in i “Casa del Strøm Sinclair Larsen slottet” på toppen af poppen i Sisimiut, hvor vores roomie Maliina Abelsen allerede er checket in. Jeg er så taknemmelig for at kunne bo hos skønne Karin og fantastiske Elias, hver gang jeg skal deltage til ACR. Her er SKØØØNT! Og hvor priviligeret kan man være, at have to så fantastiske roomies, som Frederik og Maliina?

I løbet af dagen møder vi en masse skønne mennesker der også skal deltage til ACR. Ligesom alle år, så går turen mod kirken, i et flot optog af alle løbere. Efter kirkegangen går vi sammen over i Taseralik, hvor infomødet foregår.

Infomødet blev afsluttet med en fødselsdagssang “inuuisiortoq pilluarit”, sunget af et 200 mands kor 🙂 (Arrangeret af søde Maliina <3 )

Vi slutter min fødseldag af med en dejlig middag hos Karin og Elias.

Fredag den 31. marts 2017 – ACR 1. dag
Vi står op til en morgen, hvor det er overskyet, sneer, blæser og er – 9 grader (PIS). Vi checker vores ting ind i Taseralik kl. 8 og begiver os tilbage til “Casa del Strøm Sinclair Larsen slottet”, hvor vi vil slappe af, spise lidt og gøre os klar til start kl. 10.00.

Jo nærmere vi kommer startsskuddet, jo mere kan jeg mærke at jeg bliver nervøs og spændt. Tænker på mit spørgsmål til min mand hvert år “jeg er nervøs, bange og spændt og har slet ikke lyst” og min mands svar er altid “det har du sagt alle årene, lige før start, så det er helt normalt”.

Vi begiver os ned til arenaen, tjekker skiene, som har en smule bagglid (shiiiiit), men kan ikke gøre mere end at gøre os klar til start.

Jeg er også rigtig nervøs for om jeg har gået og undervurderet de 100 km. At mine tilbagevendende sætninger som “det er en hyggetur, det bliver dejligt og jeg kommer til at nyde det”, faktisk ikke kommer til at holde. Jeg tænker meget over hvor lidt jeg egentlig har trænet langrend, og at det længste jeg har kørt til træningen er de 15 km. Puuuha, det gør mig meget nervøs.

Min strategi er at have fokus på de områder, hvor jeg ved at jeg får det hårdt, og at samle kræfter før de kommer. Første sted der skal overståes er en sløjfe på 11,3 km. lige udenfor Sisimiut (lang, drøj og meget kedelig), så kommer flaskehalsen (laaaang opstigning) og sidst den halve opstigning til labyrinten. Når de 3 områder er overstået, så er jeg godt på vej.

Kl. 10 skyder borgmesteren ACR 2017 i gang og vi drøner rundt i en loop om arenaen, skal lige op over kvajebakken (tøsebakken) og får lov at kører ud i baglandet.

Mig på vej ned af “the fucking kvajebakke” 🙂 Billedet er taget af søde Jonna Pedersen.

The road to hell
Vi er knap nok kommet ud bag Sisimiut, da det hurtigt går op for os allesammen at vi er på vej ud i noget forfærdeligt. Nemlig løjper der er dækket af en halv meter sne, blæst og storm (OMG).

Vi kører i en lang konvoj, hvor der ikke er mulighed for at overhale, da der kun er et spor, som de forreste af feltet har lavet for os andre. Og det er virkelig frustrerende. De første 16 km. køres inde tæt ved byen. Og det er nok de værste den dag, for her møder vi som sagt overdrevet meget sne, storm og til tider white out. Jeg køre fra start til skillevejen (for 100 km. løberne og 160 km. løberne) ved liften, med Rebekka og Tintin. Et godt tempo, ikke så meget snak, men trygt at have hinanden i nærheden. På vej ud mod skillevejen og mens vi stadig køre inde i nærheden af byen, kommer der en snescooter kørende, hvor vejret viser sig fra sin værste side (white out og voldsom modvind), og jeg når at tænke “YES, nu kommer de omsider og fortæller os at løbet er stoppet af sikkerhedsmæssige årsager”, men snescooterkørerne vinker og hepper på os 🙁

Det er virkelig umuligt at sildebene den op ad bakker og ploje ned ad bakker, da der er for meget sne. Så bentøjet er på overarbejde opad og nedad bakke er jeg tvunget til at holde mig til de spor, som dem der køre foran mig har dannet, uden at ploje/bremse. Så der kom en masse rystende højtråbende “rolig, rolig, rolig, rolig, det skal nok gå, det skal nok gå” til mig selv, mens mine ben ryster og jeg forsøger at holde kontrol. Jeg styrter et par gange og bliver fuldstændig dækket af sne fra top til tå, inde i brillerne, handskerne, håret, rygsækken og over alt. Men jeg kommer igennem første “svære/hårde” område, nemlig den 11,3 km. sløjfe.

Jeg siger vemodigt farvel til Rebekka og Tintin ved skillevejen til liften, vemodigt fordi at jeg skal ud i en ensom og lang tur alene nu 🙁 Hurtigt kommer jeg bag en ung pige (Arnatsiaq) og hendes far, der lige før flaskehalsen får sig noget energi og noget drikke ved drikkeposten. Jeg vælger at fortsætte, så jeg lige så godt kan få overstået flaskehalsen, som er en lang opstigning.

På vej op, da jeg har passeret det stejleste sted, bliver jeg overhalet først af Frederik Petersen, dernæst Bjarne Noahsen, Frederik Lundblad, en engelsk kvinde samt Pætur (alle 5 kører 160 km. distancen og har været opppe på toppen af skiliften, før de overhaler mig).
Jeg får “knækket” flaskehalsen, og begiver mig op mod sidste drikkepost halvvejs mod labyrinten, får en tår ribenasaft hos de fantastiske frivillige ved drikkeposten og kører nedad. Det går hurtigt nedad og mens jeg koncentrere mig meget om at holde kontrol, bliver jeg hassarderet overhalet af den unge pige (Arnatsiaq), så jeg er ved at styrte. Jeg kommer til at råbe lidt ad hende, men må holde hovedet koldt for netop ikke at styrte. Der er kun 3 km. til mål og jeg får ikke indhentet pigen og hendes far og de kommer i mål 1 min. før mig.

Det var meget surrealistisk at komme til en camp der er helt tom. Der var kun Martin Møller, Vittus Heilmann, Anne Mette Noahsen, pigen og hendes far. De andre år har der været mange når jeg er kommet i mål (men der kørte jeg også 160 km. distancen).

De 34 km. kørte jeg på 4 timer og 32 min.

Campen, vejret og folk der begynder at komme i mål

Folk begynder så småt at komme i mål og der kommer liv i campen. Vi får skiftet tøj, bliver masseret og finder vores mad frem, så vi kan begynde at fylde os op til morgendagens løb.

Klaustrofobi og angstanfald
Jeg går til ro, helt færdig fra dagens strabadser, i vores telt allerede ved 21 tiden. Jeg deler telt med Maliina og Nukarleq. Det er isende koldt, omkring – 30 grader, så jeg pakker mig godt ind i soveposen og falder i søvn.

Midt om natten vågner jeg brat ved at en (i min drøm) minder mig om at jeg skal trække vejret. Jeg hiver efter vejret og kan ikke rigtig få kontrol over min vejrtrækning. Jeg løsner min sovepose, skubber blidt til Nukarleq, som ligger tæt op ad mig, så hun rykker sig og sætter mig op for at kunne trække vejret. Det hjælper ikke rigtigt og jeg bliver hurtigt kold og forfrossen, så på med soveposen igen, panikker over at jeg ikke kan trække vejret ordentligt. Jeg overvejer at vække Maliina for at få hjælp, men tænker “hvad kan hun gøre”, jeg overvejer også at flå soveposen af, hive teltdørene til side og løbe ud i kulden og mørket for at kunne få luft, men vil heller ikke fremprovokere et panikanfald. Jeg forsøger at koncentrere mig om at trække vejret stille og roligt, prøver at berolige mig selv (“rolig, rolig, rolig, rolig, det skal nok gå, det skal nok gå” ) og forsøger at få mine tanker over på noget andet. Jeg vil bare gerne hjem, væk herfra. Jeg kæmper længe, får også katastrofetanker, men heldigvis formår jeg at falde til ro og falde i søvn igen. Det er ikke mange timers søvn jeg får og jeg er dybt rystet over min oplevelse.

Lørdag den 1. april 2017 – 2. dag
Vi vågner op til en smuk morgen, fyldt med sol, vindstille og iskoldt med – 20 grader. Jeg er træt, stadig rystet, nedtrykt og har kvalme. Jeg har mest af alt lyst til at komme hjem til min mand og mine børn og føler mig meget utryg 🙁 Jeg har ingen appetit, prøver at tvinge mig selv til at få lidt ned (da jeg ved at det kræves for dagens strabadser), men det går ikke så godt.

Dagen derpå, ikke særlig glad eller oplagt.

Mine tanker er “Jeg kan ikke, jeg vil ikke, jeg er for svag, hvem tror jeg egentlig jeg er, tror rigtig at jeg kan klare hele verden, jeg er for meget og absolut ikke god nok”. 🙁

Jeg når at gennemgå dagens rute med Frederik, som husker mig på at den voldsomme opstigning mod labyrinten, er min bakke(for et års tid siden var jeg flyvende op og fik hægtet mange fra mig der). Strategien bliver at få “overstået” opstigningen til Labyrinten, holde fokus ned af Morderbakken (3 km. voldsom nedstigning), holde tempoet hele vejen rundt i fjorden og have stærke ben til Morderbakken op.

Vi bliver kaldt til registrering og til startsområdet, jeg vader uvilligt derhen og bliver nødt til at gøre mig klar. Martin (som køre sin første ACR) vil rigtig gerne hægte sig på mig på dagens tur og dette acceptere jeg naturligvis.

Arrangørerne tæller ned; 3, 2, 1 bang, så eksploderede alt i mig, jeg kører som en i h……., har pludselig uanede kræfter og er i total overskud (shiiiiiit).

Vi starter ud med at køre forkert, da en af de frivillige kommer til at guide os den forkerte vej. Efter 100 m. går det op for 10 løbere (inkl. mig selv), at vi er på afveje, og vi må tilbage og ind på de rette spor igen.

Vi kører op til labyrinten, hele vejen op tænker jeg på Frederiks “det er DIN bakke” og får hægtet alle fra mig, foruden Vittus Heilmann der er foran mig og Martin der holder fast bag mig. Det er en fantastisk opstigning, som jeg faktisk nyder 🙂 Jeg elsker at kører rundt i labyrinten, op og ned, op og ned, hen og ud, hen og ud, ned, ned, ned og atter ned, wuuuuhuuu.

Vi begiver os ned ad Morderbakken, hvor jeg 2 gange tager skiene af og løber ned, fordi det bliver for usikkert for mig (alt for stejlt). Martin overhaler mig ned ad og kommer først ned til fjorden. Foran os er der 10 km. på fjorden, ret ensformigt og en kedelig strækning, men som alligevel er helt fantastisk. Solen skinner fra en skyfri himmel, isen er smuk, omgivelserne er bare en drøm, det er rent kærlighed <3

Jeg får startet ud på fjorden lidt før Martin, og kører med samme tempo hele vejen rundt. Tænker på min gamle træners, Malik Reiding, gode råd “kør som et stærkt stabilt lokomotiv tog” Jeg føler at jeg har et perfekt flow og 1, 2, 3, så er de 10 km. kørt.

Forresten så opdager jeg hurtigt i starten af turen at der kun er en der har kørt i de splinternye spor jeg kører i, det er Vittus. Han har kørt ACR i mange år og er en meget erfaren langrendsløber. Jeg overlader kørslen til ham og følger alle hans spors bevægelser. Skiftede han spor, så gjorde jeg også, kørte han udenfor sporet, så gjorde jeg også, jeg fulgte hans spor ned ad bakker og op ad bakker.

