Kangerlussuaq Sisimiut vandring 2023 – del 1

Vi, sødeste Inequ og jeg, sidder på en cafe på Amager og får en skøn kop kaffe, søndag den 31. juli om formiddagen, hvor solen skinner og regnen tvinger sig igennem engang i mellem. Vi snakker om det der interesserer os, fordyber os i mennesket og dets mange facetter, former og farver. Det kan vi to bruge mange timer på 😊

Vi kommer ind på emnet, at bruge naturen som fundament i at fordybe sig i, og hvor meget det betyder for os. 1, 2, 3, vupti, så havde vi en aftale om at vi 2-3 uger efter ville gå Kangerlussuaq – Sisimiut, hvis alt flasker sig og noget større end os tillader det.

Vi startede med at se om der var mulighed for at få billetter til Kangerlussuaq i den periode vi ville gå. Mine muligheder for ferie, billettilgængelighed og erfaring fra den selvsamme rute jeg havde gået 3 år før, gjorde at vi besluttede os for at gå turen på 6 dage.

Datoerne blev sat og billetter booket; lørdag den 12. august til Kangerlussuaq og billetten ud af Sisimiut blev booket til fredag den 18. august.

Vi ville lade noget der var større end os selv, beslutte om vi skulle tage afsted eller ej.

Så startede dramaet omkring os

Regn, vådt med vådt på, kollapset bro, stierne på ruten der var oversvømmet, turister der blev hentet og evakueret af vores SAR, lokale der efter 20-25 km. var vendt om pga. dårlig føre, nyhederne der havde emnet som hovedoverskrifter og en masse henvendelser om at det var et frygteligt år til vandringen.

“Er dette et tegn?” 😲

Trods alle disse “alarmklokker” der fløj omkring hovederne på os, fortsatte vi forberedelserne til vores tur.

Forberedelserne 

Den vigtigste forberedelse for mig var først og fremmest at teste mine nye støvler, som skulle være de bedste på markedet. De er en del hårdere end det jeg ellers har gået med før, så jeg var meget spændt på det. Min oplevelse af dem på min testtur ud til nedkørslen i Nuuk, var at jeg ikke havde nogen føling med undergrunden, fordi at sålen var så solid og ”høj” (det var ligesom at gå med højhælede). Så jeg var ret bekymret, for mine fødder og tæer er ret skrøbelige.

Grejet/Udstyret

Min rygsæk var en HAGLÖFS 50 l., som er for lille, så jeg byggede ud med drybags, der blev fastgjort med cykelelastikker. Jeg vil købe en ny og større (65-75 l.) til mine næste vandrerture.

Madrationen:

  • Morgenmad – 5 portioner overnight oats m. friske store blåbær og en sjat blåbærmarmelade pakket i fryseposer.
  • Snacks til vandringen – 6 portioner af 6 ”stænger” hjemmelavet Beef Jerky a la Mads Barlach Christensen, en håndfuld saltede mandler/cashew og tørret mango og en lille håndfuld hitmix (😋 til den sidste del af vandringen, som typisk er hårdest)
  • Frokosten – 2 knækbrød, 3 rugkiks, 4 skiver rensdyr spegepølse, 3 skiver røget rensdyr mørbrad og et the brev. (Havde også minestrone kop suppe  med, men rørte dem ikke).
  • Aftensmaden – frysetørret mad (jeg købte mine i Orsiivik, Nuuk)

Alt ovenfor var portionsanrettet i fryseposer, så det var nemt at håndtere og pakke i rygsækken.

Derudover havde jeg et rør elektrolytter med ingefær og gurkemeje smag (til drikkedunken – et mix pr. tur), Nescafé, mælkepulver, ekstra thebreve, en pakke tørret mango og en pose ærtechips med.

