At jeg skal være det, de næste to dage og så må vi se hvad det udvikler sig til. Åååh neeeeeeejjj..

Jeg ved ikke lige hvad der er sket med min venstre fod, men den er hel gal. Jeg løb fantastiske 8 x 200 m. all out intervaller i Købehavn i går. Nød dem virkelig, først og fremmest fordi de er fede, gør ondt (på den gode måde), men også fordi at det var i de omgivelser jeg var i.

Fantastiske omgivelser til løb – Amager Fælled

Da jeg var færdig strækte jeg grundigt ud og gik i bad. Vi skulle ud med Thomas’ kammerat, ud og finde en PALÆO restaurant i København. Da jeg blev færdig og hele familien var klar til at gå ud ad døren, smuttede vi. Og der begyndte de her onde smerter på venstre fod, ydersiden af foden og på et af tå-knoglerne. Jeg kunne pludselig ikke støtte på den og gik og haltede for vildt. Av, av, og attar av. Jeg tog nogle smertestillende da jeg skulle sove og da jeg vågnede håbede jeg på at det bare havde været en ond drøm. Men nej!

Vi nåede frem til det her PARADIS (Fuerteventura / Playitas) i dag ved 11 tiden om formiddagen, og jeg havde optimistisk (i hver fald forsøget på at være det) planlagt at teste med en lille bitte kort løbetur efter frokosten.

Jeg nåede kun at tage mine løbesko på og blev slået helt ud af smerten.

Så jeg kontaktede en læge.

Lige umiddelbart mener han heldigvis ikke at den er brækket, men der er muligvis en stress fracture / overforstrækning, som ikke er så heldig. Jeg fik nogle FELDENE tabletter, stærkt inflammatoriske og smertelindrende medicin, som jeg skal tage dagligt. Og det var her han gav mig beskeden “you have to be a “dead” women at the pool the next 2 days” og derefter løbe meget forsigtige 2 km., for at teste foden. Hvis det stadig gør ondt der, så skal jeg kontakte ham for røntgen. SHIIIIT. Sådan som det ser ud nu, vil det være helt uforsvarligt at løbe marathonen. 🙁 Det sagde han bare ikke!!!

Jeg brød helt sammen, stortudede og var helt til hundene, øøøvvv IKKE NU. Syntes pludseligt at alt var total UNFAIR. Tanker og ord som nedenstående farede igennem mit hoved:

“Hvorfor mig? Hvorfor nu? HVORFOR??”, “Så kan det sku være lige meget det hele”, “jeg går på 2 ugers druk!”, “Sussa det hele, der er sku ikke noget det giver mening” “FUUUUCK, det var så det”, “jeg kan lige så godt droppe det hele” og  “Buuuuuuuhhhhhh”.  Samtidigt med at jeg forsøgte at tænke positivt; “Det skal nok gå”, “det går over i morgen eller i overmorgen”, “Der er helt sikkert en mening med det”, “så har du da mulighed for at fokusere på noget andet” osv. Total personlighedsspaltning; skiftevis tudende, grinende, bitchende, være trist og blive løftet op…

Lige nu føler jeg mig helt modløs, trist og specielt magtesløs over at min stakkels fod har den fulde kontrol over mig og mit kommende løb.

Så en lille bøn til jer der beder bønner om aftenen… Please tag mig med i jeres bønner og bed for at min fod går i orden og at jeg får et godt løb på lørdag, hvor fantastiske højder skal bestiges og vulkanterræn skal løbes. Jeg overgiver mig!

Overskud til andet end træning?

Heldigvis er der mange andre farver på regnbuen også 🙂

Hvad der har fyldt meget i denne uge er de mange ting at holde styr på, når jeg nu har valgt at have så ambitiøse mål, som f.eks. at gennemføre en Ironman næste år. For ved siden af træningen, som kan ryge op på 9-10 timer om ugen, er jeg både mor, kone, søster, datter, veninde, ven, kollega, leder og mig selv. Og det kan være udfordrende at passe alle poster og næsten umuligt ikke at omsorgsvigte på nogen områder.

Som mor, skal jeg have en todelt opmærksomhedsradar ude, den ene til min store dejlige teenage dreng og den anden til min lille pre-tengagepige, der begge naturligvis har forskellige behov i deres liv lige nu. Al den tid jeg bruger på mig selv og min sport, går engang i mellem ud over de to unger, hvilke da godt kan give mig dårlig samvittighed. Men jeg er også drevet af og tror på at børn spejler sig og følger deres forældres fodspor til en vis grad. Og her ønsker jeg jo kun at mine børn kommer til at prioritere deres egne drømme og går efter dem, når de bliver voksne, og at sporten bliver essential for dem. Og det håber jeg at jeg kan inspirere til.

