Vandring med de dejligste veninder – Kangerlussuaq – Sisimiut

Jeg har i mange år haft vandreturen fra Kangerlussuaq og Sisimiut, som to-do i min bucketliste. Corona-situationen fik bremset alle ferieplaner i udlandet, så jeg, sammen med min familie, fik mulighed for at explore vores eget land.

Den 16. juni 2020, hvor min veninde Magdaline og jeg skrev sammen på messenger, besluttede vi os for at vi ville vandre Kangerlussuaq – Sisimiut i år. Dagen efter spurgte jeg vores andre vandre-veninder om de var interesseret, og vores Evi bed på med det samme. Mine to skønne globetrotter-veninder, som jeg har oplevet en masse fede ting med de sidste mange år, rundt omkring i verdenen, naturligvis skulle det være os tre ❤️. Vi har sammen løbet Vasaloppet i Sverige, Birkebeineren i Norge, Nice halvmarathon, løbet Arctic Circle Race i Sisimiut adskillige gange og vandret og løbet Nuuk tynd sammen.

Vi, Magdaline, Evi og jeg, besluttede os for datoer og for at skulle vandre turen på 6 dage med 5 overnatninger. Vi fik bestilt og købt billetter, og så kunne forberedelserne gå i gang.

Hvis du er interesseret i træningen op til vandringen, udstyr, tøjet, maden og hvordan vi ellers forberedte os, så læs tidligere blog-oplæg.

Ankomsten til Kangerlussuaq

Lørdag den 15. august, efter 2 måneders forberedelse, mødte vi op i lufthavnen, spændte og glade for at det nu endelig var. Vi tog flyet fra Nuuk til Kangerlussuaq, landede kl. 10.15, fik tisset af og fyldt drikkedunkene og blev straks kørt ud til Kellyville af skønne Heidi Schermer ❤️

Kangerlussuaq – Katiffik

Fra Kangerlussuaq – Katiffik var der 24 km. Det er pænt langt og føles også meget længere oppe i hovedet. De første 10 km. er søerne saltvandssøer, derfor er det vigtigt at man får tanket godt op i Kangerlussuaq, så man har vand nok med. Det fik vi gjort og blev sendt smukt af sted af dejlige Hedi Schermer og sønnike, lige efter Kellyville (som ligger 12-15 km. fra Kangerlussuaq lufthavn).

Vi startede ud med en lille omvej, da arbejdet med grusvejen til Sisimiut er påbegyndt (de var nået 1 km. med vejen, fik vi fortalt af en af dem der arbejdede der). Så gik turen ellers langs spejlblanke søer og ud i den smukke grønne og efterårsfarvede natur ever.

Vi havde fået fortalt at den første del af turen var nogenlunde lige ud og motorvejsagtigt. Det er ikke helt rigtigt, fra Kangerlussuaq til Katiffik er terrænet varieret, op og ned, tørt og mos osv. Grunden til at jeg skriver dette er, at vi havde forventet tralallaallaaa hele vejen den første dag, men sådan var det ikke. Det var rimeligt hårdt og langt med 17 kg. rygsække. Men F…… det var smukt, virkelig smukt!

Vejret var perfekt, solen var begyndt at titte frem blandt skyerne og varmen ramte os hurtigt, så vi smed jakkerne. Vi var opmærksomme på kortet og fulgte hele tiden op på om vi var på rette vej, godt hjulpet af en meget tydelig sti og varder (vi elsker varder). Da vi efter 14 km. gåtur ville holde pause og spise lidt frokost, sad vi ved en sø og fik tørrede vores fødder (våde fra sved og mos). Det var skøøøønt.

Da vi efter en times tid ville gå videre, mistede vi lige et øjeblik stien, da vi var røget ud i et vådt område, men gik 5 min. i den retning vi formodede at møde stien igen, og vupti, der var den og vi var on-track igen.

Vi så 3 rensdyr på vejen, en af dem gjorde stort indtryk på os, da han var så majestætisk og total upåvirket af os. Smukt dyr.

De sidste par km. var det hårdt for skuldre, lænd og ben, kroppen var lidt i chok over de mange timers vandring med 17 kg. rygsæk. Hver gang vi lige smed rygsækken for at få lidt pause fra den, var det som om at vi lettede og var vægtløse. Vi lallede rundt som fulde mennesker, det var lidt vildt 😂😂.

Ifølge mit Suunto ur kom vi til Katiffik hytten, efter 23.76 km. vandring på 8 timer og 26 timer inkl. pauser. En lille bitte hytte med plads til 6 (hvis man pakker sig godt sammen), som ligger ud til Amitsorsuaq søen, som er en kæmpe 20 km. lang sø, så det ligner havet.

Vi havde hytten for os selv 🤗

Vi fik pakket ud, tændt for Jetboilen til opvarmning af vand til vores mad og gik ned til søen og tog et tiltrængt og friskt koldt bad.

Før vi tog afsted hjemmefra, havde vi alle tapet ankler, tæer, hæle og trædepuder for at forebygge mod vabler og skader. Ved ankomst blev al tape taget af og ved morgenmaden, gik vi i gang med en ny omgang taping. Og da vi brugte meget tid på det og var ret gode til det, oprettede vi med rette Bandagistforeningen. Hold da k… hvor vi tapede, hahahahahhhhaaa, vi blev enige om at det ville ende med at vi ville komme i mål i Sisimiut som mumier.

Katiffik – kanocenteret

Søndag den 16. august vågner vi ved 07:30 tiden, til det smukkeste vejr. Solen skinner ud over den gigantiske sø, Amitsorsuaq.

Jeg har sovet godt, selvom jeg brugte lang tid på at prøve at falde i søvn. Når man er 3 piger ude i den gigantiske ukendte natur, så kan man sagtens sætte tanker i gang, der ikke hjælper på roen. En lille lyd, stilheden, fantasien om Qivittut, psykopater, isbjørne og andet, kan sagtens sætte pulsen op. Men jeg ved at det ikke nytter noget, så jeg besluttede mig for at slippe de tanker, få ro i kroppen og faldt i søvn.

Vi står op, spiser vores morgenmad, taper på livet løst og pakker sammen.

Ruten langs Amitsorsuaq-søen er den nemmest tilgængelige, på hele ruten. 15 km. ligeud langs søen, virkelig smuk tur. På vejen synger vi Ole Kristiansens numre og hygger.

8,3 km efter Katiffik holder vi en lille frokostpause, får tørret fødder og skifter til tørre strømper. Vejret er skønt og vi er alle i godt humør.

På vejen ser vi et rensdyr og jeg møder mine første Tuullit (fugle der lyder som hunde).

Vi passere en gigantisk varde, som vi også har set andre har fået taget billede ved. Den er ret imponerende og vi får sat lidt præg på den, ved at sætte nogle småsten på.

Vi når frem til Kanocenteret allerede tidlig eftermiddag.

Kanocenteret er en kæmpe hytte, med 20 sengepladser.

Vi havde det hele for os selv.  Vi pakker ud, finder madudstyret og skiftetøjet frem, tager ned til søen og bader (i det dejlige iskolde vand). Efter badet vasker vi vores tøj, så vi dagen efter har noget der er nogenlunde rent.

Da jeg går i gang med mit nye erhverv ”bandagisme”, og total uerfaren og amatøragtigt kommer jeg til at hive min compeed, på en vabel jeg har fået, af, så jeg hiver huden med, aaaaaaavvvv. Vigtigt råd, fra en efterhånden erfaren bandagist: HUSK at opløse det i vand, før du hiver dit vabelplaster af.

Ikke særlig fedt, med tanken om at vi ikke engang var nået halvvejs, skidt! 😱

Vi vælger det mindste værelse med 8 sengepladser, og vælger at ligge os sammen i en dobbeltkøjeseng 😅 3 fuldvoksne kvinder, ingen af os ville ligge alene (lidt fjollet, men trygt, hi hi).

Vi går tidligt i seng, da vi har en lang 33 km. vandring dagen efter.

Igen er det svært med søvnen, hytten er for kæmpestor og de to andre ligger uroligt. Men jeg falder i en dyb og tryg søvn alligevel.

Kanocenteret – Ikkattooq – Eqalugaarniarfik

Mandag den 17. august 2020, står vi op kl. 05:30, til endnu en smuk morgen med den sejeste solopgang over Amtsorsuaq søen.

De to andre har haft en dårlig nat, ikke fået særligt meget søvn og har haft mareridt. Vi får sat bandagistforeningens aktiviteter i gang og får tapet fødder og tæer, så de er klar til den lange tur vi skal ud på. Vi spiser morgenmad og får vores lille surprise fra Magdaline. Mens vi forberedte os på turen, blev vi enige om at tage noget surprise med hver især. Magdalines surprise til os var en lille frisk ingefær shot til morgenmaden 😊

Kl. 7.30 var vi klar til at sige tak for trygt husly til Kanocenteret og gik omtrent 3 km. langs Amitsorsuaq søen, før vi begav os ud på en fin og lækker slette/dal mod en anden kæmpemæssig sø, Tasersuaq. Den nåede vi til efter 11 km. vandring fra Kanocenteret.

På vejen blev vi mødt af 2 rensdyr, der nysgerrigt kiggede efter os og nylagte Moskusokse lort, men så aldrig dyrene.

Undervejs havde vi også passeret et vådt område, som var lidt træls. Her var første oplevelse af vores lifesavers på vejen, vores gummistøvler.

Lige en lille sidehistorie omkring gummistøvler. Det var ikke planen at vi ville have det med, da de vejer for meget. I stedet havde vi købt smarte gummi/latexcovers til støvler, som helt sikkert bruges til festivaller og lign. Men dagene op til vandringen, gik Evi’s veninde Nivi fra Sisimiut turen og havde et par gange rådet os stærkt til at tage gummistøvler med. I starten var vi lidt “Vi skal nok klare os uden”, men 10 min. før Torrak Fashions lukketid, dagen før vi skulle rejse, besluttede vi os for at følge rådet og købte vores gummistøvler. OMG, Nivi qujanarujussuaq 🙏

Ved Tasersuaq søen, hvor vi lige tog en lille pause og jeg havde behov for at endnu mere erfaring med taping på mit bandagist-CV (skifte tape på fødder og tæer), fik vi øje på et hvidt telt nede ved kanten af Tasersuaq søen. Den holdt vi nøje øje med, for tænk hvis vi var så heldige at de havde en jolle på søen og måske kunne sejle os tværs over, så vi kunne spare lidt. Der dukkede en kvinde op og straks var Evi på pletten og spurgte. Til vores store overraskelse ville de gerne sejle os over og bad os om at komme ned. 🙂 ❤️

Det var rensdyrjægere fra Sisimiut, Nikolaj, Maasi og Justine.

Det endte så med at vi blev sejlet, 11 km., helt ind i bunden af søen, til Itinneq, sejlede forbi Ikkattoq, så vi sprang en hytte over. Vi var meget taknemmelige og følte os meget privilegerede. Søen var fuldstændig blank og solen skinnede.

På vejen til bunden af Tasersuaq, Itinneq, fik Evi øje på et rensdyr og fluks, så var vi med på rensdyrjagt. Nuummiutterne, Magdaline og Mette, skulle tysses på undervejs, da vi var ved at skræmme dyret væk med bare snak 😊 Vi sejlede stille og roligt ind til kanten hvor rensdyret var og Maasi og Justine blev sat af. Maasi kravlede op mod dyret og skød det. Fedt at være med til.