Tøj:

  • Vandretøjet jeg brugte hverdag i 6 dage: shorts,5 par uldstrømper, tynde overtrækstights, merinouldstrøje og en tynd skaljakke. Alle dage røg jakken og de tynde tights, da det var for varmt.
  • Skiftetøjet ved campen, var et par behagelige leggings, rene strømper og en uldtrøje.
  • Jeg havde rent undertøj til hver dag
  • Udover ovenstående havde jeg tynde regnbukser, et pandebånd, halsedisse og et par fiskehandsker (de blå).

Til næste vandretur vil jeg huske at tage min letvægtsdunjakke med (som kan pakkes sammen til en lille klump).

Grej:

  • Letvægts 2-mandstelt, som vi havde lånt af Lasse, en letvægtssovepose som kan gå ned til –4 grader, et oppustelig liggeunderlag og en oppustelig pude.
  • Regnslag til min rygsæk.
  • 2 jetboils (en til mig og en til Inequ) og gasflasker til jetboils (som blev købt inde i Kangerlussuaq, for du må ikke transportere dem i flyet)
  • En kop, lille plastisk skål, bestik (kniv, gaffel, ske og teske)
  • En drybag med toiletsager(tandbørste, tandpasate, dagcreme/solcreme, sæbe, lille deo, opløselige engangsklude og kleenex)
  • Lille førstehjælpstaske med vabelplaster, plaster, tape, panodiler, ipren, magnesium og en lille god saks.

Alt blev brugt 😊 Så perfekt rationeret.

Nuuk – Kangerlussuaq

Lørdag den 12. august tog jeg flyet fra Nuuk til Kangerlussuaq kl. 06.45. I Nuuk var der tæt tåge og koldt, ikke særlig opmuntrende. Men da vi letter, kommer igennem tågen og kommer op over tågen, skinner solen smukt.

Smuk flyvning ud af tågen i Nuuk og op i solen ❤️

Vejret i Kangerlussuaq er perfekt, solen skinner fra en skyfri himmel og der er varmt ❤️

Jeg møder Inequ i Kangerlussuaq og vi starter med noget brød og kaffe i cafeteriet, for lige at lande og lægge strategi før vi smutter. Inequ har aftalt med sygeplejerske Camilla, at hun kører os ud til KellyVille ved 10 tiden.

KL. 10.00 står Camilla klar udenfor lufthavnsbygningen og vi kører derud af i hendes gamle Toyota Hilux. Efter et kvarter vil bilen nedkøles, og det sker 2-3 gange på turen ud til KellyVille 😊  Vi døber bilen Bumle og overgiver os til at det er den der bestemmer, også farten ud til startstedet (Naalagaat 😊).

Sødeste Camilla og Nalagaat Bumle i baggrunden 😊

Kangerlussuaq – Katiffik

Vi kommer afsted ved 11.30 tiden og følger kortet. Vi kommer direkte ud i sump og et ret nederen føre. Vådt, sumpet og ikke nogen særlig tydelig sti eller Inussuk man kan følge.

Det viser sig at man kan følge ATV vejen ca. 2 km fra KellyVille til man møder et skilt, som viser at man drejer fra til Arctic Circle Trail ruten (se billedet nedenfor). Så til en anden gang og til jer der henter inspiration, følg ATV vejen indtil skiltet i kan se på nedenstående billede.

Efter mødet med skiltet og vi drejer fra ATV vejen, så bliver alt godt igen. Vejret er med os, det er varmt og lækkert, stien er tydelig, alt hvad vi ser omkring os er smukt og det går derud af.

Jeg tror at det er en ekstra fornøjelse at have gået ruten før, for undervejs var der rigtig mange steder, som jeg kunne huske og som gav gode minder til sidste tur. Men det er også utroligt så meget af ruten jeg slet ikke kan huske eller genkende.

Vi mødte en Carsten fra Tyskland tidlig på ruten. Han kom inde fra isen. Vi sagde hej og farvel. Ham mødte vi igen senere på ruten.

Vådt – fiskeposer fra Pisiffik til 15 kr.

Folk havde advaret og forberedt os på at det var vådt, hvilket det også var .

