Dagen før dagen

Onsdag den 20. marts, hvor vi skulle have været afsted kl. 16.15 fra Nuuk mod Sisimiut, bliver vores fly udsat til afgang kl. 18.00, pga. teknik. Vi kommer afsted, men må 20 min. før landing, vende snuden tilbage til Nuuk pga. teknik 😳.

Men vi kommer i en ny maskine og lander i Sisimiut kl. 21.30.

Magdaline og jeg har lejet os ind i en lille Airbnb kælderlejlighed hos Arnannguaq Støvlbæk. Rigtig dejlig og lækker lille lejlighed, nuan.

Vi står op, naturligvis og ALTID, til det smukkeste vejr, torsdag den 21. marts, hvor solen skinner fra en skyfri himmel, ingen vind og temperaturen er omkring minus 10-12 grader, aaahhh, sikke en lykke.

Mine elskede veninder, Magdaline og Evi ❤️ ved arenaen.

Prøv lige at se et vejr ❤️

Vi tager ind og får godkendt vores soveposer (som skal kunne klare ekstreme kuldegrader) og får vores obligatoriske nachos, og cafelatte i Taseralik. Her får vi også hilst på vores ACR-fæller, venner og de skønne frivillige vi nærmest er blevet familie med, efter så mange års deltagelse.

Faktisk er det noget af det jeg holder allermest af, ved at komme til Sisimiut. Det er at jeg kender SÅ mange, som blandt andet har været frivillige de mange gange jeg har deltaget. Jeg møder og hilser på og bliver hilst på og får varme kram, det er så dejligt, asanat ❤️

I år er min deltagelse lidt speciel for mig.
Da jeg havde deltaget 4-5 gange i træk, satte jeg mig for at deltage 10 gange, i træk. Sådan blev det ikke, da en knæskade og corona begrænsede det.
Men i år, efter 14 år fra min første deltagelse, er det 10. gang jeg deltager, og det er specielt for mig. Jeg fik nået mit mål og det er jeg ret stolt over. Derfor føler jeg mig også som et familiemedlem af ACR-familien ❤️.

Procession og fanebærer

The same procedure as every year, så skulle vi gå procession mod kirke.

Jeg bliver spurgt om jeg ikke vil være stand in som fanebærer, hvis vores ven fra Tyskland, klaus Jechel (som skulle deltage for 20. gang), ikke dukkede op? Fanebærer? Mig? What? Hvorfor mig? Jamen, fordi jeg havde deltaget så mange gange.

Alle mulige tanker, forestillinger og fantasier drøner igennem mit hoved (og også mine to veninders hoveder). ”Tænk hvis jeg kommer til at gå for hurtigt og går forkert, kommer til at overtage præstens ”qinuniarta tamatta”, besvimer eller andet pinligt?”.

Jeg takkede pænt nej tak og to unge skønne frivillige fik æren (som i øvrigt kunne alle salmerne udenad😳).

Præsten var fantastisk, utrolig klar og tydelig prædiken. Jeg hørte tydeligt budskaberne i at kunne hente kræfterne i naturen, hente kræfter hos de frivillige som hepper og klapper af os på vejen og hos ørnen, med dens kraft og styrke.

På informationsmødet i Taseralik, efter kirkegangen, fik vi gennemgået ruterne og fik vores numre udleveret. På mødet fik vi også at vide at vi i år er 181 deltagere fra 11 forskellige lande.

Fredag den 22. marts 2024 – Dag 1

Vi får sovet godt og står op til endnu en solrig dag. Vi tager et langt bad, spiser morgenmad, får en kop kaffe og pakker de sidste ting, før vi bliver hentet af Johannes Kyed. Johannes og Yvonne deltager også i år og passer en kassevogn, mens de er i Sisimiut. Det tager 100 år før Johannes endelig dukker op, og det viser sig at han er faret vild og kørte rundt et forkert sted 😂.

