Jeg har været enormt spændt på, om kroppen ville kunne bære at jeg, fra at have deltaget ved Vasaloppet med de 90 km. og kun 12 dage efter skulle begive mig ud i en 160 km. løb, Arctic Circle Race. Ville det være restitution nok med de 12 dage, ville jeg ødelægge min krop og ville jeg kunne klare det hårde pres mentalt, ville jeg overhovedet kunne gennemføre dette års Arctic Circle Race?? Alle de spørgsmål og bekymringer…
Ja, for der ligger også et ”lille” indre pres på gennemførelsen. Det er 5. gang jeg skal deltage og ud af de 4 gange jeg allerede havde deltaget, har jeg kun gennemført én 160 km. og det var i 2012. i 2011 valgte jeg at blive nedgraderet til 100 km. , i 2013 styrtede jeg og smadrede min hånd og sidste år gik en dum lyskenskade op. Denne gang skulle være!!
Dette års kort over ruterne
Jeg landede i Sisimiut mandag formiddag fra Ilulissat hvor jeg havde været på arbejde. Vejret var fantastisk, sol fra en skyfri himmel og total perfekt ACR vejr 🙂
Tirsdag formiddag, efter at have valgt at betale mig fra al der hedder smørring af ski hos verdensfirmaet Torrak (Lars K. Olsen)(det kostede 1.250 kr.), tog jeg ud for at teste ski og løjper. Knivskarpe spor, høj solskin og fantastisk stemning. På den korte tur, omkring 10 km., var jeg en smule udfordret i lunger og i mit venstre knæ. Mine lunger virkede meget trætte og knæet ville bare ikke det jeg ville.
Jeg valgte at tape mit knæ og tage et par pernodiler, og det hjalp.
Dag 1 – Høj solskin og – 3 på dagen
(52,6 km.: Arenaen – morderbakken – fjorden rundt – Halvvejs op mod Aappilattorsuaq-foden – udsigten ud til fjorden ”for enden” af Nasaasaaq – Campen ved skiliften)
Jeg har en god følelse og er ok spændt. Det er ikke ligesom de andre år, hvor jeg har haft det dårligt, været bange og været nervøs. I år er der lidt mere ro omkring mig og jeg glæder mig til at komme ud i feltet.
Turen rundt om arenaen og op over kvajebakken går rigtig godt, det er heller ikke i år at Sisimiormiutterne får lov at grine ad mig 🙂 Der er andre der tager æren, jeg kører sikkert og godt ned ad bakken og kører forbi en skare af mennesker. Hvert 10. meter kan jeg hører folk hepper på mig (”Mette, Mette, Mette”, ”Miiti, Miiti, Miiti”) og det er bare så fedt. Det varmer om hjertet at kende så mange folk i Sisimiut, nuanneq!
Turen ud til K1(første drikkepost), som ligger 10,5 km. fra arenaen er hård, meget varmt og det går op ad bakke. Jeg sveder ubehageligt meget og prøver fabrilsk at følge Marie Lundblad, som jeg havde en lille aftale om at følges med. Ved drikkeposten K1, dukker Lasse også op 🙂
Turen fra K1 til K3 (K2 bliver sprunget over, da den ikke ligger på dag 1’s rute), som er 6,1 km. går også fint, bortset fra at jeg stadig forsøger at følge med Marie, men har virkelig svært ved det. Efter K3, kommer Morderbakken(Qerrortusup majoriaa), en nedstigning på 3,2 km. som skiftevis går meget stejlt til ”almindelig stejlt” ned ad. Jeg tager mine ski af og løber ned hele vejen. Her er Marie kørt fra mig og er forlængst nået ned til fjorden.