Mens Maasi og Justine gjorde dyret klar til transport, sejlede Nikolaj os helt ind til bunden af Tasersuaq og vi hoppede af ved Itinneq, ca. 10 km. fra Eqalugaarsuit, som blev målet for dagen.

Da vi blev sat af, fik vi meget klare retningslinjer om hvor vi skulle gå hen. Pejlemærket var en ”kløft” i et fjeld langt ude i horisonten. Den skulle vi gå lidt til højre for, så ville vi støde på et skilt til turister. Når vi nåede den, så ville vi komme til stien vi skulle følge op til Eqalugaarsuit.

Men først tog vi vores frokostpause, af med sko og strømper og spise vores rationer.

Så gik vi 10 km. til Eqalugaarniarfik. Det skulle også være dagen hvor vi første gang skulle over en elv. Det havde vi alle set spændt frem til og havde helt sikkert haft vores fantasier om.

Efter overgangen af elven mødte os ca. 5 km. mos, sump og vådt område 😫. Det var virkelig nederen, besværligt, hårdt og samtidigt var vi godt i gang med at blive stegt af solen. Seriøst, det var ligesom at bevæge sig rundt i Floridas sumpområder på en alt for varm dag, puuuha. Heldigvis dukkede der ikke alligatorer, skildpadder og klamme insekter frem, men kunne godt lige have dukket en Airboat op, det ville have været sejt. Men, fokus på det gode, vi var faktisk enormt heldige med myg, der var ikke rigtig nogen.

Vi var godt trætte, da vi begyndte at forvente at se Eqalugaarniarfiks hytte. Meeeeen, det hele skal jo ikke være for nemt 😊 De sidste par km. til hytten er en lille stigning, hvor de sidste 300 m. er lodret opad. Det er rimelig hårdt, når man er træt. Da vi kommer op ad den første stigning, møder vi et tjekkisk ungt par, der har slået telt, ca. 200 m. fra hytten. Da vi nærmer os hytten kan vi se at der sidder 3 udenfor hytten og vi begynder at blive lidt spændte på om der mon er plads til os i hytten (for vi har efterladt teltet derhjemme og satser på hytterne hele vejen). Det er der, for der er plads til 6 mennesker 😅.

De 3 mænd er fra Ungarn og er IT nørder (hvis nogen skulle være nysgerrige, de skulle til Ilulissat og Nuuk efterfølgende. Det sjove er at Magdaline mødte dem i Qinngorput, da de var i Nuuk, hvor de lige havde været på Store Malene).

Til vores store skræk, finder vi ud af at der ingen elv eller sø er i nærheden, arrrgh, lidt besværligt, når nu vi gerne vil i bad, vaske vores tøj og have vand i nærheden hele tiden. Men vi finder ud af at der ned ad bakken (ca. 200 m. ned) er en kilde, som man kan bade i, drikke af og hvad man nu vil. Og en af de 3 mænd fra Ungarn er rigtig flink til at tage ned og hente vand til mad, kaffe osv., så vi ikke behøvede at slæbe rundt på det.

Området omkring Eqalugaarniarfik ligger i øvrigt i Aasivissuit-Nipaat-området, der er på UNESCO verdensliste.

Evi’s surprise til os, blev overrakt til kæmpe glæde, da vi havde fået skiftet tøj og var klar til mad. Hun havde slæbt en bakke Tapas og en alkoholfri øl med hele vejen, wuhuuuuu.

Eqalugaarniarfik – Innajuattoq

Vi står op kl. 07:00 tirsdag den 18. august 2020, til den smukkeste solopgang (igen, igen), efter at de 3 mænd fra Ungarn og det unge par fra Tjekkiet er smuttet.

Man starter med en fantastisk opstigning fra Eqalugaarniarfik, op ad et fjeld der læner sig op ad et andet kæmpe fjeld. Det var sindssygt smukt. Jeg elsker opstigninger, det er LIIIGE mig, kaaarh nuan.  De første 15 km var magiske, noget af det smukkeste for mig, på hele turen. Da vi kommer op i højderne, kommer den mest fantastiske udsigt ud over kæmpe søer, fjelde der kæmper om at være smukkeste og et terræn der får dig til at snappe efter vejret.

Vi møder en lille rensdyrkalv der leder efter sin mor, av. Og da vi kommer op i højderne, overhaler vi vores Tjekkiske venner (ikke at det var målet 😇).

Da vi begiver os ned ad højderne, ender vi nede ved den smukkeste sø, ”Mattaliip tasia” (atserpara 😊 ❣️). Ned igennem en masse smukt grønt kratterat, langs en lille elv og ud til åbningen af søen, wooooow. Vi tager en lille pause, aftisning, opfyldning af drikkedunke og photoshoot pause. Vores unge vennepar fra Tjekkiet indhenter os og joiner os i photoshooting til deres bryllupsindbydelse (påbedutter vi dem).

Efter at have gået rundt om søen og vi kommer til de sidste 5 km. af ruten til Innajuattoq, ryger vi ind i mos-helvede, OMG. Thank God for our lifesavers, gummistøvler. Turen var lige ved at slå os (mig) ihjel. Det var virkelig besværligt og hårdt. På et tidspunkt rykker undergrunden sig, buldre og brager, under mine fødder. Aaarrgh total klamt, og hvor blev jeg lille bitte i denne kæmpe verden.

En tur på 20 km. fra Eqalugaarniarfik til Innajuattoq. Nedenfor hytten er der en kæmpe sø og 100 m. fra en elv. Vi fik badet, vasket tøj og hygget lidt med de tre musketerer fra Ungarn og de to turtelduer fra Tjekkiet. Vi fik smagt Ungarsk, saltet skinke og tørrede-ish æbler og Tjekkiske (hjemmelavet beef jerky af gris) specialiteter og de fik smagt vores skønne Marie’s hjemmelavet tuttu beef jerky, og Evis naturtørrede rensdyr. Der var plads til os alle i hytten, som havde 12-13 sengepladser.

Efter at have inspiceret dagens elvovergang og børstet tænder, gik vi i seng kl. 20.00, da vi gerne ville afsted allerede kl. 05.00 dagen efter. Turen fra Innajuattoq, forbi Nerumaq og videre til Kangerluarsuk tulleq, er ca. 35 km. Så en lang dag ventede os.

Innajuittoq – nerumaaq – Kangerluarsuk tulleq

Vi stod op kl. 04.00, onsdag den 19. august 2020, til endnu en smuk solopgang ❣️

Vi tapede, pakkede sammen, spiste morgenmad og tog vores gummistøvler på. Meget vigtigt at pointere det 😊 Vi havde nemlig aftenen før vurderede at vi sagtens kunne gå over elven i vores gummistøvler, så vi ikke behøvede at fucke op i vores taping og starte forfra igen.

Kl. 5.15 var vi klar, mens de andre sov.

Vi krydsede elven, uden at få våde fødder og begav os udenom søen der lå ved Innajuattoq hytten. Vi stod faktisk op sammen med dyrene, for på bare en lille time mødte vi 16 rensdyr, 2 tuullit og et par ryper. Midt inde i landet, langt væk fra kysterne, som om at de godt vidste at rensdyrjagtsæsonen var sat i gang 😊

Turen til Nerumaq var helt aldeles fantastisk, smuk og enormt tilgængelig. Det var en slags dal der gik nedad hele vejen, der var tørt og nemt at begive sig i. Vi skulle over 3 elve, hvilke vi fik succesfuldt gjort med gummistøvler, wuuuhuuu vi elsker gummistøvler! Vores bedste investering og kg.-øgnings beslutning.

Vi gik omtrent 10 km. med gummistøvler på ruten, total lifesaver, men er også rigtig hårdt for fødderne.

Vi mødte en fra Finland der gik den modsatte vej alene.

Da vi når til Nerumaq, efter 17 km. vandring fra Innajuattoq, krydser vi elven og tager en pause lige ved siden elven. Vi bruger godt en time der, til at tørre fødder, spise, være på luksus spa-ophold (bad i elven, massage, øjenbrynsplukning og hygge), før vi fortsætter.

Vi begiver os ud i de sidste 17 km. til Kangerluarsuk tulleq, i godt humør, solen skinner og varmer fra en skyfri himmel, der er lidt myg og augustfluer. Efter at have gået en lille halv time, bliver vi lidt irriteret over en rød helikopter der bliver ved med at kredse rundt ovenover os (højt oppe) og snakker om at de nok leder efter nogen. Men undrer os over at den flyver så højt oppe. ”Kan man da ikke få lidt mindfulness på sin tur?” 😊 Hhahaha

Så forsvinder den lille røde helikopter og vi kan få lidt ro…..

Vi undrer os lidt, men går videre og når til et område med højt begroet kratterat, skovagtigt område, hvilke var ret fascinerende at gå i.

Pludselig dukker der en kæmpe grå seahawk op i horisonten, op fra en skrænt og begynder at kredse omkring os.

Vi går lidt i panik og ved ikke hvordan vi skal agere, skal vi vinke, skal vi give thumbs up, vinke dem væk, lave et rullefald for at vise vi har styr på det eller hvad?

Bare lige pludselig være klar i soldaterposition, hahahah, (eeej).

Helikopteren kommer helt tæt på os, så vi står og holder om hinanden, for ikke at blive slynget væk eller pludselig blive hejst op og kidnappet (ej). Helikopteren stiger til luft og forsvinder og vi står som de største 3 ? ever. Hvad var det, hvad lavede de, hvem ledte de efter, hvorfor så tæt på os, var vi kommet til at trykke på nødopkald på mobilerne, spotten vi havde med eller var vores familier bekymret, osv. De tanker gik vi hver især med i et stykke tid. Svaret fik vi først i Sisimiut 😊

Vi krydser den store elv, i gummistøvler (🤩lifesavers) som render hele vejen ned til Kangerluarsuk tulleq. Og så bevæger vi os ind i det område jeg havde set rigtig meget frem til, nemlig området hvor vi har stået på ski, under de utallige Arctic Circle Races vi har deltaget i. Jeg havde sådan glædet mig til at se hele landskabet uden sne, og det var virkelig et smukt syn. Når vi lige fik det placeret, så det hele så bekendt ud. Virkelig fedt at se.

Sidste år, 2019, var der et kæmpe område, hvor der var fjeldbrand. Dette område gik vi forbi og det var sindssygt at se hvor stort et område der havde været berørt.

Ca. 5 km. fra hytten ved Kangerluarsuk Tulleq (den øverste, der er nemlig 2), tog vi en lille pause ved elven, hvilke igen var paradisagtigt. Stor brusende elv, solen skinnende fra en skyfri himmel, grønt kratterat omkring, de smukkeste fjelde der omgiver dig og ikke mindst selskabet, fantastisk.

34 km. og 13 timer efter den smukke morgen ved Innajuattoq, den mest smukke og længste vandring, ca. 3 km. sump og en stigning op på toppen af et fjeld hvor den sidste hytte vi skulle overnatte i lå, ankom vi til hytten.

Der er ingen elv lige i nærheden, så man skal gå lidt for at få noget vand, kan bade og vaske.

