Tak fordi at du kigger ind 🙂 En lille servicemeddelelse; det er et langt skriv, så ha’ god tid 🙂

Yaaaaay, jeg hopper og jubler som en gal, kan slet ikke få armene ned igen og har den største følelse af tilfredshed og stolthed over min fantastiske præstation. Jeg gjorde det sku´og endda meget bedre end jeg overhovedet havde turde drømt om… Mit livs bedste løb, juhhuuuuu… ACHIEVED 🙂 Altså sidstedagens, søndag den 6. april, løb 🙂

Efter 120 forfærdelige, hæslige, smertefulde, tunge, svære, fantastiske, dejlige, nemme og helt igennem sindssyge km. i langrend, kommer jeg her i mål. Altså 40 km. kortere end beregnet. Forklaring følger.

Jeg landede i Sisimiut, onsdag den 2. april, hvor solen stod højt på himmelen og Arctic Circle Race-stemningen i byen allerede var begyndt at ose. Kommende deltagere der vandrer rundt i byen for at købe de sidste ting der skal købes før løbets start, skilte og bannere der minder os om at der lige straks er Arctic Circle Race og det aller sjoveste for mig, folk der kommer smilende og løbende for at hilse mig velkommen tilbage.

Efter at have indlogeret mig hos de dejligste værter i verdenen, Karin og Elias,  arbejdet lidt nede i Tele Post Centeret med søde kollegaer, fik jeg gjort ski klar for at tage ud og stå lidt på løjperne sammen med min veninde Merete(som også skulle deltage). Og det var en fantastisk oplevelse. Helt perfekt forhold, med sol, masser af sne, stive flotte spor, de smukkeste omgivelser og med helt igennem godt selskab.

Min Merete og jeg :o)

Torsdag brugte vi på kirkegang, en tradition der har været i Arctic Circle Race helt fra starten af. Alle deltagere går fra Taseralik (kulturhuset) hen til kirken sammen, deltager ved en gudstjeneste og følges alle tilbage til Taseralik til informationsmøde.

På vej op til Sisimiut kirken

Torsdag aften får jeg pakket min taske, min rygsæk og gør alt klar til morgendagens turen. Det er ikke ligetil, da jeg jo skal have pakket det mad jeg skal have på campen, skiftetøj, camptøj, sovepose, toiletsager der passer til udeliv, skismøre-udstyr og ekstra energygel, proteinbar og energidrik. Alt skal bare være på plads, da jeg efter 60 km. langrend ikke har det største overskud til at mangle noget eller at skulle lede for længe efter det ene eller det andet. Da alt er på plads, så handler det om at få så meget søvn som overhovedet muligt.

En smule Alt For Damerne læsning før skønhedssøvnen.

Fredag den 4. april 2014
Jeg vågner kl. 06.30 med de værste kriller i maven og er rent ud sagt pisse nervøs på den forfærdelige måde. Og det hjælper slet slet ikke på det, at trække gardinerne fra. Derude sner det voldsomt. Til dagligt vil vi, når vi oplever den slags snevejr, synes at det er smukt og virkelig charmerende med de masser af dalende kæmpestore snefnug, der dækker hele landskabet med nysne. Men den morgen er det noget lort, for det betyder for det første at de 60 km. spor vi skal følge er dækket til af nysne og værst af alt, skismøren kan i værste fald være utilregnelig og slet ikke passe til sneen.

Kl. 07.00 pakker vi det sidste sammen og tager ned til Taseralik og tjekker de tasker, der skal transporteres ud til campen, ind og tager tilbage for at spise en god omgang morgenmad, som skal holde de næste 6-8 timer.

Jeg laver min marathon-havregryn, som er grovvalsede havregryn, kokosmel, blå birkes, hørfrø, honning og friskskåret bananskiver, uuuhhmm den er god og holder længe. Et glas juice, min kaffe og 70 cl. energidrik, skal der også til.

Kl. 09.00 begiver vi os stille og roligt ned til Taseralik, hvor starten går i år. Puuuha hvor har jeg ondt i maven og har mest lyst til bare at løbe væk. Jeg sender min lille familie en masse tanker, er total ærgerlig over at jeg ikke bare er hjemme hos dem. Så prøver jeg at tvinge mig selv til at tænke positivt. Men formår kun at nå tanken “Jeg glæder mig til på søndag, hvor jeg ringer hjem, for så er dette her helvede overstået”. Ikke særlige fede tanker at køre på, men sandheden er at jeg kører med de tanker de fleste af de 60 km. jeg kommer ud i.

