Jeg har fået det at vide mange gange, møder det sigende blik hele tiden og har da også INDERST inde (hvis jeg virkelig skal grave dybt) vidst, at det ikke gik i længden. Jeg har gjort alt for ikke at se sandheden i øjnene, gjort mit for ikke at give kloge-Ågerne ret og nødigt villet skuffe mig selv. DERFOR holdt jeg fast og har gjort det længe. Og nu overgiver jeg mig!

Jeg overgiver mig til hviledage og at skrue ned for træningen, så jeg kan finde meningen med galskaben igen.

Som en meget vis mand engang sagde “Sæt dig ned på en sten og vent på din sjæl”.

For et par uger siden begyndte jeg så småt at miste glæden og energien omkring min træning. Jeg var frustreret over at mine resultater ikke var noget at råbe hurra for, jeg var ikke tilfreds med det jeg ydede og jeg følte mig mere og mere træt i kroppen. Jeg gik og bildte mig selv ind at det bare var en fase, måske endda hormoner eller bare et lille dyk på selvtilliden og selvværdet, og at det nok skulle blive ok igen. Men det synes jeg bare ikke at det blev, men faktisk blev jeg mere og mere nedtrykt og ked af det.

Jeg kunne finde på at snakke rigtig grimt til mig selv under træninger, “hvorfor bliver du ved, når du nu alligevel ikke rykker dig?”, “Qaaa, hvem tror du egentlig du er?”, osv. Og jo mere jeg snakkede grimt til mig selv, jo værre blev mine resultater. Jeg smilte falsk og nikkede til træneren, når jeg inderst inde tænkte og følte det modsatte. Øv, hvor nederen. Når jeg kom hjem var jeg ked af det og fuldstændig grædefærdig.

Jeg synes specielt at det var slående at have dårlige løbeoplevelser, når jeg løb mine udendørs løbepas, som jeg ellers elsker. Mine lår var tunge, trætte og energien helt i bund, følte mig som sumobryder.

Strandet hval i sigte
For tre tirsdage siden hoppede jeg ud i holdsvømning, eller hvad det hedder. Jeg startede til svømning for begyndere, med fokus på CRAWL. Jeg synes selv at det startede godt ud, da jeg kom ud i det dybe og svømmede på bane frem og tilbage. Godt nok panikkede jeg  hver gang jeg kom ud i det dybe og kunne slet ikke få min krop til at makke ret, da jeg f.eks. skulle læne sig tilbage og forsøge at rygsvømme stille og roligt. Efter timen var jeg helt rystet, rystet over at have været ude i det dybe og kunne mærke panikken i kroppen i lang tid.

I ugen op til næste time, gik min hjerne bare i gang med at prøve at finde alle mulige undskyldninger for at jeg ikke skulle til svømning igen; så var jeg pludselig sløj, træt, havde så travlt, burde også køre mere langrend og er jo så vild med crossfit, var alene med børnene og syntes også at vejret forhindrede mig lidt i at svømme (indenfor i en svømmehal :p ). Men jeg tog derned alligevel. Igen gik jeg hjem efter svømningen, fuldstændig rystet, ked af det og oprørt over at udsætte mig selv for alt det her 🙁

I dag føler jeg mig som en fiasko, uduelig og som en strandet magtesløs hval.

Fast besluttet på at hoppe ud af Ironman projektet
Så mandag morgen, hvor alt ting i min verden så værst ud og jeg kunne mærke på min krop og sjæl at den var helt gal, besluttede jeg mig for at droppe ud af ironman projektet.

Men heldigvis er jeg omgivet af de mest fantastiske mennesker, har den bedste mand, de bedste veninder og de dejligste coaches (som også er venner af hjertet). Så min “terapi” i denne uge har været:

Min mand, som kender mig rigtig godt, tog fat på mig og sagde direkte at nu var det for meget og at der måtte ændringer til, for at balancen i familien kunne stabiliseres.

Mine to nærmeste og mest elskede veninder, Krissie og Nuno, som ubetinget støtter og bakker mig op, uanset hvad jeg i mit liv vælger, er af mit hjerte ubegribeligt stort. En lille frokost, en besked eller et glimt af dem, og jeg er glad, tryg og in love <3 I denne uge sad de og lod sig overøse sig med al min elendighed, og det de gav tilbage var energi og troen på mig selv igen.

Et “tilfældigt” møde og dejlig connection halvvejs oppe ad Lille Malene, med min dejlige Evi i weekenden, betød også bare så meget for mig. Vi er bare så enige, så ens på mange måder og connecter helt fantastisk. Når jeg fortæller om min situation, så møder hun mig lige hvor jeg er, og når hun fortæller om sin, så føler jeg bare at jeg VED præcis hvad hun taler om.

Lasse, som også bare hopper på når jeg har brug for det. 1 times kaffe på Barista, og jeg er klar til at tage en beslutning og måske endda skelne mellem fakta og drama.

Sjov, hyggelig og dejlig NSP træning hertil aften, hvor vi, mange medlemmer af skiklubben bare har det sjovt til træning. Og Frederik som kommer med de vigtigste guldkorn til min nuværende process…

Kan man være heldigere? Fra at have været helt LOST, magtesløs og hjælpeløs, til at begynde at få modet igen,  se et glimt af meningen med det hele igen og langsomt mærke at motivationen begynde at titte frem. Hold nu op hvor jeg dog bare elsker jer! TAK <3

Solen skinner igen 🙂 Jeg har ikke droppet Ironman projektet, jeg holder ved.

Konklusion; jeg sætter farten ned og lader min sjæl indhente mig
Jeg SKAL have tid til at reflektere og restituere. JEG VED GODT at mange har fortalt mig det, men det hjælper først når mennesket mærker/oplever det selv. Og jeg er nået dertil 🙂

Jeg skal have minimum 1 hviledag om ugen og KUN køre et træningspas om dagen. Og det vil jeg holde fast på i 2 uger, til at starte med. Jeg kommer ikke til at rykke mig eller føle nogen form for tilfredshed, hvis jeg ikke reflektere over det lærte eller restituerer.

Mit fokus bliver drejet over på langrend(som giver mig glæde) og svømningen(som er nødvendigt), som stille og roligt skal bygge op og styrkes. Sjælen skal styrkes op med meditationer og god mad 🙂

Arctic Circle Race 2014
Det var ellers ikke helt min plan at skulle deltage ved Arctic Circle Race (160 km. langrendsrace over 3 dage i Sisimiut) i år, indtil jeg fik en deltagerplads af min arbejdsplads (fed fed og virkelig genial arbejdsplads). Så nu er jeg tilmeldt og har løbsnr. 192 🙂

Læs om Arctic Circle Race her: www.acr.gl

Og jeg glæder mig!

Puuuha, sikke nogle uger. Jeg vil bede for optur, masser af glæde og fede resultater.

Kan i alle have en fantastisk uge <3