Til aftensmaden afslørede jeg min surprise. De to tøser havde under vores forberedelser snakkede om at de ville savne cola på turen, så jeg havde købt det næstbedste, nemlig Sun cola til dem. Ikke nok med det, så havde jeg i løbet af dagen samlet små-sten, som jeg ville sætte sammen til små minde-varder til dem. Uuuuhh der var ikke et øje tørt og lykken ville ingen ende tage ❤️.

Kangerluarsuk tulleq – Sisimiut

Vi vågnede kl. 06.30 torsdag den 20. august 2020, og gik stille og roligt i gang med forberedelserne til den sidste dag og vandring mod Sisimiut. Uuhhh i dag var det min yndlingsstigning vi skulle på, nemlig den berygtede morderbakke / Qerrortusuup Majoriaa, som jeg kender så godt fra Arctic Circle Race, en stigning på 3 km. Det fantastiske at opleve denne gang, var at det var fuldstændig samme følelse at gå op af den, som når jeg har gået den på ski, min krop genkendte den fuldstændig. I love it, nuann ❤️

Lige efter morderbakken / Qerrortusuup Majoriaa, gik vi henimod ACR camp pladsen på søen under Aapilattorsuaq bjerget og lige ud direkte videre mod Sisimiut. Vi kunne næsten ikke holde Evi tilbage mere (hun ville bare i mål og komme hjem til sin fødeby Sisimiut), men vi fik hende overtalt til en sidste pause. Denne pause tog vi på toppen og spidsen af et bjerg, hvor udsigten var direkte mod Nasaasaaq, dalen nedenfor med elven og den smukkeste natur ever. Jeg blev fuldstændig overvældet over den smukke udsigt og kunne ikke holde tårerne tilbage.  Jeg havde virkelig mit moment lige der ❤️

Midt i mit moment, med tårer i øjnene og den fedeste lykkerus / mindfulness, blev jeg afbrudt af “har du nogen iprener tilbage”-snak, og jeg måtte sige “Ssshhh jeg sidder og græder og har et moment”, hihiihiii det grinte vi lidt af.

Vi kom til Sisimiut 12,5 km. 6 timer efter start fra Kangerluarsuk Tulleq.

Mange tak fordi du gad at følge med. Hvis du har overvejet turen, så gør det!

P.S. Hvis du er nysgerrig mht. helikopteren, så var det Evi’s fætter Nukappiaaluk, der sammen med sit team fra Arktisk kommande der var ude på en øvelse og ville sige hej på vejen.

Udstyr

Nu er vi jo heldigvis ikke de første der skal vandre den rute, vi kender rigtig mange der har gået Kangerlussuaq – Sisimiut, så der var mange gode råd at hente. Vi fik en udstyrsliste af Maliina Abelsen, som havde gået turen sidste år, som vi lænede os rigtig meget op ad. Jeg har opdateret listen med det der passede til os, som i kan finde her.

Jeg fik købt en rigtig lækker Haglöf 55 liters rygsæk, som viste sig at være lidt for lille, men den fixede jeg med ekstra rum i vandtætte solide drybags man kan købe i forskellige størrelser og satte fast med cykel-elastikker.

Min sovepose er en letvægtssovepose der vejer omkring 1 kg og er beregnet til min. minus 4 og mit liggeunderlag et oppusteligt et (også letvægts).

På en anden vandretur fra Kilarsaarfik til Kapisillit havde Jacob Nitter en fed Jetboil, der kogte vand på ingen tid og var super nem at betjene; sådan en købte jeg. Det er den fedeste og bedste investering.

Forberedelsen

Jeg havde vandret med skønne kollegaer fra Kilarsaarfik til Kapisillit (27 km.) tidligere på sommeren og fra Oqaattut til Ilulissat (21 km.) med familien, så lidt personlige erfaringer og fif fra de andre fik jeg med til forberedelsen. Jeg har gennem årene lært, at det er godt at få mange km. i benene under træningen/forberedelsen til lange seje ture, så kroppen er nogenlunde forberedt.

Træningen op til turen med Magdaline og Evi, var vandringer med og uden udstyr, for at vænne ben, knæ og ankler til turen. De nye vandrestøvler skulle gås og vænnes til. Når vi vandrede med rygsækkene, vi skulle gå med, fyldte vi dem op med mælk, mel, havregryn og hvad der ellers kunne give tyngde. Vi gik sammen, for det første fordi vi elsker hinandens selskab, men også for at få en fornemmelse af hvor vi hver især lå i forhold til vandringen.

Vi fik vandret sammen et par gange uden udstyr og et par gange med fuldt udstyr ud til nedkørslen.

Maden

Jeg havde følgende med:

Morgenmad: Overnight oat m. blåbærsmarmelade til de 3 første dage og havregrødsblanding til de sidste 3 morgener. Al morgenmad var pakket i selvlukkende fryseposer. Naturligvis også instant kaffe og kaffemælkepulver.

Frokost: En håndfulkd homemade tørfisk (torsk) by Kreutzmanns m. aromat, 6 strimler homemade Beef jerk by min elskede Marie Lundblad (<3), 3 skiver røget rensdyr, 2 skiver rensdyrspegepølse, 2 skiver rugbrød de første 3 dage og 3 stk. rugkiks til de sidste 3 dage.

Aftensmad: Frysetørret aftensmads fra Blå band (jeg købte det på Outnorth.dk, men det kan også købes i de lokale butikker heroppe).

Snack til hele dagen: En lille håndfuld saltede mandler og en lille håndfuld Hitmix (slik), kopsuppe-rør, the og kaffe.

Alt ovenfor, havde jeg portionsanrettet og lagt i dagsposer (alt jeg skal bruge dag 1 i en pose, dag 2 i en anden osv.)

Jeg havde ikke kaffe nok med, men det havde Evi heldigvis, så der var nok til os, og hun havde også en masse lækkert med, alt fra slik, figrolls, chokolade til kæmpe chokolade skildpadder .

Tøjet

Jeg havde shorts, løbeleggings, sports bh, en tynd merinouldtrøje, en fleecejakke og mine vandrestøvler på, da vi tog afsted fra Kangerlussuaq. Da solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, smed vi hurtigt jakken, og de øvrige dage gik i små shorts og sports bh, alt andet var fpr varmt.

Skiftetøjet var et par behagelige leggings, behagelig sports bh, trusser, en merinouldtrøje, tørre strømper og sketchers sko (som vi ville bruge til overgange af elve).

Jeg havde taget 5 par vandrestrømper med, og er rigtig glade for det. De første 3 dage genbrugte jeg 2 af parrene (hang til tørre under gåturen og vasket når vi nåede hytter) og skiftede dem ud med rene de sidste 3 dage.

Vi fik rådet at tage gummistøvler med af nogen som netop havde gået ruten, så sidste minut før Torrak Fashion lukkede fredag, dagen før vi fløj, strøg Evi og jeg ned og købte høje gummistøvler (Magdaline havde nogen i forvejen). Det var det bedste vi gjorde, fuldstændig lifesavers 

Min Rygsæk vejede 17 kg.

Refleksion er et af de stærkeste og vigtigste handlinger, hvis du vil rykke dig på alle områder. At reflektere over sit liv, sin situation, sit arbejde, træning, relationer, ja alle områder af livet, gør dig endnu mere selvbevidst og viser dig vejen tilbage til den sti du gerne vil følge. Samtidigt med det, er det den perfekte mulighed for at se tilbage og anerkende sig selv for det man har opnået.

Og hvad er mere perfekt end at bruge de sidste par dage af året, på at kigge tilbage?

Hvert år laver jeg et visionboard (collage med billeder) på det jeg ønsker at mit år som minimum skal indeholde. Det er en fantastisk dejlig kreativ process, som jeg elsker. Jeg finder billeder på nettet, ugeblade og alle mulige steder, af de ting der for mig repræsentere det ønskede, også laver jeg de fedeste collager med disse billeder. Disse visionboards/billedcollager hjælper mig med at holde fokus på det jeg gerne vil have i mit liv og ønsker at opnå i løbet af året. 🙂 Og det virker for mig!

Det er vigtigt for mig at være i integritet med mig selv og det liv jeg lever. Så løbende benytter jeg mig også af de værktøjer jeg underviser i, når jeg er ude og undervise i personlig udvikling. Et af de værktøjer der hele tiden minder mig om at være i integritet er livshjulet. Simpelt lille værktøj, hvor du går ind og vurdere 8 områder af dit liv fra en scala fra 1 – 10. For mig, er det et værktøj, der hurtigt og nemt viser mig, hvor jeg skal gøre en indsats, for at få det godt med mig selv og med mit liv.

Grunden til at jeg nævner visionboardet og livshjulet, er fordi at det er dem jeg tager udgangspunkt i, når jeg kigger tilbage på mit 2017 🙂 Jeg vil bruge livshjulets 8 områder som overskrifter nedenfor, når jeg ser tilbage på mit 2017.

Arbejde, Karriere og succes

På mit visionboard for 2017 har jeg flere citater på ledelse og lederskab, fordi at jeg ønskede at få mere af det ind i mit arbejde og i mit liv generelt.

Hos Air Greenland, har jeg gennem året fået mere ansvar og været med til at udvikle og deltage i et lederudviklingsforløb som var super. Rekrutteringer af super elever har også gjort indtryk på mig. Så et meget spændende år, som på mange måder har udvikliet mig som leder, men også som menneske.

At ”røre” folk og inspirere til udvikling og sundhed, har jeg haft mulighed for og ved også godt at jeg har, gennem iPotential. Lasses og mit Whole-Life-Change forløb for en masse fantastiske mennesker, foredrag om sundhed og personlige coachingforløb, undervisning af dejlige mennesker og mit engagement i Inussuk Consult, har været store og særlige øjeblikke gennem året.

Økonomi

På mit visionboard for 2017, fyldte dette område ikke så meget, men har alligevel haft en stort betydning og krævet en del fokus, da vi havde flere store planer, som krævede end del i kisten, for at det kunne realiseres. Så jeg fik sat en dollar ind i visionboarded, som repræsenterede overflod og uventede indtægter, så vi kunne få opfyldt vores drømme.

Vi fik realiseret vores drømme og fik alle vores store planer gennemført.

Krop og sundhed

På mit visionboard for 2017, fylder crossfit rigtig meget (SURPRISED??). Jeg ville løfte tungere, blive bedre til gymnastikdelen og i det hele taget hele tiden være i fremdrift.

Min elskede veninde, Susi, gjorde mig i går opmærksom på hvor meget der var sket med mig crossfit-mæssigt i 2017. Jeg fik lært pull ups butterflies, fik enormt meget kontrol over mine overhead squats, har flere gange øvet mine snatch squats og rykket mig der, har løftet virkelig tungt på mange områder og fik forleden taget en handstand push up m. 1 lille pude, yaaaaaaay. Konkurrencemæssigt har jeg stået på podiet, sammen med unge stærke talentfulde piger.

Og tænk engang at være så privilegeret, at have en familie der er lige så tosset med den sportsgren, som jeg selv er. Shit jeg er heldig <3

Naturligvis er der også har jeg også et billede af Arctic Circle Race med på visionboardet.

Til dette års Arctic Circle Race, som var mit 7. løb (har deltaget siden 2011), havde jeg ingen forventninger til, jeg skulle bare gennemføre. Da jeg havde døjet voldsomt med mit knæ og ikke fået trænet langrend særligt meget, tilmeldte jeg mig, tøvende, 100 km. racet 2 uger før løbet.

