Lørdag den 30. marts, vågende v i alle op til det mest fantastiske vejr, høj solskin, temperaturen på minus 3 og ingen vind. Fuldstændig som jeg har opført mig hele året 🤣🤣 Det er min fødselsdag

NOOOOOOT, det blæste, var koldt, whoteout og totaaaal øv.

Frederik og jeg var så “uheldige” at vi ikke fik et telt, aftenen før, da der var gået kaos i uddelingen af dem. Så vi stod kl. 21.00 og havde endnu ikke fået telt, da alle andre begyndte at gå i seng 😨😨 Så det endte med at vi blev “nødt til” at lægge os op på bløde madresser i varmeteltet og sove den nat 😶😶 Øv bøv siger vi bare 🤣

Udsættelse pga. vejret

Jeg vågnede kl. 7.00, ved at det store telt larmede og dyngede frem og tilbage af blæsten udenfor og min første tanke var “ååh nej, vi skal ud i lortevejr”.

Jeg stod op, og tog over for at spise morgenmad og begynde så småt at gøre mig klar. Jeg kunne mærke at vejret påvirkede mig og gjorde mig nervøs på en dum måde. Ondt i maven, ingen appetit, lidt nedslået og sommerfugle i maven som var ustyrlige. Tanker om fygninger, ingen spor og vindstød der udfordrer var ikke det mest motiverende at have i sine tanker.

Da jeg træder ind i madteltet og møder mange af mine med-ACR’erer fornemmer jeg det samme hos dem. Mange har et tomt blik i øjnene, nogen har nærdødsoplevelses udtryk, andre sidder bumstille og stirre ud i ingenting og andre lader som om at de er friske og glade. Et par stykker siger højt det vi andre tænker “jeg håber de aflyser løbet i dag”.

Vi spiser morgenmad side om side uden at sige så meget. Og mens vi sidder der, bliver det meldt ud at løbets start udsættes en time, så pistemaskinerne har mulighed for at lave de spor de nu kunne. Men vi skulle alle forvente at vejret nok vil forvrænge sporerne. Åååh neeej, vi skal ud i det vejr og køre på lortespor.

Mens vi sidder der og venter bryder mine skønne venner ud i en fødselsdagssang for mig “inuuissiortoq pilluarit”.

Dag 2 – 32,2 km.

Kl. lidt i 11, står vi alle klar ude på startbanen, tripper af kulde og er nervøse. Foran os, der køre 100 km. er der 32,2 km. før vi er tilbage i campen.

Vi bliver sendt afsted kl. 11.00. Det er en lorte start og de første 10 km. havde jeg mest lyst til bare at stoppe. Jeg havde enormt svært ved at komme op i gear og kunne ikke indhente Marie F, Nivi Geisler og Anne Mette (som hele tiden var langt nok fra mig til at det næsten var umuligt at indhente dem).

Dagens rute var omvendt fra dagen før. Altså først ned til drikkeposten ved havet mod Sisimiut (3,5 km.) og ud på den lange etape mod benbrækkeren og tilbage til drikkeposten (9 km.) . De var hæslige de første 10 km. og jeg leeeeeed. Prøvede virkelig at holde hovedet oppe og bare køre. Jeg var meget frustreret over at der ikke var spor og at sigtbarheden var så forfærdelig. Jeg får indhentet de 3 tøser ved drikkeposten efter benbrækkeren, men de når at køre før jeg er klar igen, aaaargghh.

Tanken om flaskehalsen, op og ned, turen ud mod liften, turen ned bag liften og kørslen tværs over terænnet til campen, kunne jeg næsten ikke overskue. Fuuuck en lorte tur. Men jeg slap ikke pigerne, kunne hele tiden se dem og pludselig dukkede vores veteran Vittus Heilmann op. What?? Så fik jeg lidt mere krudt i.

Jeg fik overhalet Vittus lige før drikkeposten nedenfor flaskehalsen, og indhentede tøserne ved starten af opstigningen af flaskehalsen. Og pludselig fik jeg uanede kræfter og bang så blæste jeg op ad fjeldet.

Det var så fedt og jeg var overhovedet ikke træt på noget som helst tidspunkt, havde masser af kræfter og energi. Jeg fik overhalet en masse og kunne vende og køre nedad igen, uden nogen i nærheden af mig eller lige bag mig. Men lige på det tidspunkt hvor jeg ville køre ned til det sted hvor der var “Skiis off” (for stejlt og sikkerhedsmæssigt uansvarligt at køre – ca. 400 m)., gik skyerne i en speciel farve pga. solen (som ikke var fremme), så man slet ikke kunne se konturer eller former overhovedet. Alt var fuldstændig whiteout, jeg kunne ikke se op eller ned. Aaaargh og jeg var på vej ned ad en bakke.

Jeg overlever etapen ned til drikkeposten igen, får fyldt min drikkedunk op med nyt energidrik. Jeg spørger hvor langt der er til næste drikkepost og fpår at vide at der er 4 km. Fedt! Det er da til at overskue…… Hvis man da bare kunne se noget. Fra drikkeposten og halvdelen af vejen køre jeg uden at vide hvor jeg var, for der er ikke spor, meget dybt sne og ingen sigtbarhed. Heldigvis kan jeg se flagene, men bliver flere gange i tvivl om jeg køre på den rigtige side, fordi at sneen er så dybt og der ingen spor er. Jeg kører helt alene og bliver en lille smule bange på et tidspunkt, fordi at vejret er sindsygt.

Men heldigvis kommer der en snescooter kørende og laver spor, så jeg har noget at forholde mig til op til liften.

Da jeg når op til liften får jeg at vide at jeg er nr. 2 og at der kun er en foran mig. Wooow, og jeg tænker Pavia . Hurtigt får jeg opfyldning og skynder mig videre. Jeg kan huske at det var en ret heftig opstigning vi havde bag skiliften dagen før, og nu hvor jeg ikke kunne se konturer, så jer eg lidt nervøs for nedkørslen, da jeg når over til bakken. Meget usikkert, langsomt og forsigtigt begiver jeg mig ned ad de første nedkørsler, beder til to personer som jeg er sikker på sidder og kigger på mig fra himlen, om at passe på mig og overlever dem, phheeew. 🙏 Tak ❤️

Jeg når ned og nu ved jeg at der kun er 4 km. penge tilbage til jeg er i campen, jubiiii. jeg kæmper mig igennem og henover terænnet mod den sidste drikkepost, som ligger 1,8 km. fra campen. Jeg får en tår vand og skal til at begive mig afsted, da jeg bliver indhentet af Ulrik Helimann, yaaaay min makker.

Vi kommer i mål, hånd i hånd. det viser sig at det ikke er Pavia der er nået i mål før os, men en 160 km. løber der havde nedgraderet sig. Hvilke vil sige at Ulrik og jeg var de første der kom i mål, wuhuuuu.

Skøn treatment i campen

Jeg får skiftet tøj, får fixet mine tæer hos sygeplejersken, bliver masseret og er klar til at spise. Jeg sætter mig ind i madteltet og bliver mødt af den dejligste familie, Lings, der kommer med kage og gave til mig. Åååh i er fantastiske ❤️

Dagens engler

Det er helt sikkert først og fremmest sygeplejerske Jørgen og fys Irene, men det er også helt absolut familien Lings med deres børn, der var så betænksomme og søde at komme med kage og gave. Og så er der naturligvis Frederik Lundblad, som havde smurt de perfekte ski til mig igen. TAAAAK

Hygge i campen. dag 2

Det tager tid at skrive, så sorry folks, fortsættelse følger i part 3 om et par dage, tak for din opmærksomhed.