Det er 6. gang jeg deltager i Arctic Circle Race, og 2. gang jeg gennemfører 160 km. 🙂

Jeg tilmeldte mig først 3-4 uger før løbet, fordi at jeg havde været usikker på om jeg overhovedet skulle deltage. Jeg synes ikke at jeg havde fået langrendstræning nok, har haft vild travlt med mit arbejde, med friviligt arbejde i forbindelse med Arctic Winter Games og med et spændende livsstilsændringforløb for en flok dejlige mennesker i 12 uger. Alt dette har virkelig hevet en masse timer ud, så der ikke har været nok langrendstræning til mig.

Men en dejlig ung pige, som jeg træner crossfit og spinning med, trak og vi lavede en aftale om at vi skulle køre sammen og komme i mål søndag, som var en begivenhedsrig og vigtig dag for hende. Inequ-nnguaq

Siden nytår har vi trænet sammen, næsten hver dag og været bevidste omkring kost og livsstil generelt. Træningsprogrammet har stort set, set sådan ud, i alle ugerne op til Arctic Circle Race:

Mandag: Skitræning med NSP (typisk intervaltræning)
Tirsdag: Endurance løb og crossfit
Onsdag: Spinning og styrketræningsøvelser
Torsdag: Skitræning med NSP og crossfit
Fredag: Crossfit
Lørdag: Endurance løb og crossfit
Søndag: Langtur på ski

Hjemmefra pakkede vi vores løbstøj i poser, så det var lige til at tage op, fik lavet maden (det gjorde Jacob 🙂 ), handlede energigel og energipulver og gjorde så meget klar som muligt, så vi kunne bruge dagene i Sisimiut, før løbet, til at hygge og lade op.

Det er en smuk solrig morgen i Nuuk, onsdag den 30. marts, på min fødselsdag, kl. 8.05, da vi tager afsted fra Nuuk til Sisimiut. Flyet er fyldt op med ACR atleter. Aviaja og jeg sidder sammen og er nervøse for det vi skal ud i om et par dage 🙂

Vi lander i Sisimiut tidlig formiddag, hvor vejret er endnu bedre <3 Solen skinner fra en skyfri himmel, sneen knitre fantastisk og byen summer af ACR stemning, FANTASTISK!

Inequ, Jacob Nitter og jeg var så heldige at blive inlogeret hos min dejlige veninde og kollega Karin og hendes lige så skønne mand Elias. De bor i et lækkert stort hus, lige ovenover arenaen, mere perfekt kan det ikke blive.

Vi får lagt vores bagage og en, to, tre, så er vi ude på løjperne, for lige at fortælle Sisimiut og løjperne at vi er her.

Vi tager en dejlig runde på 5 km. sammen med Carsten og Luffe. Nuuuuaaannn…. Og tager lige en runde til, da vi møder Michael Collin og hans norske gamle klassekammerat.

Onsdag aften laver Jacob lækre rensdyrbøffer, dejlige kartofler og jeg laver salat til, så vi med en god middag kan fejre min fødselsdag. Og da vi, Jacob og jeg, også er i Sisimiut som repræsentanter for Air Greenland, tager vi kl. 20.00 ned til sponsoraften i Taseralik. Der bliver serveret mad og drikke, og Anne Linnet giver et par gode numre. Jacob får også arrangeret en fødselsdagsang for mig og Ulrik Ghisler (ham der har opfundet thorax traineren), som er der som træner for Kronprinsen.

Torsdag er dagen hvor alle atleter sammen går ned til kirken, er i kirke og til informationsmøde. Det er også dagen hvor sommerfuglene i maven til tider kan være ustyrlige, hvor skrækscenarier dukker op inde i hovedet, håb om at alle de 160 km. kan blive kortere og hænderne engang i mellem bliver fugtige og klamme ved tanken om det vi skal ud i.

Inequ og jeg tager også hinanden i at være spændte, men kigger også hinanden dybt ind i øjnene flere gange og siger “vi gennemfører!”.

Racedag nr. 1 – Fredag den 1. april 2016

Vi står op kl. 7.00 fredag morgen, for at pakke færdig, spise morgenmad og lade op til starten, som er kl. 10.00. Seneste check-in tid for bagagen der skal køres ud til campen, er kl. 09.00. Vi pakker alt der skal være klar til os i campen, når vi flere timer efter når frem (skiftetøj, mad, soveposer, toiletsager osv.).

Jeg kan mærke at jeg er rolig og klar (det plejer jeg ALDRIG at være, tværtimod plejer jeg at være bange og ude af mig selv). Inequ er også ganske rolig, selvom hun engang i mellem giver udtryk for at hun er spændt.

Vi tvinger alle tre (Inequ, Jacob og jeg) morgenmaden ned, mens vi hygger os og Jacob coacher os i at være realistiske og ikke dramatiske 🙂 Jeg beklager mig over at vi lige skal lave loopet omkring ungdomsklubben og skal omkring løjperne i byen, før vi bliver sluppet løs ud i baglandet. Ganske stille og roligt bygger jeg panik op omkring turen… Så siger Jacob helt tørt “uanset hvad, Mette, så bliver de 160 km. ikke kortere”! Hahahahhaha fantastisk. Et par dage før, da vi er ude og køre på løjperne, fortæller jeg glad og stolt, at jeg coacher unge mennesker i at få succes med eksamen, og en af de ting jeg beder dem om, under forløbet er at holde et lignende oplæg (som eksamen) for deres familie eller kollegaer, for at tage toppen af nervøsiteten. Det kan være vildt grænseoverskridende at holde oplæg for dem der er en nær.
Vi kører forbi tøsebakken og Jacob siger, “godt så slutter vi dagens skitur af med at tage tøsebakken”. Min reaktion er “NEJ! Jeg skal ikke op på den bakken!”. Men sjovt nok og heldigvis, så kommer vi op og jeg får en god føling af den, så jeg på løbsdagen kan komme godt og sikkert ned ad den 🙂 Så Jacob er min selvudnævnte coach!

Kl. 09.00 begiver os ned mod arenaen.

Vejret er perfekt; sol fra en skyfri himmel, næsten ingen vind og – 15 grader 🙂

Kl. 09.45 går vi ind i arenaen og gør klar til start.

Billedet er fra ACR’s FB side

Vi har aftalt med Charlotte Bech at vi følges ad, og at vi i starten skal tage det stille og roligt, så vi ikke forsvinder fra hinanden. Der er trods alt 234 deltagere…

Starten bliver skudt i gang af Qeqqata kommunias Borgermester Hermann Berthelsen, og off we go. Først et lille loop, ud af arenaen, rundt om ungdomsklubben (eller hvad det er) og tilbage mod tøsebakken / kvajebakken, for at drøne op ad den og ned igen(med publikums håb om sjove og skøre styrt ned; men sorry det kom ikke fra os, det overlod vi til andre) og så er det ellers bare derudaf.