Så er det faktisk kun turen op ad Morderbakken, 3 km. opstigning, tilbage, så er dagens strabadser overstået. Af med skiene og få de søde frivillige ved den sidste drikkepost til at spænde dem fast på min rygsæk. På med skistavene igen og påbegynde den lange vandring opad. Det går smadder godt, specielt fordi at jeg følger Vittus spor (han har også taget turen op gående).

Jeg kommer i mål i campen, meget glad og overrasket over min præstation og placering, lørdag eftermiddag kl. 13.54, det har taget mig 3 timer og 54 min at kører de 32,4 km.

Skavanker fra dagen: forfrysning på spidsen af min venstre tommeltot og et par sprungne vabler på svajen af fødderne (< det er først noget jeg opdager, da jeg tager mine strømper af, så det har ikke generet, heldigvis).

En sød sundhedsplejerske praktikant tager sig kærligt af mig.

Efter at have skiftet tøj, fået fixet skavanker og fået massage, har jeg behov for at ligge mig ned og reflektere lidt over turen og dagen. Jeg ligger mig på en madras blandt tøjet og meditere lidt.

Folk begynder at komme i mål og larmen spreder sig.
Vi møder Nina og Jonas der netop er kommet i mål, de har en dejlig nyhed. Jonas har friet til Nina på toppen af Morderbakken. Iiiih altså <3

De nyforlovede Nina og Jonas <3

Traditionen tro, er der lækker grønlandsk proviant, som bliver serveret af de sejeste hundeslædekuske.

Søndag den 2. april 2017 – 3. dag
Skolen skinner fra en skyfri himmel, det er minus 32 grader og det er sindssygt at komme ud af teltet her til morgen. Shiiiiit det er koldt.

Jeg har sovet bedre, ikke sammenhængende, fordi at det er så koldt, er vågnet flere gange hvor jeg frøs, men er i bedre humør end morgenen før. Jeg er rigtig nervøs og spændt på dagens strabadser, specielt fordi at det er SÅ koldt, men også fordi at jeg er lidt bange for at skuffe mig selv og er i tvivl om jeg overhovedet kan holde min placering.

Martin hægter sig på mig(som vi har aftalt). Lige før start, skal jeg tisse, hele 3 gange og ryster af kulde og lidt af skræk. Dagens rute er den omvendte vej fra dag 1; altså halvt op til labyrinten, ned igennem flaskehalsen, de sindssyge 11.3 km. sløjfe tæt på Sisimiut og de sidste 6,7 km. til mål.

Det er virkelig virkelig koldt, mine hænder er frosset til, jeg kan ikke rører dem og er begyndt at blive bekymret for om det er ved at en alvorlig sag med mine fingre, puuuuha de er frosne. Jeg bruger mine arme lidt ekstra, svinger dem mere end normalt og prøver virkelig at få blodet til strømme ned i fingrene og varme dem. Det bruger jeg rigtig lang tid på, mens jeg kører. Da varmen begynder at strømme ned i de frosne fingre, dunker det smertefuldt, aaaaaaaaavv.

Lynhurtigt hægter vi de andre fra os, vi drøner efter Vittus (som vi aldrig ser, fordi at han er så hurtig) og har et tempo på vej op mod drikkeposten før labyrinten. Jeg springer opfyldningen på drikkeposten over og drøner videre. Vi skal ned ad bakke og jeg ved at det bliver en kamp for mig, så jeg har brug for forspring. Ned ad bakken bliver jeg overhalet af Martin, men som dagen før, så haler jeg hurtigt ind på ham og overtager føringen.

Vi kommer hurtigt til flaskehalsen, hvor det går nedad og så meget nedad på et tidspunkt, så der er et “Skiis off” område, et sted hvor alle skal tage skiene af og løbe ned i stedet (af sikkerhedsmæssige årsager). Vi smider skiene og så løber vi afsted. Vi løber og løber, løber og løber og løber rigtig meget. Jeg når at tænke flere gange, “øøøh har jeg overset skiltet hvor vi må tage skiene på igen?”, for det er virkelig et langt stykke vi løber. Endelig kommer skiltet frem og vi får skiene på igen og drøner mod Sisimiut og de sidste 17 km. penge.

11,3 km. sløjfen, er som forventet forfærdelig, der er virkelig langt og jeg fryyyyyyyyyyser. Da vi vender ved en hytte tæt på Sisimiut, er vi nået halvvejs. Her kan jeg mærke at jeg bliver træt og faktisk ikke rigtig gider mere, jeg overvejer at sakke bagud og kører mit eget show og lade Martin køre fra mig. Martin tager over og trækker mig lidt et par gange på denne strækning, og jeg skal kæmpe lidt for at holde fast. Bag os er der Raamo, ældre herre fra Sisimiut, som har ligget bag os i et stykke tid.
Endelig kommer vi til den sidste drikkepost, 6,7 km. fra mål, jubiiiiiiiiiii. Hurtigt får vi tanket op og skynder os afsted igen (for at undgå at blive for kold).

Det er de længste 6,7 km. ind til Sisimiut, puuuhaa. Der er intet glid i skiene, sporene er drøje, jeg har bagglid og er træææææææææt. Vi køre lang tid i skyggen (nedenfor Nasaasaaq), hvilke virkelig trækker tænder ud.
Da vi kommer ind til kanten af byens skiløjper, møder vi Niels Tuutu Berthelsen, der kommer den anden vej. Det var helt rart at se liv og ham og ud af min mund kommer der et udmattet “jeg er træææææææææt”, hehe, et lille forsøg på at få medlidenhed 🙂

Da vi omsider når ind til arenaen, er det jo en fantastisk følelse, glade for at det her vi har gang i snart er overstået og at vi kan slappe af igen. Martin overhaler mig og spurter i mål 😮

Qaaaaa Martin, nu har vi fulgtes ad de sidste 2 dage, jeg har trukket og trukket, også kører du fra mig 50 m. før mål? Come on… Hahahahahahahaa.

33,4 km. kørte jeg på 3 timer og 5 min.

Da jeg kommer i mål, bliver jeg mødt af dejlige Tupaarnaq, som fortæller mig at jeg er den første kvinde der kommer i mål på 100 km. Hah? Really? Det betyder så at jeg rent faktisk har vundet? AJUGAAAAAAA 🙂

Tak for denne gang, det var frygteligt fantastisk og selvom jeg svor flere gange at jeg alrdig skal udsætte mig selv for dette her igen, så SES VI næste år, jubiiii jeg glæder mig.

Tak fordi at du gad at læse med <3

Det er 6. gang jeg deltager i Arctic Circle Race, og 2. gang jeg gennemfører 160 km. 🙂

Jeg tilmeldte mig først 3-4 uger før løbet, fordi at jeg havde været usikker på om jeg overhovedet skulle deltage. Jeg synes ikke at jeg havde fået langrendstræning nok, har haft vild travlt med mit arbejde, med friviligt arbejde i forbindelse med Arctic Winter Games og med et spændende livsstilsændringforløb for en flok dejlige mennesker i 12 uger. Alt dette har virkelig hevet en masse timer ud, så der ikke har været nok langrendstræning til mig.

Men en dejlig ung pige, som jeg træner crossfit og spinning med, trak og vi lavede en aftale om at vi skulle køre sammen og komme i mål søndag, som var en begivenhedsrig og vigtig dag for hende. Inequ-nnguaq

Siden nytår har vi trænet sammen, næsten hver dag og været bevidste omkring kost og livsstil generelt. Træningsprogrammet har stort set, set sådan ud, i alle ugerne op til Arctic Circle Race:

Mandag: Skitræning med NSP (typisk intervaltræning)
Tirsdag: Endurance løb og crossfit
Onsdag: Spinning og styrketræningsøvelser
Torsdag: Skitræning med NSP og crossfit
Fredag: Crossfit
Lørdag: Endurance løb og crossfit
Søndag: Langtur på ski

Hjemmefra pakkede vi vores løbstøj i poser, så det var lige til at tage op, fik lavet maden (det gjorde Jacob 🙂 ), handlede energigel og energipulver og gjorde så meget klar som muligt, så vi kunne bruge dagene i Sisimiut, før løbet, til at hygge og lade op.

Det er en smuk solrig morgen i Nuuk, onsdag den 30. marts, på min fødselsdag, kl. 8.05, da vi tager afsted fra Nuuk til Sisimiut. Flyet er fyldt op med ACR atleter. Aviaja og jeg sidder sammen og er nervøse for det vi skal ud i om et par dage 🙂

Vi lander i Sisimiut tidlig formiddag, hvor vejret er endnu bedre <3 Solen skinner fra en skyfri himmel, sneen knitre fantastisk og byen summer af ACR stemning, FANTASTISK!

Inequ, Jacob Nitter og jeg var så heldige at blive inlogeret hos min dejlige veninde og kollega Karin og hendes lige så skønne mand Elias. De bor i et lækkert stort hus, lige ovenover arenaen, mere perfekt kan det ikke blive.

Vi får lagt vores bagage og en, to, tre, så er vi ude på løjperne, for lige at fortælle Sisimiut og løjperne at vi er her.

Vi tager en dejlig runde på 5 km. sammen med Carsten og Luffe. Nuuuuaaannn…. Og tager lige en runde til, da vi møder Michael Collin og hans norske gamle klassekammerat.

Onsdag aften laver Jacob lækre rensdyrbøffer, dejlige kartofler og jeg laver salat til, så vi med en god middag kan fejre min fødselsdag. Og da vi, Jacob og jeg, også er i Sisimiut som repræsentanter for Air Greenland, tager vi kl. 20.00 ned til sponsoraften i Taseralik. Der bliver serveret mad og drikke, og Anne Linnet giver et par gode numre. Jacob får også arrangeret en fødselsdagsang for mig og Ulrik Ghisler (ham der har opfundet thorax traineren), som er der som træner for Kronprinsen.

Torsdag er dagen hvor alle atleter sammen går ned til kirken, er i kirke og til informationsmøde. Det er også dagen hvor sommerfuglene i maven til tider kan være ustyrlige, hvor skrækscenarier dukker op inde i hovedet, håb om at alle de 160 km. kan blive kortere og hænderne engang i mellem bliver fugtige og klamme ved tanken om det vi skal ud i.

Inequ og jeg tager også hinanden i at være spændte, men kigger også hinanden dybt ind i øjnene flere gange og siger “vi gennemfører!”.

Racedag nr. 1 – Fredag den 1. april 2016

Vi står op kl. 7.00 fredag morgen, for at pakke færdig, spise morgenmad og lade op til starten, som er kl. 10.00. Seneste check-in tid for bagagen der skal køres ud til campen, er kl. 09.00. Vi pakker alt der skal være klar til os i campen, når vi flere timer efter når frem (skiftetøj, mad, soveposer, toiletsager osv.).

Jeg kan mærke at jeg er rolig og klar (det plejer jeg ALDRIG at være, tværtimod plejer jeg at være bange og ude af mig selv). Inequ er også ganske rolig, selvom hun engang i mellem giver udtryk for at hun er spændt.

Vi tvinger alle tre (Inequ, Jacob og jeg) morgenmaden ned, mens vi hygger os og Jacob coacher os i at være realistiske og ikke dramatiske 🙂 Jeg beklager mig over at vi lige skal lave loopet omkring ungdomsklubben og skal omkring løjperne i byen, før vi bliver sluppet løs ud i baglandet. Ganske stille og roligt bygger jeg panik op omkring turen… Så siger Jacob helt tørt “uanset hvad, Mette, så bliver de 160 km. ikke kortere”! Hahahahhaha fantastisk. Et par dage før, da vi er ude og køre på løjperne, fortæller jeg glad og stolt, at jeg coacher unge mennesker i at få succes med eksamen, og en af de ting jeg beder dem om, under forløbet er at holde et lignende oplæg (som eksamen) for deres familie eller kollegaer, for at tage toppen af nervøsiteten. Det kan være vildt grænseoverskridende at holde oplæg for dem der er en nær.
Vi kører forbi tøsebakken og Jacob siger, “godt så slutter vi dagens skitur af med at tage tøsebakken”. Min reaktion er “NEJ! Jeg skal ikke op på den bakken!”. Men sjovt nok og heldigvis, så kommer vi op og jeg får en god føling af den, så jeg på løbsdagen kan komme godt og sikkert ned ad den 🙂 Så Jacob er min selvudnævnte coach!