Jeg vandt 100 km.’eren hos kvinderne 🙂 Som sædvanligt et fedt arrangement, som aldrig vil gå i glemmebogen.

Kærlighed

På mit visionboard for 2017, har kærligheden til min nærmeste familie været i fokus. Og jeg synes at 2017 har været fyldt med familie-kærlighed <3

Årets højdepunkt var Millas konfirmation, hvor vi var omgivet af de vigtigste mennesker i vort liv. Min dejlige søster Tine og min skønne niece besøgte Grønland for første gang, min mor var her, min anden fantastiske søster Lone og alle hendes mange dejlige børn var med og naturligvis var vores bedste venner, som også er vores familie, med.

Det var de dejligste dage vi havde og den smukkeste aften for Milla. Jeg ønsker mig mange flere af sådanne stunder. Igggg jeg elsker jer allesammen <3

Familie og venner

Som sagt så har kærligheden til min nærmeste familie været i fokus på mit visionboard for 2017.

Gennem, årets højdepunkt, Millas konfirmation, havde vi rigtig meget nærvær og connection. Men det har også været vigtigt for mig at have connection med og holde sammen på familien gennem hele året. Derfor har jeg hårdnakket holdt fast på vores søndags tradition, at spise sammen hjemme hos os. Hver søndag er min niece, hendes veninde Julie, min nevø og hans kæreste, som minimum, kommet og spist hver søndag. Der har vi hygget, løst livskriser, grint, larmet, dramaet den, været fucked up, krammet, været glade, kede af det og hvad der ellers findes i følelsesregistret.

Jeg elsker vores søndage og jeg elsker jer, min elskede skøre familie <3

Det har også været året, hvor en længe planlagt og ønsket rejse blev realiseret. Drømmerejsen til USA, for os 8, der konsekvent mødtes om søndagen. Thomas, mig, Marcus, Milla, Laura, Julie, Minou og Malou, tog en 3 ugers roadtriptur i Californien. Den bedste ferie ever!

Mine venner er lige så et vigtigt et fundament for mig, som min familie er. Jeg elsker jer og er dybt taknemmelig for det år vi har haft sammen <3 Jeg vil ikke nævne jer alle, men bliver nødt til at fremhæve nedenstående:

Min Krissie, min Nuno og min Nette; i skaber et rum, hvor det er fuldstændig ok at være vanvittig, for meget, fucked up, overgearet eller bare bla, samtidigt med at i ALTID formår at spille mig god, sej, stærk og fantastisk. Fuck jeg elsker jer <3

Og faktisk er det helt det samme jeg vil skrive om jer, Lasse og Susi; i skaber et rum, hvor det er fuldstændig ok at være vanvittig, for meget, fucked up, overgearet eller bare bla, samtidigt med at i ALTID formår at spille mig god, sej, stærk og fantastisk. Fuck jeg elsker jer <3

Personlig udvikling

At arbejde med mit selvværd, har været meget i fokus i 2017. Bølgerne kan, til tider, gå meget højt, følelsesmæssigt. Ofte er jeg røget helt ned i kulkælderen og skal bruge rigtig meget energi og tid på at kravle op igen. For at få dønningerne til at lægge sig en smule, så der ikke er så stor forskel på høj og lav, har jeg virkelig haft fokus på at være i integritet.

INTEGRITET er og forbliver nøglen til et godt Mette-liv!

Hjem og omgivelser

Et hjem med varme, hvor alle kan tage en helle fra hverdagen og føle sig tryg, et hjem som er samlingspunktet for familien og hvor der er plads til alt og alle, er et hjem der fungere bedst for mig. Og sådan et hjem har vi! Alt er som det skal være på dette område.

Sjov og fornøjelser

Shiiiiiit et fantatisk år, med masser af fornøjelse, sjov og særlige skønne stunder, med de bedste mennesker i mit liv. TAK 2017!

Tænk engang hvad 2018 så kan byde på? Jeg glæder mig til at lave mit visionboard for 2018, ser frem til mindst lige så mange fede oplevelser og samvær med dem jeg elsker.

Tak fordi at du gad at læse om mit år. Jeg håber at du blev inspireret, inspireret til at tage styret til dit liv og forme det som du vil 🙂

Jeg drømmer for vildt natten til lørdag, sover vildt godt og dybt. Jeg drømmer at alt mit hår er barberet af, inkl. mine øjenbryn, at jeg er smadder sulten og står i kø ved en kantine. Der er ikke rigtig nogen der lægger mærke til mig i køen, hvilke er en enorm lettelse, for jeg er flov over at se ud som jeg gør. 🙂 I køen står Thure, Lasse og nogle af de andre løbere… Jeg gemmer mig og sniger mig op til maden. Til drømmeanalytikerne, takanna giv den gas og analyser 🙂

Da jeg står op kl. 05.30, kunne jeg faktisk sagtens blive liggende i min sovepose og sove et par timer ekstra, jeg har det lige så godt. Men op skal jeg jo, op og gøre klar og spise morgenmad.

Igen er det en hel utrolig smuk morgen, solen skinner fra en skyfri himmel, havet er spejlblankt, fuglene kvidre, blomsterne blomstrer, harperne piber blidt og englene synger “halleluja”(nå, det tog lige overhånd 🙂 ).

Vi sidder sammen og spiser vores morgenmad, drikker vores kaffe og nyder udsigten. Der er mere ro omkring lejren i dag, men summer også af glæden og spændingen over at det er sidste dag og at vi i dag når til Kapisillit.

Trekløveret, Simon, Marie og jeg connecter et par gange mens vi gør os helt klar til start. Vi er klar og glade 🙂

Der er også plads til lidt sjov 🙂 Simon og Marie.

Vi aftaler igen i dag med Lasse og Michael C. at vi følges. Det er rigtig rart og betryggende. Marie Fleischer står også klar omkring os. Så hele holdet er samlet.

Kl. 07.00 lyser startsskuddet og vi drøner afsted. Lasse forrest og os andre bagved. Vi vader over Qooqqut elven hånd i hånd og starter, også her, en stødt opstigning, der igen er ved at tage livet af mig. Haj-ja, alt i min krop modarbejder mig og vil meget hellere bare stoppe op og slappe helt af. Men det går ikke, jeg må bare holde ved.

Vi ser alle 4 lidt brugte og meget koncentreret ud 🙂 Marie, Michael og Simon

Da vi er kommet op på det højeste, er der omkring 5-8 km. rimelig lige rute, over til den første store stigning langs et vandfald. Vi småløber lidt hvor vi kan og indtil vi når til et stort stenskred.

I mellemtiden opdager vi at vi har 6 på slæb. Det er Dennis, Ditte, Pele, Rene, Victor og en fyr med hestehale (kan ikke huske hans navn). Og længere bagude indhenter seje Ittu os. Så vi er nu oppe på total 13 mennesker. Det er ikke skide godt. Der sker et eller andet interessant for vores oprindelige gruppe på 6-7 mennesker, humøret går ned, vi overholder ikke aftaler eller de pauser vi har brug for. Mere om det senere.

Efter stensskredet skal vi langs en sø, for at komme over til en skøn elv, som vi flot og elegant hopper over. Det var en virkelig smuk elv, som virkelig gør indtryk.

Vi skal op ad en rimelig stejl stigning langs et vandfald, som er rimelig hård. Men igen 1, 2, 3 så er vi faktisk oppe og kan nyde den smukkeste udsigt tilbage mod den dal vi netop er kommet fra.

Lige efter billedet er taget, ser vi to rensdyr og et kridhvid hare stå og snakke sammen. Det er en hun-rensdyr med sin kalv. Det er fantastisk at se dette. Haren opdager os først og flygter, derefter er det kalven og moderen der hopper for livet. Men stopper lige op for at nærstudere os lidt. Så er de væk 🙂

Vi fortsætter op ad en dal.

Gruppedynamikken er stadig ikke optimal, det er som om at vi ikke kan finde hinanden, humøret er lidt underligt, der er lidt irritation i luften og vi er lidt presset.

Vi kommer til det sidste fjeld før fjeldet der fører os ned til Ittinnera og Kapisillit. På dette sidste fjeld, skal vi ned ad en skrænt fyldt med stenskred, som vi kan huske det fra sidste år. Selvom at vi siger at vi ikke skal ned så højt oppe, vælger Lasse at tage ned et stykke tid før os andre. Ittu, Marie, Marie Fleischer, Michael C. og jeg vælger at gå ned længere nede ad skrænten, så det ikke er så voldsom en nedstigning vi skal ud i. Alle de andre følger os.

Jeg tror at det er her at adskillelsen og splittelsen af gruppen rigtig starter.

Da vi endelig kommer ned af skrænten er Lasse langt langt væk. Vi gør vort aller bedste for at nå ham og når ham da også omsider. På det her tidspunkt har jeg ønsket en pause til at spise og få fyldt mine drikkedunke op flere gange, men tidspunktet har ikke rigtig været der. Men endelig finder vi en elv, hvor vi i det mindste kan fylde camelbagene op og lige få tisset af. Mens Marie og jeg fylder og tisser af ( 🙂 ), løber de andre overraskende videre og er væk!

Men ajunngilaq, vi prioritere at få fyldt drikkedunkene op og prøver at følge efter de andre. På det her tidspunkt har Ittu og ham med hestehalen ( 🙂 ), valgt at fortsætte op ad fjeldet for at holde sig højt oppe.

Vi når de andre, som sidder og får sig lidt at spise, med udsigt direkte ned til bunden af Ameralik, paradiset, det smukkeste sted.

Jeg når lige at pakke min madpakke ud, da de andre sætter igang igen. De har besluttet at løbe ned til Ameralik og fange en løbesti der er dernede. Men jeg holder fast på at blive oppe i højden, fordi at jeg er bange for at jeg ikke længere kan følge gruppen og er også lidt ked af at vi ikke følges ad mere. Og det er her vores gruppe bliver splittet. Det er lidt sørgeligt, men vi holder humøret oppe. Vi ved jo alle godt at løbet her er individuelt 🙂

Marie, Simon, Marie Fleischer, Rene og jeg fortsætter opad, mens de andre drøner nedad.

Vi går langs fjeldet med Ameralik på vores højre side, hele vejen med paradis som udsigt. Lykkefølelsen kommer engang i mellem og den lille gruppe hjælper hinanden frem.

Hvad vi dog ikke gennemgår, de sidste 15 km. 🙂 3-4 vilde jungleagtige skove, hvor jeg på et tidspunkt bliver bekymret for om vi nogensinde overhovedet kan finde ud af disse Ameralik-skove, bange for at vi ville blive filtret inde og blive fanget for evigt og hvor Marie Fleischer på et tidspunkt får grineflip. Jeg er helt sikker på at Simon og Rene, fortryder lidt at de var taget med os, da vi var aller dybest inde i de mørke overfiltret skove 🙂

Men vi når naturligvis levende igennem og kommer over på Ittinnera fjeldet. Da vi kommer op på toppen af fjeldet, ser vi 50 meter foran os 3 deltagere. Det motivere os til at sætte farten lidt op. Men vi er alle løbet tør for vand, og det er virkelig en mangelvare her omkring Ittinnera. Vi leder og leder efter vand. Jo mere jeg fokusere på det, jo mere tørstig bliver jeg. Det er faktisk lige før at jeg pruster sand ud af munden, overlæben sætter sig fast på tandkødet og at jeg får lyst til at smide mig på alle 4 og fortsætte kravlende… Og liiiiige før jeg “dør af tørst” dukker der en elv op, jubiiiiiii, vi er reddet.

