Sidste år i marts månede fulgte jeg mine dejlige veninder Magdaline Heilmann og Evi Kreutzmann, som kørte Vasaloppet. Det var så spændende at følge dem, at jeg på et tidspunkt skrev på FB at jeg ville være med i 2015. Samtidigt med at jeg skrev det, efterlyste jeg også andre, der evt. ville følge trop. Der var masser.
Allerede 2 minutter efter at tilmeldingen gik i gang, var alt udsolgt 🙁 Men heldigvis kunne man gennem Event4you.dk købe vasalop-pladser, hvilke vi gjorde.
Vasaloppet 2015
Søndag morgen den 8. marts 2015 er der +3 grader udenfor og de har lovet at temperaturen stiger i løbet af dagen til omkring + 12 :o/ Sneen er det rene slush-ice og der er is i bunden af sporene. Det er også masser af vandpytter og nærmest søer på ruten.
Vi boede 6 personer i en skihytte lige udenfor Sälen (byen ved startsområdet), Evi Kreutzmann, Jakob Mølgaard, Magdaline Heilmann, Jacob Nitter Sørensen og Ola-Jakup Magnussen. På dagen, stod vi op omkring kl. 04.30, for at få morgenmad, pakke sammen og komme med bussen til Sälen i god tid. Skiene havde vi fået smurt af ”eksperter”, så de var klar.
Sälen er en lille-bitte by, som hvert år samler omkring 16.000 skiløbere til start. Dette betyder så også at busturen, der normalt ville have taget et kvarter, tog 1 time denne morgen. Der var trafikprop og alt ting nærmest gået i stå.
Startområdet dagen før løbet
Vi når frem til startsområdet med al vores bagage, ski og os selv. Slæder det afsted og igennem mudderet der var på forpladsen. Det første der optog os, da vi ankom til Sälen, var at stille vores ski klar, så vi fik et sted at starte. Vi, pigerne, havde fået tildelt løbsnr. bagerst i feltet. Vi stillede vores ski på højre side af alle sporene (der var mange 🙂 ). Da det var på plads skulle vi finde den lastbil som skulle transportere vores bagage fra Sälen til Mora (lastbilerne er nummereret efter løbsnr.) og aflevere bagagen.
Så kunne vi slappe lidt af, spise vores madpakker (rugbrødsmaddere smurt aftenen før af søde Evi) og ellers stå i kø ved toiletterne :o/ Vi stod i kø i 45 min. og måtte efter toiletbesøget nærmest spurte hen til vores ski, for at stå klar til start. På vejen skulle vi så også lige aflevere vores rygsække, som skulle med en anden container(som også var nummereret).
Toiletkø
Da jeg nåede frem til mine ski, var startsskuddet skudt i gang og jeg hoppede i mine ski og kørte. Evi var endnu ikke kommet over til sine ski og Magdaline var kørt afsted, så jeg kiggede efter hendes grå hue og fik øje på hende (blandt 16.000 andre skiløbere). Mig afsted, møve mig frem og op bag hende, så vi kunne følges op ad det første stykke, som var en flaskehals. Der var ikke mulighed for at køre hurtigt, vi skulle gå op ad bakke på rad og række over en distance på 1,5 – 2 km. Det var sku’ meget hyggeligt 🙂 . Jeg følges med Magdaline og får også øje på Evi 10 meter fra os 🙂
Da vi når ”toppen” af denne bakke, kan jeg sætte farten op og kører afsted.
Første drikkepost, Smågan, lå omkring 9,2 km. fra start (det tog mig 1 time og 35 min.). Fantastisk oplevelse at køre blandt træer, gennem små byer og sammen med så mange mange mennesker. Jeg vælger at køre igennem drikkeposten, uden at få fyldt op.
Fra Smågan til næste drikkepost, Mångsbodarna, er der omkring 14,3 km., og det tog mig 1 time og 14 min. at nå frem der. På vejen følte jeg mig stærk og i overskud. Jeg røg ind i en stor gruppe mænd, som skulle vise sig var dem jeg skulle følges med hele vejen i mål 🙂 . Jeg når nogen gange at blive lidt frustratreret over ikke at kunne komme ud af denne klump mennesker; tildels fordi at jeg har så meget bagglid, men også skal bruge ekstra enbergi på at overhale og komme ud, så det lader jeg vær med og bliver i klumpen.