Kl. 09.00 begiver os ned mod arenaen.

Vejret er perfekt; sol fra en skyfri himmel, næsten ingen vind og – 15 grader 🙂

Kl. 09.45 går vi ind i arenaen og gør klar til start.

Billedet er fra ACR’s FB side

Vi har aftalt med Charlotte Bech at vi følges ad, og at vi i starten skal tage det stille og roligt, så vi ikke forsvinder fra hinanden. Der er trods alt 234 deltagere…

Starten bliver skudt i gang af Qeqqata kommunias Borgermester Hermann Berthelsen, og off we go. Først et lille loop, ud af arenaen, rundt om ungdomsklubben (eller hvad det er) og tilbage mod tøsebakken / kvajebakken, for at drøne op ad den og ned igen(med publikums håb om sjove og skøre styrt ned; men sorry det kom ikke fra os, det overlod vi til andre) og så er det ellers bare derudaf.

Fra Arenaen til K1 (som er den første drikkepost, ca. 7,3 km. fra arenaen) kører det bare derud af, god fart og fantastisk fører. Jeg har det fantastisk i kroppen, alt kan følge med og min bekynring om at det første stykke vil gå ondt helt ind til marven, må jeg gøre til skamme. Da vi kommer til K1, klager Inequ over at det er hårdt. Jeg prøver at berolige hende med at det er kroppen som er i chok og at det snart går over.

Vi fortsætter ud mod liften, hvor K2 er placeret. Jeg har det fantastisk og glider bare derud af. I min iver og glæde over at det går så godt og at jeg nyder det, kommer jeg til at kører fra Inequ og Charlotte. Jeg sænker farten og satser på at de indhenter mig inden længe. Jeg følges med Marie Fleischer op ad den lange bakke mod skiliften. Hun spørger mig håbefuldt på et tidspunkt “Er det værste nu overstået”, 🙂 Der må jeg desværre sige nej, dette her er kun starten.
Inequ indhenter mig ude ved K2. Det viser sig at Charlotte har fået problemer med sine skistøvler og nogle vabler, så hende ser vi først igen, ude i campen.

Vi får en smule ribenasaft og en håndfuld boller, så drøner vi ud mod udsigten og K3. Turens absolut smukkeste sted, på vej mod udsigten og når man når udsigten bliver man blæst omkuld. Den udsigt slår benene væk under mig og jeg råber begejstret “Wooooooow hvor er her smukt” og tager en masse billeder.

Der er et sted på vej ud mod udsigten, hvor det er stejlt, så det for nogen af os godt kan betale sig at tage skiene af og gå op. Det gør vi også, jeg følges med triatlet Sebastian op (som viser sig vil dukke op omkring os alle tre dage 🙂 ) og Inequ følges med Ane fra Sisimiut bagved os. Det er første gang at Sebastian både er i Grønland og rent faktisk også står på ski. Det viser sig også at Sebastian har læst min blog om min ACR tur i 2015 🙂

Vi når K3, som er det sted, der i min verden, først og fremmest skulle overståes, da højden er lidt udfordrende (det er gået op, op, op og atter op, men også ned, ned, og atter ned). Vi er glade og har masser af energi.

Mellem K3 og campen (som er drikkepost nr. 4, altså skal vi køre igennem campen og videre ud på de sidste 23 km. derefter), kører jeg et stykke foran Inequ og har mit moment lige der. Det er en følelsesladet tur for os, da vi har et mål, som er at få Inequ i mål søndag den 3. april, hvor hendes afdøde mor ville have haft fødselsdag. Vi har aftalt at vi kører i mål i Sisimiut, solen skinner og vi græder af glæde 🙂 Jeg synes at det er et smukt projekt.

Som sagt kører jeg der i min egen lile verden, solen skinner for vildt, bjergene er de smukkeste, løjpen er sindsyg skarp, jeg har det perfekt i kroppen og får et strejf af lykkefølelse lige der midt i ingenting. Jeg kigger op i himlen og kommer i tanker om min afdøde far, sender ham en masse tanker…. OG pludselig slår det mig…. Han har fødselsdag i dag, fredag den 1. april. Det gjorde lige vores tur endnu mere dyb og følelsesladet.
Jeg bryder ud i gråd og får lige snakket lidt med ham; takker ham og sender ham kærlighed. Så bryder jeg ud i sang “Qulleq ikumavoq, uanga kisimiikkama….” 🙂

Jeg er sikker på at der er mange af os, der vil blive indlagt på den lukkede, hvis folk så hvad der foregik ude på de løjper, når vi havde vores egen stunder. Sang, gråd, grin, råb, skrig, latter, apati, angst, glæde, irritation, stilhed, larm, smil og meget meget mere, hahhahahahahahha 🙂

Vi når campen, hvor den 3. mand netop er kommet i mål, Erik Amondsen. Vi fortsætter ud mod en pynt, før vi kører forbi campen igen og ud mod den skønne labyrint. Herfra mod K5, går det op, op, op, op og atter op ad, og hold k… jeg elsker det, det er lige mig 🙂 Da jeg kan se drikkepost K5 kan jeg hører at der er en som hepper på mig. Siden jeg fik at vide at Malu Sandgreen skulle være drikkepost frivillig har jeg sendt ønsker om at hun stod ved K5 🙂 Og rigtig nok, det er Malu som hepper på mig 🙂

Jeg får en kop kaffe hos Malu, mens jeg venter på at Inequ kommer til drikkeposten.

Billedet er fra ACR’s FB side – K5

Fra K5 til K4 går det ned ad, ned, ned og atter ned. Hold op det var fedt. Dem som kender mig godt, ved at jeg har det svært med bakker nedad… Men det er slet ikke noget problem ved dette års ACR. Jeg tager bakkerne ned, som om at det var det mest naturlige, wuhuuuuu. Når der kom skilte med “Steep 10 %”, blev jeg en smule nervøs, MEN så kunne jeg hører min selvudnævnte coach inde i hovedet “hold nu k… kvinde”, slap tankerne og kørte afsted, iiihhhaaarh.

Vi når K4, som ligger på vej ned ad en velkendt (fra andre år) flaskehals, får lidt indenbords og begiver os mod campen.

Til campen er der 4,5 km., hvoraf 2 km. er op, op og atter op. Resten er stortset “lige ud”. Vi når frem til målet og jeg guider Inequ ind foran mig, så hun kan komme i mål som den første <3

56,7 km blev kørt på 7 timer og 20 min. – fantastisk og herlig tur.

 
Billederne er fra ACR’s FB side

Resten af dagen og aftenen går med massage, spise og hygge med de andre atleter.
Før vi tog afsted, havde vi ønsket at bo i telt sammen. Men da der var gået et eller andet galt i oversigten, blev vi skilt ad. Heldigvis skulle vi bo med folk vi kendte, så det var ikke så galt.
Jeg var så heldig at skulle bo i telt med Uiloq Slettemark, nuann 🙂

Billedet er fra ACR’s FB side – Hun er så sej! Blev nr. 2

Racedag nr. 2 – Lørdag den 2. april 2016

Vi står op til endnu en fin og solrig dag, lørdag morgen kl. 7.00. Jeg har sovet ok, vågnet lidt hist og pist, hvor kroppen lige skulle finde en ny stilling i det hårde underlag.
Jeg får tilberedt mit morgenmad (marathon-grødet 🙂 ), lavet en god kop kaffe og min energidrik blanding. Humøret i madteltet er i top og folk er glade.

Jeg er en smule øm i mine lår og mine småtæer, ellers har jeg det super og glæder mig til dagens 48,5 km. strabadser. Inequ ser også frisk ud og er glad (det er den pige altid (næsten 😉 ).

En times tid før løbets starts besøger jeg lige min sygeplejerske Atsa Mina (det er min veninde Evi Kreutzmann’s faster, som vi andre også har adopteret), for at få tapet et par af mine skrøbelige tæer. Bagefter er det toiletbesøget, som er noget for sig selv… Du skal virkelig forberede dig og pakke dig ind, før besøget.

Her er det lige ved at gå galt, hahahahha. Billedet her er venligst lånt af Birgitte H. Lyberth

Starten til løbet bliver i gang kl. 10.00.
Igen har vi aftalt med Charlotte at vi følges ad.

Klar til start med Ittu 🙂

Billedet er fra ACR’s FB side

Vi starter ud fra campen og kører op mod K3, så vi starter hårdt ud med op, op, op og atter op. Fra K3 tager vi ud og vender ved den smukke udsigt til fjordene og ned, ned, ned mod K4. Der er her lange fantastiske passager nedad, hvor du kan blive i sporene og kører laaaaaaaaangt ned, naaah nuaannn. Jeg skreg i vilden sky af glæde over den fart jeg havde, det var så fedt.

Der er kendte mennesker omkring os, det er dejligt. F.eks. Angajo, Ege, Mette, Ane, Mads osv. nuann 🙂

Vi når K4, får lidt at drikke og en håndfuld boller, og gør os klar til at køre op ad labyrinten (den omvendte vej end dagen før). Så her skal vi også op, op, op og atter op ad bakke. Det er lige mig, jeg elsker den bakke <3

Jeg når op til K5 før Inequ, får mig en kop kaffe (det er ved at blive en vane, at få en kop kaffe deroppe 🙂 ) og spiser lidt. Inequ kommer til drikkeposten, skynder sig at få en tår saft, så er det afsted igen. Herfra går det stort set ned ad hele vejen til første fjorden. Men før vi når den, så er der lige den berygtede MORDERBAKKE. Alle år, har jeg i rigtig godt tid taget skiene af, da det er en laaaaaaaaang og til tider stejl nedkørsel. Men i år kører jeg sag’sus’me halvvejs ned (har beviser 🙂 jeg møder Jacob Nitter halvvejs nede, som filmer mig 🙂 ), jubiiiiiiiiiiiiiii stor sejr for mig.

Billedet er fra ACR’s FB side

Da vi når fjorden, vil Inequ lige tisse, og Niels (journalist fra Sermitsiaq) som vi har fulgtes lidt med (og som undervejs fortæller mig at han konkurrere lidt med mig (WTF?)), kører ud på fjorden og giver den gas. Jeg siger til Inequ hun skal skynde sig og følge mig. Og off I go, der går fanden i mig, og Niels skal bare indhentes og overhales. Jeg kører de 9,5 km i et flow, samme hastighed fra start til slut. Det var feeeeeeeeedt. Fik jeg indhentet og overhalet Niels??? JA DAAAAA 😉

Billedet er taget af sejeste Steen Olsen ude på første fjorden

Jeg venter på Inequ ved drikkeposten på fjorden, når at få en kop kaffe og tisse af, før vi kan begive os op ad MORDERBAKKEN 🙂 Vi tager skiene af og vandrer op sammen med Niels og en Triatlet Jesper. Det er en dejlig tur op, der hyggesnakkes, grines og smiles 🙂

48,5 km blev kørt på 6 timer og 6 min. – dejlig tur og Inequ’s favoritdag 🙂

Massage, hygge, spisning og socialisering står den på resten af dagen.

  

Racedag nr. 3 – Søndag den 3. april 2016

Vi står op kl. 06.00, vi skal nemlig have nået at pakke alt sammen, så vores bagage kan komme med tranporten tilbage til Sisimiut. Vi skal også nå at få noget morgenmad, blive tapet sammen, tisset af og gøres klar. Jeg har sovet fantastisk og har lyst til at sove videre, da min alarm ringer. Men op skal vi jo, så vi står op og pakker sammen.

Jacob Nitter er 100 % klar til dagens løb – Michael Collin, Nivi Geisler og Aviaja Heilmann klar til start.

Kl. lidt i 9, står vi klar ved start, glade og forventningsfulde over at vi skal hjem og i mål i dag.