Da jeg når fjorden, har Marie ellers ventet på mig igen, men kører. Jeg tænker yaaaay så er jeg ikke presset af at blive ventet på 🙂 Foran mig ser jeg frem til 10 km. ligeud og dobbelttag, det bliver godt. Nu er jeg jo godt varmet op efter Vasaloppet, så det her bliver peace of cake. NOOOOT 🙁 Det bliver 10,6 km. forfærdelighed og lidelse. Jeg kunne slet ikke køre dobbeltag og måtte derfor køre diagonalt (hvor det er benene mere end armene der trækker) hele vejen, og jeg syntes hele vejen at jeg kørte langsommere og langsommere (faktisk tænker jeg på et tidspunkt “gad vide om jeg overhovedet kommer nogen vegne?”). Jeg blev mere og mere alene og havde jammerligt ondt af mig selv. Hvis der havde været et hul…. ( 🙂 intern humor, hahhahh). Kunne høre Frederik for mig ”Nallinnanngilatit”, talte mine tag(“1, 2, 3, 4, ….98, 99, 100” og forfra), forsøgte at synge lidt (“Aaaaaallll by my seeeeellff…”), kæmpede en brav kamp for at overdøve de destruktive og negative tanker, ledte efter mine snit til at blive kørt hjem, håbede lidt at mine stave ville knække og at skiene vil gå i stykker… Men no way, det var en hæslig overfart på fjorden, ad bad.
Her er jeg nået halvvejs på fjordisen
For enden af fjorden møder jeg min første engel på turen 🙂 Luffe 🙂 Vi går op ad morderbakken sammen (skiene fastgjort på rygsækken og bruge stavene til at komme nemmere op ad den lange stigning; 3.2 km.) og følges faktisk ad hele vejen, foruden de sidste 5-8 km.
Det skal lige siges at jeg indtil jeg møder Luffe, 25 gange har besluttet mig for at stoppe og lover mig selv aldig, ALDRIG, at udsætte mig for lignende ting igen (jeg besluttede mig for højest at løbe 5 km. fremadrettet, ikke mere end det!! 🙂 ).
Luffe og jeg hjalp hinanden hele vejen og hyggede os. Jeg føler lidt at det er takket være ham at jeg kom igennem den dag 🙂 Vi skiftedes til at gå forrest op ad opstigningerne og Luffe sprang ind foran når vi skulle ned ad bakke, som han var bedst til, og så jeg kunne følge hans ski.
Lige før K5, som lå 8,3 km. efter toppen af morderbakken, og så i øvrigt fortsatte op ad et stykke tid, styrtede jeg et par gange ned ad nogle bakker. Fra højdemeterne skulle vi ned igen, for at komme ud til campen og på vej ned kørte Luffe fra mig. Så var jeg på egen hånd frem til målet, igen 🙁 . Efter nedkørslerne fra K5, er der et laaaaaaaaaaaangt stykke fra fodenden af Nasaasaaq til campen (føles som 20 km.) var der omkring 5 km. De længste 5 km. ever, puuuuha. Ingen glid i skiene og kunne derfor ikke stave derudaf, selvom at det gik lidt ned ad bakke, så det var benene igen der skulle trække.
Da jeg efter 6 timer og 27 min. ENDELIG kommer i mål, er jeg fuldstændig smadret og færdig. Jeg er helt sikkert også mærket af de 90 km. Vasalop.
Men jeg bliver mødt af Frederik Lundblad, Jakob Mølgaard, Arnakkuluk Kleist og Maliina Abelsen, ved målstregen, som kommer og tager sig af mig og giver kram, nuanneq og totaaaal kærlighed.
NB: HUSK til næste år: at dag 1 altid er et helvede for dig Mette!! Din krop er i chok og alt føles tungt og det gør ondt.