Fra Mångsbodarna til 3. drikkepost, Risberg, er der 10,8 km., det tager mig 1 time og 4 min. at nå frem. Jeg havde fået fortalt at Vasaloppet startede opad, men var jævnt ned ad bakke resten af vejen og man kunne stave hele vejen uden problemer. 2 dage før afgang fra Grønland, viser de andre jeg skal følges med, en bakke, Risberg-bakken, som for mig er overraskende lang og en smule stejl (og jeg er ikke ligefrem begejstret for nedstigninger) og hvor folk væltede rundt og styrtede 🙁 . Så jeg er spændt og lidt nervøs da jeg når frem og skal ned ad den ”berygtede” bakke. Men no problem, kører ned som var det noget jeg gjorde hverdag (tror at det var held og at mine ski havde valgt at passe godt på mig). Jubii så er ALLE bakke overstået, og jeg kan koncentrere mig om at stave dobbelttag resten af vejen 🙂 NOT!!!!!!
Resten af vejen går det op og ned! Sildeben op og amok ned :o/ Sender de venner som har bildt mig andet ind, en lille “uskyldig” tanke… 😉
Fra Risberg til 4. drikkepost Evertsberg er der 12,4 km., hvilke tog mig 1 time og 24 min. I forhold til de første 35 km. er denne strækning mere lige, hvilke er benhårdt og min hastighed falder. Jeg er tvunget til dobbelttag det meste af vejen, og min overkrop er ikke det stærkeste hos mig. Så denne strækning har jeg lidt ondt af mig selv.
Vi kører tilgengæld igennem skove, hvor lokalbefolkningen har begivet sig ud for at heppe. De sidder hele familier med bål, tæpper, mad, drikke og hygger sig, nuanneq.
Det er fedt at man kan følge hver km. man har kørt, da arrangørerne har sat skilte op om det hver km. Mellem Risberg og Evertsberg passere vi de 45 km. og jeg er glad og jubler højt over at vi er nået halvvejs (til nogle af mændendes store irritation).
Fra Evertsberg til 5. drikkepost Oxberg, er der 15 km., som tager mig 1 time og 31 min. Her går det virkelig op og ned ad bakke. Slush-Ice med is nederst. Ned ad bakke er jeg udfordret, farten ryger virkelig op i det is og jeg må berolige mig selv på vej ned. Så højlydt råber jeg ”rolig, rolig, rolig, du kan godt, slap heeeelt af, sådan sådan sådan…uuuuhhhh uhhhhhh” til mig selv, hver gang det går ned ad. Og huuuuher og jubler når jeg overlever bakkerne ned 🙂 Jeg gad godt vide hvad dem jeg kørte med omkring mig har tænkt, he he. Jeg styrter KUN 1 gang ned ad bakke og 1 gang på et lige stykke, YES!
Mellem Evertsberg og Oxberg passerer vi 60 km. og mine tanker går til ACR’s første dag, som plejer at være 60 km. Jeg råber højt ”Yes, nu er der KUN 30 km. tilbage, jubiiiii”. Mændende omkring mig brummer og snerre lidt ad mig.
Fra Oxberg til 6. drikkepost Hökberg, er der 9,2 km., det tager mig 1 time og 2 min. Det skal lige siges at der faktisk er en lille drikkepost mellem Oxberg og Hökberg, hvor jeg lige kunne tanke op. Det er faktisk rigtig rart, her de sidste 30 km.
Jeg er en smule træt, irriteret over mit bagglid og igen er det lange lige strækninger vi er ude i, puuuuha mine arme. Vi passerer 70 km. stregen (og igen råber jeg højt hurra og minder alle omkring om at der KUN er 20 km. tilbage) og herfra kan jeg mærke at jeg bliver nødt til at sætte en eller anden form for distraktionstanke/-leg op, for at kunne se bort fra trætheden. Jeg beslutter mig for at jeg vil overhale alle de kvinder vi møder foran os på turen 🙂 Det er faktisk sjovt og jeg får overhalet ALLE de kvinder jeg ser foran mig 🙂
Det smukke, udfordrende og meget bemærkelsesværdige ved hele turen, er at der er bomstille, der er ingen der siger noget, ingen larm, ingen lyd overhovedet, ren og skær SILENCE RETREAT, fantastisk! På et tidspunkt får jeg dog lyst til at overdøve den stilhed med techno musik, men lader vær 🙂
Fra Hökberg til 7. drikkepost Eldris, er der 10,2 km, som tager mig 1 time og 1 min. Mellem Hökberg og Eldris er der også en lille ekstra drikkepost. Trætheden begynder virkelig at melde sig og det er hårdere med al den bagglid. Jeg får også lidt skæld ud på denne strækning, fordi at jeg ikke orker at kigge tilbage når jeg vil skifte spor og folk bag mig vælter rundt og må bremse hårdt, når jeg bare skifter spor.