Campen til K4 (slugten ved flaskehalsen), går det bare derud af. Vi er fanget i en klump langrendsløbere, som skiftevis overhaler os og lader os overhale dem. Men det går godt og energien er i balance.

Billedet er fra ACR’s FB side

Fra K4 til toppen af labyrinten, hvor drikkepost K5 er placeret, går der fanden i mig, og jeg drøner op som en anden lokomotiv, bang bang bang bang. Overhaler rigtig mange, og vupti, så er jeg oppe ved drikkeposten, kaaaarh jeg elsker den bakke 🙂
Jeg står og venter et stykke tid, og der komme Inequ med en stor flok. Hun er irriteret over, ikke at kunne slippe af med flokken. Hun får lidt at drikke og lidt boller, så er vi afsted igen. Ned ad bakke, men med træg ski :o/ jeg stager ned ad bakke og en smule blæst er begyndt at dække sporene til, aaarghh.

Da jeg når ned fra Labyrinten, er jeg færdig, fuldstændig energiforladt, puuuha. Jeg møder heldigvis Najaaraq, fra skiklubben i Nuuk, som ser ud til at have det værre end mig. Hun har nærmest opgivet det hele, og jeg får lidt ekstra energi og siger “Nej, kom, vi kører videre”. Vi skal ud forbi en 5 km. pynt før vi når campen, og det er en KAMP. Ingen glid, ingen spor og massevis af bagglid, aargghh, jeg bliver hidsig og gider sku ikke det l…

Men vi når frem til campen, får smurt ski igen og får lidt indenbords. Inequ når os, og vi begiver os op mod K3, som er op, op, op og atter op. Jeg føler mig som en kæmpe elefant, bong, bong, bong bong…

Vi når omsider K3, fylder os op hurtigt (vi skulle jo nødigt blive overhalet af vores konkurrenter 😛 ) og fortsætter ud mod udsigten. Sporene er der ikke, løjpen er blevet iset og pløjet fuldstændig til, så det ikke længere er sjovt at køre ned ad bakke, nærmest livsfarligt 🙁

Der er et par steder, hvor det også er lige ved at gå galt, men det gør det heldigvis ikke. Vi bliver tvunget til at sætte farten lidt ned og bliver overhalet af psyko-ned-ad-bakke-kørerende, sangatak… 🙂

Vi skal ned ad den stejle bakke, hvor man skal tage skiene af, og her kurer vi på rumpen ned, Inequ, Najaaraq og jeg. Nede for enden af den bakke, smører vi ski igen, da vi ved at vi skal ud på en laaaang strækning, hvor det vil være godt at have god fæstne. Mens vi smører ski kommer Marie Fleischer drønende. Nogen tisser af ved løjperne og vi drøner afsted mod skiliften / K2.

Najaaraq og jeg får en god rytme og kører fra Inequ og Marie. Inequ når os ved liften.
Fra liften og til K1 går det ned ad af bakke i meget lang tid, hvilke er luksus, hvis ikke sporene drillede med is og pløjesne. Jeg stopper et par gange, hvor jeg overvejer at tage skiene af, men hører en velkendt stemme i hovedet “Hold nu k… kvinde”, og kører afsted 🙂

Da vi når K1, sidste drikkepost før Arenaen / målet, er der ikke mere at hive ud af mig, jeg er FÆRDIG!!!! Vi får os en kop kaffe og hjemmebagte muffins fra de frivillige, får lidt gel og energidrik, og får fart på, da vi kommer i tanker om, hvem der er i røven på os 😉

Der er omkring 5 km fra K1 til målet, og det er obligatorisk, de længste 5 km ever. Men vi er glade og bliver mere og mere rørte, jo nærmere vi når målet. Vi har gjort det, vi har haft kræfterne, vi er glade og vi er på vej i mååååååål.

Vi kommer storgrædende i mål begge to <3

53,4 km blev kørt på 6 timer og 7 min. – hård men endnu en dejlig tur for os begge <3

Det var som sædvanligt et fantastisk løb, jeg glæder mig for vildt til næste år 🙂

Hvis du er inspireret og har en lille drøm om at gennemføre ACR (enten 100 km. eller 160 km.), så hold øje med hvad Frederik Lundblad og jeg, har at byde på i efteråret. For at løfte en smule for det, så snakker vi om træningsprogrammer, coaching og sund livsstil, hen i mod ACR 2017 🙂 Du kan også skrive til mig, så vil jeg sende dig nyhederne, lige så snart at de kommer ud.

Mange tak fordi at du læste alle de ord, det betyder meget for mig 🙂

Jeg har været enormt spændt på, om kroppen ville kunne bære at jeg, fra at have deltaget ved Vasaloppet med de 90 km. og kun 12 dage efter skulle begive mig ud i en 160 km. løb, Arctic Circle Race. Ville det være restitution nok med de 12 dage, ville jeg ødelægge min krop og ville jeg kunne klare det hårde pres mentalt, ville jeg overhovedet kunne gennemføre dette års Arctic Circle Race?? Alle de spørgsmål og bekymringer…

Ja, for der ligger også et ”lille” indre pres på gennemførelsen. Det er 5. gang jeg skal deltage og ud af de 4 gange jeg allerede havde deltaget, har jeg kun gennemført én 160 km. og det var i 2012. i 2011 valgte jeg at blive nedgraderet til 100 km. , i 2013 styrtede jeg og smadrede min hånd og sidste år gik en dum lyskenskade op. Denne gang skulle være!!

Dette års kort over ruterne

Jeg landede i Sisimiut mandag formiddag fra Ilulissat hvor jeg havde været på arbejde. Vejret var fantastisk, sol fra en skyfri himmel og total perfekt ACR vejr 🙂

 

Tirsdag formiddag, efter at have valgt at betale mig fra al der hedder smørring af ski hos verdensfirmaet Torrak (Lars K. Olsen)(det kostede 1.250 kr.), tog jeg ud for at teste ski og løjper. Knivskarpe spor, høj solskin og fantastisk stemning. På den korte tur, omkring 10 km., var jeg en smule udfordret i lunger og i mit venstre knæ. Mine lunger virkede meget trætte og knæet ville bare ikke det jeg ville.

Jeg valgte at tape mit knæ og tage et par pernodiler, og det hjalp.

Dag 1 – Høj solskin og – 3 på dagen
(52,6 km.: Arenaen – morderbakken – fjorden rundt – Halvvejs op mod Aappilattorsuaq-foden – udsigten ud til fjorden ”for enden” af Nasaasaaq – Campen ved skiliften)

Jeg har en god følelse og er ok spændt. Det er ikke ligesom de andre år, hvor jeg har haft det dårligt, været bange og været nervøs. I år er der lidt mere ro omkring mig og jeg glæder mig til at komme ud i feltet.

 

Turen rundt om arenaen og op over kvajebakken går rigtig godt, det er heller ikke i år at Sisimiormiutterne får lov at grine ad mig 🙂 Der er andre der tager æren, jeg kører sikkert og godt ned ad bakken og kører forbi en skare af mennesker. Hvert 10. meter kan jeg hører folk hepper på mig (”Mette, Mette, Mette”, ”Miiti, Miiti, Miiti”) og det er bare så fedt. Det varmer om hjertet at kende så mange folk i Sisimiut, nuanneq!

Turen ud til K1(første drikkepost), som ligger 10,5 km. fra arenaen er hård, meget varmt og det går op ad bakke. Jeg sveder ubehageligt meget og prøver fabrilsk at følge Marie Lundblad, som jeg havde en lille aftale om at følges med. Ved drikkeposten K1, dukker Lasse også op 🙂

Turen fra K1 til K3 (K2 bliver sprunget over, da den ikke ligger på dag 1’s rute), som er 6,1 km. går også fint, bortset fra at jeg stadig forsøger at følge med Marie, men har virkelig svært ved det. Efter K3, kommer Morderbakken(Qerrortusup majoriaa), en nedstigning på 3,2 km. som skiftevis går meget stejlt til ”almindelig stejlt” ned ad. Jeg tager mine ski af og løber ned hele vejen. Her er Marie kørt fra mig og er forlængst nået ned til fjorden.

Da jeg når fjorden, har Marie ellers ventet på mig igen, men kører. Jeg tænker yaaaay så er jeg ikke presset af at blive ventet på 🙂 Foran mig ser jeg frem til 10 km. ligeud og dobbelttag, det bliver godt. Nu er jeg jo godt varmet op efter Vasaloppet, så det her bliver peace of cake. NOOOOT 🙁 Det bliver 10,6 km. forfærdelighed og lidelse. Jeg kunne slet ikke køre dobbeltag og måtte derfor køre diagonalt (hvor det er benene mere end armene der trækker) hele vejen, og jeg syntes hele vejen at jeg kørte langsommere og langsommere (faktisk tænker jeg på et tidspunkt “gad vide om jeg overhovedet kommer nogen vegne?”). Jeg blev mere og mere alene og havde jammerligt ondt af mig selv. Hvis der havde været et hul…. (  🙂 intern humor, hahhahh). Kunne høre Frederik for mig ”Nallinnanngilatit”, talte mine tag(“1, 2, 3, 4, ….98, 99, 100” og forfra), forsøgte at synge lidt (“Aaaaaallll by my seeeeellff…”), kæmpede en brav kamp for at overdøve de destruktive og negative tanker, ledte efter mine snit til at blive kørt hjem, håbede lidt at mine stave ville knække og at skiene vil gå i stykker… Men no way, det var en hæslig overfart på fjorden, ad bad.

Her er jeg nået halvvejs på fjordisen

For enden af fjorden møder jeg min første engel på turen 🙂 Luffe 🙂 Vi går op ad morderbakken sammen (skiene fastgjort på rygsækken og bruge stavene til at komme nemmere op ad den lange stigning; 3.2 km.) og følges faktisk ad hele vejen, foruden de sidste 5-8 km.
Det skal lige siges at jeg indtil jeg møder Luffe, 25 gange har besluttet mig for at stoppe og lover mig selv aldig, ALDRIG, at udsætte mig for lignende ting igen (jeg besluttede mig for højest at løbe 5 km. fremadrettet, ikke mere end det!! 🙂 ).
Luffe og jeg hjalp hinanden hele vejen og hyggede os. Jeg føler lidt at det er takket være ham at jeg kom igennem den dag 🙂 Vi skiftedes til at gå forrest op ad opstigningerne og Luffe sprang ind foran når vi skulle ned ad bakke, som han var bedst til, og så jeg kunne følge hans ski.

Lige før K5, som lå 8,3 km. efter toppen af morderbakken, og så i øvrigt fortsatte op ad et stykke tid, styrtede jeg et par gange ned ad nogle bakker. Fra højdemeterne skulle vi ned igen, for at komme ud til campen og på vej ned kørte Luffe fra mig. Så var jeg på egen hånd frem til målet, igen 🙁 . Efter nedkørslerne fra K5, er der et laaaaaaaaaaaangt stykke fra fodenden af Nasaasaaq til campen (føles som 20 km.) var der omkring 5 km. De længste 5 km. ever, puuuuha. Ingen glid i skiene og kunne derfor ikke stave derudaf, selvom at det gik lidt ned ad bakke, så det var benene igen der skulle trække.

Da jeg efter 6 timer og 27 min. ENDELIG kommer i mål, er jeg fuldstændig smadret og færdig. Jeg er helt sikkert også mærket af de 90 km. Vasalop.
Men jeg bliver mødt af Frederik Lundblad, Jakob Mølgaard, Arnakkuluk Kleist og Maliina Abelsen, ved målstregen, som kommer og tager sig af mig og giver kram, nuanneq og totaaaal kærlighed.

NB: HUSK til næste år:  at dag 1 altid er et helvede for dig Mette!! Din krop er i chok og alt føles tungt og det gør ondt.

Campen
Det første jeg skal da jeg når i mål, er at skifte tøj. Fra det våde klamme tøj til noget tørt. Jeg kommer ind i tøjteltet, bliver skrevet op til massage, skifter tøj (giver mig rigtig god tid), hænger al det våde tøj op til tørre og finder det perfekte sted til at tørre mine skistøvler (det er et must for mig at de er tørre dagen efter til dag 2, gider ikke våde skistøvler) og spiser mine to proteinbar. Det hele passer rigtig godt, så da jeg er klar bliver jeg kaldt til massage og en sød ung pige ved navn Maliina tager i mod mig og masserer mig. Aaaah iluaq og nuanneq. Hun er rigtig god.

