Jeg drømmer for vildt natten til lørdag, sover vildt godt og dybt. Jeg drømmer at alt mit hår er barberet af, inkl. mine øjenbryn, at jeg er smadder sulten og står i kø ved en kantine. Der er ikke rigtig nogen der lægger mærke til mig i køen, hvilke er en enorm lettelse, for jeg er flov over at se ud som jeg gør. 🙂 I køen står Thure, Lasse og nogle af de andre løbere… Jeg gemmer mig og sniger mig op til maden. Til drømmeanalytikerne, takanna giv den gas og analyser 🙂

Da jeg står op kl. 05.30, kunne jeg faktisk sagtens blive liggende i min sovepose og sove et par timer ekstra, jeg har det lige så godt. Men op skal jeg jo, op og gøre klar og spise morgenmad.

Igen er det en hel utrolig smuk morgen, solen skinner fra en skyfri himmel, havet er spejlblankt, fuglene kvidre, blomsterne blomstrer, harperne piber blidt og englene synger “halleluja”(nå, det tog lige overhånd 🙂 ).

Vi sidder sammen og spiser vores morgenmad, drikker vores kaffe og nyder udsigten. Der er mere ro omkring lejren i dag, men summer også af glæden og spændingen over at det er sidste dag og at vi i dag når til Kapisillit.

Trekløveret, Simon, Marie og jeg connecter et par gange mens vi gør os helt klar til start. Vi er klar og glade 🙂

Der er også plads til lidt sjov 🙂 Simon og Marie.

Vi aftaler igen i dag med Lasse og Michael C. at vi følges. Det er rigtig rart og betryggende. Marie Fleischer står også klar omkring os. Så hele holdet er samlet.

Kl. 07.00 lyser startsskuddet og vi drøner afsted. Lasse forrest og os andre bagved. Vi vader over Qooqqut elven hånd i hånd og starter, også her, en stødt opstigning, der igen er ved at tage livet af mig. Haj-ja, alt i min krop modarbejder mig og vil meget hellere bare stoppe op og slappe helt af. Men det går ikke, jeg må bare holde ved.

Vi ser alle 4 lidt brugte og meget koncentreret ud 🙂 Marie, Michael og Simon

Da vi er kommet op på det højeste, er der omkring 5-8 km. rimelig lige rute, over til den første store stigning langs et vandfald. Vi småløber lidt hvor vi kan og indtil vi når til et stort stenskred.

I mellemtiden opdager vi at vi har 6 på slæb. Det er Dennis, Ditte, Pele, Rene, Victor og en fyr med hestehale (kan ikke huske hans navn). Og længere bagude indhenter seje Ittu os. Så vi er nu oppe på total 13 mennesker. Det er ikke skide godt. Der sker et eller andet interessant for vores oprindelige gruppe på 6-7 mennesker, humøret går ned, vi overholder ikke aftaler eller de pauser vi har brug for. Mere om det senere.

Efter stensskredet skal vi langs en sø, for at komme over til en skøn elv, som vi flot og elegant hopper over. Det var en virkelig smuk elv, som virkelig gør indtryk.

Vi skal op ad en rimelig stejl stigning langs et vandfald, som er rimelig hård. Men igen 1, 2, 3 så er vi faktisk oppe og kan nyde den smukkeste udsigt tilbage mod den dal vi netop er kommet fra.

Lige efter billedet er taget, ser vi to rensdyr og et kridhvid hare stå og snakke sammen. Det er en hun-rensdyr med sin kalv. Det er fantastisk at se dette. Haren opdager os først og flygter, derefter er det kalven og moderen der hopper for livet. Men stopper lige op for at nærstudere os lidt. Så er de væk 🙂

Vi fortsætter op ad en dal.

Gruppedynamikken er stadig ikke optimal, det er som om at vi ikke kan finde hinanden, humøret er lidt underligt, der er lidt irritation i luften og vi er lidt presset.

Vi kommer til det sidste fjeld før fjeldet der fører os ned til Ittinnera og Kapisillit. På dette sidste fjeld, skal vi ned ad en skrænt fyldt med stenskred, som vi kan huske det fra sidste år. Selvom at vi siger at vi ikke skal ned så højt oppe, vælger Lasse at tage ned et stykke tid før os andre. Ittu, Marie, Marie Fleischer, Michael C. og jeg vælger at gå ned længere nede ad skrænten, så det ikke er så voldsom en nedstigning vi skal ud i. Alle de andre følger os.

Jeg tror at det er her at adskillelsen og splittelsen af gruppen rigtig starter.