Campen
Det første jeg skal da jeg når i mål, er at skifte tøj. Fra det våde klamme tøj til noget tørt. Jeg kommer ind i tøjteltet, bliver skrevet op til massage, skifter tøj (giver mig rigtig god tid), hænger al det våde tøj op til tørre og finder det perfekte sted til at tørre mine skistøvler (det er et must for mig at de er tørre dagen efter til dag 2, gider ikke våde skistøvler) og spiser mine to proteinbar. Det hele passer rigtig godt, så da jeg er klar bliver jeg kaldt til massage og en sød ung pige ved navn Maliina tager i mod mig og masserer mig. Aaaah iluaq og nuanneq. Hun er rigtig god.
Søde Karen i tøjteltet
Jeg leder efter mine ski, som jeg skal have afleveret til Lars K. Olsen, så de kan klargøres til dagen efter, men kan ikke finde dem. Går næsten i panik, men finder så ud af at han har hentet dem og er i gang med at gøre dem klar, fantastisk. Så jeg giver slip og kan koncentrere mig om at fylde op i depoterne til næste dags race.
Jeg finder mit mad frem og flytter ind i madteltet, hvor alle andre, der er kommet i mål, sidder og hygger sig. I mellemtiden er vennerne, Lasse, Nivi, Charlotte og co. også kommet i mål.
Kammannguakka Adam og Marie
Inequnartunnguit Simigaq og Nivi (og nakken af Kattak 🙂 )
Jeg sidder i madteltet til jeg skal i seng, som er ved 21.30 tiden. Jeg har forsøgt at spise, men har slet ikke appetit og synes at mit frysetørret mad smager a’ h’ t’ 🙂 Jeg bliver en smule bekymret, da jeg jo rigtig gerne vil være mere på forkant med morgendagens tur, være fyldt godt op. Men jeg kan ikke spise.
Hvad laver du Frederik?
Jeg finder mit telt, får redt op med to rensdyrskind og en super duper sovepose. Ligger mig til at sove og falder også i søvn. Jeg sover rigtig godt 🙂
Dag 2 – Tåget og omkring – 6 på dagen
(49,2 km.: Campen – op på toppen af liften à rundt om Alanngorsuup qaqqaa (liften) – tilbage til campen – op igennem flaskehalsen – Labyrinten – Halvvejs op mod Aappilattorsuaq-foden – udsigten ud til fjorden ”for enden” af Nasaasaaq – Campen ved skiliften)
Kortet over dag 2 ruten
Står op kl. 06.30, for at spise godt med morgenmad. Under morgenmaden aftaler jeg med Nivi Grønvold, Luffe og Karl-Frederik (Sisimiormioq) at vi skal tage den med ro og følges ad i dag. Det var konsekvensen af gårsdagens løb, som var for hård for mig. Jeg aftaler også med Nivi Grønvold at vi tager skiene af og går op ad liften, for at spare på kræfterne.
Kl. 09.55 begiver jeg min i målområdet, klar til dagens strabadser. Jeg går om bagved (længere bagved end dagen før 🙂 ), for ikke at blive revet med under start af de hurtigste.
Kl. 10.00 skydes vi i gang og af sted går det. Jeg glemmer alt om mine aftaler, om gårsdagens forfærdeligheder, alt hvad jeg har lovet mig selv og verden omkring mig. Lasse forsøger at huske mig på det ”stille og roligt Mette”, jeg vælter også lidt rundt under start og drøner op mod toppen af liften.
Det går godt, jeg kan mærke at jeg har mere overskud i dag og er gladere. Så jeg kører bare af sted. Op på toppen og, aller bedst og hvad jeg er så glad for, fantastisk ned ad liftens højder, hele vejen nedenom Alanngorsuup qaqqaa og rundt igen. Da jeg når campen igen, følges jeg ellers lidt med Luffe, men kører fra ham, da han selv siger at jeg bare skal køre og at han har brug for ekstra tid til energi-indtag.