Søde Karen i tøjteltet

Jeg leder efter mine ski, som jeg skal have afleveret til Lars K. Olsen, så de kan klargøres til dagen efter, men kan ikke finde dem. Går næsten i panik, men finder så ud af at han har hentet dem og er i gang med at gøre dem klar, fantastisk. Så jeg giver slip og kan koncentrere mig om at fylde op i depoterne til næste dags race.

Jeg finder mit mad frem og flytter ind i madteltet, hvor alle andre, der er kommet i mål, sidder og hygger sig. I mellemtiden er vennerne, Lasse, Nivi, Charlotte og co. også kommet i mål.

Kammannguakka Adam og Marie

Inequnartunnguit Simigaq og Nivi (og nakken af Kattak 🙂 )

Jeg sidder i madteltet til jeg skal i seng, som er ved 21.30 tiden. Jeg har forsøgt at spise, men har slet ikke appetit og synes at mit frysetørret mad smager a’ h’ t’ 🙂 Jeg bliver en smule bekymret, da jeg jo rigtig gerne vil være mere på forkant med morgendagens tur, være fyldt godt op. Men jeg kan ikke spise.

Hvad laver du Frederik?

Jeg finder mit telt, får redt op med to rensdyrskind og en super duper sovepose. Ligger mig til at sove og falder også i søvn. Jeg sover rigtig godt 🙂

Dag 2 – Tåget og omkring – 6 på dagen
(49,2 km.: Campen – op på toppen af liften à rundt om Alanngorsuup qaqqaa (liften) – tilbage til campen – op igennem flaskehalsen – Labyrinten – Halvvejs op mod Aappilattorsuaq-foden – udsigten ud til fjorden ”for enden” af Nasaasaaq – Campen ved skiliften)

Kortet over dag 2 ruten

Står op kl. 06.30, for at spise godt med morgenmad. Under morgenmaden aftaler jeg med Nivi Grønvold, Luffe og Karl-Frederik (Sisimiormioq) at vi skal tage den med ro og følges ad i dag. Det var konsekvensen af gårsdagens løb, som var for hård for mig. Jeg aftaler også med Nivi Grønvold at vi tager skiene af og går op ad liften, for at spare på kræfterne.

Kl. 09.55 begiver jeg min i målområdet, klar til dagens strabadser. Jeg går om bagved (længere bagved end dagen før 🙂 ), for ikke at blive revet med under start af de hurtigste.

Kl. 10.00 skydes vi i gang og af sted går det. Jeg glemmer alt om mine aftaler, om gårsdagens forfærdeligheder, alt hvad jeg har lovet mig selv og verden omkring mig. Lasse forsøger at huske mig på det ”stille og roligt Mette”, jeg vælter også lidt rundt under start og drøner op mod toppen af liften.
Det går godt, jeg kan mærke at jeg har mere overskud i dag og er gladere. Så jeg kører bare af sted. Op på toppen og, aller bedst og hvad jeg er så glad for, fantastisk ned ad liftens højder, hele vejen nedenom Alanngorsuup qaqqaa og rundt igen. Da jeg når campen igen, følges jeg ellers lidt med Luffe, men kører fra ham, da han selv siger at jeg bare skal køre og at han har brug for ekstra tid til energi-indtag.

Jeg kører med Malu Petrussen (ung Sisimiormiutter) fra start til slut. Vi drøner op ad flaskehalsen, hvor jeg møder en gal ung amerikaner, der går og synger. Jeg kører videre og når foden af Labyrinten. Her var jeg helt sikker på at der ville være en drikkepost, men bliver så skuffet over at opdage at det er der ikke. Shiiiiit, der er langt op til K2, som ligger på toppen af Labyrinten. Jeg stopper lidt op, halv-psyket over min skuffelse, tager lidt energigel. Så bliver jeg passeret af den gale unge amerikaner (som er med i en serie der bliver filmet om ultraløbere der over 10 uger bliver udfordret af forskellige sindssyge løb), som siger ”be strong” til mig og begiver sig op i Labyrinten.

Jeg hopper med og vi følges ad resten af vejen, sammen med Malu.

Vejret er blevet værre, altså endnu mere tåget end da vi startede, så vi har kun 10 meter sigt foran os. Den gale unge amerikanske gut hedder Hunter og kommer fra LA/Californien, hvor han er en af de førende ekstremløbere. Han er med i en filmserie på 10 afsnit om en del ekstrem løbere som bliver udfordret til at deltage på nogle af verdens mest ekstreme løb på 10 uger.

Undervejs var der et filmhold der fulgte ham, så hver halve tid, kom en snescooter drønende med filmholdet, som løbende interviewede ham og mig 🙂

Det er meget tåget, og vi kan som sagt ikke se længere end 5-10 meter. Det er fedt op ad bakke, da vi ikke kan se hvor langt vi skal op og må “bare” tage det som det kommer (opstigninger har det med at fortsætte og blive ved og det kan som regel psyke en, når man kan se endnu en top) og smadder spændende ned ad bakke, da der pludselig kan komme stejle nedstigninger.

Vi styrter ovenpå hinanden en enkelt gang, men “overlever” nedkørslerne fint.

Jeg synes generelt at længderne i dag er overraskende kortere end jeg havde husket dem eller har frygtet. Jeg bliver flere gange overrasket over at vi “allerede er der”.

Da tågen ikke bare er tåge, men is-tåge, er vi undervejs frosset til is. Mit hår, øjenbryn, øjenvipper og ansigtet er dækket af  is, vi er helt hvide og ukendelige.

Jeg kører fra Malu og Hunter et par km. før målet, som til min glædelige overraskelse er rykket og pludselig er jeg i mål. Nuuuuannn…

Netop kommet i mål på dag 2

Campen
Ligesom dagen før, så er det første der skal ske, når man kommer i mål, at få skiftet tøjet, blive masseret og få hængt tøjet op til tørre, så det er klar dagen efter.

Jeg er så heldig at komme ind og blive masseret af søde unge Maliina igen, daaaalu.

Jeg er også nået i mål, så jeg nåede kalaalimernit (grønlandsk proviant, som serveres ved campen), uuuuhhhmm.

Uuuhmm tørfisk og moskus okse kød

Hygge i campen
Vi sidder på rad og række på bordebænke, som er spækket med forskelligt mad, slik, chips, drikke osv. Nogen laver frysetørret mad, mange har frosset hjemmelavet mad ned som varmes op (Chilli con carne, lammesuppe, moskusgryde, pasta m. oksekøb osv.), nogen steger store bøffer og koger frisk pasta, andre smøre rugbrødsmadder osv.  Vi sætter os hvor der er plads, så der er altid mulighed for at sidde med folk man ikke kender, men kan lære at kende.

Cuno, Hansigne og Yvonne

Alle snakker om dagens oplevelser, om stenene man har mødt på sporene, nedkørslerne man ikke kunne se og de hårde opkørsler. Nogen snakker om kampe og andre om successer i løbet af dagen, igen andre om konkurrenter og venner og engle på vejen. Nye bekendtskaber og venskaber bliver skabt og dyrket. Det immer af glæde og fællesskab i teltet, nuan.

Søde Charlotte

Jeg sidder og prøver igen at spise (har bare ingen appetit), da Hunter pludselig kommer og siger “Nå, det er sådan du ser ud?” og jeg svarer “ja, og det er sådan du ser ud”. Vi har været pakket ind i huer og is hele dagen.
Så smider han sin mobil op i ansigtet på mig og jeg ser et billede af en smuk pige i bikini, “det er min kæreste”. Jeg tænker først, det er da mærkeligt at han viser mig billeder af hans kæreste i bikini og smiler en underlig grinmasse til ham. Men så begynder pigen på billedet pludselig at vinke…. Hahahhaha, det viser sig at vi facetimer og at Hunters kæreste ligger på stranden et smukt sted på Californiens strandkyst og snakker med sin kæreste på Grønland. Han ville lige vise sin kæreste hvem han havde fulgtes med i løbet af dagen.

Hygge i teltet (Carsten, Jacob, Mark og Luffe)

Jeg er træt, så efter at have forsøgt at spise min frysetørret oksekød i ris med paprikasauce, lidt rester af en lammesuppe(tak Nitter (Heinrich’s kone)) og noget moskus fra en moskusgryde(tak Carsten), bevæger jeg mig ned i vores telt for at gå i seng. Jeg bor i øvrigt i telt med dejlige skønne Kattak Bødker <3

Jeg falder hurtigt i søvn og sover fantastisk.

Dag nr. 3 – Evakueringen
Jeg vågner første gang kl. 04.30 hvor teltet rystes grundigt af vindstød. Det er fedt at ligge i en varm sovepose inde i et telt, ude i den vilde natur, sammen med en masse andre og opleve storm udenfor. Jeg overvejer en lille stund at blive bekymret for at teltet flyver væk med os to små “nipser”, Kattak og jeg, men tænker så på at vi vejer nok til, at teltet bliver hvor det er 😉 Jeg kan lige så godt sige det; JEG ELSKER at vågne op i et telt i den grønlandske natur!

Da jeg omsider, kl. 06.00 står op og stikker hovedet ud, kan jeg godt se hvad der højest sandsynligt venter os; en aflysning 🙁

Jeg går op i madteltet for at spise morgenmad, men også for at veje stemningen og for at forhøre mig om situationen. Alle sidder og er spændte på at høre noget om dagens strabadser.

Desværre bliver løbet i dag aflyst pga. vejret, øøøøøøv.
Alle får at vide at de skal pakke deres ting, ligge det i en bunke et sted, gå op i skiliftens hytte og blive registreret og vente på transporten, som skal køre os til Sisimiut.

Folk på vej op til skiliftens hytte

Vi bliver registreret og bliver hentet af pistemaskinen, som har en stor åben container på slæb, hvor 30 af os hopper op. Vi bliver kørt ind til Sisimiut, en køretur på ca. 30 min.

Turen med pistemaskine

Det er en flad og kedelig følelse, men også lidt spændende at være en del af noget unikt. Vi bliver alle kørt til Taseralik, hvor vi igen bliver registreret og venter på vores bagage.

Uanset hvordan Arctic Circle Race sluttede og uanset om vi ikke fik løbet alle 160 km., så var det en fantastisk oplevelse igen, nye bekendtskaber, dybere venskaber og unikke uforglemmelige oplevelser og ikke mindst fysiske fede udfordringer vi alle tager med os hjem.

Jeg glæder mig til næste år!!!!

FIF og huskeliste til næste gang:

Mad til campen

2 forpakket havregrødsblandinger (Grovvalset havregryn, kokosmel, blå birkes og honning) og 2 bananer til morgenmad – Fik spist det hele – √ Koffeinfri instant kaffe og 1 liter risdrik i en drikkedunk – √ 1 pakke rugbrød, smør, ost, hamburgerryg og 4 hårdtkogte æg – Det rørte jeg ikke :o/ 3 pakker frysetørret mad; pasta bolognese, oksekød i ris og paprikasauce og jægergryde. – Ad, smagte forfærdeligt 🙁 1 ps. Chips – Som andre havde størst fornøjelse af 2 poser hitmix – Som andre havde fornøjelsen af 1 pose islandsk tørfisk – Det rørte jeg ikke :o/

NB: Husk at have suppe med lam, rensdyr eller moskus med, i stedet for frysetørret, det smagte super.