Fra Arenaen til K1 (som er den første drikkepost, ca. 7,3 km. fra arenaen) kører det bare derud af, god fart og fantastisk fører. Jeg har det fantastisk i kroppen, alt kan følge med og min bekynring om at det første stykke vil gå ondt helt ind til marven, må jeg gøre til skamme. Da vi kommer til K1, klager Inequ over at det er hårdt. Jeg prøver at berolige hende med at det er kroppen som er i chok og at det snart går over.

Vi fortsætter ud mod liften, hvor K2 er placeret. Jeg har det fantastisk og glider bare derud af. I min iver og glæde over at det går så godt og at jeg nyder det, kommer jeg til at kører fra Inequ og Charlotte. Jeg sænker farten og satser på at de indhenter mig inden længe. Jeg følges med Marie Fleischer op ad den lange bakke mod skiliften. Hun spørger mig håbefuldt på et tidspunkt “Er det værste nu overstået”, 🙂 Der må jeg desværre sige nej, dette her er kun starten.
Inequ indhenter mig ude ved K2. Det viser sig at Charlotte har fået problemer med sine skistøvler og nogle vabler, så hende ser vi først igen, ude i campen.

Vi får en smule ribenasaft og en håndfuld boller, så drøner vi ud mod udsigten og K3. Turens absolut smukkeste sted, på vej mod udsigten og når man når udsigten bliver man blæst omkuld. Den udsigt slår benene væk under mig og jeg råber begejstret “Wooooooow hvor er her smukt” og tager en masse billeder.

Der er et sted på vej ud mod udsigten, hvor det er stejlt, så det for nogen af os godt kan betale sig at tage skiene af og gå op. Det gør vi også, jeg følges med triatlet Sebastian op (som viser sig vil dukke op omkring os alle tre dage 🙂 ) og Inequ følges med Ane fra Sisimiut bagved os. Det er første gang at Sebastian både er i Grønland og rent faktisk også står på ski. Det viser sig også at Sebastian har læst min blog om min ACR tur i 2015 🙂

Vi når K3, som er det sted, der i min verden, først og fremmest skulle overståes, da højden er lidt udfordrende (det er gået op, op, op og atter op, men også ned, ned, og atter ned). Vi er glade og har masser af energi.

Mellem K3 og campen (som er drikkepost nr. 4, altså skal vi køre igennem campen og videre ud på de sidste 23 km. derefter), kører jeg et stykke foran Inequ og har mit moment lige der. Det er en følelsesladet tur for os, da vi har et mål, som er at få Inequ i mål søndag den 3. april, hvor hendes afdøde mor ville have haft fødselsdag. Vi har aftalt at vi kører i mål i Sisimiut, solen skinner og vi græder af glæde 🙂 Jeg synes at det er et smukt projekt.

Som sagt kører jeg der i min egen lile verden, solen skinner for vildt, bjergene er de smukkeste, løjpen er sindsyg skarp, jeg har det perfekt i kroppen og får et strejf af lykkefølelse lige der midt i ingenting. Jeg kigger op i himlen og kommer i tanker om min afdøde far, sender ham en masse tanker…. OG pludselig slår det mig…. Han har fødselsdag i dag, fredag den 1. april. Det gjorde lige vores tur endnu mere dyb og følelsesladet.
Jeg bryder ud i gråd og får lige snakket lidt med ham; takker ham og sender ham kærlighed. Så bryder jeg ud i sang “Qulleq ikumavoq, uanga kisimiikkama….” 🙂

Jeg er sikker på at der er mange af os, der vil blive indlagt på den lukkede, hvis folk så hvad der foregik ude på de løjper, når vi havde vores egen stunder. Sang, gråd, grin, råb, skrig, latter, apati, angst, glæde, irritation, stilhed, larm, smil og meget meget mere, hahhahahahahahha 🙂

Vi når campen, hvor den 3. mand netop er kommet i mål, Erik Amondsen. Vi fortsætter ud mod en pynt, før vi kører forbi campen igen og ud mod den skønne labyrint. Herfra mod K5, går det op, op, op, op og atter op ad, og hold k… jeg elsker det, det er lige mig 🙂 Da jeg kan se drikkepost K5 kan jeg hører at der er en som hepper på mig. Siden jeg fik at vide at Malu Sandgreen skulle være drikkepost frivillig har jeg sendt ønsker om at hun stod ved K5 🙂 Og rigtig nok, det er Malu som hepper på mig 🙂

Jeg får en kop kaffe hos Malu, mens jeg venter på at Inequ kommer til drikkeposten.

Billedet er fra ACR’s FB side – K5

Fra K5 til K4 går det ned ad, ned, ned og atter ned. Hold op det var fedt. Dem som kender mig godt, ved at jeg har det svært med bakker nedad… Men det er slet ikke noget problem ved dette års ACR. Jeg tager bakkerne ned, som om at det var det mest naturlige, wuhuuuuu. Når der kom skilte med “Steep 10 %”, blev jeg en smule nervøs, MEN så kunne jeg hører min selvudnævnte coach inde i hovedet “hold nu k… kvinde”, slap tankerne og kørte afsted, iiihhhaaarh.

Vi når K4, som ligger på vej ned ad en velkendt (fra andre år) flaskehals, får lidt indenbords og begiver os mod campen.

Til campen er der 4,5 km., hvoraf 2 km. er op, op og atter op. Resten er stortset “lige ud”. Vi når frem til målet og jeg guider Inequ ind foran mig, så hun kan komme i mål som den første <3

56,7 km blev kørt på 7 timer og 20 min. – fantastisk og herlig tur.

 
Billederne er fra ACR’s FB side

Resten af dagen og aftenen går med massage, spise og hygge med de andre atleter.
Før vi tog afsted, havde vi ønsket at bo i telt sammen. Men da der var gået et eller andet galt i oversigten, blev vi skilt ad. Heldigvis skulle vi bo med folk vi kendte, så det var ikke så galt.
Jeg var så heldig at skulle bo i telt med Uiloq Slettemark, nuann 🙂

Billedet er fra ACR’s FB side – Hun er så sej! Blev nr. 2

Racedag nr. 2 – Lørdag den 2. april 2016

Vi står op til endnu en fin og solrig dag, lørdag morgen kl. 7.00. Jeg har sovet ok, vågnet lidt hist og pist, hvor kroppen lige skulle finde en ny stilling i det hårde underlag.
Jeg får tilberedt mit morgenmad (marathon-grødet 🙂 ), lavet en god kop kaffe og min energidrik blanding. Humøret i madteltet er i top og folk er glade.