Jeg kører med Malu Petrussen (ung Sisimiormiutter) fra start til slut. Vi drøner op ad flaskehalsen, hvor jeg møder en gal ung amerikaner, der går og synger. Jeg kører videre og når foden af Labyrinten. Her var jeg helt sikker på at der ville være en drikkepost, men bliver så skuffet over at opdage at det er der ikke. Shiiiiit, der er langt op til K2, som ligger på toppen af Labyrinten. Jeg stopper lidt op, halv-psyket over min skuffelse, tager lidt energigel. Så bliver jeg passeret af den gale unge amerikaner (som er med i en serie der bliver filmet om ultraløbere der over 10 uger bliver udfordret af forskellige sindssyge løb), som siger ”be strong” til mig og begiver sig op i Labyrinten.
Jeg hopper med og vi følges ad resten af vejen, sammen med Malu.
Vejret er blevet værre, altså endnu mere tåget end da vi startede, så vi har kun 10 meter sigt foran os. Den gale unge amerikanske gut hedder Hunter og kommer fra LA/Californien, hvor han er en af de førende ekstremløbere. Han er med i en filmserie på 10 afsnit om en del ekstrem løbere som bliver udfordret til at deltage på nogle af verdens mest ekstreme løb på 10 uger.
Undervejs var der et filmhold der fulgte ham, så hver halve tid, kom en snescooter drønende med filmholdet, som løbende interviewede ham og mig 🙂
Det er meget tåget, og vi kan som sagt ikke se længere end 5-10 meter. Det er fedt op ad bakke, da vi ikke kan se hvor langt vi skal op og må “bare” tage det som det kommer (opstigninger har det med at fortsætte og blive ved og det kan som regel psyke en, når man kan se endnu en top) og smadder spændende ned ad bakke, da der pludselig kan komme stejle nedstigninger.
Vi styrter ovenpå hinanden en enkelt gang, men “overlever” nedkørslerne fint.
Jeg synes generelt at længderne i dag er overraskende kortere end jeg havde husket dem eller har frygtet. Jeg bliver flere gange overrasket over at vi “allerede er der”.
Da tågen ikke bare er tåge, men is-tåge, er vi undervejs frosset til is. Mit hår, øjenbryn, øjenvipper og ansigtet er dækket af is, vi er helt hvide og ukendelige.
Jeg kører fra Malu og Hunter et par km. før målet, som til min glædelige overraskelse er rykket og pludselig er jeg i mål. Nuuuuannn…
Netop kommet i mål på dag 2
Campen
Ligesom dagen før, så er det første der skal ske, når man kommer i mål, at få skiftet tøjet, blive masseret og få hængt tøjet op til tørre, så det er klar dagen efter.
Jeg er så heldig at komme ind og blive masseret af søde unge Maliina igen, daaaalu.
Jeg er også nået i mål, så jeg nåede kalaalimernit (grønlandsk proviant, som serveres ved campen), uuuuhhhmm.
Uuuhmm tørfisk og moskus okse kød
Hygge i campen
Vi sidder på rad og række på bordebænke, som er spækket med forskelligt mad, slik, chips, drikke osv. Nogen laver frysetørret mad, mange har frosset hjemmelavet mad ned som varmes op (Chilli con carne, lammesuppe, moskusgryde, pasta m. oksekøb osv.), nogen steger store bøffer og koger frisk pasta, andre smøre rugbrødsmadder osv. Vi sætter os hvor der er plads, så der er altid mulighed for at sidde med folk man ikke kender, men kan lære at kende.
Cuno, Hansigne og Yvonne
Alle snakker om dagens oplevelser, om stenene man har mødt på sporene, nedkørslerne man ikke kunne se og de hårde opkørsler. Nogen snakker om kampe og andre om successer i løbet af dagen, igen andre om konkurrenter og venner og engle på vejen. Nye bekendtskaber og venskaber bliver skabt og dyrket. Det immer af glæde og fællesskab i teltet, nuan.
Søde Charlotte
Jeg sidder og prøver igen at spise (har bare ingen appetit), da Hunter pludselig kommer og siger “Nå, det er sådan du ser ud?” og jeg svarer “ja, og det er sådan du ser ud”. Vi har været pakket ind i huer og is hele dagen.