Vi nærmer os for alvor Kapisillit, jubiiiii.

Vi kommer ned på stranden, som er de sidste 5 km. før vi når målstregen. Det er ret udfordrende hernede, da vi skal hoppe fra sten til sten, med tunge ben, trætte knæ og lidt ukoncentreret sind. Men igen, så kommer de ekstra kræfter op i os, og vi når igennem stranden med det gode humør og store smil.

Vi er lige ved at være der nu!

Vi kommer i mål alle 5 hånd i hånd og er rigtig glade for at have fulgtes ad. NUAN!

Hele vejen havde jeg haft en masse grønlandske sange i hovedet, gået og sunget nogle af dem også. Jeg synes at det var sjovt at det kun var grønlandske sange jeg havde i hovedet og ville synge. Da vi når i mål, hører jeg pludselig at bandet (Tele Post Band 🙂 ) rent faktisk spillede det nummer jeg havde gået og sunget mest “Misigisaq” til ære for mig. Igggg mine dejlige ex-kollgeaer, TAK!

Nuan, nuan, nuan… Den mest fantastiske tur ever, lykke, dejligt vejr, de bedste venner at følges med, den smukkeste natur, de dejligste dyr på vejen og bare et helt igennem skønt, smukt og fantastisk arrangement. Jeg glæder mig til næste års deltagelse.

Resultat hos mændene og hos kvinderen:

Thure Bastrup

Frederik Lundblad

Svend (ekspedient fra ITTU)

 

Miiti Lynge

Marie Lundblad / Mette Steenholdt

Marie Fleischer

HURRA HURRA HURRRAAAAAAH

P.S og NB, var så super heldige at komme med disse to smukke og seje piger hjem til Nuuk lørdag aften, qujanajulooq <3

Jeg vågner op fredag morgen kl. 05.30, efter en ok nat i teltet med 9 sovende mennesker og efter gårsdagens strabadser. Jeg har det godt, er ikke øm og føler mig udhvilet, dejligt! Solen skinner fra en skyfri himmel og bedre kan det bare ikke blive.

Jeg gør mit morgenmad klar (forblandet hjemmefra) i skålen; jeg har blandet grovvalset havregryn, kokosflager, blå birkes og honning, som røres op med kogt vand, så det bliver til en lækker grød. Jeg skærer bananstykker til og blander i grødet, uuuhhm mamaq og energi der forbliver i kroppen i langt tid. En kop koffeinfri kaffe med risdrik, er prikken over i’et. Så er jeg klar 🙂

Jeg får pakket alt mit baggage sammen, går ned til stranden med det og er faktisk klar til start.

Dagens rute er fra bunden af Kangerluaarsunnguit og mod smukke Qooqqut, ca. 40 km. Jeg har to steder på kortet, som bekymrer mig lidt og som jeg ser  frem til at få overstået. Det første sted er opstigningen til Qassi, som jeg husker som meget hård og det andet sted, er en stejl stejl nedstigning langs et vandfald.

Lige før start, kommer min gode ven Lasse og siger at han overvejer at følges med os i dag, hvilke jeg er rigtig glad for at høre. Så trekløveret (Marie, Simon og jeg), stiller os op i nærheden af Lasse og Michael Collin, for netop at følges med dem.

Lasse og jeg med Qassi i baggrunden, lige før startskuddet 🙂

Startskuddet lyder og vupti vi er i gang. Foran os er der en fin og stabil opstigning i laaaaang tid. Vi følger stille og roligt efter de hurtigste; Frederik Lundblad, Thure Bastrup, Miiti Lynge osv. (som langsomt forsvinder ude foran os 🙂 ). Det går stødt op ad, ikke stejlt men langt. Puuha, jeg kæmper med at holde fast på den rytme Lasse har lagt foran os, for ikke at falde ud af rytmen og komme ud af gruppen. Mine lunger kæmper en brav kamp (heavybreather der vil noget, pruuust pruuust pruust), mine ben syrer for vildt, jeg er træt, føler mig igen ekstrem tung og som en elefant, sveder som et svin og synes i det hele taget at det er dybt ubehageligt. De 40 km., lige på det tidspunkt, virker fuldstændig sindssyge og ikke ret  attraktive.

Men lidt overraskende for os alle sammen, kommer vi hurtigt over til Qassi-opstigningen, nuan. Nu skal vi så op ad den stigning der har bekymret mig lidt. Vi begiver os opad og til vores store overraskelse, vupti og 1, 2, 3, så er vi sørme allerede oppe. Yaaaaay nuann 🙂

Vi har på forhånd aftalt, Marie, Simon og jeg, at vi skal råbe højt hurra, når vi har nået toppen og at vi har overvundet den “bekymring”. Så vi råber højt HURRA HURRA HURRRAAAAAAAHHH på toppen af Qassi, hhaahhah nuan.

Opstigningen til Qassi med fantastisk udsigt

Oppe i Qassi-gryden, er der masser sne, som gør bevægelsen fremad nemmere og bedre.

Qassi

Alt det sne vi havde frygtet op til løbet, var faktisk det bedste undervejs

Michael og Marie der går langs Qassi-gryden

Hele vejen ned ad dalen fra Qassi var der rigtig mange sneområder, vi uforstyrret og ubekymkret kunne løbe ned ad. Hvis der ikke havde været alt den sne, skulle vi have balanceret og koncentreret os meget om at hoppe fra sten til sten og løbet gennem andet besværligt stenet terræn. Jeg er helt sikker på at vi vinder rigtig meget tid her, det var fedt!

En anden ting der gjorde turen og det at der var sne, til en endnu større fornøjelse, var at vi fulgte de hurtigste spor 🙂 Tak til de hurtige 🙂

Vi når op til den store firkantet sten, som er varetegn for at vi skal venstre om et stort fjeld for at komme på rette fod. Her tager vi en lille frokostpause og bliver indhentet af Marie Fleischer og Ittu. Jeg spiser mit rugbrød med røget rensdyr og får fyldt min camelbag op med friskt energipulver og det reneste og dejligste kildevand ever. Så er vi klar igen 🙂

Aaaah nuanneq. Simon, Ittu og Michaels ben i baggrunden 🙂

Vi bevæger os hen mod næste spot som har bekymret mig, nemlig den lidt vilde nedstigning langs et vandfald. Igen må jeg gøre min bekymring til skamme. 1, 2, 3, så er vi nede (takket være klatre-Lasse’s super evner til at finde det helt rigtige sted at komme ned, så vi overlever). Jubiiii, hvor er det fedt at blive overrasket på den fede måde hele to gange den dag. Igen råber vi højt HURRA HURRA HURRRAAAAAAAHHH

Vi skal op ad en stejl skrænt og møder Jens Berthelsen, som sidder og er postvagt det stejleste og sejeste sted. Han har fundet dagens flotteste og bedste spot at sidde ved, solen skinner fantastisk her og udsigten er amazing.

Der er stadig langt herfra, omtrent halvvejs, men humøret er højt og vores gruppe, som nu er oppe på 7 mennesker(Lasse, Marie, Simon, Michael C., Marie Fleischer, Ittu og mig selv), fungere ganske udemærket. Lasse går forrest og vi andre bagved som små lam der følger faderen, mææææhhhhhh 🙂

Flere gange forundres vi over at vi på sådan et stort kæmpemæssigt landskab, hvor sansynligheden for at gå i samme spor som andre er meget lille, hele tiden støder på de andres (de hurtiges) spor. Vi skråler af glæde hvergang, he he.

Vi når ned til den sidste dal før Qooqqut og sætter farten op til løb. Vi løber og løber ned ad dalen, gennem mos, på fjeld og gennem grene og krat og når pludselig frem til en heppende dame. Vi er trætte og brugte og måske lidt pirrelige nogen af os. Så selvom denne søde dame rent faktisk hepper på os og prøver at hjælpe os, så bliver vi irriteret over at vi ikke forstå hvad hun siger, eller kan høre det særlig godt og bliver lidt forvirret. Men det går hurtigt over, for nu starter nedstigningen mod campen, vi tydeligt kan se, jubiiiiii 🙂

Vi når i mål, nede på stranden, 9 timer og 37 min. (så vidt jeg kan huske) efter startsskuddet i bunden af Kangerluaarsunnguit.

Vi bliver sejlet over elven og hen til campen.

Fantastisk dejlig tur med de dejligste mennesker ever. Mange mange forelskelser undervejs, som overvælder mig og giver mig flere lykkestunder. Lyset, fjeldene, fjordene, bevoksningen, det grønne, sneen, elvene, duften af Qajaasat og alt andet grønt, følelsen af at bruge min krop, de fedeste samtaler, grineflip, fantasier der var langt ude, kommentar man ikke kunne lade vær at grine ad og et fantastisk sammenhold i gruppen, SUK hvor var det fantastisk.

Glade og tilfredse kommer vi op til de andre der er kommet i mål. Men bliver først og fremmest mødt med den bedste servicebesked ever. Frederik har været så sød at slæbe vores baggage hele vejen fra stranden og op til campen. Så er man altså lige ved at græde af glæde 🙂 Vi finder vort telt igen, får skiftet tøj, hygger og snakker med dem som allerede er ankommet ude i det dejlige solskinsvejr, mens vi venter på at maden bliver klar. Vi får det lækreste thai kylling, som vores sødeste køkkenpiger har lavet, uuuhhmm.

Ved 21 tiden går vi igen til ro og forbereder os mentalt på sidste etape, fra Qooqqut til Kapisillit, som bliver skudt afsted kl. 07.00.

Dagens resultater for mændene og kvinderne er som fælgende:

Thure Bastrup

Frederik Lundblad

Svend (ekspedient fra Ittu)

 

Miiti Lynge

Marie Lundblad / Mette Steenholdt

Marie Fleischer

3. etape følger 🙂

Mandag morgen vågner jeg op og har halv ubehagelige sommerfugle i maven og følelsen af at være for tung og træt i kroppen. Det får mig til at overveje at droppe min deltagelse ved dette års Nuuk – Kapisillit Tour. Faktisk får jeg overbevist mig selv så meget om at jeg dropper det, at jeg lige når at få ro i kroppen og har det godt med den beslutning 😛

Men jeg ved også at det er et mønster og at det er mit ego (som er drevet af konkurrence) som spiller puds med mig. ”Tænk hvis jeg ikke formår at holde distancen?”, ”tænk hvis jeg bukker under?”, ”tænk hvis det kommer til at gøre ondt hele vejen?”, ”tænk hvis jeg slet ikke kan følge med mine makkere og venner?”, ”jeg har ikke trænet nok”, ”Aaahh sussa…” osv. osv.

Tirsdag morgen betaler jeg deltagergebyret og har taget beslutningen ”NATURLIGVIS skal jeg være med igen i år!!”.

Så er der ro i kroppen, tankerne og i sindet. Jeg begynder at glæde mig til turen, samværet med de fedeste mennesker og med mig selv derude i de smukkeste smukkeste steder i verdenen.

Torsdag den 2. Juli kl. 08.30 tropper jeg op ved Jerndumpen i Nuuk, hvor starten skal gå, med mit baggage og er klar til start. Solen skinner, det er dejligt varmt og stemningen fantastisk.