Jeg er en smule øm i mine lår og mine småtæer, ellers har jeg det super og glæder mig til dagens 48,5 km. strabadser. Inequ ser også frisk ud og er glad (det er den pige altid (næsten 😉 ).

En times tid før løbets starts besøger jeg lige min sygeplejerske Atsa Mina (det er min veninde Evi Kreutzmann’s faster, som vi andre også har adopteret), for at få tapet et par af mine skrøbelige tæer. Bagefter er det toiletbesøget, som er noget for sig selv… Du skal virkelig forberede dig og pakke dig ind, før besøget.

Her er det lige ved at gå galt, hahahahha. Billedet her er venligst lånt af Birgitte H. Lyberth

Starten til løbet bliver i gang kl. 10.00.
Igen har vi aftalt med Charlotte at vi følges ad.

Klar til start med Ittu 🙂

Billedet er fra ACR’s FB side

Vi starter ud fra campen og kører op mod K3, så vi starter hårdt ud med op, op, op og atter op. Fra K3 tager vi ud og vender ved den smukke udsigt til fjordene og ned, ned, ned mod K4. Der er her lange fantastiske passager nedad, hvor du kan blive i sporene og kører laaaaaaaaangt ned, naaah nuaannn. Jeg skreg i vilden sky af glæde over den fart jeg havde, det var så fedt.

Der er kendte mennesker omkring os, det er dejligt. F.eks. Angajo, Ege, Mette, Ane, Mads osv. nuann 🙂

Vi når K4, får lidt at drikke og en håndfuld boller, og gør os klar til at køre op ad labyrinten (den omvendte vej end dagen før). Så her skal vi også op, op, op og atter op ad bakke. Det er lige mig, jeg elsker den bakke <3

Jeg når op til K5 før Inequ, får mig en kop kaffe (det er ved at blive en vane, at få en kop kaffe deroppe 🙂 ) og spiser lidt. Inequ kommer til drikkeposten, skynder sig at få en tår saft, så er det afsted igen. Herfra går det stort set ned ad hele vejen til første fjorden. Men før vi når den, så er der lige den berygtede MORDERBAKKE. Alle år, har jeg i rigtig godt tid taget skiene af, da det er en laaaaaaaaang og til tider stejl nedkørsel. Men i år kører jeg sag’sus’me halvvejs ned (har beviser 🙂 jeg møder Jacob Nitter halvvejs nede, som filmer mig 🙂 ), jubiiiiiiiiiiiiiii stor sejr for mig.

Billedet er fra ACR’s FB side

Da vi når fjorden, vil Inequ lige tisse, og Niels (journalist fra Sermitsiaq) som vi har fulgtes lidt med (og som undervejs fortæller mig at han konkurrere lidt med mig (WTF?)), kører ud på fjorden og giver den gas. Jeg siger til Inequ hun skal skynde sig og følge mig. Og off I go, der går fanden i mig, og Niels skal bare indhentes og overhales. Jeg kører de 9,5 km i et flow, samme hastighed fra start til slut. Det var feeeeeeeeedt. Fik jeg indhentet og overhalet Niels??? JA DAAAAA 😉

Billedet er taget af sejeste Steen Olsen ude på første fjorden

Jeg venter på Inequ ved drikkeposten på fjorden, når at få en kop kaffe og tisse af, før vi kan begive os op ad MORDERBAKKEN 🙂 Vi tager skiene af og vandrer op sammen med Niels og en Triatlet Jesper. Det er en dejlig tur op, der hyggesnakkes, grines og smiles 🙂

48,5 km blev kørt på 6 timer og 6 min. – dejlig tur og Inequ’s favoritdag 🙂

Massage, hygge, spisning og socialisering står den på resten af dagen.

Racedag nr. 3 – Søndag den 3. april 2016

Vi står op kl. 06.00, vi skal nemlig have nået at pakke alt sammen, så vores bagage kan komme med tranporten tilbage til Sisimiut. Vi skal også nå at få noget morgenmad, blive tapet sammen, tisset af og gøres klar. Jeg har sovet fantastisk og har lyst til at sove videre, da min alarm ringer. Men op skal vi jo, så vi står op og pakker sammen.

Jacob Nitter er 100 % klar til dagens løb – Michael Collin, Nivi Geisler og Aviaja Heilmann klar til start.

Kl. lidt i 9, står vi klar ved start, glade og forventningsfulde over at vi skal hjem og i mål i dag.

Campen til K4 (slugten ved flaskehalsen), går det bare derud af. Vi er fanget i en klump langrendsløbere, som skiftevis overhaler os og lader os overhale dem. Men det går godt og energien er i balance.

Billedet er fra ACR’s FB side

Fra K4 til toppen af labyrinten, hvor drikkepost K5 er placeret, går der fanden i mig, og jeg drøner op som en anden lokomotiv, bang bang bang bang. Overhaler rigtig mange, og vupti, så er jeg oppe ved drikkeposten, kaaaarh jeg elsker den bakke 🙂
Jeg står og venter et stykke tid, og der komme Inequ med en stor flok. Hun er irriteret over, ikke at kunne slippe af med flokken. Hun får lidt at drikke og lidt boller, så er vi afsted igen. Ned ad bakke, men med træg ski :o/ jeg stager ned ad bakke og en smule blæst er begyndt at dække sporene til, aaarghh.

Da jeg når ned fra Labyrinten, er jeg færdig, fuldstændig energiforladt, puuuha. Jeg møder heldigvis Najaaraq, fra skiklubben i Nuuk, som ser ud til at have det værre end mig. Hun har nærmest opgivet det hele, og jeg får lidt ekstra energi og siger “Nej, kom, vi kører videre”. Vi skal ud forbi en 5 km. pynt før vi når campen, og det er en KAMP. Ingen glid, ingen spor og massevis af bagglid, aargghh, jeg bliver hidsig og gider sku ikke det l…

Men vi når frem til campen, får smurt ski igen og får lidt indenbords. Inequ når os, og vi begiver os op mod K3, som er op, op, op og atter op. Jeg føler mig som en kæmpe elefant, bong, bong, bong bong…

Vi når omsider K3, fylder os op hurtigt (vi skulle jo nødigt blive overhalet af vores konkurrenter 😛 ) og fortsætter ud mod udsigten. Sporene er der ikke, løjpen er blevet iset og pløjet fuldstændig til, så det ikke længere er sjovt at køre ned ad bakke, nærmest livsfarligt 🙁

Der er et par steder, hvor det også er lige ved at gå galt, men det gør det heldigvis ikke. Vi bliver tvunget til at sætte farten lidt ned og bliver overhalet af psyko-ned-ad-bakke-kørerende, sangatak… 🙂

Vi skal ned ad den stejle bakke, hvor man skal tage skiene af, og her kurer vi på rumpen ned, Inequ, Najaaraq og jeg. Nede for enden af den bakke, smører vi ski igen, da vi ved at vi skal ud på en laaaang strækning, hvor det vil være godt at have god fæstne. Mens vi smører ski kommer Marie Fleischer drønende. Nogen tisser af ved løjperne og vi drøner afsted mod skiliften / K2.