Da vi endelig kommer ned af skrænten er Lasse langt langt væk. Vi gør vort aller bedste for at nå ham og når ham da også omsider. På det her tidspunkt har jeg ønsket en pause til at spise og få fyldt mine drikkedunke op flere gange, men tidspunktet har ikke rigtig været der. Men endelig finder vi en elv, hvor vi i det mindste kan fylde camelbagene op og lige få tisset af. Mens Marie og jeg fylder og tisser af ( 🙂 ), løber de andre overraskende videre og er væk!

Men ajunngilaq, vi prioritere at få fyldt drikkedunkene op og prøver at følge efter de andre. På det her tidspunkt har Ittu og ham med hestehalen ( 🙂 ), valgt at fortsætte op ad fjeldet for at holde sig højt oppe.

Vi når de andre, som sidder og får sig lidt at spise, med udsigt direkte ned til bunden af Ameralik, paradiset, det smukkeste sted.

Jeg når lige at pakke min madpakke ud, da de andre sætter igang igen. De har besluttet at løbe ned til Ameralik og fange en løbesti der er dernede. Men jeg holder fast på at blive oppe i højden, fordi at jeg er bange for at jeg ikke længere kan følge gruppen og er også lidt ked af at vi ikke følges ad mere. Og det er her vores gruppe bliver splittet. Det er lidt sørgeligt, men vi holder humøret oppe. Vi ved jo alle godt at løbet her er individuelt 🙂

Marie, Simon, Marie Fleischer, Rene og jeg fortsætter opad, mens de andre drøner nedad.

Vi går langs fjeldet med Ameralik på vores højre side, hele vejen med paradis som udsigt. Lykkefølelsen kommer engang i mellem og den lille gruppe hjælper hinanden frem.

Hvad vi dog ikke gennemgår, de sidste 15 km. 🙂 3-4 vilde jungleagtige skove, hvor jeg på et tidspunkt bliver bekymret for om vi nogensinde overhovedet kan finde ud af disse Ameralik-skove, bange for at vi ville blive filtret inde og blive fanget for evigt og hvor Marie Fleischer på et tidspunkt får grineflip. Jeg er helt sikker på at Simon og Rene, fortryder lidt at de var taget med os, da vi var aller dybest inde i de mørke overfiltret skove 🙂

Men vi når naturligvis levende igennem og kommer over på Ittinnera fjeldet. Da vi kommer op på toppen af fjeldet, ser vi 50 meter foran os 3 deltagere. Det motivere os til at sætte farten lidt op. Men vi er alle løbet tør for vand, og det er virkelig en mangelvare her omkring Ittinnera. Vi leder og leder efter vand. Jo mere jeg fokusere på det, jo mere tørstig bliver jeg. Det er faktisk lige før at jeg pruster sand ud af munden, overlæben sætter sig fast på tandkødet og at jeg får lyst til at smide mig på alle 4 og fortsætte kravlende… Og liiiiige før jeg “dør af tørst” dukker der en elv op, jubiiiiiii, vi er reddet.

Vi nærmer os for alvor Kapisillit, jubiiiii.

Vi kommer ned på stranden, som er de sidste 5 km. før vi når målstregen. Det er ret udfordrende hernede, da vi skal hoppe fra sten til sten, med tunge ben, trætte knæ og lidt ukoncentreret sind. Men igen, så kommer de ekstra kræfter op i os, og vi når igennem stranden med det gode humør og store smil.

Vi er lige ved at være der nu!

Vi kommer i mål alle 5 hånd i hånd og er rigtig glade for at have fulgtes ad. NUAN!

Hele vejen havde jeg haft en masse grønlandske sange i hovedet, gået og sunget nogle af dem også. Jeg synes at det var sjovt at det kun var grønlandske sange jeg havde i hovedet og ville synge. Da vi når i mål, hører jeg pludselig at bandet (Tele Post Band 🙂 ) rent faktisk spillede det nummer jeg havde gået og sunget mest “Misigisaq” til ære for mig. Igggg mine dejlige ex-kollgeaer, TAK!

Nuan, nuan, nuan… Den mest fantastiske tur ever, lykke, dejligt vejr, de bedste venner at følges med, den smukkeste natur, de dejligste dyr på vejen og bare et helt igennem skønt, smukt og fantastisk arrangement. Jeg glæder mig til næste års deltagelse.

Resultat hos mændene og hos kvinderen:

Thure Bastrup

Frederik Lundblad

Svend (ekspedient fra ITTU)

 

Miiti Lynge

Marie Lundblad / Mette Steenholdt

Marie Fleischer

HURRA HURRA HURRRAAAAAAH

P.S og NB, var så super heldige at komme med disse to smukke og seje piger hjem til Nuuk lørdag aften, qujanajulooq <3