Så smider han sin mobil op i ansigtet på mig og jeg ser et billede af en smuk pige i bikini, “det er min kæreste”. Jeg tænker først, det er da mærkeligt at han viser mig billeder af hans kæreste i bikini og smiler en underlig grinmasse til ham. Men så begynder pigen på billedet pludselig at vinke…. Hahahhaha, det viser sig at vi facetimer og at Hunters kæreste ligger på stranden et smukt sted på Californiens strandkyst og snakker med sin kæreste på Grønland. Han ville lige vise sin kæreste hvem han havde fulgtes med i løbet af dagen.
Hygge i teltet (Carsten, Jacob, Mark og Luffe)
Jeg er træt, så efter at have forsøgt at spise min frysetørret oksekød i ris med paprikasauce, lidt rester af en lammesuppe(tak Nitter (Heinrich’s kone)) og noget moskus fra en moskusgryde(tak Carsten), bevæger jeg mig ned i vores telt for at gå i seng. Jeg bor i øvrigt i telt med dejlige skønne Kattak Bødker <3
Jeg falder hurtigt i søvn og sover fantastisk.
Dag nr. 3 – Evakueringen
Jeg vågner første gang kl. 04.30 hvor teltet rystes grundigt af vindstød. Det er fedt at ligge i en varm sovepose inde i et telt, ude i den vilde natur, sammen med en masse andre og opleve storm udenfor. Jeg overvejer en lille stund at blive bekymret for at teltet flyver væk med os to små “nipser”, Kattak og jeg, men tænker så på at vi vejer nok til, at teltet bliver hvor det er 😉 Jeg kan lige så godt sige det; JEG ELSKER at vågne op i et telt i den grønlandske natur!
Da jeg omsider, kl. 06.00 står op og stikker hovedet ud, kan jeg godt se hvad der højest sandsynligt venter os; en aflysning 🙁
Jeg går op i madteltet for at spise morgenmad, men også for at veje stemningen og for at forhøre mig om situationen. Alle sidder og er spændte på at høre noget om dagens strabadser.
Desværre bliver løbet i dag aflyst pga. vejret, øøøøøøv.
Alle får at vide at de skal pakke deres ting, ligge det i en bunke et sted, gå op i skiliftens hytte og blive registreret og vente på transporten, som skal køre os til Sisimiut.
Folk på vej op til skiliftens hytte
Vi bliver registreret og bliver hentet af pistemaskinen, som har en stor åben container på slæb, hvor 30 af os hopper op. Vi bliver kørt ind til Sisimiut, en køretur på ca. 30 min.
Turen med pistemaskine
Det er en flad og kedelig følelse, men også lidt spændende at være en del af noget unikt. Vi bliver alle kørt til Taseralik, hvor vi igen bliver registreret og venter på vores bagage.
Uanset hvordan Arctic Circle Race sluttede og uanset om vi ikke fik løbet alle 160 km., så var det en fantastisk oplevelse igen, nye bekendtskaber, dybere venskaber og unikke uforglemmelige oplevelser og ikke mindst fysiske fede udfordringer vi alle tager med os hjem.
Jeg glæder mig til næste år!!!!
FIF og huskeliste til næste gang:
| Mad til campen |
|
| NB: Husk at have suppe med lam, rensdyr eller moskus med, i stedet for frysetørret, det smagte super. |
| Energirationer til turen / pr. dag |
|
| NB: Husk til næste år, ekstra energigel, det var slet slet ikke nok med 3, skal have doblet op med.Udover det skal jeg i uger op til begynde at gøre kroppen klar til den store indtag af energi og ugen op til skal jeg fylde depoterne helt op (2-3 energygel om dagen og 2 drikkedunke energidrik) |
| Udstyr til turen |
|