Najaaraq og jeg får en god rytme og kører fra Inequ og Marie. Inequ når os ved liften.
Fra liften og til K1 går det ned ad af bakke i meget lang tid, hvilke er luksus, hvis ikke sporene drillede med is og pløjesne. Jeg stopper et par gange, hvor jeg overvejer at tage skiene af, men hører en velkendt stemme i hovedet “Hold nu k… kvinde”, og kører afsted 🙂

Da vi når K1, sidste drikkepost før Arenaen / målet, er der ikke mere at hive ud af mig, jeg er FÆRDIG!!!! Vi får os en kop kaffe og hjemmebagte muffins fra de frivillige, får lidt gel og energidrik, og får fart på, da vi kommer i tanker om, hvem der er i røven på os 😉

Der er omkring 5 km fra K1 til målet, og det er obligatorisk, de længste 5 km ever. Men vi er glade og bliver mere og mere rørte, jo nærmere vi når målet. Vi har gjort det, vi har haft kræfterne, vi er glade og vi er på vej i mååååååål.

Vi kommer storgrædende i mål begge to <3

53,4 km blev kørt på 6 timer og 7 min. – hård men endnu en dejlig tur for os begge <3

Det var som sædvanligt et fantastisk løb, jeg glæder mig for vildt til næste år 🙂

Hvis du er inspireret og har en lille drøm om at gennemføre ACR (enten 100 km. eller 160 km.), så hold øje med hvad Frederik Lundblad og jeg, har at byde på i efteråret. For at løfte en smule for det, så snakker vi om træningsprogrammer, coaching og sund livsstil, hen i mod ACR 2017 🙂 Du kan også skrive til mig, så vil jeg sende dig nyhederne, lige så snart at de kommer ud.

Mange tak fordi at du læste alle de ord, det betyder meget for mig 🙂

Jeg har været enormt spændt på, om kroppen ville kunne bære at jeg, fra at have deltaget ved Vasaloppet med de 90 km. og kun 12 dage efter skulle begive mig ud i en 160 km. løb, Arctic Circle Race. Ville det være restitution nok med de 12 dage, ville jeg ødelægge min krop og ville jeg kunne klare det hårde pres mentalt, ville jeg overhovedet kunne gennemføre dette års Arctic Circle Race?? Alle de spørgsmål og bekymringer…

Ja, for der ligger også et ”lille” indre pres på gennemførelsen. Det er 5. gang jeg skal deltage og ud af de 4 gange jeg allerede havde deltaget, har jeg kun gennemført én 160 km. og det var i 2012. i 2011 valgte jeg at blive nedgraderet til 100 km. , i 2013 styrtede jeg og smadrede min hånd og sidste år gik en dum lyskenskade op. Denne gang skulle være!!

Dette års kort over ruterne

Jeg landede i Sisimiut mandag formiddag fra Ilulissat hvor jeg havde været på arbejde. Vejret var fantastisk, sol fra en skyfri himmel og total perfekt ACR vejr 🙂

Tirsdag formiddag, efter at have valgt at betale mig fra al der hedder smørring af ski hos verdensfirmaet Torrak (Lars K. Olsen)(det kostede 1.250 kr.), tog jeg ud for at teste ski og løjper. Knivskarpe spor, høj solskin og fantastisk stemning. På den korte tur, omkring 10 km., var jeg en smule udfordret i lunger og i mit venstre knæ. Mine lunger virkede meget trætte og knæet ville bare ikke det jeg ville.

Jeg valgte at tape mit knæ og tage et par pernodiler, og det hjalp.

Dag 1 – Høj solskin og – 3 på dagen
(52,6 km.: Arenaen – morderbakken – fjorden rundt – Halvvejs op mod Aappilattorsuaq-foden – udsigten ud til fjorden ”for enden” af Nasaasaaq – Campen ved skiliften)

Jeg har en god følelse og er ok spændt. Det er ikke ligesom de andre år, hvor jeg har haft det dårligt, været bange og været nervøs. I år er der lidt mere ro omkring mig og jeg glæder mig til at komme ud i feltet.

Turen rundt om arenaen og op over kvajebakken går rigtig godt, det er heller ikke i år at Sisimiormiutterne får lov at grine ad mig 🙂 Der er andre der tager æren, jeg kører sikkert og godt ned ad bakken og kører forbi en skare af mennesker. Hvert 10. meter kan jeg hører folk hepper på mig (”Mette, Mette, Mette”, ”Miiti, Miiti, Miiti”) og det er bare så fedt. Det varmer om hjertet at kende så mange folk i Sisimiut, nuanneq!

Turen ud til K1(første drikkepost), som ligger 10,5 km. fra arenaen er hård, meget varmt og det går op ad bakke. Jeg sveder ubehageligt meget og prøver fabrilsk at følge Marie Lundblad, som jeg havde en lille aftale om at følges med. Ved drikkeposten K1, dukker Lasse også op 🙂

Turen fra K1 til K3 (K2 bliver sprunget over, da den ikke ligger på dag 1’s rute), som er 6,1 km. går også fint, bortset fra at jeg stadig forsøger at følge med Marie, men har virkelig svært ved det. Efter K3, kommer Morderbakken(Qerrortusup majoriaa), en nedstigning på 3,2 km. som skiftevis går meget stejlt til ”almindelig stejlt” ned ad. Jeg tager mine ski af og løber ned hele vejen. Her er Marie kørt fra mig og er forlængst nået ned til fjorden.