Op til turen blev vi opfordret til at købe solide fiskeposer fra Pisiffik, som vi kunne smide over vores støvler og bukser, når vi skulle krydse vandområder og sumpområder, der gik over ankelen. Så det fik vi købt. Og dem blev vi rigtig glade for.

Inequ med vores fiskeposer til overgange hvor der var meget vand.

Det var ikke nemt at få frisk og lækkert kildevand på vejen. Enten var søerne jernholdige og brune, saltholdige eller også ikke særlig lækre, pga. den massive vand der havde hvirvlet det hele op, så det var grumset. Det var en smule kritisk og lidt stressende, synes jeg.

Men hold da op, vidste det godt, og shiiiit hvor er det bare længere end man kan huske. Specielt de sidste 5 km., puuha en masse ”vi skal liiige op over den bakke” og tunge suk.

Vi når frem til Katiffik efter 8 timers vandring, kl. 19.15. Ruten var 24 km. ifølge vores ure.

Det første vi kiggede efter, var om der var kanoer. Der var to!!
Men desværre havde 4 franskmænd allerede sat sig på dem og ville ro til kanocenteret næste dag. Så vi kunne se frem til 20 km. vandring til Kanocenteret efter opfyldning af mad, drikke, snack og en god natsøvn.
Men franskmændene forbarmede sig, og tilbød os, at vi kunne sejle med dem, så vi var 3 og 3 i kanoerne. Jubiii, det var vi meget glade for.

Luksustoilet midt ude i det smukkeste natur😎

Vi fik noget mad, vaskede os, børstede tænder og overnattede med 3 af franskmændene i Katiffik hytten, den nat.

Carsten, tyskeren, var ankommet til Katiffik, da vi nåede frem og en time efter os kom en pige fra “måske-Irland”. De to og den sidste franskmand (som var en af de ældre franskmænds, Francois’ søn)satte telte op, og overnattede i dem.

Katiffik – Kanocenteret – mod Ikkarluttooq

Søndag morgen (13. august) kl. 8.00, stod vi klar ved kanoerne, efter at have spist morgenmad og pakket alt sammen.

Inequ og jeg fik 72 årige Francois (som havde besøgt Grønland før, i forbindelse med sin geologi forskning, og var på tur med 2 andre venner og hans egen søn)med på slæb.

Vi roede uafbrudt i 4 timer, 20 km., i det smukkeste vejr. Francois, sad og lå i midten af kanoen og nød livet.

Vi, skulle i følge kortet og af sikkerhedsmæssige årsager, holde os langs kysten. Men Inequ og jeg havde ikke roet i kano før, så vi roede ind og ud mellem kysten og midten af søen. Jeg tror vi for det meste roede ude i midten.

Vi ankommer til Kanocenteret kl. 12.00 og hopper af for at tage en pause og vente på Francois’ venner, der er en del bagude. Vi tørrer vores rygsække, som er blevet drivvåde og spiser vores frokost. Mens vi sidder der på stranden og spiser, kommer 12 polakker roende og gående til kanocenteret. Vi var glade for at vi havde besluttet os for at tage videre og ikke overnatte i Kanocenteret. Da vi kan ane den anden kano nærme sig, pakker vi sammen og tager afsked med Francois.

Vi roer yderligere 3 km., ind til bunden af Amitsorsuaq og tøjrer kanoen. Den smukkeste oplevelse på turen (ligesom alle de andre ting 🤣.

Herfra vandrer vi 12 km. mod Ikkarluttooq. Det var hårdt.
Da vi når Tasersuaq, har vi vandret 6 km. og tager en lille pause. Vi aftaler at vi skal forbi ”the beach” og op i højden af fjeldet, hvor hytten i Ikkarluttooq er placeret, og campe i nærheden af en sø.

Jeg kan mærke at jeg er lidt presset af træthed, men helt sikkert også fordi at jeg er på vej ind i et område jeg ikke har været før. Jeg ved at det er det højeste sted vi skal bestige og at der er langt endnu.