Lige før start, bliver der taget billede af de 45 som deltager.

Et par minutter efter lyder nedtællingen til start, 3, 2, 1, GO! Og vi drøner derudaf.

Det er en ok start og løbet ud til Kuanninnguit går rigtig godt. Jeg følges med min dejlige veninde Marie Lundblad fra starten af. Da opstigningen fra Kuanninnguit starter kommer denne træthed og tunghed snigende i kroppen og jeg er sikker på at det vil slå mig helt ud, puuuuha, det var p…. hårdt.

På vej op ad opstigningen fra Kuanninnguit, har Simon (som skulle vise sig at blive vort tredje hjul/makker på hele turen) hægtet sig på Marie og jeg, og minder os om, da jeg er døden nær (luftmangel, syre i lårene og er lige ved at give op), at vi også skal huske at nyde turen. Han redder mig og hele min oplevelse af turen i år, mange tak og nuann.. Simon løber fra os et par gange, men vender stabilt tilbage til os de gange og beslutter til sidst at blive sammen med os 🙂

Trekløveret 🙂

Vi kurer ned ad nedkørslen på sne, hvilke gør turen ned nemmere, hurtigere, spændende og sjovere, og kommer hurtigt ned på dalen mod Kangerluaarsunnguit. Vi vælger at gå højt oppe, for at spare tid og kommer direkte ind det sted hvor man går ind i stenskredets sti, og det var et godt valg.

På vejen er der 3-4 andre deltagere (Ditte, Pele, Dennis og vidst nok en til) som hægter sig på os og på et tidspunkt overhaler os. Men efter stenskredet vælger vi igen at gå højt oppe i terrænet og de andre vælger at gå længere nede. Og da de vælger at følge os, går turen for os ned på stranden og ind til bunden af Kangerluaarsunnguit, resten af vejen. Igen et godt valg for os, for vi løber fra dem der og ser dem først igen efter at vi er kommet i mål.

Før mål krydser vi en stor elv, som er bred og har delt sig i flere halvstore elve. Det er en smule spændende at krydse dem, da vi lige bruger lidt tid på at finde det rette sted. Men vi lærer hurtigt at der er én regel der gælder, når man skal krydse elve: ”LAD VÆR AT TÆNKE, bare hop over eller vad over!”.

Vi kommer i mål sammen, Simon, Marie og jeg, 4 timer og 46 min. efter starts skuddet ved Jerndumpen, NUAN 🙂

Lige efter målstregen handler det bare om at finde sin taske og finde en sengeplads i et af de lækre TIPI telte, som Timi Asimi har sat op til os. Når det er på plads, så kan man tage ned til den dejlige elv og bade og skifte tøj.

Inde i vores TIPI telt, med munden fuld af proteinbar 🙂

Eftermiddagen i bunden af Kangerluaarsunnguit bruger vi på at hygge, spise, snakke om vores tur, forberede os på næste dags strabadser og heppe de andre i mål.

Kammannguaq, kammattaaq, nalunngisallu 🙂

Campen i det skønneste vejr

Kl. 18.00 er der mad; lækker pasta med oksekød og salat, præpareret af de sødeste køkkenfolk i det fri.

Madkø og spisning i det fri, uuuhhmmm mamaq

Der bliver annonceret at etape 2, næste dags tur fra bunden af Kangerluaarsunnguit til Qooqqut, vil starte kl. 07.00.

Vi pakker vores tøj klar, fylder camelbags op med energibar, energigel, energipulver, madpakker og en smule ekstra tøj (for mit vedkommende en tynd løbejakke, tynde handsker, en svedklud og ekstra drikkedunk).

Vi er omkring 9 inde i vores telt (Birgithe, Paarnu, Frederik, Marie, Michael, Nina, Elisabeth, Marie og mig) som alle går til ro ved 21.00 tiden, efter en fantastisk oplevelsesrig og dejlig dag.

Dagens top 3 hos mændene og kvinderne:

Thure T. Baastrup

Frederik Lundblad

Qooqu Berthelsen

–

Miiti Lynge

Marie Lundblad / Mette Steenholdt

Ditte (tror jeg nok)

Dag 2 og 3 følger 🙂

Det er vildt at tænke på at en “lille” beslutning kan frigive så meget energi og give enormt meget glæde, både i det øjeblik beslutningen bliver taget og tiden efter.

Og det har jeg da vidst i lang tid og gør også et stort nummer ud af, når jeg underviser både i personlig udvikling og coaching.

Når vi som mennesker føler en stor utilfredshed, frustration eller føler os presset, så er det næsten altid fordi at vi føler vi er i et dilemma. Mange gange vil en beslutning frigøre os fra de lænker der holder os fast i frustrationer, ubehag, utilfredshed og stress.

Og ved i hvad? Jeg føler virkelig at store tunge lænker er blevet låst op og jeg kan træde ud af dem, let og elegant, og få bevægelsesfrihed til at vende ansigtet mod solen og mærke denne her fantastiske behagelige brise af frihed og glæde.

Og erkendelsen af at kunne tage valg der ikke er gode for en, er jo også en stor visdom at tage med sig. Den visdom jeg tager med mig her, er en vigtig menneskelig egenskab som jeg kan bruge fremadrettet til stor gavn for mig selv og de mennesker der er omkring mig; nemlig at være tro mod sig selv og virkelig at mærke efter om det er et valg der støtter mig og min vision eller om det er et valg der holder mig tilbage. Og jeg behøves vel ikke at komme nærmere ind på, hvilke valg der ligger lige til højre 🙂

Min BESLUTNING 🙂
Efter meget lang tids dvælen, tæsken-mig-selv, tristhed, dårlig samvittighed, utilfredshed og tvang til noget jeg absolut ikke gad eller nød, tog jeg mod til mig og fik meldt ud til Malik Reiding Lynge og IRONtøserne at jeg hopper ud af IRONMAN-projektet! BUM!

Det jeg i sin tid blev forført af og som fik mig til at tage valget at melde mig til projektet, var både smigren over at andre så at jeg kunne løbe af med titlen “Grønlands første kvindelig IRONMAN”, var tanken om at have muligheden for at knække min svømme-brist, træne sammen med super seje piger og hele tanken om den træningsintensitet der ligger i projektet.

Men det halve år jeg har været en del af det, har jeg erfaret en masse ting, som taler i mod det jeg havde forventet og glædet mig til ved dette projekt.

Først og fremmest bliver beslutningen om at deltage, for mig, nødt til at være fuldstændig båret af at virkelig at ville det, helt ind til hjertet og ikke kun fordi at andre synes det. Og det har på intet tidspunkt været tilfældet, tværtimod har jeg bedt til at denne “villen” ville dukke op en dag.

For det andet, så mødte jeg, desværre, hurtigt en kæmpe mur i forhold til svømningen. Det var fint med brystsvømningen og det at skulle lære at få hovedet under vand samt lære at svømme crawl (ikke at jeg har lært det, men fint med teknik-træningen). Men at overvinde det at kunne slappe af ude i det dybe, hvor jeg ikke kan bunde, det blev for meget. Det er ikke på denne måde jeg skal lære det, men med ro på og uden pres.

Men først skal jeg lige bjærges og sættes forsigtigt ud i havet igen.

Jeg kunne blive ved med at komme med alle mulige undskyldninger, men i sidste ende handler det om at jeg også gerne vil have et liv ved siden af træningen og have plads til det sjove.

Jeg glæder mig vildt meget til at følge tøserne og heppe på dem.

Så venner, tak fordi at i har støttet mig og fulgt mig, at skrive denne blog har faktisk været det sjoveste i hele denne process. Det ville jo være total oplagt at lukke denne blog ned nu, fordi at hele essensen omkring bloggen var min rejse frem til Ironman, men jeg vælger altså at fortsætte med bloggen. Bare fordi at jeg dropper ud af Ironman projektet, betyder det ikke at jeg stopper helt op og går i stå. Tværtimod 🙂

Så bloggen skifter lidt retning og følger egentlig bare mig i mit liv og de ting jeg nu møder på min vej, af gode og mindre gode ting. Jeg håber at i vil hænge på 🙂

Arctic Circle Race 2014
Der er ikke så mange uger tilbage til Arctic Circle Race, og jeg både glæder mig til deltagelsen, men har også sug af spænding og til tider usikkerhed omkring løbet. Jeg har i denne uge følt mig træt og ikke rigtig følt at jeg har fået dækket min langrendstræning. I weekenden var jeg på arbejde, så cup’en lørdag og min lange søndagstur, gik jeg glip af. Tirsdagstræningen var en kort 30 min. interval, så der følte jeg også at jeg gik glip af noget skitræning.

Tilgengæld havde jeg en fed og hård træningsdag onsdag. Min 1 times spinningtime var fantastisk, intens, hård og udfordrende, NUAN. Lige efter styrketrænede jeg i en lille halv time og følte også at jeg fik givet den gas der.

På lørdag tager jeg til Danmark på arbejde i en lille uges tid og må bare acceptere at der ikke bliver den vilde træning i den uge. Faktisk tror jeg at det passer rigtig godt ind, da jeg føler mig en smule træt lige for tiden. Så den uge jeg går ind i, her lige straks, bliver MIN restitutionsuge 🙂

Sjove, spændende og udfordrende planer I 2014 og 2015
Det jo fantastisk at man tiltrækker noget skønt og sjovt, når man slipper noget andet. Ironman er ude og ind kom et par nye mål 🙂

I år er det først og fremmest min deltagelse til Arctic Circle Race, her den 4., 5. og 6. April, som skal gennemføres.

Også ser jeg jo rigtig meget frem til en masse crossfit træning og løb her i foråret og til sommer.

Resten af alle mine mange spændende mål, må i have til gode 🙂 Og ja, jeg er et menneske der er drevet af fremadrettet mål og udfordringer.

Husk at købe Arnanut når den udkommer og læs artiklen om IRONMAN-tøsernes strabadser (inkl. mig) og smil af at DU ved at jeg ikke er med mere.

Tak fordi du er interesseret og følger med, kom endelig med nogle kommentar og del bloggen med andre, måske det kan inspirere.

Vi ses snart igen.

 

Jeg har fået det at vide mange gange, møder det sigende blik hele tiden og har da også INDERST inde (hvis jeg virkelig skal grave dybt) vidst, at det ikke gik i længden. Jeg har gjort alt for ikke at se sandheden i øjnene, gjort mit for ikke at give kloge-Ågerne ret og nødigt villet skuffe mig selv. DERFOR holdt jeg fast og har gjort det længe. Og nu overgiver jeg mig!

Jeg overgiver mig til hviledage og at skrue ned for træningen, så jeg kan finde meningen med galskaben igen.

Som en meget vis mand engang sagde “Sæt dig ned på en sten og vent på din sjæl”.

For et par uger siden begyndte jeg så småt at miste glæden og energien omkring min træning. Jeg var frustreret over at mine resultater ikke var noget at råbe hurra for, jeg var ikke tilfreds med det jeg ydede og jeg følte mig mere og mere træt i kroppen. Jeg gik og bildte mig selv ind at det bare var en fase, måske endda hormoner eller bare et lille dyk på selvtilliden og selvværdet, og at det nok skulle blive ok igen. Men det synes jeg bare ikke at det blev, men faktisk blev jeg mere og mere nedtrykt og ked af det.