Da jeg når fjorden, har Marie ellers ventet på mig igen, men kører. Jeg tænker yaaaay så er jeg ikke presset af at blive ventet på 🙂 Foran mig ser jeg frem til 10 km. ligeud og dobbelttag, det bliver godt. Nu er jeg jo godt varmet op efter Vasaloppet, så det her bliver peace of cake. NOOOOT 🙁 Det bliver 10,6 km. forfærdelighed og lidelse. Jeg kunne slet ikke køre dobbeltag og måtte derfor køre diagonalt (hvor det er benene mere end armene der trækker) hele vejen, og jeg syntes hele vejen at jeg kørte langsommere og langsommere (faktisk tænker jeg på et tidspunkt “gad vide om jeg overhovedet kommer nogen vegne?”). Jeg blev mere og mere alene og havde jammerligt ondt af mig selv. Hvis der havde været et hul…. (  🙂 intern humor, hahhahh). Kunne høre Frederik for mig ”Nallinnanngilatit”, talte mine tag(“1, 2, 3, 4, ….98, 99, 100” og forfra), forsøgte at synge lidt (“Aaaaaallll by my seeeeellff…”), kæmpede en brav kamp for at overdøve de destruktive og negative tanker, ledte efter mine snit til at blive kørt hjem, håbede lidt at mine stave ville knække og at skiene vil gå i stykker… Men no way, det var en hæslig overfart på fjorden, ad bad.

Her er jeg nået halvvejs på fjordisen

For enden af fjorden møder jeg min første engel på turen 🙂 Luffe 🙂 Vi går op ad morderbakken sammen (skiene fastgjort på rygsækken og bruge stavene til at komme nemmere op ad den lange stigning; 3.2 km.) og følges faktisk ad hele vejen, foruden de sidste 5-8 km.
Det skal lige siges at jeg indtil jeg møder Luffe, 25 gange har besluttet mig for at stoppe og lover mig selv aldig, ALDRIG, at udsætte mig for lignende ting igen (jeg besluttede mig for højest at løbe 5 km. fremadrettet, ikke mere end det!! 🙂 ).
Luffe og jeg hjalp hinanden hele vejen og hyggede os. Jeg føler lidt at det er takket være ham at jeg kom igennem den dag 🙂 Vi skiftedes til at gå forrest op ad opstigningerne og Luffe sprang ind foran når vi skulle ned ad bakke, som han var bedst til, og så jeg kunne følge hans ski.

Lige før K5, som lå 8,3 km. efter toppen af morderbakken, og så i øvrigt fortsatte op ad et stykke tid, styrtede jeg et par gange ned ad nogle bakker. Fra højdemeterne skulle vi ned igen, for at komme ud til campen og på vej ned kørte Luffe fra mig. Så var jeg på egen hånd frem til målet, igen 🙁 . Efter nedkørslerne fra K5, er der et laaaaaaaaaaaangt stykke fra fodenden af Nasaasaaq til campen (føles som 20 km.) var der omkring 5 km. De længste 5 km. ever, puuuuha. Ingen glid i skiene og kunne derfor ikke stave derudaf, selvom at det gik lidt ned ad bakke, så det var benene igen der skulle trække.

Da jeg efter 6 timer og 27 min. ENDELIG kommer i mål, er jeg fuldstændig smadret og færdig. Jeg er helt sikkert også mærket af de 90 km. Vasalop.
Men jeg bliver mødt af Frederik Lundblad, Jakob Mølgaard, Arnakkuluk Kleist og Maliina Abelsen, ved målstregen, som kommer og tager sig af mig og giver kram, nuanneq og totaaaal kærlighed.

NB: HUSK til næste år:  at dag 1 altid er et helvede for dig Mette!! Din krop er i chok og alt føles tungt og det gør ondt.

Campen
Det første jeg skal da jeg når i mål, er at skifte tøj. Fra det våde klamme tøj til noget tørt. Jeg kommer ind i tøjteltet, bliver skrevet op til massage, skifter tøj (giver mig rigtig god tid), hænger al det våde tøj op til tørre og finder det perfekte sted til at tørre mine skistøvler (det er et must for mig at de er tørre dagen efter til dag 2, gider ikke våde skistøvler) og spiser mine to proteinbar. Det hele passer rigtig godt, så da jeg er klar bliver jeg kaldt til massage og en sød ung pige ved navn Maliina tager i mod mig og masserer mig. Aaaah iluaq og nuanneq. Hun er rigtig god.

Søde Karen i tøjteltet

Jeg leder efter mine ski, som jeg skal have afleveret til Lars K. Olsen, så de kan klargøres til dagen efter, men kan ikke finde dem. Går næsten i panik, men finder så ud af at han har hentet dem og er i gang med at gøre dem klar, fantastisk. Så jeg giver slip og kan koncentrere mig om at fylde op i depoterne til næste dags race.

Jeg finder mit mad frem og flytter ind i madteltet, hvor alle andre, der er kommet i mål, sidder og hygger sig. I mellemtiden er vennerne, Lasse, Nivi, Charlotte og co. også kommet i mål.

Kammannguakka Adam og Marie

Inequnartunnguit Simigaq og Nivi (og nakken af Kattak 🙂 )

Jeg sidder i madteltet til jeg skal i seng, som er ved 21.30 tiden. Jeg har forsøgt at spise, men har slet ikke appetit og synes at mit frysetørret mad smager a’ h’ t’ 🙂 Jeg bliver en smule bekymret, da jeg jo rigtig gerne vil være mere på forkant med morgendagens tur, være fyldt godt op. Men jeg kan ikke spise.

Hvad laver du Frederik?

Jeg finder mit telt, får redt op med to rensdyrskind og en super duper sovepose. Ligger mig til at sove og falder også i søvn. Jeg sover rigtig godt 🙂

Dag 2 – Tåget og omkring – 6 på dagen
(49,2 km.: Campen – op på toppen af liften à rundt om Alanngorsuup qaqqaa (liften) – tilbage til campen – op igennem flaskehalsen – Labyrinten – Halvvejs op mod Aappilattorsuaq-foden – udsigten ud til fjorden ”for enden” af Nasaasaaq – Campen ved skiliften)

Kortet over dag 2 ruten

Står op kl. 06.30, for at spise godt med morgenmad. Under morgenmaden aftaler jeg med Nivi Grønvold, Luffe og Karl-Frederik (Sisimiormioq) at vi skal tage den med ro og følges ad i dag. Det var konsekvensen af gårsdagens løb, som var for hård for mig. Jeg aftaler også med Nivi Grønvold at vi tager skiene af og går op ad liften, for at spare på kræfterne.

Kl. 09.55 begiver jeg min i målområdet, klar til dagens strabadser. Jeg går om bagved (længere bagved end dagen før 🙂 ), for ikke at blive revet med under start af de hurtigste.