Jeg ser lidt træt ud, hvilke jeg virkelig også er her 😊 Nalinnaasa 🤣.

Da vi når ”the beach”, skal vi i fiskeposerne igen, for at krydse et vådt område og påbegynde en rimelig stejl opstigning. Mens vi krydser det våde område, blæser det op og begynder at regne. Vi er trætte, det har været en hård og lang dag, Inequ kæmper virkelig med sine fødder, så jeg bliver lidt bekymret.
Vi hiver vores rygsækscover frem og dækker vores rygsække til. Vejret bliver lidt værre og jeg hiver mit regntøj op af rygsækken. Det er møj besværligt at få på, ovenpå støvler og mens det blæser, men jeg får dem på og så holdet det op med at regne (🙄).

Men så fik jeg da brugt alt mit udstyr jeg havde slæbt med.

Kl. 18.30 finder vi et camp-spot og slår teltet op lige ved en sø. Det blæser rimelig meget, så vi skal holde godt fast på teltet. Men op kommer det. Vi pakker ud, skifter tøj og gør klar til at spise, da vi opdager at søen er en jernholdig sø, brun og grumset, øøøv 😫.
Nå men vi overlever og har heldigvis vand med fra en tidligere kilde. Jeg mangler til maden, så jeg koger vand fra søen og satser på at jeg kan bruge det og overleve natten over.

Da vi går til ro for at sove, blæser det rimelig meget, men efter en lille halv time, stilner det af og vi falder i søvn.

Jeg sover mega godt.

Godnat og sov godt-billede

Vi står op til den smukkeste morgen, med solopgang over fjeldtoppene, aaah pilluarnaq.

Vi står op kl. 06.00, spiser morgenmad og får en god (grumset og jernholdig) kop kaffe i de smukkeste omgivelser, pakker sammen og begiver os 7 km. mod Ikkarluttooq hytten.

7 km. fra Ikkarluttooq – Eqalugaarniarfik

Solen skinner fra en skyfri himmel❤️ Det tager os 2 timer at nå frem til Ikkarluttooq, hvor vi tager en snack- og kaffepause.

Ved hytten møder vi Michael senior og junior fra UK. Vi snakker lidt med dem og fortæller at vi har fået anbefalet at gå langs bjergsiden, når man kommer ned i bunden af det, for at ”ramme” broen man kan krydse den voldsomme elv på. De går videre.

 Vi har en aftale med nogle ret seje gutter, som vil nå frem ca. 15 min. efter vi kom til hytten.

Ikkarluttooq hytten set indefra.

De seje gutter er Air Greenlands SAR helikopter team. De havde fået vores inreach koordinater, kom og fandt os og trænede en nyansat i området hvor vi var. Så mega sejt at være en del af og vi får en laaaang pause. Lasse, min bedste ven og Inequ’s kæreste, er en del af team’et, hvilke gør oplevelsen hele endnu bedre.

Air Greenland SAR helikopter in action – træning.

På sidste Kangerlussuaq-Sisimiut gåtur med nogle andre veninder, blev vi ”angrebet” af en Arktisk Kommando Seahawk helikopter (som viste sig at være Evi’s fætter Nukappiaaluk, der kom og sagde hej). Jeg har noget med de helikoptere, åbenbart.

Vi smutter, mens SAR helikopter teamet stadig er i gang med deres træning.

Vi starter med en opstigning og går i højderne i et stykke tid, i paradis-lignende omgivelser, den smukkeste udsigt over andre bjergtinder, elve, gennem grønne områder og søer der er spejlblanke. Det er overvældende så smukt det er og flere gange må vi stoppe op og sukke og trække vejret dybt af bare begejstring.

Jeg fangede, i sygeplejerske Camilla fra Kangerlussuaqs fortælling om hendes tur ned ad bjerget fra Ikkarluttooq, at det havde været virkelig stejlt og skræmmende at gå ned ad. Så vi var lidt spændte da vi begav os nedad. Og det var stejlt og lidt skræmmende nogen steder, men vi kom sikkert og godt ned.