Jeg kunne finde på at snakke rigtig grimt til mig selv under træninger, “hvorfor bliver du ved, når du nu alligevel ikke rykker dig?”, “Qaaa, hvem tror du egentlig du er?”, osv. Og jo mere jeg snakkede grimt til mig selv, jo værre blev mine resultater. Jeg smilte falsk og nikkede til træneren, når jeg inderst inde tænkte og følte det modsatte. Øv, hvor nederen. Når jeg kom hjem var jeg ked af det og fuldstændig grædefærdig.

Jeg synes specielt at det var slående at have dårlige løbeoplevelser, når jeg løb mine udendørs løbepas, som jeg ellers elsker. Mine lår var tunge, trætte og energien helt i bund, følte mig som sumobryder.

Strandet hval i sigte
For tre tirsdage siden hoppede jeg ud i holdsvømning, eller hvad det hedder. Jeg startede til svømning for begyndere, med fokus på CRAWL. Jeg synes selv at det startede godt ud, da jeg kom ud i det dybe og svømmede på bane frem og tilbage. Godt nok panikkede jeg  hver gang jeg kom ud i det dybe og kunne slet ikke få min krop til at makke ret, da jeg f.eks. skulle læne sig tilbage og forsøge at rygsvømme stille og roligt. Efter timen var jeg helt rystet, rystet over at have været ude i det dybe og kunne mærke panikken i kroppen i lang tid.

I ugen op til næste time, gik min hjerne bare i gang med at prøve at finde alle mulige undskyldninger for at jeg ikke skulle til svømning igen; så var jeg pludselig sløj, træt, havde så travlt, burde også køre mere langrend og er jo så vild med crossfit, var alene med børnene og syntes også at vejret forhindrede mig lidt i at svømme (indenfor i en svømmehal :p ). Men jeg tog derned alligevel. Igen gik jeg hjem efter svømningen, fuldstændig rystet, ked af det og oprørt over at udsætte mig selv for alt det her 🙁

I dag føler jeg mig som en fiasko, uduelig og som en strandet magtesløs hval.

Fast besluttet på at hoppe ud af Ironman projektet
Så mandag morgen, hvor alt ting i min verden så værst ud og jeg kunne mærke på min krop og sjæl at den var helt gal, besluttede jeg mig for at droppe ud af ironman projektet.

Men heldigvis er jeg omgivet af de mest fantastiske mennesker, har den bedste mand, de bedste veninder og de dejligste coaches (som også er venner af hjertet). Så min “terapi” i denne uge har været:

Min mand, som kender mig rigtig godt, tog fat på mig og sagde direkte at nu var det for meget og at der måtte ændringer til, for at balancen i familien kunne stabiliseres.

Mine to nærmeste og mest elskede veninder, Krissie og Nuno, som ubetinget støtter og bakker mig op, uanset hvad jeg i mit liv vælger, er af mit hjerte ubegribeligt stort. En lille frokost, en besked eller et glimt af dem, og jeg er glad, tryg og in love <3 I denne uge sad de og lod sig overøse sig med al min elendighed, og det de gav tilbage var energi og troen på mig selv igen.

Et “tilfældigt” møde og dejlig connection halvvejs oppe ad Lille Malene, med min dejlige Evi i weekenden, betød også bare så meget for mig. Vi er bare så enige, så ens på mange måder og connecter helt fantastisk. Når jeg fortæller om min situation, så møder hun mig lige hvor jeg er, og når hun fortæller om sin, så føler jeg bare at jeg VED præcis hvad hun taler om.

Lasse, som også bare hopper på når jeg har brug for det. 1 times kaffe på Barista, og jeg er klar til at tage en beslutning og måske endda skelne mellem fakta og drama.

Sjov, hyggelig og dejlig NSP træning hertil aften, hvor vi, mange medlemmer af skiklubben bare har det sjovt til træning. Og Frederik som kommer med de vigtigste guldkorn til min nuværende process…

Kan man være heldigere? Fra at have været helt LOST, magtesløs og hjælpeløs, til at begynde at få modet igen,  se et glimt af meningen med det hele igen og langsomt mærke at motivationen begynde at titte frem. Hold nu op hvor jeg dog bare elsker jer! TAK <3

Solen skinner igen 🙂 Jeg har ikke droppet Ironman projektet, jeg holder ved.

Konklusion; jeg sætter farten ned og lader min sjæl indhente mig
Jeg SKAL have tid til at reflektere og restituere. JEG VED GODT at mange har fortalt mig det, men det hjælper først når mennesket mærker/oplever det selv. Og jeg er nået dertil 🙂

Jeg skal have minimum 1 hviledag om ugen og KUN køre et træningspas om dagen. Og det vil jeg holde fast på i 2 uger, til at starte med. Jeg kommer ikke til at rykke mig eller føle nogen form for tilfredshed, hvis jeg ikke reflektere over det lærte eller restituerer.

Mit fokus bliver drejet over på langrend(som giver mig glæde) og svømningen(som er nødvendigt), som stille og roligt skal bygge op og styrkes. Sjælen skal styrkes op med meditationer og god mad 🙂

Arctic Circle Race 2014
Det var ellers ikke helt min plan at skulle deltage ved Arctic Circle Race (160 km. langrendsrace over 3 dage i Sisimiut) i år, indtil jeg fik en deltagerplads af min arbejdsplads (fed fed og virkelig genial arbejdsplads). Så nu er jeg tilmeldt og har løbsnr. 192 🙂

Læs om Arctic Circle Race her: www.acr.gl

Og jeg glæder mig!

Puuuha, sikke nogle uger. Jeg vil bede for optur, masser af glæde og fede resultater.

Kan i alle have en fantastisk uge <3

Min 16 km. fantastisk løb
Mandag, Hellige 3 konger, fik vi fri kl. 12 og tog ud på liften med vores lille tøs. Det var helt fantastisk at få de alpine ski på og drøne op og ned af liften. Nuanneq og så livsbekræftende, ilumut man bliver virkelig glad i låget og får fyldt hjertet op med en dejlig følelse, fordi at alle sanser bliver fyldt op med dejligdom.

Det er godt nok ikke udsigten fra liften, men smukt er det <3

Om formiddagen havde jeg besluttet mig for at løbe en tur efter ski, også selvom mit træningsprogram sagde 1 times spinning. Men i det her gode vejr, valgte jeg løbet.

På sådan en dejlig snevejrsdag, er mit løbetøj, løbetights, løbetights med vindstopper, uldbluse, let fleecejakke og min løbejakke. På med en halsedisse, min hue, handksker og min uundværlige pandelampe. Pandelampen er vigtig, nu hvor jeg skal løbe ud omkring lufthavnen hvor der er en distance på ca 300 meter uden lygtepæle og kl. er 17.00, altså er solen gået ned. Først og fremmest er det naturligvis for at kunne se hvad og hvor jeg løber, jeg har min pandelampe på, men det er lige så meget for sikkerhedens skyld, Jeg bilder mig selv ind at bilerne bedre kan se mig, når jeg lyser op, som jeg gør 🙂

Vejret er fantastisk, det sner rigtig meget, der er minus 8 grader og friskt i luften, aaaahhh. Jeg løber fra Qinngorput mod lufthavnen, føler at jeg har friske, energiske ben og kan ikke lade vær at have et stort smil på munden. Jeg springer nærmest op ad den første stejle bakke. Der er stadig liv på liften, masser af børn, der drøner ned ad de sneklædte fjelde. Jeg holder et godt tempo, ikke for hurtigt og ikke for langsomt. Da jeg kommer nedenfor lufthavnen og vender mod byen, passer jeg et par langrendsløbere på løjpen til højre for mig, på min venstre side drøner  et par biler forbi, i luften til venstre er der et fly der letter, sneen daler stille og roligt og musikken i mine ører er helt igennem fantastisk; sikke kontraster.

Da jeg når halvvejs ind mod byen møder jeg en anden løber. Det er Uju, en af vores løbeveteraner her i Nuuk. Han har 20 års løbejubilæum til juli (fortalte han mig). Han er ellers på vej ud mod Qinngorput men vender om for at løbe med mig. Til at starte med bliver jeg lidt nervøs, da jeg ikke kan måle mig med hans niveau. Men 1, 2, 3, så har vi løbet rundt inde i byen, ned gennem 400 vejen og er på vej tilbage mod Qinngorput. På vejen har vi snakket kost, energi, løbeteknikker, marathoner, langrend, Arctic Circle Race, Vasalopet og om de udfordringer vi har omkring træningen lige nu. Vi lægger slet ikke mærke til alle de km. vi passerede. NUAN! Og endnu bedre, jeg øgede min hastighed med 10 min. fra sidst jeg løb de 16 km.  🙂

Så tager jeg nogle halve CRAWL-svømmetag
Jeg har været i svømmehallen 3 gange i denne uge (jeg bliver altid ekstra glad, når jeg overholder det jeg aftaler med mig selv), hvor mit fokus har været på at øve mig i crawl tagene (eller hvad det hedder). Med den ene hånd holder jeg på en skumdippedut, og med den anden crawler jeg, samtidigt med at jeg tager hovedet til siden når jeg trækker vejret ind og puster ud under vandet. Det er stort 🙂 Det er godt nok kun 10 meter ad gangen jeg svømmer sådan, men det er da en start.

Jeg snakkede med en gammel kollega (han er ikke gammel, he he), som er en haj til det der svømning og i øvrigt er en sej triatlet, Christian Kjeldsen, for at få nogle fif og blive pushet lidt.

Så på tirsdag starter jeg på et begynderhold, hvor mit fokus kun skal være på crawl. Engang i februar, når jeg har fået det basale crawl på plads, vil han komme og træne os irontøser i noget crawlteknik. Det bliver rigtig spændende.

Jeg fik også lige anbefalinger til nyt svømme-gear.

Det er altid lidt sjovere når man får anskaffet sig noget nyt gear til de sporstgrene man dyrker, så ovenstående skal jeg have fat på.

Jeg spiser som en elefant
Jeg har altid godt kunne lide mad og at spise, faktisk er samtlige baby-, børne-, og ungdomsbilleder af mig, med et eller andet mad i hånden eller i munden. At jeg dyrker så meget sport, gør ikke madindtaget mindre.

Men jeg vil sige at det første kvartal af året, det slår alt. Bare da jeg tog mine langrendsski ud af skuret, for at klargøre dem til sæsonens første skitur, blev jeg HUNDESULTEN, og har været det siden. Jeg spiser hele tiden og er konstant sulten.

Forklaringen er logisk, jeg forbrænder rigtig meget med al den sport jeg dyrker og har brug for at fylde op hele tiden. Det er der ikke noget nyt i, men det er også bare lidt frustrerende hele tiden at være sulten.

Min kost er hovedsageligt proteinsmoothies, bøffer, kylling, æg, salater, rugbrødsmadder, grøntsager og rodfrugter. Udover det, er en proteinbar efter træning også et must.

Min vægt i dag er, 73,6 kg. Siden sommer, har jeg smidt 9 cm. af min størrelse, men vægten er tilgengæld forøget med 2-3 kg.

Jeg vil jo ellers gerne tabe mig en smule, for at blive lettere på benene og skiene, men så længe jeg træner og spiser som jeg gør, så vil det ikke ændrer sig. Så lige i disse måneder, hvor vi grønlændere også har brug for ekstra sul på kroppen pga. kulden 🙂  er min vægt som den er og jeg vil egentlig ikke gå så meget op i at tabe mig.

