Her søndag morgen, er jeg øm i mine lår og mine ankler, mine tæer og tårnegle gør ondt fra den lange nedstigning, ellers har jeg det FANTASTISK 🙂

Racerapport
Jeg stod op kl. 06.00, for at blive frisk og lave god morgenmad til mig selv. Morgenmaden bestod af grovvalsede havregrød med kokos, banan og honning, et stort glas juice og vand.

Så tog jeg mit tøj på og pakkede mine sager sammen og drog hamrende nervøs ned mod receptionen, hvor bussen som skulle køre 42 km. race-deltagerne ud til Ajuy (42 km.’s penge her fra Playitas).

Bussen kørte kl. 8.10 mod Ajuy, hvor starten af terræn-marathonen ville finde sted. På vejen sidder jeg med mine egen tanker og bliver temmelig nervøs og spændt. Det minder mig helt om Arctic Circle Race startsdagen, hvor jeg er ustyrlig nervøs. Jeg sender en kærlighedserklæring til mine ACR-venner, Evi, Bodil Marie, Merete, Magdaline, Malu, Marie og Frederik, med håb om at de mærker mig og sender mig kærlighed tilbage 🙂

Bussen stopper ude i ingenmandsland og vi bliver sat af.

Jeg står med en hel masse spaniere og er, sammen med en mand fra Frankrig, den eneste udlænding. Alt foregår på spansk, jeg fatter ikke en dyt, men forsøger at aflæse kropssprog osv. Vi er 5 kvindelige deltagere, og de 4 spaniere er virkelig nogle små nipse, ved siden af mig kæmpe-Mette. Det gør mig rigtig nervøs og jeg kan mærke min psyke begynder at spille puds med mig.

De første 10 km. går op ad, op, op, op, op og atter op. Jeg lægger mærke til at jeg overhaler den første kvindelige spanier. Men shit, jeg synes at det er en ekstrem hård start, min puls er på max. arbejde og mine ben føles ekstrem tunge og trætte. Vi når op på toppen af det første bjerg, jeg tænker “YES, det var toppen af det højeste, så kan jeg slappe af”. Men NOT! Bjerget fortsætter sku’ op ad, shiiiiiiiit.  Jeg bliver lidt gal på mig selv over at jeg ikke har trænet på Store Malene og synes ikke at mine squats har givet pote, øv. Kæmper mig op på toppen.

 

Aapastalaaaaaaat
På vej ned, er det bare lykken. Der er en fantastisk sti hele vejen ned og jeg kan give den gas. Udsigten er guddommelig og overvældende. Jeg når lige at få en forelskes-rus over smukheden af denne natur, bjergene, solen og wooow. Lige dette lille øjeblik af forelskelsesrus, snupper lige min koncentration og jeg snupler over nogle små-sten (det skal lige siges at der er lodrette vægge ned på den ene side af mig) og laver en råbende “aaapastalaat” (noget jeg siger, når jeg bliver forskrækket) mens jeg nærmest løber nogle hurtige meter foroverbøjet med hele kroppen og forsøger virkelig at redde mig fra et frygteligt styrt. Jeg får krampe i lægmusklerne under dette stunt, men bliver holdt i trygge hænder af noget der er større end mig. Så jeg slap med forskrækkelsen og bjerget er “aaapastalaat”-energi rigere 🙂

Jeg får overhalet 3-4 mænd på vej ned ad og bevæger mig ud i en lang dal der er mindst 5-7 km. lang i bagende sol. Flere gange tror jeg at jeg vil få solstik, men holder ud, tager energigel og drikker rigtig meget.

Jeg løber for min familie og venner
Når det blev aller hårdest havde jeg brug for et eller andet der kan distrahere mig og det system jeg fik udviklet på vejen, gik ud på at løbe for mine nærmeste. Jeg talte skridt for mine nærmeste. F.eks. løb jeg 100 skridt for min søn, 100 skridt for min datter, 100 skridt for mine niecer osv. Og ja, det blev til mange mange familiemedlemmer, venner osv. og mange mange 100 skridt der blev talt. Men det hjalp mig rigtig meget 🙂

Da jeg når til Aid station nr. 2, viser det sig at jeg er nået mere end halvvejs, surprise… Mit pulsur var pisse irreterende, de gange jeg stoppede ved drikkeposterne, stoppede den automatisk og forblev stoppet L. Derfor kunne jeg ikke stole på mit ur og troede at jeg havde mange flere kilometer foran mig. Men det gode er at jeg blev positivt overrasket, da jeg fik at vide at jeg havde 16,5 km. hjem og at det fra nu af var ned ad, Yaaaaaaaaaaaay.

Men deres veje ned ad, er opad hjemme hos os, deres 1 km. føles som dobbel-op hos os(ligesom i Sisimiut, når jeg har deltaget til Arctic Circle Race), så det blev hårde 16,5 km. til Las Playitas.

Jeg får overhalet 2 mænd og får øje på en langt foran, som min hjerne beslutter sig for at indhente. Det var ikke mine ben som indhentede ham, men jeg tiltrak det åbenbart, da det var ham som stoppede op og vidst mødte muren. Jeg kom op ved siden af ham 6-7 km. før mål og prøvede at opmuntre ham til at følge mig, men han var “Finido, kaput og finizzzz”, så jeg fortsatte.