 

Energirationer til turen / pr. dag

2 high5 energygel med skovbær smag – Uuuuhmm mamaq 1 energygel med koffein (Nitters speciale) – Uuuhmm mamaq 2 proteinbar til lige efter løbet (1 fitpack og 1 peanutproteinbar) – Uuuhmm mamaq

NB: Husk til næste år, ekstra energigel, det var slet slet ikke nok med 3, skal have doblet op med.Udover det skal jeg i uger op til begynde at gøre kroppen klar til den store indtag af energi og ugen op til skal jeg fylde depoterne helt op (2-3 energygel om dagen og 2 drikkedunke energidrik)

 

Udstyr til turen

Tallerkner, skål, bestik til maden og kop til brug ude i campen Vaskeservietter til at vaske sig i Sovepose lånt af Mads Rensdyrskind lånt af flyttefirmaet i Sisimiut, hvis ikke ewn sød lokal vil låne en et (koster vidst 200 kr.)

 

Sidste år i marts månede fulgte jeg mine dejlige veninder Magdaline Heilmann og Evi Kreutzmann, som kørte Vasaloppet. Det var så spændende at følge dem, at jeg på et tidspunkt skrev på FB at jeg ville være med i 2015. Samtidigt med at jeg skrev det, efterlyste jeg også andre, der evt. ville følge trop. Der var masser.

Allerede 2 minutter efter at tilmeldingen gik i gang, var alt udsolgt 🙁 Men heldigvis kunne man gennem Event4you.dk købe vasalop-pladser, hvilke vi gjorde.

Vasaloppet 2015
Søndag morgen den 8. marts 2015 er der +3 grader udenfor og de har lovet at temperaturen stiger i løbet af dagen til omkring + 12 :o/  Sneen er det rene slush-ice og der er is i bunden af sporene. Det er også masser af vandpytter og nærmest søer på ruten.

Vi boede 6 personer i en skihytte lige udenfor Sälen (byen ved startsområdet), Evi Kreutzmann, Jakob Mølgaard, Magdaline Heilmann, Jacob Nitter Sørensen og Ola-Jakup Magnussen. På dagen,  stod vi op omkring kl. 04.30, for at få morgenmad, pakke sammen og komme med bussen til Sälen i god tid. Skiene havde vi fået smurt af ”eksperter”, så de var klar.

Sälen er en lille-bitte by, som hvert år samler omkring 16.000 skiløbere til start. Dette betyder så også at busturen, der normalt ville have taget et kvarter, tog 1 time denne morgen. Der var trafikprop og alt ting nærmest gået i stå.

Startområdet dagen før løbet

Vi når frem til startsområdet med al vores bagage, ski og os selv. Slæder det afsted og igennem mudderet der var på forpladsen. Det første der optog os, da vi ankom til Sälen, var at stille vores ski klar, så vi fik et sted at starte. Vi, pigerne, havde fået tildelt løbsnr. bagerst i feltet. Vi stillede vores ski på højre side af alle sporene (der var mange 🙂 ). Da det var på plads skulle vi finde den lastbil som skulle transportere vores bagage fra Sälen til Mora (lastbilerne er nummereret efter løbsnr.) og aflevere bagagen.

 

Så kunne vi slappe lidt af, spise vores madpakker (rugbrødsmaddere smurt aftenen før af søde Evi) og ellers stå i kø ved toiletterne :o/  Vi stod i kø i 45 min. og måtte efter toiletbesøget nærmest spurte hen til vores ski, for at stå klar til start. På vejen skulle vi så også lige aflevere vores rygsække, som skulle med en anden container(som også var nummereret).

Toiletkø

Da jeg nåede frem til mine ski, var startsskuddet skudt i gang og jeg hoppede i mine ski og kørte. Evi var endnu ikke kommet over til sine ski og Magdaline var kørt afsted, så jeg kiggede efter hendes grå hue og fik øje på hende (blandt 16.000 andre skiløbere). Mig afsted, møve mig frem og op bag hende, så vi kunne følges op ad det første stykke, som var en flaskehals. Der var ikke mulighed for at køre hurtigt, vi skulle gå op ad bakke på rad og række over en distance på 1,5 – 2 km. Det var sku’ meget hyggeligt 🙂 . Jeg følges med Magdaline og får også øje på Evi 10 meter fra os 🙂

 

Da vi når ”toppen” af denne bakke, kan jeg sætte farten op og kører afsted.

Første drikkepost, Smågan, lå omkring 9,2 km. fra start (det tog mig 1 time og 35 min.). Fantastisk oplevelse at køre blandt træer, gennem små byer og sammen med så mange mange mennesker. Jeg vælger at køre igennem drikkeposten, uden at få fyldt op.

Fra Smågan til næste drikkepost, Mångsbodarna, er der omkring 14,3 km., og det tog mig 1 time og 14 min. at nå frem der. På vejen følte jeg mig stærk og i overskud. Jeg røg ind i en stor gruppe mænd, som skulle vise sig var dem jeg skulle følges med hele vejen i mål 🙂 . Jeg når nogen gange at blive lidt frustratreret over ikke at kunne komme ud af denne klump mennesker; tildels fordi at jeg har så meget bagglid, men også skal bruge ekstra enbergi på at overhale og komme ud, så det lader jeg vær med og bliver i klumpen.

Fra Mångsbodarna til 3. drikkepost, Risberg, er der 10,8 km., det tager mig 1 time og 4 min. at nå frem. Jeg havde fået fortalt at Vasaloppet startede opad, men var jævnt ned ad bakke resten af vejen og man kunne stave hele vejen uden problemer. 2 dage før afgang fra Grønland, viser de andre jeg skal følges med, en bakke, Risberg-bakken, som for mig er overraskende lang og en smule stejl (og jeg er ikke ligefrem begejstret for nedstigninger) og hvor folk væltede rundt og styrtede 🙁 . Så jeg er spændt og lidt nervøs da jeg når frem og skal ned ad den ”berygtede” bakke. Men no problem, kører ned som var det noget jeg gjorde hverdag (tror at det var held og at mine ski havde valgt at passe godt på mig). Jubii så er ALLE bakke overstået, og jeg kan koncentrere mig om at stave dobbelttag resten af vejen 🙂 NOT!!!!!!

Resten af vejen går det op og ned! Sildeben op og amok ned :o/ Sender de venner som har bildt mig andet ind, en lille “uskyldig” tanke… 😉

Fra Risberg til 4. drikkepost Evertsberg er der 12,4 km., hvilke tog mig 1 time og 24 min. I forhold til de første 35 km. er denne strækning mere lige, hvilke er benhårdt og min hastighed falder. Jeg er tvunget til dobbelttag det meste af vejen, og min overkrop er ikke det stærkeste hos mig. Så denne strækning har jeg lidt ondt af mig selv.

Vi kører tilgengæld igennem skove, hvor lokalbefolkningen har begivet sig ud for at heppe. De sidder hele familier med bål, tæpper, mad, drikke og hygger sig, nuanneq.
Det er fedt at man kan følge hver km. man har kørt, da arrangørerne har sat skilte op om det hver km. Mellem Risberg og Evertsberg passere vi de 45 km. og jeg er glad og jubler højt over at vi er nået halvvejs (til nogle af mændendes store irritation).

Fra Evertsberg til 5. drikkepost Oxberg, er der 15 km., som tager mig 1 time og 31 min. Her går det virkelig op og ned ad bakke. Slush-Ice med is nederst. Ned ad bakke er jeg udfordret, farten ryger virkelig op i det is og jeg må berolige mig selv på vej ned. Så højlydt råber jeg ”rolig, rolig, rolig, du kan godt, slap heeeelt af, sådan sådan sådan…uuuuhhhh uhhhhhh” til mig selv, hver gang det går ned ad. Og huuuuher og jubler når jeg overlever bakkerne ned 🙂 Jeg gad godt vide hvad dem jeg kørte med omkring mig har tænkt, he he. Jeg styrter KUN 1 gang ned ad bakke og 1 gang på et lige stykke, YES!
Mellem Evertsberg og Oxberg passerer vi 60 km. og mine tanker går til ACR’s første dag, som plejer at være 60 km. Jeg råber højt ”Yes, nu er der KUN 30 km. tilbage, jubiiiii”. Mændende omkring mig brummer og snerre lidt ad mig.

Fra Oxberg til 6. drikkepost Hökberg, er der 9,2 km., det tager mig 1 time og 2 min.  Det skal lige siges at der faktisk er en lille drikkepost mellem Oxberg og Hökberg, hvor jeg lige kunne tanke op. Det er faktisk rigtig rart, her de sidste 30 km.
Jeg er en smule træt, irriteret over mit bagglid og igen er det lange lige strækninger vi er ude i, puuuuha mine arme. Vi passerer 70 km. stregen (og igen råber jeg højt hurra og minder alle omkring om at der KUN er 20 km. tilbage) og herfra kan jeg mærke at jeg bliver nødt til at sætte en eller anden form for distraktionstanke/-leg op, for at kunne se bort fra trætheden. Jeg beslutter mig for at jeg vil overhale alle de kvinder vi møder foran os på turen 🙂 Det er faktisk sjovt og jeg får overhalet ALLE de kvinder jeg ser foran mig 🙂

Det smukke, udfordrende og meget bemærkelsesværdige ved hele turen, er at der er bomstille, der er ingen der siger noget, ingen larm, ingen lyd overhovedet, ren og skær SILENCE RETREAT, fantastisk! På et tidspunkt får jeg dog lyst til at overdøve den stilhed med techno musik, men lader vær 🙂

Fra Hökberg til 7. drikkepost Eldris, er der 10,2 km, som tager mig 1 time og 1 min.  Mellem Hökberg og Eldris er der også en lille ekstra drikkepost. Trætheden begynder virkelig at melde sig og det er hårdere med al den bagglid. Jeg får også lidt skæld ud på denne strækning, fordi at jeg ikke orker at kigge tilbage når jeg vil skifte spor og folk bag mig vælter rundt og må bremse hårdt, når jeg bare skifter spor.

Fra Eldris til mål er der 8,9 km. 🙂 Jubiiiii, nu kan vi se lys forenden af tunnellen. Kører de 8,9 km. på 53 min. Vi kører meget lange lige passager, langs søer, skove og veje på vej ind mod Mora. Puuuha de sidste 5 km. er så laaaaaange. Vi kører ind igennem byen på de sidste par km. og når omsider ind på arenaen, hvor massevis af folk er stimlet sammen og hepper på os, woooow, det var fedt. 30 meter før mål er der nogen der råber ”Mette, Mette, Mette” og jeg kigger forundret over mod råberiet (hvem fanden kender mig her i Sverige????) og der står Ittu’s kone Pia og deres søn Oscar og hepper på mig. Iiiih hvor var det fantastisk og det rørte mig dybt. Lige før målstregen er der igen en der råber mit navn, det var Magdaline. Hvor var det fantastisk at kører over målstregen. Det gik op for mig at jeg overhovedet ikke havde haft mine ski af hele vejen (hvorfor skulle jeg også det, vil mange nok tænke. Men jeg kunne jo have taget i mod smørring af skiene undervejs, jeg kunne have mødt ”nedad-bakken-muren” og taget skiene af, jeg kunne have styrtet eller et eller andet. Men nej!).

Da 16.000 mennesker skal serviceres med bad, tøjskift, bagagelevering, mad og hvad der ellers ligger i sådan et løb, har Vasaloppet bygget en meget struktureret tilgang op til det hele. Lige efter målstregen, begiver du dig ind i et område, hvor du kan aflevere dine ski, som bliver opbevaret i en slags ski-garderobe, så du ikke behøver at slæbe dine ski rundt alle steder. Så tager du over til en busstoppested, hopper på bussen der kommer (de er gratis og KUN beregnet til løbet, så man skal ikke bekymrer sig for at man kommer i den forkerte bus), og kører dig hen til en kæmpe stadion, hvor al bagagen er stillet op i nummer orden (ud fra løbsnr.). Fra stadionen er der 100 meter til svømmehallen og idrætshallen, hvor man går i bad. I år var svømmehallen for kvinderne og idrætshallen for mændende.
Sikke dog en fantastisk oplevelse at komme i bad og få skiftet sit tøj.

Bagagen på stadionen

Fra svømmehallen går du 250 meter, så er du ved spisestedet, som er en stor hal. Der er dækket op til alle løbere, maden og det du vil drikke hentes hos personalet.