Så forvent en grønlandsk elefant på vejene, på cyklen, på ski og i svømmeren 🙂

God træningsuge
Jeg har en rigtig god træningsuge, hvor jeg på forskellige måder både rykker mig, men også har andre gode oplevelser.

Onsdag havde jeg tre fede træningspas. Først min obligatoriske spinningstime fra kl. 17.00 til kl. 18.00, hvor jeg lige for tiden kører med fuldt hus. Det er helt vildt fedt og virkelig sjovt. Specielt fordi at der er en håndfuld spinnere som er faste kunder i butikken, det gør det endnu federe og sjovere at køre. Efter spinning tog jeg min 10 x 200 m. interval på løbebåndet, da vejret var en smule kedeligt. Efter intervallet styrketrænede jeg coremusklerne; arme, skuldre, mave, ryg, balder og lår.

Torsdag, var jeg til NSP(klub) langrendstræning. Det var også skide sjovt med leg og intervaller på ski. Det gode ved klubtræning er at man lære nye mennesker at kende og har denne her sammenholdsfølelse, der også er sund og givende.

Efter langrendstræningen tog jeg ned for at svømme. Opturen på svømningen er at jeg kan svømme crawl længere med skum-dippedutten end i tirsdags, jubiii.

Fredag blev det til løb med Uju og 1 times svømning. Mens jeg svømmede rundt, blev lysene slukket og sterinlys tændt, virkelig virkelig hyggeligt. Det er hver anden fredag (eller lign.) hvor der er dette arrangement. Og igen mødte jeg min nye ven Iben, som i dag kunne introducere mig for fantastisk ryg- og baldemassage i vandet 🙂 Ikke at hun masserede, he he. Men der er steder i svømmebassinet hvor vand bliver spulet ud, for at give noget strøm i vandet og når man læner sig op ad dem, så er der mulighed for rigtig god massage. Tak Iben 🙂

Psyko-lørdagen
Lørdag morgen stod jeg op kl. 07.30, for at få min morgen-proteinsmoothie og min kop koffeinfri kaffe, før dagens første pas startede. Det er et stykke tid siden at Lasse Nymand Petersen startede noget endurance crossfit op om lørdagen, og jeg har bare villet deltage siden opstarten, men uden at kunne komme til det, da jeg jo kørte 2 timers spinning lørdag morgen. Så da jeg fik lavet min 2 timers spinning om til  kl. 16, pga. ski, fik jeg muligheden.

Dagen WOD (Workouts Of the Day) hed:

6-6-6-6-6-6: Chin ups med makker (enten selv eller assisted)
10 x 300 m. interval med makker
Bonus: 25 Burpees

Aah nuan, det var fedt. Ved Chin ups var mine makkere Julie Præst Wilche og Hildebjørg Egilsdóttir, super seje tøser.

Og Julie og jeg fortsatte sammen på de 10 x 300 m. intervaller. Jeg glæder mig til næste lørdag 🙂

Da jeg var færdig med crossfitten, drønede jeg hjem for at fylde mig op med energi og brændstof. Og kl. 13.05 stod jeg klar til NSP cup, 11,5 km. friteknik, starten. Jeg drønede afsted på mine ski, stod klassisk, og 59 min og xx sek. efter kom jeg i mål.

Igen hjem og fylde op med energi og brændstof og afsted til 2 timers hårde spinning.

Billedet her er godt nok taget den 25/12, men i lørdags var der fuldt hus og samme dejlige energi.

Lørdag aften var ren og skær afslapning og gooooood og absolut velfortjent mad 🙂

Det var mig lørdag aften 🙂

Total optur over mine “nedture”
Jaaah det var sagsusme en dejlig langrendsdag for mig i dag. Fuldstændig klar og dejlig kold dag, minus 11 grader. Kl. 10.00 stod jeg klar ved NSP’s klubhus, klar til 1 ½ times langrendstræning med Frederik Lundblad. Vi startede ud med at varme op, ved at tage en runde på hele løjpen (som kører hele vejen ud til lufthavnsvejen og tilbage, ca. 5-6 km.) og trænede op-ad-bakke og nedkørsler resten af tiden. Min største svaghed er nedkørsler, shit jeg er bange. Men i dag, da kørte jeg sku’ ned ad en laaaaang nedkørsel uden at hoppe ud af sporene og havde det fantastisk med det. Jubiiiii, jeg er meget glad 🙂

Vi nåede lige ud på liften en times tid i dag, hvilke jo lige sætter prikken over denne uges i 🙂

Den fantastiske træningsuge blev afsluttet med The Steenholdt klan samling herhjemme. Min dejligste niece med sin kæreste og min lækreste nevø med sin kæreste,  min egen lille familie, dejlig suppe, super god brød, godt tilbehør, æblekage til dessert og GRAVITY i flimmeren, aaaah nuaaannnn <3.

Nu kan den kommende uge bare kom an, jeg er HELT sikker på at det bliver en fantastisk oplevelsesrig og fantastisk uge.

TAK FOR DIG 🙂

Nytårsløbet – 2,69 km. på 12.58 min.
Nytårsaftensdag havde jeg valgt at træne crossfit kl. 10.00 med vennerne i Nuuk Fitness, som det eneste den dag, også selvom at nytårsløbet havde spøget lidt i mit baghovede. Men om morgenen da jeg skulle pakke tøj til crossfit, pakkede jeg også mit løbetøj, bare for en sikkerheds skyld 🙂 Men da det gav mig lidt kriller i maven og faktisk også lidt præstationsangst, lænede jeg mest op ad at droppe det. Nivi Geisler(en af Irontøserne) foreslog at vi, alle irontøserne her i Nuuk, deltog, så jeg valgte at løbe nytårsløbet efter crossfit-træningen.

Startskuddet lød inde fra bymidten (Brugseni), 2,69 km. rundt ned omkring Myggedalen og tilbage til startstedet. Fyrværkiet var startsskuddet og jeg gav den gas, fuldstændig gas, spænede afsted alt hvad jeg overhovedet kunne, var helt overbevist om at jeg sagtens kunne følges med Klaus Geisler, Kim Godtfredsen og co. Ha hahhha hha haha TYPISK lille ego-mig… Så jeg var fuldstændig gas-blå i hovedet og var ved at dø flere gange. Jeg holdte føringen, blandt kvinderne, hyperventilerede et par gange, kastede næsten op og skulle nærmest have førstehjælp på vejen, indtil jeg blev overhalet af superseje Nivi Grønvold som kom i mål 9 sekunder før mig. Jeg løb de 2,69 km. på 12 min. og 58 sek. Forfærdelige 2,66 km. 🙂

Worst days is rest days
Nytårsaften var stille og rolig for os i år, ikke de vilde armbevægelser i forhold til mad, alkohol og ikke for meget natterenderi. Lige hvad vi havde brug for og lyst til i år, nu hvor de bedste af de bedste var rejst til Danmark for at holde nytår. Vi fik lavet god mad, forret, hovedret og dessert, besøgte gode venner i løbet af aftenen og fyrede raketter af sammen med dem. Alligevel var nytårsdag en smule dvask og dovenskaben fyldte. Jeg sprang dagens pas over og gik mig en laaaaang tur i stedet.

Faktisk har jeg taget nogle selvvalgte hviledage de sidste 3-4 uger, da træningen har været hård kombineret med julen og nytåret. Jeg elsker at træne hårdt og meget gerne meget, men ved også godt at jeg skal have dage til at restituere. Men hold op det er udfordrende.

Et side-ambitionsmål til Ironman
Et af mine personlige mål for 2014, er at blive en bedre langrendsløber. Jeg har ingen planer om at deltage ved dette års Arctic Circle Race eller til Grønlandsmesterskaberne i langrend(endnu 😉 ), men vil så gerne forbedre mig. Og hvordan forbedre jeg mig? Jamen, det er da NATURLIGVIS at køre et forløb med en pisse dygtig coach, som kan se hvor forbedringsmulighederne ligger og som presser dig lige præcis der hvor du har brug for det. Og efter min mening, så skal man vælge den bedste, hvis du vil gøre dit bedste 🙂

Jeg har lavet en aftale med Frederik Lundblad, en af Grønlands bedste langrendsløbere og trænere 🙂

Jeg kommer også til NSP (min langrendsklub) træningerne torsdage, hvor jeg også har Frederik på tæt hold. Jeg havde helt glemt hvor hårdt det er at stå på langrend, shiiiit jeg er presset og hvor er det hårdt, men på den fede måde. Men hold nu op det bliver en fantastisk sæson, hvor jeg kommer til at rykke mig for vildt på langrend og får de fedeste oplevelser på de der tandstikker 🙂

Hvad betyder det så for min træning til Ironman? Faktisk er jeg overbevist om at det bare giver noget godt. Jeg har valgt at skifte 2 af mine løbepas og et af mine spinningspas ud med langrend. Så I stedet for kun at koncentrere mig om benene, giver langrenden træning til HELE kroppen.

I går lørdag, deltog jeg så ved årets første NSP-cup, som var klassisk 9,66 km. Hamrende hårde men fede 49 min. og 52 sek. langrend, sammen med hardcore super langrendsløbere som Uiloq Slettemark, Ivalo Rosing (Irontøs), Natuk Olsen osv.

Billedet er fra et testløb lige før nytåret, hvor jeg ikke slev deltog

I LOVE Skiliften
Det er jo den bedste tid på året her i Grønland, der er sne, det er koldt, det er klart, rent, friskt og det er skisæson 🙂 Så hele familien har erhvervet sig dyre, men meget værdifulde sæsonkort til skiliften. Og det betyder altså at vi kommer til at bruge liften meget mere end vi har gjort de sidste par år.

Thomas og jeg kører på alpin ski, Marcus på Snowboard og Milla både på alpin og snowboard, og vi holder så meget af det allesammen. Det er vigtigt for os at holde det her vedlige, da det er noget vi alle går op i, synes er fedt og noget af det eneste vi alle har til fælles. Godt nok kører vi ikke sammen, men vi er på liften sammen.

En anden ting, der er så fedt ved liften, det er at det er enormt socialt og man møder de seje derude 🙂

Exercise, eat and sleep
Ved 2014’s første uge har jeg nu erfaret, hvordan mit forår kommer til at se ud træningsmæssigt. Der bliver masser af ski 🙂

Specielt bliver mine weekender det rene træning, spisning og søvn alle dagenes 24 timer.

Lørdag morgen lyder programmet på Endurance-crossfit, køre NSP-cup kl. 13.00 og kører 2 timer spinning kl. 16.00 (der var jeg lige ved at miste vejret).

Søndag lyder programmet på et langt pas med langrend (1 ½ time til 2 timer) og ellers alpin resten af dagen.

Bare kom an, for det glæder jeg mig til 🙂

Drømme 2014
Jeg er i gang med at skabe min vision for 2014. Det har jeg gjort hvert år, siden min første coach-uddannelse tilbage i 2005. Jeg bruger coachingredskaber som inspiration og skaber et visuelt board, som hver dag skal minde mig om, hvad jeg gerne vil opnå og have i mit liv i 2014. Den er ikke helt færdig, men når den er det, så skal jeg nok dele den med jer.

Kan i nu have en fantastisk uge. Husk at være gode ved jer selv; sundhed og træning er den bedste forkælelse og balsam for krop og sjæl.