4 km. før mål var det min tur, jeg havde simpelthen ikke mere til de sidste små bakker op og gik op af alle små bakker 🙁 . Pludselig indhentede ham Finido-Kaput manden mig og forsøgte at slæbe mig med i mål, men jeg lod ham løbe og luntede i mål selv. Og noget skide sjovt og typisk Mette-ting, så besluttede jeg mig for at filme min entre til målet med min iPhone, filmede publikum der heppede på mig, min lille familie der råbte og mens jeg smilende og stolt løb I mål… Men havde vendt telefonen forkert, så jeg fik filmet min hånd og mit bryst hele vejen, HHAAAHAAAhahhha hhhahhahhhahh hah ha ha ha…

Da jeg kom i mål, kom arrangørens præsident over til mig og overrakte mig en medalje, en BRONZE-medalje, what??? Jeg var blevet nr. 3 hos kvinderne, Yaaaaaaaaay…

42 syge km., 5 timer og 10 min. og en bronze-madalje, Yes I did it!

Undervejs nåede jeg også at tænke mange tanker, specielt at det var sidste gang at jeg udsatte mig selv for sådanne prøvelser, Ironman Goodbye og alle andre psyko-løb, tassa! Men jeg fik også total forelskelse i alle jer som har støttet mig, opmuntret mig og gjort hvad i kunne for at jeg kunne få et super løb. Total i Oscar-stil;  Min mand Thomas for støtten, opbakningen og madlavningen 🙂 , Anne Pallesgaard/Nuuk Fysioterapi for at være så pissegod en fysioterapeut for mig, Malik Lynge Reiding/IDpoet for at være super coach for mig, Charlotte Kamp Thuesen fik også en kærlig tanke med på vejen for at have solgt mig de fantastiske Inov8 terræn-sko, Lasse Nymand Petersen for at være den næstsejeste Cross-fit trainer (Thomas er nr. 1 🙂 ) og ven for mig, mine dejlige søstre for at støtte mig og tro på mig, mine ACR hjerte-friends for dem de er, for alle jer andre som bare har opmuntret og støttet mig og for jer der ikke troede på jeg kunne, den største tak til jer for den provokation 🙂

Hold da op en uge
Først en fuldstændig skadet og ubrugelig fod, til at kunne løbe 42 km. terræn, hvad skete der lige der? Men en særlig og uforglemmelig dag, fyldt med mange sanselige inputs, tanker og oplevelser.

Min vægt i denne uge: Aner det ikke, har stadig ikke kunne finde en vægt og er også lidt ligeglad.

Slut på 4 ugers PALÆO challengen – start på CrossFit nutrition koncept
Det bedste ved hele challengen, har været at jeg er vænnet af med at drikke kaffe og nu tager noget koffeinfri i ny og næ. En anden ting er absolut, endnu engang at få bevist hvor giftigt hvidt brød, pasta, kartofler og ris er for min krop. Lige så snart at jeg tager lidt af det, så reagere min krop ved at puste sig op, maveflæsken (ad 🙂 ) springer ud og faktisk får det en stor betydning på vægten, UHYGGELIGT. Så kære ven, der læser det her, hvis du har kæmpet med mavedeller og oppustethed, så prøv at droppe hvidt brød, pasta, kartofler og ris i en periode, og se hvad der sker med din krop, det er vildt.

Nu er vi, Thomas og jeg, motiveret og hopper derfor over på CrossFit’s Nutrition konceptet, som vi længe har villet.

Vi tog begge CrossFit level 1 kursus i foråret, hvor Thomas blev certificeret instruktør og er begge rigtig glade for hele CrossFit konceptet, som er en sej livsstil.

Nedenfor kan i få et lille indblik i hvad man må spise og hvad man ikke må spise.

Hvordan er det gået med mine ugens ti bud?

• Være en god kone

Det synes jeg da at jeg har været. Specielt i går, hvor Thomas forventede at jeg absolut intet overskud ville have, havde jeg faktisk en del til ham <3

• Lave aftale med svømmeinstruktør

Instruktørerne er tilbage I morgen mandag, fra deres ferier, så der laver jeg aftaler med dem.

• Være en god mor

Ja da, jeg har givet dem opmærksomhed og tid. Vi har leget og de har givet mig lektioner I dykning i vores egen lille svømmingpool. Også inspirere jeg dem til at dyrke lidt sport.

• Lege og opleve

Jeg synes at jeg har leget lid tog oplevet rigtig meget. Men det med at lege, skal der meget mere af I næste uge, især for den bitte Milla, som godt kan kede sig.

• Være en god ven/-inde

Jeg har været en god ven/-inde, fordi at jeg har opdateret mine venner i mit løb og de var de første jeg sms’ede til, da jeg kom i mål 🙂

• Prøve noget nyt hver dag

Joooh, det har jeg. Enten via mad, prøvelser og naturligvis min marathon

• Være god ved mig selv

Det er jeg og jeg har virkelig lyttet til mig selv og min krop.

• Smile

Det gør jeg helt naturligt, specielt måske i dag 🙂

• Se muligheder

Yes!

• Overholde aftaler

Det har jeg og vil fortsætte med, både overfor mig selv, men også overfor andre.

Igen tak fordi at du læste det her, del det med dine venner, måske de kan blive inspireret til et eller andet. Og mange tak for jer som virkelig har fulgt med i denne uge og sendt mig beskeder og søde ord med på vejen, det er kæmpe stort for mig.

Nu vil jeg se frem til en uge i familiens skød, min lille bitte dejlige mor lander her i Fuerteventura om en lille times tid, og så skal der feries <3