Pssst, dette er part 3, der findes en part1 og 2, som du også burde læse, hvis ikke du allerde har gjort det 🙂

Dag 3 – 33,4 km.

Frederik og jeg fik heldigvis tildelt et telt, sent eftermiddag på dag 2, og kunne sove godt i et koldt telt. Jeg gik i seng allerede ved 22 tiden. Pakkede mig godt ind i Inequs fantastiske sovepose og lå og lyttede til folk oimkring mig, der i deres egne telte hyggesnakkede om dagens strabadser, sjove opleveler, på grønlandsk, dansk, engelsk og andre sprog. Ind i mellem kunne jeg høre nogen der snorkede, andre der hostede og et par snescootere der kørte forbi. Jeg var faldet i søvn, da Frederik meget sent, efter at have klargjort vores ski til sidste dag, var kravlet ind og pakket sig ind i sin sovepose.

Jeg sov super godt, vågnede kun et par gange med at jeg havde brug for at skifte stilling (det får man behov for, når man ligger på hårde underlag, også selvom at vi havde rensdyrskind som underlag).

KL. 06.30 vågnede jeg og kunne ikke sove mere. Vejret virkede helt ok inde fra teltet. Sidste dag og i dag er fokusset kun at komme i mål i Sisimiut. Jeg havde det godt, følte mig ikke nervøs og spændt, men i ro. Frederik ligger og sover og jeg pakker mine ting og begiver mig ud af teltet.

Vejret er fint, lidt skyer hist og pist og ingen vind. God start.

Jeg sætter mig ind til dem der ligesom jeg er stået op tidligt, i madteltet, for at spise morgenmad. Jeg tilbereder min marathongrød (havregryn, blå birkes, kanel og honning som blandes op med kogende vand til grød og toppes med bananskiver), laver en stærk kop kaffe og sætter mig med Adam, Nivi og co.

Fyf for den lede, aaad morgenmaden vokser i min mund og er så svær at få ned. Det er som om at det vokser i munden og bliver til en indtørret bolle. Jeg ved at jeg SKAL spise, ellers overlever jeg ikke turen til Sisimiut (ender med hungersnød midt i baglandet, for sådan en tynd lille nips som mig), så med små nipser tvinger jeg maden ned.

Sidder og hygger med de andre i teltet.

ACR juryen meddeler at løbet er udskudt med en time, da pistemaskinerne skal køre spor først.

Jeg begynder at få det halvskidt og får kvalme, sommerfuglene i maven starter igen og jeg er spændt og nervøs. Kan jeg nu stå distancen, kan jeg leve op til mine egne forventinger og holde fast på min placering? Uuh min selvtillid begynder at spille puds med mig. ”Det er i dag at du failer”, ”Du kan ikke blive ved”, ”Hvem tror du, du er? Verdensmesteren?”, ”Slap nu af!!” osv. kører oppe i hovedet, og piner mig og giver mig det fysisk dårligt.

Flere toiletbesøg, hvilke ikke gør det bedre, for man bliver forgiftet og kemisk forurenet af at gå ind på de toiletter, hahahahahahah.

Men vejret, det bliver bedre og bedre, wooow.

Jeg ved at det vil blive meget bedre, når vi starter. Sådan er det altid og endnu mere, når det er sidste dagen og vi skal i mål i Sisimiut. Man er hurtigere, mere energisk og stærkere.

3, 2, 1 GO…

Vi stiller os ud til start og bliver skudt i gang. Lidt kaotisk start for nogen. Lige bag mig hører jeg Marie Fleischer skrige og ser at hun har tabt sin stav og stopper op for at tage tilbage og hente den og alle andre skubber sig frem og vil bare afsted og hjem. Der går ikke lang tid, så overhaler Marie Fleischer mig igen, med fuld fart på ned ad bakken 😊

Vi drøner forbi første drikkepost nede ved havet mod Sisimiut og fortsætter ud på den lange etape mod benbrækkeren. Jeg overhaler hurtigt Marie Fleischer igen, som står og ordner sine ski. Turen hele vejen ud til benbrækkeren er drøj og der er bare ingen glid, så det er skiftevis dobbelttag og diagonalt, som må tages i brug, for at skåne og give plads til pauser for de forskellige muskler der bliver brugt i kroppen.

Jeg indhenter Nivi Geisler lige før vi vender ved benbrækkeren og følges med hende til drikkeposten.

Det er som om at føreren ændrer sig efter benbrækkeren og der kommer bedre glid i skiene. Når man når benbrækkeren skal man op ad en bakke og derefter vende og køre ned ad en laaaaang nedkørsel der ikke er stejl, men har bakke nok til at man kan få fart i skiene og køre ned i en lang fed nedkørsel. Og her hopper jeg i sporene og får fart på skiene og kører langt og hurtigt ned ad bakken med et skrigende ”wuuuhuuuuuuuuuu”. Naaah nuan.

Da jeg når til den anden drikkepost, følges jeg med Nivi Geisler og et par andre jeg ikke ved hvem er. Jeg får fyldt energidrik i min drikkedunk og køre videre med det samme. Nivi skal følges med en knægt fra Kaassassuk, så jeg smutter fra dem.

Køre stærkt og indhenter

Ude foran mig, langt ude kan jeg ane en NSP dragt kørende og jeg tænker “jeg skal indhente vedkommende”. Jeg kommer tættere og tættere og lige før drikkeposten ved flaskehalsen indhenter jeg vedkommende, som er Pavia Tobiassen. Jeg får mig en tår vand og følges hele vejen op ad flaskehalsen med Arnatsiaq Rosing (❤️)

Vi får indhentet Vittus Heilmann og et par andre på vej op ad flaskehalsen.

Solen skinner og skyerne er helt forsvundet, temperaturen omkring minus 3-4 og ingen vind, nuaaannn. Jeg tager afsked med Arnatsiaq, der kører 160 km. og vender om og kører ned ad flaskehalsen. Fuuuuck det er feeedt, fuld fart på, kontrol og fantastisk vejr, kan det blive bedre. Jeg eeeeeelsker det!!!!! Jeg skriger hele vejen ned “wwuuuuuuuuhhhhuuuuu”.

Jeg kommer ned til drikkeposten, skynder mig at få opfyldning og drøner videre. Foran mig er der 4 km. til drikkeposten ude ved liften, den sidste drikkepost før mål, jubiiii.

Jeg køre alene et stykke tid. Det fantastiske ved sådan et race, er at du mange gange bliver så ydmyg over at være sådan en lille brik i et kæmpemæssigt land. Det er så overvældende så smukt det hele at man tit bliver rørt.

Pludselig er jeg ikke alene, Vittus Heilmann har indhentet mig og vi følges ad ud til liften, i stilhed.

Fra drikkeposten i liften og det meste af vejen ind til Ssimiut følges vi ad, skiftevis overtager vi føringen. Jeg er stærk op ad bakke og Vittus ned ad bakke. Og mens vi kører i vores egne tanker og kæmper lidt imod hinanden, bliver vi begge fanget af nogen som er ved at indhente os bagfra. Vi bliver begge overrasket og sætter ellers farten op, da det går op for os at det er Martin Møller og Australieren 😆😆

Yaaay i mååååål

Jeg er glad, stolt og har overrasket mig selv. Helt seriøst havde jeg ikke regnet med at kunne køre så stærkt, men gjorde det!!

Bedst af alt, så er jeg glad for at jeg kunne komme øverst på podiet på 100 km., så mine sponsorere forhåbentlig syntes at det var værd at støtte mig. Mange tak AutoNord og Modulo.

Tak fordi du læste med 😘

Del meget gerne.