Fra mørke til lys, til mørke og lys…

Mandag den 23. September:

Man skal gå sølle 500 m. fra vores villa til centrum af Playitas, hvor der både er restauranter, svømmebassiner og træningsfaciliteter. Og hold da op hvor er det uoverskueligt og smertefuldt for mig. Jeg går museskridt og halter som en gal. Hele formiddagen er gået på at forsøge at beherske mig, men lige så snart at jeg er alene er jeg flere gange brudt sammen i hulkende gråd.

Jeg så lyset et splitsekund i dag… Jeg kan jo træne handicap-styrketræning sammen med min mand 🙂 Han blev opereret i knæene for et par måneder siden og det er begrænset hvad han kan træne. Men så møder jeg et af de der fantastiske kæmpe plakater med “Coast2Coast” og målstregen der er ved at blive gjort klar, til løbet på lørdag og dette her lys bliver til dyb og skræmmende mørke.

IMG_3184

Men, jeg tog ned og trænede med Thomas, mens børnene gik amok på en stor vand rutschebane. Jaaah jeg kan lave SQUATS (jeg elskede dem før, men er fuldstændig vild med dem, får næsten tårer i øjnene 🙂 og DEADLIFTS, kan bruge min skulder lidt mere, træne biceps og lave en masse sit-ups.

IMG_3220

Mens jeg glædeligt og smilende er i gang med træningen, kommer en instruktør over til mig og siger at jeg ikke må træne i centeret med klip-klappere. Jeg forsøger med at jeg har skadet min fod og derfor har det behageligst med klip-klappere, men det hjælper ikke og jeg bliver smidt ud 🙁 Uuuufff hvor er jeg sur på den b…. Hele vejen op til vores villa, forbander jeg hende langt væk, stortuder og synes bare at det her super dejlige sted er blevet til et skodsted og jeg vil hjem!

Så hele vejen op til villaen, de sølle 500 meter, vralter og halter jeg afsted, fuldstændig lost og nedtrykt. Tuder hele vejen og folk jeg møder på vejen kigger på mig som om at jeg er fra en eller anden planet eller fejler noget dødeligt.

Jeg har efterladt min mand i fitness centeret halvbekymret og mine børn drøner rundt i den store pool nede i centrum. Jeg er helt alene og der er ingen til at “redde” mig. Så jeg bliver tvunget til selv at kravle op af det hul jeg er røget i. Da jeg kommer ind ad døren, så står mine Nike Free sko og “smiler” til mig. Jeg får lyst til at sparke dem ad h…. til, men tager mig selv i at tage dem op og gå ud ad døren igen. Jeg er sku’ på vej ned til centeret igen??? Nææh nej, jeg vil ikke overgive mig til dårligdommen og tager min stolthed med mig under armen og tager ned og træner færdigt i mine Nike Free. FED OPLEVELSE. Og jubiiii jeg kan træne.

IMG_3226

Aftenen er sjov og hyggeligt, vi tager et slag mini-golf og hard et hylende morsomt med det.

IMG_3154

Tirsdag den 24. September

Godmorgen  fra Fuerteventura

IMG_3177

Det går lidt bedre, jeg halter mindre, men bliver stadig hurtigt træt i foden.

Dagen er gået med at tage bussen ind til den nærmeste by for  at opleve og se den, men også for at spise frokost og handle lidt. Der blev også lidt tid til “Dead women by the pool”.

IMG_3179

Derefter blev der tid til træning i fitness centeret og en times spinning 🙂 Instruktøren fra dagen før kommer og spørg om det går bedre og vi får os en lille hyggelig snak sammen, og det viser sig at hun rent faktisk er et rart menneske 🙂 Og dansker, ha ha ha, mig med gebrokkent dansker-engelsk med rystende tude-stemme dagen før, til nu at være total i overskud, Yes Torrak!

IMG_3225

Og her lige før at vi går til ro, så er status på min fod at det går meget bedre og at mit halteri er aftaget gevaldigt. En af grundende er naturligvis den medicin jeg får, men det er absolut også fordi at det går fremad, jubiii.

Nu vil vi tage op til vores lækre villa igen og spille 500 eller Olsen.

Jeg er super taknemmelig for at i alle har skrevet til mig, sendt mig dejlige, omsorgsfulde og varme ord. Jeg kan virkelig mærke jer alle helt herned til.

Godnat og sov godt derude…

One thought on “Fra mørke til lys, til mørke og lys…

Leave a Reply