I bunden sidder senior og junior fra UK og venter på os. De vil gerne følges med os over til broen.

Michael senior og junior fra UK.

Vi havde fået instruktioner om at gå ad bjergsiden (smukkeste paradis ever) og ud langs Ikkarluttooq og Maligassap qaava, mod “stenene” (som man slet ikke er tvivl om, når man når til) og krydse direkte over til broen. Vi kommer afsted, og når frem til stenene, efter en ret lang vandring i sump og starter krydsningen af vådområdet (sump og søer).

STENENE!

Først går vi forkert og må sadle lidt om. Men vi finder broen og får den krydset 😊

Vi når til Eqalugaarniarfik efter 20,2 km. og 9 timers vandring, godt trætte og brugte. Da vi nærmer os hytten, kan vi se at der sidder en flok deroppe. Vi når at tænke øv, for så er hytten taget. Men da vi når frem, er det en dansk gruppe på 6, der foretrækker at slå telte op i nærheden. Jubiiiii, vi havde hele hytten for os selv 😊

Vi får smidt vores ting i hytten, får os indrettet og taget skiftetøj, vaskegrej osv. med og går 2-300 m. ned til Evi, Magdaline og mit spa-sted. Vi skal i bad, vaske tøj og nyde rindende lækkert kildevand. Og det er frygtelige 2-300 m. ned, efter en hel dag med tunge vandrefødder, men det er turen værd. Vi kommer derned og den lille charmerende elv/kilde er nærmest tørret ud ☹
Og der er 6. mill. myg og knotter (nok det første sted hvor vi virkelig møder dem) ☹ Aaarrgghh. Inequ får dyppet fødder og går stille og roligt tilbage til hytten.

Jeg får mig et ”bad”, vasket lidt strømper og shorts og får frisk vand, og følger efter Inequ op til hytten.

Da jeg kommer ind i hytten, sidder Inequ og udvikler vandrestøvle-produktet. Hun har været innovativ og er i gang med at redde sine små fødder. Der lå en lang yogamåtte, som hun klippede en strimmel af og lavede ekstra såler ud af 😊  Og bare roligt alle sammen, der er rigelig yogamåtte til jeres yoga i Eqalugaarniarfik hytten, så ingen har lidt skade.

Bor alene i hytten og kunne virkelig brede os. Vi fik tømt vores rygsække, omorganiserede og fik tørret støvler og tøj.

Aaahhh vores eget hjem.

Eqalugaarniarfik – Innajuattoq + 6 km

Vi står, igen, tidligt op, får morgenmad, kaffe og får pakket sammen. Kl. 07.00 er vi på farten, kommer forbi de 6 danskeres teltcamp, hvor vi lige får sagt godmorgen og hvor en af dem får sagt at han har læst min blog om turen her. Jubiiii skønt at bloggen bliver brugt.

Fra Eqalugaarniarfik, skal man på ruten starte med en opstigning der vil noget. Men det er en smuk opstigning, med en meget skræntet og stejlt fjeld på venstre side og Eqalugaarniarfik bag dig.

Og når man kommer op, så mødes man af den smukkeste udsigt hele vejen rundt, ned på kilometer lange spejlblanke søer, bjerge der kæmper om at være højeste og smukkeste og de flotteste grønne enge og dale. OMG, nunarput ❤️

Da vi når til det højeste punkt, møder vi Christof og Martin (far og søn), fra Belgien, som er ved at pakke deres teltcamp ned for at gå videre mod Sisimiut. Vi snakker lidt med dem og går videre. Det viser sig at vi skal følges ad on and off hele dagen.

De sidste par dages vandreture, havde ikke haft faste planer om, hvornår vi skulle holde pauser og ”lufttørre” fødderne, så det besluttede vi os for, var nødvendigt i dag, da vi havde planer om at gå 5-6 km. længere fra Innajuattoq hytten og slå telt op. Vi blev enige om at holde den første pause efter 13 km.