Spændingen rammer da vi når Taseralik og da vi har afleveret bagagen. Jeg er ude at  tisse 4 gange, går en del frem og tilbage og begynder at ryste af kulde da jeg endelig træder ud i arenaen. Skidt.

Alle løbere klar til at blive skudt afsted af bormester Malik Berthelsen. I baggrunden er solen ved at stå op.

Men Evi er ikke til at finde. Faktisk når vi at blive ”skudt” afsted uden at jeg får øje på hende, øv.

Afsted blev vi sendt og da jeg når ned for enden af arenaen og skal til at dreje mod tøsebakken/kvajebakken, hører jeg bag mig “tununniippunga/jeg er bag dig”. ❤️. Det var Evi og jeg bliver så glad. Vi kører sammen ud af arenaen og kørte sammen et langt stykke tid ud mod baglandet.

Jeg fanger Malik H. Olsen og Malik Berthelsen og følges med dem det meste af vejen til K1(første drikkepost). 200 m. fra K1, opdager jeg at jeg har glemt at tage mine nye fede nye solbriller på. Har kørt de første 6 km. med squezed øjne og tårer ned ad kinderne. Jeg fik hjælp til at finde dem frem fra rygsækken ved drikkeposten, fik en tår energidrik i min kop og kørte videre.

Drikkeposten før og efter benbrækkeren – K1-K2

K1-K2 var mega hård, lang og virkelig nederen det meste af vejen. Den er 11.3 km, og kører langt tilbage mod byen, ud mod baglandet, tilbage mod byen igen og langt ud til benbrækkeren.

Undervejs tager jeg mig selv i at kæmpe med mørke tanker, ”fuck det er nederen det her, jeg gider ikke, jeg kan ikke, jeg vil ikke, qaa hvorfor udsætter jeg mig selv for det her, du er pisse langsom og slap, hvem tror du egentlig du er?” 😳.

Heldigvis vender det ved benbrækkeren. Der er nemlig 2 mega fede lange bakker ned, hvor det går hurtigt og du ikke skal bruge så mange kræfter, wuuuhuuu. Jeg kommer også i tanker om præstens fine ord og får lidt energi igen.

Jeg møder Malik H. Olsen og Caroline Bouchard ved K1, nuan. Jeg bliver tanket op og VED at jeg skal ud i en lang opstigning , frem til K3, som er placeret i bunden af flaskehalsen. 100 km. kører ikke ud til Alanngoruaq, hvor K2 er placeret, hvis nogen skulle undre sig over, hvor K2 blev af 😊.

Fra K1 – K3 går det stødt op ad, som sagt, og oveni det med mega bagglid, da terrænet og temperaturen også ændrer sig 😳🙄 Kaarh ajoq.

Min drikkedunk frøs til is, så jeg ikke kunne åbne den og jeg var fuldstændig indtørret i munden det meste af vejen.

Det er mig, total tør i munden 😂.

Heldigvis holder et par snescootere toppen af en laaaang opstigning og jeg beder om hjælp til at åbne min drikkedunk. Jeg tømmer nærmest hele drikkedunken, drikker flere liter(selvom der kun kan være 75 cl. I den), qilallunga.

Drikkeposten ved flaskehalsen – K3

Da jeg når K3 er jeg heeeelt færdig, men møder lige hurtigt Malik H. Olsen, før han drøner videre. Ved drikkeposten er Anso og andre frivillige, de synger, krammer mig og tager sig af mig ❤️ Her får jeg så at vide, at jeg er den første kvinde der er nået dertil. 😳 Whaaaaat? Oh no, ikke den fedeste besked at få for mig, hajjaaa. For det stresser mig, aaarghghh😩.

Opstigningen af flaskehalsen er et helvede for mig, shiiiit jeg var presset hele vejen op, ind og ud af mørke tanker, stopper flere gange og skal have luft og restitution. Malik kører langt foran mig og jeg bruger hans pausesteder. Endelig oppe af flaskehalsen, 😅, for at opdage at vi kun er nået 1/3 af bakken😩😩 Det er isnekoldt, for det blæser med kold vind ned igennem slugten som ligger i skygge. Mine handsker fryser til is og min buff er en stor isklump.