Da vi løbere fra Grønland kom ind på forskellige tidspunkter, havde nogle af os aftalt at have mobilkontakt, så vi kunne spise sammen og snakke om turen.

Efter maden gik vi over for at hente bagage og ski og kørte derefter hjem til vores kollega Andreas, hvor vi skulle overnatte.

Fantastisk givende og fed oplevelse at være med. Vi er nogle stykker der har fået blod på tanden og vil ud og have flere af disse oplevelser! Men lige nu er mit fokus på ACR, 12 dage efter denne oplevelse.

 

FIF til turen:

Overnatning:

I rigtig god tid fik vi booket en skihytte, hvor 6 af os (vi var 9 fra Grønland, der fulgtes ad) skulle bo, i noget der hedder Kæplinge (15-20 min. tid med bus udenfor Sälen – startsområdet).Vi fik også hurtigt ordnet hvor vi skulle overnatte i Mora (målområdet). Vi har en svensk kollega, som tilbød sit hjem til os.

 

Transport:

Fly fra Nuuk til København om torsdagen Fly fra København til Arlanda/Stockholm om fredagen Tog fra Arlanda til Bæring (mod Sälen) – 2½ timers tid Bus fra Bæring til Kæplinge – 3 timers tid 90 km. på ski fra Sälen til Mora Tog fra Mora til Arlanda – 2-3 timer om mandagen Fly fra arlanda / Stockholm til København om mandagen Retur til Grønland om tirsdagen

Hvad havde jeg med i bagagen?

Tøj til dagene før løbet (gamascher og overtræksbukser og et par bluser) Tøj til løbet (tynd løbejakke, uldbluse, sportsbh, uldgamascher, løbetights, strømper, pandebånd, halsedisse og tynde handsker) Ski og skistave (jeg havde taget ekstra stave med, det var ikke nødvendigt) Skiftetøj til efter løbet (undertøj, strømper, gamascher, overtræksbukser og bluse) Håndklæde og det der skal bruges til bad Energigel, drikke og proteinbar

 

Huskeseddel til næste gang:

Book skismørring hjemmefra på vasaloppet.se Husk at tage håndklæde med hjemmefra (ß tænkte jeg ikke på og måtte besværet låne et i svømmehallen) Køb energigel, energidrik og proteinbar hjemmefra (ß satsede lidt på at jeg kunne købe det i Sälen, men fik det ikke gjort, fordi at det var for uoverskueligt) Husk at fylde op med energigel og –drik i ugerne op til og konsekvent sluge og drikke det min. hver time (for at vedligeholde energiniveauet) Stil skiene på sporene i målområdet i god tid Gå på toilet i god tid (for der er laaaaaang kø)

 

Tak fordi at du kigger ind 🙂 En lille servicemeddelelse; det er et langt skriv, så ha’ god tid 🙂

Yaaaaay, jeg hopper og jubler som en gal, kan slet ikke få armene ned igen og har den største følelse af tilfredshed og stolthed over min fantastiske præstation. Jeg gjorde det sku´og endda meget bedre end jeg overhovedet havde turde drømt om… Mit livs bedste løb, juhhuuuuu… ACHIEVED 🙂 Altså sidstedagens, søndag den 6. april, løb 🙂

Efter 120 forfærdelige, hæslige, smertefulde, tunge, svære, fantastiske, dejlige, nemme og helt igennem sindssyge km. i langrend, kommer jeg her i mål. Altså 40 km. kortere end beregnet. Forklaring følger.

Jeg landede i Sisimiut, onsdag den 2. april, hvor solen stod højt på himmelen og Arctic Circle Race-stemningen i byen allerede var begyndt at ose. Kommende deltagere der vandrer rundt i byen for at købe de sidste ting der skal købes før løbets start, skilte og bannere der minder os om at der lige straks er Arctic Circle Race og det aller sjoveste for mig, folk der kommer smilende og løbende for at hilse mig velkommen tilbage.

Efter at have indlogeret mig hos de dejligste værter i verdenen, Karin og Elias,  arbejdet lidt nede i Tele Post Centeret med søde kollegaer, fik jeg gjort ski klar for at tage ud og stå lidt på løjperne sammen med min veninde Merete(som også skulle deltage). Og det var en fantastisk oplevelse. Helt perfekt forhold, med sol, masser af sne, stive flotte spor, de smukkeste omgivelser og med helt igennem godt selskab.

Min Merete og jeg :o)

Torsdag brugte vi på kirkegang, en tradition der har været i Arctic Circle Race helt fra starten af. Alle deltagere går fra Taseralik (kulturhuset) hen til kirken sammen, deltager ved en gudstjeneste og følges alle tilbage til Taseralik til informationsmøde.

På vej op til Sisimiut kirken

Torsdag aften får jeg pakket min taske, min rygsæk og gør alt klar til morgendagens turen. Det er ikke ligetil, da jeg jo skal have pakket det mad jeg skal have på campen, skiftetøj, camptøj, sovepose, toiletsager der passer til udeliv, skismøre-udstyr og ekstra energygel, proteinbar og energidrik. Alt skal bare være på plads, da jeg efter 60 km. langrend ikke har det største overskud til at mangle noget eller at skulle lede for længe efter det ene eller det andet. Da alt er på plads, så handler det om at få så meget søvn som overhovedet muligt.

En smule Alt For Damerne læsning før skønhedssøvnen.

Fredag den 4. april 2014
Jeg vågner kl. 06.30 med de værste kriller i maven og er rent ud sagt pisse nervøs på den forfærdelige måde. Og det hjælper slet slet ikke på det, at trække gardinerne fra. Derude sner det voldsomt. Til dagligt vil vi, når vi oplever den slags snevejr, synes at det er smukt og virkelig charmerende med de masser af dalende kæmpestore snefnug, der dækker hele landskabet med nysne. Men den morgen er det noget lort, for det betyder for det første at de 60 km. spor vi skal følge er dækket til af nysne og værst af alt, skismøren kan i værste fald være utilregnelig og slet ikke passe til sneen.

Kl. 07.00 pakker vi det sidste sammen og tager ned til Taseralik og tjekker de tasker, der skal transporteres ud til campen, ind og tager tilbage for at spise en god omgang morgenmad, som skal holde de næste 6-8 timer.

Jeg laver min marathon-havregryn, som er grovvalsede havregryn, kokosmel, blå birkes, hørfrø, honning og friskskåret bananskiver, uuuhhmm den er god og holder længe. Et glas juice, min kaffe og 70 cl. energidrik, skal der også til.

Kl. 09.00 begiver vi os stille og roligt ned til Taseralik, hvor starten går i år. Puuuha hvor har jeg ondt i maven og har mest lyst til bare at løbe væk. Jeg sender min lille familie en masse tanker, er total ærgerlig over at jeg ikke bare er hjemme hos dem. Så prøver jeg at tvinge mig selv til at tænke positivt. Men formår kun at nå tanken “Jeg glæder mig til på søndag, hvor jeg ringer hjem, for så er dette her helvede overstået”. Ikke særlige fede tanker at køre på, men sandheden er at jeg kører med de tanker de fleste af de 60 km. jeg kommer ud i.

Wanna-be klar til start…

Vi skal da naturligvis lige rundt i arenaen og op på kvajebakken (familiebakken, som er en lille lift inde midt i byen), før vi får lov til at drøne ud i det smukke bagland. Jeg er ikke specielt vild med kvajebakken, som er bakken hvor publikum regner med og håber på at vi løbere vælter og ruller rundt hele vejen ned ad bakken. Så da jeg begiver mig op ad bakken med en masse andre langrendsløbere, er det ikke med det største smil, men tværtimod med det stiveste udtryk i ansigtet. MEN jeg bliver drevet af min irritation over bakken og kører den F****** kvajebakke ned, uden så meget som at være usikker på mig selv og kommer helskindet ned. Jeg smiler og sender Frederik Lundblad nogle flinke tanker.

Vi drøner ud i baglandet, kæmper med at finde spor der virker og prøver at finde en teknik som kan holde mig fast på sporet. De første 20 km. er forfærdelige, fordi at vi alle bliver død overrasket over at det faktisk er ret varmt og at vi har for meget tøj på. Puuuha, bliver lidt bange for at dehydrere af bare varme, bliver dårlig og får lyt til at smide en masse tøj. Efter KUN 20 km. skiller 100 km. og 160 km. deltagernes spor sig fra hinanden. Vi, der kører 160 km., skal lige op på liften og udsigten, som er en stigning på 411 m. over havets overflade. Uuuuh jeg er meget tæt på at køre ad sporene som er for 100 km. løberne, men kæmper mig forbi. På vej op, der er jeg for tredje gang lige ved at miste modet og har mest lyst til bare at opgive det lort. Men jeg når op til udsigten og ned til liften igen, fortsætter ud mod næste store opstigning, som er halvvejs op på Nasaasaaq/kællingehætten.

Opstigningen halvejs op mod Nasaasaaq har bekymret mig siden jeg fik at vide at vi skulle derop, mest pga. de bakker jeg skal ud på. Ikke opstigningerne, de er opløftende for mig, men det er bakkerne nedad, puuh, der var jeg sku’ lidt bange. Opstigingen er ca. 447 m. over havets overflade og jeg bliver glædeligt overrasket over at opstigningen fortsætter og at der er færre nedkørsler 🙂 Før vi begiver os ned mod Campen, møder jeg Harald på 15 år, som har mistet sin ledsager (da han røg ud pga. store knæsmerter) og bliver hans ledsager resten af turen. GUDSKELOV for det, for hvis det ikke havde været for ham, så var jeg, seriøst, stået af så mange gange på vejen! Vi kommer levende ned fra højderne, og får øje på campen, jubiiii, hvor er vi bare glade. Vi ved godt vi lige skal ud og vende ude på pynten, før vi kommer til campen, men vi er ved godt mod.

Hvad vi ikke ved af, eller fuldstændig har glemt, så er vi på vej ud i de længste 6-7 km. nogensinde. Hold nu op hvor er der langt, der kommer hele tiden en ny bakke vi lige skal op på og en til og en til og sagsusme en til, før vi når pynten og kan vende om mod campen. Undervejs skiftes Harald og jeg til at opgive helt og blive modløse og jeg får krampe i inderlårerne hver gang vi bevæger os op ad. Da vi omsider når campen og kan få noget energi, før vi begiver os ud i de sidste 15 km., er jeg for 6. gang så tæt på at opgive. Rent faktisk får jeg sagt til Haralds ledsager at jeg nok stopper nu, men hører så at Harald bliver påvirket af det og også vil stoppe. Så må jeg sku’ lige tage mig sammen og vise mig som en god rollemodel.

Vi får fyldt depoterne op med scones-stykker, får fyldt drikkedunkene op med energidrik og kører de bedste km. på dagen. Perfekte spor, sneen passede helt fint til min smøre på skiene og det meste af vejen var det opad, FANTASTISK! Da vi når sidste drikkepost, ca. 5 km. før campen, får jeg tilbudt en kop kaffe. Det var seriøst LUKSUS for mig, uhhhhm.  Nu går det kun nedad mod campen og Harald kører fra mig og når i mål 8 min. før mig 🙂 Dejligt. 7 timer og 38 min. langrendstur 🙂

My new best friend Harald 🙂

Fredag aften bliver brugt på opfyldning, fortælling af sin tur, masser af mad, drikke og gøre skiene klar til lørdagens tur. Da vi ligger os i det telt vi skal sove i,  er der omkring minus 20-25 grader. Bbrrrrr det er koldt.

Jeg står og smører ski med Pavia Tobiassen, min gode ven

Lørdag den 5. april 2014
Jeg har aftalt med Harald og hans ledsager at jeg kører med ham i dag. Jeg føler mig frisk og klar. Jeg får lavet min marathom-havregrød, drukket min multijuice og min kaffe og gjort mig klar, alt er som det skal være. Men så begynder den her ubehagelige krilren i maven igen, dårlig følelse af nervøsitet og spændthed, øøøøv. Men står klar, Harald og jeg, til dagens smukke 46,9 km., hvor vi skal ud på havis og køre ned til Narsaq, som ligger utrolig smukt forneden af en opstigning på omkring de 400 m. over havets overflade. Men før det, skal lige køre en 10,5 km. loop bag campen op mod det bjerg vi var kommet ned fra dagen før. Efter at have kørt op, op, op og atter op, kører vi ned mod campen og skal ud på “PYNTEN” igen, for lige at vende før vi kommer til campen og kan kører ned på havisen og drøne afsted.