Kl. 10.00 skydes vi i gang og af sted går det. Jeg glemmer alt om mine aftaler, om gårsdagens forfærdeligheder, alt hvad jeg har lovet mig selv og verden omkring mig. Lasse forsøger at huske mig på det ”stille og roligt Mette”, jeg vælter også lidt rundt under start og drøner op mod toppen af liften.
Det går godt, jeg kan mærke at jeg har mere overskud i dag og er gladere. Så jeg kører bare af sted. Op på toppen og, aller bedst og hvad jeg er så glad for, fantastisk ned ad liftens højder, hele vejen nedenom Alanngorsuup qaqqaa og rundt igen. Da jeg når campen igen, følges jeg ellers lidt med Luffe, men kører fra ham, da han selv siger at jeg bare skal køre og at han har brug for ekstra tid til energi-indtag.

Jeg kører med Malu Petrussen (ung Sisimiormiutter) fra start til slut. Vi drøner op ad flaskehalsen, hvor jeg møder en gal ung amerikaner, der går og synger. Jeg kører videre og når foden af Labyrinten. Her var jeg helt sikker på at der ville være en drikkepost, men bliver så skuffet over at opdage at det er der ikke. Shiiiiit, der er langt op til K2, som ligger på toppen af Labyrinten. Jeg stopper lidt op, halv-psyket over min skuffelse, tager lidt energigel. Så bliver jeg passeret af den gale unge amerikaner (som er med i en serie der bliver filmet om ultraløbere der over 10 uger bliver udfordret af forskellige sindssyge løb), som siger ”be strong” til mig og begiver sig op i Labyrinten.

Jeg hopper med og vi følges ad resten af vejen, sammen med Malu.

Vejret er blevet værre, altså endnu mere tåget end da vi startede, så vi har kun 10 meter sigt foran os. Den gale unge amerikanske gut hedder Hunter og kommer fra LA/Californien, hvor han er en af de førende ekstremløbere. Han er med i en filmserie på 10 afsnit om en del ekstrem løbere som bliver udfordret til at deltage på nogle af verdens mest ekstreme løb på 10 uger.

Undervejs var der et filmhold der fulgte ham, så hver halve tid, kom en snescooter drønende med filmholdet, som løbende interviewede ham og mig 🙂

Det er meget tåget, og vi kan som sagt ikke se længere end 5-10 meter. Det er fedt op ad bakke, da vi ikke kan se hvor langt vi skal op og må “bare” tage det som det kommer (opstigninger har det med at fortsætte og blive ved og det kan som regel psyke en, når man kan se endnu en top) og smadder spændende ned ad bakke, da der pludselig kan komme stejle nedstigninger.

Vi styrter ovenpå hinanden en enkelt gang, men “overlever” nedkørslerne fint.

Jeg synes generelt at længderne i dag er overraskende kortere end jeg havde husket dem eller har frygtet. Jeg bliver flere gange overrasket over at vi “allerede er der”.

Da tågen ikke bare er tåge, men is-tåge, er vi undervejs frosset til is. Mit hår, øjenbryn, øjenvipper og ansigtet er dækket af  is, vi er helt hvide og ukendelige.

Jeg kører fra Malu og Hunter et par km. før målet, som til min glædelige overraskelse er rykket og pludselig er jeg i mål. Nuuuuannn…

Netop kommet i mål på dag 2

Campen
Ligesom dagen før, så er det første der skal ske, når man kommer i mål, at få skiftet tøjet, blive masseret og få hængt tøjet op til tørre, så det er klar dagen efter.

Jeg er så heldig at komme ind og blive masseret af søde unge Maliina igen, daaaalu.

Jeg er også nået i mål, så jeg nåede kalaalimernit (grønlandsk proviant, som serveres ved campen), uuuuhhhmm.

Uuuhmm tørfisk og moskus okse kød

Hygge i campen
Vi sidder på rad og række på bordebænke, som er spækket med forskelligt mad, slik, chips, drikke osv. Nogen laver frysetørret mad, mange har frosset hjemmelavet mad ned som varmes op (Chilli con carne, lammesuppe, moskusgryde, pasta m. oksekøb osv.), nogen steger store bøffer og koger frisk pasta, andre smøre rugbrødsmadder osv.  Vi sætter os hvor der er plads, så der er altid mulighed for at sidde med folk man ikke kender, men kan lære at kende.

Cuno, Hansigne og Yvonne

Alle snakker om dagens oplevelser, om stenene man har mødt på sporene, nedkørslerne man ikke kunne se og de hårde opkørsler. Nogen snakker om kampe og andre om successer i løbet af dagen, igen andre om konkurrenter og venner og engle på vejen. Nye bekendtskaber og venskaber bliver skabt og dyrket. Det immer af glæde og fællesskab i teltet, nuan.

Søde Charlotte

Jeg sidder og prøver igen at spise (har bare ingen appetit), da Hunter pludselig kommer og siger “Nå, det er sådan du ser ud?” og jeg svarer “ja, og det er sådan du ser ud”. Vi har været pakket ind i huer og is hele dagen.
Så smider han sin mobil op i ansigtet på mig og jeg ser et billede af en smuk pige i bikini, “det er min kæreste”. Jeg tænker først, det er da mærkeligt at han viser mig billeder af hans kæreste i bikini og smiler en underlig grinmasse til ham. Men så begynder pigen på billedet pludselig at vinke…. Hahahhaha, det viser sig at vi facetimer og at Hunters kæreste ligger på stranden et smukt sted på Californiens strandkyst og snakker med sin kæreste på Grønland. Han ville lige vise sin kæreste hvem han havde fulgtes med i løbet af dagen.

Hygge i teltet (Carsten, Jacob, Mark og Luffe)

Jeg er træt, så efter at have forsøgt at spise min frysetørret oksekød i ris med paprikasauce, lidt rester af en lammesuppe(tak Nitter (Heinrich’s kone)) og noget moskus fra en moskusgryde(tak Carsten), bevæger jeg mig ned i vores telt for at gå i seng. Jeg bor i øvrigt i telt med dejlige skønne Kattak Bødker <3

Jeg falder hurtigt i søvn og sover fantastisk.

Dag nr. 3 – Evakueringen
Jeg vågner første gang kl. 04.30 hvor teltet rystes grundigt af vindstød. Det er fedt at ligge i en varm sovepose inde i et telt, ude i den vilde natur, sammen med en masse andre og opleve storm udenfor. Jeg overvejer en lille stund at blive bekymret for at teltet flyver væk med os to små “nipser”, Kattak og jeg, men tænker så på at vi vejer nok til, at teltet bliver hvor det er 😉 Jeg kan lige så godt sige det; JEG ELSKER at vågne op i et telt i den grønlandske natur!

Da jeg omsider, kl. 06.00 står op og stikker hovedet ud, kan jeg godt se hvad der højest sandsynligt venter os; en aflysning 🙁

Jeg går op i madteltet for at spise morgenmad, men også for at veje stemningen og for at forhøre mig om situationen. Alle sidder og er spændte på at høre noget om dagens strabadser.