Endelig kommer jeg op, efter flere overraskelser af toppe jeg skulle bestige.

Jeg ved hvad der venter mig forude, fra sidste år. Jeg blev så negativt og nederen overrasket sidste år, at vi, 100 km., også skulle op mod labyrinten, før vi kunne kører mod campen. Det er en opstigning der er ret udfordrende, specielt når man er træt.

Drikkeposten på vej op til labyrinten – K4

Og rigtig nok, shiiiiit, jeg er mega mega presset, climber, stopper, trækker vejret og går videre. Tager 50 skridt og holder pause, indtil jeg endelig når op til K4, og er helt færdig! Igen får jeg at vide at jeg er den første kvinde og har været mega hurtigt 😳. Whaaat? Hvor filen er de andre? Jeg kigger tilbage og der er ikke et øje…

Jeg skal nu til det sidste stykke, som er fra K4 til Campen. Det er 4,6 km, først lige ud, ned ad en skøn laang bakke, hvor man kan slappe af og bare kurre. Men så kommer der en stejl bakke ned, hvor jeg tager mine ski af (vil ikke styrte eller bruge unødig energi) og løber ned. Jeg kommer ned og skal nu op ad en ”trækken tænder ud” bakke og den sidste kilometer til campen. Her får jeg kramper i triceps, balder, lår og inderlår 😱😱. Jeg bliver også indhentet af Qulutaq, som også har krise her.

Kommer i mål som den første kvinde efter 4 timer og 01 min. 9 min. før nr. 2.

Der er tid og plads til at få det våde gennemsvedte tøj af, komme i ”bad”, få sig shinet lidt op igen (savner Marie Fleischer), få spist saltede chips og få massage.

Ooog en rigtig god og dejlig overraskelse, ja DEJLIG!! Der er i år kommet nye toiletsystemer på campen, som gør at det er udholdeligt at gå på toilet og at der rent faktisk dufter på toiletterne. Det er STORT.

Jubiiii nye “dejlige” toiletter, så vi kan holde ud at komme på toilet uden at brække os for meget.

Og så er der dømt camp hygge:

Aaaah nuan, elsker camplivet ❤️.

Lidt over kl. 21.00 vælger min teltmakker, Magdaline, og jeg at gå til ro. Det er en smuk aften.

Godnat og sov godt ❤️.

Lørdag den 23. marts 2024 – Dag 2

Lørdag morgen vågner jeg en halv time før mit vækkeur skulle vække mig kl. 07.00. Jeg har sovet nogenlunde, vågnet og sovet, vågnet og sovet hele natten. Men kun fordi at jeg lå på hårdt underlag og havde brug for at vende mig.

Jeg står op til fantastisk vejr, kryber stille og forsigtigt ud af teltet, uden at vække Magdaline. Solen er på vej op ude i horisonten, hvor den har lyst de fjernest liggende fjeldtoppe op og luften er knivskarp og frisk, men på en lidt lettere og lun måde.

Jeg føler mig frisk og ok, og er utroligt nok ikke så pullak (hævet i ansigtet).

Jeg har masser af tid, startskuddet er først kl. 10.00, så ingen stress. Jeg får spist min morgenmad, drukket kaffe og hygget med de andre.

Så får jeg gjort mig klar, børster tænder og vil lige tage et par billeder af stemningen. Men pludselig er min telefon pist væk. Jeg har liiiiiige haft den i hånden og kan huske tydeligt at jeg liiiiige har haft den. Jeg leder og leder, over det hele, madtelte, toilettet, tøjteltet, spørger de frivillige og alle jeg møder på min vej. Nope, den er pist væk. Shiiit mit liv 😩. Og dette er liiiige op til startskuddet 😳😱. Jeg finder den ikke og må gå ud og stille op til start.

Solen skinner fra en skyfri himmel, temperaturen er minus 10, helt perfekt.

Vi starter alle sammen ud med at køre mod byen, hvor vores (160’erne og 100’erne) veje skilles efter 3-4 km. ude. Vi skulle køre op ad en bakke og vende om og køre ned ad en snoede bakke og hen i mod opstigningen til labyrinten.

Jeg startede stærkt ud, fandt Malik H. Olsen og Caro, og fulgte dem indtil 100 og 160 skiltes. Jeg kæmper min kamp op ad bakken, igen puuuha, men kommer op og påbegynder den snoede nedkørsel. Det går nogenlunde og jeg har en smule kontrol engang i mellem, men så får min ene ski fat på sporet og jeg styrter voldsomt ved den stejleste bakke. Da jeg efter rullen rundt og gliden henad løjpen og ligger stille, kan jeg slet ikke rører mig, jeg er fuldstændig vinklet ind i mig selv, med skistave, ski, arme og ben. Min drikkedunk og mine fede nye solbriller er fløjet til alle sider og jeg ligger bare der.

Billede lånt af Google, og det er IKKE mig.

Da jeg ligger stille lidt for længe, kommer der et par snescootere over til mig og en Jury fra ACR spørger om jeg er ok. ”Naamik, ikiu” (”nej, hjælp”). Ham og en anden må så vikle mig ud; først den ene arm og skistav, så den anden, så vende min ene ski og ben den rigtige vej og løfte mig op og stå. Da jeg står op, ser min ene ski underlig ud. Det går op for mig at den vender omvendt og jeg må have hjælp til at vende den, den rigtige vej 😂 😂.

Jeg kommer på benene og smutter videre, men har ”mistet” Malik, som er langt videre.

Det går overraskende godt op mod K4, på vej op mod Labyrinten. Jeg tager en tår energi. Mens jeg står deroppe kommer gårsdagens nr. 2, en pige fra Sisimiut, til drikkeposten. Hende har jeg lige i røven i labyrinten, men kører fra hende på et tidspunkt deroppe. Jeg elsker labyrinten, med de fedeste bakker og det smukkeste landskab. Mine ski er perfekte, smøringsmæssigt, og jeg får et fedt flow, mens jeg kører deroppe, aaah det er fedt.

Så gik det ned ad, ned, ned ad Morderbakken og helt ned til bunden af fjorden. Jeg løb det meste af vejen, da det var for stejlt for mig. Hele vejen ned, havde jeg ingen bag mig. Nede ved K5, mens jeg tog en tår energi, dukker hende pigen pludselig op fra no-where, og havde ”fire in her eyes”.  Sporene på isen var slush iced med saltvand og jeg fandt ALDRIG flowet 😩 og efter kort tid, overhalede hun mig.

Mine batterier døde fuldstændigt, og det blev for mig, ren overlevelse de 10,3 km. Røg ind og ud af de mørke tanker igen. Aldrig, aldrig mere 😩😩😂

Da jeg nåede frem til K5 igen, stod Malik og ventede på mig. “Qummut ingerlaqatigissavakkit” (”jeg følges med dig op”)😩😩😘.

Fuck en vej op, puuuha det var mega hårdt, men Malik H. Olsen trak mig. Det sidste stykke, vinkede jeg ham fra mig, da jeg godt kunne se at han begyndte at vente på mig, og det skulle han ikke. For jeg kunne ikke få farten op.

De sidste 1500 m. til campen kunne vi tage ski på igen, aaah sikke en befrielse.

Jeg nåede i mål efter 4 timer og 5 min. Qasuvunga 😩

Jeg får skiftet mit tøj, spist mine chips og bliver skrevet på til massage. Jeg leder fabrilsk efter min mobiltelefon, er over i Jury-kontoret og alle steder for at høre om nogen har fundet min mobil. Har faktisk haft den lidt for meget i tankerne i løbet af dagen.

Mens jeg sidder og gør mig klar kommer en knægt gående forbi og jeg beder ham om at kigge efter en iPhone, når han sådan går frem og tilbage. Han afhører mig, 😂, “hvor havde du den sidst, hvad brugte du den til…” og lover at kigge efter den. Han tager 2 skridt, så udbryder han “Er det den der?” og peger ned i en støvle lige ved siden af mig. Jaaaaaaa, den var røget ned i en fremmed mands støvle. Jubiiiiiiiii, jeg var glad.

Knægten der fandt min iPhone.

Da jeg kommer ud fra massage, er Magdaline kommet i mål. Vi bruger tiden ude i solen, hvor vi venter på vores Evi kommer i mål. Det er mega godt vejr og der er masser af mennesker i campen fra byen også, nuan.

Evi kommer i mål, vi jubler og råber hurra for at hun kommer i mål, men også for at hendes søn Max har haft et super godt løb.

Og så er der dømt hygge i campen.

Vi går til ro ved 21 tiden.

Søndag den 24. marts – dag 3

Jeg fik sovet rigtig godt, stod op og pakkede min sovepose, rensdyrskind og ting sammen fra vores sovetelt, og begav mig over til tøjteltet.

Igen er vejret mildt, solen på vej op og har ramt de fjerneste fjeldtoppe og stemningen er god.

Jeg pakker de ting der skal pakkes helt sammen, i min store North Face taske, tager det tøj på jeg skal bruge under sidste dags race og checker min bagage ind til transport ind til byen.

Vi får spist morgenmad, børstet tænder og tisset af, før vi skal ud på sidste strækning i år.

Vi starter ud med en laaang konvoj ud mod første bakke der skulle climbes. Jeg kom op bag Evi og gik op ad den stejle bakke med hende og efterfølgende med Paneeraq(Evi’s kusine).

Vi skiltes ad, 100 og 160, og jeg fortsatte op mod dagens første drikkepost K4. Derfra kom første downhill, som havde holdt mig vågen i nogle timer natten før.

Stejl, lang og lidt kringlet bakke. Jeg hopper ud i det og kommer levende og hel ned, dagens første phew 😅👌.

Næste bekymring var flaskehalsen, som er en lang nedkørsel med et par ret stejle lange bakker ned. Shiiiit det gik hurtigt, 51 km./t kørte jeg i følge mit ur 😳, men dem overlevede jeg også og kom ned til skiis off området.

Sidste bekymringsbakke, var en, efter at 100 og 160 igen skiltes, efter Alanngorsuaq. En svingende bakke ned og som jeg også huskede som stejl. Men det viser sig at det var piece of cake ✌️👌.

Jeg ser en kvinde foran mig og kan ikke lokalisere hende, for det er ikke pigen fra Sisimiut. Da jeg kommer tættere på, ser jeg at det er Klavs’ (ham fra Tyskland) kone. Jeg bliver overrasket, men konkludere at hun må være super til down hills. Jeg fbeslutter mkig for at overhale hende og får det gjort.

Resten af vejen er total udholdenhed psykisk, som jeg også havde forberedt mig selv på. Turen fra K1 hele vejen ud til benbrækkeren, og heeeeele vejen tilbage mod byen, en laaaang strækning mod baglandet igen, og en strækning mod byen igen, før turen gik mod K1 igen. OMG det var langt, præcist 11,3 km. 😳😱

Billederne er taget af fotograf fra ACR Teamet.

Jeg får en tår vand og energidrik ved K1, før jeg skal ud på mine sidste 6,5 km indtil Sisimiut og målstregen. Jeg blev indhentet af en ældre britisk (gætter jeg på) mand, som trak mig resten af vejen. På vejen blev vi overhalet af Martin Møller, som havde Qulutaq lige i røven.

3 timer og 2 min. Sluttede på en samlet anden plads

Tupaarnaq Kreutzmann og jeg ❤️ Billedet er taget af en fotograf fra ACR Teamet.

Mandag morgen kl. 10.00 smuttede jeg hjem til Nuuk. Sisimiut qujanaq ❤️

Det første billede er af området ved benbrækkeren og det andet fjorden, hvor vi kørte dag 2.

Mange tak for denne gang, nuannerporaasiit.