Christof og Martin indhentede os første gang ved Magdalines sø (det opkaldte vi den, fordi at Magdaline var så begejstret for søen, da vi gik nogle år før. Det er virkelig også et smukt sted), og fortsatte rundt om den store sø, mens vi lige skulle tisse, fylde dunke op med frisk vand og tage billeder.

Ved Magdalines sø

Vi passerede Christof og Martin på vejen, som tog deres kl. 10.00 pause, fik en kort snak med dem og fortsatte. Vi nåede frem til en lille høj og slog ”pause-lejr” der, der var lidt vind og var et smukt sted med udsigt til søen. Mens vi indtog frokost, the og luftede fødderne, kom Christof og Martin forbi os.

Omtrent 5- km. vandring fra pausestedet, ankommer vi til Innajuattoq hytten. Verdens smukkeste sted i verdenen.

Suuuuuuk, her er så smuuuukt ❤️

Vi beslutter os for at tage en god lang pause derinde, spise godt, få tørret strømper og støvler og vandrer de 5-6 km. ekstra efterfølgende. Da vi kommer ind i hytten, sidder Christof og Martin og har fuldstændig samme plan som os 😊 Vi sidder og hygger, spiser, snakker og fortæller røverhistorier. Christof arbejder med noget der har med EU at gøre og Martin er uddannet pilot, men nu IT-mand i militæret. De er på en far-søn tur (åbenbart ligesom rigtig mange andre 😊).

Storytelling ❤️

Vi får øje på en flok mennesker der er på vej, og Christof og Martin pakker sammen og smutter. På vej ud af døren siger de, at de vil finde det perfekte teltsted til os og at vi ses der.

8 unge fra Tjekkiet sidder udenfor hytten, da jeg kommer ud og kigger, fordi jeg undrede mig over at de ikke var kommet ind. De sad åbenbart høfligt og ventede på at få plads i hytten. Jeg byder dem ind og forsikre dem om, at de har hytten for sig selv og at vi bare skal pakke sammen, så smutter vi.

Vi skrider, baaaj ❤️

Vi går fra Innajuattoq hytten kl. 15.30, i det bedste vejr. Vi starter med at gå langs Innajuattoq søen, som er et par km., går op ad en fjledopstigning og dernæst et par km. oppe i højden. Alt omkring os er smukt. Spicelt at kigge tilbage mod søen, hytten og den breathtaking smukke bjerge der omslutter søen, woooow. Vi ser et par rensdyr, der bor i området.

Omkring kl. 18.00 møder vi pludselig vores belgiske venner, Christof og Martin, som har fundet et godt teltcamp sted. Så vi joiner dem. De er rigtig flinke og gentlemen agtige, da de tilbyder at tage vores drikkedunke med ned til en sø, der ligge lidt længere nede af en skrænt. I mens sætter vi vores telt op, skifter tøj, hænger vores tøj til tørre og gør mad prepereringen klar.

Vi laver alle mad og sidder og spiser det sammen til den flotteste solnedgang. Det er sjove spørgsmål der kommer fra unge Martin om Grønland og hvordan vi lever. Helt oprigtigt spurgte han, hvordan vi kunne have en hverdag og leve i kulden om vinteren, hvilke tøj vi havde på og hvordan vi kunne holde varmen når vi gik fra bygning til bygning. Vores svar var, fuldstændig ligesom jer i Belgien 😊

Jeg synes selv at jeg var smadder smart, da jeg hang min uldtrøje til tørre udenpå teltet og lod den hænge hele natten(så kunne den også blive godt luftet og forhåbentlig dufte bedre dagen efter), men tænkte slet ikke på natteduggen. Så næste morgen var den gennemvåd ☹

Næste og sidste del af bloggen

Turen fra ovenstående og frem til Sisimiut udkommer fredag den 15. december 2023.

Tak fordi at du læste så langt.