Desværre bliver løbet i dag aflyst pga. vejret, øøøøøøv.
Alle får at vide at de skal pakke deres ting, ligge det i en bunke et sted, gå op i skiliftens hytte og blive registreret og vente på transporten, som skal køre os til Sisimiut.

Folk på vej op til skiliftens hytte

Vi bliver registreret og bliver hentet af pistemaskinen, som har en stor åben container på slæb, hvor 30 af os hopper op. Vi bliver kørt ind til Sisimiut, en køretur på ca. 30 min.

Turen med pistemaskine

Det er en flad og kedelig følelse, men også lidt spændende at være en del af noget unikt. Vi bliver alle kørt til Taseralik, hvor vi igen bliver registreret og venter på vores bagage.

Uanset hvordan Arctic Circle Race sluttede og uanset om vi ikke fik løbet alle 160 km., så var det en fantastisk oplevelse igen, nye bekendtskaber, dybere venskaber og unikke uforglemmelige oplevelser og ikke mindst fysiske fede udfordringer vi alle tager med os hjem.

Jeg glæder mig til næste år!!!!

FIF og huskeliste til næste gang:

Sidste år i marts månede fulgte jeg mine dejlige veninder Magdaline Heilmann og Evi Kreutzmann, som kørte Vasaloppet. Det var så spændende at følge dem, at jeg på et tidspunkt skrev på FB at jeg ville være med i 2015. Samtidigt med at jeg skrev det, efterlyste jeg også andre, der evt. ville følge trop. Der var masser.

Allerede 2 minutter efter at tilmeldingen gik i gang, var alt udsolgt 🙁 Men heldigvis kunne man gennem Event4you.dk købe vasalop-pladser, hvilke vi gjorde.

Vasaloppet 2015
Søndag morgen den 8. marts 2015 er der +3 grader udenfor og de har lovet at temperaturen stiger i løbet af dagen til omkring + 12 :o/  Sneen er det rene slush-ice og der er is i bunden af sporene. Det er også masser af vandpytter og nærmest søer på ruten.

Vi boede 6 personer i en skihytte lige udenfor Sälen (byen ved startsområdet), Evi Kreutzmann, Jakob Mølgaard, Magdaline Heilmann, Jacob Nitter Sørensen og Ola-Jakup Magnussen. På dagen,  stod vi op omkring kl. 04.30, for at få morgenmad, pakke sammen og komme med bussen til Sälen i god tid. Skiene havde vi fået smurt af ”eksperter”, så de var klar.

Sälen er en lille-bitte by, som hvert år samler omkring 16.000 skiløbere til start. Dette betyder så også at busturen, der normalt ville have taget et kvarter, tog 1 time denne morgen. Der var trafikprop og alt ting nærmest gået i stå.

Startområdet dagen før løbet

Vi når frem til startsområdet med al vores bagage, ski og os selv. Slæder det afsted og igennem mudderet der var på forpladsen. Det første der optog os, da vi ankom til Sälen, var at stille vores ski klar, så vi fik et sted at starte. Vi, pigerne, havde fået tildelt løbsnr. bagerst i feltet. Vi stillede vores ski på højre side af alle sporene (der var mange 🙂 ). Da det var på plads skulle vi finde den lastbil som skulle transportere vores bagage fra Sälen til Mora (lastbilerne er nummereret efter løbsnr.) og aflevere bagagen.

Så kunne vi slappe lidt af, spise vores madpakker (rugbrødsmaddere smurt aftenen før af søde Evi) og ellers stå i kø ved toiletterne :o/  Vi stod i kø i 45 min. og måtte efter toiletbesøget nærmest spurte hen til vores ski, for at stå klar til start. På vejen skulle vi så også lige aflevere vores rygsække, som skulle med en anden container(som også var nummereret).

Toiletkø

Da jeg nåede frem til mine ski, var startsskuddet skudt i gang og jeg hoppede i mine ski og kørte. Evi var endnu ikke kommet over til sine ski og Magdaline var kørt afsted, så jeg kiggede efter hendes grå hue og fik øje på hende (blandt 16.000 andre skiløbere). Mig afsted, møve mig frem og op bag hende, så vi kunne følges op ad det første stykke, som var en flaskehals. Der var ikke mulighed for at køre hurtigt, vi skulle gå op ad bakke på rad og række over en distance på 1,5 – 2 km. Det var sku’ meget hyggeligt 🙂 . Jeg følges med Magdaline og får også øje på Evi 10 meter fra os 🙂

Da vi når ”toppen” af denne bakke, kan jeg sætte farten op og kører afsted.

Første drikkepost, Smågan, lå omkring 9,2 km. fra start (det tog mig 1 time og 35 min.). Fantastisk oplevelse at køre blandt træer, gennem små byer og sammen med så mange mange mennesker. Jeg vælger at køre igennem drikkeposten, uden at få fyldt op.

Fra Smågan til næste drikkepost, Mångsbodarna, er der omkring 14,3 km., og det tog mig 1 time og 14 min. at nå frem der. På vejen følte jeg mig stærk og i overskud. Jeg røg ind i en stor gruppe mænd, som skulle vise sig var dem jeg skulle følges med hele vejen i mål 🙂 . Jeg når nogen gange at blive lidt frustratreret over ikke at kunne komme ud af denne klump mennesker; tildels fordi at jeg har så meget bagglid, men også skal bruge ekstra enbergi på at overhale og komme ud, så det lader jeg vær med og bliver i klumpen.

Fra Mångsbodarna til 3. drikkepost, Risberg, er der 10,8 km., det tager mig 1 time og 4 min. at nå frem. Jeg havde fået fortalt at Vasaloppet startede opad, men var jævnt ned ad bakke resten af vejen og man kunne stave hele vejen uden problemer. 2 dage før afgang fra Grønland, viser de andre jeg skal følges med, en bakke, Risberg-bakken, som for mig er overraskende lang og en smule stejl (og jeg er ikke ligefrem begejstret for nedstigninger) og hvor folk væltede rundt og styrtede 🙁 . Så jeg er spændt og lidt nervøs da jeg når frem og skal ned ad den ”berygtede” bakke. Men no problem, kører ned som var det noget jeg gjorde hverdag (tror at det var held og at mine ski havde valgt at passe godt på mig). Jubii så er ALLE bakke overstået, og jeg kan koncentrere mig om at stave dobbelttag resten af vejen 🙂 NOT!!!!!!