Som kone, er jeg så PRIVILEGERET og heldig at have Thomas. Han er lige så interesseret i sport og sundhed som jeg er. Han dyrker godt nok ikke sport i samme grad som mig(9-10 timer om ugen), men synes at det er vigtigt og sjovt. Det er ham som sørger for at vi derhjemme får lækkert og sundt mad, heldigvis. Et ægteskab/forhold kræver sin helt egen plads i livet, specielt nu hvor børn, karriere og sport fylder så meget, derfor er det ekstremt vigtigt for os både at gøre ting sammen, have god kontakt og rumme hinanden. Det kan være svært engang i mellem, især når en masse  omkring mig også kræver opmærksomhed og jeg føler mig presset på forskellige områder. Men da Thomas er mit anker og min største og bedste støtte, holder det slet ikke i længden at slippe her.

Som søster og datter, ville jeg ønske at jeg havde meget mere overskud og tid til at være der for hele “familiejournalen” (blev vi engang kaldt, hvor vi hele bundtet(omkring 10-12 stk.) gik en tur inde i byen sammen). Men jeg ved også at vi alle lige nu er i faser i vort liv, hvor vi alle har svært ved at have mere overskud end det vi har.

Som veninde, prøver jeg virkelig at være så nærværende som muligt, fordi at de tøser og gutter bare er så vigtige i mit liv og at jeg er dybt taknemmelig for dem. Men jeg synes bare ikke at jeg er så god til det. Mange gange må jeg takke nej tak til arrangementer, fordi at det ikke passer ind i min kalender eller min livstil. Det kan mange gange virke asocialt og at jeg trækker mig, men er et valg der er vigtigt for mig, for at leve det liv jeg gerne vil.

For at holde momentum på fokuset omkring samvær og nærvær med mennesker jeg elsker at være sammen med og som inspirere mig til glæde, har jeg bl.a. taget initiativ til at mødes med en lille gruppe dejlige veninder en gang om måneden. Det kan være over en kop kaffe, noget mad, biffen, sport, koncerter eller hvad vi nu kommer til at finde på. På de aftner bliver vi opdateret, griner, hygger og er dybe. Love it.

Som arbejdende, er der også store krav og forventninger til min kunnen, i hvert fald fra mig selv af. Og her kan det være rigtig rigtig udfordrende, nu hvor jeg bare så gerne vil slå til hele tiden, gerne vil gøre det rigtigt og godt og bare have flow i mit arbejde. Det er helt umuligt lige nu og kan være ret frustrerende. Men heldigvis har jeg bare de bedste kollegaer, som får mig til at føle at vi alle er i samme båd og kan hjælpe hinanden til at løse de udfordringre der dukker op hit og pist.

Status på 4 ugers PALÆO challengen

Det går op og ned, men for det meste heldigvis godt. Jeg kan virkelig mærke hvor godt det er for mig at holde mig fra kaffe, sukker, brød, kartofler, pasta og ris. Jeg har det meget bedre, føler mig mere oplagt og slet ikke så oppustet som før, daaaaalu.

Der hvor det bliver svært, er f.eks. på flyveturen hertil Fuerteventura. Vi checkede ind i nat kl. 04:30, uden at have spist morgenmad, og det eneste du kan få i lufthavnen er crossainter, kaffe, yoghurt og frugt (det lød ellers meget lækkert, men er ikke PALÆO, bortset fra frugten i små mængder) og ombord på flyet, ja der er det sædvanlige. Så hvis vi ikke ville dø af sult, så blev det lidt brudt her.

Hvordan er det gået med mine ugens ti bud?

Denne uges 10 bud er KUN 2 bud:

1. Fokus på min kommende Marathon

Jeg føler mig eller fuldstændig klar og glæder mig helt vildt. Men nu er det ikke længere mig der har styringen.

2. Fokus på familien og dejlig ferie <3

He he, en udfordring med mig som den depri mor og kone, lige nu. Men vi er skide gode til at være gode sammen, så jeg synes at det går godt.

“Kære Gud… 🙂 Amen

Solnedgang på Fuerteventura

Mandags status på foden:

Græder og prøver desperat at komme ovenpå, så jeg ikke påvirker min lille familie for meget. Jeg kan slet ikke støtte på foden i dag og går gennem hele træningsresortet vraltende og øv. Men jeg har lige slugt en af de der piller og håber på at jeg lige om lidt kommer i lidt bedre humør, så vi kan hygge os. Vi holder et lille familiemøde senere, hvor vi laver en lille plan over hvad vi skal lave de næste par dage, med håb om at det kan hjælpe lidt på humøret og at jeg/vi kan give ungerne en god oplevelse og ikke en “den gang mor var depri-ferie”-minde.

Sorry at det ikke er så opløftende læsning, men menneskeligt går jeg ud fra at det er.