Det går meget godt, jeg kommer overraskende sikkert ned af bakkerne og drøner op og ned ud mod pynten sammen med Harald. Da vi vender ude ved pynten begynder min lyske at generere mig og jo nærmere jeg kommer campen, går det mere og mere ondt. Til sidst, bruger jeg kun højre ben til at sætte af, da venstre lyske er fuldstændig blokeret og smertefuld. PIS (ja, undskyld mit sprog), jeg tænker på mit løb og sommeren hvor jeg skal bruge mine ben på det jeg elsker aller mest, nemlig terræn- og vejløb. Og det får mig til at beslutte at jeg stopper for i dag, jeg vil ikke ødelægge mig selv helt.

Så jeg bruger resten af dagen på at hygge i campen, med andre der har andre skavanker 🙂 Harald kører videre med en anden ledsager og kommer i mål efter 7 timers penge.

Fest og grønlandsk proviant-hygge på campen lørdag eftermiddag.

Iiih og mens jer står der og hygger i campen, kommer søde Vivian med en lille overraskelse til mig. Hun har pakket en pose med alt det bedste til mig; Mattak, aromat-krydderi og salt, spejderhagl, chips og et sødt kort (som hun har haft min skønne søster med ind over, for at blive rådgivet omkring hvad jeg ville blive glad for at få) Total kærlighed <3 Tak <3

Hygge, snak og masser af grin i campen

Om aftenen går jeg haltende ind til lægen, for lige at få tjekket lysken og for at høre om jeg kan køre den sidste dag. Han undersøger benet og lysken, giver mig burana og panodiler, og siger at jeg sagtens kan køre dagen efter på piller. Jeg sluger pillerne før sengetid og har en fantastisk nat i drømmeland og i minus 32 grader.

Søndag den 6. april 2014
Søndag morgen vågner jeg og føler mig super frisk,  himlen er skyfri og solen på vej op, men det er p**** koldt udenfor. Vi ligner alle sammen oppustet balloner, efter at ansigtet har været igennem ekstreme prøvelser og kulde. Vi burde faktisk lave en form for billedeserie af grimme og meget brugte ansigter på et tidspunkt, for det er vildt som man kan se ud 🙂

MEN, solen er på vej op på en skyfri himmel, så man kan ikke andet end at smile

Søndag den 6. april 2014 kl. 06.30 – ACR campen

Jeg får pakket alt sammen, mine ting der skal transporteres ind til Sisimiut, min rygsæk jeg skal have med på vejen, jeg får spist min marathon-grød, drukket min multijuice, får en kop kaffe, slugt en burana og to panodiler og får tisset af 5 gange, før jeg er klar ved start-stregen.

Jeg er lidt nervøs igen, mest af alt om min lyske nu også klarer de 55 km. jeg skal ud på, men også spændt på om jeg nu kan styrer min psyke, så jeg ikke kører mig selv ned. Vi starter allesammen ud med at køre en lille runde sammen, før 100 km. kørerne og 160 km. kørerne bliver skilt ad.

Sidstedagen, hvor 100 km. kørerne og 160 km. kørerne starter sammen.

Os der kører den lange tur, skal køre førstedagens rute omvendt og hjem, så vi starter ud med at kører op i labyrinten, de 15 km. før vi når til campen igen og kan begive os ind mod Sisimiut. Efter en halv-loop (som vist på billedet) begiver vi os stjelt opad og kører faktisk jævnt opad mod første drikkepost (ca. 5 km.). Jeg kører fantastisk og har fart på, wuuuhuuu det er totaaal optur og en fantastisk tur. Men hold nu op hvor er det koldt.
Da jeg når campen ligner jeg åbenbart den afskyelige snemand, da Atsa Mina (en af de sødeste frivillige) står og kigger på mig længe før det går op for hende at det er mig 🙂

Lidt frosset til 🙂

Resten af vejen ind til Sisimiut følges jeg med Mads (Bank filialleder fra Ilulissat), Michael (fra Nykredit) og Finn (Iluliarmioq), det meste af vejen. Vi kravler op på halvvejen til Nasaasaaq/kællingehætten og drøner ned ad de fedeste og bedste bakker, hold nu op en fantastisk oplevelse. Skiene står fast og sikkert i de perfekte hårde spor, det kilder i maven, suser iskoldt i ansigtet, solen blænder en smule og det er bare en helt igennem fantastisk oplevelse.

Vi kommer til skiliften, får fyldt depoterne op med scones og energidrik, og fortsætter op til sidste højeste punkt, udsigten, på toppen af skiliften. Også går det ellers nedad, ned, ned og atter ned, wuuuhhuuuu hvor er det fedt. Jeg er skide glad for at jeg tager bakkerne, at jeg tør og gør det godt. Det er godt nok ikke så hurtigt som Finn, Mads og Michael, som er kørt fra mig, men jeg gør det. Så med stort smil på ansigtet fortsætter jeg de sidste 15 km. ind mod Sisimiut alene. Jeg når Mads og Michael ved sidste drikkepost, men de kører igen fra mig, da jeg lige vil bruge tid på at fylde op med energi.

Men 5 km. før mål når jeg igen de to herrer og følges lidt med dem. Iiiiihh hvor er det bare fedt at nærme sig målet og jeg har en følelse af at det hele er gået alt for stærkt i dag, FEDT! De sidste 200 meter kører jeg fra de to herrer og når i mål, 5 timer og 33 min. efter start. Altså 2 timer bedre end førstedagen.

Målstregen i Sisimiut

Yaaaaay, jeg hopper og jubler som en gal, kan slet ikke få armene ned igen og har den største følelse af tilfredshed og stolthed over min fantastiske præstation. Jeg gjorde det sku´og endda meget bedre end jeg overhovedet havde turde drømt om… Mit livs bedste løb, juhhuuuuu…

Jeg lovede mig selv og alle i mine tanker at jeg ikke skulle deltage igen, at dette var den absolut sidste deltagelse for mit vedkommende. Jeg meldte mig endda ind i Magdaline Heilmann’s aldrig-mere-langrends-klub mange gange undervejs. Men her efter 14 dage, er det en hel anden følelse jeg har. HOLD K*** hvor skal jeg bare være med igen til næste år! 🙂

Jeg fik så mange nye venner på turen, fik hilst på venner som jeg har fået de andre år, fik følt hele følelsesregistret, var bange og spændt, oplevede fiaskoer, smerte og at opgive, havde succes, optur og glæde, på kun 3 dage, det er unikt og uforglemmeligt.

Tak til Mads, Michael, Finn, Harald, Akannguaq, Merete, Evi, Jakob, Malu, Nivi, Adam, Laarseraq, Pipaluk, John, Charlotte, Kilaasi, Birgithe, Kilaasi fra Tyskland, Arek fra Canada, Nanna, Ivik, Cuno, Martin, Nauja, Pavia og kone, Atsa Mina, lægen, Vivian, Ane, Anna,  Poul, Haansinnguaq, Frederik, Peqaannguara, Anastacia, Amerikaneren og alle andre jeg stødte ind i, mange tak for en fed oplevelse.

Tak fordi at du gad at læse alt det her 🙂

Hvordan har jeg det så, her 14 dage efter min store beslutning om at droppe ud af ironman projektet?

Jeg har det godt og føler virkelig at det er den helt rette beslutning. Siden beslutningen, føler jeg at jeg har meget mere tid til at hygge med de vigtigste mennesker i mit liv, min lille familie, se mine dejligste lækreste venner og at jeg har mere tid til mit arbejde. Og det har jeg manglet og savnet rigtig meget.

Tilgengæld kan jeg mærke, at jeg mangler en form for holdepunkt i min træning og i forhold til min sundhed generelt. For den har røget sig en tur, siden min beslutning. Jeg har ikke spist så meget slik, kager og drukket så meget vin (3-4 glas på en uge, er sindssygt i min verden 🙂 ), de sidste 2 år, som jeg har gjort i de sidste 2 uger.  Min træning som har været i rammer og med mål, er nu ren tilfældigt og hvad jeg har lyst til og uden agenda. Og det er sku´egentlig også dejligt at have holdt ferie og givet lidt slip.

Men, nu er jeg altså indrettet sådan, at jeg er motiveret af at gå efter spændende og udfordrende mål i mit liv,  udvikle mig, at have rammer og retninger at følge og at se frem til at nå i mål. Så jeg er også fuldt besluttet på at få det sunde liv op at stå igen, få struktureret min træning, så jeg kommer sikkert og godt i mål, få rettet op på min kost og gøre mere ud af min indre sundhed (masser af meditation og personlig coaching). Og det skal jeg have hjælp til, fordi at jeg hurtigt kan miste fokus og dreje forkert og kører i forkert retning end det jeg vil. Så jeg skal ud og finde en ny og super dygtig personlig træner som kan hjælpe mig og som jeg kan committe mig overfor.

Og nu hvor det er blevet lysere og varmere i vejret, begynder jeg også at hige efter at løbe, hvilke også har fået mig ud på vejene et par gange her den sidste uge. Og sikke dog en fornøjelse. JEG ELSKER DET! På med noget godt musik i ørerne, drøne afsted i alt slags vejr, nyde kontakten til vejen og omgivelserne jeg løber i, hold nu op, det er lykken. Det næste bliver at løbe ude i vores smukke terræn, iiih sommer kom kom kom…

Glæder mig til en masse af sådanne ture til sommer, med de bedste løbekammerater.

Arctic Circle Race 2014
Men før jeg hopper ud i det, så er det først og fremmest, Arctic Circle Race i næste uge.

Yaaaaay, jeg hopper og jubler som en gal, kan slet ikke få armene ned igen og har den største følelse af tilfredshed og stolthed over min fantastiske præstation. Jeg gjorde det sku´og endda meget bedre end jeg overhovedet havde turde drømt om… Mit livs bedste løb, juhhuuuuu… I Wish!

Sådan vil jeg rigtg gerne have det om præcis en uge, hvor det er sidste dag på verdens hårdeste skiløb, 160 km. Arctic Circle Race, og at vi kommer i mål i Sisimiut.

 

Jeg visualisere det og prøver at overbevise min psyke om at det bliver smadder godt 🙂

Jeg glæder mig, men er også rigtig spændt på mit løb. Jeg ryger fra at glæde til at bekymrer mig, glæde og bekymrer mig osv. Jeg føler at jeg har lidt mere fat på teknikken i år, end de forrige gange jeg har været med og har haft ok løb gennem de sidste par måneder. Men jeg kan samtidigt også mærke at min krop er træt efter de sidste 6 måneders  høje træningsintensitet.

Det har godt nok også været begrænset hvor meget langrendstræning det er blevet til de sidste 14 dage. Måske er det fint nok, men min psyke synes absolut at jeg er i total langrendsunderskud.

MEEEEN, jeg har da været ude, godt nok ikke lange ture, men korte gode ture, hvor vejret har været super og jeg har været tilfreds med mit løb

 

Som sædvanlig har jeg brug for jeres bønner, jeres energier og gode tanker, når jeg på fredag i Sisimiut hopper ud i 160 km. langrend fordelt over 3 dage, med en masse spændende mannesker og dejlige venner, fysisk udfordring, socialt samvær i campen, kold fornøjelse i teltet der skal overnattes i og masser af sommerfugæe i maven. Puuuha det er spændende. WISH ME LUCK…

Når jeg kommer tilbage til Nuuk, skriver jeg min racerapport i den næste blog. Glæder mig til at sidde og skrive om mine oplevelser 🙂

Tak fordi du læste med, det betyder rigtig meget for mig.

Kommer i mål i Sisimiut 2011

Klar til start fra Sisimiut i 2012

Kommer i mål på 1. dagen, campen 2013