Resten af vejen går det op og ned! Sildeben op og amok ned :o/ Sender de venner som har bildt mig andet ind, en lille “uskyldig” tanke… 😉

Fra Risberg til 4. drikkepost Evertsberg er der 12,4 km., hvilke tog mig 1 time og 24 min. I forhold til de første 35 km. er denne strækning mere lige, hvilke er benhårdt og min hastighed falder. Jeg er tvunget til dobbelttag det meste af vejen, og min overkrop er ikke det stærkeste hos mig. Så denne strækning har jeg lidt ondt af mig selv.

Vi kører tilgengæld igennem skove, hvor lokalbefolkningen har begivet sig ud for at heppe. De sidder hele familier med bål, tæpper, mad, drikke og hygger sig, nuanneq.
Det er fedt at man kan følge hver km. man har kørt, da arrangørerne har sat skilte op om det hver km. Mellem Risberg og Evertsberg passere vi de 45 km. og jeg er glad og jubler højt over at vi er nået halvvejs (til nogle af mændendes store irritation).

Fra Evertsberg til 5. drikkepost Oxberg, er der 15 km., som tager mig 1 time og 31 min. Her går det virkelig op og ned ad bakke. Slush-Ice med is nederst. Ned ad bakke er jeg udfordret, farten ryger virkelig op i det is og jeg må berolige mig selv på vej ned. Så højlydt råber jeg ”rolig, rolig, rolig, du kan godt, slap heeeelt af, sådan sådan sådan…uuuuhhhh uhhhhhh” til mig selv, hver gang det går ned ad. Og huuuuher og jubler når jeg overlever bakkerne ned 🙂 Jeg gad godt vide hvad dem jeg kørte med omkring mig har tænkt, he he. Jeg styrter KUN 1 gang ned ad bakke og 1 gang på et lige stykke, YES!
Mellem Evertsberg og Oxberg passerer vi 60 km. og mine tanker går til ACR’s første dag, som plejer at være 60 km. Jeg råber højt ”Yes, nu er der KUN 30 km. tilbage, jubiiiii”. Mændende omkring mig brummer og snerre lidt ad mig.

Fra Oxberg til 6. drikkepost Hökberg, er der 9,2 km., det tager mig 1 time og 2 min.  Det skal lige siges at der faktisk er en lille drikkepost mellem Oxberg og Hökberg, hvor jeg lige kunne tanke op. Det er faktisk rigtig rart, her de sidste 30 km.
Jeg er en smule træt, irriteret over mit bagglid og igen er det lange lige strækninger vi er ude i, puuuuha mine arme. Vi passerer 70 km. stregen (og igen råber jeg højt hurra og minder alle omkring om at der KUN er 20 km. tilbage) og herfra kan jeg mærke at jeg bliver nødt til at sætte en eller anden form for distraktionstanke/-leg op, for at kunne se bort fra trætheden. Jeg beslutter mig for at jeg vil overhale alle de kvinder vi møder foran os på turen 🙂 Det er faktisk sjovt og jeg får overhalet ALLE de kvinder jeg ser foran mig 🙂

Det smukke, udfordrende og meget bemærkelsesværdige ved hele turen, er at der er bomstille, der er ingen der siger noget, ingen larm, ingen lyd overhovedet, ren og skær SILENCE RETREAT, fantastisk! På et tidspunkt får jeg dog lyst til at overdøve den stilhed med techno musik, men lader vær 🙂

Fra Hökberg til 7. drikkepost Eldris, er der 10,2 km, som tager mig 1 time og 1 min.  Mellem Hökberg og Eldris er der også en lille ekstra drikkepost. Trætheden begynder virkelig at melde sig og det er hårdere med al den bagglid. Jeg får også lidt skæld ud på denne strækning, fordi at jeg ikke orker at kigge tilbage når jeg vil skifte spor og folk bag mig vælter rundt og må bremse hårdt, når jeg bare skifter spor.

Fra Eldris til mål er der 8,9 km. 🙂 Jubiiiii, nu kan vi se lys forenden af tunnellen. Kører de 8,9 km. på 53 min. Vi kører meget lange lige passager, langs søer, skove og veje på vej ind mod Mora. Puuuha de sidste 5 km. er så laaaaaange. Vi kører ind igennem byen på de sidste par km. og når omsider ind på arenaen, hvor massevis af folk er stimlet sammen og hepper på os, woooow, det var fedt. 30 meter før mål er der nogen der råber ”Mette, Mette, Mette” og jeg kigger forundret over mod råberiet (hvem fanden kender mig her i Sverige????) og der står Ittu’s kone Pia og deres søn Oscar og hepper på mig. Iiiih hvor var det fantastisk og det rørte mig dybt. Lige før målstregen er der igen en der råber mit navn, det var Magdaline. Hvor var det fantastisk at kører over målstregen. Det gik op for mig at jeg overhovedet ikke havde haft mine ski af hele vejen (hvorfor skulle jeg også det, vil mange nok tænke. Men jeg kunne jo have taget i mod smørring af skiene undervejs, jeg kunne have mødt ”nedad-bakken-muren” og taget skiene af, jeg kunne have styrtet eller et eller andet. Men nej!).

Da 16.000 mennesker skal serviceres med bad, tøjskift, bagagelevering, mad og hvad der ellers ligger i sådan et løb, har Vasaloppet bygget en meget struktureret tilgang op til det hele. Lige efter målstregen, begiver du dig ind i et område, hvor du kan aflevere dine ski, som bliver opbevaret i en slags ski-garderobe, så du ikke behøver at slæbe dine ski rundt alle steder. Så tager du over til en busstoppested, hopper på bussen der kommer (de er gratis og KUN beregnet til løbet, så man skal ikke bekymrer sig for at man kommer i den forkerte bus), og kører dig hen til en kæmpe stadion, hvor al bagagen er stillet op i nummer orden (ud fra løbsnr.). Fra stadionen er der 100 meter til svømmehallen og idrætshallen, hvor man går i bad. I år var svømmehallen for kvinderne og idrætshallen for mændende.
Sikke dog en fantastisk oplevelse at komme i bad og få skiftet sit tøj.

Bagagen på stadionen

Fra svømmehallen går du 250 meter, så er du ved spisestedet, som er en stor hal. Der er dækket op til alle løbere, maden og det du vil drikke hentes hos personalet.

Da vi løbere fra Grønland kom ind på forskellige tidspunkter, havde nogle af os aftalt at have mobilkontakt, så vi kunne spise sammen og snakke om turen.

Efter maden gik vi over for at hente bagage og ski og kørte derefter hjem til vores kollega Andreas, hvor vi skulle overnatte.

Fantastisk givende og fed oplevelse at være med. Vi er nogle stykker der har fået blod på tanden og vil ud og have flere af disse oplevelser! Men lige nu er mit fokus på ACR, 12 dage efter denne oplevelse.

FIF til turen: