Sidder her med lidt ondt i maven og tænker “ved du overhovedet hvad det går ud på, Mette?” Og må tilstå, at det gør jeg absolut ikke. Jeg googler ironman, og op kommer der billeder af fuldstændig trimmede, store stærke mænd med stramme badehætter og fuldstændig gennemtænkt, målt, figursyet og testet outfit, fyldt med sponsormærker fra verdensfirmaer… Hhmmm, putte mig ind i den samling? Lille mig? No, det kan jeg slet ikke sætte mig ind i. Og faktisk ser man ingen kvinder på billederne og jeg synes heller ikke jeg så nogen i nyhederne, da de viste noget om det? Nu får jeg lidt kvalme…

Hvad går det så ud på? Jo, det handler om at gennemføre et løb med flg. discipliner:

• 3,8 km. svømning på åbent hav (Hahhah Ha, tics og hysterisk nervøst grineflip)
• 180 km. cykelløb (Fu…. det er langt… kan man køre på en spinningcykel i stedet???)
• 42,2 km løb i mål – altså en marathon som afslutning (med svømmearme og cykelben???)

Shiiit, aner ikke hvad jeg har rodet mig ud i. Men, men , men… det er jo også det der tænder mig lidt. Altså at det lyder lidt psykopatagtigt og total uvirkeligt.

Heldigvis kender jeg til følelsen af at stå nervøst og spændt på det jeg har rodet mig ud i, uden overhovedet at have forudsætninger for at vide hvad det er og om jeg kan klare det. Sådan er det hele vejen rundt i mit liv. Jeg tror faktisk at jeg visner lidt, hvis ikke jeg bliver presset og udfordret.

Min største bekymring I forhold til ironman lige nu, men også det som jeg glæder mig til at “knække”, er svømningen. Jeg hader at få hovedet under vand, bryder mig ikke om vand i næsen, munden eller øjnene, jeg kan ikke lide dybder og sidst men ikke mindst, så hader jeg svømmehaller… Ikke lige de bedste udfordringer at starte ud med.

Så min plan bliver, at møde op til start med baderinge om maven og armene, store dykkerbriller og dykker-iltudstyr, tørdragt, speedcykelhjelm og hygge-nygge-brystsvømme de 3,8 km. med hovedet oppe hele vejen. SÅDAN! 🙂

En anden lille bekymring er cyklingen. Både køb af udstyr, men også træningen. Jeg tror ikke det bliver billigt med sådan en “Kronprins Frederik” cykel i pink, et super dullet, kropsnært og fedt cykeloutfit – og vigtigst, en cykelhjelm som passer og klær mig (lidt forfængelig har man vel lov at være?) og som fremhæver de feminine lokker og høje kindben.

Hvad angår træningen, så håber jeg jo at jeg har en lille fordel ved al den spinning jeg kører, men har også hørt og erfaret at det absolut ikke er det samme som at sidde på en “rigtig” cykel. Her på Grønland har jeg ikke de optimale conditions til at cykle rundt på vejene hele året, det kan jeg kun fra ca. maj og frem til løbet. Og det bekymrer mig lidt.

En tredje ting, som måske faktisk bliver den største udfordring; AT TABE MIG. Mange vil sige at jeg ikke behøves, men hvis jeg skal have et lettere løb og ikke kæmpe for meget, så er det en nødvendighed. Jeg er jo ikke lige frem et lille nips… Men er høj og tung, 73 kg. og jeg SKAL i hvert fald tabe mig 5 kg.

Mad har altid været min største svaghed. Og jeg ved at jeg ikke er den eneste i verdenen, der har det sådan. Så jeg ser frem til at knække koden og lære at få kontrol over den del. Så et af de første skridt – og en absolut nødvendighed, er at få en kostcoach. En super kompetent kostcoach der kan hjælpe mig med at tabe de 5 kg., samtidigt med at jeg spiser optimalt i forhold til min træning og ikke dør af sult (skrev mine fingre lige desperat og ude af kontrol, helt af sig selv :-)).

Ugens spørgsmål kommer fra Ulla Lynge:
Hvad har været din store inspiration for, at du besluttede dig for at gennemføre Ironman løbet?

Jeg er blevet opfordret til det af mange. Først og fremmest Malik Reiding allerede for et år siden og andre hen ad vejen. Og alle gange har jeg tænkt “kakkammiaasiit, neeeeeeeej”. Så satte Malik Reiding sin Facebook opfordring op, hvor han efterlyste den første grønlandske kvindelige ironman. Det var da mine søstre Tine og Lone satte mig på som bud, at jeg tog beslutningen. Ærligt, så meget spontant og uigennemtænkt meldte jeg mig. Det var den opbakning jeg havde brug for og blev glad for.

Så min søstres tro på mig og deres opbakning, er det der har inspireret mig til at melde mig. En anden ting er, at jeg elsker at dyrke sport og helst rigtig meget af det. Så tanken om træningen op til løbet, er meget motiverende og jeg glæder mig.