Wanna-be klar til start…

Vi skal da naturligvis lige rundt i arenaen og op på kvajebakken (familiebakken, som er en lille lift inde midt i byen), før vi får lov til at drøne ud i det smukke bagland. Jeg er ikke specielt vild med kvajebakken, som er bakken hvor publikum regner med og håber på at vi løbere vælter og ruller rundt hele vejen ned ad bakken. Så da jeg begiver mig op ad bakken med en masse andre langrendsløbere, er det ikke med det største smil, men tværtimod med det stiveste udtryk i ansigtet. MEN jeg bliver drevet af min irritation over bakken og kører den F****** kvajebakke ned, uden så meget som at være usikker på mig selv og kommer helskindet ned. Jeg smiler og sender Frederik Lundblad nogle flinke tanker.

Vi drøner ud i baglandet, kæmper med at finde spor der virker og prøver at finde en teknik som kan holde mig fast på sporet. De første 20 km. er forfærdelige, fordi at vi alle bliver død overrasket over at det faktisk er ret varmt og at vi har for meget tøj på. Puuuha, bliver lidt bange for at dehydrere af bare varme, bliver dårlig og får lyt til at smide en masse tøj. Efter KUN 20 km. skiller 100 km. og 160 km. deltagernes spor sig fra hinanden. Vi, der kører 160 km., skal lige op på liften og udsigten, som er en stigning på 411 m. over havets overflade. Uuuuh jeg er meget tæt på at køre ad sporene som er for 100 km. løberne, men kæmper mig forbi. På vej op, der er jeg for tredje gang lige ved at miste modet og har mest lyst til bare at opgive det lort. Men jeg når op til udsigten og ned til liften igen, fortsætter ud mod næste store opstigning, som er halvvejs op på Nasaasaaq/kællingehætten.

Opstigningen halvejs op mod Nasaasaaq har bekymret mig siden jeg fik at vide at vi skulle derop, mest pga. de bakker jeg skal ud på. Ikke opstigningerne, de er opløftende for mig, men det er bakkerne nedad, puuh, der var jeg sku’ lidt bange. Opstigingen er ca. 447 m. over havets overflade og jeg bliver glædeligt overrasket over at opstigningen fortsætter og at der er færre nedkørsler 🙂 Før vi begiver os ned mod Campen, møder jeg Harald på 15 år, som har mistet sin ledsager (da han røg ud pga. store knæsmerter) og bliver hans ledsager resten af turen. GUDSKELOV for det, for hvis det ikke havde været for ham, så var jeg, seriøst, stået af så mange gange på vejen! Vi kommer levende ned fra højderne, og får øje på campen, jubiiii, hvor er vi bare glade. Vi ved godt vi lige skal ud og vende ude på pynten, før vi kommer til campen, men vi er ved godt mod.

Hvad vi ikke ved af, eller fuldstændig har glemt, så er vi på vej ud i de længste 6-7 km. nogensinde. Hold nu op hvor er der langt, der kommer hele tiden en ny bakke vi lige skal op på og en til og en til og sagsusme en til, før vi når pynten og kan vende om mod campen. Undervejs skiftes Harald og jeg til at opgive helt og blive modløse og jeg får krampe i inderlårerne hver gang vi bevæger os op ad. Da vi omsider når campen og kan få noget energi, før vi begiver os ud i de sidste 15 km., er jeg for 6. gang så tæt på at opgive. Rent faktisk får jeg sagt til Haralds ledsager at jeg nok stopper nu, men hører så at Harald bliver påvirket af det og også vil stoppe. Så må jeg sku’ lige tage mig sammen og vise mig som en god rollemodel.

Vi får fyldt depoterne op med scones-stykker, får fyldt drikkedunkene op med energidrik og kører de bedste km. på dagen. Perfekte spor, sneen passede helt fint til min smøre på skiene og det meste af vejen var det opad, FANTASTISK! Da vi når sidste drikkepost, ca. 5 km. før campen, får jeg tilbudt en kop kaffe. Det var seriøst LUKSUS for mig, uhhhhm.  Nu går det kun nedad mod campen og Harald kører fra mig og når i mål 8 min. før mig 🙂 Dejligt. 7 timer og 38 min. langrendstur 🙂

My new best friend Harald 🙂

Fredag aften bliver brugt på opfyldning, fortælling af sin tur, masser af mad, drikke og gøre skiene klar til lørdagens tur. Da vi ligger os i det telt vi skal sove i,  er der omkring minus 20-25 grader. Bbrrrrr det er koldt.

Jeg står og smører ski med Pavia Tobiassen, min gode ven

Lørdag den 5. april 2014
Jeg har aftalt med Harald og hans ledsager at jeg kører med ham i dag. Jeg føler mig frisk og klar. Jeg får lavet min marathom-havregrød, drukket min multijuice og min kaffe og gjort mig klar, alt er som det skal være. Men så begynder den her ubehagelige krilren i maven igen, dårlig følelse af nervøsitet og spændthed, øøøøv. Men står klar, Harald og jeg, til dagens smukke 46,9 km., hvor vi skal ud på havis og køre ned til Narsaq, som ligger utrolig smukt forneden af en opstigning på omkring de 400 m. over havets overflade. Men før det, skal lige køre en 10,5 km. loop bag campen op mod det bjerg vi var kommet ned fra dagen før. Efter at have kørt op, op, op og atter op, kører vi ned mod campen og skal ud på “PYNTEN” igen, for lige at vende før vi kommer til campen og kan kører ned på havisen og drøne afsted.

Det går meget godt, jeg kommer overraskende sikkert ned af bakkerne og drøner op og ned ud mod pynten sammen med Harald. Da vi vender ude ved pynten begynder min lyske at generere mig og jo nærmere jeg kommer campen, går det mere og mere ondt. Til sidst, bruger jeg kun højre ben til at sætte af, da venstre lyske er fuldstændig blokeret og smertefuld. PIS (ja, undskyld mit sprog), jeg tænker på mit løb og sommeren hvor jeg skal bruge mine ben på det jeg elsker aller mest, nemlig terræn- og vejløb. Og det får mig til at beslutte at jeg stopper for i dag, jeg vil ikke ødelægge mig selv helt.

Så jeg bruger resten af dagen på at hygge i campen, med andre der har andre skavanker 🙂 Harald kører videre med en anden ledsager og kommer i mål efter 7 timers penge.

Fest og grønlandsk proviant-hygge på campen lørdag eftermiddag.

Iiih og mens jer står der og hygger i campen, kommer søde Vivian med en lille overraskelse til mig. Hun har pakket en pose med alt det bedste til mig; Mattak, aromat-krydderi og salt, spejderhagl, chips og et sødt kort (som hun har haft min skønne søster med ind over, for at blive rådgivet omkring hvad jeg ville blive glad for at få) Total kærlighed <3 Tak <3

Hygge, snak og masser af grin i campen

Om aftenen går jeg haltende ind til lægen, for lige at få tjekket lysken og for at høre om jeg kan køre den sidste dag. Han undersøger benet og lysken, giver mig burana og panodiler, og siger at jeg sagtens kan køre dagen efter på piller. Jeg sluger pillerne før sengetid og har en fantastisk nat i drømmeland og i minus 32 grader.

Søndag den 6. april 2014
Søndag morgen vågner jeg og føler mig super frisk,  himlen er skyfri og solen på vej op, men det er p**** koldt udenfor. Vi ligner alle sammen oppustet balloner, efter at ansigtet har været igennem ekstreme prøvelser og kulde. Vi burde faktisk lave en form for billedeserie af grimme og meget brugte ansigter på et tidspunkt, for det er vildt som man kan se ud 🙂

MEN, solen er på vej op på en skyfri himmel, så man kan ikke andet end at smile

Søndag den 6. april 2014 kl. 06.30 – ACR campen

Jeg får pakket alt sammen, mine ting der skal transporteres ind til Sisimiut, min rygsæk jeg skal have med på vejen, jeg får spist min marathon-grød, drukket min multijuice, får en kop kaffe, slugt en burana og to panodiler og får tisset af 5 gange, før jeg er klar ved start-stregen.

Jeg er lidt nervøs igen, mest af alt om min lyske nu også klarer de 55 km. jeg skal ud på, men også spændt på om jeg nu kan styrer min psyke, så jeg ikke kører mig selv ned. Vi starter allesammen ud med at køre en lille runde sammen, før 100 km. kørerne og 160 km. kørerne bliver skilt ad.

Sidstedagen, hvor 100 km. kørerne og 160 km. kørerne starter sammen.

Os der kører den lange tur, skal køre førstedagens rute omvendt og hjem, så vi starter ud med at kører op i labyrinten, de 15 km. før vi når til campen igen og kan begive os ind mod Sisimiut. Efter en halv-loop (som vist på billedet) begiver vi os stjelt opad og kører faktisk jævnt opad mod første drikkepost (ca. 5 km.). Jeg kører fantastisk og har fart på, wuuuhuuu det er totaaal optur og en fantastisk tur. Men hold nu op hvor er det koldt.
Da jeg når campen ligner jeg åbenbart den afskyelige snemand, da Atsa Mina (en af de sødeste frivillige) står og kigger på mig længe før det går op for hende at det er mig 🙂

Lidt frosset til 🙂

Resten af vejen ind til Sisimiut følges jeg med Mads (Bank filialleder fra Ilulissat), Michael (fra Nykredit) og Finn (Iluliarmioq), det meste af vejen. Vi kravler op på halvvejen til Nasaasaaq/kællingehætten og drøner ned ad de fedeste og bedste bakker, hold nu op en fantastisk oplevelse. Skiene står fast og sikkert i de perfekte hårde spor, det kilder i maven, suser iskoldt i ansigtet, solen blænder en smule og det er bare en helt igennem fantastisk oplevelse.

Vi kommer til skiliften, får fyldt depoterne op med scones og energidrik, og fortsætter op til sidste højeste punkt, udsigten, på toppen af skiliften. Også går det ellers nedad, ned, ned og atter ned, wuuuhhuuuu hvor er det fedt. Jeg er skide glad for at jeg tager bakkerne, at jeg tør og gør det godt. Det er godt nok ikke så hurtigt som Finn, Mads og Michael, som er kørt fra mig, men jeg gør det. Så med stort smil på ansigtet fortsætter jeg de sidste 15 km. ind mod Sisimiut alene. Jeg når Mads og Michael ved sidste drikkepost, men de kører igen fra mig, da jeg lige vil bruge tid på at fylde op med energi.

Men 5 km. før mål når jeg igen de to herrer og følges lidt med dem. Iiiiihh hvor er det bare fedt at nærme sig målet og jeg har en følelse af at det hele er gået alt for stærkt i dag, FEDT! De sidste 200 meter kører jeg fra de to herrer og når i mål, 5 timer og 33 min. efter start. Altså 2 timer bedre end førstedagen.

Målstregen i Sisimiut

Yaaaaay, jeg hopper og jubler som en gal, kan slet ikke få armene ned igen og har den største følelse af tilfredshed og stolthed over min fantastiske præstation. Jeg gjorde det sku´og endda meget bedre end jeg overhovedet havde turde drømt om… Mit livs bedste løb, juhhuuuuu…

Jeg lovede mig selv og alle i mine tanker at jeg ikke skulle deltage igen, at dette var den absolut sidste deltagelse for mit vedkommende. Jeg meldte mig endda ind i Magdaline Heilmann’s aldrig-mere-langrends-klub mange gange undervejs. Men her efter 14 dage, er det en hel anden følelse jeg har. HOLD K*** hvor skal jeg bare være med igen til næste år! 🙂

Jeg fik så mange nye venner på turen, fik hilst på venner som jeg har fået de andre år, fik følt hele følelsesregistret, var bange og spændt, oplevede fiaskoer, smerte og at opgive, havde succes, optur og glæde, på kun 3 dage, det er unikt og uforglemmeligt.

Tak til Mads, Michael, Finn, Harald, Akannguaq, Merete, Evi, Jakob, Malu, Nivi, Adam, Laarseraq, Pipaluk, John, Charlotte, Kilaasi, Birgithe, Kilaasi fra Tyskland, Arek fra Canada, Nanna, Ivik, Cuno, Martin, Nauja, Pavia og kone, Atsa Mina, lægen, Vivian, Ane, Anna,  Poul, Haansinnguaq, Frederik, Peqaannguara, Anastacia, Amerikaneren og alle andre jeg stødte ind i, mange tak for en fed oplevelse.

Tak fordi at du gad at læse alt det her 🙂