Fra Eldris til mål er der 8,9 km. 🙂 Jubiiiii, nu kan vi se lys forenden af tunnellen. Kører de 8,9 km. på 53 min. Vi kører meget lange lige passager, langs søer, skove og veje på vej ind mod Mora. Puuuha de sidste 5 km. er så laaaaaange. Vi kører ind igennem byen på de sidste par km. og når omsider ind på arenaen, hvor massevis af folk er stimlet sammen og hepper på os, woooow, det var fedt. 30 meter før mål er der nogen der råber ”Mette, Mette, Mette” og jeg kigger forundret over mod råberiet (hvem fanden kender mig her i Sverige????) og der står Ittu’s kone Pia og deres søn Oscar og hepper på mig. Iiiih hvor var det fantastisk og det rørte mig dybt. Lige før målstregen er der igen en der råber mit navn, det var Magdaline. Hvor var det fantastisk at kører over målstregen. Det gik op for mig at jeg overhovedet ikke havde haft mine ski af hele vejen (hvorfor skulle jeg også det, vil mange nok tænke. Men jeg kunne jo have taget i mod smørring af skiene undervejs, jeg kunne have mødt ”nedad-bakken-muren” og taget skiene af, jeg kunne have styrtet eller et eller andet. Men nej!).
Da 16.000 mennesker skal serviceres med bad, tøjskift, bagagelevering, mad og hvad der ellers ligger i sådan et løb, har Vasaloppet bygget en meget struktureret tilgang op til det hele. Lige efter målstregen, begiver du dig ind i et område, hvor du kan aflevere dine ski, som bliver opbevaret i en slags ski-garderobe, så du ikke behøver at slæbe dine ski rundt alle steder. Så tager du over til en busstoppested, hopper på bussen der kommer (de er gratis og KUN beregnet til løbet, så man skal ikke bekymrer sig for at man kommer i den forkerte bus), og kører dig hen til en kæmpe stadion, hvor al bagagen er stillet op i nummer orden (ud fra løbsnr.). Fra stadionen er der 100 meter til svømmehallen og idrætshallen, hvor man går i bad. I år var svømmehallen for kvinderne og idrætshallen for mændende.
Sikke dog en fantastisk oplevelse at komme i bad og få skiftet sit tøj.
Bagagen på stadionen
Fra svømmehallen går du 250 meter, så er du ved spisestedet, som er en stor hal. Der er dækket op til alle løbere, maden og det du vil drikke hentes hos personalet.
Da vi løbere fra Grønland kom ind på forskellige tidspunkter, havde nogle af os aftalt at have mobilkontakt, så vi kunne spise sammen og snakke om turen.
Efter maden gik vi over for at hente bagage og ski og kørte derefter hjem til vores kollega Andreas, hvor vi skulle overnatte.
Fantastisk givende og fed oplevelse at være med. Vi er nogle stykker der har fået blod på tanden og vil ud og have flere af disse oplevelser! Men lige nu er mit fokus på ACR, 12 dage efter denne oplevelse.
FIF til turen:
| Overnatning: |
| I rigtig god tid fik vi booket en skihytte, hvor 6 af os (vi var 9 fra Grønland, der fulgtes ad) skulle bo, i noget der hedder Kæplinge (15-20 min. tid med bus udenfor Sälen – startsområdet).Vi fik også hurtigt ordnet hvor vi skulle overnatte i Mora (målområdet). Vi har en svensk kollega, som tilbød sit hjem til os. |
| Transport: |
|
| Hvad havde jeg med i bagagen? |
|
| Huskeseddel til næste gang: |
|
